Legislator Case Law & Legislation
W20251027025 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05541

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 10270 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05541

KEN#LOKDOK23 2025 10270 Valid

Ej kritik for omtale grundet forældres stiltiende samtykke

JydskeVestkysten bragte i april en artikel, hvor to børn berettede om, at de havde siddet halvanden time i et træ af frygt for en ulv.

Af artiklen fremgik endvidere billeder, som børnene havde taget, samt en video af dyret og et video-interview med de to børn.

Mediet havde forud for offentliggørelsen løbende korrespondance med det ene barns mor om artiklen.

Få dage efter artiklen med de to børns øjenvidneberetning bragte JydskeVestkysten endnu en artikel, hvor to eksperter afviste, at der var tale om en ulv.

Forældrene til det ene barn, som ikke havde været i direkte dialog med mediet om artiklen, klagede på vegne af det omtalte barn til Pressenævnet blandt andet over, at der ikke forelå tilstrækkeligt samtykke til at offentliggøre artiklerne, og at mediet – ved at publicere den første artikel på mediets platforme på sociale medier – ikke havde udvist tilstrækkeligt hensyn over for barnet.

Det fremgik af sagen, at mediets omtale havde medført voldsomme reaktioner over for børnene.

Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, at JydskeVestkysten havde haft en berettiget forventning om, at det andet barns mor svarede på vegne af klagers forældre, og at der således på vegne af klagers forældre forelå samtykke til at bringe omtalen.

Nævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på korrespondancen mellem mediet og det andet omtalte barns mor samt klagers fars adfærd ved afslutningen af det fysiske interview med børnene.

For så vidt angik offentliggørelsen på sociale medier bemærkede nævnet generelt, at det er nævnets opfattelse, at der over for børn, der medvirker i medieindhold, kan være et særligt hensyn til at oplyse om, hvilke platforme et medie påtænker at offentliggøre indholdet på.

Nævnet fandt imidlertid i den konkrete sammenhæng ikke grundlag for at udtale kritik af mediet for at have offentliggjort artiklen på flere af mediets platforme på sociale medier, idet barnet – ved forældrenes samtykke til offentliggørelsen af artiklen trykt og online – måtte anses for at have givet stiltiende samtykke til, at historien også måtte mangfoldiggøres på samtlige af mediets platforme, herunder sociale medier.

KEN#LOKDOK23 2025 10270 Valid

[Mor til Person B] har i henhold til fuldmagt fra [Klager]s forældre på vegne af [Klager] klaget til Pressenævnet over artiklerne ” To drenge sad i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem ” bragt den 12. april 2025 og ” Skræmte drenge sad i træ halvanden time af frygt for ulv: Eksperter siger, det var en kat ” bragt den 15. april 2025 i den trykte avis og på jv.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over, at han ikke har samtykket til artiklerne, og at mediet ikke har udvist tilstrækkeligt hensyn til ham som barn.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

JydskeVestkystens journalist [Journalist A] sendte den 11. april 2025 kl.

09.32 følgende mail til [Mor til Person B] og [Person A].

”Kære [Mor til Person B] – tusind tak for snakken.

Vi glæder os sådan til at snakke med drengene – vi er ved skolen 12.50 og tager fotos og video med [Person B] og [Klager]… Jeg har noteret ned, hvad vi 2 talte om, og herunder har jeg lige lavet en skitse, så du kan se dine citater – artiklen bliver selvfølgelig anderledes, når vi har talt med drengene, men bare lige, så du kan tjekke citater lidt på forhånd og vi kan ændre i teksten allerede nu, hvis det er, det er helt galt.

Du får selvfølgelig hele artiklen til gennemsyn, så snart den endelige version foreligger med [Person B] og [Klager], sådan som vi har aftalt.

Det bliver nok henad klokken 15-16 stykker i dag, hvis du så hurtigt kan melde tilbage – mailen med det hele bliver sendt af min kollega [Journalist B], og hvis du ønsker ændringer, så skal du bare ringe til hende på tlf.nr. 5059 XXXX, så klarer hun det omgående.

BH [Journalist A]/JV

To elever på [Skolen] måtte torsdag eftermiddag tilbringe halvanden time i et træ på et grønt område bag skolen efter at have set et dyr, som de er stensikre på var en ulv, gå rundt lige i nærheden.

De 12-årige drenge, [Person B] og [Klager], havde tidligt fri fra [Skolen] og skulle slå tiden ihjel, indtil de om eftermiddagen skulle øve skuespil på skolen.

De valgte derfor at gå over på det grønne område bag skolen, hvor de i forvejen tilbringer en hel del tid med at klatre i træer og nyde området, hvor der også er en sø.

Drengene sad i forvejen i et træ, da de spottede dyret, og så kan det nok være, at drengene klatrede højere op i træet og fandt deres mobiltelefoner frem for at filme og tage fotos.

Ifølge [Person B]s mor, [Mor til Person B] – og ja, hun er i familie med folketingsmedlem [Person A] ([Partinavn]), der går stærkt ind for en regulering af ulven i Danmark – troede hun i første omgang ikke rigtigt på det, da hendes søn ringede om ulve-observationen

- Jeg sagde "ro på, er I nu sikre", men da de så sendte et foto og jeg talte mere med dem, så blev jeg overbevist og ringede til min mand og bad ham tage derover.

Drengene endte med at blive siddende i træet, indtil både min mand, [Person B]s morfar og [Klager]s far ankom op for at hente dem ned fra træet.

Drengene holder meget af at klatre i træer, de to, men det var jo ikke lige planen, at de ville sidde der i halvanden time, fortæller [Mor til Person B].

Hun tilføjer, at begge børn før set ulve tæt på i forbindelse med besøg i Givskud Zoo til en såkaldt ulvenat, og at drengene ikke var et sekund i tvivl.

- [Person B] har i øvrigt siden, han var helt lille, læst alle de bøger og leksika om hunde og hunderacer, han har kunnet få fat på, og han afviser fuldkommen, at det kan være en hund, siger [Mor til Person B].

Hun tilføjer, at [Person B] aldrig har ytrer frygt for ulve i forbindelse med, at de ses oftere og oftere i Jylland, og at ingen af drengene i øvrigt har hang til at dramatisere.

[Mor til Person B] selv har, siger hun, ingen mening om, hvorvidt ulve skal være i Danmark eller ej og ønsker ikke at deltage i den efterhånden noget polariserede og

ophedede, offentlige diskussion.

- Det har jeg overhovedet ingen mening om.

Men det er da klart, at man som mor bliver lidt utryg ved, at et vildt dyr befinder sig så tæt på en skole og børnehave.

Omvendt har vi jo set den i villakvarterer i både [Bynavn A] og [Bynavn B], så det var vel kun et spørgsmål om tid.

[Her gengives en faktaboks fra artiklen, hvor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø grundregler i mødet ved ulve fremgår, Pressenævnet ]”

Den 11. april 2025 kl.

15.13 sendte journalist [Journalist B] følgende mail til [Mor til Person B]

”Kære [Mor til Person B]

Sikke en sød og kvik dreng, du har!

[Smiley, Pressenævnet ]

De var så gode!

Her er artiklen, hvis du lige vil læse den igennem og vende retur?

Tak for hjælpen!

Kh [Journalist B] og [Journalist A] fra JV

Mobil 5059XXXX

To drenge sad i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem: - Vi var også virkelig bange

Deres forældre troede først, det var telefonfis, da [Person B] og [Klager] fra [Skolen] ringede og fortalte, at der var en ulv på jorden, 25 meter fra dem.

Først efter halvanden time i sikkerhed i et træ kom de voksne skoleeleverne til undsætning.

Fredag morgen så skolens pedel også ulven.

Denne gang endnu tættere på skolen i [Bynavn C].

[Bynavn D]: - Vi var også virkelig bange.

Vores hænder rystede.

Sådan siger klassekammeraterne fra 5.a på [Skolen] i [Bynavn C], [Person B] og [Klager].

Torsdag eftermiddag måtte de to tilbringe halvanden time fire meter oppe i et træ på et grønt område lige bag skolen på [Vejnavn] efter at have set et dyr, som de er stensikre på var en ulv, gå rundt cirka 25 meter fra dem.

Fredag morgen kunne [Skolen]s pedel så fortælle, at han også havde set ulven, bare endnu tættere på skolens areal.

Den 12-årige [Person B] og 11-årige [Klager] havde tidligt fri torsdag og skulle slå tiden ihjel, indtil de om eftermiddagen skulle øve skuespil på skolen.

De valgte at gå over på det grønne område, hvor de i forvejen tilbringer en hel del tid med at klatre i træer og hygge sig i området, hvor der også er en sø.

Drengene sad i forvejen oppe i et træ, da de spottede dyret, og så kan det nok være, at drengene klatrede højere op og fandt deres mobiltelefoner frem for at filme og tage billeder.

Ifølge [Person B]s mor, [Mor til Person B] – og ja, hun er i familie med folketingsmedlem [Person A] ([Partinavn]), der går stærkt ind for en regulering af ulven i Danmark – troede hun i første omgang ikke rigtigt på det, da hendes søn ringede om ulve-observationen

- Jeg sagde "ro på, er I nu sikre", men da de så sendte et foto, og jeg talte mere med dem, så blev jeg overbevist og ringede til min mand og bad ham tage derover.

Drengene endte med at blive siddende i træet, indtil både min mand, [Person B]s morfar og [Klager]s far ankom op for at hente dem ned fra træet.

Drengene holder meget af at klatre i træer, men det var jo ikke lige planen, at de ville sidde der i halvanden time, siger [Mor til Person B].

Hun fortæller, at begge børn før har set ulve tæt på i forbindelse med besøg i Givskud Zoo til en såkaldt ulvenat, og at drengene ikke var et sekund i tvivl.

- [Person B] har i øvrigt, siden han var helt lille, læst alle de bøger og leksika om hunde og hunderacer, han har kunnet få fat på, og han afviser fuldkommen, at det kan være en hund, siger [Mor til Person B].

Hun tilføjer, at [Person B] aldrig har ytret frygt for ulve i forbindelse med, at de ses oftere og oftere i Jylland, og at ingen af drengene i øvrigt har hang til at dramatisere.

[Mor til Person B] selv har, siger hun, ingen mening om, hvorvidt ulve skal være i Danmark eller ej.

- Men det er da klart, at man som mor bliver utryg ved, at et vildt dyr pludselig er så tæt på en skole og børnehave og i et grønt område, hvor børnene normalt leger.

Det er ikke rart, at man skal gå og frygte, at ulven kommer så tæt på, så jeg synes da, der bør gøres noget.

Vi har jo set ulven i villakvarterer i både [Bynavn A] og [Bynavn B], så det var vel kun et spørgsmål om tid, siger [Mor til Person B].

[Person B] og [Klager] var også bange, siger de.

Og kolde, da de endelig kunne kravle ned efter halvanden time.

[Her gengives en faktaboks fra artiklen, hvor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø grundregler i mødet ved ulve fremgår, Pressenævnet ]”

Senere samme dag svarede [Mor til Person B] på ovenstående mail med følgende svar

”Hej [Journalist B]

Det er en rigtig fin artikel.

God weekend.

Mvh.

[Mor til Person B]”

Påklagede artikler

JydskeVestkysten bragte den 12. april 2025 artiklen ”To drenge sad i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem” i den trykte avis på side 4 under sektionen Syd- og Sønderjylland.

Artiklen har følgende underrubrik

”Deres forældre troede først, det var telefonfis, da [Person B] og [Klager] fra [Skolen] ringede og fortalte, at der var en ulv på jorden.

25 meter fra dem.

Først efter halvanden time i sikkerhed i et træ kom de voksne skoleeleverne til undsætning.

Fredag morgen så skolens pedel også ulven.

Denne gang endnu tættere på skolen i [Bynavn C].

”

Der er i artiklen indsat et billede af de to drenge, der står i et grønt område.

Af billedteksten fremgår: ”[Person B] og [Klager] var, indrømmet, bange.

”

Af artiklen fremgår

”[BYNAVN D]: - Vi var også virkelig bange.

Vores hænder rystede.

Sådan siger klassekammeraterne fra 5.a på [Skolen] i [Bynavn C].

[Person B] og [Klager].

Torsdag eftermiddag måtte de to tilbringe halvanden time fire meter oppe i et træ på et grønt område lige bag skolen på [Vejnavn] efter at have set et dyr, som de er stensikre på var en ulv, gå rundt cirka 25 meter fra dem.

Fredag morgen kunne [Skolen]s pedel så fortælle, at han også havde set ulven.

bare endnu tættere på skolens areal.

Den 12-årige [Person B] og 11-årige [Klager] havde tidligt fri torsdag og skulle slå tiden ihjel, indtil de om eftermiddagen skulle øve skuespil på

skolen.

De valgte at gå over på det grønne område, hvor de i forvejen tilbringer en hel del tid med at klatre i træer og hygge sig i området, hvor der også er en sø.

Drengene sad i forvejen oppe i et træ, da de spottede dyret, og så kan det nok være, at drengene klatrede højere op og fandt deres mobiltelefoner frem for at filme, tage

billeder og facetime med deres forældre.

”

Der er i artiklen indsat et billede af de to drenge, der står foran et træ.

Af billedteksten fremgår: ”Det var træet bagved, at [Person B] og [Klager] var kravlet helt op i.

”

Af artiklen fremgår videre

” Her er billedet af ulven

Ifølge [Person B]s mor, [Mor til Person B] – og ja, hun er i familie med folketingsmedlem [Person A] ([Partinavn]), der går stærkt ind for en regulering af ulven i Danmark – troede hun i første omgang ikke rigtigt på det, da hendes søn ringede om ulve-observationen

- Jeg sagde "ro på, er I nu sikre", men da de så sendte et foto, og jeg talte mere med dem, så blev jeg overbevist og ringede til min mand og bad ham tage derover.

Drengene endte med at blive siddende i træet, indtil både min mand, [Person B]s morfar og [Klager]s far ankom op for at hente dem ned fra træet.

Drengene holder meget af at klatre i træer, men det var jo ikke lige planen, at de ville sidde der i halvanden time, siger [Mor til Person B].

Hun fortæller, at begge børn før har set ulve tæt på i forbindelse med besøg i Givskud Zoo til en såkaldt ulvenat, og at drengene ikke var et sekund i tvivl.

”

Der er indsat et skærmbillede fra en video, der viser et utydeligt dyr.

Af billedteksten fremgår

”Screenshot fra den video, som drengene optog fra træet.

De var ikke i tvivl.

Det her er en ulv.

Fredag morgen så pedellen fra [Skolen] også ulven.

Denne gang endnu tættere på skolens areal.

”

Af artiklen fremgår videre

” Mor bliver da utryg

- [Person B] har i øvrigt, siden han var helt lille, læst alle de bøger og leksika om hunde og hunderacer, han har kunnet få fat på, og han afviser fuldkommen, at det kan være

en hund, siger [Mor til Person B].

Hun tilføjer, at [Person B] aldrig har ytret frygt for ulve i forbindelse med, at de ses oftere og oftere i Jylland, og at ingen af drengene i øvrigt har hang til at dramatisere.

[Mor til Person B] selv har, siger hun, ingen mening om, hvorvidt ulve skal være i Danmark eller ej.

- Men det er da klart, at man som mor bliver utryg ved at et vildt dyr pludselig er så tæt på en skole og børnehave og i et grønt område, hvor børnene normalt leger.

Det er ikke rart, at man skal gå og frygte, at ulven kommer så tæt på, så jeg synes da, der bør gøres noget.

Vi har jo set ulven i villakvarterer i både [Bynavn A] og [Bynavn B], så det var vel kun et spørgsmål om tid, siger [Mor til Person B].

[Person B] og [Klager] var også bange, siger de.

Og kolde, da de endelig kunne kravle ned efter halvanden time.

Hør drengene fortælle om oplevelsen i videoen.

”

Der er i artiklen indsat en faktaboks, hvoraf fremgår

” Et råd – Kravl op i et træ

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har offentliggjort nogle grundregler, hvis du føler dig truet af en ulv.

Vi gengiver rådene ordret herunder

”1.

Gå stille og roligt væk.

2.

Optræd bestemt og hold øjenkontakt med ulven - vend ikke ryggen til den.

3.

Syng, snak eller råb højt og vredt.

Skrig ikke, som om du er bange.

4.

Løb ikke.

Det kan få ulven til at forfølge dig.

Du risikerer desuden at falde, og det øger risikoen for angreb.

5.

I sjældne tilfælde, hvor ulven følger efter, skal du stoppe op og gøre dig stor, eventuelt ved at holde arme eller en taske over hovedet, hvis du har en.

Råb og klap i hænderne.

Tag hellere et par skridt imod ulven end væk fra den.

6.

Hvis ulven imod alle odds angriber så spil ikke død, men slå og spark, så meget du kan.

Kravl eventuelt op i et træ - ulve kan ikke klatre i træer".

JydskeVestkysten bragte samme dag en artikel med overskriften ” Se video: To drenge sad i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem: - Vi var også virkelig bange ” på jv.dk, som i det væsentlige er enslydende med artiklen oven for.

Efter det oplyste indgik der i online-versionen af artiklen også en video, hvor de to drenge beretter om oplevelsen.

Af online-versionen af artiklen fremgår desuden øverst, at artiklen er blevet opdateret med følgende

”Anonymisering.

Vi har 25. april valgt at anonymisere drengene, da de har været udsat for alvorlige trusler på baggrund af denne artikel.

Vi fastholder, at det er relevant at fortælle historien om, at børn i lokalområdet er bange for ulve.

Mvh.

[Chefredaktøren], chefredaktør.

”

samt

”Præcisering: Artiklens overskrift er 14. april 13.30 ændret, efter flere eksperter, som JydskeVestkysten har talt med, siger det var en kat, som drengene blev skræmt af.

Skolens pedel oplyser til JydskeVestkysten, at han har set et hundelignende dyr på området.

”

JydskeVestkysten bragte den 15. april 2025 artiklen ”Skræmte drenge sad i træ halvanden time af frygt for ulv: Eksperter siger, det var en kat ” i den trykte avis på side 3 under sektionen Syd- og Sønderjylland.

Artiklen har følgende underrubrik

”To drenge var helt sikre på, at det var en ulv, de så, mens de sad oppe i et træ tæt på [Skolen].

De optog en sløret video, som eksperter nu sår tvivl om.

De mener i stedet, at det var en kat.

”

Af artiklen fremgår

”[Bynavn D]: Det skabte noget af et røre i Facebook-debatten, da avisen lørdag morgen bragte en historie om to drenge fra 5. klasse på [Skolen] i [Bynavn D], som sad

halvanden time i et træ, mens en ulv kredsede under dem.

Drengene optog en video af dyret, og tog et billede.

Alt materialet er dog meget sløret, og det fik flere folk til at tvivle på, hvad det faktisk var, som der kredsede om de to drenge.

"Det er ikke en ulv, det er en kat," skriver [Person C].

"Er det en ulv eller bare en langhåret kat, det er sku da ikke en ulv nu må i sku stoppe." skriver [Person D].

Lanqhåret kat

Professor [Professoren] fra Institut for Ecoscience på [Bynavn E] Universitet er ikke i tvivl om, hvad han ser på den slørede video

- Det ligner en langhåret kat.

Videoen er sløret, men jeg kan se, at det i hvert fald ikke er en ulv, siger [Professoren] til avisen og uddyber: - Det er størrelsen og den måde, den bevæger sig på.

Den er for lille til at være en ulv, og den bevæger sig som en kat.

”

Der er i artiklen indsat to billeder, af henholdsvis en langhåret kat til venstre og en ulv til højre.

Af billedteksten fremgår

”Drengene sad i et træ halvanden time og så, hvad de var helt sikre på, var en ulv, men eksperter sår tvivl efter at have set den slørede video, som drengene optog.

”

Af artiklen fremgår videre

” Har set dem før

Professoren bliver bakket op af ulvenørd [Person E], som har fulgt med i ulvene i Danmark siden 2012, og som efter eget udlæg selv har set ulve masser af gange.

- Det ligner ikke et dyr, der er vant til at leve i naturen.

Dyret er ikke beskidt, og den måde det går og vrider sig på, får mig til at tænke, det er en norsk skovkat, siger [Person E] og påpeger, at drengene sagtens kan have tænkt, at dyret var en ulv.

- De sidder jo 20-25 meter væk, og så kan det være svært at vurdere på den afstand.

En af drengenes forældre fortalte til avisen, at begge børn har set ulve tæt på i forbindelse med besøg i Givskud Zoo til en såkaldt ulvenat, og derfor godt ved, hvordan ulve ser ud.

- Mit barn har i øvrigt, siden han var helt lille, læst alle de bøger og leksika om hunde og hunderacer, han har kunnet få fat på, og han afviser fuldkommen, at det

kan være en hund, siger [Mor til Person B], som er mor til en af drengene.

Drengenes video af det dyr, de mener, er en ulv, gik over weekenden viralt med over 500 delinger og 1.500 kommentarer på Facebook, og nu ønsker hverken børnene eller forældrene at udtale sig yderligere i sagen, da det har været en voldsom oplevelse med mange negative kommentarer på de sociale medier.

”

JydskeVestkysten bragte den 14. april 2025 en artikel med enslydende overskrift og indhold som artiklen ovenfor på jv.dk.

Øvrige oplysninger

Pressenævnet har fra [Klager] samt JydskeVestkysten modtaget supplerende oplysninger og tilhørende bilag, herunder mailkorrespondancer og skærmbilleder af sms-beskeder.

Det fremgår desuden af sagens oplysninger, at JydskeVestkysten på Facebook-siderne for JydskeVestkysten [Bynavn D], Ugeavisen [Bynavn D], JydskeVestkysten og Avisen Danmark, i et opslag delte den første artikel med [Person B] og [Klager]s beretning samt en video (uden det tilhørende lydspor) optaget af [Person B] og [Klager], hvor de sidder i træet og filmer ned på det dyr, som de mener er en ulv.

Efter offentliggørelsen af artiklen på Facebook-siderne kontaktede [Mor til Person B] JydskeVestkysten med bekymring over de voldsomme reaktioner, som opslagene på Facebook havde medført.

Den 17. april 2025 oplyste JydskeVestkysten [Mor til Person B] om, at mediet havde valgt at slette opslaget med ovennævnte første artikel og videoen fra de omtalte Facebook-sider.

[Mor til Person B] rettede på vegne af [Klager] den 15. april 2025 henvendelse til JydskeVestkysten, som den 16. april 2025 afviste at slette de påklagede artikler.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 26. april 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”Klage over JydskeVestkysten med påstand om, at JV både har

1) overtrådt god presseskik

2) har afvist at rette forkerte oplysninger

Klagens specifikke punkter er følgende fra punkt A til punkt G.

A.

Manglende samtykke

Bemærkninger

Forældrene havde givet tilladelse til at børnene måtte deltage i et interview med to journalister.

Journalisterne gav tilsagn om, at forældrene fik hele artiklen til gennemsyn.

Dette dokumenteres i en mail fremsendt af en af journalisterne i en mail udelukkende til [Mor til Person B] med en foreløbig artikel.

Her fremgår, at forældrene ville få hele artiklen til gennemsyn (Bilag1).

Hele artiklen er artiklens forskellige elementer, som består af såvel billeder som tekst og link til video.

[Mor til Person B] fik senere artiklens tekst til gennemsyn, og hun afventede, at hun også ville få billeder og video til gennemsyn og samtykke.

Det modtog hun dog aldrig.

Det andet forældrepar ([Mor 1] og [Far 1]) modtog intet fra JV, inden artiklen blev publiceret, så de har ikke givet samtykke til hverken artikel, billeder eller video.

Det skal understreges, at der ikke var en aftale om, at [Mor til Person B] var kontaktperson til de to forældrepar.

B.

JV nægter at anonymisere, afindeksere eller afpublicere artiklerne

Vi har bedt om at artiklerne afpubliceres med begrundelse i, at artiklerne har medført så voldsomme reaktioner på Facebook og i offentligheden mod de to mindreårige drenge, at det har betydelig negativ indflydelse på deres omdømme og deres trivsel.

De bliver nu mobbet med begrundelse i begge JV’s artikler men i særlig grad artikel 2.

JV’s chefredaktion har givet os afslag på ønsket om afpublicering.

JV’s redaktion forholder sig slet ikke til vores begrundelse for afslag.

Som det fremgår af bilag 1 begrunder de afslaget med, at “I var til stede, da vi talte med drengene og vi tog billeder.

”

JV har heller ikke tilbudt os anonymisering af de to mindreårige drenge.

De optræder altså med fulde navn, billede og hvilken skole de går på.

Personfølsomme oplysninger om de to mindreårige drenge ligger fortsat fuldt tilgængelig.

Bemærkninger

Det er ukorrekt, at vi var til stede.

Det var alene [Mor til Person B], der var forholdsvis tæt på, men også hun blev bedt om at gå længere væk, så de bedre kunne tage billeder.

Under punkt A har vi redegjort for, at vi havde forventet at få såvel billeder som video til godkendelse og samtykke til at de måtte blive publiceret.

Under punkt C redegør vi for, at JV også uden samtykke har publiceret foto og video optaget af drengene selv uden tilladelse.

Henvendelse om afpublicering var dog ikke begrundet i “manglende samtykke”, hvilket er alvorligt nok.

Derimod var begrundelsen for ønsket om afpublicering de betydelige skadevirkninger, som JV’s publicering på deres Facebook-platforme medførte for vores drenge.

Der henvises til bilag 5.

JV skriver selv i artikel 2, der er en opfølgende artikel, at deres opslag er delt 500 gange.

Det er reelt nok kun “toppen af isbjerget”.

Med ønsket om afpubliceringen ønskede vi, at linket tilbage fra alle de mange delinger til JV’s artikler blev tom.

Vi er overbeviste om, at det vil betyde en faldende interesse fra fortsat at “udstille vores mindreårige drenge”.

Ved en simpel søgning på JV’s internet, fx.

“drenge og ulv”, kommer billedet af vores drenge frem med fulde for- og efternavne, og hvilken skole de går på.

Det er angstprovokerende - både for vores drenge som os, og også fordi [Mor til Person B] har været udsat for trusler på baggrund af artiklerne.

Dette er også skrevet til JV’s redaktion.

JV har valgt at fjerne deres opslag fra deres Facebook-platforme, og der er heller

ikke et link til videoen.

Det er ikke nok for os, idet de særdeles mange delinger

baseret på JV’s artikler fortsat er på Facebook.

C.

JV har ikke udvist særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser

1.

JV har publiceret artiklen på 4 forskellige Facebook-platforme

JydskeVestkysten, JydskeVestkysten [Bynavn D], Ugeavisen [Bynavn D] samt AvisenDanmark.

2.

JV har optaget video af to mindreårige drenge, som de lagde ud på 4 forskellige Facebook-platforme inden for Jysk Fynske Mediers regi.

3.

Videoen af de to mindreårige drenge er optaget under instruktion af to journalister, hvor de har opfordret drengene til at fortælle en dramatisk historie.

4.

JV har publiceret en video optaget af en af drengene, som de ikke har fået tilladelse eller samtykke til at benytte.

Videoen bad en af journalisterne

åbenbart en af drengene om at sende til hende under interviewet.

5.

JV har publiceret et foto, som en af drengene tog.

Dette foto har JV hverken fået tilladelse eller samtykke til at måtte benytte.

6.

Vi blev ikke oplyste om, at JV udover at publicere artiklen i JV papiravis og e-avis også ville masse-publicere artiklen på deres mange Facebook-platforme.

JV har målrettet gået efter, at denne artikel blev delt ind i den aktuelle ulvedebat, hvorved vores mindreårige drenge er brugt i en sammenhæng, vi ikke kan acceptere.

Bemærkninger

Da vi sagde ja til at vores drenge deltog i interviewet troede vi, at de skulle medvirke i en “sød og sjov historie” til avisen, som handlede om to små drenge,

der i frygt for en ulv var blevet siddende i et træ, indtil voksne kom dem til undsætning.

Hvad vi ikke vidste, og derfor heller ikke var opmærksomme på og heller ikke fik fortalt af JV var, hvilken kolossal og skræmmende betydning, det fik for drengene,

at JV aktivt lancerede historien på deres Facebook-platforme.

Historien blev af JV sendt ind i den ondsindede debat for eller imod ulve.

Vi mener, at JV burde have udvist et langt større hensyn til to mindreårige drenge, og i det mindste have fortalt os forældre, at en deltagelse i et interview, vil betyde,

at JV igennem Facebook-platformene vil publicere denne artikel over det ganske land.

Så havde vi afgjort sagt nej!

Facebook-opslagene betød en interesse fra landsdækkende medier, så alt spredt sig med næsten lynets hast, og de to mindreårige drenge havde naturligvis ikke et

beredskab til, at de kunne og kan håndtere denne voldsomme eksponering.

E.

[D , Pressenævnet]

JV har ikke med tilstrækkelig kritisk sans efterprøvet, om drengene så en ulv eller ej inden den første artikel blev bragt.

1.

JydskeVestkysten havde hørt af andre, at drengene havde siddet i træet, fordi de troede, at de havde set en ulv.

Det var således en journalist fra JV, der kontaktede os.

2.

Journalisten var selv overbevist om, at det var en ulv, og fik som nævnt godkendelse til at tale med drengene.

3.

JV burde have fået en ekspertvurdering inden publicering.

4.

JV’s voldsomme eksponering op Facebook betød, at andre medier begyndte at interessere sig for historien, og der kom ekspertudtalelser baseret på den video,

som den ene af drengene havde givet JV, og som JV ikke havde fået tilladelse til at bruge.

Videoen er af så ringe kvalitet, at vi heller ikke har nogen anelse om,

hvilket dyr, der er på videoen.

5.

Kritikken blev åbenbart så voldsom mod JV selv, at de skrev artikel to, hvor de virkelig “kastede drengene under bussen” i en artikel, der ikke var bagved deres

betalingsmur.

Nu kontaktede de eksperter, og de konstaterede ukritisk, at den slørede video viste en kat.

6.

JV’s lokalredaktør [Lokalredaktøren] har været ude at beklage, at JV ikke har gjort deres research ordentligt.

Bemærkninger

Når nu JV har erkendt, at de ikke har gjort deres research på en kvalificeret måde, er det os komplet uforståeligt, at de ikke vil afpublicere artiklerne.

Artiklerne er

lavet på et ufuldstændigt og uoplyst grundlag.

JV kunne blot ved at have kontaktet en ulveekspert, have vist ham det billede, de have fået af en af drengene kunnet

konstatere, at det ikke var en ulv.

Dermed var der heller ikke et grundlag for en historie om en ulv - men måske en lille historie om drenge, der troede, at de havde

set en ulv?

JV har fuldstændig tilsidesat deres kritiske sans overfor to mindreåriges udsagn, foto og video, og de har bragt grundløse artikler.

F.

JV vil ikke rette åbenlyse faktuelle fejl i artiklerne

1.

I begge artikler skriver JV, at ulven kredsede omkring drengene i en afstand på 25 meter.

2.

Begge drenge siger, at det har de aldrig sagt.

Derimod viste de journalisterne deres fotos og video og pegede, hvor dyret blev observeret.

3.

Vi har dokumenteret, at på det foto, som journalisterne fik med af en af drengene, der har en ringe men alligevel tilstrækkelig tydelig kvalitet, kan man

tydelig se, at dyret er relativt langt væk, og meget længere væk end 25 meter.

4.

En morfar til et af børnene har skrevet til JV’s redaktør og med et nyt foto dokumenteret, at dyret befandt sig ca. 130 meter væk.

En bruger på Facebook

har med en schæferhund ligeledes dokumenteret en langt større afstand end 25 meter.

5.

Vi har mistanke om, at artikel 1 har fået nogle “dramatiske elementer” tilført, og det er jf. punkt C sket uden hensyn til børnene

6.

Disse dramatiske elementer har haft afgørende betydning for den chikane, børnene har mødt.

7.

I første udkast til artikel stod: “gå rundt lige i nærheden”.

Det blev så rettet til “25 meter” og den “kredsede omkring dem”.

8.

Lokalredaktør [Lokalredaktøren] begrunder de 25 meter med, at det er en “øjenvidneberetning”.

Hun tilbyder en opfølgende artikel herom.

Formentlig

velvidende, at vi ikke vil være med til yderligere eksponering af de mindreårige drenge.

Men lad os slå fast, at drengene aldrig har givet den påståede

øjnevidneberetning.

Vi mener, at JV lyver herom.

Lad os endnu engang pointere, at JV også på dette punkt overtræder punkt C.

G.

Appendiks: JV forværrer situationen for de to mindreårige drenge igennem deres deltagelse i Presselogen den 26. april 2025

1.

JV’s artikel bliver vist i Presselogen, hvor der zoomes ind på drengene og deres navn.

Vi har kontaktet TV2 NEWS d.d. for at få billedet af drengene sløret og

navnene anonymiseret.

Vi har været i dialog med dem.

De vil sløre billeder og anonymisere navne.

2.

I Presselogen lægger chefredaktør [Chefredaktøren] sig “fladt ned”.

Hun beklager den dårlige journalistik, og hun siger, at artiklen aldrig burde have været bragt.

3.

I Presselogen udtaler [Chefredaktøren], at børnene har været udsat for dødstrusler og tvangsfjernelsestrusler.

Det kender vi forældre intet til.

Vi har fået oplyst, at

der har været trussel mod [Mor til Person B] og hendes familie.

Ved forespørgsel hos Politiet, har vi fået at vide, at de ikke har registreret dette i en sag.

Bemærkninger

Vi forstår ikke, at en chefredaktør i én sammenhæng kan udtale, at artiklerne aldrig burde have været bragt, og i en anden sammenhæng nægter at afpublicere

artiklerne.

Efter udsendelsen i Presselogen har chefredaktøren fået anonymiseret de to mindreårige børn til en vis grad, men på en simpel søgning på Google kommer

dette billede frem med navn på børnene.

Søgningen er sket efter, at de påstår anonymisering.

[Der er i klagen indsat et skærmbillede af en Google-søgning, hvor der er et link til en artikel med overskriften: ” To drenge sad oppe i træ i halvanden time af frygt…” på avisendanmark.dk samt billedet fra artiklen af de to drenge fra artiklen, Pressenævnet ]

Vi har som forældre gjort alt for at skærme vores to drenge for ubehageligheder.

Derfor er det utilgiveligt, at chefredaktøren ganske udokumenteret på landsdækkende TV påstår, at der har været “dødstrusler” og “tvangsfjernelsestrusler” mod drengene.

Har hun en viden om dette, som vi forældre ikke har haft viden om, burde hun have meldt det til Politiet, og i det mindste have underrettet os forældre herom.

Nu udsætter hun derimod drengene for yderligere skade, idet vi må forvente, at de vil blive konfronteret hermed, og vi frygter, at andre medier kan begynde at interessere sig for dette - til skade for de mindreårige drenge.

Grundlæggende var udsendelsen i Presselogen tilfredsstillende, hvis billedet fra en start var blevet sløret, drengene anonymiseret og chefredaktøren ikke var kommet med disse forfærdelige udtalelser.

Det sker så til deres flow-tv version.

”

[Klager] har den 14. maj 2025 som svar på JydskeVestkystens udtalelse af 9. maj 2025 anført blandt andet

”[Bemærkninger til JydskeVestkystens udtalelse til klagers punkt A, Pressenævnet ]

Fejlagtige påstande og påstande uden dokumentation

• Det er ikke korrekt, at der blev indgået en mundtlig aftale om, at [Mor til Person B]skulle svare for begge forældrepar.

[Mor til Person B]s eneste relation til det andet

forældrepar er, at drengene går i klasse sammen, så [Mor til Person B] har ingen hjemmel til at kunne lave sådan en aftale, der handler om forældresamtykke for et

andet barn.

• [Far 1] har ikke mundtligt givet samtykke til, at [Mor til Person B] kunne foretage handlinger på deres vegne.

Han har heller ikke givet samtykke til, at [Mor til Person B] har fået en bemyndigelse til at godkende noget på det andet forældrepars vegne.

• Det er korrekt, at [Mor til Person B] har godkendt et interview.

Det fremgår også af klagen.

• Det er ikke korrekt, at [Mor til Person B] stod én til to meter fra drengene, da de blev interviewet.

[Mor til Person B] blev bedt om at gå længere væk, så journalisterne bedre kunne filme og tage billeder af drengene i træet.

Såfremt [Mor til Person B] kun havde været én til to meter væk, ville hun have været med på fotos og video.

• Det er ikke korrekt, at både [Mor til Person B] og børnene var fuldt ud klar over, at alt blev optaget med henblik på publicering.

Det blev aftalt, at [Mor til Person B] og det andet forældrepar ville få alt til gennemsyn og godkendelse.

Dette hører til kernen i vores klage, da JV har tilsidesat god presseskik ved at sikre, at vi som forældre (og vores børn) kendte til omfanget af en publicering, der kunne medføre disse store skadevirkninger.

Det er JV, der er den professionelle part og derfor bør sikre, at vi som “de uvidende parter” er fuldt oplyste om konsekvenserne ved at lade vores mindreårige drenge medvirke i interviewet.

• Det er korrekt, at [Mor til Person B] fik den endelige artikel til gennemsyn.

Som det fremgår af klagen, forventede [Mor til Person B] at modtage fotos og video

efterfølgende.

I klagen er det også beskrevet, at [Mor til Person B] ikke var opmærksom på, at der fra 1. artikel (bilag 3) til anden artikel (bilag 4) blev tilskrevet “dramatiske effekter”.

Det ærgrer hun sig over ikke at have været opmærksom på.

Senere i forløbet skriver [Mor til Person B]s far til JV med henblik på at få rettet disse “helt faktuelle fejl”.

Det nægtede JV med netop begrundelsen, at [Mor til Person B] havde “nikket” til artiklen.

Det er efter vores mening også i strid med de presseetiske regler.

“Ulven” var aldrig tættere på drengene end ca. 130 meter +/- 20 meter.

Denne faktuelle fejl på de 25 meter er ganske afgørende for læsernes fejlfortolkning af drengenes motiver og habitus.

• Vi undrer os over, at når det er aftalt, at alt sendes til godkendelse, benytter JV i deres svar til Pressenævnet, at det er [Mor til Person B], der har ansvaret for at “spørge til dette”, da hun får teksten til gennemsyn.

Endnu engang må vi påpege, at det er JV, der er den professionelle part i dette, og det er JV, der skal have styr på deres arbejdsgange, så de fx indhenter et skriftligt samtykke fra forældrene til de to drenge.

• Derved har JV på ingen måde levet op til “Vejledende Regler for God Presseskik om at vise særligt hensyn over for børn og andre, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller medvirken”.

• JV skriver følgende: “Da det ligger implicit, når fotos og video bliver optaget, at det naturligvis er til publicering”.

JV lever ikke op til god presseetik jf. ovenstående punkt, idet vi som “de uvidende parter” ikke kan vide, at JV tænker, at “det ligger implicit”.

• Endnu engang skal vi påpege, at det er JV, der er den professionelle part, og det er dem, der skal “vise et særligt hensyn”, så vi er bevidste om, hvad vi lader vores

mindreårige drenge deltage i.

Det kan JV ikke forvente, at vi ved på forhånd.

JV’s journalist havde aftalt at alt kom til gennemsyn og godkendelse hos forældrene.

• JV skriver: “Det er normal praksis, at JydskeVestkysten deler sine artikler på Facebook, og det er ikke noget, vi indhenter særskilt tilladelse til”.

Det er nærmest skræmmende at læse, at JV fra en start tilsyneladende havde tænkt at publicere tekst, video og billeder af vores to mindreårige drenge uden forældresamtykke.

At det er helt sædvanlig procedure uden refleksion i øvrigt.

De mener tilsyneladende, at det ligger inden for de presseetiske regler at publicere sådant et indhold på sociale medier uden at tage hensyn til fx mindreårige børn.

• Indhold, der kan deles igen og igen.

I klagen har vi skrevet et særskilt afsnit herom, og vi fastholder vores klage for brug af billeder og udtalelser af mindreårige børn uden forældresamtykke på sociale medier.

• Det er ikke korrekt, at vi selv sendte video.

Videoen har journalisterne fået af en af de to drenge.

[Mor til Person B] sendte et billede forud for interviewet, så JV kunne se, hvad det var drengene havde set.

JV havde derfor mulighed for at få verificeret om “dyret” på billedet var en ulv eller ikke.

Det gjorde JV ikke, hvilket vi også har klaget over, idet en ordentlig kritisk journalistik havde godtgjort, at det ikke var en ulv.

Derved kunne JV havde vinklet artiklen i en helt anden retning, hvor to drenge faktuelt havde siddet i et træ, fordi de blev bange for et dyr, som de troede var en ulv.

Igen;

det er ikke os, der er den professionelle part.

Vi troede egentlig bare, at vi gav lov til at drengene blev interviewet med henblik på at lave en sød historie om to drenge, der sad i et træ, fordi de troede, at de havde set en ulv.

Vi havde ikke forestillet os, at de to mindreårige drenge i kraft af JV’s journalistiske tilgang og valg af publicering, ville blive udsat for en urimelig hetz og forfølgelse.

Det burde JV med en professionel tilgang til god presseetik have håndteret.

• Bemærk i øvrigt, at JV har medsendt bilag.

I bilag 2a og 2b fremgår, at det alene er foto, der fremsendes.

JV har altså ikke kunnet dokumentere, at vi har fremsendt video.

Ikke så underligt, da journalisten efter forespørgsel til en af drengene fik videoen sendt til sin smartphone.

[Bemærkninger til JydskeVestkystens udtalelse til klagers punkt B, Pressenævnet ]

Uenig i begrundelse for at nægte afpublicering

• Vi er uenig i begrundelsen for afslag på afpublicering, som JV nu benytter.

Det skal nævnes, at det er første gang, at vi læser denne begrundelse.

Begrundelsen minder

meget om den begrundelse, som chefredaktør [Chefredaktøren] “klamrede” sig til, da hun i Presselogen skulle begrunde, hvorfor JV ikke havde afpubliceret artiklerne.

• Vi mener, at hensynet til 2 mindreårige børn vejer langt tungere.

To mindreårige drenge, der efter chefredaktørens eget udsagn har været udsat for dødstrusler.

Vi har

fået oplyst af ansvarshavende chefredaktør [Ansvarshavende chefredaktør] på mail efter Presselogen, at der har været fremsat dødstrusler mod de to mindreårige drenge i JV-facebooks kommentatorspor.

Det i sig selv bør begrunde en afpublicering og en anmeldelse til Politiet.

Derimod har JV alene forsøgt at anonymisere drengene.

Alle ved, at “spor på internettet” er næsten umulige at fjerne, så anonymiseringen har ikke fuld gennemslag.

• JV har udstillet de to mindreårige drenge på deres sociale medier, som er delt utallige gange.

• Derfor vil vi anmode Pressenævnet om at pålægge JV at afpublicere artiklerne.

• Vi vidste ikke, at der havde været dødstrusler mod de to drenge, så vi undrer os fortsat over, at chefredaktionen ikke anmeldte en sådan strafbar handling til politiet.

• I stedet fandt chefredaktøren det relevant, at fortælle “hele Danmark” det i Presselogen.

• Derved blev belastningen på drengene endnu større, og det arbejde, vi som forældre havde gjort for at skærme dem, blev sat tilbage.

[Bemærkninger til JydskeVestkystens udtalelse til klagers punkt C, Pressenævnet ]

Fejlagtige påstande og påstande uden dokumentation (2)

• Det er ukorrekt, at JV indhentede samtykke fra forældrene.

Det har JV heller ikke kunnet dokumentere i deres bilag.

Der har været en dialog med [Mor til Person B] jf.

punkt A, men der er ikke hentet forældresamtykke.

• Det vil sige, at [Mor til Person B] ikke har givet samtykke til brug af billeder og video (uanset ophavsret).

[Mor til Person B] har ikke givet samtykke til publicering på

Facebook.

[Mor til Person B] har ikke givet samtykke til videregivelse af hverken sendt foto eller videoen, som én af de mindreårige drenge sendte til en journalist.

• [Mor til Person B]s ægtefælle og far til den ene af de to mindreårige drenge [Far til Person B] har ikke givet samtykke til noget som helst.

• Forældrene til den anden dreng, [Mor 1] og [Far 1], har ikke givet samtykke til noget som helst.

• JV har heller ikke kunnet dokumentere forældresamtykke.

Alt er bare påstande.

• Vi mener i modsætning til JV, at JV helt unødigt har dramatiseret historien, Særligt med den fejlagtige afstand på de 25 meter, som JV har bragt i 2 artikler.

Den har JV ikke villet rette, selvom de har rettet andet i artiklen (som de selv skriver), men denne helt afgørende faktuelle fejl, vil de af en eller anden grund ikke rette.

• Artiklen udviklede sig så hurtigt på JV’s Facebook-kanaler, så selvom JV ikke i første omgang vurderede den problematisk eller kontroversiel, burde JV have reageret langt hurtigere og af egen drift.

De burde omgående have slettet artiklen på deres mange Facebook-profiler.

I stedet for lod de omfanget vokse med store skadevirkninger for børnene til følge.

JV har derved ikke levet op til de presseetiske regler.

• Det er ikke korrekt, at [Mor til Person B] stod ganske tæt på: [Mor til Person B] blev endda bedt om at gå længere væk.

Såfremt [Mor til Person B] havde stået ganske tæt på, ville hun have været med på de fotos og den video, som journalisterne optog af drengene.

I punkt A skriver JV, at [Mor til Person B] sågar kun stod én til 2 meter væk.

Det vil de facto sige under træet, og hun ville ikke kunne have undgået at komme med på fotos eller video, som journalisterne optog.

• Det er ikke korrekt, at [Mor til Person B] bad sin søn om at sende videoen.

Journalisten fik sønnen til at sende videoen til hende.

Efterfølgende har [Mor til Person B] haft en sms-tråd om netop denne video med journalisten.

Denne tråd har JV ikke sendt som dokumentation.

I denne tråd skriver [Mor til Person B] til journalisten, at hun er bekymret over, hvorledes JV havde tænkt sig at benytte videoen.

Denne korrespondance var inden det “eksploderede” på JV’s Facebook kanaler.

• Uanset, at [Mor til Person B] “roste artiklen” reagerede forældrene prompte, da de oplevede skadevirkningerne på deres to mindreårige drenge, da artiklerne blev delt

igen og igen på Facebook med særdeles mange kommentarer.

Drengene blev udsatte.

• Som forældre mødte vi redaktører, der var mere optaget af den journalistiske kritik, der fra andre medier blev rejst mod JV end hensynet til de to mindreårige drenge.

• JV skriver: “Derfor blev klager utilfreds med en artikel, hun på forhånd havde rost”.

JV går behændigt udenom, at [Mor til Person B] ikke er “alene-klager”.

Klagen til Pressenævnet er rejst af begge forældrepar til de to mindreårige drenge.

• I klagen og i skrivelserne til JV’s redaktører fremgår tidsforløbet og begrundelserne meget tydelige.

Det var, da JV publicerede artiklerne, at det “eksploderede” og

drengene mærkede konsekvenserne på en meget negativ måde.

[Bemærkninger til JydskeVestkystens udtalelse til klagers punkt E [D], Pressenævnet ]

Forurettede part i sagen

• Vi har kun hovedrysten til overs for, at JV i en sag til Pressenævnet begynder at påstå, at et dyr er en part i en sag.

Det vil vi derfor ikke kommentere yderligere.

• Derimod mener vi, at vores to mindreårige børn er part i en sag, hvor JV i opfølgende artikel dels holder fast i, at “ulven” var 25 meter væk samtidig med, at de bringer et billede af en ulv og et sødt billede af en kat.

• Vores drenge blev i alvorlig grad hængt ud, fordi de ikke kunne se forskel på en ulv og en kat.

Det kan vi sådan set godt forstå, men den vildfarelse bygger jo på, at

afstanden er faktuel forkert.

Når man står på åstedet, er det umuligt at forstå, hvorledes to journalister kan tro og skrive, at der kun var 25 meter, når de endda fik

tilsendt en foto af “ulven”, hvor det er meget tydeligt, at den er betydeligt længere væk, og de selv var på åstedet, hvor afstandene fremgår med al tydelighed blot ved at

åbne øjnene.

• JV dækker sig ind under en “øjenvidneberetning”.

Denne såkaldte øjenvidneberetning er således givet af et 11-årigt barn, hvorfor det altid vil være en journalist’ fornemste opgave at være kritisk og verificere beretningen.

Specielt, når denne “øjenvidneberetning” har skadelig betydning for de mindreårige drenge.

• Det skal understreges, at [Mor til Person B] aldrig hørte børnene nævne de 25 meter.

• Hverken de først ankomne voksne eller forældrene har hørt drengene påstå, at “ulven” kun var 25 meter væk.

• Så vi betragter det som en påstand opfundet til lejligheden

• Som omtalt tidligere burde JV have ændret denne fejlagtige oplysning, som er

dokumenteret med foto og opmåling.

Både af morfar til et af børnene og en facebookbruger, der har udgivet en video med den fejlagtige oplysning

[Bemærkninger til JydskeVestkystens udtalelse til klagers punkt F, Pressenævnet ]

Faktuel forkert information

• Under punkt A og i klagen har vi skrevet, at [Mor til Person B] overså denne dramatisering.

Hun havde læst første udkast til artikel, hvor det ikke fremgik.

Derfor

var hun uopmærksom herpå.

• Det er ikke korrekt, at det blev aftalt at [Mor til Person B] skulle sørge for tilsagn fra de andre forældre.

Et sådant tilsagn har hun ikke bedt om, da det alene er JV’s ansvar at sikre, at der er forældresamtykke fra alle forældre.

• [Mor til Person B] hørte ikke drengene sige noget om de 25 meter.

Derimod pegede den ene dreng meget tydeligt med en arm i vandret retning til stedet henover en

hosliggende regnvandsbassin, hvor “ulven” havde befundet sig.

Med det blotte øje, er det tydeligt, at der er væsentligt længere end 25 meter.

• Efter vores mening kan en avis aldrig tillægge børn på 11 og 12 år et eget-ansvar for eventuelle udtalelser.

Helt generelt har JV jf. de presseetiske regler en forpligtigelse til at verificere historier mindreårige børn kommer med.

[Bemærkninger til JydskeVestkystens udtalelse til klagers punkt G (Appendiks), Pressenævnet ]

• Da vi så Presselogen kom det som en stor overraskelse, at chefredaktør Mette Cramon oplyste, at drengene havde været udsat for dødstrusler.

• Ansvarshavende chefredaktør [Ansvarshavende chefredaktør] har efterfølgende skrevet til os, at disse dødstrusler er fremsat JV’s Facebook-spor.

• Vi finder det uansvarligt, at JV ikke har politianmeldt en så alvorlig kriminel udtalelse til Politiet.

• Det er ikke korrekt, at [Mor til Person B] har udtalt, at drengene har været udsat for dødstrusler.

[Mor til Person B] har alene sagt, at hun er blevet oplyst, at der har været trusler mod hendes familie.

• Dette forhold har begge familier skærmet de mindreårige drenge mod.

• Derfor er det hensynsløst mod de to mindreårige drenge at fremkomme med en sådan udtalelse på landsdækkende TV.

Dagen før TV2 bragte historien i Presselogen på flow-TV kunne man se udsendelsen på streaming.

Her var JV’s artikel åben.

Drengene kunne ses i nærbillede med fornavn og efternavn.

Det kan undre, at JV’s chefredaktør ikke gjorde TV2 opmærksom på, at der var dødstrusler mod drengene, så artiklen blev sløret og drengene anonymiseret.

• Chefredaktør [Chefredaktøren] ringede til os aftenen før udsendelsen for at fortælle, at hun havde takket ja til at deltage i Presselogen.

Hun fortalte os, at hun havde valgt at anonymisere drengene efterfølgende i JV, og hun frarådede os at lade drengene se udsendelsen.

• Da [Chefredaktøren] ringede til os var udsendelsen optaget.

Med de udtalelser hun fremkom med, burde hun have vist rettidig omhu og bedt TV2 sløre og anonymisere

drengene.

• Vi ringede til TV2, da vi havde set udsendelsen på streaming.

Da de fik vores forklaring valgte de at sløre og anonymisere drengene.

De var overraskede over, at de intet havde hørt herom fra JV.

• Bemærk, at JV ikke har dokumenteret “dødstrusler”.

Igen er det blot en påstand uden reelt indhold.

Men alvoren i at fremkomme med påstanden er bekymrende, og vi undrer os over, at JV forsvarer deres handling for denne konkrete udtalelse.

”

2.2 JydskeVestkystens synspunkter

JydskeVestkysten har i udtalelsen af 9. maj 2025 til Pressenævnet anført følgende

JydskeVestkysten afviser at have overtrådt god presseskik i forbindelse med artiklerne: [Mediet har i udtalelsen indsat link til de to påklagede artikler, Pressenævnet ]

JydskeVestkysten har i denne sag

• Indhentet og dokumenteret samtykke.

• Foretaget citattjek og sendt både udkast og færdig artikel til godkendelse hos kilderne.

• Anvendt materiale, som er delt frivilligt.

• Efterfølgende anonymiseret drengene, da det kom til JydskeVestkystens kendskab, at familien [Familienavn] har været udsat for trusler.

Vi svarer herunder på klagerne punktvis og henviser til relevante bilag.

Bilag vedlagt som dokumentation for de indgåede aftaler er følgende

• JV Bilag 1: SMS fra [Person A] om, at vi kan ringe til [Mor til Person B] og få historien.

• JV Bilag 2: SMS fra [Mor til Person B] om interviewaftalen.

• JV Bilag 3: Mail til og fra [Mor til Person B] med første udkast til artiklen.

• JV Bilag 4: Mail til og fra [Mor til Person B] med godkendelse af endelig artikel.

• JV Bilag 5: Drengenes video.

Svar på klagers punkt A: Manglende samtykke

JydskeVestkysten har fået tilsagn til medvirket fra [Mor til Person B] (JV Bilag 4), som der var indgået en mundtlig aftale med om, at hun skulle svare for begge forældrepar.

Den aftale blev indgået mundtligt med [Far 1] og [Mor til Person B] ved afslutningen af interviewet ved skolen, hvor forældre til begge børn var til stede.

Derudover har [Mor til Person B] i en sms bekræftet, at interview er ok med begge børn.

Se JV Bilag 2.

[Mor til Person B] stod én til to meter fra børn og journalister, da interview, billeder og video blev optaget, og blev på intet tidspunkt bedt om at gå væk.

Både hun og børnene var fuldt ud klar over, at alt blev optaget med henblik på publicering, og stillede ikke spørgsmål hertil.

Der blev heller ikke spurgt om at se video eller billeder, da [Mor til Person B] godkendte den endelige artikel (JV Bilag 4).

Dermed har JydskeVestkysten fuldt og helt levet op til bestemmelsen B5 i Vejledende Regler for God Presseskik om at vise særligt hensyn over for børn og andre, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller medvirken.

JydskeVestkysten sender ikke billeder og video til godkendelse hos kilder og har derfor ikke lavet aftale herom, da det ligger implicit, når fotos og video bliver optaget, at det naturligvis er til publicering.

Det er normal praksis, at JydskeVestkysten deler sine artikler på Facebook, og det er ikke noget, vi indhenter særskilt tilladelse til, hvilket de presseetiske regler heller ikke fordrer.

Klager sendte selv billeder og video til brug for publicering til vores journalister.

Svar på klagers punkt B: JV nægter at anonymisere, afindeksere eller afpublicere artiklerne

JydskeVestkysten anser sin produktion som blivende og værdifuld historieskrivning.

Derfor afpublicerer vi ikke, medmindre vi anerkender ikke at kunne stå ved journalistikken.

Denne historie handler om to drenge, som blev så skræmt af et dyr, de vurderede var en ulv, at de klatrede op i et træ og sad der i halvanden time, til deres forældre kom og hentede dem.

Sådan er virkeligheden i Vestjylland og også i [Bynavn D], som er under 20 km fra [Bynavn A] og andre landsbyer, hvor ulve strejfer rundt i gaderne.

Mange borgere er bange, og de to drenge var altså så bange, at da de så et dyr, som de anså for at være en ulv, klatrede de op i et træ.

Den historie er fortsat korrekt, vigtig og relevant at fortælle, og derfor bliver den ikke afpubliceret.

JV har rettet i artiklens overskrift, da vi ved en fejl konkluderede, at det var en ulv, i stedet for at citere børnene for, at det var en ulv.

I dette spørgsmål kan den krænkede part alene være et dyr, som vi ikke har kunnet forelægge for.

Af hensyn til drengene har JydskeVestkysten 16. april valgt at fjerne videoen og helt ekstraordinært 25. april valgt at anonymisere de medvirkende.

Dette er ikke på nogen måde sket, fordi vi mener at have overtrådt de presseetiske regler, men alene ud fra et ekstraordinært menneskeligt hensyn, da vi bliver bekendt med, at børnene bliver udsat for trusler på sociale medier.

Svar på klagers punkt C: JV har ikke udvist særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser

JV tog alle sædvanlige presseetiske forholdsregler – indhentede samtykke fra forældrene (JV Bilag 2), sendte udkast (JV Bilag 3) og sendte færdig artikel (JV Bilag 4) til forældrene.

Det var ikke muligt at forudse ubehagelige konsekvenser på sociale medier, da artiklen alene var en øjenvidneberetning og ikke indeholdt kontroversielle udsagn.

[JydskeVestkysten har i sit indlæg for Pressenævnet anført, at de af hensyn til drengene valgte ikke at bringe lydsporet til den video, som drengene selv havde optaget, Pressenævnet .

]

Vi har ikke instrueret drengene, men blot bedt dem genfortælle forløbet.

[Mor til Person B] stod ganske tæt på og overhørte og kommenterede drengenes fortælling.

Under interviewet bad [Mor til Person B] sin søn om at sende videoen af dyret til journalisten.

Det er ligeledes [Mor til Person B], som har sendt billedet af dyret til begge journalister uden kommentar om, at det ikke måtte benyttes.

Se JV Bilag 2.

Det er værd at bemærke, at klager først rettede henvendelse til JydskeVestkysten med ønske om afpublicering 15. april, efter historien mødte kritik på sociale medier.

Derfor blev klager utilfreds med en artikel, hun på forhånd havde rost.

Svar på klagers punkt E: JV har ikke med tilstrækkelig kritisk sans efterprøvet, om drengene så en ulv eller ej, inden den første artikel blev bragt.

JydskeVestkysten mener ikke, at klager er den forurettede part i dette spørgsmål, i og med at spørgsmålet handler om, at en ulv, som måske var en kat, er beskyldt for at skræmme nogle drenge.

Dermed er den eneste anden part i historien et dyr, som vi ikke kan forelægge for.

JydskeVestkysten har bragt en øjenvidneberetning fra de to drenge, som bliver suppleret af den ene drengs mor, [Mor til Person B].

Ulven er tidligere set få kilometer derfra samt syd og nord for [Bynavn D], så i den kontekst var der ikke grund til at betvivle drengenes oplevelse.

Vi fik [Mor til Person B]s kontaktoplysninger efter aftale med hendes bror om, at vi kan skrive historien.

Se JV Bilag 1.

[Mor til Person B] tilbyder selv i den indledende samtale, at vi kan tale med drengene.

JydskeVestkysten har rettet i overskriften, da vi ved en fejl konkluderede som et faktum, at der var tale om en ulv, i stedet for at have citeret børnene for, at de anså dyret for at være en ulv.

Vi kontaktede en ulveekspert for vurdering af billede og video til en opfølgende artikel.

Det er ikke i strid med god presseskik at bringe en øjenvidneberetning med de sproglige forbehold, som er taget i teksten i den første artikel.

Svar på klagers punkt F: JV vil ikke rette åbenlyse faktuelle fejl i artiklerne

Det er de to drenge, som under interviewet har oplyst, hvor dyret var, og hvor langt fra dem, det var.

Oplysningen om de 25 meter fremgik af den endelige artikel, som blev godkendt af [Mor til Person B] (JV Bilag 4), som vi havde en aftale med om, at hun også skulle sørge for tilsagn fra de øvrige forældre.

Vi har alene citeret påstanden om de 25 meter, hvilket må stå for kildernes egen regning.

Svar på klagers punkt G.

Appendiks: JV forværrer situationen for de to mindreårige drenge igennem deres deltagelse i Presselogen den 26. april 2025.

Grundlæggende har JydskeVestkysten ikke noget presseetisk ansvar for et andet medies behandling af sagen, lige som det heller ikke falder under Pressenævnets kompetence i forhold til denne sag, men vi kommenterer selvfølgelig alligevel klagers beskyldninger

JydskeVestkysten har ikke delt hverken video eller billeder fra artiklen med nogen andre medier.

Der har på JydskeVestkystens facebookside været fremsat trusler mod drengene, hvorfor vi fjernede opslagene på Facebook 15. april.

Derudover har [Mor til Person B] i flere henvendelser og dialog med JydskeVestkysten oplyst, at drengene modtager trusler, hvilket hun har brugt som argument for, at vi skal afpublicere artiklen.

JydskeVestkysten har til klagers bemærkninger af 14. maj 2025 supplerende anført blandt andet

” Replik på klagers partssvar til punkt A: Manglende samtykke

[Mor til Person B] tilbød uopfordret og helt på eget initiativ interview med drengene, da hun over telefonen blev interviewet til artiklen.

Hun lovede at kontakte [Klager]s forældre og vende tilbage, hvis de ikke ville give samtykke.

I stedet sendte hun kort efter en sms med to billeder af dyret og skrev, at det var i orden med [Klager]s forældre, at han medvirkede.

Se JV Bilag 2.

Kl.

12.50 samme dag, fredag den 11. april, møder to journalister fra JydskeVestkysten op foran [Skolen], hvor [Mor til Person B] kommer ud med begge drenge.

Herefter går [Klager], [Person B], [Mor til Person B] samt de to journalister i samlet flok over til det grønne område bag skolen, hvor interview samt optagelse af video og fotos finder sted.

Da interview og optagelser er afsluttet, går alle fem tilbage mod skolen og standser ved en sti tæt på legepladsen.

Her kommer [Klager]s far, [Far 1], som er i selskab med en af [Klager]s mindre søskende.

Faderen står og ser på, at der bliver taget flere fotos af drengene sammen.

Samtidig aftales det eksplicit, at journalisterne skal sende den færdige artikel til [Mor til Person B], som så vil dele den med [Klager]s forældre og samle tilbagemeldinger eller rettelser, da JV alene har kontaktoplysninger på hende.

Denne aftale indgås mundtligt og uden indsigelser fra [Klager]s far, der lytter på og samtykker.

Det er således en faktuelt urigtig påstand, når klager fastholder, at der ikke er givet samtykke til interview og offentliggørelse af artiklen fra forældre til begge drenge.

Det er sket helt eksplicit.

[Mor til Person B] er til stede under hele interviewet med drengene og helt tæt på, hvad der foregår.

Hun er på intet tidspunkt længere end halvanden meter/to meter væk.

Der er kun fem personer på engen, som også er fri for trafikstøj og andet, og dermed kan alle høre alt, hvad der tales om.

På intet tidspunkt bliver hun bedt om at gå væk.

[Mor til Person B] og drengene var fuldt ud klar over, at alt blev optaget med henblik på publicering, og stillede ikke spørgsmål hertil.

Oplysningen om de 25 meter er fremsat af drengene og fremgik af den endelige artikel, som blev godkendt af [Mor til Person B] (JV Bilag 4).

Hun efterspurgte i den forbindelse hverken at se fotos eller video, fordi der ikke var indgået aftale om at sende disse dele til gennemsyn, da vi ikke indgår den slags aftaler.

JydskeVestkysten har udvist hensyn over for børnene ved at sende den fulde artikel til gennemsyn og efter aftale med [Mor til Person B] at nedtone dramatikken i historien.

[JydskeVestkysten har i sit indlæg for Pressenævnet anført, at de af hensyn til drengene valgte ikke at bringe lydsporet til den video, som drengene selv havde optaget, Pressenævnet .

]

JydskeVestkysten henviser i øvrigt til vores oprindelige svar.

Replik på klagers partssvar til punkt B: JV nægter at anonymisere, afindeksere eller afpublicere artiklerne

JydskeVestkysten henviser til vores oprindelige svar

JydskeVestkysten anser sin produktion som blivende og værdifuld historieskrivning.

Derfor afpublicerer vi ikke, medmindre vi anerkender ikke at kunne stå ved journalistikken.

Det er på ingen måde tilfældet her.

Denne historie handler om to drenge, som blev så skræmt af et dyr, de vurderede var en ulv, at de klatrede op i et træ og sad der i halvanden time, til deres forældre kom og hentede dem.

Sådan er virkeligheden i Vestjylland og også i [Bynavn D], som er under 20 km fra [Bynavn A] og andre landsbyer, hvor ulve strejfer rundt i gaderne.

Mange borgere er bange, og de to drenge var altså så bange, at da de så et dyr, som de anså for at være en ulv, klatrede de op i et træ.

Den historie er fortsat korrekt, vigtig og relevant for offentligheden at fortælle, og derfor bliver den ikke afpubliceret.

Replik på klagers partssvar punkt C: JV har ikke udvist særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser

På SMS oplyser [Mor til Person B], at interview er ok med [Klager]s forældre, se JV Bilag 2.

På mail godkender [Mor til Person B] den endelige artikel, se JV Bilag 4.

Der blev indgået en mundtlig aftale mellem [Mor til Person B], [Far 1] og JydskeVestkystens journalister om, at [Mor til Person B] meldte retur på artiklen på vegne af begge forældrepar.

Forud for klagers henvendelse til Pressenævnet har ingen af forældrene rettet henvendelse til JydskeVestkysten vedrørende manglende samtykke.

Vi har ikke en korrespondance med [Mor til Person B] vedrørende bekymring for brugen af drengens video forud for publiceringen af historien og kan derfor ikke vedlægge en sådan som dokumentation.

[Mor til Person B] var til stede, da vi optog videoen med drengene, og har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at vi ikke måtte bruge den.

Der har således hele vejen gennem processen fra forældrenes side været ikke alene accept og aktiv medvirken i drengenes deltagelse i artiklen, men endda også godkendelse af den færdige artikel.

Replik på klagers partssvar til punkt E: JV har ikke med tilstrækkelig kritisk sans efterprøvet, om drengene så en ulv eller ej, inden den første artikel blev bragt

JydskeVestkysten har bragt en øjenvidneberetning fra de to drenge, som bliver suppleret af den ene drengs mor, [Mor til Person B].

Ulven er tidligere set få kilometer derfra samt syd og nord for [Bynavn D], så i den kontekst var der ikke grund til at betvivle drengenes oplevelse.

Artiklen [Der er i artiklen indsat et link til en artikel med titlen: ”Se video: To drenge sad oppe i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem” på jv.dk.

Linket er ikke længere aktivt, Pressenævnet ] gengiver loyalt de to drenges oplevelse og er blevet godkendt af [Mor til Person B], som vores journalister havde en mundtlig aftale med om, at hun meldte retur på artiklen på vegne af begge forældrepar.

Replik på klagers partssvar til punkt F: JV vil ikke rette åbenlyse faktuelle fejl i artiklerne

Vores journalister havde en aftale med forældre til begge børn om, at [Mor til Person B] skulle melde retur på den endelige artikel på vegne af forældrene.

Det er derfor en faktuelt urigtig påstand, når klager fastholder, at der ikke er givet samtykke til interview og offentliggørelse af artiklen fra forældrene.

Den endelige artikel er læst og godkendt af [Mor til Person B].

Derudover henviser JydskeVestkysten til vores oprindelige svar.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt ophavsretslovgivningen er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

Samtykke og aftale

[Klager] har klaget over, at der ikke er indhentet fornødent samtykke fra hans forældre til offentliggørelsen af artiklen ” To drenge sad i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem”, herunder navnlig de bragte billeder samt videoer i tilknytning til artiklen.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at der skal udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken.

Ved offentliggørelse skal forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler for det, jf. punkt B.

5.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Det er Pressenævnets opfattelse, at et gyldigt samtykke skal være frivilligt, specifikt og

informeret.

Det vil sige, at personen ikke må have afgivet sit samtykke under tvang eller pres,

ligesom vedkommende skal være vidende om, at der samtykkes til offentliggørelse og være

klar over, hvad den pågældende offentliggørelse omhandler.

Der er ingen formkrav til samtykke, eksempelvis skriftlighed.

Samtykket kan gives såvel skriftligt som stiltiende.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at folketingsmedlem [Person A] henvendte sig til JydskeVestkysten med historien om de to drenge, og i den forbindelse oplyste, at mediet kunne henvende sig til hans søster [Mor til Person B], som er mor til [Person B], der deltager i artiklen sammen med [Klager].

JydskeVestkysten har fremsendt en sms, som efter det oplyste er fra afsendt af [Mor til Person B] til mediet den 11. april 2025 kl.

08.18.

Af denne fremgår

”Hejsa [smiley, Pressenævnet ].

Det var lige et fejlopkald.

Jeg sender lige et billede.

Det er jo taget oppe i et træ, så det er ikke helt skarpt, men synes tydeligt at man [kan] se det [ulve-emoji indsat, Pressenævnet ].

Det er i orden med [Klager]s forældre.

Så vi mødes bare på skolen 12.50.

Mvh.

[Mor til Person B]”.

Tekstbeskeden var ledsaget et utydeligt billede af et dyr, som efterfølgende blev bragt i begge påklagede artikler.

Det fremgår af sagens oplysninger, at [Mor til Person B] herefter var i telefonisk kontakt med JydskeVestkystens journalist [Journalist A], som herefter den 11. april 2025 kl.

9.32 fremsendte et første udkast til artiklen.

Af denne mail fremgik blandt andet

”[…] Vi glæder os sådan til at snakke med drengene – vi er ved skolen 12.50 og tager fotos og video med [Person B] og [Klager]… Jeg har noteret ned, hvad vi 2 talte om, og herunder har jeg lige lavet en skitse, så du kan se dine citater – artiklen bliver selvfølgelig anderledes, når vi har talt med drengene, men bare lige, så du kan tjekke citater lidt på forhånd og vi kan ændre i teksten allerede nu, hvis det er, det er helt galt.

Du får selvfølgelig hele artiklen til gennemsyn, så snart den endelige version foreligger med [Person B] og [Klager], sådan som vi har aftalt.

Det bliver nok henad klokken 15-16 stykker i dag, hvis du så hurtigt kan melde tilbage – mailen med det hele bliver sendt af min kollega [Journalist B], og hvis du ønsker ændringer, så skal du bare ringe til hende på tlf.nr. 5059 XXXX, så klarer hun det omgående.

”

Det fremgår videre af sagens oplysninger, at JydskeVestkystens journalist herefter den 11. april 2025 kl.

15.13 sendte en mail med den endelige tekst til artiklen og blandt andet anførte ”Her er artiklen, hvis du lige vil læse den igennem og vende retur?

”

[Mor til Person B] svarede samme dag kl.

15.44

”Hej [Journalist B].

Det er en rigtig fin artikel.

God weekend.

Mvh.

[Mor til Person B]”

Det er ubestridt, at [Klager]s forældre ikke har været i telefonisk eller skriftlig kontakt med JydskeVestkysten før eller efter interviewet med drengene, ligesom de heller ikke var til stede under interviewet den 11. april 2025 ved [Skolen].

Det fremgår af sagens oplysninger, at [Far 1] indfandt sig på skolen ved interviewets slutning, hvor der efter det oplyste blev taget flere billeder af de to drenge.

JydskeVestkysten har oplyst, at det i den forbindelse eksplicit blev aftalt, at journalisterne skulle sende den færdige artikel til [Mor til Person B], som så ville dele den med [Klager]s forældre og samle tilbagemeldinger eller rettelser, idet mediet alene havde kontaktoplysninger på [Mor til Person B].

Denne aftale blev efter det oplyste indgået mundtligt og uden indsigelser fra [Far 1], der lyttede og samtykkede.

[Mor til Person B] har bestridt mediets udlægning af, at der foreligger en sådan mundtlig aftale.

Nævnet har på baggrund af sagens oplysninger ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken forklaring om den mundtlige aftale om gennemsyn der er den rigtige.

Pressenævnet finder, at der generelt skal udvises varsomhed, når børn gøres til genstand for

medieomtale.

Dette gælder også, når der er tale om brug af billeder.

Det er således generelt

Pressenævnets opfattelse, at det må anses for at være udtryk for god presseskik, at et medie,

når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaverne til de medvirkende.

Nævnet finder efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, at mediet har haft en berettiget forventning om, at der forelå samtykke på vegne af [Klager]s forældre.

Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at mediet på baggrund af den forudgående korrespondance mellem mediet og [Mor til Person B] – hvor hun blandt andet forud for interviewet i en besked til mediet anførte, at ”Det er i orden med [Klager]s forældre” – kan have haft en berettiget forventning om, at [Mor til Person B] også svarede på vegne af [Klager]s forældre.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [Far 1] efter det oplyste ikke protesterede ved afslutningen af interviewet på [Skolen].

På denne baggrund, og henset til [Mor til Person B]s mail af 11. april 2025 kl.

15.44, hvor hun svarede, at det er ”en rigtig fin artikel”, finder Pressenævnet efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, at JydskeVestkysten ikke kan anses for at have tilsidesat god presseskik, idet mediet anses for at have haft en berettiget forventning om, at [Klager]s forældre igennem [Mor til Person B]s tilbagemelding til mediet havde givet samtykke til offentliggørelsen af artiklen med billeder og video.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt, at det af JydskeVestkystens mail af 11. april 2025 kl.

09.32 forud for interviewet, fremgik, at der ville blive taget billeder og video af de to drenge, ligesom [Mor til Person B] var til stede under interviewet, hvor der blev taget billeder og optaget video.

Nævnet finder, at det på denne baggrund må have stået klart for [Mor til Person B], at mediet også påtænkte at offentliggøre billeder og video, og at hun i sin korrespondance med mediet efter det oplyste ikke har efterspurgt, hvorvidt billeder og video ville indgå i artiklen.

Nævnet udtaler ikke kritik.

For så vidt angår de billeder og den video, som [Mor til Person B] og de to drenge har fremsendt til JydskeVestkysten har Pressenævnet, idet der er afgivet modstridende oplysninger herom, ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken aftale der er indgået.

Det er dog nævnets opfattelse, at mediet i det konkrete tilfælde ikke har haft grundlag for betvivle, at de fremsendte billeder og video måtte offentliggøres.

På denne baggrund og henset til videoen og billedernes indhold og karakter, finder Pressenævnet ikke, at JydskeVestkysten i den forbindelse har tilsidesat god presseskik.

Særligt hensyn

[Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten ikke har udvist særligt hensyn over for ham som barn, der ikke kan ventes at kunne overskue konsekvenserne af en offentliggørelse af de påklagede artikler.

[Klager] har navnlig henvist til mediets offentliggørelse af artiklen på flere af JydskeVestkystens sider på Facebook, som har medført mange voldsomme reaktioner, og at han/hans forældre ikke på forhånd var oplyst om eller havde samtykket til, at artiklen måtte deles på mediets Facebook-sider.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at der skal udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken.

Ved offentliggørelse skal forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler for det.

Ved indsamling eller offentliggørelse af information må andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes, jf. punkt B.

5 og B.

6.

Det er Pressenævnets opfattelse, at offentliggørelse af medieindhold på mediers sider på sociale platforme er en ordinær og forventelig offentliggørelsesmåde, der som udgangspunkt ikke kræver særskilt samtykke.

Det er samtidig nævnets opfattelse, at der over for børn, der medvirker i medieindhold, kan være et særligt hensyn til at oplyse om, hvilke platforme et medie påtænker at offentliggøre indholdet på.

Det er af JydskeVestkysten ikke bestridt, at [Klager] og hans forældre ikke forud for offentliggørelsen blev oplyst om, at artiklen af 12. april 2025 ville blive offentliggjort på flere af JydskeVestkystens Facebook-sider.

Pressenævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis [Klager] og hans forældre – navnlig henset til klagers alder – var blevet oplyst om, at JydskeVestkysten påtænkte at offentliggøre artiklen på mediets sider på Facebook.

Nævnet finder imidlertid, at man ved deltagelse i medieindhold, der bringes såvel trykt som online, må forvente, at indholdet også vil kunne blive mangfoldiggjort via andre af mediets platforme, f.eks. sociale medier.

På den baggrund finder nævnet, at [Klager] ved [Mor til Person B]s samtykke på vegne af hans forældre til offentliggørelsen af artiklen har givet stiltiende samtykke til, at historien måtte mangfoldiggøres på samtlige af mediets platforme, herunder sociale medier.

Nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik.

Korrekt information og efterprøvelse

[Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten ikke i tilstrækkelig grad inden offentliggørelsen af artiklen af 12. april 2025 har efterprøvet, om der var tale om en ulv, f.eks. ved at indhente en forudgående ekspertvurdering, og at den manglende efterprøvelse i sammenhæng med den efterfølgende artikel, hvor eksperter konkluderer, at der er tale om en kat, er med til at udstille ham på en krænkende måde.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1 og A.

6.

Det fremgår af sagens oplysninger, at artiklen af 12. april 2025 havde overskriften: ” To drenge sad i træ i halvanden time, mens ulv kredsede under dem” , og at overskriften den 14. april 2025 blev ændret til ” To drenge sad oppe i træ i halvanden time af frygt for ulv ”.

JydskeVestkysten har anført, at dette blev gjort, da mediet ved en fejl konkluderede, at det var en ulv, i stedet for at citere børnene for, at det var en ulv.

Pressenævnet finder, at den første overskrift kunne efterlade læseren med et indtryk af, at der ubestrideligt var tale om en ulv.

Nævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt det af artiklens overskrift havde fremgået, at der var tale om de to drenges opfattelse, men finder dog, at det fremgår tilstrækkelig klart af artiklens brødtekst, at der er tale om de to drenges personlige beretning og opfattelse af, at der var tale om en ulv.

Pressenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at kritisere JydskeVestkysten for ikke at efterprøve drengens påstand om, at der var tale om en ulv forud for offentliggørelsen af artiklen.

Nævnet har lagt vægt på, at det af omtalen tydeligt fremgår, at der er tale om drengenes personlige beretning og deres iagttagelser fra træet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at JydskeVestkysten af [Person B]s morbror blev opfordret til at rette henvendelse til [Person B]s mor for at få avisen til at dække historien, som oplyste mediet om, at ”Det var i orden med [Klager]s forældre”, hvorefter mediet, som anført ovenfor, har haft en berettiget forventning om, at [Klager]s forældre indvilgede i omtale af sagen.

Nævnet finder desuden, at den efterfølgende artikel med ekspertvurderingen om, at der ikke var tale om en ulv, ikke kan anses for at udgøre en tilsidesættelse af god presseskik.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Berigtigelse

[Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten ikke har berigtiget artiklen for så vidt angår oplysningen om, at det dyr, som [Klager] og [Person B] troede var en ulv, befandt sig 25 meter fra træet, hvor de sad.

[Klager] har henvist til, at denne oplysning er ukorrekt, idet han aldrig har udtalt, at dyret befandt sig 25 meter væk.

JydskeVestkysten har heroverfor anført, at de har citeret de to drenge, som under interviewet oplyste, at dyret befandt sig 25 meter væk, og at denne oplysning også fremgik af den artikel, som [Mor til Person B] godkendte.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.

Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.

7.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvad der er forklaret under interviewet, og nævnet har på baggrund af sagens oplysninger ikke mulighed for at tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik.

Sletning – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten har afvist at slette/afpublicere de påklagede artikler.

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklerne indeholder omtale af [Klager] og [Person B]s oplevelse, hvor de sad i et træ i halvanden time, fordi et dyr, som de mente var en ulv, kredsede rundt under dem.

Det fremgår af sagens oplysninger, at JydskeVestkysten den 25. april 2025 valgte at anonymisere de to omtalte drenge i den første artikel bragt den 12. april 2025.

[Klager] er ikke nævnt ved navn eller lignende i den opfølgende artikel bragt den 15. april 2025.

Det er Pressenævnets opfattelse, at omtalen af [Klager] ikke i presseetisk forstand kan anses for følsom eller privat i en sådan grad, at det er særligt belastende for ham.

Nævnet har lagt vægt på, at oplysningerne om den beskrevne hændelse er baseret på et interview med blandt andet [Klager], som hans forældre har samtykket til offentliggørelsen af.

For så vidt angår artiklen med ekspertudtalelser bragt den 15. april 2025, hvor en ekspert blandt andet vurderer, at der ikke er tale om en ulv, bemærker nævnet, at denne information heller ikke kan anses for følsom eller privat i en sådan grad, at det er særligt belastende for [Klager], og at den må anses for at udgøre en naturlig opfølgning på den debat, som den første artikel medførte.

Det forhold, at artiklen efterfølgende har medført voldsomme reaktioner over for klager og dennes familie kan ikke føre til en anden vurdering.

Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at klager ikke længere er nævnt ved navn i artiklen af 12. april 2025, og at han ikke er eller har været nævnt ved navn i artikel af 15. april 2025.

Pressenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at kritisere JydskeVestkysten for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning.

Afgjort den 16. december 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →