Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - kompetence - sport - tilgængelighed - afvisning
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - kompetence - sport - tilgængelighed - afvisning
J.nr. 25-47241
En mand (klager) klagede over et fodboldforbund (indklagede).
Manden mente, at fodboldforbundet havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at fodboldforbundet meldte ud, at der ville blive indført identitetskontrol med MitID ved køb af billetter til en pokalfinale.
Identitetskontrollen blev dog ikke indført.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen reelt angik et spørgsmål om tilgængelighed.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.
Nævnet kunne allerede derfor ikke behandle klagen.
Nævnet bemærkede, at der i øvrigt var tale om en klage over et hypotetisk forhold, da kravet om identitetskontrol med MitID ikke blev realiseret.
Derudover havde manden ikke fremlagt dokumentation for, at han havde et handicap, ligesom han ikke havde redegjort for, hvorfor det påståede handicap forhindrede ham i at bruge MitID.
Det var herefter tillige åbenbart, at der ikke kunne gives manden medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at det indklagede fodboldforbund ville indføre identitetskontrol med MitID ved køb af billetter til pokalfinalen i fodbold i 2025.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Den 3. og 4. april 2025 havde klager og indklagede mailkorrespondance.
Af korrespondancen fremgår bl.a.
Klager
”Jeg skriver for at få en afklaring på, hvordan I vil sikre, at personer uden MitID ikke bliver diskrimineret i forbindelse med adgangskontrollen eller billetkøb til pokalfinalen i fodbold, der afvikles den 29. maj på Brøndby Stadion.
I jeres udmelding fremgår det, at der vil være identitetskontrol, som inkluderer MitID.
Dette rejser spørgsmål om, hvilke alternative muligheder der tilbydes borgere, som ikke har adgang til eller mulighed for at anvende MitID.
Jeg beder derfor om en præcisering af
Indklagede
”Tak for din mail og dit spørgsmål.
Identitetskontrol i forbindelse med adgang til bestemte kampe har været anvendt i en række tidligere tilfælde.
På den måde er det ikke nyt.
Anvendelsen af MitID vil gøre processen lettere for mange.
I forbindelse med at billetsalget sættes i gang, gør vi det klart for alle, hvordan de kan forholde sig.
Klager
”Jeg skriver nu for at følge op og gøre opmærksom på, at et eventuelt krav om MitID – uden et reelt og ligeværdigt alternativ – kan være i strid med gældende lovgivning, herunder Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (LBK nr. 1071 af 10/08/2023).
…
En praksis, hvor man stiller krav om digital identifikation via MitID – uden at tage højde
for, at mange personer af helbredsmæssige, sociale eller tekniske årsager ikke kan få
eller bruge MitID – risikerer at være ulovlig indirekte diskrimination.
…
Jeg forstår, at anvendelsen af MitID ifølge jer vil "gøre processen lettere for mange", og at tidligere arrangementer har haft identitetskontrol.
Dette ændrer dog ikke på, at den model, I nu overvejer, risikerer at være i strid med gældende lovgivning, da den lægger op til at udelukke personer uden MitID.
Det er vigtigt at understrege, at tekniske eller administrative hensyn ikke kan begrunde en forskelsbehandling, som stiller borgere uden MitID ringere – hverken i lovens forstand eller i forhold til almindelige forvaltningsretlige principper.
Jeg beder jer derfor om en konkret afklaring af følgende
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. maj 2025.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Den 15. maj 2025 anmodede Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet, klager om at fremlægge dokumentation for sit påståede handicap.
Sekretariatet gentog anmodningen den 4. og 23. juni 2025.
På trods af disse opfordringer har klager har ikke fremlagt dokumentation for handicap.
Indklagede har oplyst, at de ikke krævede verificering med MitID i forbindelse med køb af billetter til pokalfinalen.
Parternes bemærkninger
Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.
Klager gør gældende, at identitetskontrol ved brug af MitID ville udgøre både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, da personer med psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser, socialt udsatte, personer uden digital adgang samt personer som af helbredsmæssige grunde ikke anvende MitID risikerer at blive udelukket fra at deltage.
Klager er mangeårig deltager ved tidligere pokalfinaler og ville også deltage i pokalfinalen i 2025.
Det faktum, at adgangen muligvis gøres betinget af MitID, som klager ikke har adgang til, betyder, at klager for første gang risikerer at blive udelukket fra pokalfinalen.
Der var i indklagedes udmeldinger ikke redegjort for tilgængelige alternativet til MitID.
Dette kunne medføre, at sårbare grupper blev udelukket fra adgang til en national begivenhed af væsentlig offentlig karakter.
Indklagedes udmelding skabte tvivl om, hvorvidt man kunne deltage i pokalfinalen.
Denne tvivl havde i sig selv en udelukkende effekt.
På den baggrund opretholder klager sin klage, idet klagen vedrører den tilsigtede og offentligt kommunikerede mulighed for at diskriminere borgere uden adgang til MitID, og den usikkerhed udmeldingen har haft for mange, herunder klager selv.
Indklagede gør gældende, at klagen skal afvises, da indklagede ikke krævede verificering med MitID i forbindelse med køb af billetter til pokalfinalen.
Klagen vedrører således forhold, der ikke har fundet sted.
Ved anvendelse af validering med MitID vil indklagede som det klare udgangspunkt altid tilbyde ligeværdige alternativer for personer, der er undtaget fra MitID.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven stilles yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.
En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.
Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.
Klagen drejer sig påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes udmelding om, at der potentielt ville blive krav om identitetskontrol med validering ved hjælp af MitID i forbindelse med pokalfinalen i fodbold i 2025.
Indklagede endte dog med ikke at stille krav om identitetskontrol med MitID.
Nævnet vurderer, at klagen reelt angår et spørgsmål om tilgængelighed.
Nævnet kan allerede derfor ikke behandle klagen.
Nævnet bemærker, at der i øvrigt er tale om en klage over et hypotetisk forhold, da kravet om identitetskontrol med MitID ikke blev realiseret.
Derudover har klager ikke fremlagt dokumentation for, at klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand, ligesom klager ikke har redegjort for, hvorfor det påståede handicap forhindrer klager i at bruge MitID.
Det er herefter tillige åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold i klagen.
Betingelserne for at afvise klagen er derfor tillige til stede.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
1.
Hvilke andre former for identifikation der accepteres for dem uden MitID?
2.
Hvordan I sikrer, at personer uden MitID ikke møder urimelige adgangsbarrierer?
3.
Hvilke tiltag der iværksættes for at sikre, at identitetskontrollen overholder gældende regler for ligebehandling og ikke-diskrimination?
”
1.
Vil I sikre, at der tilbydes et reelt og ikke-diskriminerende alternativ til MitID i forbindelse med billetkøb og adgang?
2.
Hvordan vil I sikre, at ingen grupper udelukkes eller stilles ringere på grund af manglende mulighed for at bruge MitID?
3.
Kan I bekræfte, at I anerkender forpligtelsen til at overholde loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, også i denne sag?
”
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde