Legislator Case Law & Legislation
W20251013025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - uddannelse - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 10130 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - uddannelse - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2025 10130 Valid

J.nr. 24-119824

En mand (klager), der var diagnosticeret med aspergers syndrom, klagede over en uddannelsesinstitution (indklagede).

Manden mente, at uddannelsesinstitutionen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke blev optaget på en kandidatuddannelse.

I 2005 påbegyndte manden en bacheloruddannelse hos uddannelsesinstitutionen.

Manden afsluttede bacheloruddannelsen i 2010, hvorefter han startede på en kandidatuddannelse hos uddannelsesinstitutionen.

I juni 2016 meldte manden sig ud af kandidatuddannelsen.

I 2018 blev manden diagnosticeret med aspergers syndrom.

Manden søgte derefter om genoptagelse på kandidatuddannelsen hos uddannelsesinstitutionen, hvilket han fik afslag på.

I 2019 og 2020 fik klager også afslag på optagelse.

Afslaget i 2020 var begrundet i, at klagers karakterer inden for relevante fagområder ikke var særligt stærke i sammenligning med de øvrige ansøgninger.

Udvælgelsen var alene baseret på fag på bachelorniveau.

Det fremgik af en psykologerklæring af 8. oktober 2018, at manden led af aspergers syndrom.

Psykologen anbefalede, at manden blev tilbudt relevant studievejledning i forhold til sine studiemæssige udfordringer.

Det fremgik ikke, hvilke studiemæssige udfordringer psykologen henviste til.

Det fremgik heller ikke af sagens lægelige oplysninger, at mandens diagnose havde medført konkrete funktionsbegrænsninger for manden i forbindelse med mandens uddannelsesforløb fra 2005 til 2016, herunder mandens præstationer på bacheloruddannelsen i perioden 2005 til 2010.

Ligebehandlingsnævnet vurderede herefter, at manden ikke havde godtgjort, at han under sit uddannelsesforløb fra 2005 til 2016 havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Manden havde selv oplyst, at han på det tidspunkt, hvor han søgte om genoptagelse på kandidatuddannelsen, ikke længere var væsentligt påvirket af sin diagnose.

Nævnet vurderede herefter, at manden ikke havde et handicap på det tidspunkt, hvor han fik afslag på optagelse på kandidatuddannelsen.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2025 10130 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke blev optaget på en kandidatuddannelse hos den indklagede uddannelsesinstitution.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke blev optaget på indklagedes kandidatuddannelse.

Sagsfremstilling

I 2005 påbegyndte klager en bacheloruddannelse hos indklagede.

Den 8. juli 2010 afsluttede klager bacheloruddannelsen.

Klager har fremlagt sit eksamensbevis med karakterer.

I september 2010 begyndte klager på en kandidatuddannelse hos indklagede.

Den 23. juni 2015 blev klager henvist til psykologbehandling af sin egen læge.

Af henvisningen fremgår bl.a.

” Lægens oplysninger til behandler

Moderat angst der hæmmer ham i sin uddannelse, ønsker nogle værktøjer til at komme viedre.

”

I juni 2016 meldte klager sig ud af kandidatuddannelsen hos indklagede.

I 2018 blev klager diagnosticeret med aspergers syndrom.

Af psykologerklæring af 8. oktober 2018 fremgår

”Det skal hermed bekræftes at [klager] [cpr.nr.] er undersøgt og behandlet af ut.

Han lider af Aspergers Syndrom, der er en autismespektrum forstyrrelse.

Det anbefales at han tilbydes relevant studievejledning i forhold til sine studiemæssige udfordringer, f.eks. SPS vejledning.

”

Den 12. oktober 2018 søgte klager om genoptagelse på kandidatuddannelsen hos indklagede.

Af klagers ansøgning fremgår bl.a.

” Reason for initial withdrawal from programme

Initial reason was illness, due to stress and anxiety.

After the last elective in 2012 was finished, I essentially stopped being an active student, despite being so officially.

In 2015, with the help of student counseling, I made another attempt to finish my last elective and master's thesis.

However, I was not capable of doing so, due to the same reasons as the initial withdrawal.

The answer to my issues became official as of February 2018: An Asperger's diagnosis, which explains both anxiety and the inability for me to act on making the initial thesis (see appendix with official diagnosis).

”

Den 19. december 2018 gav indklagede klager afslag på at blive genoptaget på uddannelsen.

Den 1. januar 2019 klagede klager over afslaget til indklagedes rektor.

Den 30. januar 2019 traf indklagedes rektor afgørelse.

Af afgørelsen fremgår bl.a.

”Af afgørelsen fra [indklagede] fremgår det, at din ansøgning om genindskrivning til [kandidatuddannelse] er afvist på baggrund af følgende

"In accordance with the rules and regulations for graduate admission in Denmark, we are unable to approve your application for direct re-enrolment to [kandidatuddannelse] as you have not passed the 1 st year curriculum of the programme.

You are missing two courses from the first year, as you cannot pass courses with the grade 00 anymore: [fag A] and [fag B] ."

Din sagsfremstilling

…

On the basis of the above, it appears that [indklagede] has assessed my application for re-enrolment on the basis of the current arrangement of the programme and not on the basis of the previous arrangement which was in force when I was enrolled therein.

In that regard it should be noted, that It is solely as a result of that previous arrangement that I was forced to complete parts the 1st year curriculum with the grade '00 ' as that arrangement did not allow for re-examination to the same extent as is currently available.

…

For the reasons already stated in my application for re-enrolment, I sincerely believe that I will be able to fully live up to the requirements not only to complete the programme, but also that I will be able do so well.

I have already achieved very high grades several times in the programme in spite of suffering from undiagnosed Asperger's syndrome at the time, which in itself has presented significant obstacles.

However, as I am now aware of the repercussions and able to deal with the effects of my diagnosis these obstacles are no longer present”

…

Regelgrundlag og sagsfremstilling

…

Det fremgår af § 19, stk. 2 i kandidatadgangsbekendtgørelsen, at en ansøger, jf. stk. 1, skal ansøge om genindskrivning, når ansøgeren har bestået studieelementer svarende til første år af kandidatuddannelsen, som den er tilrettelagt på den søgte institution.

Indskrivningen forudsætter, at ansøgeren opfylder adgangskravene, og der er ledig studieplads.

…

[indklagedes rektors] begrundelse

…

Du nævner i din klage, at du har bestået 1 år (samlet set) af [kandidatuddannelse] studiet.

…

[Indklagede] nævner i deres afgørelse, at du mangler at bestå de to ovenstående fag på 1. år på [kandidatuddannelse].

Du har i begge fag ovenstående fag karakteren 00, hvilket ifølge karakterbekendtgørelsen nr. 114 af03/02/2015, er ikke bestået.

…

Dermed opfylder du ikke betingelserne i kandidatadgangsbekendtgørelsen § 19, stk. 2 om at have bestået studieelementer svarende til første år af kandidatuddannelsen, hvilket bevirker at din sag er blevet behandlet korrekt og i overensstemmelse med gældende regler.

…

Konklusion

[Indklagedes rektor] kan ikke underkende faglige vurderinger og skøn foretaget af [indklagede], medmindre disse er i strid med gældende regler.

Da gældende ret foreskriver, at en ansøger skal have bestået studieelementer svarende til første år af kandidatuddannelsen førend en genindskrivning kan foretages, og denne betingelse ikke er opfyldt, er beslutningen fra [indklagede] ikke i strid med de gældende regler.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående finder [indklagedes rektor] således, at [indklagede] har behandlet din ansøgning i overensstemmelse med reglerne, hvorfor din klage afvises.

”

Den 10. juni 2019 fik klager afslag på at blive optaget på kandidatuddannelsen.

Begrundelsen for afslaget var, at klager ikke opfyldte optagelseskravene, da klager manglede fem ECTS-point i marketing og fem ECTS-point i statistik.

Den 10. juni 2020 fik klager igen afslag på at blive optaget på kandidatuddannelsen.

Af afslaget fremgår bl.a.

”We regret to inform you that we cannot offer you a study place at [kandidatuddannelse] at [uddannelsesinstitution].

Rejection reasons

You fulfilled or you were expected to fulfil the programme’s entry requirements.

However, we had more qualified applicants to [kandidatuddannelse] than available study places, and your application was rejected during the selection process .

The selection process was carried out in accordance with the critera stated on the programme’s webpage at [hjemmeside].

”

Den 24. juni 2020 klagede klager over afgørelsen om afslag på optagelse.

Af klagen fremgår bl.a.

”I 2010 blev jeg indskrevet på [kandidatuddannelse].

Allerede i de første to måneder lykkedes det [uddannelsesinstitutionen] at udmelde mig fejlagtigt fra studiet ad to omgange.

Begge gange blev jeg gjort opmærksom på udmeldelsen ved at jeg fik en email på min studentermail, der beskrev at studentermailen blev lukket da jeg ikke længere var studie aktiv, hvilket udover chokket og udsigten til at ens eksistensgrundlag bliver frataget (SU), også blev en voldsom stressfaktor.

Anden gang var samme fredag op til efterårsferien, da studiets første eksamen blev frigivet (…), hvilket afbrød adgang til selve eksamensopgaven.

Den efterårsfere gik jeg ned med stress da jeg på det tidspunkt var udiagnosticeret med Aspergers, hvorfor den slags voldsomme beskeder rammer ekstrahårdt med mit handikap.

Konsekvens deraf blev en blank aflevering i [fag A], hvilket betød at jeg kom bagud på studiet og også endte med at udsætte eksamen i faget [B].

…

Forvirringen og de store udsving mellem 0 taller og 12 taller samt manglen på diagnosticering, betød at jeg de facto ikke var studie aktiv efter 2012, men officielt var det.

Ingen vejledning fulgte om evt.

studie pause eller hvordan jeg kunne gennemføre studiet.

Egen inaktivitet i den situation var et symptom på min Aspergers.

I 2016 udmeldte jeg mig da jeg ikke længere var SU berettiget.

Igen ingen vejledning om reelle muligheder udover udmelding.

Jeg blev diagnosticeret primo 2018 og søgte ind på studiet igen, med nufunden selvforståelse samt terapi for mit handikap, gennem genindmelding på studiet.

Denne genindmelding blev afvist med begrundelse at man skal have bestået første år fuldt ud.

…

Jeg forsøgte mig året efter, 2019, med en normal indmeldelse og merit for afsluttede fag og valgfag.

Også dette blev afvist, nu med begrundelse at min bachelor fra [uddannelsesinstitution] ikke længere var adgangsgivende til selvsamme uddannelse jeg allerede havde taget, samt gennemført al undervisning i.

…

Min klage omhandler den mangelfulde og svigefulde behandling jeg har fået gennem [uddannelsesinstitution].

Jeg er ikke bekendt med nogen uddannelsesinstitution, der har arbejdet så hårdt på at forhindre deres egne studerende at færdiggøre deres uddannelse.

”

Den 27. juli 2020 traf indklagedes rektor afgørelse.

Af afgørelsen fremgår bl.a.

”Af afgørelsen fra [indklagede] fremgår det, at din ansøgning om optagelse til [kandidatuddannelse] er afvist på baggrund af udvælgelseskriterierne.

[Indklagedes rektors] begrundelse

[Indklagedes rektor] har gennemgået sagens akter og vurderet, hvorvidt din sag er behandlet korrekt og i overensstemmelse med gældende regler.

…

[Indklagedes rektor] har været i kontakt med [indklagede], der har oplyst, at dine karakterer indenfor de relevante fagområder er ikke særligt stærke i sammenligning med de øvrige ansøgninger, som [indklagede] har modtaget i år.

…

Udvælgelsen er alene baseret på fag på bachelorniveau.

Det står beskrevet på [indklagedes] hjemmeside (under punktet ”Ekstra fag”), at fag udenfor den adgangsgivende bacheloruddannelse skal være på bachelorniveau for at blive taget i betragtning.

…

Afgørelse

På baggrund af ovenstående finder [indklagedes rektor], at [indklagede] har behandlet din ansøgning i overensstemmelse med reglerne, hvorfor din klage afvises.

Du kan desværre ikke tilbydes optagelse, da du ikke er blevet udvalgt ud fra de offentligt tilgængelige udvælgelseskriterier.

”

Den 9. august 2020 klagede klager over afgørelsen til en styrelse.

Den 30. juni 2021 traf styrelsen afgørelse.

Af afgørelsen fremgår bl.a.

”Styrelsen har behandlet sagen, og vi konkluderer, at [indklagedes] afgørelse er behæftet med en retlig fejl.

Selvom denne fejl er beklagelig, har styrelsen valgt ikke at hjemvise sagen til fornyet behandling på [indklagede].

…

[Indklagede] har begrundet afslaget med, at dine karakterer ikke er lige så stærke som øvrige ansøgers opnåede resultater.

Styrelsen vurderer, at [indklagede] med fordel kunne have uddybet deres begrundelse ved for eksempel at tilføje, hvilke fag eller fagområder [indklagedes] vurdering henviser til.

”

Den 26. juni 2022 klagede klager over styrelsens afgørelse til Folketingets Ombudsmand.

Den 19. december 2022 oversendte Folketingets Ombudsmand klagen over styrelsen til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen blev behandlet under j.nr. 22-59935.

Den 10. juni 2023 fik klager igen afslag på optagelse på kandidatuddannelsen hos indklagede.

Begrundelsen for afslaget var den samme, som i afslaget af 10. juni 2020.

Den 9. september 2024 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse i sagen med j.nr. 22-59935.

Nævnet afviste at behandle klagen.

Den 30. september 2024 anmodede klager Ligebehandlingsnævnet om genoptagelse af j.nr. 22-59935.

Den 21. november 2024 oplyste klager, at klager også ønskede at klage over indklagede.

Klagen over indklagede blev således modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. november 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 882.288 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede gav klager afslag på optagelse på indklagedes kandidatuddannelse.

Klager var i lange perioder under sit uddannelsesforløb påvirket af høje angst- og stressniveauer, mild depression og deraf følgende handlingslammelse.

Disse følgevirkninger påvirkede klagers evne til at præstere negativt og medførte i flere tilfælde udslag i karakterer, som ikke er repræsentative for klagers evner eller egnethed.

Karaktererne, som klager opnåede under uddannelsen, var et direkte resultat af klagers aspergers syndrom.

Karaktererne var lavere, end de ville have været, hvis klager på tidspunktet for eksaminerne havde kendt til sit aspergers syndrom.

Det må lægges til grund, at det er klagers aspergers syndrom i sin udiagnosticerede og ubehandlede tilstand, som resulterede direkte i de negative påvirkninger, der lægger til grund for den lave ende af klagers karakterspredning.

Det fremgår direkte af psykologerklæringen af 8. oktober 2018, at klagers aspergers syndrom er direkte årsag til studiemæssige udfordringer, og at der på baggrund af lægefaglige kundskaber blev anbefalet særlig SPS-vejledning til afhjælpning af de studiemæssige udfordringer.

Klagers funktionsnedsættelse var på ansøgningstidspunktet ikke længere væsentligt påvirket af klagers aspergers syndrom.

Dette er dog irrelevant.

Klagers funktionsniveau var ved opnåelsen af klagers karakterer på bacheloruddannelsen negativt påvirket af klagers på det tidspunkt udiagnosticerede og ubehandlede aspergers syndrom.

Indklagede inddrog ikke klagers ikke-diagnosticerede aspergers syndrom som en faktor på tidspunktet for klagers eksaminer.

Indklagede har uretmæssigt afvist at inddrage det faktum, at klager har et handicap og derfor har krav på rimelig tilpasning, såvel som ret til ikke at blive indirekte forskelsbehandlet i forbindelse med sin ansøgning om optagelse på indklagedes kandidatuddannelsen.

Der er tale om en ulovlig praksis, fordi indklagede er forpligtet efter forskelsbehandlingsloven, idet afslaget på optagelse på kandidatuddannelsen har direkte betydning for klagers mulighed for at gennemføre uddannelsen og opnå adgang til lønnet beskæftigelse.

Indklagede har afvist at kunne tillægge klagers funktionsnedsættelse betydning ved afgørelsen af, hvorvidt klager skal have adgang til kandidatuddannelsen.

En administrativ praksis, der eksplicit afviser forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning, har betydning for klagers adgang til den erhvervskompetencegivende uddannelse og dermed adgang til arbejdsmarkedet.

Klager lider af en mental udviklingsforstyrrelse i form af aspergers syndrom, der blandt andet kan give udfordringer i sociale samspil med andre mennesker og ofte giver anledning til psykiske komplikationer.

Dette har også været tilfældet for klager.

Mennesker med aspergers syndrom har således et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand og har krav på rimelig tilpasning i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Uanset at forskelsbehandlingslovens § 2 a efter sin ordlyd kun forpligter arbejdsgivere, så skal forskelsbehandlingsloven i henhold til Ligebehandlingsnævnets praksis fortolkes i lyset af de øvrige forpligtelser, som er gældende for offentlige myndigheder, herunder forpligtelserne efter EMRK og FNs handicapkonvention.

Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger ulovlig forskelsbehandling, skal det derfor indgå, om de indklagede har udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling.

Se hertil Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 1. december 2022 j.nr. 21-3422.

Det fremgår af uddannelsesinstitutionens afslag af 27. juli 2020, at vurderingen af optaget sker på baggrund af en helhedsvurdering af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund på bachelorniveau.

Indklagede har på den baggrund afvist at tillægge de karakterer, klager har opnået på den uddannelse, som han søger ind på, vægt, idet karakterne ikke er givet for fag på bachelorniveau.

Karakterne er fra relevante fag på et højere niveau.

Indklagede har endvidere eksplicit afvist at tillægge klagers handicap betydning ved vurderingen af adgangen til kandidatuddannelsen.

En praksis, hvor handicap ikke kan tillægges betydning, og der derfor aldrig kan foretages rimelig tilpasning, er klart egnet til at stille kandidater med handicap ringere.

Der er allerede af denne grund en formodning for, at de indklagede myndighedes praksis er i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager fik ikke den nødvendige støtte, da klager var indskrevet på uddannelsen.

Klagers ophør på uddannelsen skyldtes ikke manglende faglige kvalifikationer, men alene klagers funktionsnedsættelse og medfølgende psykiske komplikationer.

Klagers faglige kvalifikationer er i top, hvilket er dokumenteret ved de karakterer, klager opnåede på kandidatuddannelsen.

Klager gennemførte på grund af sit handicap ikke kandidatuddannelsen og anmoder nu om at få en muligheden for at gøre det.

Der er ikke tale om, at klager ville blive stillet bedre end andre af den grund i en situation, hvor klager har dokumenteret, at klager er fagligt kompetent og i øvrigt opfylder kvalifikationskravene.

Ved at klager indskrives på kandidatuddannelsen, vil klager blive kompenseret for sit handicap, idet klager derved ikke skal trækkes med konsekvenserne af sine psykiske lidelser resten af sit liv, men derimod kan gennemføre sin uddannelse på lige vilkår med de studerende, der ikke har langvarige funktionsnedsættelser.

Indklagede anmodes om at oplyse, hvilke karaktergennemsnit de kandidater, som blev foretrukket frem for klager, havde.

Ansøgningsportalen, hvortil ansøgninger om optagelse på kandidatuddannelse skal indgives, giver ikke mulighed for at udskrive eller eksportere en ansøgning med bilag.

Klager har således ikke mulighed for at dokumentere, at klager fremsendte oplysninger om sit handicap i 2020.

Klager har imidlertid allerede i 2018 gjort indklagede opmærksom på sit handicap i forbindelse med klagers ansøgning om genoptagelse på studiet.

Indklagedes ansøgningsblanket indeholder en række foruddefinerede felter, hvor ansøgeren kan indtaste oplysninger.

Ingen af felterne vedrører muligheden for at dispensere fra optagelseskravene endsige opfordrer ansøgeren til at oplyse om sit handicap.

Det kan derfor ikke bebrejdes klager, at klager ikke eksplicit søgte om dispensation.

Dette understøtter også, at det ikke er korrekt, når indklagede oplyser, at der i henhold til administrativ praksis på tidspunktet for klagers ansøgning var mulighed for at foretage rimelig tilpasning over for ansøgere med handicap.

Klager gjorde i sin klage af 24. juni 2020 også opmærksom på, at han led af aspergers syndrom.

Der var således anledning for indklagede til at indhente nærmere oplysninger om klagers funktionsnedsættelse og konsekvenserne heraf.

På intet tidspunkt under klageforløbet har indklagede vist nogen interesse i at afdække, hvordan klagers handicap har påvirket klagers studietid.

Det er først, da sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet, at muligheden for at dispensere er blevet omtalt.

Klager har i 2023 ansøgt om optagelse hos indklagede og modtaget et standardafslag, uden at indklagede på nogen måde har forholdt sig til klagers handicap endsige forpligtelsen til at yde rimelig tilpasning.

Indklagede gør gældende, at udvælgelsesprocessen er og var i overensstemmelse med reglerne om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv., og at klagers ansøgning om optagelse på kandidatuddannelsen i 2020 blev behandlet i overensstemmelse med reglerne.

Klager blev hverken direkte eller indirekte forskelsbehandlet.

Det er først efterfølgende, at klager har inddraget sin diagnose som et moment, der skulle have ført til, at klager skulle tilbydes en studieplads.

Klager kunne have søgt om dispensation fra udvælgelseskriterierne, hvorved indklagede ville have haft mulighed for at vurdere om og hvordan, der kunne ske rimelig tilpasning.

Dog ville dette ikke være en garanti for et tilbud om en studieplads.

Der arbejdes ikke med karaktergennemsnit i forbindelse med optagelsen på den kandidatuddannelse, som klager søgte ind på.

Derimod ses der i udvælgelsesprocessen på de fag og karakterer, der indgår i udvælgelseskriterierne.

Udvælgelseskriterierne var i 2020 i alt 90 ECTS-point bestående af 45 ECTS-point i mikroøkonomi, organisation, marketing, statistik, regnskab og finansiering, samt 45 ECTS-point i erhvervsøkonomi og/eller økonomi.

Indklagede gemmer ikke oplysninger om ansøgere, når optagelsesrunden er afsluttet, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra e.

Heraf fremgår det, at personoplysninger skal opbevares på en sådan måde, at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til det formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles.

Oplysninger om ansøgere i 2020 er derfor slettet, og indklagede kan derfor ikke imødekomme klagers ønske om at få oplyst ansøgernes karakterer på de fag, der indgår i optagelses- og udvælgelsesprocessen.

Klager blev betragtet som en kvalificeret ansøger, men klager blev ikke tilbudt en studieplads, da der ud fra en helhedsvurdering var ansøgere, der var bedre kvalificerede.

Udvælgelseskriterierne fastlægges af indklagede, og ifølge almindelige forvaltningsretlige principper kan en institution fravige de regler eller kriterier, der er fastsat af institutionen selv.

Det betyder, at klager kunne have ansøgt om dispensation på baggrund af usædvanlige forhold.

Imidlertid var der ikke ansøgt om dispensation ved ansøgningen, og det blev ikke gjort gældende, at klagers karakterer på bacheloruddannelsen skulle ses i lyset af en funktionsnedsættelse.

Indklagede havde derfor ingen anledning til at vurdere, om der var grundlag for at dispensere og dermed foretage en rimelig tilpasning ved udvælgelsesprocessen.

Indklagede bemærker, at usædvanlige forhold ikke automatisk medfører en dispensation.

Såfremt klager havde anmodet om dispensation ved optagelsen, ville indklagede have foretaget en vurdering af, om der var rimeligt grundlag for at antage, at klagers eksamenspræstationer på bacheloruddannelsen havde en direkte sammenhæng til funktionsnedsættelsen.

Klager gør selv gældende, at klager opnåede gode resultater på kandidatuddannelsen uden nødvendig støtte.

Dette understøtter ikke en antagelse om, at eksamenspræstationerne på bacheloruddannelsen var påvirket af en funktionsnedsættelse, idet det samme ville have gjort sig gældende på kandidatuddannelsen.

Klager har anført, at der burde være lagt vægt på de karakterer, klager havde opnået ved sin tidligere indskrivning på kandidatuddannelsen.

Indklagede skal hertil bemærker, at dette ikke er en mulighed ifølge adgangsbekendtgørelsen, da det fremgår af denne, at der er tale om en trinvis faglig progression mellem uddannelserne.

Ved ansøgning om optagelse på en uddannelse skal der lægges vægt på den trinvise lavere uddannelse, man søger optagelse på baggrund af, og ikke den trinvise højere uddannelse, man søger optagelse på.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 30, stk. 2, at udvælgelseskriterierne kan udgøres af faglige kriterier, herunder erhvervserfaring, hvori optagelsesprøver, samtaler, mv. kan indgå.

Bestemmelsen er udtømmende, og udvælgelseskriterierne kan således ikke udgøres af uddannelseselementer, der er bestået på den uddannelse, man søger om optagelse på.

Klager påbegyndte sin kandidatuddannelse den 1. september 2010.

Kandidatuddannelsen er normeret til to år, og den maksimale studietid var på daværende tidspunkt fem år.

Klager skulle således have afsluttet uddannelsen inden 1. juli 2015.

Den 12. oktober 2015 imødekom indklagede klagers ansøgning om dispensation til forlængelse af studietiden til 1. juli 2016 på grund af sygdom.

Indklagede påpeger hermed, at der blev taget hensyn til klagers særlige behov under uddannelsen med henblik på, at klager fik mulighed for at gennemføre uddannelsen.

Klager udmeldte sig dog selv fra uddannelsen i 2016 uden at have bestået denne.

Klager havde haft mulighed for at ansøge om yderligere forlængelse.

Klager søgte ikke om dispensation eller tilpasning ved ansøgningen om optagelse.

Indklagede havde derfor ikke i den konkrete sag mulighed for at vurdere, om der var grundlag for at foretage en tilpasning.

Klager var på dette tidspunkt diagnosticeret med aspergers syndrom.

Klager var således bekendt med sin funktionsnedsættelse, og klager kunne derfor have gjort dette gældende.

Klager opfyldte de faglige kriterier og var således med i udvælgelsesprocessen.

Selv hvis klager havde fået en dispensation eller anden form for tilpasning, havde dette ikke garanteret klager en studieplads, medmindre klager med rimelig tilpasning mener, at klager skulle garanteres en studieplads.

Indklagede bemærker, at det kun er ansøgere med et retskrav efter den dagældende adgangsbekendtgørelses § 24, der er garanteret en studieplads.

Dette retskrav udnyttede klager ved den første optagelse på kandidatuddannelsen.

Retskravet kan kun udnyttes en gang, jf. adgangsbekendtgørelsens § 26, stk. 3.

Indklagede finder, at klager ville blive stillet bedre end andre ansøgere, hvis ikke det med en vis sandsynlighed kan godtgøres, at klager ville have opnået bedre resultater med støtte.

Klager har selv henvist til, at klager opnåede gode resultater på kandidatuddannelsen uden støtte.

Alle har mulighed for at ansøge om optagelse på en uddannelse på lige vilkår.

Uddannelsens faglige kriterier har et sagligt formål, som er at ligebehandle ansøgerne ud fra objektive kriterier.

Såfremt der skal lægges vægt på usædvanlige forhold, skal der særskilt søges herom ved optagelsen.

Indklagede er ikke enig i, at indklagedes afvisning af at tillægge funktionsnedsættelse betydning ved udvælgelsen har betydning for klagers adgang til en erhvervskompetencegivende uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet.

Indklagedes udvælgelsesproces har ikke betydning for klagers generelle adgang til en erhvervskompetencegivende uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet.

Udvælgelsesprocessen havde dermed betydning for, om klager blev tilbudt en studieplads på kandidatuddannelsen i 2020 uden at ansøge om dispensation for usædvanlige forhold.

Det var ikke muligt for indklagede at genindskrive klager i 2018, idet klager manglede at bestå fag på uddannelsens første år, jf. adgangsbekendtgørelsens § 44, stk. 1.

I dette tilfælde må en ansøger søge om genoptagelse i medfør af adgangsbekendtgørelsens § 43, idet genindskrivning forudsætter, at uddannelsens første år er bestået.

Indklagede modtager cirka 16.000 ansøgninger om optagelse på en kandidatuddannelse hvert år.

Det er derfor essentielt, at ansøgeren selv gør opmærksom på særlige forhold, hvis disse skal tages i betragtning i forbindelse med ansøgningen, idet sagsmængden og den korte tidsfrist for behandling af ansøgninger ikke gør det muligt at slå hver enkelt ansøger op for at se, om vedkommende er kendt i forvejen, og om der eventuelt kunne være forhold, der var relevante i forbindelse med udvælgelsen.

Ansøger skal selv anmode om dispensation fra udvælgelseskriterierne og sandsynliggøre, at funktionsnedsættelsen har haft indflydelse på de opnåede resultater i den adgangsgivende eksamen.

Det fremgår af indklagedes hjemmeside om ansøgning, at manglende dokumentation kan resultere i et afslag.

Det er muligt at uploade en dispensationsansøgning hvor som helst i en ansøgning, det vil sige i alle felter, hvorefter dispensationsansøgningen vil blive behandlet.

Derudover opretter indklagede dispensationskladder til ansøgere efter anmodning.

Indklagede opfordrer ansøgere, der har fået et afslag, til at kontakte indklagede, hvilket også fremgår af afslaget af 10. juni 2020.

Hensigten er at informere ansøger om, hvordan vedkommende kan forbedre sine muligheder for at blive optaget.

Det fremgår ikke, om klager henvendte sig til indklagede i anledning af afslaget.

Det havde været oplagt, at klager havde kontaktet indklagede forud for næste ansøgning, idet det fremgår af klagesvaret af 27. juli 2020, at klager blev valgt fra i udvælgelsesrunden på grund af de karakterer, der indgår i udvælgelseskriterierne.

Indklagede finder, at det havde været oplagt at søge vejledning til optagelse på baggrund af afslaget.

Det er kun muligt for indklagede at forholde sig til de dokumenter, der indsendes i forbindelse med en ansøgning.

At en ansøger har svingende karakterer med 00 i et fag og 12 i et andet er ikke udsædvanligt.

Dette gør sig gældende for utallige ansøgere og er ikke i sig selv en indikation på en funktionsnedsættelse.

Såfremt en ansøger gør opmærksom på, at der er særlige forhold, og at man ønsker at søge en dispensation, vil dette blive behandlet.

En dispensation forudsætter, at ansøger sandsynliggør, at der er en sammenhæng mellem eksamenspræstationerne og handicappet.

Indklagede bemærker, at udsving i karakterer på ingen måde er usædvanligt blandt ansøgerne.

At man får en dispensation betyder ikke i sig selv, at man tilbydes en studieplads.

Når der er flere kvalificerede ansøgere end ledige pladser, vil der blive foretaget en udvælgelse blandt ansøgerne ud fra udvælgelseskriterierne og en helhedsvurdering heraf.

Der vil stadig kunne være en situation, hvor der er ti ansøgere med højeste karakterer i de relevante udvælgelsesfag, herunder en ansøger med en dispensation, men kun fem ledige pladser.

Her vil indklagede også være nødt til at afvise kvalificerede ansøgere.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af psykologerklæringen af 8. oktober 2018, at klager lider af aspergers syndrom.

Psykologen anbefalede, at klager blev tilbudt relevant studievejledning i forhold til sine studiemæssige udfordringer.

Det fremgår ikke, hvilke studiemæssige udfordringer psykologen henviste til.

Det fremgår heller ikke af sagens lægelige oplysninger, at klagers diagnose havde medført konkrete funktionsbegrænsninger for klager i forbindelse med klagers uddannelsesforløb hos indklagede fra 2005 til 2016, herunder klagers præstationer på bacheloruddannelsen i perioden 2005 til 2010.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har godtgjort, at han under sit uddannelsesforløb fra 2005 til 2016 havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager har selv oplyst, at han på det tidspunkt, hvor han søgte om genoptagelse på kandidatuddannelsen, ikke længere var væsentligt påvirket af sin diagnose.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand på det tidspunkt, hvor klager fik afslag på optagelse på kandidatuddannelsen.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2025 10130 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2025 10130 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →