Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - uanset handicap - kompetence - tilgængelighed - afvisning
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - handicap - uanset handicap - kompetence - tilgængelighed - afvisning
J.nr. 25-74364
En mand (klager) klagede over sin boligorganisation (indklagede).
Manden mente, at boligorganisationen havde forskelsbehandlet ham på grund af alder og handicap i forbindelse med, at klager ikke havde mulighed for at møde fysisk op til afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder i boligorganisationen.
Om alder
Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han ikke fysisk har mulighed for at møde til afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder hos indklagede.
Nævnet vurderer, at det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i denne del af klagen.
Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er forbud mod forskelsbehandling på grund af alder uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.
Om handicap
Klager har klaget over, at han ikke fysisk er i stand til at deltage i afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder hos indklagede grundet adgangsforholdene og afstanden til møderne.
Nævnet lægger herefter til grund, at denne del af klagen reelt drejer sig om tilgængelighed.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Nævnet afviser derfor også at behandle denne del af klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder og handicap i forbindelse med, at klager ikke har mulighed for at møde fysisk op til afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder i indklagede boligorganisation.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Nævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at han ikke er i stand til fysisk at møde op til afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder grundet adgangsforholdene og afstanden til møderne.
Af vedtægterne for indklagede fremgår bl.a. følgende
” § 5.
Repræsentantskabet er boligorganisationens øverste myndighed.
Stk. 2.
Repræsentantskabet består af de af organisationsbestyrelsens medlemmer, som er valgt af andre end repræsentantskabet, samt 1 repræsentant pr. påbegyndt 100 boliger i hver afdeling (jf. §§ 11 og 14) dog maksimalt 5 repræsentanter fra samme afdeling.
De afdelingsvalgte repræsentantskabsmedlemmer skal være boligejere eller myndige hustandsmedlemmer til boligejere i den pågældende afdeling og med folkeregisteradresse samme sted.
Formanden for organisationens bestyrelse er tillige formand for repræsentantskabet.
§ 9.
Hvert medlem af repræsentantskabet har 1 stemme.
Hvis en afdeling har valgt færre repræsentanter, end der er berettiget til efter § 5, stk. 2, eller hvis ikke alle afdelings repræsentanter er mødt, så er den/de fremmødte repræsentanter fra afdelingen dog berettiget til i alt at afgive stemmer svarende til det antal som afdelingen er berettiget til efter § 5, stk. 2.
Der kan ikke stemmes iht.
fuldmagt.
§ 17.
Adgang til afdelingsmødet og stemmeret på dette har afdelingens boligejere og disses myndige hustandsmedlemmer, som har folkeregisteradresse i afdelingen.
Hver husstand har 2 stemmer uanset husstandens størrelse.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. juli 2025.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder og handicap i forbindelse med, at han ikke er i stand til at møde fysisk op til indklagedes afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder.
Det er ikke muligt for klager at afgive sin stemme på afdelingsmøder grundet adgangsforholdene og afstanden til møderne.
Der har ikke været ens niveau ved indgangen til mødestederne, der er ikke plads til alle beboere ved mødestederne, og der er ikke mulighed for at blive transporteret til mødestederne.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Nævnet behandler også klager over forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet på grund af handicap, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, race og etnisk oprindelse.
Om forskelsbehandling på grund af alder
Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han ikke fysisk har mulighed for at møde til afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder hos indklagede.
Nævnet vurderer, at det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i denne del af klagen.
Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er forbud mod forskelsbehandling på grund af alder uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.
Om forskelsbehandling på grund af handicap
Nævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven stilles yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.
En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.
Klager har klaget over, at han ikke fysisk er i stand til at deltage i afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder hos indklagede grundet adgangsforholdene og afstanden til møderne.
Nævnet lægger herefter til grund, at denne del af klagen reelt drejer sig om tilgængelighed.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Nævnet afviser derfor også at behandle denne del af klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om forpersonsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3 om lovens anvendelsesområde