Legislator Case Law & Legislation
W20251005125 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16755

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 10051 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16755

KEN#LOKDOK23 2025 10051 Valid

Midtfyns Posten og Fyens Stiftstidende får kritik for ikke at forelægge

I artikler bragt i december 2024 omtalte Midtfyns Posten og Fyens Stiftstidende en ung kvindes oplevelser med overgreb og svigt i sin opvækst.

Det fremgik af artiklerne, at den unge kvindes mor skulle have været ”en alkoholiseret mor” og ”alkoholiker”.

Midtfyns Posten og Fyens Stiftstidende fjernede efter offentliggørelsen af artiklerne udsagnene om alkoholmisbrug og bragte en rettelse.

Den omtalte mor klagede til Pressenævnet over, at oplysningen om, at hun skulle have haft et alkoholmisbrug, var ukorrekt og skadelig, og at hun ikke var blevet forelagt oplysningen inden offentliggørelsen.

Pressenævnet kritiserede Midtfyns Posten og Fyens Stiftstidende for at have bragt oplysningen uden forelæggelse for den omtalte mor.

KEN#LOKDOK23 2025 10051 Valid

[Klager 1] og [Klager 2] har klaget til Pressenævnet over forsidehenvisningen ”[Datteren] har rejst sig efter barsk opvækst” og artiklen ”[Datteren] er kommet stærkt igen efter barsk opvækst” , som blev bragt af Midtfyns Posten den 18. december 2024 i den trykte udgave, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som de ikke var blevet forelagt.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede artikel

Midtfyns Posten bragte den 18. december 2024 forsidehenvisningen ”[Datteren] har rejst sig efter barsk opvækst” i den trykte udgave med et billede af [Datteren] og følgende tekst

”Som barn blev [Datteren] seksuelt misbrugt og oplevede ikke meget omsorg.

Den snart 30-årige kvinde laver i dag bryn og vipper og har en drøm om at blive selvstændig.

”

Inde i avisen fortsatte artiklen under overskriften ”[Datteren] er kommet stærkt igen efter barsk opvækst” i sektion 1, side 4.

Artiklen havde følgende underrubrik

”Som barn blev [Datteren] seksuelt misbrugt og voksede op med en alkoholiseret mor.

Den snart 30-årige kvinde laver i dag bryn og vipper i velværeklinik og håber at kunne blive selvstændig en dag.

”

Af artiklen fremgik følgende

”[Bynavn A]: Når [Datteren] sidder bøjet over et ansigt og i det skarpe lys farver øjenbryn og laver øjenvipper på kvinden, der ligger på briksen, har hun det perfekt.

- Jeg har altid været vild med at lave bryn og vipper.

Det er altid mig, som folk i min familie er kommet til, når de ville have lavet bryn og vipper, siger [Datteren].

Den snart 30-årige kvinde er ny medarbejder i [Indehaveren]s klinik for fodpleje og velvære på [Vejnavn] i [Bynavn A], hvor [Datteren] er i praktik i et såkaldt ressourceforløb, hvor hun arbejder fire timer om ugen.

Bag det smittende smil, de grønne øjne og de krøllede, røde lokker gemmer sig en barsk historie.

- Jeg har været udsat for overgreb og svigt i min opvækst.

Jeg blev seksuelt misbrugt, da jeg var 10 år, og min mor var alkoholiker.

Jeg er også blevet mobbet og har haft svært ved at finde omsorg.

På et tidspunkt begyndte jeg at tage stoffer og røg ud i et stofmisbrug, og for at få penge til stofferne fandt jeg ud af, at jeg havde noget, jeg kunne sælge - min krop.

Så det gjorde jeg, fra jeg var 16 til 22 år, siger [Datteren].

- Folk må godt vide, hvad jeg har været igennem

Hun er afklaret med at fortælle om sin barske opvækst.

- Det er jeg ret åben omkring.

Folk må godt vide, hvad jeg har været igennem.

På grund af de ting har det taget mig lang tid at blive voksen og lære, hvad det vil sige at leve et rigtigt liv.

Nu kan jeg bedre omfavne hele mig og stå ved de ting, jeg har været ude for.

Det er nogle sår, som jeg bærer med mig, siger [Datteren].

Efter sin turbulente barn- og ungdom begyndte hun for fem år siden i et ressourceforløb, hvor hun blandt andet skulle finde ud af, hvad hun ville bruge sit liv på.

- Det med at lave bryn og vipper tændte en ild i mig.

Jeg tog en uddannelse som bryn- og vippetekniker, som jeg afsluttede i år.

Jeg søgte tre steder om at komme i praktik, og et af de steder var her hos [Indehaveren], som gerne ville have mig, og det er jeg rigtig glad for, siger [Datteren], der de seneste tre år har boet i [Bynavn B].

[Indehaveren] kender også til omsorgssvigt

48-årige [Indehaveren] har i fire år haft sin egen klinik for fodpleje og velvære, og hun tog imod [Datteren] med åbne arme.

[Indehaveren] har også haft en turbulent barndom, og [Indehaveren] flyttede hele 31 gange, inden hun blev 18 år.

- Vi har begge været udsat for omsorgssvigt.

Jeg kunne mærke, at der var en god kemi mellem os, siger [Indehaveren].

- Man har en anden forståelse, når man taler med et andet menneske, der også har været udsat for svigt i barndommen.

Man har antennerne ude på en anden måde, siger [Datteren].

Til marts skal [Datteren] for første gang deltage i danmarksmesterskaberne i bryn og vipper.

Det foregår på Hotel Copenhagen Airport i Kastrup.

[Indehaveren] er begejstret for at have fået [Datteren] som medarbejder i sin klinik på [Vejnavn] i [Bynavn A], hvor hun ellers i det daglige - udover sine kunder - har selskab af den halvandet år gamle hund Axel, som hun for et halvt år siden har hentet på et internat.

- Når jeg skal på kursus, kan jeg øve mig på [Datteren].

Og det er rart at have nogen at sparre med.

[Datteren] er dygtig til bryn og vipper og et rart menneske at være sammen med, så hun giver god energi til klinikken, siger [Indehaveren].

Drømmer om at blive selvstændig

[Datteren] skal indtil videre være i praktik hos [Indehaveren] frem til marts.

Men de to håber, at de kan fortsætte med at arbejde sammen.

- Min drøm er at blive selvstændig, siger [Datteren].

- Så kan hun leje sig ind og få et lokale i min klinik, supplerer [Indehaveren].

”

Til artiklen er indsat en række billeder af [Datteren], der blandt andet ses udføre en skønhedsbehandling på en kvinde.

Efter offentliggørelsen

Efter telefonisk henvendelse fra [Klager 1] opdaterede Midtfyns Posten den 18. december 2024 e-avisen med en ny version af artiklen uden udsagnene om, at [Datteren]s mor var ”en alkoholiseret mor” og ”alkoholiker” i artiklens underrubrik og brødtekst.

Midtfyns Posten bragte herefter den 25. december 2024 en rettelse med overskriften ”Rettelse: Manglende dokumentation” i den trykte udgave i sektion 1, side 2.

Af rettelsen fremgår følgende

”RETTELSE: Midtfynsposten bragte i sidste uge, den 18. december, artiklen ”[Datteren] har rejst sig efter sig efter barsk opvækst”.

I artiklen var [Datteren] citeret for, at hendes mor var alkoholiker.

Den oplysning har avisen imidlertid ikke haft dokumentation for.

Avisen beklager fejlen.

”

[Klager 1] og [Klager 2]s klage er modtaget i Pressenævnet den 20. december 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager 1] og [Klager 2]s synspunkter

[Klager 1] og [Klager 2] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet

”Min pap datter er blevet interviewet af en journalist fra Midtfyns posten og de har så valgt at bringe denne historien i avisen både et gammeldags papir og på nettet.

I denne historie står der så at hun er seksuelt misbrugt og opvokset med en alkoholiseret mor.

Jeg har selv snakket med Fyns amtsavis vedr.

at hendes mor ikke er alkoholiker og at de ikke bare kunne skrive det uden nogen form af bevis.

Fyns amtsavis beklaget dette meget og ville rette online avisen med det samme men kunne ikke rette den alm avis da den allerede var trykt, men de har så lovet at bringe rettelser til denne i næste uge.

Nu sker der så det at jeg bliver kontaktet af venner som spørger ind til hvornår jeg har misbrugt pigen på 10 år, jeg forklarer så at det ikke er mig og det kan de heldigvis godt forstå.

Problemet er så bare det kan resten af et lille lokal samfund det også.

Jeg føler mig virkelig krænket af de udtalelser og at de skriver sådan i en lokal avis og så slet ikke undersøger om det overhovedet passer.

Nu kan jeg så gå rundt og bliver peget på og snakket om og kaldet alt muligt som slet ikke er sandt bare fordi en avis skriver en historie baseret på en der ikke holder sig til sandheden.

Jeg har sendt dette også til fyns politi da jeg mener at der er en form af injurie i det.

”

[Klager 1] og [Klager 2] har afsluttende anført blandt andet

”Påstand 1

Seksuelt misbrugt?

Ingen er seksuelt misbrugt, det som [Datteren] påstår er ”LØGN” ellers må der komme noget bevis herpå.

Når i skriver ”at et barn på 10 år er seksuelt misbrugt” og bringer det ud til folk vil alle med det samme tænke, at det er sket i hjemmet og dømme folk ud fra dette og da jeg, er den eneste mandlige person i huset er det mig, som bliver mistænkt.

Dem som har kendskab til os ved udmærket, at det er en løgn historie.

Desværre er [Datteren] ikke helt ærligt i sin udtalelse.

Påstand 2

Alkoholiker

[Datteren]s mor er ikke og har aldrig været alkoholiker, Jeg har været sammen med hende i over 20 år og har aldrig oplevet voldsomt forbrug af alkohol.

Udsendte rettelse.

Det er rigtigt, at i har gjort som lovet, men så er det også sagt.

En halv forside + en hel side med selve artiklen, hvorpå så ugen efter skriver i et lille stykke, som dårligt nok kan findes, om at I mangler dokumentation på den skrevne påstand, ja selvfølgelig mangler i det for det kan ikke dokumenteres.

Der er ikke engang modtaget en undskyldning fra avisen.

Simpelthen under alt kritik.

I har ødelagt en familie med en historie som i ikke kan stå ved.

I skriver en historie om en person som er syg og ikke kan skelne mellem sandt og falsk og som efter hendes egen udtalelse ikke kan huske noget som helst fra hendes barndom, så hvis jeres journalist havde passet hans arbejde ordentligt og tjekket baggrund var det ikke kommet så langt.

Vi er stolte af [Datteren], at hun er kommet så langt som hun er og håber virkelig det bedste for hende, men disse udtalelser har gjort det, at kontakten bliver svært at genoprette.

”

2.2 Midtfyns Postens synspunkter

Midtfyns Posten har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet

”Påstand 1: Omtale af seksuelt misbrug

[Klager 1] hævder indirekte i sin klage til Pressenævnet, at artiklen – både i den digitale og den trykte version – skulle anklage ham for seksuelt misbrug af sin papdatter, og at han derfor ”bliver kontaktet af venner, som spørger ind til, hvornår han har misbrugt pigen på 10 år”.

Midtfyns Posten afviser denne påstand, fordi den oplysning faktuelt ikke fremgår af artiklen.

I artiklen er hovedpersonen [Datteren] blandt andet citeret for at sige følgende, som også refereres i rubrik og underrubrik.

”- Jeg har været udsat for overgreb og svigt i min opvækst.

Jeg blev seksuelt misbrugt, da jeg var 10 år, og jeg er også blevet mobbet og har haft svært ved at finde omsorg.

”

I citatet er beskyldningen om det seksuelle misbrug ikke rettet mod en bestemt person, men fungerer som en beskrivelse af det udgangspunkt, som hovedpersonen har flyttet sig fra.

Oplysningen er således relevant for historien, som handler om, hvordan hovedpersonen har skabt sig selv et nyt liv som klinikansat, og altså herunder, hvilken bagage hovedpersonen har haft med sig.

Påstand 2: Manglende dokumentation for hovedpersonens mors alkoholmisbrug

Den anden påstand i [Klager 1]s klage til Pressenævnet vedrører omtalen af hovedpersonens mor og morens angivelige alkoholmisbrug.

Denne oplysning fremgik i et citat fra hovedpersonen i den oprindelige version af artiklen, som udkom på Fyens.dk den 17. december og i Midtfynsposten den 18. december.

Citatet var

” - Jeg har været udsat for overgreb og svigt i min opvækst.

Jeg blev seksuelt misbrugt, da jeg var 10 år, og min mor var alkoholiker.

Jeg er også blevet mobbet og har haft svært ved at finde omsorg.

På et tidspunkt begyndte jeg at tage stoffer og røg ud i et stofmisbrug, og for at få penge til stofferne fandt jeg ud af, at jeg havde noget, jeg kunne sælge - min krop.

Så det gjorde jeg, fra jeg var 16 til 22 år, siger [Datteren].

”

Midtfyns Posten medgiver, at oplysningen om morens angivelige alkoholmisbrug ikke skulle have været bragt, idet vi ikke har yderligere dokumentation.

Vi anerkender også, at udtalelsen burde have været forelagt.

Efter telefonisk henvendelse fra [Klager 1] den 17. december fjernede vi oplysningen fra artiklen digitalt og publicerede en rettelse så hurtigt som muligt øverst i brødteksten (se link 1) [der er indsat en henvisning til Fyens Stiftstidendes artikel ”[Datteren] blev seksuelt misbrugt som barn og tog stoffer: Nu laver hun bryn og vipper og har en drøm” bragt den 17. december 2024 på fyens.dk, Pressenævnet ].

Desuden bragte vi rettelsen som selvstændig artikel (se link 2) [der er indsat en henvisning til Fyens Stiftstidendes artikel ”Rettelse: Manglende dokumentation” bragt den 27. december 2024 på fyens.dk, Pressenævnet ].

Desværre var artiklen allerede trykt i Midtfynsposten, som omdeltes dagen efter.

Det var ikke muligt at kalde den tilbage.

Vi opdaterede imidlertid e-avisen med en version af artiklen uden den pågældende anklage.

Og efter aftale med [Klager 1] bragte vi på print på side 2 i Midtfynsposten ugen efter en rettelse, hvor vi beklagede fejlen.

”

Midtfyns Posten har i mediets afsluttende bemærkninger anført blandt andet

”De nyeste synspunkter fra klager giver anledning til, at jeg må tilbagevise påstanden om, at der ikke er givet en undskyldning.

Fyens Stiftstidendes nyhedschef, [Nyhedschefen], har telefonisk givet klager en uforbeholden undskyldning for, at den oprindelige version af den påklagede artikel indeholdt udokumenterede oplysninger om hans samlevers alkoholforbrug.

Som det fremgår af tidligere fremsendt dokumentation, beklages fejlen desuden i rettelserne, der er bragt på fyens.dk og i den trykte udgave af Midtfyns Posten.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, James Kristoffer Miles og John Meinert Jacobsen.

Retlig interesse

Det er som udgangspunkt en betingelse for, at Pressenævnet kan behandle en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Klagen angår artiklen ”[Datteren] er kommet stærkt igen efter barsk opvækst” .

I artiklen udtaler [Datteren] sig om sine oplevelser med overgreb og svigt i sin opvækst, herunder at hun blev seksuelt misbrugt, da hun var 10 år, og at hendes mor var alkoholiker.

[Datteren]s fulde navn fremgår af artiklen.

Klagen er indgivet af [Klager 1] og [Klager 2].

[Klager 1] er ægtefælle til [Klager 2], og [Klager 2] er mor til [Datteren].

[Klager 2] er i artiklen omtalt som mor til [Datteren], og hun har derfor retlig interesse i at få klagen realitetsbehandlet.

[Klager 1] er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen, og det fremgår ikke af artiklen, at [Datteren] har været udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar, en omsorgsperson, et familiemedlem, ”i hjemmet” eller lignende.

Nævnet finder, at [Klager 1] – uanset, at han bærer samme sjældent forekommende efternavn som [Datteren] og som følge heraf påvirkes af omtalen – derfor ikke har en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han personligt kan anses for klageberettiget.

Klagen behandles derfor alene i forhold til [Klager 2].

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

[Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som [Klager 2] ikke var blevet forelagt.

I den forbindelse har [Klager 1] og [Klager 2] henvist til oplysningen om, at [Klager 2] skulle have været ”en alkoholiseret mor” og ”alkoholiker”.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse.

Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.

Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.

1, A.

3, A.

6 og A.

7.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager 2] skulle have været ”en alkoholiseret mor” og ”alkoholiker” kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager 2].

Oplysningen skulle derfor forelægges [Klager 2] forud for offentliggørelsen.

Det er ubestridt af parterne i sagen, at Midtfyns Posten ikke forud for artiklens offentliggørelse den 18. december 2024 rettede henvendelse til [Klager 2] med henblik på at forelægge hende oplysningen.

Nævnet udtaler derfor kritik af Midtfyns Posten for den manglende forelæggelse.

Det forhold, at Midtfyns Posten efter offentliggørelsen af artiklen opdaterede e-avisen og bragte en rettelse, kan ikke føre til en anden vurdering.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Midtfyns Posten at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Midtfyns Posten

[underrubrik]

Midtfyns Posten får kritik for manglende forelæggelse

[tekst]

Midtfyns Posten bragte i december 2024 en artikel, som omhandlede en ung kvindes oplevelser med overgreb og svigt i sin opvækst.

Det fremgik af artiklen, at kvindens mor skulle have været ”en alkoholiseret mor” og ”alkoholiker”.

Den omtalte mor har klaget til Pressenævnet over, at oplysningen om, at hun skulle have haft et alkoholmisbrug, var ukorrekt og skadelig, og at hun ikke var blevet forelagt oplysningen inden offentliggørelsen.

Pressenævnet kritiserer Midtfyns Posten for at have bragt oplysningen uden forelæggelse for den omtalte mor.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse i den trykte udgave

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.

Offentliggørelse skal ske til illustration af Pressenævnets logo og på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet (i mediets rettelsesspalte).

Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 21. oktober 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →