Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - afvisning

J.nr. 25-47054

En mand (klager), der var diagnosticeret som debil, og var under værgemål, klagede over en myndighed (indklagede).

Manden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med myndighedens behandling af manden og mandens værgemål.

Ligebehandlingsnævnet traf den 15. juni 2020 afgørelse i en sag, hvor manden ligeledes havde klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med myndighedens behandling af manden og mandens værgemål.

Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at manden havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen vedrørte samme forhold, som den klage Ligebehandlingsnævnet tog stilling til ved afgørelsen af 15. juni 2025.

Nævnet havde således tidligere taget stilling til en klage af samme indhold fra manden.

Nævnet vurderede derudover, at manden ikke i sin nye klage eller i øvrigt havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af klager og klagers værgemål.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.

Sagsfremstilling

Den 19. september 2019 indgav klager en klage til Ligebehandlingsnævnet, hvori han gjorde gældende, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets, en kommunes og en bobestyrers behandling af ham.

Den 15. juni 2020 traf et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab afgørelse i klagers sag med journalnummer 19-46905.

Nævnet afviste at behandle klagen, da det var åbenbart at klager ikke kunne få medhold, fordi klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Af afgørelsen fremgår bl.a.

” Sagsfremstilling

Klager indbragte den 19. september 2019 en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med bopælskommunens behandling af klager.

Klagen angår endvidere påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en bobestyrers behandling af klager.

Klagers forældres dødsbo er udleveret til behandling ved den pågældende bobestyrer, og klagen angår blandt andet bobestyrerens behandling af klager i forbindelse med krav om tvangsauktion over den ejendom, som klager boede i med sin bror og dennes familie.

Endelig angår klagen også påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af klager.

Ved dom af 24. oktober 2012 blev der iværksat værgemål for klager.

Værgemålet omfatter hans økonomiske anliggender.

Ved brev af 11. august 2015 beklagede bopælskommunen over for klager, at kommunen fejlagtigt var kommet til notere værgemålet i Det Centrale Personregister (CPR), hvilket medførte, at han ikke kunne stemme ved de seneste valg.

I perioden fra den 17. maj 2016 til 12. februar 2019 blev der afholdt seks bomøder i dødsboet efter klagers forældre.

Ved det seneste bomøde den 12. februar 2019 blev det ifølge referatet aftalt, at ejendommen skulle sælges på tvangsauktion på baggrund af sagens omstændigheder og restancer til et realkreditinstitut.

I forløbet havde Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) den 5. april 2017 truffet afgørelse om, at klager ikke måtte overtage ejendommen.

Den 14. februar 2018 traf Statsforvaltningen afgørelse om at ændre omfanget af klagers værgemål.

Værgemålet omfatter herefter personlige dispositioner i relation til eventuel flytning i plejebolig eller botilbud samt alle økonomiske forhold.

En advokat er udpeget som værge.

Det fremgår af afgørelsen, at en læge havde skønnet, at klager ikke med nytte kunne udtale sig om værgemålet.

Det fremgår af de oplysninger, som klagers partsrepræsentant, har fremlagt, at klagers bror ad flere omgange kontaktede borgmesteren og forvaltningen i klagers bopælskommune for at klage over behandlingen af klager.

Klagerne vedrørte manglende hjælp i relation til tøjvask, rengøring, udbedring af skader på ejendommen samt manglende tandlægehjælp til klager.

Bopælskommunen oplyste i flere svar til klagers bror, at kommunen var opmærksom på de angivne forhold, men at kommunen ikke til klagers bror kunne udtale sig om klagers personlige forhold, idet kommunen har tavshedspligt.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klagers bror løbende har indgivet klager over bobestyreren og bobehandlingen til Skifteretten.

Ved Skifterettens seneste afgørelse af 18. september 2019 blev klagers brors klage over bobestyrerens beslutning om at begære ejendommen sat på tvangsauktion ikke taget til følge.

Den 29. oktober 2019 anførte klagers læge følgende om hans helbredsforhold

”…

Inferioritas intellektualis (debil), samt svær hypokondri og adfærdsforstyrrelse (hyperaktiv).

Hypertension…”

Klagers bror kærede Fogedrettens tvangsauktionen over ejendommen afholdt i september 2019.

Den 9. december 2019 ophævede landsretten tvangsauktionen og hjemviste sagen til Fogedretten.

Skifteretten traf den 31. marts 2020 afgørelse om ikke at tage en klage over bobestyreren til følge.

Der var tale om en klage indgivet af klagers bror, der havde gjort gældende blandt andet, at den bobestyrer, som var udpeget efter, at den tidligere bobestyrer var gået på pension, ikke havde den fornødne habilitet.

Efter indholdet af klagen til Ligebehandlingsnævnet sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage partshøring af de indklagede.

Klagers bemærkninger

Om kommunen

Klager har om klagen over kommunen anført blandt andet, at han uretmæssigt var frataget sin retlige handleevne i to år som følge af kommunens registrering.

Klager modtog ikke kompensation herfor, og han anmoder derfor Ligebehandlingsnævnet om at træffe en afgørelse om kompensation.

Kommunen har ikke hjulpet klager tilstrækkeligt f.eks. i relation til rengøring.

Endvidere udsatte kommunen klager for nedværdigende behandling.

Om bobestyreren

Klager har om klagen over bebestyreren anført blandt andet, at bobestyreren udsatte ham for forskelsbehandling på grund af handicap.

Personer med handicap har samme ret som andre til at tage forpligtende beslutninger og til at bestemme over egen økonomi.

Bobestyreren var bekendt med, at klager havde et handicap, men fratog ham på trods heraf hans hus ved tvangsauktionen.

Som følge af tvangsauktionen blev klager pådraget et tab på 800.000 kr. i tabt arv.

Klager og hans familie måtte herefter finde et andet hus i samme område, idet klagers sygdom medførte, at han ikke kunne flytte.

Det var krænkende for klagers retssikkerhed, at han som debil person blev trukket igennem et bureaukratisk retssystem for at blive malket for sin arv af en korrupt bobestyrer.

Om Familieretshuset

Klager har om klagen over Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) anført blandt andet, at han ikke havde en e-mailadresse, og at han derfor sendte e-mails fra sin brors e-mailadresse med egen underskrift.

Det var forskelsbehandling på grund af handicap, at Familieretshuset ikke ville betragte disse e-mails som indsendt af klager.

Klager blev udsat for forkert behandling ved sagsbehandlingen om hans overtagelse af den faste ejendom.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Efter indholdet af klagen vurderer nævnet, at klagen over bopælskommunens og Familieretshusets sagsbehandling alene angår anvendelse og fortolkning af reglerne i lovgivningen.

Der er ikke i klagen af 19. september 2019 eller i klagers efterfølgende bemærkninger og bilag oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med det beskrevne forløb i kommunen, Familieretshuset og/eller ved bobestyreren har været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Efter sagens oplysninger og udfald finder nævnet ikke grundlag for at tage stilling til, om klager ikke som følge af det iværksatte værgemål var afskåret fra at indgive en klage til nævnet eventuelt via fuldmagt uden værgens medvirken.

Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at tage stilling til, om klager havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

”

Klager har den 29. april 2025 klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke kunne overtage sit barndomshjem.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Den 5. juli 2025 klagede klagers bror til Familieretshuset over administrationen af klagers værgemål og den fortsatte anerkendelse af klagers værge som værge.

Den 8. september 2025 oplyste Familieretshuset klagers bror om, at Familieretshuset havde besluttet at indstille dets undersøgelse af klagers værge.

Af Familieretshusets brev fremgår bl.a.

”Familieretshuset kan oplyse dig, at vi – som led i vores tilsyn – har bedt om og modtaget bemærkninger fra advokat [klagers værge], som er værge for [klager].

Familieretshuset fører efter værgemålsbekendtgørelsens 1, stk. 1, tilsyn med værger.

Efter § 1, stk. 3, kan vi iværksætte en undersøgelse, hvis vi gennem en henvendelse eller på anden måde bliver opmærksomme på forhold, som må antages at stride mod interesserne for den, der er under værgemål.

Denne bestemmelse betyder, at enhver kan rette henvendelse til Familieretshuset om sådanne forhold.

En fratagelse af værgebeskikkelsen kan ske efter § 12, stk. 1, i værgemålsloven.

Efter den bestemmelse kan beskikkelsen fratages en værge, hvis værgen misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet, eller hvis det er nødvendigt af hensyn til den, der er under værgemål.

Vi har vurderet sagen og har besluttet, at vi indstiller vores undersøgelse af værgen.

Vi foretager derfor ikke yderligere i anledning af din klage.

Vi har lagt vægt på, at de forhold, der er oplyst ikke er af en sådan karakter, at vi vil foretage yderligere undersøgelse af forholdene.

Vi vil derfor ikke beskikke en ny værge for [klager].

Da vi ikke vil beskikke en ny værge for [klager], har vi ikke taget stilling til, om du kan beskikkes til værge.

”

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at Familieretshuset har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kunne overtage sit barndomshjem.

Ejendommen blev efterfølgende solgt på tvangsauktion.

Klagers økonomiske værge har systematisk tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved ikke at varetage klagers interesser og rettigheder som fastlagt i værgemålsloven.

Familieretshuset har diskrimineret klager på baggrund af klagers handicap ved ikke at give klager lige adgang til retshjælp og juridisk bistand, hvilket er i strid med Handicapkonventionens principper om ligebehandling, inklusion og respekt.

Klager er nægtet adgang til juridisk bistand, hvilket klager har krav på ifølge retsplejeloven § 731, og dette har medført en væsentlig forringelse af klagers retssikkerhed.

Formålet med klagen er at få fastslået diskrimination og brud på ligebehandlingsprincippet i indklagedes behandling af klagers sag.

Formålet er videre at sikre klagers rettigheder som handicappet borger, herunder klagers ret til ligebehandling, retshjælp og juridisk bistand.

Klager redegjorde for sit ønske om at overtage sit barndomshjem i samarbejde med sin bror og brorens familie.

Dette blev ensidigt afvist med henvisning til manglende evne til at varetage ejendommens økonomi, uden at den foreslåede løsning med økonomisk støtte og delt ejerskab blev undersøgt nærmere.

Der foreligger ingen oplysninger om, at Familieretshuset eller værgen vurderede denne konkrete ordning.

I stedet fremførte værgen sine egne vurderinger og traf beslutninger med store konsekvenser, uden klagers samtykke og uden korrekt partshøring.

Dette udgør et brud på klagers retssikkerhed, et indgreb i den personlige og økonomiske integritet samt en tilsidesættelse af FN´s Handicapkonvention.

Klager ønsker, at Familieretshusets afgørelse om afslag på køb omgøres, eller at sagen genoptages med korrekt partshøring og objektiv vurdering af klagers økonomiske forslag.

Klager har systematisk været udsat for utilstrækkelig hjælp, tilsidesættelse af rettigheder og manglende respekt for sine behov og sin værdighed.

Klagers værgemål administreres i strid med FN´s Handicapkonventions artikel 5 om lighed og ikke-diskrimination, artikel 12 om lige retsevne samt artikel 19 om ret til et selvstændigt liv og deltagelse i samfundet.

Klager har bl.a. ikke mulighed for at disponere over sin arv og bopæl, ligesom klager udelukkes fra væsentlige beslutninger.

Familieretshusets beslutninger om at fratage klager retten til at videreføre bolig og råderet over sine økonomiske forhold blev begrundet i klagers værgemålsstatus og helbredstilstand uden dokumenteret saglig begrundelse.

Familieretshuset har fastholdt klager i et værgemål i mod klagers vilje, nægtet klager råderet over sin ejendom og afvist at undersøge økonomisk misbrug på trods af klare henvendelser.

Familieretshuset har valgt at indstille undersøgelsen af værgens handlinger, selvom Familieretshuset har hjemmel til at gribe ind.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Af forarbejderne til lov om Ligebehandlingsnævnet fremgår bl.a., at Ligebehandlingsnævnet træffer administrativt endelige afgørelser i sager om forskelsbehandling.

Når Ligebehandlingsnævnet har afgjort en sag, kan den derfor ikke efterfølgende prøves ved andet administrativt organ.

Derimod vil sagen kunne prøves ved domstolene, hvorved der sker en ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og hvor der vil kunne fremlægges nye oplysninger.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet traf den 15. juni 2020 afgørelse i en sag, hvor klager ligeledes klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af klager og klagers værgemål.

Nævnet vurderer, at klagen vedrører samme forhold, som den klage Ligebehandlingsnævnet tog stilling til ved afgørelsen af 15. juni 2020.

Ligebehandlingsnævnet vurderede ved afgørelsen, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager i forbindelse med det beskrevne forløb havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet har således tidligere taget stilling til en klage af samme indhold fra klager.

Nævnet vurderer derudover, at klager ikke i sin nye klage eller i øvrigt har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet vurderer, at Familieretshusets beslutning om at indstille undersøgelsen af klagers værge efter værgemålsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, udgør anvendelse af anden lovgivning.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet finder fortsat ikke grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde