Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - afvisning
J.nr. 25-73495
En mand (klager), der var fritaget fra Digital Post, klagede over sin arbejdsløshedskasse (indklagede).
Manden mente, at arbejdsløshedskassen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at arbejdsløshedskassen den 17. juni 2025 gav ham afslag på fritagelse fra digital kommunikation med arbejdsløshedskassen.
På baggrund af sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at sagen var under behandling hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Nævnet fandt herefter, at klagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Nævnet havde herved lagt vægt på, at manden ikke havde udtømt sine administrative klagemuligheder.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede arbejdsløshedskasse den 17. juni 2025 gav klager afslag på fritagelse fra digital kommunikation med arbejdsløshedskassen.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Nævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Den 17. juni 2025 modtog klager en afgørelse fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
” Afgørelse om afslag på fritagelse fra digital kommunikation med a-kassen
Du har oplyst, at du er fritaget fra digital kommunikation fra din tidligere a-kasse, og at du ikke har adgang til MitID.
Du ønsker på den baggrund ligeledes at blive fritaget fra digital kommunikation med [indklagede].
Afgørelse
Du har ikke ret til at blive fritaget fra digital kommunikation med a-kassen.
Begrundelse
Du har ikke ret til at blive fritaget for digital kommunikation med a-kassen, fordi du ikke opfylder en af betingelserne.
Efter reglerne er der pligt til at anvende digital kommunikation, når a-kassen har indført det.
…
Et medlem kan blandt andet blive fritaget for at kommunikere digitalt med a-kassen, hvis medlemmet har en kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, som hindrer medlemmet i at kommunikere digitalt med a-kassen…
…
Jeg har lagt til grund for afgørelsen,
- at [indklagede] stiller krav om at anvende MitID ved login på a-kassens digitale postløsning,
- at du er fritaget fra digital kommunikation med det offentlige og fra din tidligere a-kasse, med den begrundelse at du har en funktionsnedsættelse eller du ikke har adgang til at kommunikere digitalt med a-kassen,
- at du meldte dig ind i a-kassen den 5. december 2017 og var medlem af a-kassen indtil den 10. oktober 2022, hvor du blev overflyttet til [arbejdsløshedskasse A], og at du igen meldte dig ind i a-kassen den 17. oktober 2023, og
- at du i forbindelse med dine indmeldelser har modtaget information om a-kassens brug af digital kommunikation.
Jeg har herefter lagt vægt på
- at [indklagede] kan anvende MitID til brug for identifikation i akassens digitale postløsning, og
- at du kommunikerer digitalt med a-kassen via email og i dine perioder som medlem af a-kassen også har anvendt a-kassens selvbetjeningsløsning […] og chatfunktionen.
Jeg vurderer på baggrund af oplysningerne i sagen, at du ikke har en grund, herunder en dokumenteret funktionsnedsættelse, der hindrer
dig i at kommunikere digitalt med a-kassen.
Det er bekræftet ved, at du løbende igennem din periode som medlem har kommunikeret digitalt med a-kassen via mail og via a-kassens selvbetjeningssystem.
Det forhold, at a-kassen kræver brug af MitID ved login på den digitale postløsning, og at din tidligere a-kasse [A] har vurderet, at du var berettiget til fritagelse fra digital kommunikation med [A], kan ikke føre til en anden vurdering.
Du opfylder derfor efter a-kassens opfattelse ikke betingelserne for at være fritaget for at kommunikere digitalt med a-kassen.
Du kan klage til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Vil du klage over afgørelsen, skal du sende din klage til [indklagede].
Vi skal modtage din klage senest 4 uger efter, du har fået dette brev.
Vi sender så din klage til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, medmindre vi efter en ny vurdering ændrer afgørelsen.
”
Den 18. juni 2025 klagede klager over afgørelsen til indklagede.
Den 20. juni 2025 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
” Din klage er sendt videre til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Jeg sender en kopi af det brev, som jeg i dag har sendt til Styrelsen for Arbejdsmarkedet og Rekruttering.
…
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan vælge enten at fastholde eller ændre afgørelsen.
Vi skal vejlede dig om, at styrelsen også kan vælge at skærpe afgørelsen.
”
Af brevet fra indklagede til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fremgår bl.a.
”Vi sender medlemmets klage, modtaget 18. juni 2025, over vores afgørelse af 17. juni 2025 om afslag på fritagelse for at kommunikere digitalt med a-kassen.
Vi har behandlet sagen på ny og fastholder afgørelsen.
Begrundelsen er, at medlemmet rent faktisk kommunikerer digital med a-kassen.
Det forhold at medlemme vedlægger dokumentation for ordblindhed og oplyser at have værge til at varetage sin kommunikation, afholder ikke medlemmet fra at kommunikere digitalt med a-kassen.
Medlemmer korresponderer således via email med a-kassen og anvender a-kassens chatfunktion, ligesom medlemmet har anvendt a-kassens selvbetjeningsløsning […].
Det forhold, at det nu er nødvendigt at have MitID for at anvende a-kassens selvbetjeningssystem, og at medlemmet er fritaget fra at anvende MitID i det offentlige, kan ikke give medlemmet en bedre retsstilling.
Vi er ikke enige med medlemmet i, at a-kassen har handlet i strid med bestemmelser i internationale konventioner, og at der i øvrigt er grundlag for at kritisere vores sagsbehandling.
For god orden skyld skal det bemærkes, at medlemmet ikke har ansøgt a-kassen om dagpenge.
Hverken digitalt eller pr. post.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. juni 2025.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på fritagelse fra digital kommunikation med sin a-kasse.
Klager har adskillige gange anmodet om en alternativ måde at kommunikere med og ansøge om dagpenge hos indklagede.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Nævnet behandler også klager over forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet på grund af handicap, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, race og etnisk oprindelse.
Efter lov om Ligebehandlingsnævnets § 4, stk. 1, kan nævnet ikke behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen.
På baggrund af sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at sagen er under behandling hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Nævnet finder herefter, at klagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Nævnet har herved lagt vægt på, at klager ikke har udtømt sine administrative klagemuligheder.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
•
§ 1, stk. 1, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om forpersonsafgørelser
•
§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling