Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold

J.nr. 24-16371

Institut for Menneskerettigheder (klager) indbragte i medfør af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 9, en klage over en virksomhed (indklagede) for Ligebehandlingsnævnet.

Institut for Menneskerettigheder mente, at det var direkte forskelsbehandling på grund af køn i strid med ligebehandlingsloven, at virksomheden i en artikel i et blad havde udtalt følgende: ”Det, vi har fået ud af det her, det er, at vi aldrig skal have en pige som lærling igen, fordi det kan ikke lade sig gøre i den her branche”.

Nævnet vurderede, at virksomhedens udtalelse udgjorde direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at udtalelsen skabte en formodning for, at der forelå en direkte diskriminerende ansættelsespolitik.

Nævnet henviste til EU-Domstolens dom i sag C-54/07 (Feryn).

Det var herefter virksomheden, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Nævnet vurderede, at virksomheden ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Institut for Menneskerettigheder fik derfor medhold i klagen.

Sagen blev behandlet principielt.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede i en artikel i et blad udtalte, at indklagede ikke fremover vil ansætte kvindelige lærlinge.

Klagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet af Institut for Menneskerettigheder i medfør af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 9.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede udtalte, at indklagede ikke fremover vil ansætte kvindelige lærlinge.

Sagsfremstilling

Den 25. oktober 2023 afsagde Tvistighedsnævnet kendelse i en sag om seksuel chikane mod en kvindelig lærling hos indklagede.

Tvistighedsnævnet fandt, at indklagede ikke havde opfyldt forpligtelsen efter ligebehandlingslovens § 4, stk. 2, til at stille et chikanefrit miljø til rådighed i forbindelse med udførelsen af arbejdet og til at håndtere tilfælde af seksuel chikane.

Tvistighedsnævnet tilkendte lærlingen en godtgørelse på 25.000 kr. efter ligebehandlingsloven og 40.000 kr. efter erhvervsuddannelsesloven.

Den 11. januar 2024 udgav et blad to artikler om sagen.

Af den ene artikel fremgår bl.a.

” "Hun var bare ikke gearet til at gå på en byggeplads"

Men [tømrermester hos indklagede] er "ligeglad med" Tvistighedsnævnets kendelse

- Det, vi har fået ud af det her, det er, at vi aldrig skal have en pige som lærling igen, fordi det kan ikke lade sig gøre i den her branche, siger han.

- Så skal vi netop til at lave forskelsbehandling.

Svendene har ikke opført sig anderledes over for hende, end de har gjort over for hinanden, siger han.

Han fastslår, at ingen ville [lærlingen] det ondt.

-Jeg tror bare ikke, at hun som person har været gearet eller mentalt klar til at gå på en byggeplads, siger han.

Men skal en 17-18-årig pige opleve at få kommentarer på hendes køn, som at piger bare skal have pik og skrælle kartofler, mens kollegaerne laver bollebevægelser bag hende?

- Nej, det skal man overhovedet ikke.

Men der er ikke nogen af drengene, der har sagt, at det er sket.

Og der er ikke nogen, der har villet lytte til deres side af historien.

I Tvistighedsnævnet afgav fire svende forklaring ud over tømrermesteren.

Nævnet fandt dog, at forklaringerne ikke modbeviste [lærlingens] forklaring om chikane.

Tværtimod understøttede deres forklaringer "i et vist omfang", at der havde været et chikanøst miljø i virksomheden, som tømrermesteren var bekendt med.

[Tømrermester] nægter dog, at svendene har været så grove og krænkende, som [lærlingen] påstår, og mener desuden, at hun selv har været en del af det.

- Sagen er kørt op, som om det er et eller andet vanvittigt, der er foregået, og det har det aldrig nogensinde været, siger han.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 31. januar 2024.

Den 10. januar 2025 blev indklagede taget under konkurs.

Kurator har oplyst, at boet ikke ønsker at udøve partsbeføjelser eller indtræde i sagen.

Parternes bemærkninger

Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at indklagedes offentlige udtalelse af 11. januar 2024 om ikke at ville ansætte kvindelige lærlinge udgør direkte forskelsbehandling på grund af køn i strid med ligebehandlingslovens § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, 1. pkt.

Institut for Menneskerettigheder henviser til EU-Domstolens afgørelse i sag C-54/07, Feryn, som vedrørte en tilsvarende problemstilling inden for anvendelsesområdet af direktiv 2000/43 om etnisk ligebehandling.

Sagen angik en direktørs offentlige udtalelse om, at virksomheden i forbindelse med rekruttering af medarbejdere ikke kunne ansætte udlændinge som følge af kundernes manglende vilje til at give udlændinge adgang til deres bopæl under arbejdets udførelse.

Der var i sagen ikke ført bevis eller formodning for, at en person havde søgt stillingen, og at han eller hun på grund af sin etniske oprindelse ikke var blevet ansat.

I sagen kom EU-Domstolen frem til, at det udgør direkte forskelsbehandling, når en arbejdsgiver offentligt erklærer, at han ikke vil ansætte medarbejdere, der har en bestemt etnisk oprindelse.

En sådan udtalelse kan afholde visse ansøgere fra at indgive ansøgning og dermed hindre disse ansøgeres adgang til arbejdsmarkedet.

Det følger af dommen, at ulovlig forskelsbehandling ikke forudsætter, at der kan identificeres en klager, som er blevet udsat for forskelsbehandling.

Begrundelsen herfor er, at det ifølge EU-Domstolen vil være vanskeligt at nå målet i direktiv 2000/43 om at skabe forudsætninger for et socialt solidarisk arbejdsmarked fri for etnisk forskelsbehandling, hvis anvendelsesområdet kun finder anvendelse på de situationer, hvor der kan identificeres en klager.

Tilsvarende vedrørende ligebehandling af mænd og kvinder følger det af det omarbejdede direktiv 2006/54, at direktivet har til formål at sikre lige adgang til beskæftigelse for mænd og kvinder.

I tråd med EU Domstolens ræsonnement i sag C-54/07, Feryn, præmis 22-25, er det instituttets opfattelse, at det ville være vanskeligt at sikre, at enhver arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder, behandler dem lige for så vidt angår adgangen til erhvervsuddannelse, hvis anvendelsesområdet for ligebehandlingsloven begrænses til de situationer, hvor en ansøger, som får afslag på sin ansøgning om læreplads, og som mener sig udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn, anlægger sag mod arbejdsgiveren.

Det er på den baggrund instituttets opfattelse, at den omstændighed, at en arbejdsgiver offentligt erklærer, at arbejdsgiveren ikke vil ansætte kvindelige lærlinge, er tilstrækkeligt til at skabe en formodning for, at kvinder ikke har samme mulighed for at komme i betragtning til en læreplads i virksomheden og dermed kan hindre kvinders adgang til erhvervsuddannelse og arbejdsmarkedet.

Der er således påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte forskelsbehandling på grund af køn i strid med forbuddet i ligebehandlingsloven.

Indklagede gør gældende, at sagen er kørt voldsomt op i medierne, og at indklagede stadig vil ansætte kvinder.

Indklagede blev den 9. januar 2024 kontaktet af en journalist, da journalisten gerne ville have indklagedes synspunkt på kendelsen fra Tvistighedsnævnet.

Indklagede drøftede situationen med journalisten på en lidt dårlig forbindelse.

Indklagede erkender, at indklagede have været meget uklar i at kommunikere indklagedes synspunkt.

Efter indklagedes vurdering, må der havde været misforståelser.

Indklagede accepterer Tvistighedsnævnets kendelse, og indklagede har taget straffen.

Indklagede tager stor afstand til chikane, da indklagede grundlæggende er af den holdning, at alle skal behandle hinanden ordentligt og respektfuldt.

Indklagede beklager, at indklagede ikke har kommunikeret tydeligt nok, at indklagede mener, at kvinder kan være lige så gode håndværkere som mænd.

Det var også af den årsag, at indklagede ansatte lærlingen i sin tid, og indklagede var fra start overbevist om, at det ville blive en succes.

Indklagede vil absolut kunne se en kvinde i virksomheden igen i den struktur indklagede har nu.

Indklagede ser mangfoldighed som en styrke og værdsætter kompetencerne hos alle indklagedes medarbejdere uanset køn, baggrund og personlige forhold.

Indklagede har gennemgået en stor forandring.

Der nu altid ledelse tæt på medarbejderne på pladserne.

Indklagede har nu et godt og professionelt hold til at tage imod nye unge lærlinge.

Indklagede har fem unge svende, der er ny udlærte.

En af svendene har aldrig haft en læreplads og har ADHD og autisme, hvorfor der skal være en del struktur omkring ham.

Indklagede har også en ungarbejder, der har været startet på tømreruddannelsen men droppede ud, fordi han var kommet ind i noget kriminalitet.

Efter ungarbejderen havde afsonet sin straf, startede ungarbejderen hos indklagede igen.

Indklagede beklager meget denne sag og føler, at sagen er kørt voldsomt op i medierne.

Indklagede vil stadig ansætte kvinder.

Det vigtigste er, at det er den rigtige person for indklagedes virksomhed.

Indklagede har fået lærerige erfaringer igennem hele dette forløb.

Disse erfaringer er værdifulde for indklagede, når indklagede skal se ind i fremtiden.

Indklagede har truffet foranstaltninger for at rette op på fejlene og sikre, at indklagede fremadrettet afspejler principperne om respekt og ansvar.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Det fremgår også af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Det følger af § 1, stk. 9, i lov om Ligebehandlingsnævnet, at Institut for Menneskerettigheder kan indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet.

Det kan for eksempel være sager, som vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer.

EU-Domstolen har i sag C-54/07 (Feryn) udtalt, at den omstændighed, at en arbejdsgiver offentligt erklærer, at arbejdsgiveren ikke vil ansætte medarbejdere, der har en bestemt etniske eller racemæssig oprindelige udgør direkte forskelsbehandling ved ansættelse.

EU-Domstolen udtalte også, at sådanne offentlige erklæringer er tilstrækkelige til at skabe en formodning for, at der foreligger en direkte diskriminerende ansættelsespolitik.

EU-Domstolen udtalte videre, at det derfor påhviler arbejdsgiveren at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat, hvilket arbejdsgiveren kan bevise ved at godtgøre, at virksomhedens faktiske ansættelsespraksis ikke stemmer overens med arbejdsgiverens erklæringer.

Nævnet vurderer, at det tilsvarende gælder i en sag om potentiel direkte forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med ansættelse.

Indklagede er i artiklen af 11. januar 2024 citeret for at sige følgende: ”Det, vi har fået ud af det her, det er, at vi aldrig skal have en pige som lærling igen, fordi det kan ikke lade sig gøre i den her branche” .

Nævnet vurderer, at indklagedes ovenstående offentlige udtalelse om virksomhedens fremtidige ansættelsespolitik udgør direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at udtalelsen skaber en formodning for, at der foreligger en direkte diskriminerende ansættelsespolitik.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.

Institut for Menneskerettigheder får herefter medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 2, nr. 3, om nævnets kompetence

•

§ 1, stk. 9, om sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§§ 2 og 3 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 16 a om delt bevisbyrde