Legislator Case Law & Legislation
W20251013825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse inden orlov - medhold

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 10138 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse inden orlov - medhold

KEN#LOKDOK23 2025 10138 Valid

J.nr. 23-105427

En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med, at han blev afskediget efter at have fremsat ønske om fravær efter barselsloven.

Manden havde ikke varslet orlov inden 6 uger efter barnets fødsel.

Det var derfor den delte bevisbyrde, der fandt anvendelse.

Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder grundet den tidsmæssige sammenhæng mellem oplysningen om ønsket orlov og afskedigelsen 23 dage senere.

Det var også nævnets vurdering, at arbejdsgiveren ikke havde dokumenteret, hvorfor det netop var manden, der skulle afskediges blandt to medarbejdere.

Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 250.000 kr. svarende til ni måneders løn.

KEN#LOKDOK23 2025 10138 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som vicevært.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 250.000 kr. med procesrente fra den 28. november 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Den 28. juli 2022 blev klager ansat som vicevært hos indklagede.

Den 15. maj 2023 blev klagers barn født.

Klager afholdt i den forbindelse 14 dages fædreorlov fra den 15. maj 2023.

Den 7. august 2023 sendte klager følgende mail til indklagede

”…

Jeg vil gerne informere dig om, at jeg planlægger at gå på barselsorlov.

Jeg vil gerne bruge alle de uger, jeg har ret til (24 uger af mine egne+ 14 uger af min ægtefælles, da hun ikke arbejder).

Og da jeg ikke har brugt nogen af mine normale orlovsdage i det år, jeg har arbejdet, vil jeg gerne bruge denne rettighed, før min barselsorlov starter.

Jeg forstår, at du og jeg er nødt til at blive enige om starten på orloven, så det er en passende periode for alle.

…”

Den 30. august 2023 blev klager afskediget fra sin stilling.

Følgende fremgår af afskedigelsesbrevet

”…

Det er med beklagelse, at jeg herved må meddele dig, at du opsiges fra din stilling med 1 måneders varsel til fratrædelse den 30. september 2023.

Baggrunden for opsigelsen er nedskæringerne grundet selskabets økonomiske situation.

…”

Klagers partsrepræsentant og indklagedes partsrepræsentant havde efterfølgende følgende mailkorrespondance

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 27. september 2023

Til: [Indklagedes partsrepræsentant]

…

Det bestrides, at opsigelsen er saglig under henvisning til lov om ligebehandling, idet opsigelsen ses at være afgivet kun i en reel begrundelse, som er besked om fravær grundet barsel, hvorpå opsigelse fulgte kort tid efter.

Det er derfor en indikation af, hvad den reelle begrundelse er, idet det afvises og bestrides, at opsigelsen er sket økonomiske grunde og / eller nedgang i portefølje af ejendomme.

…”

” Fra: [Indklagedes partsrepræsentant]

Dato: 27. september 2023

Til: [Klagers partsrepræsentant]

…

Måtte du i forbindelse med din vurdering af sagen have behov for dokumentation for tabet af mere end halvdelen af min klients ejendomsportefølje/omsætning og dermed de økonomiske vanskelige, som er opstået indenfor de seneste måneder, fremsendes denne gerne.

Det fastholdes således at opsigelsen er sagligt begrundet.

…

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 27. september 2023

Til: [Indklagedes partsrepræsentant]

…

Kunne ikke skade at sende, men tror ikke, at det ændrer på, at [klagers faglige organisation] gerne vil have sagen bedømt af Ligebehandlingsnævnet.

…”

” Fra: [Indklagedes partsrepræsentant]

Dato: 27. september 2023

Til: [Klagers partsrepræsentant]

…

Det kan man kun stille sig undrende overfor.

Dokumentation vil blive samlet og eftersendt indenfor et par dage.

…”

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 27. september 2023

Til: [Indklagedes partsrepræsentant]

…

Under alle omstændighederne kigger jeg på det;

men flager blot, at de nok gerne uagtet dette vil have sagen bedømt af Nævnet.

…”

” Fra: [Indklagedes partsrepræsentant]

Dato: 6. oktober 2023

Til: [Klagers partsrepræsentant]

…

I forlængelse af vores korrespondancer i sidste uge har jeg indhentet opsigelserne på ejendommene, der vedhæftes.

Det kan i den forbindelse oplyses, at [klager] arbejde på følgende fem ejendomme for min klient

Som det fremgår af ovenstående, modtog min klient opsigelser på samtlige 5 ejendomme, som [klager] arbejde på, hvorved opsigelsen af [klager] blev nødvendiggjort.

Måtte dette give anledning til spørgsmål, står jeg til disposition.

…”

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 20. oktober 2023

Til: [Indklagedes partsrepræsentant]

…

Tak for tilsendte.

For mig at se ændrer det ikke noget på et synspunkt om, at opsigelsen kun ses at fremkomme grundet min klients besked om, at han afholder barsel.

Og der ses at være en vis tidsmæssig sammenhæng mellem besked om barsel og så opsigelsen.

Og at han i øvrigt var tilknyttet mange steder som ansat og ikke kun dem, du fremsender.

Sagen vil derfor blive fremmet for Ligebehandlingsnævnet.

Drøfter gerne uforbindende en løsning naturligvis

…”

” Fra: [Indklagedes partsrepræsentant]

Dato: 24. oktober 2023

Til: [Klagers partsrepræsentant]

…

Jeg kan forstå på din mail, at fremsendte ikke ændre på jeres vurdering af sagen, hvilket jeg finder beklageligt, da de konkrete omstændigheder fortæller en anden historie.

Jeg hører i den forbindelse meget gerne, hvad I mener at min klients motiv skulle have været for at afskedige jeres medlem grundet dennes ønske om barsel ?

Som tidligere redegjort for modtog min klient opsigelser på vicevært funktioner på ejendomme, der til sammen udgjorde mere end 50% af dennes omsætning.

Opsigelserne var primært relateret til ejendomme, hvor jeres medlem var tilknyttet.

Jeres medlem blev forud for opsigelsen af ansættelsesforholdet og dennes meddelelse om ønsket om barsel orienteret om, at der eller modtagelserne af opsigelserne på ejendommene ikke længere var arbejde til ham.

Dette blev bl.a. drøftet den 2. august 2023, hvorefter jeres medlem så 6 dage efter meddeler, at denne ønsker barsel.

Jeres medlem var således fuldt ud bekendt med min klients økonomiske situation samt at der ikke længere var arbejdsopgaver til ham, hvorfor han forventeligt ville blive afskediget inden månedens (august 2023) udgang.

Få dage efter meddelte han, at han ønskede at gå på barsel.

Dette kan dokumenteres i tilfælde af, at I måtte vælge at føre sagen.

Min klient havde forud for afskedigelsen af jeres medlem to ansatte, hvoraf den ene ([kollega 1]) fortsat er ansat, da denne udøver arbejder på andre ejendommen, ligesom han varetager andre opgaver end jeres medlem.

Min klients direktør har i øvrigt selv måtte overtage de få arbejdsopgaver, som jeres medlem havde på de tilbageværende ejendomme.

Det kan endvidere påpeges, at jeres medlem ikke ville have krav på løn under barsel, hvorfor det ikke ville have været en økonomisk belastning for min klient, at jeres medlem afholdt barsel, men snarere en gevinst da man samtidig ikke ville have haft arbejdsopgaver til ham.

Der er således intet belæg for jeres vurdering af sagen udover, at opsigelsen fandt sted efter at jeres medlem havde meddelt at denne ønskede barsel.

Min klients økonomiske situation, udløbet af aftalerne på de opsagte ejendomme, samt det forhold, at en barsel ikke ville have været en økonomisk belastning, leder imidlertid alene til den konklusion, at afskedigelsen af jeres medlem ikke var grundet i dennes ønske om barsel, men udelukkende baseret på min klients økonomiske situation, hvor der efter opsigelserne af ejendommene ikke længere var arbejde eller økonomi til opretholdelsen af ansættelsesforholdet.

Min klient ønsker ikke omstændighederne taget i betragtning at lade sig presse til at yde en økonomisk kompensation, som denne i øvrigt ville have vanskeligt ved at opfylde, men hører naturligvis gerne, hvis jeres medlem skulle have en anden mindelig løsning i tankerne.

…”

” Fra: [Klagers partsrepræsentant]

Dato: 21. november 2023

Til: [Indklagedes partsrepræsentant]

…

Kan kun se at sagen må fremmes.

Min klient har begæret orlov inden opsigelsen;

kan kun se at opsigelsen kommer efter hans varsling af samme.

Må fastholde krav på godtgørelse på 9 måneders løn opgjort til den aktuelle månedsløn plus pension.

Og at sagen må afgøres af Nævnet for Ligebehandling.

Det kan erfaringsmæssigt tage 12-18 måneder.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. november 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 252.000 kr. svarende til ni måneders løn.

Den 12. september 2024 blev der afsagt konkursdekret for indklagede.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling.

Klager afholdt 14 dages fædreorlov fra 15. maj 2023 og til udgangen af maj 2023, idet klager og dennes hustru blev forældre den 15. maj 2023.

I sagen er der ingen bevistvivl om barn, fødsel, graviditet og heller ikke om barsel er varslet, som er sket ubestridt 7. august 2023.

Klager er derfor af den opfattelse, at sagen er undergivet reglerne i ligebehandlingslovens §§ 4, 9, 14, 15, 16 og 16 a om omvendt bevisbyrde.

Indklagede var ikke imødekommende over for den besked og undgik efter det oplyste klager i tiden efter 7. august 2023, hvorefter klager uden varsel blev opsagt 30. august 2023.

Afskedigelsen af 30. august 2023 ses kun at vedrøre klagers ønske om barsel afgivet den 7. august 2023.

Navnlig synes sammenhængen og timingen mellem beskeden af 7. august 2023 og opsigelsen af 30. august 2023 at indikere, at beskeden har haft afgørende indflydelse på opsigelsen, idet beskeden og varslet om afholdelse af barsel i hvert fald ikke synes at være indgået i vurderingen og afgørelsen for indklagede af, hvem der skulle opsiges, jf. princippet om omvendt bevisbyrde;

altså hvorfor skulle klager opsiges og ikke andre ansatte.

Indklagede gør gældende, at opsigelsen skete af driftsmæssige grunde.

Klager blev ikke forud for afskedigelsen den 30. august 2023 mødt med oplysninger om, at indklagede havde økonomiske udfordringer og behov for nedskæringer.

Det var først efter det tidspunkt, hvor klager bad om orlov, at klager blev gjort opmærksom på, at indklagede skulle have økonomiske problemer.

Klager arbejdede mange forskellige steder og fungerede som en flyvende vicevært og kunne fungere på mange forskellige ejendomme.

Indklagede havde mistet nogle erfarne medarbejdere, og klager var derfor den mest erfarne medarbejder på det tidspunkt, hvor han blev opsagt.

Indklagede anfører, at kollega 1 havde arbejdet hos indklagede i 22 år.

Klager var den mest erfarne, og kollega 1 havde kun arbejder hos indklagede i tre måneder.

Klager kunne således arbejde med ejendomme og vedligeholdelse og også arbejde med dræn og arbejde i indklagedes datterselskab, hvorfor klager kunne nyttiggøres en række steder og pladser.

Klagers arbejdskraft blev ikke kun anvendt i en boligejendom og på selskabets adresse, som er angivet som arbejdsstedet i ansættelseskontrakten, men klager havde en lang række evner og erfaringer, som indklagede kunne anvende og anvendte.

Det fremgår af indklagedes årsrapport, at medarbejderstyrken ganske vist faldt i foråret 2023.

Det er efter klagers opfattelse forbundet med naturlig afgang i den forstand, at medarbejdere selv sagde op for at tiltræde andre stillinger, og derfor var arbejdsstyrken allerede tilpasset i foråret 2023 fra 7 til 5, hvor regnskabet fra 2022 viser 12 i gennemsnit.

Indklagede ansatte en ny medarbejder efter afskedigelsen af en kollega og afskedigelsen af klager.

Det tyder ikke på arbejdsmangel og nedgang og økonomiske problemer, men netop kun på, at der altid vil være ændringer i kundebeholdningen.

Det afvises fra klagers side, at der har været drøftelser og viden om tab af kunder eller tab af omsætning, herunder afvises det, at det er et relevant og et sagligt kriterium, ligesom det afvises, at klager skulle være årsag til tab af kunder, eller at klager skulle være årsag til tab af andre vellidte medarbejdere.

Indklagedes årsrapport af 2023 viser et overskud på 419.901 kr. og et resultat på 314.792 kr., og der tages for året også udbytte ud af selskabet på 61.000 kr.

Rapporten viser således ingen krise eller nedgang, der berettiger at skride til opsigelsen af 30. august 2023.

Endeligt har indklagede fremlagt et uddrag af 1. halvårs resultat for 2024.

Dette skulle ifølge indklagede vise, at resultatet og overskuddet falder, hvilket afvises, og bilaget er heller ikke relevant.

På det tidspunkt, hvor opsigelsen skete i netop august 2023, skulle der foreligge truende økonomiske udsigter, så kun klager var den rette til at blive opsagt.

Ingen af de dele er bevist, når årsrapporten foreligger med det anførte resultat, og der så fremlægges en balance hen ved et år efter selve opsigelsen.

Hertil kommer så også, at indklagede har en solid egenkapital, og klager kunne arbejde alle steder med sin know how, også da han havde arbejdet såvel for indklagede som for datterselskabet.

Klager kunne således bruges alle steder med sin baggrund og var den mest erfarne og var fleksibel og havde netop fungeret fleksibelt.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede har siden 2013 drevet facility management virksomhed, hvor selskabet for dennes kunder varetog vicevært opgaver på specifikke ejendomme.

I 2019 stiftede indklagede et datterselskab, der har udviklet en elektronisk drænvandsopsamler til mindskning af vandskader ved utætheder i bygninger.

Datterselskabet producerer og sælger løsningen til kunder, hvorefter kunderne udfører selve monteringen.

Indklagede ansatte klager i sommeren 2022, og klager udførte i perioden og frem til dennes fratræden i september 2023 ejendomsserviceopgaver for indklagede.

Klager er udlært tømre og forestod primært håndværksmæssige opgave for indklagede, som f.eks. renovering af lejligheder ved fraflytninger.

I starten af 2023 begyndte indklagede at miste kunder og ejendomme uden, at der kom nye kunder og ejendomme til.

I samme periode modtog indklagede to opsigelser fra vellidte medarbejdere, som var grundet i samarbejdsvanskeligheder med klager.

Indklagede valgte i den situation ikke at søge nye medarbejder grundet nedgangen i kunder og ejendomme.

Desværre fortsatte kundeafgangen og dermed nedgangen i indklagedes portefølje af ejendomme, hvorfor indklagede var nødsaget til at agere, da omsætningen ikke længere kunne dække lønningerne.

Størstedelen af afgangen i kundeporteføljen vedrørte ejendomme, hvor klager var fast tilknyttet.

Indklagede havde i sommeren 2023 to medarbejdere, der sammen med indklagedes direktør arbejdede på indklagedes portefølje af ejendomme.

Den anden medarbejder, kollega 1, havde mere end 22 års erfaring med facility management.

Klager derimod havde alene, som tidligere tømrer, den erfaring med facility management, som han havde fået via sin ansættelse hos indklagede.

Klager udførte primært håndværksmæssige opgaver i forbindelse med istandsættelse af lejligheder, men disse opgaver var bortfaldet grundet boligselskab 1’s opsigelse af samarbejdet med indklagede.

Kollega 1 var således den mest kvalificerede arbejdskraft set i forhold til indklagedes arbejdsopgaver på tidspunktet for opsigelsen af klager.

Klager var løbende blevet orienteret om situationen og havde selv spurgt ind til dette, når indklagede mistede ejendommene.

Den 2. august 2023 blev både kollega 1 og klager informeret om, at indklagede havde mistet yderligere kunder og ejendomme, hvorfor der ikke ville være arbejde nok til dem begge medmindre, at indklagede kunne skaffe nye kunder.

Få dage efter meddelte klager, at han ønskede barsel.

Da indklagede ikke havde kunne skaffe nye kunder og kunne se, at omsætningen i selskabet ikke ville kunne dække lønudgifterne, var indklagede nødsaget til at afskedige, hvilket førte til afskedigelsen af klager.

Det bemærkes, at indklagede i samme periode afskedigede dennes bogholder med henblik på at spare lønudgiften og selv overtage denne opgave.

Indklagede havde alene virksomhedens overlevelse for øje, da indklagede valgte at afskedige flere af dennes medarbejdere.

Der er ikke i perioden siden afskedigelsen af klager sket nye ansættelser medarbejdere.

Den 1. januar 2023 havde indklagede fem fuldtidsansatte (inklusiv direktøren) og en deltids IT-medarbejder.

Den 31. december 2023 havde indklagede to fuldtidsansatte (inklusiv direktøren) og en deltids IT-medarbejder.

Det bemærkes, at indklagedes ejendomsportefølje pr. 1. juli 2024 er nede på 3 ejendomme, hvorfor der ikke længere er tilstrækkeligt med arbejder til at beskæftige kollega 1 fuld tid.

Den 1. januar 2023 havde indklagede 12 faste aftaler på ejendomme.

Den 31. december 2023 havde indklagede 7 faste aftaler på ejendomme, og den 1. juli 2024 havde indklagede 3 faste aftaler på ejendomme.

Indklagedes bruttofortjeneste i 2021 var 4.115.343 kr., og indklagedes resultat før skat i var 475.165 kr. i 2021.

I 2022 var indklagedes bruttofortjeneste 3.043.284 kr., mens resultatet før skat var 54.792 kr.

I 2023 var indklagedes bruttofortjeneste 2.644.840 kr., og resultatet før skat var 314.792 kr.

Det bemærkes, at resultatet for 2023 er påvirket af, at der blev solgt to køretøjer for en samlet sum af 102.385 kr., samt at revisor har korrigeret en bogføringsfejl fra tidligere regnskabsår, stor 237.007,60 kr., som øger årsrapportens bruttofortjenesten med samlet 339.392,6 kr.

Hvis disse to ekstraordinære poster, der ikke vedrører driften for 2023, udgår, er resultatet før skat -24.601 kr. i 2023.

En ikke revideret resultatopgørelse for 1. halvår af 2024 viser en omsætningsnedgang på 1.366.053,97 kr., svarende til 43 %.

Resultatet for halvåret er ligeledes negativt.

Ovenstående viser et tydeligt billede af en virksomhed i udfordringer, og tallene underbygger således, at indklagede var nødsaget til at handle baseret på selskabets økonomiske udfordringer, og at klagers opsigelse dermed var sagligt begrundet.

Klager har desuden anført en række usande og udokumenteret påstande.

Det er således ikke korrekt, at klager har udført arbejder for indklagedes datterselskab, da klager alene har arbejdet for indklagede.

Indklagede har ved lejlighed købt produkter af datterselskabet, hvorefter indklagedes direktør eller klager har opsat disse hos indklagedes kunder.

Dette arbejde blev udført og faktureret af indklagede.

Klager anfører, at denne skulle være den mest erfarne medarbejder hos indklagede på tidspunktet for afskedigelsen.

Dette er ikke korrekt, da kollega 1 med 22 års erfaring med facility management var langt mere erfaren end klager, ligesom kollega 1 kunne håndtere flere forskellige opgaver end klager.

Det er ej heller korrekt, at indklagede skulle have ansat en anden medarbejder inden opsigelsen af indklagede.

Den pågældende person, som klager nævner, har således aldrig været ansat hos indklagede.

Personen var i 2023 selvstændig og har som underleverandør ved lejlighed udført trappevask og rengøring for indklagede.

Det er ligeledes ukorrekt, når klager anfører, at der på noget tidspunkt har været 12 ansætte hos indklagede, ligesom klagers bemærkninger til dennes viden omkring selskabets økonomiske situation er dokumenteret ukorrekte.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende, at indklagede forud for afskedigelsen af klager havde haft en betydelig kunde afgang og dermed nedgang i omsætningen, hvorved indklagede var nødsaget til at afskedige personale, da selskabet ellers ville blive insolvent.

Indklagede valgte ud over sin bogholder at afskedige den medarbejder med mindst erfaring, nemlig klager.

Klager var bekendt med den betydelige kundeafgang hos indklagede, og at der ikke længere var arbejde til alle ansatte forud for, at klager varslede at han ønskede barsel.

Afskedigelsen af klager var sagligt begrundet i selskabets økonomiske forhold og dermed ikke baseret på, at klager havde anmodet om barsel.

Klagen og klagers krav på erstatning bør følgelig afvises.

Den 12. september 2024 blev indklagede taget under konkursbehandling, da selskabet ikke formåede at få vendt kundeafgangen.

På tidspunktet for konkursen var der ikke ansatte i selskabet ud over selskabets ejer og direktør.

Dette understreger blot, at afskedigelsen var sagligt begrundet i indklagedes økonomiske forhold.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, fravær efter barselsloven eller i varslingsperioder efter barselslovens § 16, stk. 2, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Det fremgår af barselslovens § 15, stk. 4, at en lønmodtager, der ønsker at udnytte sin ret til fravær, jf. §§ 9 og 10, eller overdraget orlov til afholdelse efter 10 uger efter fødslen, jf. § 7 a, stk. 2, inden 6 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet skal underrette sin arbejdsgiver om tidspunktet for fraværets begyndelse og om længden heraf.

Klager blev far den 15. maj 2023.

Den 7. august 2023 oplyste han til indklagede, at han ønskede at være fraværende efter barselsloven i 38 uger.

Klager har således ikke varslet orlov inden for 6-ugers fristen i barselslovens § 15, stk. 4.

Der blev ikke mellem klager og indklagede inden afskedigelsen indgået nærmere aftale om tidspunktet for fraværets begyndelse.

Nævnet vurderer herefter, at forholdet ikke falder ind under anvendelsesområdet for barselslovens § 16, stk. 4.

Det er herefter den delte bevisbyrde, der finder anvendelse, jf. ligebehandlingslovens § 16 a.

Klager skal derfor påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Den 7. august 2023 oplyste klager til indklagede, at han påtænkte at være fraværende efter barselsloven i 38 uger på et ikke nærmere angivet tidspunkt.

Den 30. august 2023 blev klager afskediget fra sin stilling som vicevært.

Afskedigelsen var begrundet i nedskæringer grundet indklagedes økonomiske situation.

Nævnet vurderer på grund af den tidsmæssige sammenhæng mellem klagers oplysning om ønske om fravær efter barselsloven og afskedigelsen af klager, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det er nævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ikke har dokumenteret, hvorfor det netop var klager, der skulle afskediges i stedet for kollega 1.

Det, indklagede har anført om kollega 1’s større erfaring fra tidligere arbejde, og om at kollega 1 varetog flere typer opgaver end klager, ændrer ikke herpå.

Nævnet har desuden lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem klagers oplysning om ønske om fravær efter barselsloven og afskedigelsen af klager.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 250.000 kr., svarende til omkring ni måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 250.000 kr. til klager med procesrente fra den 28. november 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2025 10138 Valid

-

[Adresse 1] ([Boligselskab 1]) – Opsagt

-

[Adresse 2] ([Boligselskab 1]) – Opsagt

-

[Adresse 3] ([Boligselskab 1]) - Opsagt

-

[Adresse 4] ([Boligselskab 2]) - Opsagt

-

[Adresse 5] ([Boligselskab 3]) - Opsagt

KEN#LOKDOK23 2025 10138 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2025 10138 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

•

§ 16, stk. 2 og 3, om godtgørelse

•

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

•

§ 16 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →