Legislator Case Law & Legislation
W20260901825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - ansættelse - uddannelse - uanset handicap - ej medhold

9 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (9)

Statutory Text (9 Articles)

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - ansættelse - uddannelse - uanset handicap - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

J.nr. 24-9773

En mand (klager), der var diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse, klagede over Personelkommandoen (indklagede).

Manden mente, at Personelkommandoen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at manden fik afslag på optagelse som frivillig i hjemmeværnet.

I afslaget var der lagt vægt på, at Hjemmeværnskommandolægen vurderede, at mandens skizotypi ikke var forenelig med optagelse i Hjemmeværnet.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at hvervet som frivillig i Hjemmeværnet var omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet lagde vægt på, at manden, hvis han blev optaget som frivillig Hjemmeværnet, ville være forpligtet til at gennemgå uddannelse og forrette pligtig tjeneste, hvor han ville være underlagt instruktionsbeføjelse.

Manden ville endvidere være forpligtet til at forrette tjeneste under ekstraordinære forhold og i krig.

I tilfælde af krig eller ekstraordinære forhold ville manden modtage løn.

Da frivillige i Hjemmeværnet ikke er omfattet af lov om forsvarets personel, vurderede nævnet, at frivillige i Hjemmeværnet ikke er omfattet af personkredsen i bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 om undtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

På baggrund af sagens lægelige oplysninger og mandens bemærkninger vurderede nævnet, at det var tvivlsomt, om manden på tidspunktet for afslaget havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af Personelkommandoen udøvede skøn, hvorefter manden ikke var fundet egnet til tjeneste i Hjemmeværnet.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Sagen blev behandlet principielt.

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at Personelkommandoen gav klager afslag på optagelse som frivillig i hjemmeværnet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på optagelse som frivillig i Hjemmeværnet.

Sagsfremstilling

Klager søgte i første halvdel af 2023 om optagelse som frivillig i hjemmeværnet.

Den 25. juli 2023 sendte klagers læge et brev til Personelkommandoen.

Af brevet fremgår bl.a.

”Hermed epikrise fra psykiatrisk amb.

([regions] Psykiatri) der beskriver pt psykiske tilstand

Første besøg: 14-06-2021 09:41

Seneste besøg: 14-06-2021 09:55

Aktionsdiagnose

DF 219 Skizotypisk sindslidelse UNS

Epikrise

”14-06-2021

Resume af behandlingsforløb

26-årig mand kendt m skizotypi, henvist til Psykiatrisk AMbulatoium [by] i november 2020) efter 2-årigt OPUS-forløb.

Ved starten af forløbet har pt autosponeret sin antipsykotiske medicin og ønsker ikke senere at genoptage den, da han stort set ikke oplevede effekt, men en del bivirkninger til behandlingen m abilify og sertralin.

Pt er i perioder generet af negative symptomer i form af social isolation og manglende initiativ, ligesom han også kan være meget belastet af tendens til hyperrefleksion og rumination.

Pt har haft intensivt psykologforløb her i [afdeling] på 4 måneder med god effekt og efterfølgende var lagt op til et støttende forløb hos klinisk kontaktperson, men pt oplever ikke at have brug for dette, men vil i stedet bruge sin kommunale hjemmevejleder i hverdagen, hvorfor forløbet afsluttes.

Ved forværring i den psykiske tilstand med behov for genoptagelse af medicinsk antipsykotisk behandling kan petienten genhenvises.

Medicinliste

…

Pt tager ingen medicin.

…”

Vi har ikke set pt med noget psykisk siden ovenstående.

”

Den 14. september 2023 sendte indklagede et partshøringsbrev til klager.

Af partshøringsbrevet fremgår bl.a.

” 2.

I forbindelse med oplysninger om dit helbred har din ansøgning været forelagt Hjemmeværnskommandolægen.

Hjemmeværnskommandolægen har på baggrund af oplysning fra din egen læge om du er diagnosticeret med Skizotypi, vurderet at du ikke er egnet til tjeneste i Hjemmeværnet.

På baggrund af ovenstående overvejer distriktsudvalget at give dig afslag på din ansøgning.

Vi takker for din udviste forsvarsvilje

3.

Som part i sagen har du ret til at komme med en udtalelse jf. Forvaltningsloven § 19, se bilag.

”

Af klagers partshøringssvar fremgår bl.a.

”Til at starte med, vil jeg gerne sige at jeg godt kan forstå at hjemmeværnslægen valgte at afvise mig på baggrund af den lægeerklæring han har fået udleveret.

Mit lægecenter har fortalt mig, at der sådan set ikke står andet end at jeg;

Har været i et forløb i OPUS fra 2018-20, at jeg har Skizotypisk sindslidelse, og at ikke har været medicineret eller en del af psykiatrien siden årsskiftet 2020-21.

Hvis hjemmeværnslægen ikke har kunnet se den forklaring som jeg gav i min ansøgning, har lægen kun kunnet gætte sig til hvad den diagnose indebar.

Jeg tror helt sikkert at en mere detaljeret lægeerklæring ville have været til min fordel, fordi den ville kunne bekræfte at jeg ikke fik diagnosen fordi jeg havde andre symptomer end dem jeg nævnte i min ansøgning;

Apati, anhedoni, angst og overtænkning.

Jeg har aldrig vist nogle tegn på symptomer, som ville gøre mig til en sikkerhedsrisiko for andre mennesker – og hvis jeg havde, ville jeg også være fornuftig og samvittighedsfuld nok til ikke at lave en ansøgning til hjemmeværnet.

Hvis man tror jeg skulle have større sandsynlighed for at udvikle disse symptomer, har man en misforståelse for hvordan psykiatrien i Danmark benytter diagnoser.

Den overlæge som i sin tid gav mig diagnosen, sagde at han var meget i tvivl om hvordan han ville placere mig, men at man ikke behandler folk for sindslidelser, men for symptomer – og ud fra de symptomer som jeg nævnte, sagde han at det var den diagnose han var nødt til at skrive på min profil, for at tilbyde mig den bedst mulige hjælp.

Nu har jeg kun overtænkning som symptom, men det har nok været mere et værktøj end det har været til gene i mit liv.

Jeg brugte meget tid som ung til at repetere hvad jeg havde lært i hovedet.

Nogle gange gør det at jeg mister koncentrationen, men jeg ved hvornår det sker, og øger mit fokus.

Det sker så sjældent at folk ikke lægger mærke til det.

”

Den 23. oktober 2023 traf indklagede afgørelse om at give klager afslag på sin ansøgning.

Af afgørelsen fremgår bl.a.

”[Distriktsudvalg] har behandlet din ansøgning om optagelse som frivillig i Hjemmeværnet og beklager, at de på grund af dine helbredsoplysninger har bestemt, at du ikke kan optages.

…

Distriktsudvalget har ved sin afgørelse især lagt vægt på dine helbredsoplysninger, som har været forelagt Hjemmeværnskommandolægen.

Hjemmeværnskommandolægen vurderer, at din skizotypi ikke er forenelig med optagelse i Hjemmeværnet.

I dit svar på partshøringen skriver du at du godt kan forstå Hjemmeværnskommandolægen afviste dig på grundlag af lægeerklæringen.

Du tror en mere detaljeret lægeerklæring kunne have været til din fordel, fordi den kunne bekræfte du ikke fik diagnosen, fordi du havde andre symptomer end den du nævner i ansøgningen.

Du fortæller noget om diagnose afgivelsen og om hvorfor lægen gav dig denne.

Nu har du kun overtænkning som symptom, som gøre du bruger tid til at repetere, som nogle gange gør du mister koncentrationen, men du er klar over hvornår det sker.

…

Distriktsudvalget har medtaget alle dokumenter i deres vurdering af din ansøgning.

De finder dog ikke at partshøringssvaret og de medsendte udtalelser give så nye væsentlige oplysninger som gør de vil ændre deres afgørelse.

Distriktsudvalget finder dig derfor ikke egnet til optagelse i Hjemmeværnet.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. januar 2024.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Indklagede har fremlagt kopi af vejledning om distriktsudvalgenes virksomhed.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede afviste klager på grund af klagers psykiske diagnose.

I lægeerklæringen, som klager blev afvist på grund af, står ikke andet end, at klager har en lidelse, hvor klager var under behandling og en udtalelse fra klagers egen læge omkring, at klager ikke har været en del af psykiatrien i flere år.

Der står ikke noget om, hvordan klagers diagnose påvirker klager i hverdagen, eller hvad der var udslagsgivende for, at klager i sin tid fik diagnosen.

Klager mener derfor, at klager blev afvist udelukkende på grund af et gæt fra en hjemmeværnslæge, der har troet, at denne har kunnet regne ud, hvordan klagers diagnose gør klager uegnet.

Afvisning på baggrund af gætværk er ikke okay.

Klager mener ikke, at afvisningen var rationel, idet lægeerklæringen indeholdte meget begrænset information omkring klagers diagnose.

Der har aldrig været nogen mennesker, der har givet udtryk for, at de kunne se, at klager skulle være anderledes end normalen, selv på klagers værste.

Klager er almindelig i hverdagen og føler sig relativt mentalt sund.

Indklagedes praksis bør ændres til at være mere personlig, og det bør kræve flere detaljer for at afvise mennesker med mentale diagnoser.

Klager ved, at der er andre personer i Hjemmeværnet med psykiske diagnoser, som til at starte med blev afvist, men som har fået grønt lys senere hen på baggrund af udtalelser fra relevante institutioner såsom arbejdsplads eller sundhedsvæsenet.

Men udtalelser fra klagers arbejdsplads og offentlig institution med opbakning til klagers egnethed var ikke tilstrækkeligt, fordi Hjemmeværnet mente, at klagers psykiske diagnose er mere alvorlig end andre.

Hjemmeværnets læger bør tale personligt med de personer, som lægerne afviser, så lægerne kan lave en rationel begrundelse for, at en person skal erklæres uegnet til hjemmeværnet.

Klager kan via indklagedes svar til Ligebehandlingsnævnet se, at indklagede har vurderet, at klager kan være mindre psykisk robust og kan have været udfordret i sociale interaktioner.

Disse informationer ville klager nemt kunne have forholdt sig til, frem for det oprindelige svar om, at klagers diagnose gjorde ham uforenelig.

Med den nye information følger klager sig klart bekræftet i sin antagelse om, at der på grund af klagers diagnose er blevet foretaget gætværk omkring klagers mentale tilstand.

Dette på trods af, at klager i både sin ansøgning og sit parthøringssvar gjorde Hjemmeværnet opmærksom på, hvilke symptomer klager på daværende tidspunkt havde og som var udslagsgivende for, at klager fik diagnosen.

Klager finder det utilfredsstillende, at han blev afvist på baggrund af disse informationer, da klager ikke er enig i, at han skulle have mindre psykisk robusthed end gennemsnittet, eller havde udfordringer med sociale interaktioner.

Klager er den eneste der ved, hvor god klagers psykiske robusthed er, og klager kan klare mindst lige så meget psykisk belastning som enhver anden.

Klager har heller ikke udfordringer med at interagere med andre socialt.

Klager syntes ikke, at indklagedes begrundelse bør være lovlig.

At afvise klager på baggrund af gætværk er dehumaniserende.

Indklagede gør gældende, at kommandolægen og distriktsudvalget har sagsbehandlet og truffet afgørelse efter og i overensstemmelse med hjemmeværnsloven og vejledning om distriktsudvalgenes virksomhed.

Klager søgte via Hjemmeværnets hjemmeside WWW.VISTILLEROP.

DK om en samtale med en rekrutteringsansvarlig.

I forbindelse med samtalen blev der udarbejdet en elektronisk ansøgning.

Indklagede konstaterede, at der kunne blive behov for en lægefaglig vurdering af klager, hvorfor der blev fremsendt elektronisk anmodning herom til kommandolægen.

Lægen læste ansøgningen og anmodede indklagede om at indhente en lægeattest med begrundelsen ”Fysisk og psykisk helbredstilstand”.

Lægen skrev også følgende: ”Ansøger angiver at have skizotypisk sindslidelse, hvorfor der anmodes om diagnose, forløb og aktuel status.

Gerne suppleret med notater fra samarbejdspartnere.

Afledte fysiske, psykiske eller sociale følger bedes vurderet i forhold til at tjenesten i hjemmeværnet kan være fysisk og psykisk krævende.

Endvidere indeholder tjenesten i hjemmeværnet håndtering af våben”.

Indklagede anmodede klager om en lægeerklæring fra egen læge.

Klagers læge sendte derefter en lægeerklæring, som blev vedlagt klagers ansøgning.

Ansøgningen blev derefter sendt til kommandolægen igen for vurdering af klagers egnethed.

Kommandolægen vurderede, at klager kunne have en øget sårbarhed samt nedsat psykisk robusthed, ligesom klager kunne have udfordringer i sociale interaktioner.

På baggrund heraf anbefaledes lægen, at ansøgningen om optagelse som frivillig i hjemmeværnet ikke blev godkendt.

Herefter blev klagers ansøgning med bilag sendt til det distriktsudvalg, som klager hørte under.

Klager blev partshørt af distriktsudvalget, men udvalget fastholdt, at klager ikke var egnet til optagelse i Hjemmeværnet.

Af pkt. 5.6. i vejledning om distriktsudvalgenes virksomhed fremgår helbredskrav til ansøgere til Hjemmeværnet.

For at blive optaget i hjemmeværnet skal ansøger have et helbred, der sætter vedkommende i stand til at gennemføre Hjemmeværnets grunduddannelse og derefter gøre tjeneste i vedkommendes underafdeling.

Det er et lovkrav, at nye hjemmeværnssoldater uden aftjent militær værnepligt eller anden tilstrækkelig værnsbaggrund skal gennemføre en 250 til 300 timers grunduddannelse inden for de første tre år efter optagelse i Hjemmeværnet.

Hjemmeværnet rekrutterer soldater med et helbredsniveau, der sætter dem i stand til at fungere som skytte i en hjemmeværnsgruppe.

Af pkt. 5.7. i vejledning om distriktsudvalgenes virksomhed fremgår generelle helbredskrav til soldaten.

Psykisk skal soldaten have stabilitet og robusthed, også når soldaten står i uvante og kritiske situationer, kognitive evner til at modtage indlæring, sociale færdigheder til at indgå i en kommandostruktur og et soldatermæssigt fællesskab samt omgængelighed og situationsbevidsthed i forhold til medborgere og samfund som helhed.

Indklagede indhenter lægelige oplysninger fra ansøger, typisk ved en lægeerklæring fra ansøgers egen læge, såfremt hjemmeværnets kommandolæge anmoder om en sådan.

Pkt. 5.7. i vejledning om distriktsudvalgenes virksomhed beskriver generelle forhold for fysiske og psykiske lidelser samt ved misbrugsproblemer.

Angående psykiske lidelser fremgår, at skizofreni ikke kan godkendes.

I meget sjældne tilfælde, hvor hjemmeværnets kommandolæge samt behandlende psykiater siger god for det, kan der dog dispenseres.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Det fremgår også af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde

Forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde skal fortolkes i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivets artikel 3.

Direktivet finder anvendelse for så vidt angår blandt andet vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig virksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse.

Direktivet finder også anvendelse for så vidt angår adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk erhvervserfaring.

Det fremgår af lov om hjemmeværnet § 12, at en person optages som frivillig i hjemmeværnet ved at underskrive en kontrakt, hvorefter personen bl.a. skal gennemgå uddannelse, forrette tjeneste under krig eller andre ekstraordinære forhold og give møde i fredstid ved katastrofealarm.

Under krig eller andre ekstraordinære forhold kan frivillige ikke bringe kontraktforholdet til ophør.

Bortset fra disse tilfælde kan frivillige opsige deres kontrakt med tre måneders varsel.

Af lovens § 11 fremgår, at frivillige i hjemmeværnet skal gennemføre en uddannelse på 250 til 300 timer inden for de første tre år, medmindre den frivillige har gennemført værnepligtsuddannelse i det militære forsvar.

Af lovens § 10 fremgår, at forsvarsministeren fastsætter regler for udbetaling af ydelser til frivillige i hjemmeværnet og godtgørelse til virksomheder, institutioner mv. til dækning af udgifter ved ansattes deltagelse som frivillige i virksomhedshjemmeværn.

Frivillige, der forretter tjeneste under krig eller andre ekstraordinære forhold, ydes løn.

Nævnet vurderer, at hvervet er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager, hvis han blev optaget som frivillig i hjemmeværnet, ville være forpligtet til at gennemgå den i lov om hjemmeværnet fastsatte uddannelse og forrette den dertil fastsatte pligtige tjeneste, hvor han ville være underlagt instruktionsbeføjelse.

Klager ville endvidere være forpligtet til at forrette tjeneste under ekstraordinære forhold og i krig i den udstrækning, det ville være nødvendigt.

Nævnet har også lagt vægt på, at klager i tilfælde af krig eller ekstraordinære forhold ville modtage løn for sit arbejde som frivillig.

Bekendtgørelse om undtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap

Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 1 a, at forsvarsministeren efter høring af de berørte organisationer kan undtage væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Efter bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 er militært personel, der indordnes i rækkefølge af militære grader, og som er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, jf. § 1, stk. 1, i lov om forsvarets personel, undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Efter bekendtgørelse nr. 667 af 20. juni 2006 af lov om forsvarets personel § 1, stk. 1, omfatter loven personel, der er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, samt militært personel, der er afskediget eller hjemsendt, jf. dog stk. 2-4.

Af § 1, stk. 3, fremgår, at loven ikke omfatter frivillige i hjemmeværnet.

Tilsvarende fremgår det af lov om hjemmeværnet § 6, stk. 2, modsætningsvist, at frivillige i hjemmeværnet ikke er omfattet af lov om forsvarets personel.

Da frivillige i hjemmeværnet ikke er omfattet af lov om forsvarets personel, herunder lovens § 1, stk. 1, vurderer nævnet, at frivillige i hjemmeværnet ikke er omfattet af personkredsen i bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 om undtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at det fremgår af § 8 i lov om hjemmeværnet, at frivillige i hjemmeværnet er militært personel og omfatter befalingsmænd og menige, der indordnes i en rækkefølge af militære grader efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klagers egen læge har i lægeerklæringen af 25. juli 2023 indsat en epikrise af 14. juni 2021 fra et psykiatrisk ambulatorium.

Af epikrisen fremgår, at klager var kendt med skizotypi og havde diagnosen skizotypisk sindslidelse.

Det fremgår også, at klager havde været i et intensivt psykologforløb med god effekt, ligesom klager ved starten af forløbet stoppede med at tage sin antipsykotiske medicin og ikke ønskede at genoptage medicinen senere.

Af lægeerklæringen fra klagers egen læge fremgår, at klagers egen læge ikke havde set klager med noget psykisk siden epikrisen fra 14. juni 2021.

Klager har både i sit partshøringssvar til indklagede og sine bemærkninger til Ligebehandlingsnævnet oplyst, at han ikke har været medicineret eller været en del af psykiatrien i flere år.

Af partshøringssvaret fremgår også, at klager på tidspunktet for ansøgningen som frivillig kun havde overtænkning som symptom, men at han var opmærksom på det.

På den baggrund vurderer nævnet, at det er tvivlsomt om klager på tidspunktet for afslaget havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Efter forskelsbehandlingsloven stilles der ikke krav om ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af Personelkommandoen udøvede skøn, hvorefter klager ikke er fundet egnet til tjeneste i Hjemmeværnet.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

Bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 om udtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap

Lov om forsvarets personel

Lov om hjemmeværnet

Bekendtgørelse om militære grader mv. for personel i det militære forsvar

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 1 a om undtagelse af væbnede styrker fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 3, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

•

§ 1, stk. 1, om undtagelse af militært personel fra forbud mod forskelsbehandling

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

•

§ 1, stk. 1, om lovens område

•

§ 1, stk. 3, om undtagelse af frivillige i hjemmeværnet

KEN#LOKDOK23 2026 9018 Valid

•

§ 1 om hjemmeværnets opgaver

•

§ 6 om hjemmeværnets personel

•

§ 8 om hjemmeværnets personel

•

§ 9 om distriktsudvalg

•

§ 10 om ydelser, godtgørelse og løn

•

§ 11, stk. 1, om uddannelse

•

§ 12 om kontrakt

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →