Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16597
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16597
TV 2 Fyn får kritik for manglende forelæggelse
I en artikel bragt i december 2024 omtalte TV 2 Fyn en rådmands oplevelse af at have følt sig afpresset af et byrådsmedlem under en samtale i forbindelse med et møde i byrådet.
TV 2 Fyn indhentede først efter offentliggørelsen af artiklen en kommentar fra byrådsmedlemmet og opdaterede artiklen med hans kommentar.
Det omtalte byrådsmedlem klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, som han ikke var blevet forelagt.
Pressenævnet kritiserede TV 2 Fyn for den manglende forelæggelse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Rådmand: Jeg er blevet truet og afpresset af byrådskollega” , som blev bragt af TV 2 Fyn den 6. december 2024 på tv2fyn.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som han ikke var blevet forelagt.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
TV 2 Fyn bragte den 6. december 2024 kl.
8.59 artiklen ”Rådmand: Jeg er blevet truet og afpresset af byrådskollega” som en del af en ’liveblog’ på tv2fyn.dk.
Af artiklen fremgik følgende
”Sundhedsrådmand [Politikeren] [Parti A] har søgt juridisk bistand, efter at han føler sig truet og afpresset af byrådsmedlem [Klager] [Parti B].
Et byrådsmedlem i [Bynavn] har afpresset/truet mig med, at hvis jeg ikke ændrede holdning til en sag, ville vedkommende gå i offentligheden med en række beskyldninger mod mig – med henblik på at ødelægge min karriere og tilsværte mit navn, skriver han i et opslag på Facebook.
I et interview med TV 2 Fyn uddyber han, at han overvejer at melde sagen til politiet.
Han har desuden optaget en lydfil af episoden.
Den [Parti A] rådmand [Politikeren] har søgt juridisk bistand, efter han er blevet truet og afpresset af et andet byrådsmedlem i [Bynavn].
Det drejer sig om [Klager] fra [Parti B].
Det skriver han på Facebook.
- Et byrådsmedlem i [Bynavn] har afpresset/truet mig med, at hvis jeg ikke ændrede holdning til en sag, ville vedkommende gå i offentligheden med en række beskyldninger mod mig – med henblik på at ødelægge min karriere og tilsværte mit navn, skriver han i et opslag på Facebook.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra borgmester [Borgmesteren] [Parti B].
Borgmesteren har dog ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.
TV 2 Fyn forsøger stadig at få en kommentar fra [Klager].
I facebookopslaget uddyber [Politikeren], hvad sagen drejer sig om.
- I forbindelse med et møde for byrådet henvender byrådsmedlem [Klager] sig til mig.
[Klager] siger kort, at hvis jeg ikke straks sletter et opslag på Facebook, der omhandler min kritik af, at man som politiker arrangerer en demonstration imod en privat borger, så vil han offentliggøre en artikel/tekst om mig, som vil skade mig.
[Klager] holder derefter sin egen mobiltelefon op foran mig og viser mig et billede af det, der ligner en færdigskrevet avisartikel, omhandlende mig som person.
Artiklen hedder ifølge [Politikeren]: ”Kan [Bynavn] være tjent med en rådmand, der opfordrer til sugardating”?
Artiklen havde afsæt i [Politikeren]s virksomhed [Virksomheden], der på et tidspunkt sammenlignede datingsider.
Her var der en artikel, der handlede om, hvad sugardating er, og artiklen blev afsluttet med: "Er sugardating noget for dig?
".
- Det er naturligvis helt galt.
Sådan en tekst ville virksomheden normalt aldrig offentliggøre.
Men det blev den desværre, også selv om idéen med sammenligning af datingsider blev droppet, skriver [Politikeren] i sit facebookopslag.
Det er dog sugardating-artiklen, som [Klager] ifølge [Politikeren] ville udskamme rådmanden med.
I et interview fortæller [Politikeren] til TV 2 Fyn, at episoden skete efter et møde i byrådet på [Kulturhuset].
Har du noget dokumentation for, at episoden er sket?
- Jeg har sidste del af vores samtale på bånd.
Da jeg følte mig truet, tog jeg min mobil frem og optog den sidste del af samtalen, siger [Politikeren].
TV 2 Fyn har bedt om at høre lydfilen, men det har ikke været muligt.
Var der nogen vidner?
- Jeg har ikke ønske om at involvere andre mennesker i sagen.
Hvad vil du gøre nu?
- Jeg har møde med den juridiske afdeling i kommunen på mandag.
De tager det meget alvorligt, og vi taler videre på mandag for at finde ud af, hvad næste skridt i sagen er.
Hvilke sanktioner skal det have for [Klager]?
- Det har jeg ikke nogen kommentarer til.
Vil du melde det til politiet?
- Det har jeg ikke besluttet mig for endnu.
Det skal dialogen med juridisk afdeling være med til at afdække, siger [Politikeren].
Det er potentielt strafbart, hvis man som politiker bliver udsat for trusler.
Sådan siger professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet [Professoren], der mener, at hændelsen kalder på en politisk reaktion.
- Det her er jo nogle meget alvorlige beskyldninger om forhold, der kan være strafbare, og det må de politiske partier forholde sig til, siger [Professoren].
- Uden at forholde mig til den konkrete sag vil spørgsmålet om en strafbar handlings konsekvenser for et medlem af kommunalbestyrelsen først blive aktuelt, hvis vedkommende er blevet straffet ved en domstol og har fået en endelig dom, fortæller han.
”
Til artiklen er indsat et skærmbillede af et offentligt Facebook-opslag bragt af [Politikeren] den 6. december 2024.
Af den synlige del af opslagets tekst fremgår følgende
”Dette opslag er svært, men jeg føler mig nødsaget og forpligtet til at lave det.
Jeg har i denne uge været udsat for en rigtig grim oplevelse, og har søgt juridisk bistand hos [Kommunen]s juridiske afdeling for at håndtere sagen.
Et byrådsmedlem i [Bynavn] har afpresset/truet mig med, at hvis jeg ikke ændrede holdning til en sag, ville vedkommende gå i offentligheden med en række beskyldninger mod mig – med henblik på at ødelægge min karriere og tilsværte mit navn.
Èn ting er politiske uenigheder og politiske skænderier, men at bruge afpresning – og overhovedet at true med at tilsvine en anden for at nå et politisk mål – er langt over min grænse.
Jeg synes, jeg oplever rigeligt med misytringer på f.eks. Facebook, ligesom trusler overfor folkevalgte også har byrådets meget store fokus.
Derfor vil jeg her fortælle, hvad sagen handler om og detaljeret beskrive den, og forhåbentligt dermed medvirke til at forhindre tilsvarende sager
I forbindelse med et møde for byrådet, henvender byrådsmedlem [Klager] sig til mig.
[Klager] siger kort, at hvis jeg ikke straks sletter et opslag på Facebook, der omhandler min kritik af, at man som politiker arrangerer en demonstration imod en privat borger, så vil han offentliggøre en artikel/tekst om mig, som vil skade mig.
[Klager] holder derefter sin egen mobiltelefon op foran mig, og viser mig et billede af det, der ligner en færdigskrevet avisartikel, omhandlende mig som person.
”
Efter offentliggørelsen
TV 2 Fyn indhentede ca. 15 minutter efter offentliggørelsen af artiklen via telefonisk kontakt en kommentar fra [Klager].
TV 2 Fyn indsatte herefter følgende afsnit nederst som en opdatering i artiklen
” Nu reagerer [Klager] på anklage om trusler
[Klager] reagerer nu på, hvorvidt han har truet og afpresset sin byrådskollega, sundhedsrådmand [Politikeren].
- Jeg vil understrege, at jeg på intet tidspunkt har fremsat trusler.
Og skulle min del af samtalen blive opfattet sådan, så har det i hvert fald ikke været min intention, skriver [Klager] i en sms til TV 2 Fyn.
Han ærgrer sig over, at [Politikeren] går i medierne med historien.
- Derfor er jeg ærgerlig over, at [Politikeren] vælger at tage en situation ud af en samtale på tomandshånd og ensidigt vende den imod mig i offentligheden - endda med trusler om politianmeldelse.
Det synes jeg er ude af proportioner, siger [Klager].
- Vi plejer da at kunne snakke med hinanden om tingene.
Hvis jeg havde haft en lignende opfattelse af en situation, som [Politikeren] har, så vil jeg nok have taget direkte kontakt til den politiske kollega, som var den anden part samtalen.
Ønsker [Politikeren], at vi mødes over en kop kaffe eller en øl og få talt situationen ud - mand til mand.
Så er jeg meget villig til det.
”
TV 2 Fyn ændrede samtidig artiklens overskrift fra ”Rådmand: Jeg er blevet truet og afpresset af byrådskollega” til ”Rådmand optog lydfil af byrådskollega, da han følte sig truet og afpresset” .
TV 2 Fyn bragte den 17. december 2024 kl.
16.00 en beklagelse med overskriften ”TV 2 Fyn beklager efter tidlig udgivelse af artikel” som en del af en ’liveblog’ på tv2fyn.dk.
Af beklagelsen fremgår følgende
”TV 2 Fyn skulle have ventet et kvarter med offentliggørelse af artikel, indtil vi havde haft telefonisk kontakt med byrådsmedlem i [Bynavn] [Klager] i en sag om beskyldninger på Facebook fra rådmand [Politikeren].
Nyhedschef på TV 2 Fyn, [Nyhedschefen], beklager.
6. december kl.
8.44 offentliggjorde [Bynavn]-rådmand [Politikeren] [Parti A] et opslag på sin offentlige Facebook-væg, hvori han fremsatte en række detaljerede beskyldninger mod sin byrådskollega [Klager] [Parti B].
[Politikeren] skrev blandt andet, at
- Et byrådsmedlem i [Bynavn] har afpresset/truet mig med, at hvis jeg ikke ændrede holdning til en sag, ville vedkommende gå i offentligheden med en række beskyldninger mod mig – med henblik på at ødelægge min karriere og tilsværte mit navn.
[Klager] blev nævnt med navn.
TV 2 Fyn publicerede en artikel på tv2fyn.dk kl.
8.59 med citater fra opslaget under overskriften: ”Rådmand: Jeg er blevet truet og afpresset af byrådskollega”.
I artiklen skrev TV 2 Fyn, at vi ”forsøger at få en kommentar fra [Klager]”.
Først cirka et kvarter senere fik en journalist på redaktionen fat i [Klager] via telefon, der efter eget udsagn på daværende tidspunkt ikke havde mulighed for at udtale sig.
Af TV 2 Fyns presseetiske retningslinjer fremgår det, at
- Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for nogen, skal som hovedregel forelægges for den eller de pågældende med henblik på at indhente deres synspunkt i rimelig tid inden offentliggørelsen og skal omfatte alle relevante oplysninger.
Det skulle TV 2 Fyn have gjort i denne sag, siger [Nyhedschefen], nyhedschef på TV 2 Fyn.
- Da rådmand [Politikeren] og byrådsmedlem [Klager] begge er offentlige personer og politisk valgte beslutningstagere i [Bynavn], er det i høj grad i offentlighedens interesse, at der på en offentlig tilgængelig platform verserer opsigtsvækkende beskyldninger om trusler og afpresning mellem politisk valgte i [Byrådet].
Offentligheden har i sådanne tilfælde krav på hurtig information, fordi det destabiliserer samarbejdet i byrådet.
Derfor kan man presseetisk diskutere om hovedreglen kan fraviges i dette tilfælde, siger [Nyhedschefen], nyhedschef på TV 2 Fyn.
Men, uddyber han
- Selv om sagen har åbenlys offentlig interesse, og selv om beskyldningerne er fremsat offentligt fra en åben Facebook-profil af en politisk valgt rådmand mod et politisk valgt byrådsmedlem, vurderer vi alligevel, at vi burde have afventet publicering indtil efter første telefoniske kontakt med [Klager].
At vi ikke gjorde det, beklager TV 2 Fyn.
Og det tager jeg det fulde ansvar for, siger [Nyhedschefen].
”
[Klager] klagede til TV 2 Fyn, som den 16. december 2024 afviste klagen.
[Klager]s klage over TV 2 Fyns afvisning er modtaget i Pressenævnet den 18. december 2024.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet
”Jeg, [Klager], indgiver hermed en formel klage over TV2 Fyns håndtering af en historie, hvor jeg blev urigtigt anklaget for afpresning af et byrådsmedlem.
Denne historie blev offentliggjort den 6. december, uden at jeg på noget tidspunkt fik mulighed for at fremføre min version af sagen inden offentliggørelsen.
Dette har haft dybtgående og katastrofale konsekvenser for mig både personligt og i min professionelle karriere.
Det er yderst problematisk, at TV2 Fyn valgte at offentliggøre disse alvorlige anklager baseret på et opslag fra Facebook, uden nogen form for faktatjek eller verifikation af oplysningernes sandhedsværdi.
Dette strider imod grundlæggende journalistiske principper og den nylige kritik fra både DR og TV2, som påpeger, at indhold fra sociale medier ikke bør behandles som pålidelige nyheder uden passende verifikation.
Ydermere er TV2 Fyns forsøg på at bagatellisere deres fejl ved at påpege, at de kontaktede mig ”kun” 15 minutter efter den oprindelige offentliggørelse, dybt uansvarligt og viser en mangel på forståelse for situationens alvor og de omfattende skader, deres hastværk har forårsaget på mit omdømme og min karriere.
Denne fremgangsmåde viser en klar mangel på respekt for de presseetiske retningslinjer, som klart kræver, at potentielt skadelige oplysninger skal behandles med største omhu.
Den 6. december kl.
13:19 offentliggjorde TV2 Fyn en artikel med udtalelser fra en professor i forvaltningsret, som kommenterede på de alvorlige juridiske implikationer af de fremsatte anklager, før jeg havde haft mulighed for at ytre mig.
Denne ensidige fremstilling har forstærket den offentlige fordømmelse og undermineret min ret til et retfærdigt forsvar.
Disse begivenheder har haft en ødelæggende effekt på min politiske karriere og mit privatliv.
Jeg oplever nu en betydelig mistillid blandt vælgerne og kolleger, hvilket stiller spørgsmålstegn ved min fremtid i politik.
På det personlige plan har denne uretfærdige medieomtale ført til stress og angst, hvilket påvirker min daglige funktion og relationer.
TV2 Fyns handlinger og deres efterfølgende forsøg på at nedtone alvoren af deres fejltagelser udgør en alvorlig krænkelse af presseetikken og en klar indikation af deres manglende vilje til at erkende omfanget af den skade, de har forårsaget.
Det er uacceptabelt, at et medie kan sprede sådanne grundløse og skadelige beskyldninger uden tilstrækkeligt grundlag og derefter forsøge at undskylde det som en mindre forseelse.
Jeg anmoder derfor Pressenævnet om at tage min klage alvorligt og gennemgå denne sag med den nødvendige grundighed.
Det er afgørende, at der træffes foranstaltninger for at sikre, at medierne ikke anvender sociale medier som en ubekræftet kilde til nyheder, som kan forårsage alvorlig personskade.
”
[Klager] har afsluttende anført blandt andet
”Efter at have gennemgået materialet og de omstændigheder, der omgiver denne sag, ønsker jeg at fremføre yderligere bemærkninger, som jeg håber vil blive taget i betragtning før den endelige afgørelse træffes.
Det er dybt bekymrende, hvordan TV2 Fyn har håndteret den alvorlige anklage mod mig, særligt i lyset af den stigende tendens til, at nyheder og informationer hentes fra sociale medier.
Denne praksis, som ofte mangler tilstrækkeligt faktatjek, er blevet almindelig, og den påvirker den offentlige opfattelse markant.
Denne tendens er særligt alarmerende, da både TV2 og DR gentagne gange har fremhævet vigtigheden af en kritisk tilgang og omhyggeligt faktatjek, når det kommer til informationer hentet fra sociale platforme.
I [Nyhedschefen]s mail fra den 16. december 2024, kl.
14:51, kommer det klart frem, at TV2 Fyn har en nedvurderende tilgang til alvoren af anklager fremsat på sociale medier.
Han noterer, at selv om sagen har åbenlys offentlig interesse og beskyldningerne er fremsat fra en åben Facebook-profil af en person med ”gyldne kæder”, så skulle der have været afventet med publicering, indtil efter første telefoniske kontakt med mig – altså ca. 15 minutter efter publiceringen.
Denne korte reaktionstid på så alvorlige anklager er helt urimelig.
Det ville have været rimeligt og passende at give mig nogle timer til at tænke mig om og muligvis konsultere en advokat, før de fremsatte sådanne anklager offentligt.
Det er almindelig praksis i journalistik, at man fremlægger en kritik og derefter giver en klar deadline for, hvornår man senest ønsker svar, hvilket ikke blev fulgt i dette tilfælde.
Desuden har TV2 Fyn ikke adresseret den væsentlige problematik i min klage, hvor de den 6. december kl.
13:19 offentliggjorde en artikel med udtalelser fra en professor i forvaltningsret, der kommenterede på de juridiske implikationer af de anklager, der var fremsat mod mig, uden at jeg først havde haft muligheden for at reagere.
Denne ensidige og ufuldstændige rapportering har ikke kun forstærket den offentlige fordømmelse mod mig, men også undermineret min ret til et retfærdigt forsvar og haft en ødelæggende effekt på min politiske karriere og mit privatliv.
Denne praksis, hvor anklager fra sociale medier bliver hævet til nyheder uden tilstrækkelig kritisk undersøgelse, skal revurderes for at beskytte både de anklagede og det bredere samfundsmæssige narrativ.
Det er essentielt, at medierne, herunder TV2 Fyn, sikrer, at deres rapportering er både balanceret og baseret på faktuelle oplysninger, især når de omhandler potentielt skadelige anklager mod offentlige personer.
Afslutningsvis opfordrer jeg kraftigt til, at TV2 Fyn sletter de pågældende artikler og offentligt undskylder i deres nyhedsudsendelser for at rette op på den skade, der er forårsaget.
Jeg er også bekymret over, at de valgte at placere deres bekendtgørelse af fejlen diskret på deres hjemmeside, uden at bringe det i deres nyhedsprogrammer, hvilket ville have været passende givet den oprindelige mediadækning.
”
2.2 TV 2 Fyns synspunkter
TV 2 Fyn har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet
”Som det fremgår af klagen, har vi den 17. december 2024 kl.
16 udgivet en artikel, hvor vi beklager at have udgivet artiklen ”Rådmand: Jeg er blevet truet og afpresset af byrådskollega” før vi havde en udtalelse fra [Klager].
Dette er gjort cirka et døgn og 6 timer efter [Klager]s første henvendelse til os.
Vi har i det døgn været i skriftlig kontakt med [Klager], som det også fremgår af hans klage.
Begge artikler er udgivet på tv2fyn.dk.
Kopi af artikel fra den 17. december
TV 2 Fyn beklager efter tidlig udgivelse af artikel
TV 2 Fyn skulle have ventet et kvarter med offentliggørelse af artikel, indtil vi havde haft telefonisk kontakt med byrådsmedlem i [Bynavn] [Klager] i en sag om beskyldninger på Facebook fra rådmand [Politikeren].
Nyhedschef på TV 2 Fyn, [Nyhedschefen], beklager.
6. december kl.
8.44 offentliggjorde [Bynavn]-rådmand [Politikeren] [Parti A] et opslag på sin offentlige Facebook-væg, hvori han fremsatte en række detaljerede beskyldninger mod sin byrådskollega [Klager] [Parti B].
[Politikeren] skrev blandt andet, at
- Et byrådsmedlem i [Bynavn] har afpresset/truet mig med, at hvis jeg ikke ændrede holdning til en sag, ville vedkommende gå i offentligheden med en række beskyldninger mod mig – med henblik på at ødelægge min karriere og tilsværte mit navn.
[Klager] blev nævnt med navn.
TV 2 Fyn publicerede en artikel på tv2fyn.dk kl.
8.59 med citater fra opslaget under overskriften: ”Rådmand: Jeg er blevet truet og afpresset af byrådskollega”.
I artiklen skrev TV 2 Fyn, at vi ”forsøger at få en kommentar fra [Klager]”.
Først cirka et kvarter senere fik en journalist på redaktionen fat i [Klager] via telefon, der efter eget udsagn på daværende tidspunkt ikke havde mulighed for at udtale sig.
Af TV 2 Fyns presseetiske retningslinjer fremgår det, at
- Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for nogen, skal som hovedregel forelægges for den eller de pågældende med henblik på at indhente deres synspunkt i rimelig tid inden offentliggørelsen og skal omfatte alle relevante oplysninger.
Det skulle TV 2 Fyn have gjort i denne sag, siger [Nyhedschefen], nyhedschef på TV 2 Fyn.
- Da rådmand [Politikeren] og byrådsmedlem [Klager] begge er offentlige personer og politisk valgte beslutningstagere i [Bynavn], er det i høj grad i offentlighedens interesse, at der på en offentlig tilgængelig platform verserer opsigtsvækkende beskyldninger om trusler og afpresning mellem politisk valgte i [Byrådet].
Offentligheden har i sådanne tilfælde krav på hurtig information, fordi det destabiliserer samarbejdet i byrådet.
Derfor kan man presseetisk diskutere om hovedreglen kan fraviges i dette tilfælde, siger [Nyhedschefen], nyhedschef på TV 2 Fyn.
Men, uddyber han
- Selv om sagen har åbenlys offentlig interesse, og selv om beskyldningerne er fremsat offentligt fra en åben Facebook-profil af en politisk valgt rådmand mod et politisk valgt byrådsmedlem, vurderer vi alligevel, at vi burde have afventet publicering indtil efter første telefoniske kontakt med [Klager].
At vi ikke gjorde det, beklager TV 2 Fyn.
Og det tager jeg det fulde ansvar for, siger [Nyhedschefen].
”
TV 2 Fyn har i mediets afsluttende bemærkninger anført blandt andet
”Vi offentliggjorde beklagelse på tv2fyn.dk, hvor den artikel, som der klages over, ligeledes var blevet bragt.
Beklagelsen er bragt via en almindelig artikel-skabelon lig de skabeloner, vi benytter til øvrige nyhedsartikler, hvorfor vi ikke mener, at der på nogen måde er tale om en diskret placering af beklagelsen, som [Klager] skriver.
Vi fastholder desuden, at der kan være forhold, der taler for hurtig publicering af artikel uden henvendelse til klager først lige som der er forhold, som taler imod.
TV 2 Fyn fastholder ligeledes, at forhold imod hurtig publicering af artikel uden henvendelse til klager først, i den konkrete situation burde have vejet tungest.
Derfor fastholder TV 2 Fyn beklagelsen af publicering af første artikel.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jørgen Steen Sørensen, Jørn Mikkelsen, James Kristoffer Miles og Peter Munk Povlsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om sletning efter de presseetiske retningslinjer punkt D.
1, da [Klager] ikke har fremsendt en anmodning til mediet, som mediet har afvist at imødekomme.
God presseskik
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som han ikke var blevet forelagt.
I den forbindelse har [Klager] henvist til, at det er ukorrekt, at han skulle have afpresset [Politikeren].
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
1 og A.
3.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Det er Pressenævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sit virke som folkevalgt politiker er en person, som offentligheden har kendskab til.
Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.
Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] skulle have afpresset [Politikeren], fremstår som [Politikeren]s subjektive oplevelse af [Klager]s adfærd og ageren over for ham under en samtale i forbindelse med et møde i [Byrådet].
Nævnet finder dog samtidig, at oplysningen kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager].
Oplysningen skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen.
Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører.
Det er endvidere nævnets opfattelse, at et forgæves telefonopkald ikke udgør tilstrækkelige bestræbelser på forelæggelse.
Det er ubestridt af parterne i sagen, at TV 2 Fyn ikke forud for artiklens offentliggørelse den 6. december 2024 kl.
8.59 rettede henvendelse til [Klager] med henblik på at forelægge ham oplysningen, og at TV 2 Fyn først samme dag – ca. 15 minutter efter offentliggørelsen af artiklen – via telefonisk kontakt indhentede en kommentar fra [Klager] og opdaterede artiklen med hans kommentar.
TV 2 Fyn bragte herefter den 17. december 2024 kl.
16.00 en beklagelse med overskriften ”TV 2 Fyn beklager efter tidlig udgivelse af artikel” på tv2fyn.dk.
Pressenævnet finder, at TV 2 Fyn var forpligtet til at foretage betydelige bestræbelser på at forelægge beskyldningen for [Klager].
Nævnet finder, at TV 2 Fyn ikke har dokumenteret, at mediet foretog sig tilstrækkeligt for at opnå kontakt til [Klager] inden offentliggørelsen af artiklen.
Beskyldningen mod [Klager] kom derfor til at fremstå uimodsagt, og [Klager] fik ikke mulighed for at kommentere oplysningen i sammenhæng med, at den blev fremsat.
Det forhold, at TV 2 Fyn efter offentliggørelsen af artiklen har opdateret artiklen med [Klager]s kommentar og bragt en beklagelse, kan ikke føre til en anden vurdering.
Pressenævnet udtaler derfor kritik af TV 2 Fyn for den manglende forelæggelse.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV 2 Fyn at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer TV 2 Fyn
[underrubrik]
TV 2 Fyn får kritik for manglende forelæggelse
[tekst]
TV 2 Fyn bragte i december 2024 en artikel, som omhandlede en rådmands oplevelse af at have følt sig afpresset af byrådsmedlem [Klager] under en samtale i forbindelse med et møde i [Byrådet].
TV 2 Fyn indhentede først [Klager]s kommentar ca. 15 minutter efter offentliggørelsen af artiklen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at han ikke var blevet forelagt oplysningen inden offentliggørelsen.
Pressenævnet kritiserer TV 2 Fyn for den manglende forelæggelse.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Afgjort den 16. september 2025