Legislator Case Law & Legislation
W20251001325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om seksuel orientering - forsikring - sundhed - medhold

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om seksuel orientering - forsikring - sundhed - medhold

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

J.nr. 23-43917

En mand (klager), som var i forebyggende medicinsk behandling for HIV (PrEP), klagede over et forsikringsselskab (indklagede).

Manden mente, at forsikringsselskabet havde udsat ham for indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i forbindelse med, at manden fik afslag på at tegne en sygeforsikring i de sædvanlige grupper med henvisning til, at manden var i forebyggende HIV-behandling.

Det fremgik af Danske Regioners opdaterede retningslinjer for udlevering af PrEP, at målgruppen for udlevering af PrEP er mænd, der har sex med mænd, og transkvinder eller transmænd, der har sex med mænd.

Det fremgik videre af en mail fra Danske Regioner, at PrEP primært blev udleveret til denne målgruppe.

Nævnet vurderede, at manden derved havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Nævnet vurderede, at hensynet til, at de øvrige medlemmer ikke skulle betale et højere kontingent, var objektivt begrundet i et sagligt formål.

Forsikringsselskabet ændrede praksis den 20. januar 2023, således at personer, der er i forebyggende HIV-behandling, kunne optages i de almindelige grupper.

Forsikringsselskabet kunne således med mindre indgribende midler have opnået det saglige formål om at undgå risikoen for, at de øvrige medlemmer skulle betale et højere kontingent.

Nævnet vurderede på den baggrund, at forsikringsselskabet ikke havde godtgjort, at midlerne til at opfylde det saglige formål var hensigtsmæssige eller nødvendige.

Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.

Sagen blev behandlet principielt.

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i forbindelse med, at klager fik afslag på at tegne en sygeforsikring i de sædvanlige grupper.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligestillingsloven, at klager fik afslag på et tegne en sædvanlig sygeforsikring.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 17. maj 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, som er en mand, søgte i 2020 om at tegne en sygeforsikring hos det indklagede forsikringsselskab.

Klager oplyste i ansøgningen, at han var på Pre Exposure Prophylaxis (PrEP).

Klager har oplyst, at PrEP er en forebyggende medicinsk behandling mod HIV, og at dette tilbydes vederlagsfrit af Regionerne.

Klager har desuden oplyst, at en af betingelserne for, at dette tilbydes vederlagsfrit er, at personen tilhører gruppen af mænd, der har sex med mænd eller gruppen af transkvinder eller transmænd, der har sex med mænd.

Det fremgår blandt andet af indklagedes forsikringsbetingelser, at det er en betingelse for at blive optaget i de sædvanlige grupper, at personen ikke forventer at skulle bruge medicin eller har haft forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder inden ansøgning om medlemskab.

Den 17. maj 2020 ansøgte klager om at tegne en sygeforsikring hos indklagede.

Af klagers ansøgning fremgår

”…

Præparat (1): Emtricitabine/Tenofovir

Årsag: præventativt medicin som forebygger hiv som jeg får fra det offentlige gratis

…”

Den 20. maj 2020 meddelte indklagede til klager, at klager ikke kunne tegne en sygeforsikring i de sædvanlige grupper hos dem.

Af indklagedes brev fremgår følgende

”…

Vi kan desværre ikke tilbyde medlemskab af [indklagede] i [sædvanlige grupper]

Du har i din ansøgning oplyst om forbrug af medicin – Emtricitabine/Tenofovir, og derfor opfylder du ikke vores forsikringsbetingelser.

…

[Indklagede] har etableret en særlig gruppe – [særlig gruppe], og det er muligt, at du opfylder betingelserne for denne ordning.

Vi vedlægger en brochure om [særlig gruppe].

I denne brochure kan du se de ydelser, som [indklagede] yder tilskud til i [særlig gruppe], f.eks. tandbehandling, brillekøb m.v. - dog ikke medicin og lægedækning.

Hvis du er interesseret i at ansøge om medlemskab i [særlig gruppe], beder vi dig udfylde vedlagte ansøgning og sende den til os.

…”

Indklagede har oplyst, at formålet med den særlige gruppe er at give muligheden for at tegne en sygeforsikring hos indklagede for personer, der ikke opfylder de almindelige helbredskrav.

Indklagede har endvidere oplyst, at det ikke er muligt at ansøge om at blive medlem af den særlige gruppe, men at indklagede tilbyder dette efter en konkret vurdering af en ansøgning, hvor der gives afslag på indmelding i de sædvanlige grupper.

Indklagede har endelig oplyst, at der på grund af den forhøjede risiko kræves et højere kontingent i den særlige gruppe, og at der blandt andet ikke gives tilskud til medicin.

Den 3. juni 2020 kontaktede klager indklagede telefonisk.

Indklagede har fremlagt et telefonnotat af samtalen, hvoraf følgende fremgår

”…

Talt med [klager] omkring afslag, han er lidt uforstående overfor afslaget da han ingen udgift har og at det kun er forebyggende, jeg oplyser at uanset hvem som betaler for medicinen eller om det er forebyggende så kan vi ikke tilbyde [sædvanlig gruppe] medlemskab med forbrug af medicin, så kommer der pludselig en anden i røret, det oplyses at det er en kvindelig ven og [klager] giver tilsagn om at jeg må tale med hende.

Jeg kan desværre ikke give hende flere oplysninger end dem som allerede er afgivet, hun spørger til flere former for andre mediciner p-piller, allergimedicin osv., jeg oplyser stadig at det er uafhængigt af om det er forebyggende og hvem der betaler, hun spørger herefter om vi anbefaler at han stopper og søger igen om 12 måneder, jeg oplyser at vi på ingen måde fremkommer med anbefalinger i den retning, det er noget hans læge må vurdere.

jeg oplyser om klagevejledningen på vores hjemmeside, og at vores helbredskrav også fremgår der og at vi stadig gerne vil tilbyde medlemskab af [særlig gruppe] og fortæller hvad [særlig gruppe] har tilskud til.

herefter afsluttes samtalen og jeg ved ikke hvad de beslutter.

”

Klager ansøgte om medlemskab af den særlige gruppe og blev indmeldt i gruppen den 10. juni 2020.

Den 20. januar 2023 udgav indklagede en pressemeddelelse, hvoraf følgende fremgår

”…

Med afsæt i vores dialog med Sundhedsstyrelsen, der har bekræftet, at der er tale om et permanent behandlingstilbud i offentligt regi, vil [indklagede] fremover undtage brug af denne konkrete forebyggende medicin.

Sundhedsstyrelsen kan dog ikke garantere, at det i al fremtid vil være en behandling i offentligt regi.

Med afsæt i disse oplysninger har [indklagede] valgt at undtage PrEP-medicin på linje med brug af p-piller som prævention, således at vi

1. ser bort fra den forebyggende PrEP-behandling hos sunde og raske Personer, som søger optagelse, hvis den konkrete og individuelle vurdering af deres helbred i øvrigt viser, at de opfylder helbredskravene.

2. undtager tilskud til denne form for medicin for ikke at pålægge de eksisterende medlemmer en ekstra udgift, hvis denne medicin på et tidspunkt ikke længere gives og betales i offentligt regi.

[Indklagede] håber på den måde at være med til at understøtte de positive resultat er af den forebyggende indsats, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, uden at pålægge de eksisterende medlemmer ekstra udgifter.

Vi genbesøger naturligvis de ansøgninger, vi måtte have afvist tidligere, hvis årsagen alene har været brug af forebyggende PrEP-medicin af i øvrigt sunde og raske personer.

…”

Klager har oplyst, at klager ikke har hørt fra indklagede, og fik ikke sin ansøgning genbesøgt.

Indklagede har oplyst, at klagers ansøgning ikke blev genbesøgt, da det ikke var muligt at identificere klager.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. maj 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr.

Klager har fremlagt nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018, hvoraf følgende fremgår

Klager har oplyst, at nøgletallene viser, at for hver gang én heteroseksuel kvinde eller mand er HIV-positiv, er 347 homoseksuelle mænd HIV-positive.

Klager har også fremlagt mail af 23. oktober 2023 fra Danske Regioner, hvor følgende fremgår

”…

Danske Regioner bekræfter hermed, at retningslinjen ”Opdateret retningslinje for udlevering af PrEP, juni 2023” (vedlagt) er den gældende retningslinje, der danner grundlag for klinisk praksis vedrørende udlevering af PrEP.

Det bekræftes dermed, at målgruppen for udlevering af PrEP er som beskrevet i den vedlagte retningslinje.

Vedrørende køn defineres målgruppen for PrEP som udgangspunkt ud fra, at patienten skal leve op til retningslinjens kriterie 2

”2.

Personen tilhører gruppen af mænd der har sex med mænd eller gruppen af transkvinder eller transmænd der har sex med mænd, og opfylder mindst 1 af nedenstående kriterier

Dog bemærkes det, at Danske Regioner har været i dialog med klinikere på det infektionsmedicinske område, og de oplyser, at der kan forekomme tilfælde, hvor det er relevant at udlevere PrEP til ciskvinder, der er i særlig risiko for HIV-smitte.

Denne udlevering sker på baggrund af lægelig vurdering i den konkrete situation.

Det bekræftes hermed at der primært udleveres PrEP til målgruppen beskrevet i retningslinjen;

mænd der har sex med mænd eller gruppen af transkvinder eller transmænd der har sex med mænd, dog udleveres PrEP også til andre patienter efter lægelig vurdering.

…”

Af Danske Regioners opdaterede retningslinje for udlevering af PrEP 2023 fremgår blandt andet

”…

Målgruppen for den forebyggende behandling er personer, der ud fra en række objektive kriterier er i højrisiko for at blive smittet med HIV.

Det anbefales, at PrEP gives til personer, der opfylder alle af nedenstående kriterier

1.

Personen er HIV–negativ

2.

Personen tilhører gruppen af mænd der har sex med mænd eller gruppen af transkvinder eller transmænd der har sex med mænd, og opfylder mindst 1 af nedenstående kriterier

3.

Personen er 15 år gammel eller ældre.

(Regionerne beder Sundhedsstyrelsen om at beskrive i specialeplanen, om behandlingen af 15-17-årige skal ske i regi af de infektionsmedicinske afdelinger eller på børneafdelingerne).

4.

Personen har normal nyrefunktion (eGFR- ≥ 60 mL/min.)

5.

Personen har acceptabel lever- og knoglemarvsfunktion

6.

Personen skal være indstillet på at følge gældende retningslinjer i forhold til behandlingen

Det anbefales, at behandlingsstedet kontinuerligt vurderer, om der fortsat er behov for, at patienten behandles med PrEP, og at behandlingen stopper i tilfælde af, at patienten ikke længere er i højrisikogruppen for at blive smittet med HIV.

…”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin seksuelle orientering i forbindelse med, at indklagede gav afslag på sygeforsikring i de sædvanlige grupper.

Indklagedes sidestilling af PrEP med medicin, der begrænser adgangen til en sygeforsikring, udgør en tilsyneladende neutral praksis, der stiller personer særligt ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering i forhold til andre personer.

Indklagedes afslag på sygeforsikring i de sædvanlige grupper har i denne sag betydet, at klagers seksuelle orientering har begrænset hans mulighed for at tegne en sygeforsikring hos indklagede, eftersom at klagers brug af PrEP er betinget af, at han er en mand, der har sex med mænd.

Det er uden relevans, hvilket motiv indklagede har haft, da det afgørende er, at de kriterier, der er blevet anvendt, har haft en skæv effekt.

Det forhold, at indklagede har behandlet alle former for medicinforbrug og behandling ens og ikke undtaget PrEP, er netop det, der udgør forskelsbehandlingen.

Klager anerkender, at indklagedes helbredskrav generelt varetager et sagligt hensyn til at sikre et velfungerende forsikringsmarked.

Klager gør imidlertid gældende, at forskelsbehandlingen af klager ikke var nødvendig for at varetage dette hensyn.

Et forsikringsselskab bør altid foretage en konkret og individuel vurdering af forsikringstagers situation.

Helbredskravene, efterfulgt af en konkret og individuel vurdering, har til formål at afdække, hvorvidt indklagede påtager sig en risiko ved at forsikre den pågældende.

I klagers sag ville en konkret vurdering have ført til, at klagers brug af PrEP ikke udgør en risiko, som indklagede skal påtage sig ved at forsikre klager, tværtimod mindskes risikoen for, at klager bliver smittet med HIV, ved brug af PrEP betragteligt.

Klager gør desuden gældende, at indklagedes forskelsbehandling af klager var uforholdsmæssigt indgribende.

Klager får en dårligere forsikringsdækning og skal betale en højere præmie, selvom indklagede ikke pålægges en øget risiko.

Derfor er det ligeledes klagers opfattelse, at mindre indgribende foranstaltninger også ville have været uforholdsmæssigt indgribende, da der ikke foreligger en risiko, som kan modsvares af foranstaltninger.

Det fremgår af indklagedes brev af 20. maj 2020, at klager ikke blev optaget som medlem i de almindelige sygeforsikringsgrupper, grundet hans forbrug af det medicinske præparat Emtricitabine/Tenofovir (PrEP).

Der foreligger således dokumentation for, at indklagedes afvisning på klagers anmodning om at tegne sygeforsikring under de almindelige sygeforsikringsgrupper blev begrundet med, at klager tager det

HIV-forebyggende medicin PrEP.

Herefter er spørgsmålet, hvorvidt indklagedes (dagældende) praksis om at afvise personer, der tog PrEP, stillede personer særligt ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering.

Indklagede gør gældende, at homoseksuelle mænd ikke stilles ringere, fordi halvdelen af personerne med nydiagnosticeret HIV ikke er mænd som har sex med mænd, og at både mænd og kvinder tilbydes PrEP.

Dette tal fortæller ikke, hvorvidt der er en større risiko for homoseksuelle mænd at blive smittet med HIV.

Det er afgørende for en retvisende forståelse af statistikken at se på den procentuelle smittefordeling.

Statens Serum Institut og Aalborg Universitets SEXUS-undersøgelse viser, at andelen af homoseksuelle mænd, som er HIV-positive, er 7,54%, mens den er 0,03% for både heteroseksuelle mænd og heteroseksuelle kvinder.

Det betyder, at for hver gang én heteroseksuel kvinde eller heteroseksuel mand er HIV-positiv, er 347 homoseksuelle mænd HIV-positive.

Det fremgår også af Statens Serum Instituts opgørelse over sygdomsforekomst af HIV for 2021, at der var 37 tilfælde af homoseksuelle mænd, som var smittet i Danmark.

Andelen af heteroseksuelt smittede mænd og kvinder samme år var kun 7.

Hovedårsagen til, at antallet af nydiagnosticerede mænd, der har sex med mænd, generelt er faldende, er det gratis tilbud om PrEP målrettet denne gruppe, som blev introduceret i 2017.

Det fremgår af Danske Regioners gældende retningslinjer for PrEP, at målgruppen for PrEP, er personer, der opfylder seks kumulative betingelser, hvoraf en af betingelser er, at personen tilhører gruppen af mænd, der har sex med mænd eller gruppen af transkvinder eller transmænd, der har sex med mænd.

Hertil har Danske Regioner i et skriftligt svar uddybet, at der primært udleveres PrEP til målgruppen beskrevet i retningslinjerne.

Dog kan der forekomme tilfælde, hvor PrEP udleveres til andre patienter efter en lægelig vurdering, herunder ciskønnede kvinder.

Indklagede anfører i sine bemærkninger, at indklagede ville påtage sig en risiko ved at forsikre klager, fordi det potentielt i fremtiden ikke vil være vederlagsfrit at modtage PrEP.

Klager fastholder, at det er uforholdsmæssigt indgribende at give afslag på medlemskab af indklagedes almindelige sygeforsikringsgrupper.

Det underbygges af, at indklagede ændrede praksis kort tid efter, at Danmarks Radio afdækkede, at homoseksuelle på forebyggende HIV-medicin blev afvist medlemskab.

Det var således muligt for indklagede, at finde et mindre indgribende tiltag ved at tilbyde medlemskab på lige vilkår med andre og undtage PrEP fra medicintilskud, ligesom man har gjort det med p-piller.

Hertil understreges det, at behandling med PrEP er et permanent behandlingstilbud i hospitalsregi, og at klager ikke er bekendt med, at der er overvejelser om, at regionerne ikke vil dække udgifterne til PrEP i fremtiden.

Dette kan således ikke nødvendiggøre at give klager afslag på forsikringsdækning.

Indklagede gør principalt gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling.

Indklagede gør subsidiært gældende, at klager ikke har været udsat for indirekte forskelsbehandling.

Indklagede gør mere subsidiært gældende, at indklagedes praksis var objektivt bagrundet i et legitimt formål, og at midlerne til at opfylde formålet var hensigtsmæssige og nødvendige.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af klagers seksuelle orientering.

Indklagedes baggrund for afslaget i de almindelige grupper er alene, at klager er i medicinsk behandling.

Det er derfor faktuelt forkert, at klager anfører, at klager er blevet afvist på grund af klagers forbrug af det medicinske præparat PrEP.

Desuden kræves der mere end blot en formodning om, at der er udøvet indirekte forskelsbehandling.

Der foreligger hverken andet bevismateriale eller er ført andet bevis, men alene en forklaring om forskelsbehandling fra klager.

Personer, der bliver nydiagnosticeret med HIV, er både kvinder, der har sex med mænd og mænd, der har sex med mænd.

Halvdelen er personerne med nydiagnosticeret HIV er ikke mænd, der har sex med mænd.

Det er ikke korrekt, at klagers seksuelle orientering havde afskåret klager fra at tegne en sygeforsikring, da klager var fritstillet til at tegne en sygeforsikring ved et andet selskab.

Klager har ikke dokumenteret, at indklagedes praksis har haft en skæv effekt.

Indklagedes indmeldingsproces rammer også kvinder, der har sex med mænd og mænd, der har sex med kvinder.

Det fremgår af e-mail fra Danske Regioner, at det er både mænd og kvinder, som tilbydes PrEP, og tilbuddet afhænger af en konkret lægefaglig vurdering.

Dermed er det netop en persons risikofyldte adfærd, som er afgørende, for, om man kan få tilbudt PrEP, uafhængigt af seksuel orientering, så længe disse personer opfylder en række objektive kriterier.

Som dokumentation for, at PrEP tilbydes både mænd og kvinder, uafhængigt af deres seksuelle orientering, henvises til den britiske sundhedsstyrelse NHS, hvor PrEP tilbydes til personer typisk fra det 16. år og op med en risikofyldt adfærd for at få HIV.

Først og fremmest bemærkes det, at nærværende klage vedrører et forhold, som ligger forud for indklagedes praksisændring, og på et tidspunkt, hvor indklagedes indmeldelses- og tilskudskriterier var anderledes.

Dernæst skal det præciseres, at indklagede blev gjort opmærksom på manglende optagelse af personer, som tager PrEP-medicin forebyggende, på baggrund af en kampagne på sociale medier.

Indklagede har efterfølgende på egen opfordring været i kontakt med Sundhedsstyrelsen og har ændret daværende praksis på baggrund af fornyede oplysninger på området.

Det er derfor faktuelt forkert, når klager skriver, at indklagede ændrede praksis kort tid efter Danmarks Radio afdækkede, at homoseksuelle på forebyggende HIV-medicin blev afvist medlemskab.

Indklagede har ved sin praksisændring gennemført en positiv forskelsbehandling for de ansøgere, som rent faktisk tager PrEP-medicin, og som tidligere blev afvist ved indmeldelsesprocessen, da de ikke opfyldte helbredsbetingelserne.

Samtidig ydes der ikke tilskud til denne form for medicinsk behandling, hvis Sundhedsstyrelsen indfører brugerbetaling på PrEP.

Indklagede foretager en forsikringsmæssig risikovurdering, som blandt andet omfatter indmeldelses- og helbredsbetingelserne samt forsikringsbetingelser og tilskudstakster.

Optages klager som medlem af indklagede, ville indklagede potentielt være berettiget til tilskud for udgifter til PrEP-medicin, som klager allerede tog.

Dette betyder, at indklagede, ved at acceptere klager som medlem, ville påtage sig en forøget risiko for at skulle dække fremtidige udgifter til medicinsk behandling, hvis PrEP-medicinen ikke længere udleveres vederlagsfrit.

Der er en reel risiko for, at vederlagsfri medicinsk behandling kan overgå til medicinsk behandling med brugerbetaling.

Der er tale om et risikoelement, som indgår i den overordnede forsikringsmæssige risikovurdering.

Konklusionen for den forsikringsmæssige risikovurdering er, at der ved indtegningstidspunktet for klager forelå en forøget risiko for erstatning for indklagede og foreningens medlemmer.

Indklagede stiller sig uforstående over for klagers bemærkning om at undtage PrEP fra medicintilskud på lige fod som med p-piller.

Det skyldes, at indklagede kun yder tilskud i sygdoms- og ulykkestilfælde og til udgifter til at forebygge sygdomme.

P-piller er et svangerskabsforebyggende middel, og svangerskab anser indklagede hverken som en sygdom eller ulykke, ligesom anvendelsen af p-piller og lignende svangerskabsforebyggende præparater heller ikke vil være til direkte forebyggelse af sygdomme.

PrEP er ikke et svangerskabsforebyggende middel, hvorfor det ikke er muligt at undtage PrEP fra medicintilskud på lige fod med p-piller.

Indklagede giver dog tilskud til svangerskabsforebyggende præparater, når forbruget af præparaterne har til formål at behandle en reel sygdom eller en lidelse, f.eks. anvendes nogle p-pillepræparater til behandling af endometriose eller polycystisk ovariesyndrom.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af seksuel orientering behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer særlig ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering i forhold til andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har gjort gældende, at indklagede udsatte klager for indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, da indklagede gav klager afslag på at tegne en sygeforsikring med henvisning til, at klager var i forebyggende HIV-behandling (PrEP).

Indklagede har gjort gældende, at klager ikke har godtgjort, at det er mænd, der har sex med mænd, og transmænd og transkvinder, der har sex med mænd, der er målgruppen for udlevering af PrEP.

Indklagede har desuden gjort gældende, at klager ikke har godtgjort, at homoseksuelle mænd har en større risiko for at blive smittet med HIV.

Indklagede har til støtte herfor fremlagt National Health Service i Englands retningslinjer for udlevering af PrEP, hvoraf det fremgår, at PrEP også udleveres til ciskønnede kvinder i risikogruppen.

Indklagede har desuden gjort gældende, at homoseksuelle mænd kun udgjorde halvdelen af de nysmittede med HIV.

Klager har fremlagt Danske Regioners opdaterede retningslinjer for udlevering af PrEP, hvoraf fremgår, at målgruppen er mænd, der har sex med mænd, og transkvinder eller transmænd, der har sex med mænd.

Klager har desuden fremlagt mail af 23. november 2023 fra Danske Regioner, hvor Danske Regioner oplyser, at PrEP primært udleveres til denne målgruppe.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har godtgjort, at den primære målgruppe for udlevering af PrEP er mænd, der har sex med mænd, og transkvinder og transmænd, der har sex med mænd.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, da klager blev stillet ringere end andre som følge af, at han ikke kunne tegne en sygeforsikring i de sædvanlige grupper hos indklagede på grund af, at klager var i forebyggende HIV-behandling.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at forskelsbehandlingen af klager ikke var i strid med forbuddet.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Indklagede har oplyst, at begrundelsen for, at indklagede ikke optager personer, der tager medicin, er, at dette udgør en risiko for, at indklagede skal udbetale tilskud til medicin, og dermed en risiko for, at de øvrige medlemmer skal betale et højere kontingent.

Klager har ikke bestridt, at indklagedes helbredskrav varetog et sagligt hensyn til at sikre et velfungerende forsikringsmarked.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagedes praksis var objektivt begrundet i et sagligt formål.

Spørgsmålet er herefter, om midlerne til at opfylde dette mål vat hensigtsmæssige eller nødvendige.

Indklagede ændrede praksis den 20. januar 2023, således at personer, der er i forebyggende HIV-behandling, kan optages i de almindelige grupper.

Indklagede har dog undtaget et eventuelt tilskud til den HIV-forebyggende medicin, såfremt medicinen ikke længere tilbydes vederlagsfrit af regionerne.

Forinden sin praksisændring den 20. januar 2023 havde indklagede indført undtagelse for personer, der tager p-piller.

Indklagede kunne således med mindre indgribende midler have opnået det saglige formål om at undgå risikoen for, at de øvrige medlemmer skulle betale et højere kontingent.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede ikke har godtgjort, at midlerne til at opfylde det saglige formål var hensigtsmæssige eller nødvendige.

Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at der er tale om en forebyggende behandling, og at der således ikke var tale om medicinsk behandling for en sygdom, der i øvrigt ville udelukke personer fra at tegne en sygeforsikring hos indklagede.

Klager får herefter medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 17. maj 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

-

Personen har haft ubeskyttet analt samleje med mindst 2 mandlige partnere inden for de sidste 12 uger.

-

Personen har haft syfilis indenfor de sidste 24 uger

-

Personen har haft klamydia eller gonore inden for de sidste 24 uger”

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

-

Personen har haft ubeskyttet analt samleje med mindst 2 mandlige partnere inden for de sidste 12 uger

-

Personen har haft syfilis indenfor de sidste 24 uger

-

Personen har haft klamydia eller gonore inden for de sidste 24 uger

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

-

ALT ≤2.5 x øvre normal grænse

-

Neutrofile ≥ 1000/mm3

-

Trombocytter ≥ 75,000 mm3

-

Hæmoglobin ≥ 6 mmol/l

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

•

§ 1, stk. 1, og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, og 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2025 10013 Valid

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

•

§ 3 c om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →