Legislator Case Law & Legislation
W20251025625 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05246

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 10256 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-05246

KEN#LOKDOK23 2025 10256 Valid

Fyens Stiftstidende får kritik for utilstrækkelig omtale af en frifindelse og for at afvise anonymisering

I artikler bragt i perioden fra april 2024 til januar 2025 omtalte Fyens Stiftstidende en straffesag, hvor en person blev tiltalt og af byretten idømt en fængselsstraf for voldtægt.

Den dømte person blev efterfølgende frifundet i landsretten.

Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist hans anmodning om at bringe omtale af frifindelsen udover som opdatering i en artikel, og at mediet havde afvist hans anmodning om at anonymisere hans navn.

Pressenævnet kritiserede Fyens Stiftstidende for ikke at have bragt omtale af frifindelsen som en selvstændig artikel i den løbende nyhedsstrøm og for ikke at have imødekommet personens anmodning om anonymisering.

KEN#LOKDOK23 2025 10256 Valid

[Klager] ved advokat Morten W.

Kamp har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”’Jeg fortryder’: Politiets teknikere skal undersøge overraskende besked i voldtægtssag” , ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” og ”Landsret afkorter varetægtsfængsling efter puf fra Højesteret” , som blev bragt af Fyens Stiftstidende henholdsvis den 26. april 2024, den 1. juni 2024 og den 31. januar 2025 på fyens.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en frifindelse, og at mediet har afvist hans anmodning om anonymisering.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

Fyens Stiftstidende bragte den 26. april 2024 artiklen ”’Jeg fortryder’: Politiets teknikere skal undersøge overraskende besked i voldtægtssag” på fyens.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”En 23-årig mand er anklaget for voldtægt af en dengang 17-årig pige.

Men da en besked, som angiveligt er fra den 17-årige pige, dukkede op, vendte det hele sagen på hovedet.

Nu er sagen udskudt.

”

Af artiklen fremgår følgende

”[Bynavn A]/[Bynavn B]: Fredag skulle der være faldet dom i en retssag mod en 23-årig mand fra [Bynavn B], der er anklaget for at have tvunget sig til samleje med en dengang 17-årig pige fra [Bynavn A].

I stedet er sagen, der begyndte mandag ved byretten i Svendborg, udskudt indtil videre, mens politiets teknikere leder efter svar på et afgørende spørgsmål.

Ifølge anklageskriftet foregik voldtægten på pigens værelse i morens lejlighed i [Bynavn A] den 23. januar 2023, hvor pigen skulle have forsøgt at sparke og skubbe ham væk, mens han tiltvang sig samleje i flere minutter.

Manden selv berettede på første retsmøde, at pigen gerne ville have sex med ham og selv lagde op til det.

- Jeg prøver at komme ind i skeden, men det lykkes ikke.

Hun fortsætter med at lege med min penis.

Hun gjorde, hvad hun kunne for at få det til at lykkes, sagde manden med hjælp fra sin tolk i retten mandag den 22. april.

Afgørende besked

Samtidig kunne dem 23-årige fremvise en besked, retten først blev bekendt med samme morgen, som retssagen skulle begynde.

Men som ikke desto mindre kan få afgørende betydning for sagens udfald.

Beskeden skulle angiveligt være sendt fra offerets telefon.

”Hej søde, er virkelig ked af det hele.

Fortryder det virkelig og du har ikke gjort noget forkert.

Du skal forstå, at jeg har misforstået hele situationen, og jeg håber, vi kan ses i fremtiden.

” stod der i beskeden fra chatmediet WhatsApp.

Kvindens vidneudsagn foregik for lukkede døre, og derfor fik offentligheden ikke kendskab til, hvordan hun forholdt sig til beskeden, der kunne antyde, at der var tale om en falsk anklage.

Men dommeren kunne efterfølgende fortælle, at hun nægtede at have skrevet den.

Derfor er politiets teknikere lige nu i gang med at finde ud af, hvor beskeden stammer fra, og det betyder, at sagen, som skulle have været afsluttet fredag den 26. april, nu er udskudt.

- Der er gang i tekniske undersøgelser af parternes telefoner.

Der er et uafklaret spørgsmål, om hvor den her besked stammer fra, som politiet via tekniske undersøgelser ser, om de kan komme nærmere, forklarer sagens anklager [Anklageren].

Anklageren fortæller, at der ikke vil gå lang tid, før de tekniske undersøgelser er klar.

Hvornår der så bliver fundet en dato til et nyt retsmøde, kan han ikke sige noget om.

”

Fyens Stiftstidende bragte den 1. juni 2024 artiklen ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” på fyens.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”En besked vendte op og ned på en voldtægtssag og gav politiet ekstra arbejde.

Men efter at have gennemgået over 36.000 beskeder var politiet ikke i tvivl om, at den ikke var skrevet af kvinden selv, og nu er en 24-årig mand blevet dømt.

”

Af artiklen fremgår følgende

”[Bynavn A]: "Hej søde, er virkelig ked af det hele.

Fortryder det virkelig, og du har ikke gjort noget forkert.

Du skal forstå, at jeg har misforstået hele situationen, og jeg håber, vi kan ses i fremtiden."

Sådan lød en WhatsApp-besked, som en forsvarsadvokat kunne hive frem i april, da retssagen mod hans klient, 24-årige [Klager], som indtil for nyligt hed [Klagers tidligere navn], begyndte.

Beskeden endte med at give politiet travlt med en ekstra - og omfattende - efterforskning.

Det var nemlig en væsentlig detalje at få afklaret, hvem der havde sendt den.

For den 24-årige mand fra [Bynavn B] sad tiltalt for voldtægt mod en nu 18-årig kvinde i januar 2023 et sted i [Bynavn A].

Og deres forklaringer om, hvad der skete den dag, adskilte sig markant fra hinanden.

Selv nægtede han sig skyldig og forklarede, at der var tale om frivillig sex, som kvinden endda selv havde lagt op til.

Kvindens forklaring foregik bag lukkede døre, men baseret på andre vidneudsagn stod det klart, at det ikke havde været frivilligt fra hendes side.

Og så var der en anden detalje, oplyser anklager [Anklageren].

- Det er første gang, hun ser beskeden, da vi viser den i retten.

Hun forklarede selv, at hun ikke havde skrevet den og aldrig ville have skrevet 'Hej søde', siger han.

Undersøgte 36.000 beskeder

Sagen blev udsat, og så måtte politiets efterforskere undersøge kvindens telefon for at finde svar.

Den omtalte besked var ikke på telefonen, som efterfølgende har været gendannet.

Men da politiet var færdige med at gennemgå mere end 36.000 beskeder, var man ikke i tvivl om, at kvinden ikke var afsenderen af beskeden.

- Der er cirka 18.000 beskeder, og hun skriver ikke 'Hej søde' en eneste gang, fortæller [Anklageren].

- Jeg er glad for, at vi fik sagen udsat, så vi havde ordentlig tid til at undersøge, hvordan det forholdt sig.

Herunder at undersøge hendes påstand om, at hun normalt ikke skrev ”Hej søde”, så sagen var så godt belyst som muligt, tilføjer han.

24-årige [Klager] ([Klagers tidligere navn]) blev idømt to års fængsel for voldtægten.

Han ankede dommen på stedet, men det ændrede ikke på, at han på trods af at have været på fri fod, mens sagen har stået på, blev taget direkte med i fængsel.

- Det sker ikke så tit.

I dag (torsdag, red. ) sker det, fordi han er frifodsmand og får to års fængsel.

Så er det min opfattelse, at det vil være krænkende for den almene retsfølelse, hvis han bare kan gå rundt i byen.

Det var dommeren enig i.

Udover at skulle to år bag tremmer blev [Klager] ([Klagers tidligere navn]) udvist af Danmark for bestandigt.

”

Fyens Stiftstidende bragte den 31. januar 2025 artiklen ”Landsret afkorter varetægtsfængsling efter puf fra Højesteret” på fyens.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Sag om voldtægt fra Svendborg får en hurtigere afgørelse.

Ung [Nationaliteten] statsborger nægter sig skyldig.

”

Af artiklen fremgår følgende

”Efter en usædvanlig indskærpelse fra Højesteret har Østre Landsret besluttet at fremrykke behandlingen af en voldtægtssag fra Svendborg.

Den tiltaltes forsvarer oplyser, at landsretten netop har besluttet at behandle sagen til marts.

Tidligere havde landsretten besluttet, at sagen skulle afgøres til august.

Advokat Morten Wosylus Kamp bad i december Højesteret om at løslade hans klient, fordi varetægtsfængslingen efter hans opfattelse ville blive alt for langvarig på grund af landsrettens kendelse.

Sådan gik det ikke.

Men dommerne kom i stedet med en meget direkte opfordring til landsretten.

Højesteret fandt det i kendelsen nødvendigt at minde landsretten om, at "det påhviler retten at fremme enhver sag med den fornødne hurtighed."

Desuden bemærkede landets øverste domstol, at retten skal være særligt opmærksom på at fremme sager med varetægtsfængslede mest muligt.

- Man har ikke siddet Højesterets kendelse overhøring, og det betyder en forkortelse af varetægtsfængslingen af min klient, konstaterer advokat Morten Wosylus Kamp om landsrettens nye beslutning.

Her er påmindelsen fra Højesteret [der er indsat et link til Højesterets nyhedstekst med overskriften ”Varetægtsfængsling frem til dom i ankesag var berettiget” bragt den 20. december 2024 på domstol.dk/hoejesteret/aktuelt, Pressenævnet ]

Sagen drejer sig om en ung [Nationaliteten] mand.

Han blev af Retten i Svendborg 30. maj sidste år fundet skyldig i at have voldtaget en pige på 17 år.

Straffen blev fængsel i to år, men han ankede straks til landsretten.

Her skød dommerne sagen helt frem til august 2025 og bestemte samtidig, at den tiltalte skulle være varetægtsfængslet indtil det tidspunkt.

Efter Højesterets usædvanlige indgriben er længden af varetægtsfængslingen nu afkortet betydeligt.

Landsretten plages i øvrigt af et meget stort antal sager.

Ventetiden er øget de senere år.

”

Efter offentliggørelsen

[Klager] ved advokat Morten W.

Kamp skrev efter offentliggørelsen med Fyens Stiftstidende via mail.

Pressenævnet har modtaget kopi af korrespondancen.

Den 21. marts 2025 skrev advokat Morten W.

Kamp følgende til Fyens Stiftstidende

”Kære Krimredaktion,

I har tidligere dækket en voldtægtssag fra [Bynavn A] omfattende (ved flere lejligheder) (se jeres links nedenfor til artiklerne) og blandt hængt klienten ud med navn.

Klienten [Klager] blev g.d. frifundet af en enig Landsret (6-0).

Der kom ikke noget væsentligt anderledes frem under ankesagen, der i det store hele blev afgjort på samme grundlag som i byretten.

Idet I tidligere har hængt ham ud med navn og lavet en detaljeret beskrivelse skal jeg høfligst henstille til, at I deklarerer, at vedkommende er uskyldig og evt.

fjerner hans navn fra den tidligere artikel og fremtidige artikler, idet det er til stor gene af blive forbundet i offentligheden med lovovertrædelser, man ikke har begået.

Navnlig lovovertrædelse af den i sagen omhandlede karakter.

[Link A]

[Link B]

[Link C]

Med venlig hilsen

Morten W.

Kamp

Advokat (H)”

Den 22. april 2025 svarede Fyens Stiftstidende følgende til advokat Morten W.

Kamp

”Kære Morten

Tak for din henvendelse, som jeg skal undskylde, vi ikke har fået fulgt godt nok op på i første omgang.

Det skyldes en ærgerlig intern misforståelse.

Ifølge Fyens Stiftstidendes etiske retningslinjer opdaterer vi nemlig de artikler, hvor vi har nævnt navn, hvis en højere instans frikender.

Her er ordlyden i reglerne helt præcist

Vi bringer navn og alder på dømte, når dommen er på mindst et års ubetinget fængsel eller forvaring.

Vi bringer desuden navn på tiltalte inden straffens udmåling, når vedkommende kendes skyldig efter en paragraf i straffeloven, hvor straffen som minimum er et års fængsel eller mere.

Vi nævner navn efter dom ved første instans.

Hvis en højere instans nedsætter straffen til under ét års ubetinget fængsel eller frikender den tiltalte, nævner vi i omtalen ikke navnet på den dømte eller den frifundne.

Vi opdaterer tidligere artikler om samme sag med, hvad straffen er nedsat til eller, at der er sket en frifindelse, men vi fjerner ikke navne i artiklerne om dommen fra første instans, da betingelserne for at nævne navn på det tidspunkt var opfyldt.

Jeg har derfor opdateret artiklen "[Link A]” , hvor vi nævner navn.

Her har jeg skrevet, at han er frikendt, men jeg sletter ikke navnet, jft.

reglerne.

I de andre artikler nævner vi ikke navn, så derfor opdaterer jeg ikke dem.

Giv mig gerne et kald, hvis du vil vende sagen yderligere.

Mange hilsner

[Nyhedschefen]

Nyhedschef, Fyens Stiftstidende / Fyens.dk”

Fyens Stiftstidende indsatte herefter den 22. april 2025 følgende opdatering i artiklen ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” øverst ved artiklens brødtekst fremhævet med kursiv

”Opdatering 22. april 2025 klokken 13.01: Siden denne artikel blev skrevet, er den omtalte 24-årige mand blevet frikendt i landsretten.

Ifølge Fyens Stiftstidendes presseetiske retningslinjer skriver vi navn efter dom i første instans, hvis dommen er over ét års ubetinget fængsel - men vi fjerner ikke navn, selv hvis en højere instans frikender den tiltalte, da betingelserne for at nævne navn på det tidspunkt var opfyldt.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 22. april 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet

”Klienten ønsker, at klage til både Fyens Stiftstidende of Pressenævnet over, at fyens.dk endnu ikke har renset hans navn, idet Østre Landsret har fastslået, at han ikke er skyldig, da han er blevet frifundet af en enig Landsret.

Klienten ønsker ikke at stille op til interview med avisen.

Hvis man søger på hans navn på fyens.dk, står han med navns nævnelse som skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216.

Sagen har været dækket omfattende af fyens.dk.

Ydermere klages over den måde som det er blevet annonceret på, at klienten ikke er voldtægtsforbryder, idet gengivelsen af den frifindende nyhed på ingen måde tilsvarer den omfattende dækning sagen fik i mediet forud for landsrettens afgørelse.

Sagen var dækket med flere artikler, medens nyheden om, at han er uskyldig alene er sket i en berigtigelse.

Klienten er uforstående over fremgangsmåden og at han som frifundet person skal stå nævnt som dømt for voldtægt i en omfattende artikel på fyens.dk med navns nævnelse, men at det alene med fire linjer i kursiv øverst i den tidligere artikel fremgår at han rent faktisk var uskyldig, jf. landsrettens dom.

”

[Klager] har afsluttende anført blandt andet

”I forhold til det anførte af Fyens Stiftstidende, skal jeg supplerende anføre, at opdateringen af artiklen er en særdeles sparsom kundgørelse af at udfaldet af sagen er fuldstændig ændret.

Det ændrede udfald er ej heller fulgt op af et genopslag i en særskilt artikel, som læserne vil have incitament til at klikke på for at holde sig opdateret.

Dvs. der er ikke et incitament for de borgere der har fulgt med i sagen til på ny at opdatere sig om forløbet, herunder få viden om at den tiltalte var uskyldig, jf. Vestre Landsrets afgørelse i sagen.

Klienten har i stedet fået en uønsket dækning, hvor han i al fremtid er nævnt med tilknytning til en sag, hvori han er uskyldig.

Men for læserne, der har fulgt med, da sagen blev aktivt dækket vil han blive husket som skyldig.

Og dem, der senere googler hans navn, vil på nettet se at han er knyttet sammen med en sag i en sagskategori, som samfundet i almindelig ikke ser med milde øjne på.

Det vil sige at den blotte sammenkobling mellem ham og sagen har en skadelig effekt på klienten personligt og måske også erhvervsmæssigt.

Behovet for at lade hans navn fremgå af de gamle artikler fremadrettet er svær at få øje på, ligesom den manglende opfølgning om ankesagens udfald (udover en sparsom notits/berigtigelse med kursiv øverst i den gamle artikel) ikke i tilstrækkelig eller tilfredsstillinede grad renser klientens navn.

Navnet bør derfor slettes og opfølgningen på sagen burde have et mere passende omfang svarende til den tidligere dækning.

”

2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter

Fyens Stiftstidende har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet

”Morten W.

Kamp fremfører to påstande i sin klage

Jeg vil herunder svare på påstandene én efter én.

Påstand 1: Manglende berigtigelse

Morten W.

Kamp klager over, at Fyens Stiftstidende ikke har ”renset klientens navn” efter Østre Landsret frifindelse.

Fyens Stiftstidende afviser påstanden.

Afsnit C6 i Retningslinjer for God Presseskik kræver, at ”Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes”.

Dette sikrer Fyens Stiftstidendes med sine egne etiske retningslinjer https://fyens.dk/forside/presseetiske-regler-for-jysk-fynske-medier.

Her angives, at ” Vi bringer navn og alder på dømte, når dommen er på mindst et års ubetinget fængsel eller forvaring.

Vi bringer desuden navn på tiltalte inden straffens udmåling, når vedkommende kendes skyldig efter en paragraf i straffeloven, hvor straffen som minimum er et års fængsel eller mere.

Vi nævner navn efter dom ved første instans.

Hvis en højere instans nedsætter straffen til under ét års ubetinget fængsel eller frikender den tiltalte, nævner vi i omtalen ikke navnet på den dømte eller den frifundne.

Vi opdaterer tidligere artikler om samme sag med, hvad straffen er nedsat til eller, at der er sket en frifindelse, men vi fjerner ikke navne i artiklerne om dommen fra første instans, da betingelserne for at nævne navn på det tidspunkt var opfyldt.

”

Den tiltalte blev i byretten i juni idømt to års ubetinget fængsel og blev derudover udvist af Danmark.

Dermed var kriteriet for at nævne navn opfyldt i første omgang.

Fyens Stiftstidende modtager første gang en henvendelse fra Morten W.

Kamp den 21. marts, hvori han meddeler, at den tiltalte siden er blevet frifundet i Østre Landsret.

Morten W.

Kamp bliver meddelt, at sagen bliver sendt videre til den relevante redaktør.

På grund af en intern misforståelse bliver artiklen, hvor den dømte, nu frifundnes navn fremgår, imidlertid ikke opdateret med oplysning om, at der i landsretten er sket frifindelse, sådan som Fyens Stiftstidendes retningslinjer ellers foreskriver.

Da Morten W.

Kamp henvender sig anden gang en måned senere, bliver artiklen imidlertid opdateret samme dag, hvorefter Morten W.

Kamp modtager en undskyldning.

Morten W.

Kamp argumenterer samtidig for, at dækningen op til frifindelsen har været ”omfattende”, og at opdateringen således ikke står mål med det.

Fyens Stiftstidende opdaterer ifølge egne retningslinjer kun artikler vedr.

sagen, hvori navnet er nævnt.

I dette tilfælde gælder det kun artiklen om domsfældelsen i byretten ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel”.

I alle øvrige artikler forud for dommen i byretten er navnet ikke nævnt, og derfor opdatere Fyens Stiftstidende ikke disse.

Dækningen af sagen er derudover hverken i sin omtale eller omfang usædvanlig i forhold til andre retssager af lignende karakter, som Fyens Stiftstidende dækker.

Omfanget af omtalen af frifindelsen må desuden ligge inden for det almindelige princip om redigeringsret.

Påstand 2: Ønske om anonymisering

Anden påstand i Morten W.

Kamps klage omhandler manglende anonymisering.

Fyens Stiftstidende afviser påstanden helt.

Jævnført de føromtalte presseetiske retningslinjer nævner Fyens Stiftstidende navn efter dom i første instans, hvor dommen lyder på over ét års ubetinget fængsel.

Jævnfør samme retningslinjer fjerner Fyens Stiftstidende ikke navn i artikler om domme fra første instans, selvom der senere sker frifindelse, da betingelserne for at nævne navn på det tidspunkt var opfyldt.

Dog opdaterer Fyens Stiftstidende artiklen med oplysning om frifindelse.

Det er tilfældet i denne sag, hvorfor artiklen, hvori navnet nævnes, bliver opdateret.

Dette blev Morten W.

Kamps meddelt skriftligt i svaret på hans anden henvendelse til redaktionen.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Klagefrist

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over overtrædelse af god presseskik kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet.

I begge tilfælde er klagefristen 12 uger efter offentliggørelsen.

Der er efter medieansvarsloven ikke hjemmel til at dispensere fra klagefristen.

En anmodning om sletning, afindeksering eller anonymisering skal i første omgang indgives til mediet.

En anmodning om sletning, afindeksering eller anonymisering af en artikel i medfør af punkt D.

1 i de presseetiske retningslinjer kan rettes til mediet også efter udløbet af den lovbestemte klagefrist.

I en situation som den foreliggende, hvor klagen – udover Fyens Stiftstidendes afvisning af [Klager]s anmodning om anonymisering – også vedrører et ikke-offentliggjort forhold, må klagefristen på 12 uger regnes fra det tidspunkt, hvor den handlemåde, som klagen vedrører, har manifesteret sig.

[Klager] blev den 30. maj 2024 ved Retten i Svendborg idømt en ubetinget fængselsstraf på to år for voldtægt efter straffelovens § 216, jf. til dels § 225, og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Østre Landsret frifandt ved ankedom afsagt den 20. marts 2025 [Klager] for voldtægt.

Fyens Stiftstidende blev informeret om frifindelsen ved [Klager]s advokats mail af 21. marts 2025 til redaktionen, hvor han anmodede redaktionen om at bringe omtale af frifindelsen og samtidig anmodede om anonymisering af artiklen ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” bragt den 1. juni 2024 på fyens.dk.

Fyens Stiftstidende afviste den 22. april 2025 [Klager]s anmodning.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 22. april 2025, hvilket er inden for fristen på 12 uger efter Fyens Stiftstidendes svar af samme dato.

Pressenævnet realitetsbehandler derfor klagen.

God presseskik

Retsreportage – noninformation

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en frifindelse.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at Østre Landsret ved ankedom afsagt den 20. marts 2025 frifandt ham for voldtægt.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at en omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse, jf. punkt C.

3.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Det er Pressenævnets opfattelse, at kravet om mediets referat af straffesagers afslutning også gælder i de tilfælde, hvor en politianmeldt, sigtet eller tiltalt er anonymiseret i retsreportagen.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 30. maj 2024 ved Retten i Svendborg blev idømt en ubetinget fængselsstraf på to år for voldtægt efter straffelovens § 216, jf. til dels § 225, og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Nævnet lægger endvidere til grund, at Østre Landsret ved ankedom afsagt den 20. marts 2025 frifandt [Klager] for voldtægt.

Artiklen ”’Jeg fortryder’: Politiets teknikere skal undersøge overraskende besked i voldtægtssag” omhandler tiltalen mod [Klager], hvor han i artiklen er omtalt som ”en 23-årig mand fra [Bynavn B]”.

Artiklerne ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” og ”Landsret afkorter varetægtsfængsling efter puf fra Højesteret” indeholder omtale af henholdsvis Retten i Svendborgs dom mod [Klager] og Østre Landsrets beslutning om at fremrykke behandlingen af ankesagen.

I førstnævnte artikel er [Klager] omtalt med sit fulde navn [Klager] og tidligere navn [Klagers tidligere navn], og i den efterfølgende artikel er han alene omtalt som ”en ung [Nationaliteten] mand”.

Efter henvendelse fra [Klager]s advokat Morten W.

Kamp til Fyens Stiftstidendes redaktion den 21. marts 2025, indsatte Fyens Stiftstidende den 22. april 2025 følgende opdatering i artiklen ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” øverst ved artiklens brødtekst fremhævet med kursiv

”Opdatering 22. april 2025 klokken 13.01: Siden denne artikel blev skrevet, er den omtalte 24-årige mand blevet frikendt i landsretten.

Ifølge Fyens Stiftstidendes presseetiske retningslinjer skriver vi navn efter dom i første instans, hvis dommen er over ét års ubetinget fængsel - men vi fjerner ikke navn, selv hvis en højere instans frikender den tiltalte, da betingelserne for at nævne navn på det tidspunkt var opfyldt.

”

Pressenævnet finder, at Fyens Stiftstidende var presseetisk forpligtet til at bringe omtale af frifindelsen.

Under hensyn til, at Fyens Stiftstidende har bragt en række artikler af tiltalen og dommen mod [Klager], er det nævnets vurdering, at Fyens Stiftstidendes opdatering i artiklen ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” ikke kan anses for tilstrækkelig.

Omtalen af sagens afslutning blev ikke bragt som en selvstændig artikel i den løbende nyhedsstrøm.

Læsere af de oprindelige artikler kan ikke forventes på ny at klikke ind på denne artikel og på den måde blive gjort bekendt med sagens afslutning.

Disse læsere har således ikke fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksom på sagens afslutning, som derfor burde have været bragt særskilt på fyens.dk som en nyhed i den løbende nyhedsstrøm.

På denne baggrund udtaler Pressenævnet kritik af Fyens Stiftstidende for at have afvist at bringe tilstrækkelig omtale af frifindelsen.

Anonymisering – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist hans anmodning om at anonymisere hans navn i artiklen ”Ordene ’Hej søde’ afgjorde alt i voldtægtssag: 24-årig blev dømt og taget direkte med i fængsel” .

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen indeholder omtale af en straffesag, hvor [Klager] blev idømt fængsel for voldtægt.

Fyens Stiftstidende har i artiklen også angivet [Klager]s tidligere navn [Klagers tidligere navn].

Artiklen er den 22. april 2025 opdateret med oplysninger om, at han er blevet frikendt i landsretten.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 30. maj 2024 ved Retten i Svendborg blev idømt en ubetinget fængselsstraf på to år for voldtægt efter straffelovens § 216, jf. til dels § 225, og udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Nævnet lægger endvidere til grund, at Østre Landsret ved ankedom afsagt den 20. marts 2025 frifandt [Klager] for voldtægt.

Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2024 på fyens.dk med omtale af domfældelsen af [Klager] indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].

Pressenævnet finder efter en samlet vurdering, at det ville være rimeligt at hindre tilgængeligheden af artiklen ved at foretage anonymisering af [Klager]s navn.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [Klager] ved ankesagen i Østre Landsret ved dom af 20. marts 2025 er frifundet i den byretssag, der er omtalt i den påklagede artikel, som blev bragt i 2024.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [Klager] ikke indtog en særlig betroet eller fremtrædende stilling i samfundet, og at han ikke er en offentlig person.

Det forhold, at Fyens Stiftstidende måtte have fulgt sine egne interne etiske retningslinjer i relation til vurderingen om en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales efter punkt C.

6 i retningslinjer for god presseskik, kan efter nævnets opfattelse i det foreliggende tilfælde ikke føre til en anden vurdering.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at det forhold, at et medie måtte have fulgt sine egne interne etiske retningslinjer i relation til, hvilke sager der omtales under retsreportagen, ikke er ensbetydende med, at mediet ikke konkret skal forholde sig til, hvorvidt der er grundlag for at hindre tilgængeligheden efter punkt D.

1 i retningslinjer for god presseskik.

Pressenævnet finder derfor anledning til at udtale kritik af Fyens Stiftstidende for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om anonymisering af artiklen.

Afgjort den 16. december 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →