Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-02270
Statutory Text (4 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-02270
Frederiksborg Amts Avis får ikke kritik for omtale af kommunalbestyrelsesmøde
I januar måned bragte Frederiksborg Amts Avis en artikel om et kommunalbestyrelsesmøde, hvor et medlem beskyldte et andet medlem for at have kaldt ham manipulerende, uhæderlig og vulgær.
Det andet medlem klagede til Pressenævnet over blandt andet, at han ikke havde fået mulighed for at kommentere artiklens indhold.
Pressenævnet fandt, at beskyldningerne kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende og derfor som udgangspunkt skulle forelægges.
Nævnet fandt imidlertid, at Frederiksborg Amts Avis i den konkrete situation ikke havde overtrådt god presseskik ved ikke at forelægge beskyldningerne og lagde blandt andet vægt på, at det fremgik klart af artiklen, hvem der havde fremsat beskyldningerne, der var offentligt tilgængelige, og at hans afvisning af beskyldningerne var gengivet.
Nævnet udtalte ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Kalder politiker manipulerende og vulgær: Borgmester nødsaget til at afbryde møde ”, bragt den 29. januar 2025 i den trykte avis, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklens overskrift er ukorrekt, og at han ikke har haft mulighed for at kommentere artiklens indhold.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
Frederiksborg Amts Avis bragte den 29. januar 2025 artiklen ” Kalder politiker manipulerende og vulgær: Borgmester nødsaget til at afbryde møde ” i den trykte avis på side 9 i 2. sektion.
Artiklen har følgende underrubrik
”[Bynavn]: Mudderkast mellem partier sætter igen dagsordenen i kommunalbestyrelsen, hvor debat kører af sporet.
”
Der er i artiklen indsat et billede af borgmester i [Bynavn] Kommune, [Person 1], fra et optaget kommunalbestyrelsesmøde.
Af billedteksten fremgår: ”Borgmester [Person 1] må noget usædvanligt ringe med klokken og afbryde kommunalbestyrelsesmøde”.
Af artiklen fremgår blandt andet
”Det er efterhånden velkendt, at samarbejdsklimaet i [Bynavn] Kommunalbestyrelse er anspændt med en til tider hård og eksplosiv indbyrdes tone.
Det kommer endnu en gang til udtryk mandag aften, hvor der atter er prikket hul på den ømme byld, og borgmester [Person 1] [Parti 1] tre gange forgæves forsøger at afbryde medlemmer af kommunalbestyrelsen, som insisterer på at tale videre.
Det er under behandlingen af den omstridte sag om en tidsbegrænset dispensation til den midlertidige institution på [Område], hvor naboer plages af støj fra legepladsen, at tingene kører af sporet.
Til sidst griber borgmesteren klokken og ringer mødet af og beordrer en ti minutters pause med opfordring til politikerne om at gå uden for og blive afkølet.
- Det er et træls møde, erkender borgmesteren dagen derpå.
– Men det viser meget godt, at der ingen selvransagelse er – og vi hver især ikke får kigget indad.
[Person 1] ser ikke selv anden udvej end at kalde til pause efter næsten halvanden times debat.
Bølgerne går højst mellem [Parti 2]s [Person 2] og [Parti 3]s [Person 3] på den ene side og [Parti 4]s [Klager] og [Person 4] på den anden side.
Nødt til at sige fra
Første gang borgmesteren prøver at bryde ind er, da [Klager] [Parti 4] siger, at "[Person 2] (S) er fuldstændig ligeglad med naboerne til [Område]".
Sjællandske Nyheder har talt med borgmester [Person 1] dagen derpå, og han mener, at [Klager] går over stregen.
- Han begynder at forklare, hvad andre mener i stedet for kun at fortælle, hvad han selv mener.
Vi skal ikke motivforske, slår borgmesteren fast.
På mødet lader [Person 2] heller ikke kommentaren fra [Klager] stå usagt og tilføjer, at han af [Klager] i den seneste måned også er blevet kaldt ’manipulerende’, ’uhæderlig’ og ’vulgær’.
- Tak, tak, rolig.
Den dialog skal vi tage, når vi mødes, forsøger borgmesteren at bryde ind.
Det får [Person 2] til at insistere på, at han er nødt til at sige fra, når tonen bliver så grov og beskyldninger så grove fra [Klager].
- Jeg synes, at denne her debat illustrerer, at vi i kommunalbestyrelsen bliver nødt til at have en diskussion om, hvordan vi taler til hinanden.
Denne her måde er ikke i orden, påpeger [Person 2].
Beskyldninger
[Klager] afviser på det kraftigste beskyldningerne fra [Person 2].
- Det er 100 procent forkert, siger han og fortsætter
- Og jeg er chokeret over, at du, borgmester, tillader det og ikke træder i karakter og viser noget lederskab for at sikre, at der er en samarbejdstone i kommunalbestyrelsen, der kan få tingende til at fungere.
For det sker åbenbart ikke, når du kan tillade, at [Person 2] kommer med så vanvittige beskyldninger, siger [Klager] direkte henvendt til borgmesteren.
Jeg opfordrer til, at man kigger indad – og ja, lad os tage den dialog – men nej, der er ingen, der er bedre end den anden.
Vi tager dialogen sammen.
Vi skal ikke stå og beskylde hinanden for at lyve, svarer [Person 1].
[Person 2] får ordet og citerer fra en mailtråd, hvor [Klager] har skrevet, at ”[Person 2] udøver manipulation, har en uhæderlig adfærd og en vulgær selvpromovering”.
[…]
En børnehave
[Parti 4]s [Person 4] langer også ud efter borgmesterens mødehåndtering og siger, at hun er dybt rystet over, at man kan komme med så grove beskyldninger.
- Når jeg siger, at der sidder nogle og 'øffer' (henvendt til [Person 5] fra tidligere i debatten – red.), så er det, fordi I sidder og småsnakker og går imod det, jeg siger, når jeg har ordet.
Det er ikke respektfuldt.
Og jeg synes heller ikke, at det er respektfuldt, at [Person 2] læser en eller anden 'dødsliste' højt, han har fundet på, at folk har sagt.
Derfor er jeg overrasket over, at du, [Person 1] (borgmesteren – red.) ikke griber ind og siger, at 'du stopper med at grine' og 'du stopper med at komme med beskyldninger'.
- Som jeg har sagt til pressen, er det her en børnehave, hvor børnehavelederen kigger væk.
Først blev der kastet med mad.
Nu bliver der igen kastet med stole, [Person 1], fremturer [Person 4] på mandagens møde.
Det sværeste barn
Borgmesteren ønsker ikke at stå under for den anklage, og han mener, at det er pinligt for [Person 4].
- Hvis jeg er børnehaveleder, så er hun det sværeste barn i gruppen.
Jeg synes, at det er pinligt, at [Parti 4] ikke kan se indad.
Og det er en kæmpe udfordring, at hun anklager alle andre uden at se på, hvordan hun selv agerer, lyder det fra [Person 1].
For at kunne holde ro og orden og komme til afstemning er det vigtigste at afbryde mødet og holde en pause, mener han.
- Vi er en flok meget forskellige mennesker i kommunalbestyrelsen.
Der er nogen, der ikke altid kan lide at samarbejde og mere kæmper for sit eget end for kompromisset, er hans analyse.
[…]”
Efter offentliggørelsen
Frederiksborg Amts Avis bragte den 31. januar 2025 artiklen ” Se de minutter, der fik borgmester til at afbryde kaotisk møde ” i den trykte avis på side 7 i 2. sektion.
I artiklen omtaler Frederiksborg Amts Avis blandt andet en video, hvor mediet har lavet et sammendrag af debatten under kommunalbestyrelsesmødet i [Bynavn] den 27. januar 2025, som blev streamet live.
Videoen har en varighed på ca. 8 minutter og er fortsat tilgængelig på sn.dk.
Af videoen fremgår blandt andet
[Tidskode: 02:33-03:35]
Der vises optagelser af en række byrådsmedlemmer, herunder [Klager], [Person 2], formand for Klima- og Miljøudvalget, og borgmester [Person 1], der sidder rundt om et bord.
” [Person 1] : Vi skal til afstemningen snart.
[Person 2]: Jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere på tonen, jeg beklager.
[Klager], du står direkte og siger, at jeg er ligeglad med naboerne, og du trækker det ikke tilbage bagefter.
Og bare i den sidste måned, så har du kaldt mig vulgær, manipulerende og uhæderlig, og det har du sendt på mail [[Person 1] afbryder, Pressenævnet ].
[Person 1]: Tak for det.
Hey, hey, hey.
Rolig, rolig.
Lad os tage den.
Lad os tage den dialog, hvor vi mødes.
[Person 2] [ [Person 2] afbryder, Pressenævnet ]
[Person 2]: [Person 1].
Jamen jeg er nødt til at sige fra, når tonen bliver så grov, og beskyldningerne bliver så grove, som de er fra [Klager]s side.
Jeg synes ikke, at det er i orden, og jeg synes simpelthen den her debat illustrerer, at vi er nødt til at have en diskussion i kommunalbestyrelsen om, hvordan vi taler til hinanden, fordi den måde, vi taler til hinanden på, er ikke i orden.
[Person 1]: Vi bliver nødt til at indkalde til et møde, hvor I snakker sammen, og hvor vi tager den vinkel.
”
[Tidskode: 03:53-04:56]
”[Klager] : Jeg må simpelthen på de kraftigste afvise enhver beskyldning af det, [Person 2] kommer med her.
Det, at du påstår, at jeg har kommunikeret om dig, det er på ingen måde korrekt.
Mailen findes jo i systemet, så det er meget nemt at finde det frem.
Det er 100 % forkert.
Og jeg er chokeret over, at du borgmester tillader det her.
At du ikke træder i kraft og viser noget lederskab for at sikre, at der er en samarbejdstone i den her kommunalbestyrelse, der kan få tingene til at fungere, for det sker åbenbart ikke, når du kan tillade, at [Person 2] står og kommer med så fuldkommen vanvittige beskyldninger for noget, der på ingen måde er korrekt.
Det er det, der skaber de samarbejdsproblemer, der er i den her kommunalbestyrelse.
Vi lever åbenbart i vidt forskellige verdner og kan opfatte ting fuldstændigt forskelligt, fordi de ting, du er kommet med der, er 100 % løgn!
[Person 1] : Jeg opfordrer til, at man kigger indad.
Og ja lad os tage den dialog sammen, men nej, der er ikke en her, der er bedre end den anden.
Vi tager dialogen sammen omkring det her.
For vi skal ikke stå og beskylde hinanden for at lyve og alt muligt andet.
Hvis man fortalte og snakkede om, hvad man selv ville, så ville tonen være bedre, og det ville være meget lettere at have en dialog.
”
[Tidskode: 06:03-06:16]
” [Person 2]: Det er bare så alt er helt på plads.
Det, som [Klager] helt præcist har sagt, det er, at [Person 2] udøver manipulation, uhæderlig adfærd og nye højder af vulgær selvpromovering.
Så er det helt præcise citat kommet.
”
[Tidskode: 08:02-08:14]
[Person 1] ringer med en klokke.
” [Person 1]: Jeg vil gerne ringe af og sige, at vi holder 10 minutters pause.
Vi genoptager mødet klokken 19:55, og så håber jeg, at alle går ud og får lidt luft.
”
Frederiksborg Amts Avis bragte den 1. februar 2025 artiklen ” Striden handler om tre ord og blev afgørende for pinligt møde ” i den trykte avis på side 8 og 9 i 2. sektion, hvor [Klager] og [Person 2] er kommet til orde og har udtalt sig om det omtalte kommunalbestyrelsesmøde, herunder [Person 2]s beskyldning fremsat mod [Klager].
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 18. februar 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information, forelæggelse, overskrifters dækning og berigtigelse
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Klagen vedrører overskriften på artiklen.
[…]
[Bynavn] kommunalbestyrelse har gennem forrige og indeværende valgperiode haft et vanskeligt samarbejdsklima.
For mit vedkommende kulminerede dette på kommunalbestyrelsens møde d. 27. januar 2025, hvor en oprevet ordveksling mellem den socialdemokratiske politiker [Person 2] og jeg resulterede i overskriften "Kalder politiker manipulerende og vulgær: Borgmester nødsaget til at afbryde møde" (Frederiksborg Amts Avis, 29. januar).
Her det undertegnede, der anklages for at have sagt, at min politiske modstander er manipulerende og vulgær.
Problemet er blot, at dette aldrig er blevet sagt.
Min politiske modstander anklager mig fejlagtigt for at have kaldt ham dette i en intern mailkorrespondance, som han valgte at "læse op" under mødet.
Citatet er dog både forkert, ændret i tiltaleform og taget ud af en sammenhæng.
Jeg har således aldrig på mødet ytret disse ord (og ej heller på skrift, da referencen ikke er korrekt).
Mødet er optaget på video og ligger offentligt tilgængeligt.
Det er dermed veldokumenteret, at dette aldrig er sket.
Alligevel valgte journalist [Person 6], at bringe en artikel med nævnte overskrift.
Som læser af avisen, må man af overskriften forstå, at jeg på mødet har kaldt min modstander for "manipulerende og vulgær".
Samtidig insinuerer brugen af kolon i overskriften, at dette er den direkte årsag til, at mødet måtte afbrydes, hvilket heller ikke er korrekt.
Overskriften/artiklen resulterede i en længere debat på Facebook, hvor debatten også afspejler, at de fleste tror, at jeg rent faktisk har ytret på mødet, at min politiske modstander er ”manipulerende og vulgær”.
Jeg blev ikke spurgt om min side af historien før historien blev bragt.
Efter at have været i kontakt med journalisten adskillige gange, bragte samme journalist tre dage senere en mere nuanceret artikel, der også fortæller min side af historien.
Men på dette tidspunkt er skaden af den usande overskrift sket.
Overskriften på artiklen, som denne klage angår, er ikke blevet berigtiget i den trykte avis eller ændret i online-versionen af artiklen.
[…]”
[Klager] har som svar på Frederiksborgs Amts Avis’ udtalelse anført blandt andet
”Jeg vil blot […] understrege, at måden overskriften er formuleret på, er vildledende.
[…]
Jeg ønsker med denne klage at sætte fokus på den stigende brug af fængende clickbait overskrifter og at dette er problematisk ift.
de presseetiske retningslinjer.
[…]
Jeg må her igen minde om, at jeg ikke fik mulighed for at kommentere på artikel og overskrift, inden denne blev bragt.
”
2.2 Frederiksborg Amts Avis’ synspunkter
Korrekt information, forelæggelse, overskrifters dækning og berigtigelse
Frederiksborg Amts Avis har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Den omtalte artikel, hvor [Klager], medlem af [Bynavn] Kommunalbestyrelse, har klaget til Pressenævnet over rubrikken, er for 90 procent af artiklens indhold en her-og-nu beskrivelse af, hvad der foregik på det omstridte kommunalbestyrelsesmøde den 27. januar 2025 efter flere år med et vanskeligt samarbejdsklima og en hård tone politikerne imellem.
Det kulminerede denne mandag aften, hvor borgmester [Person 1] til sidst måtte ringe mødet af og stoppe debatten og behandlingen af dagsordenspunktet.
En ret usædvanlig situation – og en ret usædvanlig politisk debat, hvor borgmesteren undervejs tre gange forsøgte at afbryde medlemmer under deres tale.
Herunder både klager [Klager] fra [Parti 4] og [Person 2] fra [Parti 2], som begge insisterede på at tale videre og ikke fulgte beskeden fra borgmesteren om at stoppe.
Vi mener, at artiklen "Kalder politiker manipulerende og vulgær: Borgmester nødsaget til at afbryde møde" både afspejler og beskriver den virkelighed, der udfoldede sig på mødet - og hvor debatten bølgede frem og tilbage.
Som beskrevet i brødteksten er det [Person 2], som undervejs siger, at han af [Klager] i den seneste måned også er blevet kaldt 'manipulerende', 'uhæderlig' og 'vulgær'.
Og han er nu nødt til at sige fra overfor tonen.
Den udtalelse og de beskyldninger afviser [Klager] på det kraftigste, hvilket også tydeligt fremgår af artiklen.
[Klager] er citeret for at sige: "Det er 100 procent forkert.
Og jeg er chokeret over, at du, borgmester, tillader det og ikke træder i karakter og viser noget lederskab for at sikre, at der en samarbejdstone i kommunalbestyrelsen, der kan få tingene til at fungere".
Da [Person 2] igen får ordet, henviser han til en mailtråd og siger på mødet, at "[Klager] har skrevet, at [Person 2] udøver manipulation, har en uhæderlig adfærd og en vulgær selvpromovering".
Ud fra de ordvekslinger mellem de to politikere på kommunalbestyrelsesmødet mener vi ikke, at rubrikken på nogen måde overskrider de presseetiske retningslinjer, som klager hævder.
Der er i brødteksten fuld dækning for rubrikkens ordlyd, og [Klager]s navn nævnes hverken i rubrik eller i underrubrik.
I brødteksten beskrives det tydeligt, at beskyldningerne er noget, der fremføres på mødet af [Person 2] mod [Klager].
Samtidig er det vigtigt at påpege, at det på det tidspunkt ikke er muligt at efterprøve konteksten i beskyldningerne.
Da redaktionen i de efterfølgende dage bliver opmærksom på en kommentar på Facebook fra både [Klager] og [Person 2], hvor sidstnævnte bl.a. korrigerer sin udtalelse på kommunalbestyrelsesmødet og erkender, at han lavede en talefejl, tager redaktionen fat i dem begge og laver en ny uddybende artikel om det, der ligger bag deres indbyrdes strid og som fik debatten til at eskalere.
For der er en forhistorie, som ikke kommer tydeligt frem under debatten i kommunalbestyrelsen.
Det fortælles i artiklen med overskriften "Striden handler om tre ord og blev afgørende for pinligt møde".
Artiklen er vedlagt sagen af [Klager] selv, og i sin klage omtaler han den som en nuanceret artikel, der fortæller hans side af historien.
Til at illustrere det kaotiske møde overfor læserne lavede redaktionen et sammenklip af de otte minutter af den lange debat, hvor den hårde debattone kommer tydeligst til udtryk.
Den video udsendes på sn.dk/[Bynavn] dagen efter den første artikel "Kalder politiker manipulerende og vulgær: Borgmester nødsaget til at afbryde møde", som bygger på netop de otte minutter.
[Frederiksborg Amts Avis har henvist til artiklen ” Se de minutter, der fik borgmester til at afbryde kaotisk møde ” bragt den 28. januar 2025 på sn.dk, hvor mediets video med sammendrag fra kommunalbestyrelsesmødet i [Bynavn] den 27. januar 2025.
]”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, James Kristoffer Miles og Peter Munk Povlsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
God presseskik
Korrekt information, forelæggelse, overskrifters dækning og berigtigelse
[Klager] har klaget over, at artiklens overskrift er ukorrekt og vildledende, og at Frederiksborg Amts Avis ikke har berigtiget den.
[Klager] har endvidere klaget over, at Frederiksborg Amts Avis ikke har forelagt artiklens indhold for ham.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.
Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.
Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.
1, A.
3, A.
4, A.
6 og A.
7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Artiklen har overskriften: ” Kalder politiker manipulerende og vulgær: Borgmester nødsaget til at afbryde møde” .
Af artiklen fremgår blandt andet
”Det er efterhånden velkendt, at samarbejdsklimaet i [Bynavn] Kommunalbestyrelse er anspændt med en til tider hård og eksplosiv indbyrdes tone.
Det kommer endnu en gang til udtryk mandag aften, hvor der atter er prikket hul på den ømme byld, og borgmester [Person 1] [Parti 1] tre gange forgæves forsøger at afbryde medlemmer af kommunalbestyrelsen, som insisterer på at tale videre.
Det er under behandlingen af den omstridte sag om en tidsbegrænset dispensation til den midlertidige institution på [Område], hvor naboer plages af støj fra legepladsen, at tingene kører af sporet.
Til sidst griber borgmesteren klokken og ringer mødet af og beordrer en ti minutters pause med opfordring til politikerne om at gå uden for og blive afkølet.
- Det er et træls møde, erkender borgmesteren dagen derpå.
– Men det viser meget godt, at der ingen selvransagelse er – og vi hver især ikke får kigget indad.
[Person 1] ser ikke selv anden udvej end at kalde til pause efter næsten halvanden times debat.
Bølgerne går højst mellem [Parti 2]s [Person 2] og [Parti 3]s [Person 3] på den ene side og [Parti 4]s [Klager] og [Person 4] på den anden side.
Nødt til at sige fra
Første gang borgmesteren prøver at bryde ind er, da [Klager] [Parti 4] siger, at "[Person 2] (S) er fuldstændig ligeglad med naboerne til [Område]".
Sjællandske Nyheder har talt med borgmester [Person 1] dagen derpå, og han mener, at [Klager] går over stregen.
- Han begynder at forklare, hvad andre mener i stedet for kun at fortælle, hvad han selv mener.
Vi skal ikke motivforske, slår borgmesteren fast.
På mødet lader [Person 2] heller ikke kommentaren fra [Klager] stå usagt og tilføjer, at han af [Klager] i den seneste måned også er blevet kaldt ’manipulerende’, ’uhæderlig’ og ’vulgær’.
- Tak, tak, rolig.
Den dialog skal vi tage, når vi mødes, forsøger borgmesteren at bryde ind.
Det får [Person 2] til at insistere på, at han er nødt til at sige fra, når tonen bliver så grov og beskyldninger så grove fra [Klager].
- Jeg synes, at denne her debat illustrerer, at vi i kommunalbestyrelsen bliver nødt til at have en diskussion om, hvordan vi taler til hinanden.
Denne her måde er ikke i orden, påpeger [Person 2].
Beskyldninger
[Klager] afviser på det kraftigste beskyldningerne fra [Person 2].
- Det er 100 procent forkert, siger han og fortsætter
- Og jeg er chokeret over, at du, borgmester, tillader det og ikke træder i karakter og viser noget lederskab for at sikre, at der er en samarbejdstone i kommunalbestyrelsen, der kan få tingende til at fungere.
For det sker åbenbart ikke, når du kan tillade, at [Person 2] kommer med så vanvittige beskyldninger, siger [Klager] direkte henvendt til borgmesteren.
Jeg opfordrer til, at man kigger indad – og ja, lad os tage den dialog – men nej, der er ingen, der er bedre end den anden.
Vi tager dialogen sammen.
Vi skal ikke stå og beskylde hinanden for at lyve, svarer [Person 1].
[Person 2] får ordet og citerer fra en mailtråd, hvor [Klager] har skrevet, at ”[Person 2] udøver manipulation, har en uhæderlig adfærd og en vulgær selvpromovering”.
[…]”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at artiklen er baseret på en liveoptagelse af et kommunalbestyrelsesmøde i [Bynavn] Kommune, der blev afholdt den 27. januar 2025, og som er offentlig tilgængelig på kommunens hjemmeside.
Ved mødet deltog blandt andet [Klager], [Person 2] og [Person 1], som under mødet havde følgende ordvekslinger
[Tidskode: 02:33-03:35]
” [Person 1] : Vi skal til afstemningen snart.
[Person 2]: Jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere på tonen, jeg beklager.
[Klager], du står direkte og siger, at jeg er ligeglad med naboerne, og du trækker det ikke tilbage bagefter.
Og bare i den sidste måned, så har du kaldt mig vulgær, manipulerende og uhæderlig, og det har du sendt på mail [[Person 1] afbryder, Pressenævnet ].
[Person 1]: Tak for det.
Hey, hey, hey.
Rolig, rolig.
Lad os tage den.
Lad os tage den dialog, hvor vi mødes.
[Person 2] [ [Person 2] afbryder, Pressenævnet ]
[Person 2]: [Person 1].
Jamen jeg er nødt til at sige fra, når tonen bliver så grov, og beskyldningerne bliver så grove, som de er fra [Klager]s side.
Jeg synes ikke, at det er i orden, og jeg synes simpelthen den her debat illustrerer, at vi er nødt til at have en diskussion i kommunalbestyrelsen om, hvordan vi taler til hinanden, fordi den måde, vi taler til hinanden på, er ikke i orden.
[Person 1]: Vi bliver nødt til at indkalde til et møde, hvor I snakker sammen, og hvor vi tager den vinkel.
”
[Tidskode: 03:53-04:56]
”[Klager] : Jeg må simpelthen på de kraftigste afvise enhver beskyldning af det, [Person 2] kommer med her.
Det, at du påstår, at jeg har kommunikeret om dig, det er på ingen måde korrekt.
Mailen findes jo i systemet, så det er meget nemt at finde det frem.
Det er 100 % forkert.
Og jeg er chokeret over, at du borgmester tillader det her.
At du ikke træder i kraft og viser noget lederskab for at sikre, at der er en samarbejdstone i den her kommunalbestyrelse, der kan få tingene til at fungere, for det sker åbenbart ikke, når du kan tillade, at [Person 2] står og kommer med så fuldkommen vanvittige beskyldninger for noget, der på ingen måde er korrekt.
Det er det, der skaber de samarbejdsproblemer, der er i den her kommunalbestyrelse.
Vi lever åbenbart i vidt forskellige verdner og kan opfatte ting fuldstændigt forskelligt, fordi de ting, du er kommet med der, er 100 % løgn!
[Person 1] : Jeg opfordrer til, at man kigger indad.
Og ja lad os tage den dialog sammen, men nej, der er ikke en her, der er bedre end den anden.
Vi tager dialogen sammen omkring det her.
For vi skal ikke stå og beskylde hinanden for at lyve og alt muligt andet.
Hvis man fortalte og snakkede om, hvad man selv ville, så ville tonen være bedre, og det ville være meget lettere at have en dialog.
”
[Tidskode: 06:03-06:16]
” [Person 2]: Det er bare så alt er helt på plads.
Det, som [Klager] helt præcist har sagt, det er, at [Person 2] udøver manipulation, uhæderlig adfærd og nye højder af vulgær selvpromovering.
Så er det helt præcise citat kommet.
”
Det er Pressenævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sit virke som folkevalgt politiker er en person, som offentligheden har kendskab til.
Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.
Pressenævnet finder, at overskriftens formulering ” Kalder politiker manipulerende og vulgær: Borgmester nødsaget til at afbryde møde ” isoleret set kan give læseren den opfattelse, at [Klager] på kommunalbestyrelsesmødet kaldte [Person 2] ”manipulerende og vulgær”, og at borgmesteren som følge heraf måtte afbryde mødet.
Da overskriften imidlertid fremstår som Frederiksborg Amts Avis’ sammenfatning af debatten under kommunalbestyrelsesmødet, som har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold, der er nærmere beskrevet i brødteksten, finder nævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af Frederiksborg Amts Avis for overskriften.
Pressenævnet finder videre, at [Person 2]s beskyldninger mod [Klager] kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham.
Oplysningerne skulle derfor som udgangspunkt forelægges for [Klager] forud for artiklens offentliggørelse.
Nævnet finder imidlertid, at Frederiksborg Amts Avis i den konkrete situation ikke har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge beskyldningerne for [Klager].
Nævnet har lagt vægt på, at det for læseren fremgår klart, at [Person 2] har fremsat beskyldningerne under en ophedet debat ved et kommunalbestyrelsesmøde, der er offentligt tilgængeligt, og som relaterer sig til hans politiske virke, og at det dermed er i den sammenhæng, beskyldningerne skal læses.
Nævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår klart af artiklen, at [Klager] på det kraftigste har afvist beskyldningerne, og at Frederiksborg Amts Avis loyalt har gengivet hans afvisning fra kommunalbestyrelsesmødet, og beskyldningerne står derfor ikke uimodsagt.
Nævnet bemærker, at [Klager] efterfølgende er kommet til orde i artiklen ” Striden handler om tre ord og blev afgørende for pinligt møde ” bragt den 1. februar 2025.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 25. november 2025
-
Det er endvidere relevant, at artiklen blev bragt på skrift, men samtidig er tilgængelig online, hvor artiklen blev promoveret på avisens Facebook-side.
Overskriften får derfor karakter af clickbait.
-
Som FAA skriver i deres svar, er selve artiklen mestendels en beretning om, hvad der skete på mødet.
Men i modsætning til FAAs argument, er der netop ikke overensstemmelse mellem overskriften og artiklens brødtekst.
Overskriften er spekulativ og fabulerende, hvor brødteksten er beskrivende.