Legislator Case Law & Legislation
W20251019625 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-03047

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 10196 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-03047

KEN#LOKDOK23 2025 10196 Valid

Ekstra Bladet får kritik for ikke at anonymisere person i artikel fra 2011

En person klagede til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet havde afvist at slette eller anonymisere to artikler bragt i henholdsvis 2011 og 2013, hvor personen blev omtalt i sammenhæng med en navngiven person, der havde udsat hende for identitetstyveri.

Efter det oplyste havde Personen efter offentliggørelserne fået navne- og adressebeskyttelse.

Nævnet udtalte kritik af Ekstra Bladet for ikke at anonymisere personen i artiklen fra 2011, men fandt ikke grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for ikke at slette artiklen.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere at Ekstra Bladet havde afvist at slette og anonymisere artiklen fra 2013.

KEN#LOKDOK23 2025 10196 Valid

[Klager] ved [Person 1] har klaget til Pressenævnet over, at Ekstra Bladet har afvist hendes anmodning om at slette eller anonymisere artiklerne ” Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] ” og ” [Person 2] politianmeldt af konkurrent ”, bragt henholdsvis den 13. december 2011 og 30. januar 2013, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Påklagede artikler

Ekstra Bladet bragte den 13. december 2011 artiklen ” Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] ” på ekstrabladet.dk under bjælken ”DANSKE KENDTE”.

Artiklen har følgende underrubrik

”Storsvindleren [Person 3] gir’ den gas som [Stillingsbetegnelse] med en af deltagerne i [Programtitel]”

Der er i artiklen indsat et billede af [Person 3] sminket som Jokeren, der ses læne sit hoved ind over [Klager]s skulder.

[Klager] fremgår fra mund til kraveben.

Af billedteksten fremgår: ”[Person 4] har skudt storsvindleren [Person 3] som Jokeren sammen med [Stillingsbetegnelse] [Klager]”.

Af artiklen fremgår

”Storsvindleren [Person 3] forstår at iscenesætte sig selv.

Den 1. november blev han løsladt efter at have afsonet 5 et halvt års fængsel for bedrageri.

Men i stedet for at starte et nyt liv i anonymitetens skygge har han valgt at betale den professionelle modefotograf, [Person 4] og makeupartisten, stylisten og frisøren [Person 5] for at komponere en række kontroversielle fotos.

- Vi samarbejder ofte om at skabe et psykologisk portræt, og [Person 3] var helt med på at give den som Jokeren fra Batman med masser af sminke.

Med hans baggrund har vi valgt at køre temaet helt ud.

’The joker and the beauty’, kalder vi serien.

’The beauty’ er en af deltagerne i dette års [Programtitel], [Klager].

Storsvindler i ny karriere

- Jeg er vild med billederne, siger [Person 3], og foreslår rubrikken: ’Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse]’.

[Stillingsbetegnelse], [aldersbetegnelse] [Klager] er mere beskeden og realistisk

- Jeg var kun med i første afsnit af [Programtitel], og kom vist kun med, fordi jeg havde mødt [Person 6] på the Box i London, siger [Klager], der har arbejdet som [Stillingsbetegnelse] de seneste to år og sammen med to andre piger er ved at starte et modelbureau op.

[Person 3] befinder sig lige nu i Kina sammen med en af sine islandske venner.

- Er du på ferie?

- Ja kald det bare det, siger [Person 3], der hungrer efter at se sit navn på tryk.

- Hvad har du ellers lavet, siden du er blevet løsladt?

- Jeg lever stille og roligt og passer min skole.

Det er en stor omvæltning at blive løsladt efter så mange år.

Jeg forsøger at værne om friheden og passe godt på den og omgås nogle mennesker, som er gode for mig.

Bl.a. [Klager], som jeg er blevet fotograferet sammen med.

”

Ekstra Bladet bragte den 30. januar 2013 artiklen ” [Person 2] politianmeldt af konkurrent ” på ekstrabladet.dk under bjælken ”DANSKE KENDTE”.

Artiklen har følgende underrubrik

”Der er gået sæbeopera i modelbranchen.

Modelmutter [Person 2] er blevet politianmeldt for injurier af konkurrenten [Klager].

[Person 2] har derimod meldt [Klager] til politiet for trusler”

Der er i artiklen indsat et billede af [Person 2].

Af artiklen fremgår

”Der er udbrudt krig mellem de to modelmuttere [Person 2] og hendes navnesøster [Klager].

Sidstnævnte politianmeldte i går [Person 2] for injurier og bagvaskelse, og hun forlanger et polititilhold mod hende.

Ejet af storsvindler

Årsagen er ifølge [Klager], der er ejer af modelbureauet [Modelbureau 1], at [Person 2], der er ejer af modelbureauet [Modelbureau 2], har skrevet løgnagtigt om [Modelbureau 1] på sin blog og Facebook.

- er det ikke en smule taktløst, at [Modelbureau 1] ligger og ringer til modellerne i [Modelbureau 2] og lover guld og grønne skove, hvis de opsiger aftalen med [Modelbureau 2].

.

.

.

.

.

.

det sjove er, når man googler ejeren af [Modelbureau 1], så står der, han er storsvindler.

Peeew, det lugter ikke for godt, skrev [Person 2] på sin Facebook.

[Person 2] hævder i sin Facebook-opdatering, at [Modelbureau 1] er ejet af den tidligere bedrageridømte [Person 3], der er kæreste med [Klager].

Men ifølge den 20-årige [Klager] er hun eneejer af modelbureauet, og hun ønsker ikke at sættes i forbindelse med sin kærestes tidligere ulovlige handlinger.

Blev truet

Derfor ringede hun til [Person 2] og bad hende slette opdateringen.

Det ville [Person 2] dog ikke - i stedet skrev hun samme aften et nyt indlæg på sin blog, hvor hun hævdede, hun blev truet i telefonen

- SÅÅÅÅÅ blev der ramaskrig… der gik lige nøjagtig 10 min.

så havde jeg en fuldstændig hysterisk pige i røret, stråmanden [Klager], som det første siger hun “du har lige nøjagtig 5 min.

til at slette din fb opslag ELLERS!

!

!

!

!

!

!

!

whaaaaaatt….

der står jeg nede til træning, helt overrasket… ja ellers hvad, spørger jeg?

?

?

hun påstod hårdnakket, at det ikke passede, det jeg sagde.

Jeg formoder staklen ikke helt har styr på hverken kæreste eller ansatte, hvis hun ikke kender til det der er sket og da jeg siger til hende, at jeg bestemt ikke vil slette det, da jeg jo ikke siger noget usandt, hidser hun sig op og så bliver jeg truet med, at der nu vil blive KRIG!

!

!

!

- Da [Person 2] valgte hverken at efterkomme [Klager]s eller hendes advokats henstilling om at slette opdateringen, indgav [Klager] politianmeldelsen, oplyser [Person 7], der som veninde til [Klager] udtaler sig på hendes vegne.

- [Klager] ejer [Modelbureau 1], og hun ønsker ikke at blive kædet sammen med sin kærestes tidligere aktiviteter.

Hun prøvede at løse det i mindelighed, men da [Person 2] ikke ønskede dette, følte [Klager], det var vigtigt at trække en streg i sandet, siger [Person 7].

Langt ude

[Person 2] er ikke bekendt med politianmeldelsen endnu, da ekstrabladet.dk ringer for en kommentar.

- Jeg forstår ikke, hun vil tage det så langt ud.

Det er jo klart, at jeg forbinder [Modelbureau 1] med [Person 3], når det er ham, der mailer og ringer til mine modeller for at hverve dem, siger [Person 2], der som bevis har videresendt en del af korrespondancen mellem [Person 3] og hendes ansatte til ekstrabladet.dk.

Begge har ringet til politiet

Der går dog helt sæbeopera i fortællingen, da det viser sig, at [Klager] ikke er den eneste, der har kontaktet politiet.

Efter at [Klager] havde ringet for at få Facebook-opdateringen slettet, ringede [Person 2] nemlig til ordensmagten, fordi hun følte sig truet i telefonen.

- Jeg ringede for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig i situationen, og om jeg skulle melde hende for chikane.

Men det endte altså med, at det var [Klager], der anmeldte [Person 2] og har søgt polititilhold mod hende.

Så i det mindste kan de to konkurrenter bliver enige om ikke at snakke sammen mere.

- Jeg synes, det er til grin.

Jeg har jo også skrevet på min Facebook, at jeg har lyst til at stikke min kæreste med en gaffel i øjet.

Skulle han så også melde mig for vold, spørger modelejeren retorisk og ler.

- Jeg kan slet ikke tage det seriøst.

”

Efter offentliggørelsen

[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, som [Person 1] på vegne af hende havde med Ekstra Bladet via mail efter artiklens offentliggørelse vedrørende hendes anmodning om sletning og anonymisering.

[Klager] rettede den 4. februar 2025 henvendelse til Ekstra Bladet, som den 6. februar 2025 afviste at slette og anonymisere artiklerne.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 6. marts 2025.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet

” Sagens omstændigheder

Den 6. februar kl.

10.17 har Ekstra Bladet afslået min anmodning om at få slettet de pågældende artikler.

Alternativt blev der anmodet om, at min klients navn blev anonymiseret, således at identitetsoplysninger erstattes med betegnelser som ”kvinde”, ”alder” og relationen til den anden person, der er omtalt i artiklen.

[…]

Afslaget fra Ekstra Bladet ikke tager tilstrækkeligt hensyn til min klients ret til privatliv og beskyttelse af personlige oplysninger.

Artikel 1 omhandler associationen til [Person 3], som er særligt belastende for min klient, og artikel 2 omhandler ikke en situation, som offentligheden har en stærk interesse i.

Min klient har en legitim interesse i at få sine personlige oplysninger beskyttet, og det er derfor afgørende, at der tages skridt til at minimere unødvendig offentlig eksponering.

Jeg anmoder derfor om en fornyet vurdering af sagen med henblik på at imødekomme min klients anmodning.

Det skal understreges, at min klient er ikke en offentlig person og optræder ikke i andre medier.

Min klient har haft navne- og adressebeskyttelse siden hun første gang blev offer for [Person 3]s digitale overgreb og identitetstyveri.

Ad Link 1 [Artiklen ” Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] ”, Pressenævnet ]

Min klient har tidligere været offer for identitetstyveri begået af [Person 3].

Det er særligt krænkende for min klient som offer at blive associeret med gerningsmanden, der er kendt som en serie-svindler.

Den pågældende artikel præsenterer en forældet og urigtig fremstilling, der kan have alvorlige skadelige konsekvenser for min klients omdømme, arbejdsmuligheder og privatliv.

Artiklerne stammer fra 2013 og indeholder information, der nu er irrelevant og unødvendig for offentligheden.

Min klient har aldrig været involveret i straffesager, hvor hun er blevet dømt for kriminalitet, i modsætning til [Person 3], der er berygtet for sine kriminelle handlinger.

Min klients tidligere tilknytning til [Person 3] har resulteret i, at hun er blevet udsat for chikane og krænkelser.

Personer med problemer relateret til [Person 3] har gentagne gange henvendt sig til min klient, til trods for at hun ikke har haft kontakt med ham i over et årti.

Det er dokumenteret, at [Person 3] er dømt for at have begået identitetstyveri mod min klient.

Ad Link 2 [Artiklen ” [Person 2] politianmeldt af konkurrent ”, Pressenævnet ]

Artiklen refererer til en ældre og ubetydelig diskussion, som fandt sted både på og udenfor Facebook, og som min klient ikke længere ønsker at være associeret med.

Oplysningerne i artiklen er trivielle og uden relevans for offentligheden.

Selvom artiklen ikke direkte omhandler [Person 3], nævnes hans navn i en kommentar, hvilket utilsigtet forbinder min klient med ham og gør hende sårbar over for uønsket opmærksomhed.

Dette understreger behovet for at beskytte min klients ret til privatliv og anonymitet, især i lyset af hendes tidligere erfaringer som offer for identitetstyveri begået af [Person 3].

Jeg anmoder derfor om, at artiklen enten slettes, afindekseres eller anonymiseres for at beskytte min klients integritet og privatliv.

Ekstra Bladets Argumenter

Ekstra Bladet hævder fejlagtigt i deres afvisning, at der er tale om et mellemværende mellem min klient og [Person 3].

Dette er faktuelt ukorrekt, da min klient er offer for en alvorlig kriminel handling, begået efter artiklens offentliggørelse.

Samtykket til artiklen blev givet før min klient blev offer for kriminaliteten.

Sagen drejer sig om den fundamentale ret til at blive glemt og beskyttet som offer.

Oplysningerne i artiklen er ikke længere nødvendige eller af offentlig interesse, og min klient har lidt psykologiske konsekvenser som følge af den tidligere relation.

Hun har modtaget psykologhjælp og krisehjælp som følge af chikanen.

Sløring af navn og billede vil ikke være en fyldestgørende løsning

Med den nuværende udvikling inden for kunstig intelligens og tilhørende teknologier, er det blevet muligt for både avancerede systemer og almindelige brugere at fjerne sløringen fra billeder og identificere mine klienter.

Disse billeder har været tilgængelige online i mange år (via OSINT), hvilket øger risikoen for, at slørede billeder og navne kan blive manipuleret, brugt og redigeret tilbage til det oprindelige billede uden sløring.

I lyset af den teknologiske udvikling er der et stigende behov for at beskytte individers ret til at blive glemt og for at forebygge yderligere krænkelser og chikane.

Opsummering

Det er afgørende at understrege, at retten til privatliv er en grundlæggende menneskerettighed, som er beskyttet af både national og international lovgivning, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Min klients situation falder klart ind under denne beskyttelse, da hun ikke er en offentlig person og derfor har en berettiget forventning om privatlivets fred.

I henhold til Databeskyttelsesforordningen (GDPR) har individer ret til at få deres personlige data slettet, især når dataene ikke længere er nødvendige for de formål, de blev indsamlet til, eller når individet trækker sit samtykke tilbage.

Min klient gav oprindeligt samtykke til artiklen, men ønsker nu at trække det tilbage, hvilket er en ret, hun er berettiget til under GDPR.

Offentlighedens interesse i de pågældende artikler er minimal eller ikke-eksisterende, især i lyset af den tid, der er gået siden offentliggørelsen.

Oplysningerne er ikke længere relevante, og artiklerne tjener ikke længere et legitimt journalistisk formål.

Dette understøttes yderligere af det faktum, at informationen i artiklerne er forældet og uden nyhedsværdi.

Min klient har oplevet betydelig chikane og psykologisk belastning som følge af artiklerne.

Disse psykologiske konsekvenser har haft en negativ indvirkning på hendes livskvalitet og mentale sundhed, hvilket yderligere understreger behovet for at beskytte hendes privatliv og anonymitet.

Det er også værd at bemærke, at andre medier har imødekommet anmodningen om sletning eller anonymisering, hvilket indikerer en branchepraksis eller standard, som Ekstra Bladet bør følge.

Denne præcedens fra andre medier viser, at der er en anerkendelse af vigtigheden af at beskytte individers ret til privatliv.

Endelig skal det nævnes, at den teknologiske udvikling har øget risikoen for misbrug af de tilgængelige oplysninger.

Dette kan potentielt skade min klient yderligere, da avancerede teknologier kan bruges til at fjerne sløring fra billeder og identificere personer, hvilket gør det endnu vigtigere at beskytte hendes oplysninger.

[…]”

[Klager] har som svar på Ekstra Bladets udtalelse anført blandt andet

”Det er korrekt, som EB har anført, at artiklen "Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse]" omhandler [Person 3]s optræden i en række professionelle modelfotos i anledning af hans løsladelse fra fængslet.

EB nævner, at min klient arbejdede som [Stillingsbetegnelse] og var en af deltagerne i [Programtitel].

Dette er faktuelt ukorrekt.

Det skal understreges, at titlen "[Stillingsbetegnelse]" ikke er beskyttet, og min klient valgte at kalde sig selv [Stillingsbetegnelse], da hun på daværende tidspunkt arbejdede med modelbureauer og troede, at det var den vej, hun ville fortsætte.

Min klient arbejdede ikke som [Stillingsbetegnelse], men arbejdede med at rekruttere andre modeller.

Min klient forsøgte at starte en modelkarriere først, men realiteten var dog, at hun aldrig blev en officiel deltager i [Programtitel], men kun nåede til den runde, hvor man overvejer, hvilke deltagere der skal med i programmet.

Min klient deltog ikke i [Programtitel] og har aldrig arbejdet som en succesfuld model.

[Der er indsat et link til Wikipedia, hvor der fremgår en liste over deltagerne i [Programtitel], Pressenævnet ]

Min klient er ikke nævnt i udsendelsens beskrivelse via Wikipedia.

Min klient har haft ingen rolle i forbindelse med [Programtitel], udover at hun forsøgte at deltage i et program, hun aldrig blev valgt ind i.

Der findes ingen oplysninger på nettet, hvor min klient optræder som [Stillingsbetegnelse], udover Ekstra Bladets artikler.

Ydermere, er der ingen artikler eller henvisninger til [Programtitel], udover Ekstra Bladets artikel.

Min klient arbejder i dag som selvstændig datalog og befinder sig i et helt andet uddannelses- og arbejdsmæssigt univers, hvilket kræver, at hun ikke associeres med det indhold, som begge artikler i EB omtaler.

Min klient har ikke kunne få arbejde grundet artiklernes indhold.

Min klient har derfor været nødsaget til at blive selvstændig, men artiklernes indhold er stadigt særligt belastende, da det vil være svært at have tillid til min klients arbejde som selvstændig.

Kunder og potentielle samarbejdspartnere vil blive afskrækket fra at samarbejde eller handle med min klient.

Det er korrekt, som EB har anført, at artiklen " [Person 2] politianmeldt af konkurrent " omhandler en konflikt, blandt andet på Facebook, mellem min klient som tidligere ejer af modelbureauet [Modelbureau 1] og [Person 2] som ejer af modelbureauet [Modelbureau 2].

Ekstra Bladet fremhæver, at min klient på daværende tidspunkt var [Person 3]s kæreste, hvilket nævnes i artiklen.

Min klient har bekræftet konflikten via en talsperson, som rådgav hende, selvom hun ikke ønskede at deltage i konflikten via offentlige medier.

EB anfører, at min klient ikke har klaget over artiklernes indhold eller at artiklerne skulle være krænkende for hende.

Artiklerne er imidlertid krænkende og indeholder krænkende indhold, da min klient har været offer for stalking, svindel og identitetstyveri begået af [Person 3].

Indholdet er derudover retraumatiserende for min klient.

Informationerne er sårbare, da min klient i artiklerne bliver forbundet med [Person 3], hvilket udsætter hende for repressalier og frygt for at færdes i det offentlige, da hun tidligere er blevet opsøgt af flere fremmede, som leder efter [Person 3].

De opsøger personer som optræder via medier med [Person 3].

Indholdets følsomme og private oplysninger kan ligeledes identificeres ved, at der bliver talt om et tidligere parforhold, og sådanne forhold er personfølsomme, især i en situation, hvor man af frygt for sit liv ikke længere vil associeres med vedkommende.

EB anfører, at artiklen " Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] " fra 2011 omhandler [Person 3]s optræden i en række professionelle modelfotos, hvorpå min klient også optræder, og at hun optræder alene i kraft af sit erhvervsmæssige virke.

Det er tydeligt, at min klient meget kraftigt optræder i forbindelse og i association til [Person 3], som også optræder på det billede, som min klient ønsker slettet eller sløret/anonymiseret.

Ekstra Bladet hævder, at min klient ikke bliver sat i et kritisk lys, hvilket imidlertid ikke er korrekt.

Det er at blive sat i et kritisk lys, når man optræder med en serieforbryder, som har udført identitetstyveri på min klient.

Som offer har man ikke lyst til at blive sat i forbindelse med, eller associeret med sin¬forbryder.

Det er først efter artiklerne finder sted, at min klient bliver offer for kriminalitet af [Person 3].

Jeg beder Pressenævnet overveje de etiske overvejelser i forbindelse med offerbeskyttelse og krænkelse, især i forbindelse med billeder og artikler.

Som offer er min klient ikke kun offer for overgreb og kriminalitet begået af [Person 3], men også fremtidige arbejdsgivere, som muligvis ikke vil have tillid til min klient grundet de ovennævnte artikler.

Det vil sige, at min klient bliver offer flere gange i forskellige henseender.

Man straffer offeret i stedet for at beskytte det.

¬Særligt er billedet af min klient og [Person 3] via artiklen " Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] " særligt belastende, da det tydeligt viser deres tidligere relation.

Billedet ønskes slettet eller sløret.

Artiklen " [Person 2] politianmeldt af konkurrent " fra 2013 omhandler min klients tidligere politianmeldelse af [Person 2] for injurier på grund af et opslag på [Person 2]s offentlige Facebook-profil.

Min klient ønsker ikke at blive sat i forbindelse med en influencer, da det er krænkende og svært at blive taget seriøst i en verden, hvor man ønsker en karriere som datalog.

Billedet i denne artikel ønskes slettet eller sløret, da det viser intime dele af en kvindekrop, som fejlagtigt kan forbinde min klient med en form for kropslig udstilling, som min klient ikke ønsker.

Min klient omtales i begge artikler ikke kun i kraft af sit erhvervsmæssige virke som ejer af modelbureauet, men omtalen angår også private og følsomme oplysninger, som kan have alvorlige konsekvenser for både min klients fremtid, karriere og sikkerhed, når hun færdes i det offentlige.

Begge artikler er særligt belastende for min klient.

Ekstra Bladet anfører, at min klient har udtalt sig til Ekstra Bladet om sagen via en talsperson.

Det er Ekstra Bladets opfattelse, at oplysningerne om min klients erhverv og aktiviteter i forbindelse hermed fortsat har en offentlig interesse.

Det skal understreges, at det er ikke svært at få en talsperson, da talspersonen ikke er blevet betalt.

Talspersonen har været en bekendt af [Person 3], altså gerningsmanden som har begået identitetstyveri mod min klient.

Talspersonen havde frivilligt tilbudt min klient at hjælpe, da hun ingen erfaringer havde med offentlige medier og udtalelser og som tidligere nævnt, blev hun tvunget og presset af [Person 3] til at udtale sig.

Min klient var nervøs og under pres.

[Person 3] havde flere gange overtalt og presset min klient til at optræde i medier med ham, selvom hun ikke ønskede dette.

[Person 3] rådgav, i samarbejde med talspersonen som var en bekendt af [Person 3], at min klient skulle udtale sig til medier, selvom hun ikke ønskede dette.

¬EB bemærker, at det forhold, at min klient efter det oplyste har været offer for identitetstyveri begået af [Person 3] efter artiklernes offentliggørelse, ikke kan føre til, at artiklerne skal slettes eller alternativt anonymiseres.

Artiklerne handler ikke om min klient som offer for den oplyste kriminelle handling.

Min klient har oplevet at blive kontaktet af forskellige personer med problemer relateret til [Person 3], skyldes hendes tidligere relation til [Person 3].

Dette er et resultat af artiklerne fra EB, fordi folk finder frem til, at min klient har været i forhold med [Person 3].

Personer fra farlige miljøer, har kontaktet min klient, for at presse hende for oplysninger om [Person 3].

Artiklerne skal derfor også slettes eller anonymiseres, for at forebygge yderligere fare for min klient.

Det skal understreges, at min klient på daværende tidspunkt blot var 18 år gammel og kun teenager og havde hele livet foran sig, som efterfølgende fik et liv med store konsekvenser, fare og frygt i sin hverdag, da hun blev offer for kriminalitet.

Min klient vil ikke bøde for noget, som skete i så ung en alder, og fordi hun indledte et forhold med en seriesvindler, som pådrog hende fare og svindel.

Det er af betydning, at artiklerne er af ældre dato, da de indeholder følsomme, krænkende og private oplysninger, der er særligt belastende og farlige for min klient.

Min klient har haft særlig navne- og adressebeskyttelse siden 2014, hvor hun blev offer for identitetstyveri og kriminalitet begået af [Person 3].

Ovenstående argumenter understøttes af Pressenævnets praksis.

I forbindelse med at artiklerne er ældre og kan anses for uden betydning, henvises der til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-08960, hvor Nævnet kritiserede afvisning af anonymisering og lagde blandt andet vægt på personens unge alder og sammenholdt med, at der var gået næsten 16 år, siden de beskrevne aktiviteter fandt sted.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at personen ikke indtog en særlig betroet eller fremtrædende stilling i samfundet, og at han ikke var en offentlig person.

I perspektivering til min klient, skal det understreges, at der er gået næsten 16 år, siden begge artikler blev skrevet, og min klient var på daværende tidspunkt 18 år gammel.

Min klient havde ikke en særlig betroet eller fremtrædende stilling i samfundet.

Der skal ligeledes henvises til sagsnummer: 2020-80-0470, i 2020, hvor Pressenævnet kritiserede Jyllands-Postens afvisning af anonymisering af artikel fra 2007.

Sagen omhandler en tidligere dømt kriminel.

Nævnet lagde vægt på den unge alder, at artiklerne var gamle, og at personen ikke havde en offentlig eller fremtrædende/betroet rolle.

Når Nævnet kan kritisere afvisning af anonymisering af en tidligere dømt kriminel, kan det ses som rimeligt, at man på samme vis beskytter offeret for kriminalitet, som bliver associeret med krænkeren/gerningsmanden, af samme grunde: ung alder, ikke offentlig/fremtrædende person og artiklernes dato.

[…]

Afslutningsvis skal det fremhæves, at flere medier, herunder Jyllands-Posten, Lokalavisen.dk, Børsen og Se og Hør mfl., har imødekommet min klients anmodning om anonymisering og sletning.

Dette gælder især i tilfælde, hvor [Person 3] har presset min klient til at optræde sammen med ham eller i forbindelse med modelbureauet.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse medier har valgt at fortolke de presseetiske regler med særlig hensyntagen til min klients status som offer og meget ung på daværende tidspunkt.

Dokumentation for mediernes imødekommelse kan fremlægges efter anmodning.

[…]”

2.2 Ekstra Bladets synspunkter

Ekstra Bladet har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet

”Ekstra Bladet bemærker indledningsvis, at omtale i en journalistisk artikel er undtaget persondatalovens og persondataforordningens anvendelsesområde.

Ekstra Bladets indhold og handlemåde er i stedet reguleret af retningslinjerne for god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 1.

Det er således Ekstra Bladets opfattelse, at klagen bør afvises af Pressenævnet i relation til spørgsmålet om, hvorvidt Ekstra Bladets afvisning af at slette, alternativt anonymisere, de pågældende artikler er i strid med databeskyttelseslovgivningen.

Spørgsmål herom hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Pressenævnet bør alene forholde sig til, om artiklerne er i overensstemmelse med de vejledende retningslinjer for god presseskik, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 1, nr. 1.

[…]

Det bemærkes, at Klager ikke i forbindelse med Ekstra Bladets publicering af artiklerne har klaget over artiklernes indhold, herunder at artiklerne skulle være krænkende for Klager.

Klagers anmodning om sletning og anonymisering skal afvises af Pressenævnet, allerede fordi Pressenævnets restriktive betingelser efter pkt. D.

1. ikke er opfyldt.

Artiklerne, der er offentliggjort den 13. december 2011 og den 30. januar 2013, indeholder ikke følsomme eller private oplysninger i en sådan grad, at der er grundlag for at slette artiklerne.

Artiklen ” Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] ” fra 2011 omhandler [Person 3]s optræden i en række professionelle modelfotos, hvorpå Klager også optræder.

Klager optræder og omtales alene i kraft af sit erhvervsmæssige virke som professionel [Stillingsbetegnelse], og artiklen indeholder ingen private eller følsomme oplysninger om Klager, ligesom artiklen heller ikke fremstiller Klager i et kritisk lys.

Derudover har Klager frivilligt udtalt sig til Ekstra Bladet.

Artiklen ” [Person 2] politianmeldt af konkurrent ” fra 2013 omhandler Klagers politianmeldelse af [Person 2] for injurier på grund af et opslag på [Person 2]s offentlige Facebook-profil, hvori hun udtaler sig kritisk om Klagers modelbureau [Modelbureau 1] og ejerskabet heraf.

Klager omtales i artiklen alene i kraft af sit erhvervsmæssige virke som ejer af modelbureauet, og omtalen angår således ikke private eller følsomme oplysninger, der kan anses for at være særligt belastende for Klager.

Oplysningen i artiklen om, at Klager på daværende tidspunkt var kærester med [Person 3], kan ikke i sig selv betragtes som følsom eller privat i en grad, der kan anses for at være særligt belastende for Klager, idet det bemærkes, at netop oplysningen om Klagers relation til [Person 3] er omdrejningspunktet for kritikken af Klagers modelbureau.

Klager udtaler sig derudover til Ekstra Bladet om sagen via en talsperson.

Det er Ekstra Bladets opfattelse, at oplysningerne om Klagers erhverv og aktiviteter i forbindelse hermed fortsat har en offentlig interesse.

Ekstra Bladet bemærker, at det forhold, at Klager efter det oplyste har været offer for identitetstyveri begået af [Person 3] efter artiklernes offentliggørelse, ikke kan føre til, at artiklerne skal slettes eller alternativt anonymiseres.

Artiklerne handler ikke om Klager som offer for den oplyste kriminelle handling begået af [Person 3] mod Klager.

Derimod omtales Klager i artiklerne alene i kraft af sit erhvervsmæssige virke.

Vurderingen af, om det er rimeligt at hindre tilgængeligheden af oplysninger efter de vejledende regler for god presseskik, skal alene foretages på baggrund af de oplysninger, som Ekstra Bladet har offentliggjort i de konkrete artikler.

Ekstra Bladet bemærker også, at det forhold, at Klager har oplevet at blive kontaktet af forskellige personer med problemer relateret til [Person 3], skyldes Klagers tidligere relation til [Person 3].

Dette er således ikke et resultat af Ekstra Bladets artikler og kan ligeledes ikke føre til, at artiklerne skal slettes eller alternativt anonymiseres.

Ekstra Bladet bemærker desuden, at det ikke kan tillægges betydning, at artiklerne er af ældre dato, da artiklerne ikke indeholder følsomme eller private oplysninger, der er særligt belastende for Klager.

Ovenstående understøttes af Pressenævnets praksis.

Se bl.a. Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04163, hvor Pressenævnet ikke udtalte kritik af mediet for at have afvist at anonymisere en artikel bragt den 8. juni 2013, da artiklen ikke indeholdt oplysninger, som måtte anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de var særligt belastende for klager.

Pressenævnet udtalte desuden, at det forhold, at oplysningerne i artiklen kunne tjene til identifikation af klager i forbindelse med andre forhold, ikke kunne føre til et andet resultat.

Endelig udtalte Pressenævnet, at vurderingen af, om det er rimeligt at hindre tilgængeligheden af oplysninger efter de vejledende regler for god presseskik, alene angår de oplysninger, som det indklagede medie har offentliggjort i den konkrete, påklagede artikel.

At oplysninger om en omtalt persons erhvervsmæssige virke ikke kan anses som følsomme eller private oplysninger understøttes desuden af Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0454.

Pkt. B.

8, nu D.

1, blev indsat ved justeringen af de presseetiske regler i 2013.

Det fremgår af reglens formulering, at det som udgangspunkt er overladt til pressens redaktionelle vurdering og skøn, hvorvidt en anmodning om sletning eller afindeksering af en artikel skal imødekommes.

Det har ved tilblivelsen af punkt B.

8 været forudsat, at det som udgangspunkt er medierne selv, der administrerer spørgsmålet om i hvilket omfang anmodninger om sletning mv. skal imødekommes – dog således at mediets beslutning kan indbringes for Pressenævnet.

Ekstra Bladet har således en vid adgang til at skønne over, hvorvidt anmodninger om sletning m.v. skal imødekommes, og Pressenævnet bør kun undtagelsesvist og kun i særlige tilfælde tilsidesætte dette redaktionelle skøn.

Det er også tilfældet her.

Der er således intet grundlag for at slette artiklerne.

”

Ekstra Bladet har til klagernes bemærkninger supplerende anført blandt andet

”[…]

Klager henviser i sit svar til, at det ikke er faktuelt korrekt, når det fremgår af artiklen ”Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse]”, at Klager arbejdede som [Stillingsbetegnelse] og var en af deltagerne i [Programtitel].

Klager oplyser, at hun forsøgte at starte en karriere som [Stillingsbetegnelse] og valgte at kalde sig ”[Stillingsbetegnelse]”, men at hun aldrig har arbejdet som en succesfuld [Stillingsbetegnelse] og aldrig blev en af de officielle deltagere i [Programtitel].

Ekstra Bladet bemærker, at Klager ikke tidligere har rettet henvendelse til Ekstra Bladet med oplysning om, at artiklerne skulle indeholde forkerte oplysninger, heller ikke i forbindelse med denne klagesag.

Fristen for at klage til Pressenævnet er 12 uger fra publiceringstidspunktet.

Artiklen ” Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] ” er bragt på ekstrabladet.dk den 13. december 2011, mens artiklen ”[Person 2] politianmeldt af konkurrent” er bragt på ekstrabladet.dk den 30. januar 2013.

Klagefristen efter medieansvarslovens regler er således overskredet, og Pressenævnet bør derfor afstå fra at forholde sig til spørgsmålet om oplysningernes rigtighed.

Ekstra Bladet bemærker dog, at Klager har optrådt som [Stillingsbetegnelse] til et professionelt fotoshoot og udtaler sig som [Stillingsbetegnelse] i artiklen.

Klagepunktet er derfor under alle omstændigheder uden relevans i sagen.

[…]

I artiklerne ” Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse] ” og ” [Person 2] politianmeldt af konkurrent ” optræder og omtales Klager alene i kraft af sit daværende erhvervsmæssige virke som [Stillingsbetegnelse] og ejer af modelbureauet [Modelbureau 1], og omtalen angår således ikke private eller følsomme oplysninger, der kan anses for at være særligt belastende for Klager.

Oplysningen i artiklen ”[Person 2] politianmeldt af konkurrent” om, at Klager på daværende tidspunkt var kærester med [Person 3], kan ikke i sig selv betragtes som følsom eller privat i en grad, der kan anses for at være særligt belastende for Klager, idet det bemærkes, at netop oplysningen om Klagers relation til [Person 3] er omdrejningspunktet for kritikken af Klagers modelbureau.

Hertil kommer, at Klager i artiklerne har udtalt sig frivilligt til Ekstra Bladet, enten selv eller via en talsperson.

Det er Ekstra Bladets opfattelse, at oplysningerne om Klagers erhverv og aktiviteter i forbindelse hermed fortsat har en offentlig interesse.

Da artiklerne ikke indeholder følsomme eller private oplysninger, der er særligt belastende for Klager, bør Klagers alder på tidspunkterne for publicering af de to artikler ikke tillægges betydning ved vurderingen af, om artiklerne skal slettes eller alternativt anonymiseres.

Af samme grund bør det ikke tillægges betydning, at artiklerne er henholdsvis 13 og 12 år gamle.

Ekstra Bladet fastholder desuden, at vurderingen af, om det er rimeligt at hindre tilgængeligheden af oplysninger efter de vejledende regler for god presseskik, alene skal foretages på baggrund af de oplysninger, som Ekstra Bladet har offentliggjort i de konkrete artikler.

Klager omtales i artiklerne alene i kraft af sit erhvervsmæssige virke.

Artiklerne handler ikke om, at Klager har været offer for stalking, svindel og identitetstyveri begået af [Person 3], og klagers oplysning om disse forhold begået af [Person 3] efter artiklernes offentliggørelse kan således ikke føre til, at artiklerne skal slettes eller alternativt anonymiseres.

Klager fremhæver særskilt, at hun ønsker billederne i de to artikler slettet eller anonymiseret.

Ekstra Bladet bemærker vedrørende billedet i artiklen ”[Person 2] politianmeldt af konkurrent”, at Klager ikke er afbilledet i denne artikel.

Billedet, som klager henviser til, er et billede af [Person 2], og Klager er således ikke klageberettiget for så vidt angår denne del.

Ekstra Bladet fastholder dermed, at der ikke er grundlag for at slette eller anonymisere artiklerne.

Det forhold, at andre medier selvstændigt har valgt at imødekomme Klagers anmodning om sletning eller anonymisering ændrer ikke på, at Ekstra Bladet har en vid adgang til at skønne over, hvorvidt anmodninger om sletning m.v. skal imødekommes, og at Pressenævnet kun undtagelsesvist og kun i særlige tilfælde bør tilsidesætte dette redaktionelle skøn.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Peter Munk Povlsen.

Retlig interesse

Det er som udgangspunkt en betingelse for, at Pressenævnet kan behandle en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificerbar i mediet.

Klagen er indgivet af [Klager], der klager på egne vegne.

Da klagen ikke ses indgivet på vegne af andre, herunder [Person 2], behandles klagen for alene for så vidt angår [Klager], og spørgsmålet om sletning eller anonymisering af billedet i artiklen ” [Person 2] politianmeldt af konkurrent ” behandles derfor ikke.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt databeskyttelseslovgivningen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er overtrådt, hører under henholdsvis Datatilsynet og domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence.

Sletning og anonymisering – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet har afvist at slette eller anonymisere de påklagede artikler.

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

- Artiklen ”Storsvindler i ny karriere som [Stillingsbetegnelse]”

Artiklen indeholder omtale af [Person 3]s tilværelse efter, at han har afsonet fem et halvt fængsel for bedrageri, herunder at han har ladet sig fotografere med [Klager] i en fotoserie kaldet ”The joker and the beauty”.

[Klager] har i artiklen udtalt sig om sin deltagelse i [Programtitel].

[Klager] har til Pressenævnet oplyst, at hun i 2014 fik navne- og adressebeskyttelse som følge af, at [Person 3] er dømt for at have udsat hende for identitetstyveri, hvilket ikke er bestridt af Ekstra Bladet.

Nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at [Klager] arbejdede som [Stillingsbetegnelse] på tidspunktet for artiklens offentliggørelse.

Pressenævnet finder, at der ikke foreligger tilstrækkeligt tungtvejende grunde for, at Ekstra Bladet burde have slettet artiklen.

Nævnet finder imidlertid, at det må anses for rimeligt, at [Klager]s navn anonymiseres.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [Klager]s navn ikke har betydning for indholdet i artiklen.

Uanset at der er ikke tale om oplysninger, der som udgangspunkt er særligt belastende, finder nævnet henset til, at [Person 3] efter artiklens offentliggørelse er blevet dømt for identitetstyveri mod [Klager], og at hun som følge heraf frygter for repressalier ved, at hendes navn fremgår af artiklen.

Hun har efter det oplyste i dag navne- og adressebeskyttelse.

Nævnet har endvidere lagt vægt på den tid, der er gået siden offentliggørelsen i 2011.

Pressenævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet for at afvise [Klager]s anmodning om at anonymisere hendes navn.

- Artiklen ”[Person 2] politianmeldt af konkurrent”

Artiklen indeholder omtale af blandt andet [Klager]s politianmeldelse af [Person 2] for injurier, idet [Person 2] i et Facebook-opslag havde hævdet, at [Modelbureau 1] var ejet af [Person 3], der tidligere var dømt for bedrageri.

Modelbureauet var på tidspunktet ejet af [Klager], som ikke ønskede at blive sat i forbindelse med hans tidligere ulovlige handlinger.

Det er Pressenævnets opfattelse, at omtalen af [Klager] i artiklen fra 2013 indeholder oplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som særligt belastende for hende.

Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for en overtrædelse af god presseskik, at Ekstra Bladet har afvist at slette eller anonymisere artiklen.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at omtalen angår forhold i relation til [Klager]s tidligere ejerskab af [Modelbureau 1], og at omtalen dermed angår forhold i relation til hendes daværende erhvervsmæssige virke.

Nævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Ekstra Bladet for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at slette eller anonymisere artiklen.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet

[underrubrik]

Ekstra Bladet får kritik for ikke at anonymisere navn

[tekst]

”Ekstra Bladet bragte i december 2011 en artikel med omtale af en tidligere bedrageridømt, hvor en navngiven person optrådte på et billede med den tidligere dømte og havde udtalt sig i artiklen.

Den navngivne person klagede til Pressenævnet blandt andet over, at Ekstra Bladet havde afvist at slette eller anonymisere hendes navn i artiklen og henviste i den forbindelse til, at hun havde haft navne- og adressebeskyttelse siden 2014, fordi den bedrageridømte også var dømt for at have udsat hende for identitetstyveri.

Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for at afvise at anonymisere hendes navn.

”

Offentliggørelse i den digitale udgave

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 25. november 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →