Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - sagsbehandling - rimelig tilpasning - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - sagsbehandling - rimelig tilpasning - ej medhold

J.nr. 23-74161

En mand (klager), der var diagnosticeret med emotionel ustabil personlighedsstruktur af impulsiv og bordeline type samt PTSD, klagede over en kommune (indklagede).

Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at manden skulle møde fysisk op til opfølgningssamtale i forbindelse med sin sygedagpengesag hos kommunens jobcenter.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Manden havde anmodet om, at hans opfølgningssamtale blev afholdt telefonisk i stedet for med fysisk fremmøde.

Manden gjorde gældende, at det var uhensigtsmæssigt, at han skulle møde fysisk op hos kommunen, og at det var muligt for kommunen at iværksætte tilpasning, da der er mulighed for at en opfølgningssamtale kan ske telefonisk, hvis den sygemeldtes sygdom er til hinder for en individuel samtale med personligt fremmøde.

Det fremgik ikke af sagens lægelige oplysninger, at mandens lidelser var til hinder for, at han kunne møde op til en personlig samtale hos kommunen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede på den baggrund, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede også, at kommunen ikke var forpligtet til at foretage tilpasning af opfølgningssamtalen, da mandens lidelser ikke var til hinder for, at manden kunne møde fysisk op.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager skulle møde fysisk op til opfølgningssamtale i forbindelse med sin sygedagpengesag hos den indklagede kommunes jobcenter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager skulle møde fysisk op til opfølgningssamtale hos indklagede.

Sagsfremstilling

Den 18. december 2021 var klager til undersøgelse hos en speciallæge i psykiatri.

Af speciallægeerklæringen fra undersøgelsen fremgår bl.a.

” Aktuel psykisk tilstand og funktionsniveau

Er på vagt når han færdes i det offentlige rum.

Scanner sine omgivelser for potentielle trusler.

Undgår offentlige transportmidler.

Sørger for at side på en måde så han har fuldt overblik og ingen er bag hans ryg.

Er i øget alarmberedskab og på vagt når han ser indvandrergruppe eller hætteklædte mænd, der minder om overfaldsmændene.

Bliver anspændt når der kører biler i hans nærhed.

Generindrer særligt episoden på parkeringspladsen, hvor manden kørte i bil efter ham og bakkede med fuld fart mod ham.

…

Konklusion, diagnose og prognose

…

I sommeren 2019 arbejdede han som parkeringsvagt for firmaet [virksomhed], og var udsat for to episoder med voldsom udadreagerende adfærd fra to mænd han havde udstedt parkeringsafgifter til.

En af mændene truede ham på livet og kørte i bil omkring ham og antydede at han ville køre ham ned.

Den anden var udskældende og pustede sig fysisk op, og kastede med hans cykel.

[Klager] har herefter følt sig psykisk nedbrudt og har ikke kunnet opretholde tidligere funktionsniveau.

Han har symptomer i form af forværring af søvnproblemer, mareridt og generindringer (flashback).

Han oplever øget alarmberedskab og vagtsomhed i det offentlige rum.

Trusselscanner omgivelser.

Undgår kontakt til og bliver anspændt når han ser indvandrertyper, der ligner de mænd der overfusede ham på arbejdet.

Er blevet lydfølsom og har svært ved at fokusere.

…

Tiltagende isolerende.

Kortluntet, irritabel og med flere vredesudbrud overfor kæreste.

…

I foråret 2021 henvist til [psykiatrisk visitation], hvor man diagnosticerede ham med PTSD på baggrund af overfald på arbejde og traumer i barndommen.

Man anbefalede PTSD-behandling, men [klager] var ikke interesseret i dette, idet han ikke magtede gruppebaseret behandling, som var den behandling han fik stillet til udsigt.

I perioden marts til maj 2021, blev der gennemført et grundigt udredningsforløb på [psykiatrisk center], hvor man stillede diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur af impulsiv og borderline type.

Efter udredningsforløbet afbrød [klager] kontakten til psykiatrien, hvorfor der ikke er iværksat nogen form for behandling.

[Klager] har ikke den store tiltro til at nogen kan hjælpe ham og har ikke været i psykiatrisk behandling siden.

Efter nærværende undersøgelse kan det konkluderes, at [klagers] symptomatologi er kompleks, idet han både lider af en emotionel ustabil personlighedsstruktur af impulsiv og borderline type F60.

30 og F60.

31 samt PTSD F43.

1.

Hans personlighedsstruktur er ikke betinget af de arbejdsrelaterede belastninger, men er rodfæstet i en belastet opvækst med både fysisk vold, seksuelle overgreb og emotionelt svigt.

[Klager] har efter overfaldende i sommeren 2019 udviklet PTSD F43.

1.

Tilstanden kompliceres af, at flere af hans barndomstraumer er reaktiverede og forværret efter hændelserne.

…

[Klagers] psykiske tilstand vurderes særdeles kompleks, idet der både er tale om personlighedsforstyrrelse, PTSD og misbrug.

Der er utvivlsomt psykiatrisk behandlingsbehov, som efter min vurdering ikke kan varetages i primærsektoren.

[Klager] bør henvises til specialiseret behandling i hospitalspsykiatrien.

Prognosen skønnes god såfremt han modtager relevant behandling, stopper med misbrug, og at behandlingen iværksættes hurtigt med henblik på at forebygge forværring og kronificering af tilstanden.

Under disse forudsætninger vurderes tilstanden ikke stationær, og med god chance for bedring.

Relevant behandling er også en forudsætning for, at han på sigt kan færdiggøre et studie og få en normal tilknytning til arbejdsmarkedet.

”

Den 10. maj 2023 flyttede klager fra kommune X til den indklagede kommune.

Den 13. juli 2023 ringede klager til indklagede.

Af indklagedes notat fra samtalen fremgår

”[Klager] oplyser, at han har en samtale i dag i [adresse].

Han forespørger om denne kan afholdes telefonisk i stedet for.

[Klager] bliver oplyst om, at der lægges besked ang.

dette til vanlig sagsbehandler, som vil tage stilling og give ham besked.

”

Samme dag ringede klagers sagsbehandler hos indklagede tilbage til klager.

Af sagsbehandlerens notat fra samtalen fremgår bl.a.

”Ut tager d.d kontakt til ut [klager] vdr.

opkald i vagten.

[Klager] oplyser han ønsker at dagens samtale afholdes telefonisk.

Ut orienterer [klager] om, at dette ikke er muligt da der er mødepligt.

Hvorfor opfølgningssamtalen holdes med personligt fremmøde.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 29. juli 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.

Den 11. september 2023 havde klager en opfølgningssamtale med sagsbehandleren.

Klager har fremlagt en lydoptagelse fra opfølgningssamtalen.

Klager har også fremlagt en række notater fra sin sygedagpengesag hos kommune X.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede ikke har overholdt sin tilpasningsforpligtelse i forbindelse med, at klager blev tunget til at møde fysisk op til opfølgning på sin sygedagpengesag.

Klager var for syg til at møde op.

Derudover var det direkte beskrevet i speciallægeerklæringen, at klager ikke tålte at færdes i det offentlige rum, og at klager ikke tålte offentlig transport.

Klager forklarede sagsbehandleren om sit handicap og anmodede sagsbehandleren om at tilpasse forholdene således, at der blev taget hensyn til klagers handicap.

Hertil svarede sagsbehandleren, at klager skulle møde op på jobcentret, og at de første fire opfølgningssamtaler uanset hvad skulle afholdes fysisk på jobcentret, fordi der var fremmødepligt.

Af sygedagpengelovens § 13 b fremgår hvornår og hvordan opfølgningssamtaler skal afholdes.

Af stk. 4, nr. 3 fremgår, at opfølgningen kan ske telefonisk, digitalt eller skriftligt, når sygdommen er til hinder for en individuel samtale.

Det vil sige, at sygedagpengeloven giver plads til, at jobcentret kan tilpasse forholdene for, hvordan opfølgningen afholdes.

Det har indklagede ikke gjort i klagers tilfælde, selvom klager specifikt anmodede om det.

I øvrigt var det ikke en fordel for sagsbehandleren at sidde ansigt til ansigt med klager, da de ting, der bliver snakket om til opfølgningen, ikke kræver, at man sidder over for hinanden.

Man kan endda argumentere for, at det er nemmere for sagsbehandleren at overholde sin notatpligt, når samtalen foregår telefonisk, fordi sagsbehandleren har mulighed for at notere, hvad der bliver sagt, og ikke føler, at det er nødvendigt at kigge på vedkommende.

Lydoptagelsen dokumenterer, at sagsbehandleren ikke havde sat sig tilstrækkeligt ind i klagers sag til, at sagsbehandleren på hensigtsmæssig vis kunne afvise at afholde samtalerne telefonisk.

Det fremgår af lydoptagelsen, at klagers sagsbehandler ikke havde læst de dokumenter fra psykiatrisk regi, som indklagede var i besiddelse af.

Sagsbehandleren traf en afgørelse om at afvise klagers anmodning om, at opfølgningssamtalerne skulle finde sted telefonisk.

Den 11. september 2023 spurgte klager sagsbehandleren, om sagsbehandleren vidste, hvorfor klager fandt det uhensigtsmæssigt at skulle møde op personligt.

Først forsøgte sagsbehandleren at undgå spørgsmålet.

Dernæst svarede sagsbehandleren, at sagsbehandleren ikke kunne huske lige nøjagtigt, hvad der stod.

Til det spurgte klager, hvordan sagsbehandleren så overhovedet kunne vurdere, hvorvidt det var hensigtsmæssigt, at klager skulle møde op personligt.

Sagsbehandleren svarede, at sagsbehandleren ikke havde sagt, at det var hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt.

Sagsbehandleren havde dog afvist klagers anmodning om, at samtalerne kunne afholdes telefonisk, hvorfor sagsbehandleren jo vurderede, at det var hensigtsmæssigt, at klager skulle møde op.

Sagsbehandleren blev ved med at henvise til de generelle betingelser for, at samtalerne kan afholdes telefonisk.

Det er klagers opfattelse, at sagsbehandleren ikke med rette kunne henvise til disse betingelser i sygedagpengeloven, når sagsbehandleren ikke havde læst klagers speciallægeerklæring og dårligt nok vidste, hvad klager fejlede.

Indklagede vidste godt, at klager var handicappet, og at klager havde en berettiget årsag til, at samtalerne skulle afholdes telefonisk.

Indklagede var i besiddelse af de relevante lægelige dokumenter, så bare fordi sagsbehandleren ikke havde læst dem, gav det ikke indklagede ret til ikke at behandle klager som et individ.

Den relevante tilpasning var, at samtalerne kunne afholdes telefonisk.

Indklagede forskelsbehandlede klager ved ikke at overholde tilpasningsforpligtelsen, da indklagede ikke tillod, at tilpasningen fandt anvendelse på klager, fordi sagsbehandleren ikke havde gjort sit forarbejde og uforberedt traf afgørelse om noget, som sagsbehandleren skulle have sat sig bedre ind i.

Sagsbehandlerens handlinger falder under indklagedes ansvar.

Indklagede var jo i besiddelse af de relevante oplysninger om klagers handicap og årsagen hertil.

Det er derfor indklagede der, som følge af sagsbehandlerens sløseri, gjorde sig skyldig i forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager kan bekræfte, at indklagede ikke havde noget kendskab til klager ud over de akter, som fulgte med fra kommune X, da klager flyttede til den indklagede kommune.

Af disse akter fremgik flere dokumenter som udtrykkeligt indikerede, at klager var i målgruppen til, at den første opfølgningssamtale og de derefter følgende opfølgningssamtaler skulle afholdes telefonisk af hensyn til klagers psykiske handicap.

Akterne indeholdt bl.a. speciallægeerklæringen af 18. december 2021.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling.

Klager flyttede til den indklagede kommune den 10. maj 2023.

Klager har ikke tidligere været bosiddende i den indklagede kommune, hvorfor indklagede ikke havde et kendskab til klager i jobcentreregi ud over de akter, indklagede havde modtaget fra klagers tidligere bopælskommune.

For at sikre, at klager modtog den rigtige hjælp fra indklagede, herunder de nødvendige indsatser, vurderede sagsbehandleren, at det ville være bedst ud fra en helhedsvurdering at mødes med klager og afholde opfølgningssamtale personligt, da klager ikke var omfattet af standbyordningen, ikke havde genoptaget et arbejde delvist mv.

Indklagede henviser til sygedagpengelovens § 13 b, stk. 1, hvoraf det bl.a. fremgår, at kommunen ud fra en konkret vurdering kan beslutte, at samtalen skal afholdes ved personligt fremmøde, såfremt kommunen vurderer, at der er behov for det.

Klager oplyste ikke sagsbehandleren om, at klager var ude af stand til at møde eller deltage i samtalen på grund af sin helbredstilstand, hvorfor sagsbehandleren fastholdt indkaldelsen til samtalen ud fra sygedagpengelovens § 13 b.

Sagsbehandleren var velvidende om, at personer i målgruppen i sygedagpengeregi har helbredsmæssige udfordringer, der medfører, at de ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er jo netop derfor, at de er sygemeldte.

Sagsbehandleren har ikke og har aldrig haft en intention om, at en indkaldelse til en personlig samtale kunne betragtes som forskelsbehandling.

Indklagede indkalder alle sygedagpengemodtagere til opfølgningssamtaler, med mindre sygedagpengemodtagerne er undtaget herfor eftersygedagpengelovens betingelser.

Klager har raskmeldt sig med sidste sygedag den 31. januar 2024, da han blev optaget på studie fra den 1. februar 2024.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager lider af en emotionel ustabil personlighedsstruktur af impulsiv og borderline type samt PTSD.

Af speciallægeerklæringen af 18. december 2021 fremgår, at klager var på vagt, når han færdedes i det offentlige rum, ligesom klager trusselsscannede sine omgivelser og undgik offentlige transportmidler.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Den 13. juli 2023 anmodede klager om, at klagers opfølgningssamtale med indklagede blev afholdt telefonisk i stedet for med fysisk fremmøde.

Klager har gjort gældende, at det var uhensigtsmæssigt, at klager skulle møde op fysisk hos indklagede.

Klager har også gjort gældende, at det var muligt for indklagede at iværksætte tilpasning, da der efter sygedagpengelovens § 13 b, stk. 4, nr. 6, er mulighed for at en opfølgningssamtale kan ske telefonisk, hvis den sygemeldtes sygdom er til hinder for en individuel samtale med personligt fremmøde.

Det fremgår ikke af sagens lægelige oplysninger, at klagers lidelser var til hinder for, at klager kunne møde op til en personlig samtale hos indklagede.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderer også, at indklagede ikke var forpligtet til at foretage tilpasning af opfølgningssamtalen, da klagers lidelser ikke var til hinder for, at klager kunne møde fysisk op.

Klager får herefter ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde