Legislator Case Law & Legislation
W20250991325 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-15124

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9913 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-15124

KEN#LOKDOK23 2025 9913 Valid

Forsamlingshus Nyt får ikke kritik for at afvise genmæle

Medlemsbladet Forsamlingshus Nyt bragte i august 2024 en artikel, hvor en formand for en landsdelsforening for forsamlingshuse beskrev en konflikt med et unavngiven bestyrelsesmedlem.

Det pågældende bestyrelsesmedlem klagede til Pressenævnet over, at Forsamlingshus Nyt havde afvist at bringe hans genmæle.

Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Forsamlingshus Nyt for at have afvist at bringe personens genmæle.

Nævnet lagde vægt på, at genmæleteksten i det væsentlige indeholdt vurderinger og kommentarer til de af Forsamlingshus Nyt offentliggjorte oplysninger, og at teksten ikke var begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

KEN#LOKDOK23 2025 9913 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Landsforeningen Danske Forsamlingshuse ikke har bragt et genmæle vedrørende oplysninger i artiklen ” Frivilligt arbejde er ikke altid nemt ”, som er bragt i august-udgivelsen 2024 af medlemsbladet Forsamlingshus Nyt.

[Klager] har klaget over, at Forsamlingshus Nyt har afvist at bringe et genmæle i forhold til de ukorrekte og skadelige oplysninger om ham, der fremgår af artiklen.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Forsamlingshus Nyt, som udkommer fire gange årligt, bragte i august-udgivelsen 2024 artiklen ” Frivilligt arbejde er ikke altid nemt ”.

Af artiklen, som er skrevet af [Person 1], formand for [Landsdel] forsamlingshuse, fremgår følgende

”I landsdelsforeningen [Landsdel] forsamlingshuse, har vi her i foråret oplevet, at samarbejde kan være rigtig svært - og nå dertil, hvor vi er landsforeningen dybt taknemmelige for deres støtte og hjælp.

Som i så mange andre foreninger, er det også på [Landsdel] svært at finde bestyrelsesmedlemmer.

Et kendt ansigt meldte sit kandidatur et par måneder før vores generalforsamling i marts.

Et ansigt, der var kendt for såvel til vores egne generalforsamlinger som til Landsforeningens årsmøder at være utilfreds med meget - og ikke særlig konstruktiv i sin kritik.

Ligeledes var han nu blevet "løsgænger" en mulighed, vi har på [Landsdel], hvor man kan være personligt medlem.

Inden vores generalforsamling tog jeg en snak med ham, om vigtigheden af konstruktivt samarbejde.

Bestyrelsesarbejde er baseret på tillid og godt samarbejde.

Lige så snakkede vi om tonen i kommunikation.

En god snak, der fik mig til at tænke, at det nok skulle gå - og det er jo sundt, at vi i en bestyrelse er vidt forskellige.

Men efter vedkommende var valgt til bestyrelsen, viste det sig, at der ikke var meget fra vores snak, han havde hæftet sig ved.

Flere fra bestyrelsen blev bombarderet med mails i nedladende tonefald, hvilket blev påpeget på vores første bestyrelsesmøde.

Herefter kom der ligeledes mails, der gav udtryk for mistillid.

Efter årsmødet, blev flere fra landsforeningens bestyrelse, ligeledes udsat for et væld af mail med såvel kritik af årsmøde som mistillid til varetagelse af deres ansvar som bestyrelsesmedlemmer i landsforeningen.

Under hele forløbet har vi fået rigtig god sparring fra flere af landsforeningens bestyrelsesmedlemmer, og fik formuleret en skrivelse, hvor vi som landsdelsforening, bad vedkommende træde ud af såvel bestyrelse som forening.

Dette nægtede vedkommende og afkrævede en ekstraordinær generalforsamling.

Landsforeningen kunne godt se, at dette spidsede til, hvorfor denne har stillet advokatbistand til rådighed og en uvildig dirigent til den ekstraordinære generalforsamling.

En dirigent, der ligeledes tog den efterfølgende dialog med vedkommende.

Det lyder måske vildt, at det i frivilligt arbejde kan være nødvendigt med en advokat.

Men når der går ordkløveri i foreningens paragraffer, har det været guld værd, at der en der kender den overordnede lovgivning for foreningsarbejde.

Så ja forskelligheder i en bestyrelse er helt sikkert guld værd – men kan åbenbart desværre også føre til en opslidende periode.

Endnu en gang tak til landsforeningen

for sparring og støtte.

Vi glæder os til, at vi nu kan se frem til et roligt efterår, hvor vi forhåbentlig kan få lidt gang i foreningslivet.

”

Efter offentliggørelsen

Efter offentliggørelsen af den påklagede artikel skrev [Klager] den 12. september 2024 blandt andet følgende til Forsamlingshus Nyt

”KLAGE

Kære forsamlingshus nyt.

Jeg skriver til jer i forbindelse med den artikel af [Person 1], der blev offentliggjort i bladet august 2024, hvor jeg føler mig uretfærdigt fremstillet.

Selvom mit navn ikke er nævnt direkte, er det tydeligt for mange, hvem der refereres til, hvilket har haft en betydelig negativ indvirkning på mit omdømme.

Jeg har gennem mere end 10 år bidraget med talrige artikler til bladet, både kritiske og positive, men altid med en velargumenteret og konstruktiv tilgang.

Jeg har altid værdsat vores samarbejde og den platform, I har givet mig til at dele mine synspunkter.

Jeg vil derfor anmode om muligheden for at præsentere min side af sagen og rette åbenbare misforståelser.

Jeg mener, det er vigtigt for en åben og fair debat, at alle parter får mulighed for at blive hørt.

Jeg ser frem til at høre fra jer og håber på en positiv løsning"

Uden en positiv tilbagemelding vil jeg sende klagen videre til presseankenævnet.

Pressenævnet anbefaler at jeg sammen med klagen sender mit genmæle - så her kommer det: [Genmæletekst, Pressenævnet ]

"Jeg har i mine 12 år som formand i [Bynavn] forsamlingshus, sendt utallige artikler til landsbladet, hvor jeg har fortalt om de forbedringer vi lavede, for at gøre det gamle nedslidte og meget lidt brugte forsamlingshus topmoderne, med de faciliteter der kræves i dag - at vi samtidig har fået en SUPER forpagter som leverer lækker mad - er bare en ekstra bonus.

Jeg gjorde det ikke for at prale - men for måske at motivere andre til at gøre noget lignende.

Redaktøren var så venlig at sætte vores billeder på forsiden et par gange -første gang da vi havde lavet et legerum til børnene i høj kælder - anden gang her for nylig, da vi annoncerede vores filmklub.

Jeg har også rost Nordjylland for deres initiativ med de virtuelle møder, som tilbage i 2023 blev efterspurgt på landsmødet - så jeg har helt ærligt svært ved at genkende den person og det virke, som [Person 1] prøver at beskrive i bladet - og hvorfor har hun behov for at hænge mig ud på den måde?

Jeg vil også rette nogle misforståelser og fejl i artiklen.

Jeg bombarderede ikke bestyrelsen med mail, men følte det var nødvendigt at trække i arbejdstøjet inden landsmødet, hvor jeg havde et forslag- jeg foreslog ligeledes at oprette en forretningsorden for at strukturere arbejdsgangen i bestyrelsen, som beskrev den enkeltes arbejdsområder og tidsfrister – det blev klart afvist.

Det er rigtigt, at jeg anfægtede vedtægtsændringer vedtaget på landsmødet, da forløbet var sket i strid med landsforeningens egne vedtægter.

Jeg afviste bestyrelsen ønske om at ekskludere mig- det havde de ikke hjemmel til" da jeg var valgt på en generalforsamling- derfor ville kun en ny generalforsamling kunne afsætte mig - og det er så sket!

!

[Person 1] og landsforeningen har med min afgang, fået fjernet en sten i skoen!

!

!

frivilligt arbejde er ikke nemt, men min tilgang har altid været at har man sagt ja, er man også forpligtet til at yde sit bedste!

!

!

Danske forsamlingshuse har det svært, men heldigvis er der mange ildsjæle rundt om landet, som gør et kæmpe stykke arbejde - tak for det!

Med venlig hilsen

[Klager]”

Den 14. november 2024 svarede advokat [Advokaten] på vegne af Forsamlingshus Nyt følgende til [Klager]

”Afslag på genmæle

Kære [Klager]

Som advokat for Landsforeningen Danske Forsamlingshuse, der er ansvarlig for udgivelsen af Forsamlingshus Nyt, skal jeg herved besvare din henvendelse ved e-mail af 12. september 2024, hvor du anmoder om genmæle over for en artikel skrevet af [Person 1] bragt på side 7 i det seneste landsblad som er udsendt i august 2024.

Redaktionen har besluttet at meddele afslag på genmæle.

Redaktionen ønsker ikke at bruge spalteplads i landsbladet på at være talerør for et ekskluderet medlem.

Det fremsendte genmæle vil dermed ikke blive bragt i den kommende udgave af bladet.

Jeg gør opmærksom på, at der alene er pligt til at offentliggøre et genmæle vedrørende korrektion af forkerte faktiske oplysninger, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning.

Der er således ikke krav på genmæle overfor artiklens vurderinger eller meningstilkendegivelser.

I øvrigt skal et genmæle være begrænset til korrektion af faktuelle oplysninger.

Genmælet må altså ikke indeholde vurderinger eller kommentarer som du bruger hovedparten af indlægget på, hvilket anses for absolut uden relevans for sagen.

Hvis du ønsker at klage over afslaget, er du velkommen til at indgive klage til Pressenævnet, Landgreven 4, 4., 1301 København K.

Klage skal indgives senest 12 uger efter, at afslaget er kommet frem.

”

[Klager]s klage over Forsamlingshus Nyts afvisning af genmæle er modtaget i Pressenævnet den 17. november 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet – udover sin klage af 12. september 2024 med tilhørende genmæletekst til Forsamlingshus Nyt, som er gengivet ovenfor – fremsendt en række bilag

”Bilag1: Meddelelse om min ekskludering.

Jeg gør [Person 1] opmærksom på at de ikke har hjemmel til det - det er kun en ny generalforsamling der kan beslutte at ekskludere mig - og det er sket.

Bilag 2 -3: Mit svarskrift som jeg forsøgte at sende til husene på [Landsdel], blev blokeret af IT-chefen og bekræftet af landsledelsens advokat, som bemærker at jeg ikke må misbruge Mail chimp til at kontakte alle [Landsdel] huse.

Bilag 4: Det er det medie som jeg på landsplan er blevet hængt ud på.

Redaktør: [Redaktøren] ([mailadresse]).

Bilag 5: Den artikel som bladet bragte i august nummeret - og som min klage går på

Bilag 6 – 7: Mit forsøg på at få optaget et genmæle i kommende blad - afvist af

redaktionen/landsledelsens advokat.

Jeg håber jeg har en sag, da jeg i [Landsdel] kredse er kommet i "bad standing", og med artiklen i forsamlingshusnyt er mit omdømme nu belastet i hele landet.

”

[Klager] har til udtalelsen indsendt af Forsamlingshus Nyt den 24. november 2024 anført følgende

”Jeg overlader trygt til nævnet at afgøre om forsamlingshusnyt er et massemedie.

Som oplyst i bilag 2, udspringer konflikten med amtsbestyrelsen i landsledelsens manglende respekt for egne vedtægter, i deres oplæg til vedtægtsændringerne på landsmødet.

Jfr.

Bilag 1 ønsker de mig ekskluderet - jeg meddeler dem, at de ikke har hjemmel til det – det tilkommer en ny generalforsamling.

Jeg skal her redegøre for de faktuelle fejl i artiklen

- Artiklen indeholder ikke en korrekt gengivelse af de faktiske forhold!

- Advokaten vedkender at artiklen omhandler mig.

- Artiklen gengiver fejlagtigt ”et ansigt, der er kendt for såvel til vores egne generalforsamlinger som til landsforeningens årsmøder at være utilfreds med meget – og ikke særlig konstruktiv i sin kritik” – det er lodret forkert, hvilket mine utallige artikler i bladet er et klart udtryk for.

Jeg har ikke lidt økonomisk tab – men mit omdømme er voldsomt belastet i mit lokalområde.

Jeg kan heller ikke genkende artiklens andet afsnit, som beskriver mit tonefald som nedladende og mails om mistillid – jeg var uenig i bestyrelsens håndtering af landsledelsen vedtægtsændringer.

Ja – jeg anfægtede landsmødets vedtagelse af vedtægterne, og dirigenten sendte mig en lang mail, hvor han forsøgte at retfærdiggøre de fejl han/landsledelsen havde begået.

Det er da tankevækkende, at redaktionen tillader den perfide artikel – men ikke mit genmæle – det er ellers god pressetik at lade den angrebne komme til orde - men jeg er helt tryg ved den afgørelse pressenævnet kommer frem til.

”

2.2 Forsamlingshus Nyts synspunkter

Forsamlingshus Nyt har ved advokat [Advokaten] i udtalelsen til Pressenævnet den 24. november 2024 anført [blandt andet]

”[Klager] (”Klager”) har ved e-mail af 17. november 2024 indgivet klage over, at hans anmodning om genmæle er blevet afvist af min klient, hvilket er meddelt Klager ved undertegnedes skrivelse af 14. november 2024 (uddrag vedlagt som bilag 7 til klagen).

På vegne min klient nedlægges påstand om at klagen afvises.

Jeg anfægter først og fremmest, at udgivelsen Forsamlingshus Nyt opfylder betingelserne for at være et massemedie i medieansvarslovens forstand, jf. lovens § 1.

Landsforeningen Danske Forsamlingshuse er landsomfattende paraplyorganisation, hvis formål er at varetage de danske forsamlingshuses fælles interesser i bred forstand.

Foreningen består af 11 landsdelsforeningen og ledes af en frivillig bestyrelse.

Forsamlingshus Nyt er et medlemsblad der udgives 4 gange årligt.

Der er tale om et almindeligt medlemsblad, som indeholder artikler, annoncer og andet af relevans for foreningens medlemmer.

Den sagen omhandlede artikel er optrykt på side 7 i det det landsblad, som er udsendt i august 2024 (bilag 5 til klagen)

Dernæst bestrides det, at betingelserne for et genmæle er opfyldt, jf. lovens § 36.

Et genmæle er helt overordnet møntet på korrektion af urigtige faktiske oplysninger, som er egnet til at påføre Klager økonomisk eller anden skade.

Klager har i sin henvendelse til min klient af 12. september 2024 og i klagen til Pressenævnet ikke konkretiseret, hvilke oplysninger af faktisk karakter i artiklen, der hævdes at være urigtige og som derfor ønskes korrigeres i genmælet.

Tværtimod synes klagen og argumentationen at være rettet mod en utilfredshed med den eksklusion af foreningen, som er sket i sommeren 2024 og som Klager åbenlyst er utilfreds med.

Pressenævnet er imidlertid ikke et middel til at få efterprøvet grundlaget, proceduren og retmæssigheden af eksklusionen af Klager, hvilket er et anliggende for de

almindelige domstole.

Klager har ikke indbragt sagen for domstolene.

På det foreliggende grundlag er det selvsagt vanskeligt for såvel redaktionen som Pressenævnet at forholde sig til klagen, så medmindre Klager konkretiserer sit anbringende med klagen, herunder klart og tydeligt meddeler, hvilket oplysninger i artiklen der efter Klagers opfattelse er urigtige.

Såfremt dette ikke sker, må klagen afvises på grund af dens upræcise og uklare indhold.

Jeg skal på det foreliggende grundlag fremhæve følgende

- At artiklen indeholder en kortfattet, korrekt gengivelse af forfatterens personlige oplevelse i forbindelse med en eksklusionssag, hvor landsforeningen har ydet støtte og hjælp til en landsdelsforening.

- At Klagers navn er ikke nævnt i artiklen.

Det vedkendes at artiklen omhandler Klager.

- At artiklens indhold ikke på nogen måde miskrediterer Klager, ligesom den ikke indeholder oplysninger, som kan påføre Klager økonomisk eller anden skade.

Klager har ikke redegjort for og dokumenteret at der skulle være sket nogen skade eller risiko herfor.

- At jeg fra artiklens forfatter har fået bekræftet, at artiklen ikke indeholder urigtige oplysninger, hvilket om nødvendigt kan dokumenteres, såfremt der måtte være anledning hertil.

I øvrigt gøres det gældende, at Klagers genmæle ikke opfylder betingelserne i medieansvarslovens § 38, som foreskriver, at et genmæle skal være begrænset til korrektion af faktuelle oplysninger.

Genmælet må altså ikke indeholde vurderinger eller kommentarer, som Klager bruger hovedparten af indlægget på, hvilket anses for absolut uden relevans for sagen.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jørgen Steen Sørensen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Efter medieansvarslovens § 1 gælder loven for følgende massemedier

”1) Indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger,

der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres.

2) Lyd- og billedprogrammer, der spredes af DR, TV 2/Danmark, de regionale TV 2-

virksomheder og foretagender, der har tilladelse til eller er registrerede til at udøve

radio- eller fjernsynsvirksomhed.

3) Tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2, jf. dog § 8, stk. 1.

”

Af § 2 fremgår følgende

”§ 2.

Ved udgiver af et skrift forstås den, for hvis regning skriftet udgives.

Stk. 2.

Et skrift anses for indenlandsk, såfremt udgiverens virksomhed udøves her i

landet.

Stk. 3.

Et skrift anses ikke for periodisk, medmindre det er bestemt til at udkomme

mindst to gange årligt.

”

For at være omfattet af Pressenævnets kompetence skal Forsamlingshus Nyt således opfylde betingelserne, der følger af medieansvarslovens § 1, nr. 1.

Landsforeningen Danske Forsamlingshuse er en paraplyorganisation for alle forsamlingshuse i Danmark, og af landsforeningens hjemmeside [forsamlingshuse.dk] fremgår det, at organisationen udgiver bladet Forsamlingshus Nyt fire gange årligt.

Landsforeningen består af 11 landsdelsforeninger, som alle har egne bestyrelser.

Da medlemsbladet Forsamlingshus Nyt, hvori den påklagede artikel er bragt, uddeles til medlemmerne af foreningen Danske Forsamlingshuse, finder Pressenævnet, at der tale om en mangfoldiggørelse i henhold til medieansvarsloven § 1, nr. 1.

Der er således tale om et massemedie omfattet af medieansvarsloven og dermed af Pressenævnets kompetence.

I forhold til retlig interesse finder Pressenævnet desuden, at [Klager] - selv om han ikke er nævnt ved navn – må anses for at have en sådan interesse.

Nævnet har lagt vægt på de konkrete oplysninger, der fremgår om ham.

Klagen realitetsbehandles herefter.

Genmæle

[Klager] har anmodet Medlemsbladet Forsamlingshus Nyt om at få bragt et genmæle.

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

[Klager] har anmodet om at få bragt et genmæle, hvoraf følgende blandt andet fremgår

”[…] Redaktøren var så venlig at sætte vores billeder på forsiden et par gange -første gang da vi havde lavet et legerum til børnene i høj kælder - anden gang her for nylig, da vi annoncerede vores filmklub.

Jeg har også rost Nordjylland for deres initiativ med de virtuelle møder, som tilbage i 2023 blev efterspurgt på landsmødet - så jeg har helt ærligt svært ved at genkende den person og det virke, som [Person 1] prøver at beskrive i bladet - og hvorfor har hun behov for at hænge mig ud på den måde?

Jeg vil også rette nogle misforståelser og fejl i artiklen.

Jeg bombarderede ikke bestyrelsen med mail, men følte det var nødvendigt at trække i arbejdstøjet inden landsmødet, hvor jeg havde et forslag- jeg foreslog ligeledes at oprette en forretningsorden for at strukturere arbejdsgangen i bestyrelsen, som beskrev den enkeltes arbejdsområder og tidsfrister – det blev klart afvist.

Det er rigtigt, at jeg anfægtede vedtægtsændringer vedtaget på landsmødet, da forløbet var sket i strid med landsforeningens egne vedtægter.

Jeg afviste bestyrelsen ønske om at ekskludere mig- det havde de ikke hjemmel til" da jeg var valgt på en generalforsamling- derfor ville kun en ny generalforsamling kunne afsætte mig - og det er så sket!

!

[Person 1] og landsforeningen har med min afgang, fået fjernet en sten i skoen!

!

!

[…]”

Pressenævnet finder, at [Klager]s genmæletekst i det væsentlige indeholder vurderinger og kommentarer til de af Forsamlingshus Nyt offentliggjorte oplysninger, og at teksten ikke er begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

Allerede derfor finder nævnet, at Forsamlingshus Nyt var berettiget til at afvise at bringe teksten som et genmæle efter medieansvarslovens regler.

[Klager] er herefter ikke berettiget til at få bragt genmælet.

Afgjort den 16. september 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →