Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-14837
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-14837
Anmodning om genoptagelse afvist
Pressenævnet udtalte ikke kritik af Kommunen.dk i en sag, hvor ejeren af et bo- og dagtilbud for borgere med blandt andet autisme og udviklingshandikap havde klaget over en række artikler med kritisk omtale af botilbuddet.
Ejeren af botilbuddet anmodede herefter Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen med den begrundelse, at der efter hendes opfattelse var forhold i klagen, som nævnet ikke havde taget stilling til.
Pressenævnet fandt, at ejeren ikke var fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Da der heller ikke var påvist sagsbehandlingsfejl, afviste nævnet at genoptage sagen.
[Klager] v/[Ejeren] har ved [Fuldmagtshaveren] anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2024-09472 ([Klager] v/[Ejeren] mod Kommunen.dk), som nævnet traf afgørelse i den 25. november 2025.
Sagen vedrørte [Klager]s klage over en række artikler bragt af Kommunen.dk i perioden fra den 30. juni 2024 til den 6. juli 2024 på kommunen.dk.
Ved kendelsen udtalte Pressenævnet ikke kritik af Kommunen.dk.
[Klager] v/[Ejeren] har anmodet Pressenævnet om at genoptage sagen, fordi der efter klagers opfattelse er forhold i klagen, som nævnet ikke har taget stilling til.
1 Sagsfremstilling
[Klager] v/[Ejeren] klagede den 17. juli 2025 til Pressenævnet over artiklerne ”Ejer af privat bosted udbetalte millioner og handlede med sig selv: ”Det fremstår som systematisk svindel” , ”Formand for Danske Handicaporganisationer om afdækning af bosted: ”Det er etisk og moralsk forkasteligt”” , ”Mor til tidligere beboer om forholdene på [Klager]: ”Jeg var så ulykkelig”” , ”Tilsyn sætter ejer af privat bosted i fem års karantæne: Ekspert kalder det et ”rødt kort”” og ”Lokalpolitikere efter afsløringer om privat bosted: ”Som politiker og medmenneske bliver jeg dybt berørt og forarget”” , som blev bragt af Kommunen.dk i perioden fra den 30. juni 2024 til den 6. juli 2024 på kommunen.dk.
Pressenævnet fandt ved kendelse af 25. november 2025 i sag nr. 2024-09472 ikke grundlag for at udtale kritik af Kommunen.dk for tilsidesættelse af god presseskik.
Om gengivelsen af parternes synspunkter og Pressenævnets begrundelse i klagesagen henvises til kendelsen.
2 [Klager] v/[Ejeren]s synspunkter til anmodningen om genoptagelse
[Klager] v/[Ejeren] har til støtte for anmodningen om genoptagelse blandt andet anført følgende
”Undertegnede anmoder hermed om, at Pressenævnet genoptager behandlingen af sag nr. 2024-09472 med henblik på fornyet vurdering af mediets brug af anonyme kilder.
I nævnets afgørelse (side 102) anføres
” I forhold til Kommunen.dk’s anvendelse af udsagn fra kilder, som optræder anonymt i omtalen, finder nævnet som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt.
Kilders ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelser eller udleveret materiale bør imidlertid give et medie anledning til at være særlig opmærksom på at kontrollere rigtigheden af udtalelser eller materiale fra den anonyme kilde.
”
Det er undertegnedes opfattelse, at nævnet i sin vurdering ikke har forholdt sig til det centrale spørgsmål, nemlig nødvendigheden af anonymisering i den konkrete sag.
Det forhold, at en kilde ønsker at være anonym, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig begrundelse for, at ønsket imødekommes.
Særligt ikke, når anklagerne er omfattende og skader klagers omdømme.
Det anføres i kendelsen side 46, at
” .
.
.
de fleste har ønsket at være anonyme, ifølge eget udsagn af frygt for repressalier fra klager.
”
Denne begrundelse er hverken dokumenteret eller underbygget, som det blev påpeget allerede i klagen (kendelsen side 36)
” Politiken og Kommunen.dk forsvarer i deres besvarelse af klagen den omfattende brug af anonyme kilder med kildernes ’frygt for repressalier fra klager.
’ Dette er en grundløs frygt, som på ingen måde er dokumenteret.
”
Der foreligger ingen dokumentation for, at klager har udøvet eller tidligere har truet med repressalier mod hverken ansatte, tidligere ansatte eller disses pårørende.
Frygten er således blot videreformidlet af mediet uden nogen form for efterprøvning.
Det efterlyses, at Pressenævnet forholder sig til rimeligheden i dette, idet anonymisering unddrager kildens ansvar og umuliggør klagers mulighed for at føre reelt genmæle.
Undertegnede anmoder derfor om, at nævnet genovervejer sin stillingtagen til spørgsmålet om nødvendigheden af anonymisering i den foreliggende sag, og i forlængelse heraf foretager en fornyet vurdering af, om den anvendte anonymisering opfylder kravene til god presseskik.
Det er undertegnedes opfattelse, at spørgsmålet om begrundelse for anonymisering desuden kalder på en principiel stillingtagen hos Pressenævnet.
Der synes således ikke at være afsagt en eneste kendelse i Pressenævnet, hvor nævnet har kritiseret eller underkendt selve begrundelsen for kilders anonymisering.
En påstået, udokumenteret frygt for ”repressalier” er et tilstrækkeligt argument for anonymisering uanset sagens karakter og de medvirkende aktører – også selv om andre kilder i tilsyneladende samme situation står frem med navn i samme sag.
Når medierne således i praksis kan tildele enhver kilde anonymisering uden at dokumentere behovet herfor, må man spørge
1.
Er der tilfælde, hvor kilder ønsker anonymisering, fordi de har til hensigt at lyve?
2.
Er der tilfælde, hvor medier indvilger i anonymisering alene for at sikre sig en kildes medvirken?
3.
Er der tilfælde hvor både punkt 1 og 2 gør sig gældende i samme sag?
Så længe medierne ikke skal dokumentere eller i det mindste sandsynliggøre behovet for anonymisering, så må det konkluderes, at svaret på ovenstående spørgsmål i praksis må være: ”Måske”.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
[Klager] v/[Ejeren] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse af 25. november 2025 i sag nr. 2024-09472, [Klager] v/[Ejeren] mod Kommunen.dk.
Nævnets kendelse af 25. november 2025 er afsagt af Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Søs Lykke Sloth.
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de nævnsmedlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Disse medlemmer træffer derfor også afgørelse i nærværende sag.
Spørgsmålet om genoptagelse
Pressenævnet bemærker generelt, at nævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parterne undskyldeligt forhold.
Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvor der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl.
Pressenævnet fandt ved kendelse af 25. november 2025 i sag nr. 2024-09472, [Klager] v/[Ejeren] mod Kommunen.dk, ikke grundlag for at udtale kritik af Kommunen.dk for tilsidesættelse af god presseskik.
Pressenævnet bemærker i forhold til nævnets afgørelser generelt, at begge parters synspunkter i sagen gengives i kendelsen på baggrund af parternes indsendte skriftlige indlæg i sagen, som nævnsmedlemmerne, der har deltaget i sagens behandling, har fået tilsendt forud for nævnsmødet til brug for forberedelsen af mødet.
Pressenævnet finder, at [Klager] ikke er fremkommet med nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Klagepunktet om Kommunen.dk’s anvendelse af anonyme kilder, som [Klager] har anført i anmodningen om genoptagelse, at nævnet ikke har forholdt sig til, indgår således i nævnets kendelse af 25. november 2025 i sag nr. 2024-09472.
Pressenævnet henviser i den forbindelse til nævnets begrundelse, hvor nævnet på baggrund af en samlet vurdering af klagesagens oplysninger fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere Kommunen.dk for tilsidesættelse af punkt A.
2 om kildekritik i retningslinjer for god presseskik.
Nævnet fremhæver i den forbindelse, at følgende fremgår af kendelsen side 102
”I forhold til Kommunen.dk’s anvendelse af udsagn fra kilder, som optræder anonymt i omtalen, finder nævnet som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt.
Kilders ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelser eller udleveret materiale bør imidlertid give et medie anledning til at være særlig opmærksom på at kontrollere rigtigheden af udtalelser eller materiale fra den anonyme kilde.
Det forhold, at der indgår kilder, som er tidligere medarbejdere hos [Klager], gav Kommunen.dk anledning til at udvise agtpågivenhed over for deres udtalelser, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat.
Kommunen.dk gør således i omtalen opmærksom på, at kilderne til oplysningerne er tidligere medarbejdere, således at læserne har mulighed for at vurdere troværdigheden.
”
Da der heller ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen om genoptagelse.
Behandlingen af sagen genoptages derfor ikke.
Afgjort den 19. december 2025