Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 24-42681

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med diabetes, klagede over en restaurant (indklagede).

Kvinden mente, at restauranten havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden besøgte restauranten med sin servicehund.

Kvinden og restauranten havde for nævnet givet forskellige oplysninger om, hvad der var sket i forbindelse med kvindens besøg på restauranten.

Der var derfor for nævnet tvivl om hændelsesforløbet, herunder om baggrunden for, at kvinden endte med at forlade restauranten.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager besøgte en restaurant med sin servicehund.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Den 18. marts 2024 besøgte klager sammen med tre venner indklagede med i alt fire servicehunde.

Klager har oplyst, at ejeren af indklagede under besøget oplyste over for klager og klagers venner, at indklagede ikke tillod hunde i restauranten, men at klager og vennerne med servicehunde fik lov til at spise i restauranten den pågældende dag.

Klager har oplyst, at der derefter opstod en ophedet diskussion med ejeren af indklagede, hvilket endte med, at klager og klagers venner forlod restauranten.

Indklagede har oplyst, at det ikke var ejeren, men en af tjenerne, som oplyste klager og klagers venner om, at der fremover ikke måtte komme hunde i restauranten.

Indklagede har også oplyst, at to af klagers venner var grove over for tjeneren, hvorefter ejeren bad dem om at tale pænt.

Der opstod derefter en ophedet diskussion, hvorfor ejeren bad klagers to venner om at forlade restauranten.

Klager og klagers venner forlod herefter restauranten.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. marts 2024.

Klager har fremlagt certifikat af 11. maj 2024 om, at klagers servicehund er færdiguddannet som medicinsk alarmhund af en udbyder af servicehundetræning.

Af lægeerklæring om klager af 7. oktober 2024 fremgår bl.a.

”…

Jeg kan bekræfte, at patienten lider af diabetes type 1,5, hvor hun har hyppigt svingende blodsukre, som af og til kræver hurtig indgriben i form af fødeindtag.

I den forbindelse har hun anskaffet sig en medicinsk alarmhund, som tidligere end hendes glucose-sensor, kan registrere både lave og høje blodsukre, således at hun i tide kan reagere herpå.

Patienten mærker ikke selv, at hendes blodsukre falder/stiger.

Derudover har patienten et ganghandicap og har invalideskilt til bilen.

…”

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager besøgte den indklagede restaurant.

Klager har en medicinsk alarmhund, da klager har diabetes, som er rigtigt svært at regulere.

Klager har meget tit for lavt blodsukker og kan ikke mærke det.

De sensorer, man kan få, kan ikke måle i nutid.

Derfor bruger klager hunden til at alarmere klager, når klager skal have mad og insulin.

Det er derfor livsnødvendigt for klager, at klager har sin alarmhund ved sin side hele tiden.

Klager og klagers venner med fire servicehunde bestilte et bord hos indklagede.

Klager havde været hos indklagede før.

Da klager ringede og bestilte et bord, oplyste klager, at de ville medtage deres hunde.

Dette var intet problem.

Klager bad om et bord bagerst i lokalet og langt væk fra andre, så andre ikke blev generet.

Da klager og klagers venner ankom til restauranten, blev de anvist et bord langt væk fra andre kunder.

En af hundene var lidt utryg og gøede nogle gange.

Derfor gik klagers ven ud af restauranten med hunden for ikke at risikere at genere andre.

Hunden blev placeret i en bil, hvilket skete ganske kort tid efter, at klager og klagers venner var ankommet til restauranten.

Klager og klagers venner blev tilbudt vand til hundene, men dette takkede de nej til, da hundene ikke spiser og drikker, når ejerne spiser og drikker.

Ejeren af indklagede kom hen til klagers bord og var ubehagelig og startede med at sige, at indklagede ikke ville have hunde i sin restaurant.

Ejeren gav dog klager og klagers venner lov til at spise hos indklagede den pågældende dag.

Klager og klagers venner oplyste ejeren om, at hundene var hjælpemidler, og at det ikke er tilladt at forskelsbehandle folk med handicap.

Klager oplyste også, at klager havde været på restauranten før med sin datter og begge deres servicehunde, hvorefter ejeren sagde, at klager var fuld af løgn.

Han blev meget hidsig og råbte, at klager var en ”forbandet løgner”, og at klager skulle ”tage sin klamme køter og skride”.

Klager og klagers venner forsøgte at vise ham dokumentation for reglerne, men dette ville ejeren ikke høre på og bad klager og klagers venner om at ”gå ad helvedes til”.

På det tidspunkt, hvor ejeren kom, var der kun rolige hunde, der lå under bordet.

Klager forsøgte at forklare ejeren stille og roligt, at klager havde alvorlig diabetes, lavt blodsukker og risikerede at komme i livsfare, hvis klager skulle ud og lede efter mad et andet sted.

Til dette svarede ejeren blot, at det ikke var hans problem, men klagers problem.

Ejeren var meget grov, brysk og ubehagelig, og flere af klagers venner fik alvorlige angstanfald.

Klager og klagers venner forlod derefter stedet, da de var utrygge ved, hvad ejeren kunne finde på at gøre.

Det var ikke tjeneren, men ejeren, der smed klager og klagers venner ud, og de blev ikke tilbudt at spise der den ene gang.

Ejeren forklarede, at klager heller ikke fremover måtte komme i restauranten med servicehunde.

Tjeneren var sød, og der var intet at udsætte på vedkommende.

Der blev hverken råbt eller talt vredt til tjeneren.

Klager kunne se, at tjeneren var bange for ejeren.

Ejeren vidste godt, at der var tale om servicehunde, da han smed klager og klagers venner ud.

Ejeren sagde således, at klager aldrig kunne komme ind med servicehunde igen.

Det var meget tydeliggjort, at det var servicehunde, klager og klagers venner havde med.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Da de fire personer reserverede bord, blev det oplyst telefonisk, at der ville komme fire personer og én servicehund.

Der ankom imidlertid ire personer og fire servicehunde.

Tjeneren blev meget overrasket over at se alle de hunde, men hun anviste dem et bord.

To af hundene lagde sig under bordene langs et vindue, så de blev ikke bemærket, mens de to andre hunde stod og lå midt i det hele, hvor den ene af dem var meget urolig og gøede.

Der var sat skåle med vand frem til hundene.

Der lå vand flere steder rundt på gulvet.

Flere af de andre gæster talte om, at der var mange hunde, og at det medførte larm.

Den urolige hund blev ikke fjernet fra restauranten, som klager har oplyst, men var i restauranten hele tiden.

Da ejeren af indklagede ankom, spurgte tjeneren, om der måtte være hunde hos indklagede, hvilket ejeren svarede nej til.

Ejeren sagde, at det var okay denne gang, men at indklagede fremadrettet ikke ville have hunde i restauranten.

Ejeren vidste på dette tidspunkt ikke, at det var servicehunde.

Ejeren hørte senere, at tjeneren fortalte klager og klagers venner, at der fremover ikke måtte komme hunde i restauranten.

En af klagers venner blev meget grov over for tjeneren og påpegede sine rettigheder angående servicehunde.

Det var en meget ubehagelig situation, som tjeneren stod i, hvorfor ejeren kom hen til bordet og bad klager og klagers venner om at tale pænt til tjeneren.

De var meget ophidsende og blev ved med at tale om deres rettigheder og fortalte, at der var en person på vej, der ville forklare reglerne.

Da ejeren havde andre gæster at tage hensyn til, og ejeren på ingen måde kunne kommunikere med klagers venner, bad ejeren dem om at forlade restauranten.

Klager og klagers venner forlod herefter restauranten.

Indklagede genkender på ingen måde, at oplyste om grov sprogbrug.

Klager og klagers venner fik lov til at blive og spise, men det havde de ikke lyst til.

De var meget ophidsede, og da indklagede som nævnt havde andre gæster, måtte indklagede til sidst bede dem om at forlade stedet.

Indklagede genkender heller ikke, at den ene hund skulle have forladt restauranten med sin ejer.

Grunden til, at det endte med en diskussion, var, fordi klagers to venner var meget grove over for tjeneren, hvilket ejeren selvfølgelig ikke kunne tillade.

Alle mennesker uanset race, handicap el.lign.

er velkomne på restauranten, og indklagede har også efterfølgende haft servicehunde på restauranten.

Indklagede bestrider klagers udlægning af hændelsesforløbet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager og indklagede har givet forskellige oplysninger om det passerede på indklagedes restaurant.

Der er herefter for nævnet tvivl om hændelsesforløbet, herunder om baggrunden for, at klager og klagers venner forlod restauranten.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, om afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde