Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - er handicap - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - er handicap - kommuner - ej medhold

J.nr. 23-74108

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med cerebral parese, klagede over en kommune (indklagede).

Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling.

Det blev lagt til grund, at klager fra indklagedes side havde været udsat for en lang sagsbehandlingstid.

Ankestyrelsen havde ved afgørelse af 17. juni 2021 afgjort, at indklagede på ny skulle behandle klagers sag om genoptræning.

Ankestyrelsen havde også rykket for svar til klager fra indklagede.

Klager havde overordnet anført, at hun af indklagedes medarbejdere havde været udsat for chikane, grove verbale overgreb mv. Hun blev bl.a. truet til at anvende kørestol, selv om dette efter det af klager oplyste ikke var lægeligt anbefalet.

Indklagede havde anført, at man ikke har fremsat nedladende udtalelser over for klager om hendes handicap.

Den lange sagsbehandlingstid skyldes en organisationsændring.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som tydede på, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Der var ikke noget, der tydede på, at indklagedes lange sagsbehandlingstid skyldtes klagers handicap.

Klagers oplysninger om, at hun havde været udsat for chikane og grove verbale overgreb mv. er ikke nærmere underbygget, ligesom der ikke er oplysninger om den mulige sammenhæng med klagers handicap.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagede kommunes sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Sagsfremstilling

Det fremgår af en speciallægeepikrise af 2. februar 2018, at klager er diagnosticeret med cerebral parese.

Den 22. juli 2019 modtog klager en afgørelse fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a., at hun ikke kunne få hjælp til genoptræning.

Den 2. august 2019 klagede klager over indklagedes afgørelse af 22. juli 2019.

Den 28. august 2019 fastholdte indklagede sin afgørelse af 22. juli 2019.

Den 3. februar 2020 afgjorde Ankestyrelsen, at klager havde ret til genoptræning.

Den 5. maj 2020 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Vi har modtaget ankestyrelsens afgørelse på din sag og har ud fra denne udmålt et genoptræningstilbud til dig.

Ankestyrelsen ligger vægt på det skal være et specialiseret tilbud, hvorfor vi tilbyder dig et SEL §86.1 Genoptræningstilbud på [indklagedes neurocenter].

”

Den 18. september 2020 sendte klager et brev til borgmesteren hos indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Det har over hele perioden eksempelvis være udtalelser som

…

Særlige bemærkninger til indholdet til min specialiserede genoptræning som jeg vandt i Ankestyrelsen den 3. februar 2020.

Her er der ingen opfølgning eller evaluering været og selve indholdet svarede ikke til det jeg vandt og havde ret til ifølge Ankestyrelsens afgørelse den 3. februar 2020…

Jeg skulle ifølge speciallægerne og øvrige beskrivelser mv. have haft hvad der svarer til [neuroklinik X] specialiseret individuel genoptræning som svarer til 153 timers individuel specialiseret genoptræning eller halvdags 183 timer – i stedet for de 25 timers genoptræning og 7 timer afspænding jeg fik på [indklagedes neurocenter].

…

Jeg henvender mig som sagt til dig som borgmester i [indklagede] på opfordring både skriftligt og mundtligt fra Ankestyrelsen med et håb om at du som borgmester vil tage hånd om det videre forløb i henhold til den individuelle specialiseret genoptræning og den øvrige forvaltning at denne sag og § 85 ansøgningen rent etisk og lovmæssigt så jeg forhåbentligt i fremtiden kan sikre mig at jeg bliver hjulpet hvis det fortsat bliver nødvendigt i henhold til loven uden yderligere fornedrelser i forhold til det menneske jeg er født og skabt som.

”

Den 12. oktober 2022 blev der afholdt et møde mellem klager og indklagede.

Af referatet herfra fremgår bl.a.

”Ved samtalen fortalte [klager] om sine oplevelse af forløbet og baggrunden for sin klage til borgmesteren.

Ut havde forinden søgt at opdele [klagers] klage i følgende dele, som ejg præsenterede for hende

[Klager] var enig i at denne opdeling er relevant.

…

Ad 3: [Klager] mener at hun har brug for yderligere specialiseret genoptræning efter sit fald, da hun endnu ikke oplever at være lige så mobil som inden faldet.

Hun oplever ikke at have modtaget den genoptræning hun er blevet stillet til udsigt.

Hun vil søge om at få et nyt forløb ved Neurocentret, hvor hun blev afsluttet den 6.8.2020…

Ad 4.

[Klager] udtrykker utilfredshed med sagsbehandlingen i mange af hendes forløb, og oplever medarbejdere der taler nedladende og optræder uprofessionelt overofr hende.

For at kunne handle på dette aftalte vi, at [klager] – såfremt hun ønsker at gå videre med dette – måtte lave konkrete og separate klager over de medarbejdere eller ledere som hun oplever sig dårligt behandlet af.

De vil så i givet fald blive behandlet efter de gældende procedurer for dette.

”

Den 12. november 2020 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Du har søgt om yderligere genoptræning.

Du har oplyst at den genoptræning du lige har afsluttet på Neurocentret d.6/8-20, ikke var den genoptræning du syntes blev stillet i udsigt.

…

Du vil blive tilbudt yderligere 8 x træningsforløb.

Det er ikke muligt at tilbyde dig et 183 t forløb – da det ikke er et tilbud [indklagede] har.

”

Den 21. januar 2021 blev klager bevilliget yderligere genoptræning af indklagede hos Y.

Den 30. januar 2021 klagede klager over indklagedes afgørelse af 21. januar 2021.

Den 8. februar 2021 fastholdte indklagede sin afgørelse af 21. januar 2021.

Den 17. juni 2021 afgjorde Ankestyrelsen, at indklagede skulle behandle sagen om genoptræning igen.

Den 3. juni 2022 modtog klager et brev fra Ankestyrelsen, hvoraf fremgår bl.a.

”Du har henvendt dig til Ankestyrelsen om [indklagede].

Ankestyrelsen afgjorde den 17. juni 2021, at kommunen skulle se på din sag igen.

Du oplyser, at du har rykket kommunen for svar i sagen, men at kommunen ikke har svaret dig.

…

Ankestyrelsen sender din henvendelse til [indklagede].

Så kan kommunen svare dig på, om de efterlever vores afgørelse om genoptræning.

Det skal kommunen gøre inden 2 uger.

”

Den 5. august 2022 rykkede Ankestyrelsen for et svar fra indklagede.

Den 23. januar 2023 sendte Ankestyrelsen et brev til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”[Indklagede] har den 10. januar 2023 oplyst, at kommunen er i gang med at efterleve Ankestyrelsens afgørelse af 17. juni 2021, blandt andet ved at få udarbejdet en neurologisk udredning.

[Klager] har den 17. januar 2023 oplyst til Ankestyrelsen, at [indklagede] har sendt en forkert anmodning til speciallægen, som derfor ikke kan udarbejde den neurologiske udredning.

[Klager] har desuden oplyst, at kommunen efterfølgende ikke har gjort mere i sagen…

Vi beder [indklagede] om en supplerende udtalelse på baggrund af henvendelsen.

Vi beder om at få [indklagedes] udtalelse inden fire uger.

”

Den 21. marts 2023 sendte Ankestyrelsen et brev til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Vi skrev den 28. februar 2023 til kommunen, at vi ikke kunne se, at vi havde modtaget udtalelsen.

Vi bad kommunen om inden to uger at sende udtalelsen eller oplyse, hvornår kommunen forventede at svare.

Vi kan stadig ikke se, at vi har modtaget udtalelsen.

Vi beder om, at byrådet sender udtalelsen hurtigst muligt efter næstkommende byrådsmøde.

”

Den 21. april 2023 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

” Uforbeholden undskyldning

…

Som rådmand for [område], og dermed øverst ansvarlig for vores langvarige og utilstrækkelige sagsbehandling, vil jeg gerne give dig en uforbeholden undskyldning.

Vi har desværre begået flere fejl, og det har været til gene og plage for dig.

Jeg har fuld forståelighed for, hvis du har været – og er – frustreret over os og vores langsommelighed.

Vi har naturligvis det fulde ansvar for, at du har måtte vente uacceptabelt længe på sagsbehandling og afgørelse – og ikke mindst vente på din træning.

Det er på ingen måde sådan [indklagede] gerne vil kendes.

Jeg har fået at vide, at [område] nu får iværksat den nødvendige specialiserede træning, og at du er i dialog med [sagsbehandler] om det.

”

Samme dag sendte indklagede et brev til Ankestyrelsen, hvoraf fremgår bl.a.

”Borger anmoder den 3. juni 2019 [indklagede] om genoptræning af funktionsniveau på baggrund af en skade i fod i 2017.

I forbindelse med visitationen fremsender borger understøttende materiale fra tre sundhedsfaglige instanser og personer, som samstemmende vurderer, at borger har behov for specialiseret træning med henblik på bedre smertelindring, nedsat træthed, øget gangdistance, tempo og sikkerhed og med henblik på reduktion af fald.

Ude over skaden i 2017 er borger født med cerebral parese primært med udfald i højre side.

[Indklagede] giver afslag på anmodningen om træning 22. juli 2019, primært begrundet i, at borger ikke er berettiget til træning efter servicelovens § 86, stk. 1 på baggrund af hendes cerebrale parese.

Denne afgørelse ankes af borger til Ankestyrelsen, som den 3. februar 2020 omgør [indklagedes] afgørelse.

[Indklagede] påbegynder herefter ny behandling, og bevilliger herefter træning på [indklagedes neurocenter].

Den træning afsluttes august 2020.

Borger henvender sig herefter igen til [indklagede] og anmoder om yderligere genoptræning, da borger ikke finder at have modtaget den træning, der var stillet i udsigt.

Der bevilliges et nyt træningsforløb på [indklagedes neurocenter].

Borger mener dog ikke, at dette træningsforløb opfylder borgerens behov.

Det aftales derfor med borger, at borger via egen læge får en henvisning til [hospital] med henblik på en vurdering af muligheden for genoptræning efter Sundhedslovens § 140.

En sådan genoptræning afslås af [hospital].

Herefter anker borger afgørelsen om den tilbudte træning på [indklagedes neurocenter] til Ankestyrelsen den 30. januar 2021.

Ankestyrelsen træffer den 17. juni 2021 afgørelse og pålægger [indklagede] at behandle sagen igen – med henblik på ny afgørelse – da sagen ikke er oplyst godt nok.

Herefter følger en desværre en periode, hvor der ikke sker fremdrift i sagsbehandlingen i [indklagede].

Dette skal [indklagede] naturligvis dybt beklage, og [indklagede] påtager sig naturligvis det fulde ansvar herfor.

[Indklagede] har undskyldt overfor den berørte borger, der har måttet vente uacceptabelt længe på en afgørelse.

…

[Indklagede] vil nu iværksætte den nødvendige specialiserede træning, og er nu i dialog med borger herom.

Borger kan således påbegynde træningen hurtigst muligt.

”

Den 12. juli 2023 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a., at klager blev bevilliget et 12 ugers halvdagsforløb med genoptræning på neuroklinik X.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. juli 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 260.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling i form af chikane på grund af handicap.

Sagen drejer sig om den chikane, grove verbale overgreb og handlinger, som klager har været udsat for af indklagede.

Klager er blevet ignoreret adskillige gange, når hun har forsøgt at henvende sig til indklagede i forbindelse med sine sager.

Klager er blev truet med en kørestol på trods af, at speciallægerne vurderede, at det ikke var en hensigtsmæssig løsning for klager.

I den forbindelse blev klager oplyst af indklagede, at hvis hun ikke ansøgte om en kørestol, ville hun ikke kunne få yderligere hjælp.

Hændelsesforløbet har resulteret i et stort funktionstab og forværring af klagers tilstand.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling i form af chikane på grund af handicap.

Indklagede bestrider, at klager er blevet behandlet diskriminerende på baggrund af klagers handicap.

Der har været uenighed mellem klager og indklagede om, hvad klager var berettiget til efter serviceloven.

Klager har indgået i sagsbehandlingen på lige fod med andre borgere.

Det har været naturligt at tale om kørestol, cykel på altan, længde på hår i forhold til hårvask i en samtale, som drejede sig om funktionsevne og hjælpemidler.

Indklagede fejler i sagsbehandlingen i 2021 på grund af organisatoriske forhold, hvor ansvaret for klagers sag blev flyttet til en ny enhed.

Langsommeligheden var således ikke begrundet i klagers handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Handicapbegrebet

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klager er diagnosticeret med cerebral parese.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Det kan lægges til grund, at klager fra indklagedes side har været udsat for en lang sagsbehandlingstid.

Ankestyrelsen har ved afgørelse af 17. juni 2021 afgjort, at indklagede på ny skulle behandle klagers sag om genoptræning.

Ankestyrelsen har også rykket for svar til klager fra indklagede.

Klager har overordnet anført, at hun af indklagedes medarbejdere har været udsat for chikane, grove verbale overgreb mv. Hun blev bl.a. truet til at anvende kørestol, selv om dette efter det af klager oplyste ikke var lægeligt anbefalet.

Indklagede har anført, at man ikke har fremsat nedladende udtalelser over for klager om hendes handicap.

Den lange sagsbehandlingstid skyldes en organisationsændring.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som tyder på, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Der er ikke noget, der tyder på, at indklagedes lange sagsbehandlingstid skyldes klagers handicap.

Klagers oplysninger om, at hun har været udsat for chikane og grove verbale overgreb mv. er ikke nærmere underbygget, ligesom der ikke er oplysninger om den mulige sammenhæng med klagers handicap.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

1.

Vi har aldrig set et menneske som dig før og nu er det os der tager stilling til hvad der skal ske og om du i det hele taget har et handicap og ikke dine speciallæger på trods af at jeg fik min diagnose mv. som 3-4 –årig

2.

Klip dit hår så du selv kan klare at vaske det

3.

Hvor er du stædig nu har du bare at høre hvad vi siger (når jeg henviste til mine speciallæge beskrivelser og afgørelser fra Ankestyrelsen)

4.

Du skal i en kørestol så kan du klar dig (trods klart skriftligt afvisning fra samtlige speciallæger mv.)

5.

Er du Så snart tilfreds (når jeg havde vundet en sag i Ankestyrelsen).

1.

…

2.

…

3.

Specialiseret genoptræning (MSO) efter fald.

4.

Klage over medarbejdere og sagsbehandling

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde