Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - sundhed - ej medhold
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - sundhed - ej medhold
J.nr. 23-74996
En mand (klager), der er statsløs palæstinenser og bosiddende på et af kriminalforsorgens udrejsecentre, klagede over en læge (indklagede).
Manden mente, at lægen havde forskelsbehandlet ham på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en telefonsamtale mellem lægen og en medarbejder fra udrejsecentret den 19. marts 2023.
Under samtalen udtalte lægen bl.a.;
”men nogle gange er der også nogen af vores mellemøstlige venner her, der også godt kan blive sådan meget bange og køre helt op” .
Manden gjorde gældende, at udtalelsen var udtryk for forskelsbehandling, og at lægen også havde forskelsbehandlet ham, fordi lægen afstod fra at komme ud og tilse klager.
Det fremgik af en afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, at lægen handlede i overensstemmelse med normen for almindelige anerkendt faglig standard ved behandling af manden.
Det sås af lydoptagelsen, at lægen fortsatte sin rådgivning også efter udtalelsen om ”mellemøstlige venner” .
Ligebehandlingsnævnet vurderede på den baggrund og på baggrund af sagens øvrige oplysninger, at manden ikke på grund af sin etnicitet blev behandlet ringere, end en anden ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Nævnet vurderede også, at lægens udtalelse om ”mellemøstlige venner” ikke udgjorde chikane i lov om etnisk ligebehandlings forstand.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke objektivt var tale om en udtalelse, der havde det formål eller den virkning at krænke klagers værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for manden.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med den indklagede læges behandling af klager den 19. marts 2023.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede handlede ikke i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med behandlingen af klager den 19. marts 2023.
Sagsfremstilling
Klager er statsløs palæstinenser og bosiddende på et af kriminalforsorgens udrejsecentre.
Den 19. marts 2023 ringede en medarbejder fra udrejsecentret til lægevagten.
Klager har fremlagt en lydoptagelse af samtalen mellem medarbejderen og indklagede.
Af lydoptagelsen fremgår bl.a.
”Indklagede: Hallo, et cpr.nr.
Medarbejder: Vi har et ID nr. Det er udrejsecenter [udrejsecentrets navn], så vi har altså ikke personnummer på pågældende.
Vi har et ID nr.
Indklagede: Jamen hvordan er det så øh, så skal de oprettes som hvad øh, turist eller hvad, eller asylansøger
Medarbejder: ja det er det sikkert ja, fordi det er fra udrejsecenter ikke også så folk har ikke noget personnummer herude jo.
Indklagede: Nej så giv mig fødselsdag.
Medarbejder: Fødselsdag.
Den [klagers fødselsdag].
Indklagede: [klagers fødselsdag]
Medarbejder: [klagers fødselsdag].
Indklagede: Og så skal vi se her.
Turist, andre lande, hvor kommer de fra?
Medarbejder: Han kommer fra, statsløs palæstinenser.
Indklagede: Er det en mand, sagde du?
Medarbejder: Det er en mand, ja.
Indklagede: Ja, og hvad hedder han?
Medarbejder: Han hedder [klagers fornavn]
Indklagede: [Klagers fulde navn], er det ham?
Medarbejder: Ja, det er korrekt.
Og han har vores ID nr. hvis du vil have det også?
Indklagede: Øhh neej, det kan vi ikke rigtig bruge.
Vi kommer til at sende en regning til jer ikke også efterfølgende ikke også, er det ikke sådan noget i den stil?
Hvad er ID nr. så kan jeg lige skrive det øhh
Medarbejder: Ja, det kan du lige få.
Hans ID nr. [ID nr.].
Problemet det er en herre som øh er opereret åbenbart i lysken her for nylig og øhm så ringer han herop, at han skulle have en ambulance ved 10 tiden.
Indklagede: Ja.
Medarbejder: Og så har vi en omsorgsafdeling ude hvor vi har en social- og sundhedsassistent, som gik med ned og kiggede til ham, fordi det er noget med at han åbenbart væsker fra det sår der er blevet opereret.
Og hun tilså ham så, og så blev vi enige om, at hun skulle gå derned her ved 12-12.30 tiden, for at se om det var noget.
Men øh det er åbenbart begyndt at væske mere end det har gjort, og så syntes vi næsten, at vi er nødt til at ringe til jer jo.
Indklagede: Men hvad er det for et sår?
Hvor er det henne?
Medarbejder: Jamen det er nede i lyske, han er opereret.
Indklagede: Okay, opereret i lysken.
Medarbejder: Ja, og det væsker så fra såret.
Indklagede: Og det væsker fra såret.
Medarbejder: Ja, og hun siger så, der vores social- og sundhedshjælper siger så, at det væsker mere nu her ved middagstid end det gjorde i formiddags.
Indklagede: Ja.
Men er der noget rødme omkring eller noget.
Medarbejder: Ja nu har jeg jo ikke set det, fordi det var hende der var inde og se det, men det væsker i hvert fald noget.
Indklagede: Ja men hvaaa, altså det er jo ikke, fordi det væsker, altså hvor lang tid har det gjort det.
Altså det er mere om det er noget der behøver at blive set i dag eller det er noget der kunne vente til i morgen.
Medarbejder: Det har åbenbart gjort det hele dagen, fordi at han har skiftet sengetøj.
Indklagede: Men hvad var det for noget med ambulance.
Medarbejder: Jamen han mente, at han skulle have en ambulance.
Det var vi så ikke så sikker på, at han skal jo.
Indklagede: Nårh, ej det tror jeg ikke så heller ikke.
Ej ej, der tror jeg vi går til leve siden her.
Medarbejder: Ja mon ikke, det kan gå.
Indklagede: Ja, det tænker jeg.
Har han noget feber eller noget.
Medarbejder: Nej det har han ikke.
Han er ikke varm eller noget, så der er noget der, nej.
Indklagede: Okay ja øhh, altså jeg tænker et eller andet sted, så tænker jeg jo, at øhh, altså der skal jo meget til, altså fordi det væsker fra et sår, jeg ved jo ikke hvor stort det sår er.
Det er jo lidt svært at blive klogt på her ikke også.
Medarbejder: Ja, af hvad jeg kunne se, så var det cirka 10-12 centimeter, så vidt jeg kunne se.
Indklagede: 10-12 centimeter langt eller hvad.
Men er det hele der er åbent eller hvad eller.
Medarbejder: Ja men nu var det jo pågældende der var inde og se til det.
Indklagede: Jamen kan jeg så ikke snakke med hende eller hvad.
Medarbejder: Jamen hun er her ikke lige i øjeblikket.
Men du kan få nummeret på hende.
Men det hjælper måske ikke så meget du.
Indklagede: Altså pointen det er, at vi har nok brug for sådan en lidt bedre, sådan øh, altså finde ud, altså hvis det er vi skal hjælpe ham og jeg skal sætte noget i værk, så har jeg nok brug for en lidt mere præcisering.
Man kan sige, langt de fleste gange så vil jeg ikke, så stresser jeg ikke over at noget det væsker.
Fordi hvis det bare er noget sådan klart gult, altså sådan strågult.
Medarbejder: Ja, men det, det er sådan noget rødligt, det er rødligt væske.
Indklagede: Det er rødligt væske okay.
Ja, så det er nok sådan lidt blodtilblandet sårvæske der kommer ud.
Men hvis det er tykt og grumset, så kan det jo være tegn til infektion.
Men så kommer der typisk også noget rødme omkring og så videre.
Medarbejder: Ja men altså, jeg må tale med sundhedsafdelingen igen så.
Indklagede: Ja.
Altså jeg tænker kan hun tage, altså så syntes jeg da hun skal ringe ind, hvis hun er tvivl altså, er det ikke sådan de plejer at gøre eller har i.
Er det kun en assistent i har derude eller er det en sygeplejerske.
Medarbejder: Det er en assistent ja.
Nogle gange har vi en sygeplejerske, men det er først til hverdag vi har det normalvist.
Indklagede: Ja, og det er fordi jeg tænker rigtig mange ting.
Der skal noget til før vi, altså nogen gange kan vi finde på at give noget citalin eller noget og sætte i behandling, men det er ude i det niveau ikke også vi er i ikke også.
Medarbejder: Okay.
Indklagede: Og så saneres hos en sygeplejerske.
Så man kan måske også lige, men nogle gange er der også nogen af vores mellemøstlige venner her, der også godt kan blive sådan meget bange og køre helt op.
Medarbejder: Jojo, det har vi også oplevet.
Indklagede: Ja øhm.
Medarbejder: Jeg siger til hende, at hun må holde øje med ham så.
Indklagede: Ja, det er egentlig mest det der med, altså hvis der er meget rødme omkring og det spreder sig eller sådan noget.
Så skal der være indikation, så skal I ringe til os igen, fordi så kan der være indikation på at vi skal give noget antibiotika.
Hvis det bare er fordi det siver og det er lidt, så prøv at give noget ny forbinding, og sig ved du hvad det vurderer vi igen i morgen hos sygeplejersken.
Og så kan man jo tage kontakt til jer.
Har I ikke også en læge tilknyttet derude eller hvordan.
Medarbejder: jo, men det er kun få dage om ugen.
Indklagede: ja, men så har de måske en de kan kontakt eller noget i den stil ikke også.
Medarbejder: Ja, det formoder jeg.
Indklagede: Så det er på den måde jeg tænker, altså, ja.
Medarbejder: Jeg taler lige med pågældende.
Indklagede: Skal vi prøve det.
Medarbejder: Hvad var det dit navn det var.
Indklagede: Jamen jeg hedder [indklagedes navn].
Medarbejder: [Indklagedes navn], ja okay.
Indklagede: Ja, det er godt, hej.
Klager har fremlagt en journal fra udrejsecentret.
Af journalen fremgår bl.a.
”17.03.23
…
Lysken
[Klager] har igen været ude og gå og det væsker igen fra defekt i hø lysken.
Påsat absorberende forbinding.
[Klager] klager fortsat over smerter i lysken, lysken ses lidt mere hævet og hård.
Ingen tegn på infektion.
[Karkirurgisk afdeling X] er kontakte og de anbefaler at vores læge ser på lysken næste uge og evt henviser [klager] til [karkirurgisk afdeling Y].
Vi skal obs at [klager] ikke får infektion i såret.
…
19.03.23
…
[Klager] vil ikke vejes op i dag, [klager] har det ikke så godt i dag vågnet op i morges med smerte, det var lyst blod med væske på hands bukser og sengelinned fra hans sår i lysken, [klager] har ringet til KF og har sagt at han havde mange smerte.
UT har observeret [klager] i et par timer og efter et tid sagde [klager] at smerterne eksalerer, så UT og KF har besluttet for at ringe til vagtlægen, KF har ringer til vagtlægen.
[Klager] blev ikke indlagt og vil gerne en SPL eller Lægen ser på ham.
…
Vi fandt [klager] liggende på gulvet, blødende og uden at bevæge sig, [klager] så meget bleg ud, UT prøvede at stoppe blødningen mens KF prøv at tilkalde en ambulance.
[Klager] kun snakke ([klager] var kontaktbar) imens Ut prøvede at få ham til at ligge stille mht.
at medmindre blødningen.
Efter 10 min komme ambulancen og tager [klager] til hospitalet.
…
Notater fra dagbog ved KF
20.03.23
Der har været problemer med [klager] i går.
Han bløder kraftig fra en operationssår.
Kl.
10 ringer KF til vagtlægen.
Vagtlægen ligger røret på, da KF ikke har beboerens cpr.
nr. Derefter får KF fat i en kvindelig vagtlæge, men hun synes ikke det er nødvendig at sende en læge ud.
Dette står på fra kl.
10 til kl.
17.
Der kommer der så en ambulance, men de er nødt til at rekvirere en læge, da det er fra en operationssår.
Derefter køres han på sygehuset.
KF syntes, at det var en alvorlig situation og ønsker at klage over vagtlægerne.
19.03.23
[Klager] cirka kl 17.00 får vi besked at [klager] bløder for meget, så ringer vi til 112 og efter en lange diskussion accepterer 112 at sende en ambulance og tage [klager] med
19.03.23
kl.
13:34
Meddelelse til personalet
[Klager] Lægevagten kontaktet vedr pågl som oplyser at hans sår væsker, læge [indklagede] henviser [klager] til klinikken,da der ikke er umiddelbart er tale om infektion.
[Navn] i omsorg er orienteret og retter henv til klinikken mht videre behandling.
19.03.23
kl.
11:12
Meddelelse til personalet
[Klager] ringer til modtagelsen og anmoder om lægehjælp,da han er syg .
[Navn] fra omsorg tilser pågl ,der vurderer at pågl ikke pt har behov for lægehjælp, [navn] tilser ham igen ved 12 tiden i dag.
20.03.23
…
[Intensivafdeling] er kontaktet ang [klagers] tilstand.
[Klager] er lige kommet ud af respirator og har det efter omstændighederne godt.
De vurder at stenten har perfureret blodkaret.
Som [klager] har det lige nu, så regner de ikke med amputation.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. august 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.
Den 11. marts 2024 traf Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgørelse på baggrund af klagers klage over indklagede til disciplinærnævnet.
Disciplinærnævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at kritisere indklagede.
Af afgørelsen fremgår bl.a.
” Afklaring af blødning fra operationssåret
Det fremgår af klagen, at du blødte kraftigt fra et operationssår.
I journalen står, at du var blevet opereret i lysken, og at det væskede fra såret.
Det fremgår af lydfilen, at personalet fra dit udrejsecenter oplyste, at der kom rødlig væske fra operationssåret, og at vagtlægen vurderede, at der formentlig var tale om blodtilblandet sårvæske.
…
Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at vagtlæge [indklagede] var kendt med, at det blødte kraftigst fra dit operationssår.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge [indklagede] for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at
Vagtlæge [indklagede] har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 19. marts 2023 hos Lægevagten i [region].
”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede udsatte klager for direkte forskelsbehandling, subsidiært indirekte forskelsbehandling, idet indklagede behandlede klager anderledes end andre borgere i samfundet ved at henvise til klagers etniske oprindelse i telefonsamtalen den 19. marts 2023.
Indklagede afstod fra at komme ud og tilse klager på grund af klagers etniske oprindelse.
Det fremgår af lydoptagelsen, at indklagede udtalte ”men nogle gange er der også nogen af vores mellemøstlige venner her, der også godt kan blive sådan meget bange og køre helt op” .
Det er klagers opfattelse, at der er tale om en sarkastisk udtalelse, idet der henvises til ”vores mellemøstlige venner” .
Der skal ikke forskelsbehandles mellem borgere, der stammer fra mellemøsten, og borgere af anden etnisk oprindelse.
Det er også en forudindtaget holdning at udtale, at folk fra mellemøsten kan blive meget bange og køre helt op.
Medarbejderen fra udrejsecentret gav detaljerede oplysninger om klagers helbredsmæssige oplysninger.
Oplysningerne ledte frem til indklagedes diskriminerende og nedladende udtalelse.
Det forhold, at indklagede ikke fik kritik for fejlbehandling af klager er ikke afgørende i forhold til spørgsmålet om forskelsbehandling, idet den lægefaglige vurdering er en anden vurdering.
Indklagede gør gældende, at indklagede ikke udsatte klager for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede udsatte klager for forskelsbehandling.
Når man som vagtlæge telefonisk skal visitere til behandling, kræver det, at man har et fornødent grundlag at træffe beslutning på baggrund af.
Det havde indklagede ikke i det konkrete tilfælde, hvor medarbejderen fra udrejsecentret, kun gav meget sparsomme andenhåndsoplysninger.
Indklagede opfordrede medarbejderen til at undersøge forholdene nærmere og rette fornyet kontakt til lægevagten, hvilket medarbejdere tilkendegav at ville gøre.
Indklagede mener, at lydoptagelsen afspejler, at indklagede understregede over for medarbejderen fra udrejsecentret, at indklagede gerne ville have flere oplysninger om patientens tilstand, så indklagede kunne vurdere præcis hvilken type hjælp, der var brug for.
Indklagede havde på intet tidspunkt adgang til det journalmateriale fra udrejsecentret, som klager har indsendt til nævnt, da man som vagtlæge ikke har adgang til dette journalmateriale.
Journalnotaterne forekommer delvist som udtryk for en efterrationalisering, idet det ikke præcist er angivet, hvilke kontakter der var til lægevagten i perioden fra kl.
10 til kl.
17, sådan som det anføres i ”Notater fra dagbog ved KF” .
Der ser ud til at være tre kontakter.
En kontakt, hvor samtalen blev afsluttet, da man ikke havde klagers cpr.nr. Denne kontakt var ikke med indklagede.
En kontakt cirka kl.
13.10 journalført som, at vagtlægen ikke syntes, at det var nødvendigt at sende en læge ud, hvilket indhold ikke svarer til lydoptagelsen fra samtalen med indklagede, da indklagede efterspurgte mere præcise oplysninger om tilstanden hos klager og kontakt til den medarbejder, som havde set klager.
Endeligt er der en samtale, hvor der blev sendt en ambulance kl.
17.
Når der i telefonsamtalen blev henvist til, at nogle mennesker også kan blive meget bange og køre helt op, er det alene i den betydning, at spørgsmålet om at sende en ambulance eller ej er en lægefaglig vurdering og ikke en vurdering, som foretages af patienterne selv.
Udtalelsen var på ingen måde ment, tilsigtet eller med den konsekvens, at personer med mellemøstlig baggrund ikke skal have en fuldstændig samme behandling som alle andre.
Telefonsamtalen er netop udtryk for, at klager blev behandlet som alle andre patienter.
Afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn viser, at behandlingen var i overensstemmelse med sædvanlig lægefaglig standard.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.
Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.
Klager har gjort gældende, at indklagede udsatte klager for forskelsbehandling, idet indklagede henviste til klagers etniske oprindelse i telefonsamtalen den 19. marts 2023, ligesom indklagede afstod for at komme ud og tilse klager på grund af dennes etniske oprindelse.
Det fremgår af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse af 11. marts 2024, at indklagede handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af klager den 19. marts 2023.
Det ses af lydoptagelsen, at lægen fortsatte sin rådgivning også efter udtalelsen om ”mellemøstlige venner” .
På den baggrund og på baggrund af sagens øvrige oplysninger vurderer nævnet, at klager ikke på grund af sin etnicitet blev behandlet ringere, end en anden ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Nævnet vurderer også, at indklagedes udtalelse om ”mellemøstlige venner” ikke udgjorde chikane i lov om etnisk ligebehandlings forstand.
Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke objektivt er tale om en udtalelse, der havde det formål eller den virkning at krænke klagers værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for klager.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om etnisk ligebehandling
-
der ikke var grundlag for at mistænke en akut behandlingskrævende t ilstand på baggrund af de oplyste symptomer.
Det var oplyst, at der kom rødlig væske fra et operationssår i lysken på 10-12 cm, og at det væskede mere end tidligere på dagen.
Du havde dog ikke feber, og personalet, der kontaktede lægevagten, havde ikke selv set operationssåret og var derfor ikke bekendt med, om der var rødme omkring operationssåret.
Sivende væske fra et operationssår er ikke i sig selv et faresignal.
Det er ofte en naturlig følge efter en operation, og det er kendt, at væsken kan være blodtilblandet, da der kan forekomme mindre og ubetydelige blødninger i underhuden i forbindelse med en operation.
-
det var relevant, at du ikke blev visiteret til en konsultation i lægevagten eller et sygebesøg, da de oplyste symptomer ikke gav mistanke om infektion eller betydende og akut blødning fra operationssåret.
-
det var relevant og tilstrækkeligt, at vagtlægen anmodede om, at personalet kontaktede lægevagten igen med yderligere oplysninger, således at vagtlægen kunne foretage en ny vurdering af dig.
-
vagtlægen gav relevant og tilstrækkelig vejledning om generelle faresignaler, der krævede ny lægelig kontakt, herunder om tegn på infektion.
Vagtlægen anbefalede desuden, at du blev tilset i udrejsecentrets sundhedsklinik den følgende dag med henblik på vurdering af operationssåret.
•
§ 1, stk. 1 og 5, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om delt bevisbyrde