Legislator Case Law & Legislation
W20250991125 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-07170

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9911 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-07170

KEN#LOKDOK23 2025 9911 Valid

Berlingske får ikke kritik i egen drift-sag

Pressenævnet besluttede af egen drift at tage Berlingskes artikel ”Tidligere minister tiltalt for besiddelse af billeder og videoer med overgreb på børn” op til behandling med henblik på at fastslå, om god presseskik er tilsidesat.

Nævnets begrundelse for at tage sagen op var, at det fremgår af artiklen, at tiltalte er ”en tidligere fremtrædende minister og nuværende topchef i det private erhvervsliv”, at han ”i en lang årrække [var] medlem af Folketinget og bestred her flere tunge poster”, at han ”for år tilbage valgte at indstille sin politiske karriere”, og at han ”siden har […] haft en topstilling i det private erhvervsliv og har jævnligt deltaget i den offentlige debat om diverse aktuelle emner”.

Pressenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske for omtalen.

Nævnet lagde blandt andet vægt på den foreliggende sags helt særlige karakter, herunder indholdet af tiltalen, tiltaltes samlede rolle og betydning i det danske samfund og den væsentlige og velbegrundede offentlige interesse, der dermed måtte antages at være for sagen.

Nævnet lagde herudover vægt på, at en anden retsstilling end den anførte ville indebære, at en tiltalt kunne forhindre omtale af sin person alene ved at begære navneforbud – herunder i tilfælde, hvor det måtte antages, at betingelserne for navneforbud ikke er opfyldt, og at begæringen derfor ikke ville blive imødekommet af retten.

KEN#LOKDOK23 2025 9911 Valid

Pressenævnet har i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, besluttet af egen drift at tage Berlingskes artikel ”Tidligere minister tiltalt for besiddelse af billeder og videoer med overgreb på børn” , bragt den 21. marts 2025 på berlingske.dk, op til behandling med henblik på at fastslå, om god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

[Tiltalte] blev i marts 2025 tiltalt ved Københavns Byret for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2 (besiddelse af seksuelt materiale af personer under 18 år) samt straffelovens § 235 a (besiddelse af en dukke, som fremstår som et barn, og som er konstrueret med et seksuelt formål for øje).

Advokat Peter Lundmark Jensen, som var beskikket forsvarer for [Tiltalte], havde anmodet om navneforbud i sagen.

Spørgsmålet om navneforbud var berammet til behandling i Københavns Byret den 24. marts 2025.

Berlingskes offentliggørelse

Berlingske bragte den 21. marts 2025 artiklen ”Tidligere minister tiltalt for besiddelse af billeder og videoer med overgreb på børn” på berlingske.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”En tidligere minister og nuværende topchef i erhvervslivet er tiltalt for at besidde omfattende og særdeles groft billedmateriale, der viser seksuelle krænkelser af børn.

Manden nægter sig skyldig.

”

Af artiklen fremgår følgende

”En tidligere fremtrædende minister og nuværende topchef i det private erhvervsliv er blevet tiltalt for besiddelse af omfattende billed- og videomateriale, der viser seksuelle krænkelser af børn.

Manden er desuden tiltalt for besiddelse af en ulovlig børnesexdukke.

Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Ved ransagninger af mandens bopæl har politiet beslaglagt materiale, der ifølge Berlingskes oplysninger er både meget omfattende og af særdeles grov karakter.

Berlingske er bekendt med mandens identitet, men har besluttet at anonymisere ham, idet der er anmodet om navneforbud i sagen.

Navneforbudssagen er endnu ikke behandlet ved en domstol.

Manden er blandt andet blevet tiltalt efter straffelovens paragraf 235, der tidligere var kendt som »børnepornoparagraffen«.

Der er tale om paragraffens stykke 2, der fastslår, at »den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.«

Manden er desuden blevet tiltalt efter paragraf 235a, der forbyder besiddelser af dukker, »som fremstår som et barn, og som er konstrueret med et seksuelt formål for øje.«

Berlingske har forelagt anklagerne og oplysningerne for manden og hans advokat.

De ønsker ikke at udtale sig.

Manden afviser dog anklagerne.

Hverken anklagemyndigheden eller politikredsen, der har efterforsket sagen, vil kommentere sagen over for Berlingske.

Tusindvis af billeder

Ifølge Berlingskes oplysninger har politiet ransaget eksministerens hjem ad flere omgange over de seneste år og her beslaglagt en række krypterede enheder i form af blandt andet computere.

På enhederne er der fundet tusindvis af billeder og videoklip med overgreb på børn.

Manden skal have købt sig adgang til materialet over internettet.

Det var ifølge Berlingskes oplysninger via en underretning til Hvidvasksekretariatet under NSK, det tidligere Bagmandspolitiet, at dansk politi kom på sporet af sagen.

Under ransagningerne beslaglagde politiet endvidere føromtalte børnesexdukke.

Besiddelse af børnesexdukker blev forbudt ved lov i 2022.

Torsdag i denne uge faldt der ifølge Ritzau dom mod en mand fra Midt- og Vestsjælland, som var i besiddelse af to børnesexdukker og havde en tredje på vej med posten.

Den dømte i sagen var desuden i besiddelse af computerskabte billeder og videoer af overgrebsmateriale med børn.

Han blev idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Tunge politiske poster

Den nu tiltalte ekspolitiker var i en lang årrække medlem af Folketinget og bestred her flere tunge poster.

Undervejs var han en overgang minister, før han for år tilbage valgte at indstille sin politiske karriere.

Siden har han haft en topstilling i det private erhvervsliv og har jævnligt deltaget i den offentlige debat om diverse aktuelle emner.

Tiltalen mod den fremtrædende eksminister kommer kort efter en dyster rapport fra den britiske organisation IWF, Internet Watch Foundation, der overvåger illegalt indhold på nettet.

Ifølge organisationen registrerede man i 2024 rekordmange hjemmesider med billeder af seksuelle overgreb på børn.

Ikke mindre end 424.000 billeder spredt over 291.000 hjemmesider blev identificeret i 2024 – næsten en tidobling på ti år.

Det er ifølge organisationen »ekstremt bekymrende«.

Sådanne »billeder og videoer dækker over faktiske forbrydelser begået mod børn«, skriver organisationen National Center for Missing and Exploited Children i USA.

»Den foruroligende virkelighed er, at de internetplatforme, vi bruger hver dag til at forbinde os med hinanden og dele information, herunder sociale medier, onlinespil og e-mail, nu bliver brugt til at formidle og indsamle materiale med seksuelle krænkelser af børn,« lyder det fra organisationen.

Regeringen vil skærpe straffe

Myndigheder i en lang række lande har de senere år optrappet kampen mod spredningen af materiale med overgreb på børn.

Det internationale politisamarbejde Interpol indsamler oplysninger i en omfattende database kaldet ICSE.

På baggrund af analyser lykkes det jævnligt efterforskere at identificere både ofre, overgrebsmænd og købere af det ulovlige materiale.

I gennemsnit identificerer myndighederne 14 ofre om dagen.

Interpols analyser afdækker flere skræmmende tendenser: Blandt andet at overgrebene bliver grovere, jo yngre offeret er.

Og at 60 procent af det ulovlige materiale omfatter børn yngre end puberteten – »herunder småbørn og spædbørn«.

92 procent af overgrebene bliver begået af mænd.

Flere organisationer har krævet strammere lovgivning på området.

Red Barnet har blandt andet kritiseret, at myndighederne i dag har begrænset lovhjemmel til at få fjernet materiale fra hjemmesider og retsforfulgt overgrebsmændene.

Et politisk udspil, regeringen og Red Barnet præsenterede sidste år, vil blandt andet »skærpe kriminaliseringen af poseringsbilleder og -videoer af børn«.

I forbindelse med udspillet sidste år sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse

»Jeg kan ikke gentage nok, hvor afskyelig og modbydelig en forbrydelse seksuelle overgreb mod børn er.

Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Red Barnet nu kan præsentere flere initiativer i kampen mod seksuelt krænkende materiale med børn.

Vi styrker også politiets arbejde, så endnu flere bagmænd kan blive stillet til regnskab for deres ækle forbrydelser.«

»Børn skal være børn, og de skal aldrig seksualiseres eller udsættes for krænkelser og overgreb«, lød det sidste år fra justitsministeren.

”

Efter offentliggørelsen

Advokat Peter Lundmark Jensen frafaldt den 23. marts 2025 anmodningen om navneforbud for [Tiltalte].

Berlingske indsatte herefter følgende opdatering øverst ved artiklens brødtekst fremhævet med kursiv

”Denne artikel blev publiceret, mens der stadig var begæret navneforbud i sagen, og den tidligere minister fremstår derfor anonymiseret.

Søndag d. 23. marts 2025 blev anmodningen om navneforbud i sagen droppet, og det stod klart, at den omtalte i artiklen er [Tiltalte] – læs mere her [der linkes til artiklen ”[Tiltalte] tiltalt for besiddelse af materiale med overgreb på børn: »Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd«” bragt den 23. marts 2025 på berlingske.dk, Pressenævnet ].

”

Pressenævnet besluttede i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, af egen drift at tage Berlingskes artikel ”Tidligere minister tiltalt for besiddelse af billeder og videoer med overgreb på børn” , bragt den 21. marts 2025 på berlingske.dk, op til behandling med henblik på at fastslå, om god presseskik er tilsidesat.

I medfør af samme bestemmelse anmodede Pressenævnet advokat Peter Lundmark Jensen som forsvarer for [Tiltalte] om en udtalelse.

Efter advokatskifte anmodede Pressenævnet advokat Berit Ernst om en udtalelse.

Advokaten oplyste, at [Tiltalte] ikke havde indvendinger mod, at Pressenævnet af egen drift tog sagen op.

2 Berlingskes synspunkter

Berlingske har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

” 1.

Berlingskes behandling af B.

1 i de presseetiske regler

Det er Berlingskes opfattelse, at artiklen er i overensstemmelse med de presseetiske retningslinjer, herunder pkt. B.

1.

Det støttes på navnlig følgende grunde

1.1.

Sagen har åbenbar almen interesse

Det er en central del af pressens opgave som offentlighedens vagthund at belyse offentlighedens repræsentanter og personer, der på anden vis har ”gyldne kæder”.

I et demokratisk samfund må politikere og offentlige personer med magtfulde poster, som nyder befolkningens tillid, tåle nærgående omtale.

Det er særdeles alvorligt, at en tidligere minister – som fortsat befinder sig i en magtfuld offentlig rolle – er tiltalt for at besidde omfattende og særdeles groft billedmateriale, der viser seksuelle krænkelser af børn.

Berlingske har ikke blot ret til at bringe information herom, men offentligheden har også krav på at modtage en sådan information.

Sagen er derudover af stor offentlig interesse, da den omhandler et alvorligt og hastigt voksende samfundsproblem i form af spredning af overgrebsmateriale med børn på internettet.

Ifølge myndigheder og eksperter er der tale om nogle af de groveste straffelovsovertrædelser [der er indsat en henvisning til Red Barnets nyhedstekst ”Internettet flyder over med overgrebsmateriale med børn – og brugerne ønsker selv hjælp til at stoppe” bragt den 15. juni 2025 på redbarnet.dk, Pressenævnet ].

Berlingskes omtale har medvirket til at skabe nødvendig opmærksomhed og vise, at sådanne sager kan forekomme i alle dele af samfundet – også blandt magtfulde aktører.

På baggrund af sagens åbenlyse offentlige interesse var Berlingskes omtale af sagen som sådan både væsentlig og berettiget.

1.2.

Berlingskes artikel indebar ikke identifikation af [Tiltalte]

Nævnet har anført i sin beslutning om at tage sagen op til behandling af egen drift, at der i den offentlige debat har været rejst spørgsmål om, hvorvidt Berlingskes beskrivelse var så konkret, at den kunne tjene til identificering af tiltalte.

Det er Berlingskes opfattelse, at [Tiltalte] efter de presseetiske retningslinjer ikke havde krav på anonymisering på publiceringstidspunktet.

Bortset herfra er det Berlingskes opfattelse, at [Tiltalte] ikke var identificerbar ved omtalen.

Berlingske valgte bevidst at udelade [Tiltalte]s navn og en række oplysninger, der ellers kunne have muliggjort direkte identifikation af [Tiltalte].

Berlingske nævnte fx ikke nuværende arbejdsgiver, alder, parti, tillidshverv, hjemby, folketings- og ministerperiode, ministerpost m.m.

Berlingske skrev heller ikke, at tiltalte var "direktør" eller at han arbejdede for "en erhvervsorganisation", men benyttede den langt bredere betegnelse, at tiltalte besad en “topstilling” og var “topchef” i “erhvervslivet”.

Berlingske omtalte endvidere ikke engang, hvilken politikreds og byret sagen sorterede under, netop for at gøre det svært at identificere sagen.

For at give læserne en rimelig forståelse af hvad sagen angik, var det nødvendigt at medtage artiklens oplysninger om sagens karakter og den tiltaltes offentlige rolle.

For at understrege sagens væsentlighed var Berlingske endvidere nødt til at anskueliggøre for læserne, at sagen omhandlede en person med en høj status og magtfuld position i samfundet.

Derfor fandt Berlingske det afgørende for historien at nævne det forhold, at den omtalte var tidligere minister, at han havde en fremtrædende position i offentligheden, og at han jævnligt deltog i den offentlige debat.

Det er Berlingskes opfattelse, at oplysningerne i artiklen var nødvendige for, at læserne kunne danne sig et meningsfyldt indtryk af sagen, og at [Tiltalte] ikke var identificerbar på grundlag af disse oplysninger.

1.3.

Berlingskes artikel var berettiget, selv hvis [Tiltalte] var identificerbar

Det er Berlingskes opfattelse, at artiklen var berettiget, selv hvis Nævnet måtte komme frem til, at [Tiltalte] var identificerbar i artiklen.

[Tiltalte] har i kraft af sin fortid og sin offentlige position på publiceringstidspunktet utvivlsomt “gyldne kæder”, og dermed må han tåle i særlig grad at være genstand for offentlighedens interesse.

[Tiltalte] er en fremtrædende og indflydelsesrig offentlig person, der i årtier har haft - og stadig har - en betydelig stemme i offentligheden.

Han har haft en markant politisk karriere som bl.a. erhvervs- og vækstminister, medlem af regeringens økonomiudvalg, statsrevisor, politisk ordfører og gruppeformand for [Partiet].

Statsminister Mette Frederiksen har flere gange fremhævet ham som en af partiets vigtigste strateger og indpiskere med stor betydning for [Partiet]s politiske succes [der er indsat en henvisning til DRs artikel ”ANALYSE: En [Tiltalte] i topform havde været en meget vigtig partner for Mette Frederiksen” bragt den 10. juni 2019 på dr.dk, Pressenævnet ].

Frem til Berlingskes første artikel var [Tiltalte] direktør for brancheforeningen [Brancheforeningen], der repræsenterer landets mest indflydelsesrige erhvervsinteresser, herunder banker, kapitalfonde, pensionskasser og virksomheder som Novo Nordisk og ATP.

Han har samtidig haft en tydelig offentlig profil og deltaget aktivt i den politiske debat, bl.a. om pension, Christiania og skattepolitik [der er indsat en henvisning til Berlingskes artikel ”[Tiltalte] hælder Mette Frederiksens pensionsudspil ned ad brættet: »Det bliver en frygtelig regning, der skal betales«” bragt den 14. august 2024 på berlingske.dk samt Børsens artikel ”[Tiltalte] til partiledere: Kapitalfonde kan droppe skattely” bragt den 20. oktober 2022 på borsen.dk, Pressenævnet ].

[Tiltalte] er samtidig tiltalt for en alvorlig forbrydelse, der ifølge eksperter udgør et kraftigt stigende samfundsproblem.

Og sagens samfundsmæssige interesse understreges desuden af de kraftige offentlige reaktioner, den efterfølgende har afstedkommet.

Beslutningen om at omtale sagen blev truffet på baggrund af [Tiltalte]s offentlige rolle og med afsæt i, at han gennem årene gentagne gange har udtalt sig som forsvarer for udsatte børn og som fortaler for ordentlighed og “næstekærlighed”, hvilket har bidraget til hans rolle som moralsk stemme i offentligheden [der er indsat en henvisning til Politikens artikel ”[Tiltalte]: »Jeg er vant til at være i kontrol med alt, hvad jeg foretager mig.

Det var jeg ikke her.

Jeg var bare så træt, så træt, så træt«” bragt den 23. februar 2019 på politiken.dk, Pressenævnet ].

Mediernes omtale af tiltalen mod [Tiltalte] affødte stærke reaktioner fra bl.a. statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Peter Hummelgaard, der kaldte tiltalen dybt alvorlig og chokerende [der er indsat en henvisning til Berlingskes artikel ”Mette Frederiksen kommenterer for første gang [Tiltalte]-tiltale: »Nogle af de allerværste forbrydelser«” bragt den 25. marts 2025 på berlingske.dk, Pressenævnet ].

[Tiltalte] stoppede som direktør for [Brancheforeningen] og blev ekskluderet af [Partiet].

Han har desuden selv omtalt sagen som så offentligt relevant, at han planlagde en bogudgivelse om forløbet.

Organisationen Red Barnet fremhævede, at sagen har øget opmærksomheden på udbredelsen af overgrebsmateriale mod børn.

På denne baggrund er det Berlingskes opfattelse, at [Tiltalte] – henset til hans offentlige rolle og sagens alvorlige karakter – ikke havde krav på anonymisering på tidspunktet for publicering.

Berlingske skal tilføje, at Berlingske var bekendt med sigtelsen mod [Tiltalte] i adskillige måneder forud for omtalen af sagen, men valgte - af respekt for [Tiltalte] og politiets og anklagemyndighedens arbejde - at afvente en eventuel tiltalerejsning.

Først da denne forelå, valgte Berlingske at omtale sagen.

Dermed var efterforskningen færdig og beviserne af en sådan tyngde og styrke, at politi og anklagemyndighed vurderede, at han kunne dømmes.

Det er Berlingskes opfattelse, at der ikke er grundlag for ikke at omtale sagen, da først tiltalen forelå.

I forlængelse heraf skal det endvidere fremhæves, at [Tiltalte]s forsvarer har udtalt offentligt, at [Tiltalte] påberåber sig materiel atypicitet [der er indsat en henvisning til Berlingskes artikel ”Han blev taget med en børnesexdukke og tusindvis af overgrebsbilleder.

Nu kommer [Tiltalte]s egen forklaring” bragt den 4. juni 2025 på berlingske.dk, Pressenævnet ].

Heraf kan udledes, at han erkender gerningsindholdet i de relevante straffebestemmelser.

2.

Berlingskes behandling af C.

6 i de presseetiske retningslinjer

2.1 Generelle bemærkninger

Nævnets praksis angående pkt. C.

6 viser, at det er berettiget at oplyse navnet på tiltalte i sager af samfundsmæssig interesse.

Selv om sagen har åbenlys offentlig interesse, valgte Berlingske ikke at omtale [Tiltalte]s navn eller identitet i artiklen.

Baggrunden herfor er Berlingskes interne etiske regler, hvor følgende fremgår

”Berlingske Media respekterer navneforbud nedlagt af domstolene.

I det tilfælde at påstand om navneforbud afventer domstolens afgørelse, redigeres onlinemedier som om, der er et navneforbud.

”

Det er Berlingskes opfattelse, at artiklen blev redigeret, som om der var nedlagt navneforbud, og at [Tiltalte] således ikke var identificerbar i artiklen.

Dette understøttes af, at der efter artiklens publicering opstod en debat om, hvem den omtalte kunne være, og denne debat omfattede en flerhed af personer.

Det var først efter andre mediers offentliggørelse af yderligere oplysninger – herunder fotos, hvor kun ansigtet var sløret – at [Tiltalte] blev identificerbar og valgte at frafalde anmodningen om navneforbud [der er indsat en henvisning til Ekstra Bladets artikel ”Efter tiltale-chok: Kendt forsvarer advarer” bragt den 21. marts 2025 på ekstrabladet.dk, Pressenævnet ].

Det forhold, at sagen som sådan gav anledning til debat i medierne og på sociale medier om, hvem den tiltalte var, er et udslag af den åbenlyse interesse, der er knyttet til en sag af denne karakter.

Dette forhold indebærer ikke, at Berlingske ikke burde have omtalt sagen, eller at Berlingskes linje – der udviste et hensyn til [Tiltalte] - kan give anledning til kritik.

Efter sine etiske regler kan Berlingske i øvrigt ved omtale af retsstof vælge som en undtagelse at identificere personer i tilfælde, hvor offentligheden har betydelig interesse i, at personens identitet offentliggøres.

Dette gælder fx for personer, der bærer ”gyldne kæder” eller som på anden vis har medvirket til en stærk eksponering i mediebilledet.

Disse betingelser var til stede i sagen.

Berlingskes beslutning om at bringe artiklen i den foreliggende form blev da også direkte støttet af andre medier med tilsvarende etiske retningslinjer, blandt andre Politiken, der på lederplads skrev

“Spørgsmålet er derfor, om det var rimeligt, at Berlingske som det første medie valgte at oplyse, at der var tale om både en tidligere minister og nuværende erhvervschef?

Ja, det var nødvendigt for at godtgøre sagens åbenbare samfundsmæssige relevans og o ff entlige interesse.

”

Samlet set iagttog Berlingskes artikel en klar saglig linje ved omtalen, som var i overensstemmelse med Nævnets praksis om pkt. C.

6.

2.2.

Forholdet til navneforbud

Pressenævnets henvendelse nævner det forhold, at artiklen blev publiceret den 21. marts 2025 på et tidspunkt, hvor Berlingske vidste, at [Tiltalte]s forsvarer havde fremsat en begæring om navneforbud, som skulle behandles på et retsmøde den 24. marts 2025.

Spørgsmålet er, hvad dette betyder for bedømmelsen, hvis det lægges til grund, at [Tiltalte] var identificerbar i artiklen.

Strafferetligt var der på publiceringstidspunktet frihed til at omtale tiltalte ved navn.

Det er Berlingskes opfattelse, at der gjaldt en tilsvarende presseretlig frihed, hvilket understøttes af ikke alene mediernes sædvanlige praksis, men også Nævnets egen praksis.

Berlingske bemærker, at medierne i mange år har omtalt navnet på sigtede eller tiltalte, selv om der har været berammet et retsmøde om navneforbud, hvis sagen efter sin karakter berettigede til det.

Berlingske henviser endvidere til Pressenævnets kendelse af 22. juni 2023 i sag 2023-80-1017 om en sag, hvor en mand blev anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt af en pige.

Frihedens Stemme offentliggjorde navnet på den sigtede i en artikel, der blev publiceret den efterfølgende dag, en halv time før der blev afholdt grundlovsforhør, hvor der blev nedlagt navneforbud.

Frihedens Stemme var bekendt med, at sigtede skulle fremstilles, og at der kunne blive nedlagt navneforbud.

Nævnet fandt, at der i den konkrete situation påhvilede mediet en selvstændig presseetisk forpligtelse til at opdatere artiklen, så den blev bragt i overensstemmelse med navneforbuddet.

Nævnets kritik i kendelsen angik således det forhold, at mediet ikke anonymiserede i forlængelse af navneforbuddet.

Nævnet udtalte ikke kritik af det forhold, at Frihedens Stemme bragte navnet umiddelbart forud for grundlovsforhøret, hvor der endnu ikke var nedlagt navneforbud.

Berlingske har været berettiget til at indrette sig efter denne praksis og finder, at Nævnet på denne baggrund ikke uden videre kan afsige en kendelse om, at Berlingske har handlet i strid med god presseskik.

Hvis Nævnet vurderer, at medierne fremadrettet bør handle anderledes i sådanne tilfælde, må nævnet tilkendegive, at man fremover vil anse sådan publicering som værende i strid med god presseskik, men undlade at udtrykke kritik af Berlingske i den aktuelle sag.

Det forhold, at [Tiltalte] valgte at opgive anmodningen om navneforbud er ikke ensbetydende med, at Berlingske har handlet uberettiget.

[Tiltalte]s beslutning om at frafalde anmodningen om navneforbud skal ses i lyset af bl.a. andre mediers omtale, og at navneforbud formentlig ikke ville være blevet nedlagt på grund af sagens karakter.

I forlængelse heraf skal Berlingske påpege væsentlige principielle betænkeligheder, såfremt der indføres en praksis, hvorefter medier ikke kan oplyse identiteten på tiltalte eller sigtede i situationer, hvor vedkommende har anmodet om navneforbud.

Berlingske bemærker, at en sådan praksis i realiteten vil indebære et automatisk navneforbud allerede ved anmodningen om navneforbud uanset sagens stade og karakter, uanset om anmodningen er berettiget eller ej, og uanset hvordan domstolene forholder sig til anmodningen.

En så restriktiv linje er der ikke grundlag for i hverken retsplejelovens regler eller i de presseetiske retningslinjer.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jørgen Steen Sørensen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnets behandling af sagen er sket i overensstemmelse med medieansvarslovens § 44, stk. 2, og med § 7, stk. 3, i bekendtgørelse om forretningsorden for Pressenævnet (nr. 86 af 09. februar 1998), der lyder således

”Stk. 3.

Forslag fra et medlem af nævnet om at optage en sag til behandling efter stk. 2 udsendes gennem sekretariatet til samtlige øvrige medlemmer, der inden 7 dage tilkendegiver, om de kan tiltræde forslaget.

Sagen optages herefter til behandling, hvis et flertal af samtlige medlemmer stemmer herfor.

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Ved behandling af sagen medvirker de i § 2 anførte medlemmer.

”

Pressenævnet bemærker endvidere, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og retningslinjer for god presseskik.

Pressenævnet er bekendt med, at Østre Landsret i en dom af 3. september 2014 (UfR 2015.114) har fastslået, at der i en konkret sag ikke var grundlag for efter retsplejelovens § 32 b, stk. 2, jf. § 31, at straffe en journalist og en chefredaktør i anledning af offentliggørelse af en omtale af sigtede på nettet, hvor der dagen efter i grundlovsforhør blev nedlagt navneforbud.

Landsretten lagde i den forbindelse til grund, at nedlæggelse af et navneforbud ikke medfører, at den ansvarlige for en tidligere offentliggjort avisartikel dermed pålægges en strafsanktioneret handlepligt og skal foranledige, at indholdet af den tidligere offentliggjorte artikel bringes i overensstemmelse med det nedlagte navneforbud.

God presseskik

Pressenævnet har i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, besluttet af egen drift at tage Berlingskes artikel ”Tidligere minister tiltalt for besiddelse af billeder og videoer med overgreb på børn” , bragt den 21. marts 2025 på berlingske.dk, op til behandling med henblik på at fastslå, om god presseskik er tilsidesat.

Nævnets begrundelse for at tage sagen op er, at det fremgår af artiklen, at tiltalte er ”en tidligere fremtrædende minister og nuværende topchef i det private erhvervsliv”, at han ”i en lang årrække [var] medlem af Folketinget og bestred her flere tunge poster”, at han ”for år tilbage valgte at indstille sin politiske karriere”, og at han ”siden har […] haft en topstilling i det private erhvervsliv og har jævnligt deltaget i den offentlige debat om diverse aktuelle emner”.

¬Der har i den offentlige debat været rejst spørgsmål, om Berlingskes beskrivelse var så konkret, at den kunne tjene til identificering af tiltalte.

Det bemærkes, at der, som også anført i artiklen, på offentliggørelsestidspunktet den 21. marts 2025 var anmodet om navneforbud i sagen.

Spørgsmålet om navneforbud var berammet til behandling i Københavns Byret den 24. marts 2025, men anmodningen blev den 23. marts 2025 frafaldet.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at der i videst muligt omfang skal følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes.

En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt C.

6.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. punkt B.

1.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Tiltalte] i marts 2025 blev tiltalt ved Københavns Byret for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2 (besiddelse af seksuelt materiale af personer under 18 år) samt straffelovens § 235 a (besiddelse af en dukke, som fremstår som et barn, og som er konstrueret med et seksuelt formål for øje).

Berlingske er en del af mediekoncernen Berlingske Media, som har fastsat regler for journalistisk etik for egne medier.

De etiske regler er gjort tilgængelige for Berlingskes læsere på mediets hjemmeside.

Af afsnittet ”Regler for retsstof” i Berlingskes regler for journalistisk etik fremgår blandt andet følgende

”Berlingske Media respekterer navneforbud nedlagt af domstolene.

I det tilfælde at påstand om navneforbud afventer domstolens afgørelse, redigeres onlinemedier som om der er et navneforbud.

”

Pressenævnet bemærker generelt, at vurderingen af, om oplysninger kan tjene til identifikation af en sigtet eller tiltalt, alene angår de oplysninger, som det indklagede medie har offentliggjort.

Det kan således i almindelighed ikke tillægges betydning, hvad f.eks. andre medier måtte lægge til af oplysninger.

Det er Pressenævnets opfattelse, at [Tiltalte] i kraft af sit virke som minister, medlem af Folketinget, leder i det private erhvervsliv og debattør er en offentligt kendt person.

Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer i højere grad end privatpersoner i almindelighed må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger.

Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at omtale af straffesager om besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn efter omstændighederne kan have væsentlig offentlig interesse.

Pressenævnet finder efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske for omtalen.

For så vidt angår spørgsmålet, om Berlingske har omtalt [Tiltalte] på en sådan måde, at offentligheden kunne identificere ham, bemærker nævnet, at Berlingske i artiklen ikke har nævnt [Tiltalte] ved navn.

Berlingske anførte imidlertid, at tiltalte er ”en tidligere fremtrædende minister og nuværende topchef i det private erhvervsliv”, at han ”i en lang årrække [var] medlem af Folketinget og bestred her flere tunge poster”, at han ”for år tilbage valgte at indstille sin politiske karriere”, og at han ”siden har […] haft en topstilling i det private erhvervsliv og har jævnligt deltaget i den offentlige debat om diverse aktuelle emner”.

Pressenævnet finder, at kredsen af personer, som sagen herefter ville kunne dreje sig om, er ganske begrænset, og at Berlingske måtte påregne, at offentlighedens opmærksomhed ville samle sig om bl.a. [Tiltalte].

Pressenævnet finder herefter, at Berlingske ikke umiddelbart kan siges at have fulgt en klar saglig linje i forhold til egne etiske regler, hvorefter onlinemedier i tilfælde, hvor spørgsmål om navneforbud afventer en retsafgørelse, redigeres som om, der er et sådant forbud.

Pressenævnet bemærker, at navneforbud efter retsplejelovens § 31 ikke kun er et forbud mod offentligt at gengive navnet på en tiltalt, men også mod på anden måde at offentliggøre den pågældendes identitet.

Det anførte må imidlertid ses i lyset af den foreliggende sags helt særlige karakter, herunder indholdet af tiltalen, [Tiltalte]s samlede rolle og betydning i det danske samfund og den væsentlige og velbegrundede offentlige interesse, der dermed måtte antages at være for sagen.

Pressenævnet finder således, at der foreligger almene interesser som nævnt i punkt B.

1 og C.

6 i retningslinjer for god presseskik, og at Berlingskes egne etiske regler må forstås i lyset af dette.

Nævnet lægger herudover vægt på, at en anden retsstilling end den anførte ville indebære, at en tiltalt kunne forhindre omtale af sin person alene ved at begære navneforbud – herunder i tilfælde, hvor det måtte antages, at betingelserne for navneforbud ikke er opfyldt, og at begæringen derfor ikke ville blive imødekommet af retten.

Pressenævnet bemærker i tilknytning til det anførte, at det fremgår af artiklen, at den tiltalte nægter sig skyldig i anklagerne.

Pressenævnet udtaler herefter ikke kritik.

Afgjort den 16. september 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →