Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
J.nr. 23-90031
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med PTSD klagede over en slikbutik (indklagede).
Kvinden mente, at slikbutikken havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at slikbutikken den 22. september 2023 gav kvinden afslag på at medbringe sin servicehund.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden havde godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
På baggrund af sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at slikbutikken den 22. september 2023 gav kvinden afslag på, at hun kunne medbringe sin servicehund i slikbutikken.
Nævnet fandt herefter, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det påhviler herefter slikbutikken at bevise, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling.
Slikbutikken har oplyst, at årsagen til afslaget på, at kvinden kunne medbringe sin servicehund, var hensynet til hygiejnen og fødevaresikkerheden i slikbutikken.
Nævnet vurderede herefter, at slikbutikken havde godtgjort, at forskelsbehandlingen af kvinden var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hygiejnen og fødevaresikkerheden.
Spørgsmålet blev herefter, om forskelsbehandlingen af kvinden var nødvendig for at opnå formålene om at sikre hygiejnen og fødevaresikkerheden i slikbutikken.
Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at slikbutikken ikke havde godtgjort, at forskelsbehandlingen af kvinden var nødvendig for at opnå formålene om at sikre hygiejnen og fødevaresikkerheden i slikbutikken.
Nævnet havde herved lagt vægt på, at slikbutikken ikke nærmere havde dokumenteret, at det ikke var muligt at indrette sig på en sådan måde, at kvinden kunne medbringe sin servicehund i slikbutikken, uden at hensynet til hygiejnen og fødevaresikkerheden blev tilsidesat.
Kvinden fik derfor medhold og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede slikbutik den 22. september 2023 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede den 22. september 2023 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 22. september 2023, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager har fremlagt et lægeligt journalnotat af 7. april 2021, hvoraf fremgår bl.a.
”Ud fra det samlede billede er der holdepunkter for en tidlig udviklet PTSD som atter er ”blusset op”.
Samtidig peger billedet på en vis personlighedsdysfunktion, svarende til en blandet personlighedsforstyrrelse.
I realiteten er der tale om Kompleks PTSD, jf. ICD-11.
Som ledsagersymptomer er der F40.
01 Agorafobi med panikangst.
Der findes ikke belæg for en borderline/emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse eller for gennemgribende udviklingsforstyrrelse.
”
Den 10. oktober 2022 modtog klager et brev fra sin bopælskommune, hvoraf fremgår bl.a.
”[Bopælskommune] bekræfter herved, at [klager] er bevilget et servicehundeforløb med henblik på udplacering af en servicehund i hjemmet hos [klager]…
[Klager] er bevilget en servicehund som et hjælpemiddel, som følge af en varig funktionsnedsættelse i henhold til Servicelovens § 112, stk. 1.
”
Den 22. september 2023 ankom klager med sin servicehund til indklagede slikbutik.
Indklagede gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i slikbutikken.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. september 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager blev smidt ud af slikbutikken, da ejeren af indklagede fik øje på klager og servicehunden.
Klager informerede indklagede om, at der var tale om en servicehund, og at hun har samme rettigheder som enhver anden.
Klager har brug for sin servicehund, som er trænet til kun at være opmærksom på klager.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det har ikke været indklagedes hensigt at smide nogen ud af slikbutikken.
Da klager ankom til slikbutikken, var den helt fyldt med kunder og pladsen var derfor trang.
Der kom en kunde og oplyste indklagede om, at der var en våd hund i butikken.
Indklagede bad herefter klager om at forlade butikken med servicehunden.
Den primære årsag hertil var hensynet til fødevaresikkerheden.
Det er næsten umuligt at sikre, at en hund ikke kommer i kontakt med overflader eller varer, hvilket kan udgøre en risiko for hygiejnen.
Klager valgte frivilligt at forlade butikken sammen med servicehunden.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Handicapbegrebet
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.
2018.830H og U.
2018.853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Klager er diagnosticeret med kompleks PTSD og agorafobi med panikangst.
Derudover er klager bevilliget tilskud til en servicehund af sin bopælskommune efter servicelovens § 112.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Faktiske omstændigheder
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
På baggrund af sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at indklagede den 22. september 2023 gav klager afslag på, at hun kunne medbringe sin servicehund i slikbutikken.
Nævnet finder herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har oplyst, at årsagen til afslaget på, at klager kunne medbringe sin servicehund, var hensynet til hygiejnen og fødevaresikkerheden i slikbutikken.
Nævnet vurderer herefter, at indklagede har godtgjort, at forskelsbehandlingen af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hygiejnen og fødevaresikkerheden.
Spørgsmålet bliver herefter, om forskelsbehandlingen af klager var nødvendig for at opnå formålene om at sikre hygiejnen og fødevaresikkerheden i slikbutikken.
Efter en samlet vurdering finder nævnet, at indklagede ikke har godtgjort, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig for at opnå formålene om at sikre hygiejnen og fødevaresikkerheden i slikbutikken.
Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har dokumenteret, at det ikke var muligt at indrette sig på en sådan måde, at klager kunne medbringe sin servicehund i slikbutikken, uden at hensynet til hygiejnen og fødevaresikkerheden blev tilsidesat.
Klager får derfor medhold.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 22. september 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde
•
§ 11 om godtgørelse