Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - adgangsbegrænsning - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - adgangsbegrænsning - medhold
J.nr. 23-75050
En kvinde (klager), der var døv, klagede over en tandlægeskole (indklagede).
Kvinden mente, at tandlægeskolen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden fik afslag på at komme til forundersøgelse med henblik på at vurdere, om kvinden kunne bruges i studenterbehandlingen på tandlægeskolen.
Afslaget var begrundet i tandlægeskolens retningslinjer, hvorefter tandlægeskolen ikke kunne indskrive en person til behandling, hvis personen havde behov for tolkning.
Nævnet vurderede, at tandlægeskolens afslag, der tilsyneladende var baseret på neutrale kriterier, stillede kvinden, der på grund af sit handicap havde behov for tegnsprogstolkning, ringere end andre.
Det var nævnets vurdering, at den indirekte forskelsbehandling af kvinden var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre gennemførelsen af de studerendes uddannelse i henhold til uddannelsens læringsmål.
Nævnet vurderede imidlertid, at tandlægeskolen ikke havde godtgjort, at det var nødvendigt at afvise kvinden fra at komme til forundersøgelse, for at opnå det saglige formål, om at sikre de studerendes uddannelse.
Nævnet lagde vægt på, at tandlægeskolen ikke nærmere havde dokumenteret, at det ikke var muligt at gennemføre undervisningen, selvom en af patienterne havde en tolk med.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at komme til forundersøgelse med henblik på at vurdere, om klager kunne bruges i studenterbehandlingen på en tandlægeskole.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at komme til forundersøgelse hos indklagede.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 5.000 kr.
Sagsfremstilling
Klager, der er døv, har oplyst, at hun den 2. juni 2023 via Teksttelefonen ringede til indklagede for at komme i betragtning til behandling hos indklagede, der er en tandlægeskole.
Klager har oplyst, at hun ved samtalen oplyste, at hun er døv og derfor havde brug for en tegnsprogstolk til behandlingen, som hun selv ville medbringe og betale for.
Indklagede afviste, at klager kunne komme til en forundersøgelse med henblik på at vurdere, om klager kunne bruges i studenterbehandlingen, da indklagede ikke behandlede patienter, som havde brug for tolkning.
Den 20. juni 2023 sendte klagers partsrepræsentant følgende brev til indklagede
”…
[Klagers partsrepræsentant] henvender sig på vegne af vores klient [klager].
Hun har oplyst, at hun ringede til [indklagede] den 2. juni via Teksttelefonen for at bestille en tid til behandling.
Hun oplyste om, at hun er døv og derfor har brug for en tegnsprogstolk til behandlingen, som hun selv ville medbringe og betale for.
Vores klient har oplyst, at I afviste at yde hende behandling, idet I ikke behandler klienter, der har behov for tolkning.
[Klagers partsrepræsentant] ønsker først og fremmest at få bekræftet, om dette er jeres politik, og om I har skrevne retningslinjer herfor.
[Klagers partsrepræsentant] bemærker, at en generel politik om ikke at behandle personer, der har brug for tolk, kan udgøre indirekte forskelsbehandling, idet det stiller personer med hørehandicap ringere end andre, jf. handicapdiskriminationsloven.
En sådan indirekte forskelsbehandling kan kun retfærdiggøres, hvis den er begrundet i et legitimt formål og nødvendig for at nå dette mål.
[Klagers partsrepræsentant] overvejer derfor, om der er grundlag for at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet.
Vi ønsker at høre jeres bemærkninger til ovenstående.
…”
Den 3. juli 2023 sendte indklagede følgende mail til klagers partsrepræsentant
”…
[Indklagede] kan bekræfte, at [klager] telefonisk har kontaktet [indklagede], og at hun med baggrund i vores retningslinjer er blevet afvist som patient med den begrundelse, at vi desværre ikke kan behandle patienter, som har brug for en tolk for at kommunikere med den studerende.
Dette svar vil jeg redegøre for nedenfor.
Først vil jeg gerne gøre opmærksom på, at [indklagede] er en uddannelses- og forskningsinstitution, hvor de studerende udfører tandbehandlinger på patienter, som en del af deres uddannelse.
[Indklagede] er således ikke en almindelig tandklinik, og har heller ikke status som hospital, hvor man, som borger, har krav på at blive behandlet.
Hvis en borger kontakter [indklagede] med et ønske om at få foretaget en specifik tandbehandling, er der mulighed for at blive tilbudt behandling hos vores studerende, såfremt man opfylder [indklagedes] kriterier og de studerendes læringsmål.
Dette indebære bl.a., at [indklagede] i den nærmeste fremtid efterspørger den konkrete type opgave til vores studerende, at man har været igennem en forundersøgelse/screening, der skal klargøre, om den tandmæssige opgave ligger indenfor de studerendes læringsmål, og at man opfylder nogle krav i forhold til kommunikationen mellem den studerende og patienten.
Det er selvfølgelig vigtigt, at den tandmæssige opgave ligger indenfor de studerendes faglige læringsmål, men derudover er patientkommunikationen omkring behandlingsforløbet m.m. også et væsentligt element.
Det er vigtigt, at de studerende kan kommunikere direkte og entydigt med patienten på dansk eller engelsk under hele behandlingsforløbet, da denne direkte kommunikation er en meget væsentlig læringskilde og læringsmetode for den studerende.
Dette fremgår også af vores hjemmeside, hvor der under afsnittet om kommunikation fremgår, at: ”Det er vigtigt, at vi kan informere dig om dit behandlingsforløb.
Derfor skal du kunne kommunikere på dansk eller engelsk.
” Hvis dette ikke er muligt, og der fx skal bruges en tolk, som bindeled mellem den studerende og patienten, bliver de overordnede læringsmål med de studerendes praktiske og kommunikative læring under studiet forringet og udfordret, hvilket er til stor ulempe for de studerende og opfyldelsen af deres læringsmål.
Derfor er det [indklagedes] politik, at vi ikke modtager patienter til studenterbehandling, hvor tolk er nødvendig for kommunikationen, da der derved ikke er en direkte og entydig kommunikation mellem den studerende og patienten.
Vores afslag på behandling skyldes således et nødvendigt hensyn til vores studerende og deres læring.
…”
Klager har fremlagt skærmbillede af indklagedes hjemmeside, hvoraf blandt andet fremgår
”…
Forundersøgelse: Alle nye patienter skal igennem en forundersøgelse, hvor det vurderes, om den behandling, du har behov for, er egnet til de studerende.
Vi kan ikke garantere behandling, selvom du har fået foretaget en forundersøgelse.
En forundersøgelse kan vare op til 1½ timer.
Hvis der skal tages røntgenbilleder, er det inkluderet i prisen.
Afvisning: I nogle tilfælde, kan vi ikke indskrive dig til behandling.
Det kan fx være at behandlingen er for omfattende, og derfor ikke studenteregnet, eller at der vil være for lang ventetid.
Hvis du afvises, vil tandlægen, der undersøger dig, forklare hvorfor.
Tilbud om behandling: Hvis behandlingen kan udføres på [indklagede], vil du blive skrevet på en venteliste, hvorefter du vil få tilsendt en tid til den egentlig behandling.
Afslutning af behandling: Når din behandling er afsluttet, vil du blive udskrevet som patient.
Hvis du senere får behov for ny behandling, skal du have foretaget en ny forundersøgelse.
… ”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. august 2023.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagedes politik er, at patienter, der har behov for tolkebistand, ikke kan få behandling.
Denne politik udgør indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationslovens § 5.
Indklagede har valgt at indføre en generel politik, hvor alle, der har behov for tolk, afvises.
Der bliver således ikke foretaget en konkret og individuel vurdering, som er et afgørende element i beskyttelsen mod diskrimination.
Der er ikke mulighed for, at patienten kommer ind til behandling med en tolk og får mulighed for at vise, om det kan fungere.
Indklagedes politik medfører reelt, at alle personer med et hørehandicap og andre personer med handicap, der afføder et behov for tolk, udelukkes helt fra at modtage behandling på skolen.
Det er problematisk, at der ikke foretages en konkret og individuel vurdering af, om den enkelte borger vil kunne modtage behandling med tolkebistand.
Indklagede har ikke afprøvet i det konkrete tilfælde, om at det var muligt at tilbyde behandlingen med tolkebistand.
Det fremgår af indklagedes hjemmeside, at der altid gennemføres en forundersøgelse, hvor det vurderes, om den behandling, patienten har behov for, er egnet til de studerende.
Det ville være oplagt i den forbindelse at tage stilling til brugen af tolk.
Det er klart, at det vil kunne være nødvendigt at afbryde en behandling, hvis det undervejs viser sig, at det ikke er muligt at kommunikere forståeligt med borgeren.
Sådan vil det dog være med alle behandlinger, hvor det af den ene eller anden grund kan være nødvendigt at afbryde behandlingen, for eksempel fordi borgeren viser sig at have mere omfattende tandproblemer end først antaget.
Indklagede har anført, at forløbene er tilrettelagt sådan, at de studerende som udgangspunkt tildeles én patient, som de har gennem hele semesteret.
Derfor vil det være uhensigtsmæssigt, hvis dette forløb afbrydes midt i semesteret.
Dette anerkender klager.
Indklagede har dog ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at personer, der bruger tegnsprogstolk, er i højere risiko for at afbryde deres behandlingsforløb.
Tegnsprogstolke er tegnsprogstolkeuddannelse på professionsbachelorniveau.
De er således trænede i at kommunikere direkte og entydigt mellem den døve person og den ikke-tegnsprogstalende.
Tolkene er vant til at arbejde på arbejdspladser, sociale institutioner, uddannelsessteder, til møder med offentlige myndigheder med videre.
Dette konkrete forhold har indklagede ikke taget højde for i deres afvejning.
Klager bemærker også, at tandlægeuddannelsen skal forberede de studerende på at kommunikere med alle slags patienter, herunder patienter med handicap eller som ikke taler dansk eller engelsk.
Dette er en udfordring, de vil møde som færdiguddannede tandlæger.
Med hensyn til indklagedes bemærkninger omkring begrænset plads i lokalerne forstår klager dem sådan, at der vil være trangt, men at det godt kan lade sig gøre at skabe plads til en tolk.
Med hensyn til indklagedes bemærkninger om skolens særlige forhold som uddannelsesinstitution bemærker klager, at selvom man som borger ikke har ret til at få behandling på indklagede, så skal indklagedes tilbud om behandling ikke desto mindre overholde ligebehandlingslovgivningen.
Det kan sammenlignes med, at en privat udlejer som udgangspunkt frit kan vælge, hvem de vil udleje en lejebolig til, og at man som boligsøgende derfor ikke har ret til boligen.
Ikke desto mindre skal udlejeren overholde ligebehandlingslovgivningen ved valget af, hvem udlejer vil leje boligen til.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede henviser i det hele til sin mail af 3. juli 2023 sendt til klagers partsrepræsentant.
Afslaget til klager på at komme til en forundersøgelse med henblik på at vurdere, om klager kunne bruges i studenterbehandlingen skyldtes et hensyn til indklagedes studerende og opnåelsen af deres læringsmål, idet behandlingen af klager lå uden for de studerendes læringsmål.
Indklagede har fremlagt studieordningerne for bachelor og kandidat i odontologi, hvoraf fremgår de mange lærings- og kompetencemål, som de studerende skal opnå igennem deres studie.
Heraf fremgår, at det er ikke en del af læringsmålene, at de studerende skal lære at kommunikere med patienter, der medbringer tolk, da der ikke er tid til at lære dette i løbet af studiet.
Det er derfor en kompetence, som de bliver nødt til at erhverve sig, når de får arbejde på en tandlægeklinik eller lignende.
Uddybende kan indklagede oplyse, at idet der er tale om et omfattende curriculum og et stort antal lærings- og kompetencemål, har indklagede på baggrund af sine erfaringer med de studerendes patientbehandlinger, opstillet nogle rammer for disse læringssituationer.
Den vigtigste og væsentligste del af indklagedes rammer for de studerendes optimale læringssituation er nødvendigheden af den vigtige direkte og entydige kommunikation mellem den studerende (og underviseren) og patienten.
Derudover er det også væsentligt, at patientkommunikationen er så klar og entydig, at den ikke forringer den studerendes (og underviserens) mulighed for at kunne gennemføre den kliniske undervisning i løbet af den afsatte undervisnings-/behandlingstid.
Her skal det bemærkes, at de studerendes patientbehandling er en del af den omfattende kliniske undervisning, som de studerende gennemfører på indklagede.
Her er den studerende en del af ét hold på ca. 8-10 studerende, som hver sidder med én patient i en tandlægestol i en periode på ca. 2 timer pr. undervisningsgang.
Hvert hold har én underviser tilknyttet.
Der er derfor begrænset adgang til underviseren, som går på skift mellem de studerende afhængig af undervisningssituationen og studenter-/patientbehovet, og en begrænset tid for den studerende til at gennemføre patientbehandlingen i.
Det er derfor, at det fremgår af indklagedes retningslinjer, der er tilgængelig på indklagedes patienthjemmeside, at ”Det er vigtigt, at du er informeret om dit behandlingsforløb.
Derfor skal vi kunne kommunikere direkte og entydigt med dig på dansk eller engelsk.
Hvis du har behov for tolkning, kan vi desværre ikke indskrive dig til behandling.
”
Klager har angivet i sine bemærkninger, at det kan være nødvendigt at afbryde en behandling, hvis det viser sig, at det ikke er muligt at kommunikere forståeligt med patienten.
Dette er desværre ikke en praktisk mulighed på grund af undervisningen organisering.
Den tandlægestuderende har typisk den samme patient igennem hele semestret i det pågældende fag.
Den studerende får også kun typisk tildelt én patient pr. semester i det pågældende fagområde.
Det vil sige, at det er den samme patient, som skal møde ind til de 15 undervisningsgange, der er i semestret og dermed sidde i tandlægestolen i de cirka to timer, som undervisningsgangen foregår i.
Det er derfor meget vigtigt for den studerende at undgå at afbryde en patientbehandling i løbet af semesteret, da der ikke vil være tid for den tandlægestuderende til at både at få opstartet, og ikke mindst afsluttet patientbehandlingen, hvis den studerende skal starte forfra med en ny patient.
Dette samtidig med, at undervisningen fortsætter for de øvrige studerende i det planlagte undervisningsforløb.
Det skal bemærkes, at der er tale om tandlægestuderende, fx på deres 7. semester, som aldrig før har haft en patient med den behandlingstype, som foregår i det aktuelle fagområde, fx endodonti/rodbehandling, eller som måske aldrig har behandlet en patient før.
En udskiftning af patienten vil derfor typisk ikke være mulig, og hvis det sker, vil det være til stor gene for den tandlægestuderendes opnåelse af sine læringsmål, idet vedkommende dermed mister værdifuld klinisk undervisningstid med en patient, som ikke kan indhentes på et senere tidspunkt.
En evt.
udskiftning af en patient vil også lægge et yderligere pres på underviseren og de øvrige studerende og deres undervisningstid, og det i en i forvejen fuldt udnyttet undervisningsplan.
Der er derfor ikke tale om, at en patientbehandling kun varer et par undervisningsgange, og at den studerende behandler flere patienter inden for det pågældende fag i løbet af semestret.
I stedet får den studerende som nævnt kun én patient, som denne herefter har i hele semesteret i det pågældende fag.
Det er også derfor, at det er vigtigt, at kommunikationen mellem patient og den studerende og underviseren skal være så klar, entydig og effektiv som mulig, da den foregår mange gange i løbet af hele semesteret.
Desuden vil indklagede gerne gøre opmærksom på, at der også vil være en udfordring omkring pladsforholdene på indklagedes undervisningsklinik, idet der er begrænset plads i undervisningsklinikkens små behandlingsbåse.
Det vil derfor give pladsudfordringer, hvis der foruden patienten, den studerende, underviseren og en klinikassistent, også skal være plads til en tolk.
Det er ikke muligt at anvise alternative behandlingssteder, da undervisningen skal forgå sammen med det øvrige hold og den underviser, som forestår den kliniske undervisning.
Endelig vil indklagede igen påpege, at indklagede er en uddannelses- og forskningsinstitution, hvis primære og væsentligste formål er at uddanne tandlæger, og hvor de studerende, som et væsentligt element i deres uddannelse, bliver undervist i at udføre tandbehandling på patienter.
Indklagede er således ikke en almindelig tandklinik, og har heller ikke status som hospital, hvor man, som borger, har krav på at blive behandlet.
Indklagede beklager selvfølgelig den ulempe eller gene, som potentielle patienter måtte opleve som følge af vores retningslinjer for vores kliniske undervisning, men alt, hvad indklagede gør, skyldes udelukkende et nødvendigt hensyn til vores studerende og deres mest optimale og effektive læring.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Om handicap
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.
2018.830H og U.
2018.853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Nævnet vurderer, at det er godtgjort, at klager, som er døv, har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Om afslaget
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Indklagede gav klager afslag på at komme til forundersøgelse med henblik på vurdering af, om klager kunne få behandling ved den indklagede tandlægeskole.
Afslaget var begrundet i indklagedes retningslinjer, hvorefter indklagede ikke kan indskrive en person til behandling, hvis personen har behov for tolkning.
Nævnet vurderer, at indklagedes afslag, der tilsyneladende var baseret på neutrale kriterier, stillede klager, der på grund af sit handicap havde behov for tegnsprogstolkning, ringere end andre.
Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at komme til forundersøgelse hos indklagede blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke er tale om ulovlig forskelsbehandling.
Indklagede har oplyst, at afslaget på grund af behov for tolkning var begrundet i et nødvendigt hensyn til indklagedes studerende og deres læring.
Nævnet vurderer på den baggrund, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre gennemførelsen af de studerendes uddannelse i henhold til uddannelsens læringsmål.
Spørgsmålet er herefter, om forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå formålet om at sikre de studerendes uddannelse, og om der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.
Indklagede har gjort gældende, at det er væsentligt for de studerendes læring, at der er klar, entydig og effektiv patientkommunikation, som ikke forringer den studerendes mulighed for at gennemføre den kliniske undervisning i løbet af den afsatte behandlingstid.
Indklagede har oplyst, at der er 8-10 studerende per undervisningsgang i det samme lokale, som hver har en patient, de skal gennemføre behandlingen på i løbet af to timer.
Til undervisningen er der én underviser.
Indklagede har også oplyst, at det vil være trangt med underviser, studerende, patient, klinikassistent og tolk, og at det ikke er muligt at have en studerende med en patient med en tolk i et andet lokale, da hele undervisningen foregår i samme lokale.
Nævnet vurderer, at indklagede ikke har godtgjort, at det var nødvendigt at afvise klager fra at komme til forundersøgelse for at opnå det saglige formål om at sikre de studerendes uddannelse.
Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har dokumenteret, at det ikke var muligt at gennemføre undervisningen, selvom en af patienterne havde en tolk med.
Klager får derfor medhold i sin klage.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde
•
§ 11 om godtgørelse