Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-00716
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-00716
DR får ikke kritik for at afvise sletning og anonymisering
DR bragte i januar 2024 en artikel om, at der havde været uroligheder i forbindelse med demonstration.
Af artiklen fremgik også en video fra demonstrationen, som viste noget postyr mellem nogle demonstranter, hvor en person hev et skilt ud af hænderne på en anden demonstrant.
Personen, der havde taget skiltet fra den anden person, klagede herefter til Pressenævnet over, at DR havde afvist at anonymisere eller slette artiklen, hvori videoen indgik.
Nævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at kritisere DR for at afvise at slette eller anonymisere artiklen.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at optagelserne var fra en offentlig demonstration, og at det, der blev vist på optagelsen, ikke var af en sådan karakter, at det kunne anses for særligt belastende eller krænkende for klager.
Endelig lagde nævnet vægt på, at klager offentligt havde tilkendegivet i et debatindlæg med ham som afsender, at han var den person, der ses tage skiltet fra en anden demonstrant i videooptagelsen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at DR har afvist at slette eller anonymisere artiklen ” Uro ved Gaza-demonstration vækker harme hos minister: 'Vi burde kunne være enige om at bekæmpe Hamas' ” bragt den 8. januar 2024 på dr.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
DR bragte den 8. januar 2024 artiklen ” Uro ved Gaza-demonstration vækker harme hos minister: 'Vi burde kunne være enige om at bekæmpe Hamas' ” på dr.dk under sektionen Politik.
Af artiklens underrubrik fremgår
”Skiltet med teksten "Befri Palæstina fra Hamas" blev flået ud af hænderne på demonstrant.
Uforståeligt, mener minister.
”
Der er i artiklen indsat et billede af demonstranter med palæstinensiske flag foran [Bydelen] Rådhus.
Af billedteksten fremgår: ”Søndagens demonstration for våbenhvile i Gaza fyldte de [Bynavnens] gader, men ikke alle budskaber var velkomne.
”
Af artiklen fremgår
”En video fra gårsdagens propalæstinensiske demonstration med flere tusinde mennesker i [Bynavn] har fået kirkeminister [Kirkeministeren] fra [Parti A] op af stolen.
Budskabet "Befri Palæstina fra Hamas" på et skilt, hvis bagside bærer ordene: "Hamas = Terrorister" bliver flået ud af hænderne på debattør [Debattøren] og trampet på, inden videooptagelsen stopper.
Selv fortæller [Debattøren], hvordan hun, hendes mand og deres ven blev skubbet til og slået af andre demonstranter, fordi de havde medbragt det Hamas-kritiske skilt til demonstrationen for våbenhvile i krigen i Gaza.
- Hamas begik et forfærdeligt, bestialsk terrorangreb i oktober sidste år, og naturligvis bliver man nødt til at tage afstand fra det, hvis man demonstrerer for fred, siger [Kirkeministeren] og henviser til massakren i det sydlige Israel, som kostede cirka 1.200 mennesker livet.
På nuværende tidspunkt er over 20.000 mennesker blevet dræbt i krigen i Gaza.
[Kirkeministeren] er komplet uforstående overfor, at skiltet skabte sådan uro blandt demonstranterne.
- Jeg synes, det er underligt, at man i en fredsdemonstration ikke har plads til at tage afstand til Hamas, lyder det fra ministeren.
Læs også: Kæmpe pro-palæstinensisk demonstration kræver øjeblikkelig våbenhvile i Gaza [Teksten udgør et link til en artikel med samme titel bragt den 7. januar 2024 på dr.dk, Pressenævnet ]
Jødehad er en politisk opgave
Optagelsen af optrinnet kan ses i videoen nedenfor, og her kan man høre, at manden, der tager skiltet fra [Debattøren], siger
- Man skal ikke sidde og skrive sådan noget lort, mand.
”
Der er i artiklen indsat en video, der viser postyr mellem nogle demonstranter.
Af videoen fremgår optagelser, hvor en person [Klager] ses tage et skilt med teksten "Befri Palæstina for Hamas" fra en kvinde [[Debattøren]].
Det fremgår af andre fotos i den påklagede artikel, at der på den anden side af samme skilt står teksten: "Palæstina ≠ Hamas = Terrorister!
".
En mand [Klager] kommer ind i billedet og tager skiltet ud af hænderne på kvinden.
Herefter opstår uenighed og tumult mellem manden og forskellige tilstedeværende.
Af videoen kan man høre følgende ordudveksling
” Kvinde [[Debattøren]]: "Hallo, det er mit skilt".
Klager: "Slip", da han bliver taget i armene af folkene, der viste skiltet frem.
Kvinde [[Debattøren]]: "Hallo, hallo".
En person [uklart hvem]: "Hey.
Skal vi tage dit skilt?
"
Klager: "Værsgo.
Hvad vil du gøre ved det?
Hvorfor kommer du til demonstration?
Hvorfor skriver du det?
Lad være med at røre ved mig".
Gentager lad være
med at røre ved mig.
Han filmes tæt på.
Ny mand [angiveligt ham der filmer]: "Det er dig, der truer folk."
Klager: Man skal ikke sidde og skrive sådan noget lort".
Mand [angiveligt ham der filmer]: "Noget lort.
Så du mener ikke, at Hamas
er en terrororganisation?
".
Ny kvinde afbryder [angiveligt arrangør]: "Lad være med at stå og opildne
til noget.
.
."
Kvinde [[Debattøren]]: "Arrangørerne siger, at vi ikke er velkomne".
Det gentages.
Mand [angiveligt ham der filmer]: "Vi går bare med et skilt.
Det er stille og
roligt."
Kvinde [angiveligt arrangør]: "Det er ikke for jer i dag.
Det er for palæstinenserne.
Det er for våbenhvilen."
Mand [angiveligt ham der filmer]: "Jamen, vi er her da også for palæstinenserne".
Kvinde [angiveligt arrangør]: "Jamen, hvad er det, du kommer og skriver?
"
Mand [angiveligt ham der filmer]: "Vi kommer med et skilt, hvor der står,
Befri Palæstina fra Hamas.
Går du ind for Hamas?
"
Kvinde [angiveligt arrangør]: "Jeg har ikke tænkt mig at stå og svare på
dine dumme spørgsmål."
Mand [angiveligt ham der filmer]: "Nå nej.
Jeg tænker nok, at jeg ikke får
nogen svar".
I baggrunden råber kvinde [[Debattøren]]: "Må jeg få mit skilt?
"
Klager: "Lav et nyt skilt".
Han gentager det.
Der er tumult og anklager om, at nogen har skubbet til hinanden, og mand
[angiveligt Klager] bliver bedt om at gå – uvist hvem der siger det.
Klager : "Hvad laver I, hvis I ikke er en del af den her demonstration?
" Hans
ansigt ses.
Mand [angiveligt ham der filmer]: "Jamen det er vi da.
Vi er da lige så kede af.
.
."
Der opstår i videoen ny tumult, og nogle taler om, at en har forsøgt at tage en andens telefon.
En person siger, at der ikke skal filmes på stedet.
Af artiklen fremgår videre
”Og episoden vidner om en holdning, der bekymrer kirkeminister [Kirkeministeren].
- Hamas er en antisemitistisk, jødehadende terrororganisation, og vi burde da være enige om, at den skal bekæmpes, siger han.
Både EU og USA har listet Hamas på deres terrorlister, men det vidner om en helt anden holdning, at der ikke er plads til [Debattøren]s skilt ved en demonstration for fred, våbenhvile og humanitær hjælp.
- Det viser mig, at vi har en stor opgave med at sikre, at vi har de rette redskaber til at bekæmpe antisemitisme i Danmark, siger [Kirkeministeren].
Den udmelding fra ministeren glæder [Debattøren], der mener, at der skal være plads til at sige, hvad man vil - også om Hamas.
- Intolerancen skal bekæmpes, og det er også et politisk ansvar, siger hun.
- Vi bliver nødt til at slå ned på det, når Hamas' gerninger bliver billiget og legitimeret, ellers fortsætter det bare.
Da DR taler med [Debattøren] har hun ikke meldt episoden ved demonstrationen til politiet.
Demonstrationen, som fyldte de [Bynavnens] gader med budskabet om våbenhvile, var arrangeret af solidaritetsnetværket [Organisationen] og mere end 70 andre organisationer.
Flere lokalafdelinger af Enhedslisten, SF og Mellemfolkeligt Samvirke anbefalede officielt demonstrationen.
”
Der er i artiklen indsat et billede af en kvinde og en mand.
Kvinden holder et skilt i hånden med teksten ”Befri Palæstina fra Hamas”.
Af billedteksten fremgår: ”[Debattøren] var - ligesom tusindvis af andre - mødt op til demonstrationen for våbenhvile i Gaza med sin mand og en ven med det Hamas-kritiske skilt.
”
Af artiklen fremgår videre
” Stramme retningslinjer
Men [Person A], som er talsmand for [Organisationen], mener ikke, at budskabet om et Palæstina fri fra Hamas hørte til.
Det siger han i P1 Morgen.
- Jeg tager ikke afstand fra, at skiltet er blevet hevet ned.
Jeg tager afstand fra, hvis de er blevet udsat for vold, men jeg sætter spørgsmålstegn ved det, siger [Person A].
Hvorfor må man ikke have et skilt, hvor der står "Befri Palæstina fra Hamas" og på bagsiden: "Hamas er terrorister"?
- Det er fordi, vi er gået på gaden med fire konkrete krav: Øjeblikkelig våbenhvile, øjeblikkelig humanitær hjælp til Gaza, stop af blokaden af Gaza og fangeudveksling.
Det her budskab handler ikke om noget af vores demonstrationsgrundlag.
[Person A] påpeger, at [Debattøren] ikke fulgte de udmeldte retningslinjer om ikke at medbringe andre flag end det palæstinensiske og heller ikke andre symboler, bannere og flyers fra politiske partier eller religiøse organisationer.
Inden episoden var hun blevet bedt om at forlade demonstrationen, fortæller han.
Hvordan det Hamas-kritiske skilt forbryder sig imod retningslinjerne, vil han ikke uddybe.
Bakker du op om Hamas?
- Jeg går ikke med på den her præmis.
Jeg nægter at gå ind i den her diskussion, siger han til P1 Morgen.
[Klager]s rettede senest den 15. januar 2025 henvendelse til DR, som den 31. januar 2025 afviste at hindre tilgængeligheden af artiklen.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 31. januar 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager]s har i klagen til Pressenævnet anført
”Jeg ønsker at klage over DR’s manglende sløring af mit ansigt i en artikel de har bragt.
De har afvist at sløre mig ansigt i deres artikel, hvilket ellers alle de andre aviser har valgt at gøre.
Desuden så har DR intet med optagelsen at gøre, som de skriver.
Den er filmet af [Debattøren] og som har bragt den i nyhederne.
Alle andre aviser har sløret mig ansigt men ikke DR1, hvilket jeg ser som brug på persondataloven.
Jeg er filmet på offentlig sted, men af en privatperson, og denne person må ikke dele mit ansigt på sociale medier eller lign.
uden mit samtykke.
”
2.2 DRs synspunkter
DR har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet
”Klager gør gældende, at han ønsker at blive sløret i Videoen eller at Artiklen fjernes.
I sin oprindelige klage til DR efter publiceringen, jf. ovenfor, gjorde Klager gældende, at han ikke har givet samtykke til at blive filmet, at flere har henvendt sig til ham via sociale medier og har "chikaneret" ham, og at andre medier har sløret hans ansigt i Videoen, som flere medier ifølge Klager har bragt.
[DR har i udtalelsen til Pressenævnet indsat klagers første anmodning om sletning og anonymisering af den 15. januar 2024, hvor DR afviste klagers anmodning, Pressenævnet.
]
DR afviser at have handlet i strid med punkt D.
1 i retningslinjer for god presseskik ved ikke at have imødekommet Klagers anmodning om sløring af ham i Videoen eller sletning af Artiklen.
Det er således DR's opfattelse, at betingelserne efter punkt D.
1 ikke er opfyldt.
Det følger af Pressenævnets praksis, at muligheden for at meddele mediet kritik for
ikke at imødekomme en anmodning om anonymisering, afindeksering og afpublicering efter pkt. D.
1 i retningslinjer for god presseskik som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er private eller følsomme, og som er særligt belastende for den person, der er omtalt, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt.
DR bemærker, at der er tale om optagelser fra offentligt/frit tilgængeligt sted, hvor
Klager selv valgte at deltage i demonstrationen og udøve de viste handlinger i fuld offentlighed.
Det forhold, at DR med Videoen har dokumenteret, at Klager var til stede ved en demonstration, er efter DR's opfattelse ikke i sig selv følsomt eller personligt i en sådan grad, at oplysningen herom kan anses for at være særligt belastende for Klager.
Dette understøttes af Pressenævnets kendelse af 15. marts 2022 i sag 2021-80-0744, hvor Pressenævnet vurderede, at omtalen af en klagers korte engagement i en politisk bevægelse samt deltagelse i flere offentlige demonstrationer ikke kunne anses for at være særligt belastende for klageren.
Det forhold, at Klager på Videoen indgår i en konflikt til demonstrationen, kan efter
DR's opfattelse ikke ændre herpå.
Pressenævnet har i kendelse af 21. marts 2023 i
sag 2022-80-0912, konkluderet, at en demonstrants konflikt med andre tilstedeværende ved en demonstration ikke var en sådan karakter, at det kunne anses for særligt krænkende for klageren, at TV2 Kosmopol viste det i en video, der var indlejret i en artikel om den pågældende demonstrations forløb, og Pressenævnet vurderede derfor, at det ikke var i strid med retningslinjer for god presseskik at offentliggøre videoen.
Det er DR's opfattelse, at konflikten, der beskrives i Artiklen og dokumenteres i Videoen, heller ikke er af en karakter, som kan anses for særligt belastende for Klager.
Der var tale om dækning af en nyhedshistorie, og det har offentlig interesse at fortælle og vise, hvordan demonstrationen forløb.
Den konflikt, som Klager havde med andre tilstedeværende, var ikke så voldsom, at DR's brug af Videoen i usløret form eller omtalen af konflikten i Artiklen kan anses for at være så krænkende eller belastende for Klager, at DR skal sløre Klager på Videoen eller slette Artiklen.
DR har ikke i Artiklen eller Videoen oplyst Klagers navn.
Det bemærkes i den forbindelse, at Pressenævnet tidligere har lagt vægt på det forhold, at en person, der var afbilledet sammen med andre i forbindelse med en artikel (hvor den pågældendes navn var nævnt) ikke var navngivet på selve billedet, og at det derfor kun var personer, der allerede kendte klageren, som ville kunne identificere ham på billedet.
Der henvises til Pressenævnets kendelse af 23. august 2022 i sag 2022-80-0851.
Klager har til gengæld selv offentligt sat sit navn i forbindelse med Artiklen og Videoen, idet Klager den 19. januar 2024 i debatindlæg på politiken.dk under overskriften " Demonstrant: Det var mig, der fjernede skiltet til demonstrationen.
Jeg har brug for at forklare mig " oplyste, at det er ham, der fremgår af Videoen i Artiklen.
Debatindlægget på politiken.dk er indrykket under Klagers navn.
En sløring af Videoen vil således ikke betyde, at Klager reelt bliver anonymiseret, eller at man ikke kan se, hvordan Klager indgår i konflikten til demonstrationen, idet Klager på baggrund af oplysningerne i Artiklen om demonstrationen og de oplysninger, som Klager selv giver i debatindlægget på politiken.dk om sin medvirken på Videoen, fortsat ville være identificerbar.
Det er således DR's opfattelse, at en sløring ikke ville hindre adgangen til oplysningen om, at det er Klager, der medvirker på Videoen, fordi han selv andetsteds har offentliggjort oplysningen om, at det er ham, der medvirker på Videoen.
Derudover savner det mening, når Klager hævder, at den uslørede Video er særligt belastende for Klager, når han selv har tilkendegivet offentligt, at det er ham, der fremgår af Videoen.
Videoen og Artiklen omhandler en uenighed, der er indbyrdes mellem propalæstinensiske støtter i Danmark i forhold til Hamas.
Artiklen og Videoen har derfor utvivlsomt stadig offentlig interesse.
Dertil kommer, at Artiklen kun er lidt over ét år gammel og derfor fortsat har relevans for forståelsen af den aktuelle konflikt i Gaza og Israel.
DR bemærker, at der var tale om en demonstration på offentlig vej, hvor fotografer var til stede, og hvor de tilstedeværende måtte kunne forvente, at demonstrationen ville blive omtalt i pressen, herunder med billeddokumentation.
DR gør i den forbindelse gældende, at det ikke har betydning for sagen, at den omtalte Video ikke er optaget af DR.
DR gav desuden Klager mulighed for at komme til orde i forbindelse med publiceringen af Artiklen, som det fremgår af redaktionssvaret af 24. januar 2024.
Selvom Klager afslog, og Klagers synspunkt derfor ikke indgår i Artiklen, bør det tillægges betydning i vurderingen, og det taler efter DR's opfattelse for, at Artiklen ikke skal anonymiseres.
På baggrund af ovenstående, er det samlet set DR's opfattelse, at det er i overensstemmelse med retningslinjer for god presseskik, at DR ikke har imødekommet Klagers anmodning om, at DR slører Klager i Videoen eller afpublicerer Artiklen.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik.
Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, henhører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence.
God presseskik
Sletning og anonymisering – punkt D.
1
[Klager] har klaget over, at DR har afvist at slette eller anonymisere den påklagede artikel.
Generelt om punkt D.
1
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.
Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.
1.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.
1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen indeholder omtale af en konflikt ved en offentlig propalæstinensisk demonstration i [Bynavn] den 7. januar 2024.
I artiklen indgår et videoklip, hvor [Klager] blandt andet ses tage et skilt fra en anden deltager ved demonstrationen.
Efter en samlet vurdering finder Pressenævnet, at der ikke foreligger tilstrækkeligt tungtvejende grunde til, at DR burde have imødekommet [Klager]s anmodning om at slette artiklen eller anonymisere ham i artiklen.
Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at artiklen indeholder omtale af et emne, som har væsentlig offentlig interesse, at videoen er optaget til en offentlig demonstration og indgår i omtalen af uroligheder ved denne offentlige demonstration.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det, der vises på optagelsen, ikke har været af en sådan karakter, at det kan anses for særligt belastende eller krænkende for [Klager] at vise den.
Endelig har nævnet lagt vægt på, at [Klager] offentligt har tilkendegivet i et debatindlæg med ham som afsender, at han er den person, der tager skiltet fra en anden demonstrant i videooptagelsen.
Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere DR for at afvise at slette artiklen eller anonymisere [Klager] i artiklen.
Afgjort den 16. december 2025