Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-14256

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-14256

Ikke kritik af Berlingske for at bringe kommentar

Berlingske bragte i august 2024 en kommentar, der rettede kritik af en whistleblowerordning, hvor man anonymt kunne give oplysninger om personer, der skulle agere som ”meningsagenter” for Israel.

En af personerne, der var medlem af det netværk, der stod bag whistleblowerordningen, klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger og beskyldninger mod hende, herunder at hun skulle have misbrugt skribenten bag kommentarens navn, og at hun ikke var blevet forelagt de beskyldninger, der blev rettet mod hende i kommentaren.

Pressenævnet fandt, at kommentaren fremstod som skribentens subjektive vurdering og ageren i den offentlige debat, og fandt ikke anledning til at kritisere Berlingske for at bringe kommentaren uden forudgående forelæggelse for den omtalte person.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over kommentaren ” »Stik en jøde«-ordning bliver kritiseret af [Skribenten]: Det skader palæstinensernes sag ”, bragt den 12. august 2024 af Berlingske, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over blandt andet, at kommentaren indeholder ukorrekte oplysninger og beskyldninger mod hende, som er skadelige for hendes omdømme, at beskyldningerne ikke er blevet forelagt for hende, og at Berlingske har afvist at slette kommentaren.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Berlingske bragte den 12. august 2024 kommentaren ” »Stik en jøde«-ordning bliver kritiseret af [Skribenten]: Det skader palæstinensernes sag ” under sektionen ”Opinion” på berlingske.dk.

Over overskriften er angivet følgende: Dette er en kommentar.

Den udtrykker skribentens holdning.

[…].

”

Af Kommentarens underrubrik fremgår: ”Gad vide om civile i Gaza går op i, hvad [Netværket] mener om den danske presses framing af nyheder fra Mellemøsten?

Eller om deres fokus handler om at overleve, skriver [Skribenten]”.

Der er i kommentaren indsat et portrætbillede af [Skribenten].

Af billedteksten fremgår

”[Netværket] vinkler mine ord, så det understøtter deres budskab om, at der er israelske meningsagenter i den danske presse, skriver [Skribenten].

”

Af kommentaren fremgår

”Jeg har med vilje undladt at forholde mig til tragedien i Mellemøsten, der udspiller sig i kølvandet på Hamas’ angreb på Israel i oktober 2023.

Jeg har sågar undgået at udtale mig om konflikten i private sammenhænge, fordi jeg ikke er i stand til at begribe sorgen, der har ramt ofrene på begge sider.

Hvilken forskel skulle min holdning egentlig kunne gøre, når utallige menneskeliv åbenbart ikke er nok til at sætte en stopper for krigen?

Hvad skulle jeg kunne sige, der på nogen måde er rammende for, hvor sørgeligt det er, at Hamas bruger civilbefolkningen i Gaza som levende skjolde, mens Benjamin Netanyahus politiske karriere, som ellers lå i ruiner, har fået fornyet styrke af det inhumane angreb på israelske liv.

Krigen i Mellemøsten er en skamplet på menneskeheden, fordi både Hamas og den israelske regering prioriterer magt over liv.

Når jeg nu vælger at tilkendegive en holdning, handler det ikke kun om, at den palæstinensiske sag misbruges i et ærinde, der på ingen måde tjener den almene befolkning i Gaza.

Jeg føler også, at mit navn misbruges i en sag, jeg ellers besluttede at tie om.

”

Der er i kommentaren indsat et billede af [Skribenten]s ansigt halv gemt bag et grønt gardin.

Af billedteksten fremgår: ”»Det, der provokerer mig allermest, er, at interessen for den palæstinensiske sag og dens tragedie ofte er styret af et behov for at markere sin position, selv når det ellers er irrelevant,« skriver [Skribenten].

”

Over brødteksten fremgår ordet ”Kommentar” fremhævet med fed skrift.

Af kommentaren fremgår videre

”For nogle måneder siden skrev journalisten [Klager] til mig om en invitation, jeg havde modtaget af den israelske ambassade i 2019, hvilket jeg selv havde omtalt i en kommentar i Ekstra Bladet, da jeg dengang skrev for dem.

Mit budskab i mit indlæg [ordet indlæg linker til artiklen ” En skamplet på menneskeheden ”, skrevet af [Skribenten] og af Ekstra Bladet 17. maj 2021, Pressenævnet ] var, såvel som nu, at det er nemt at sidde på tryg og behørig afstand af en intifada og have skarpe holdninger til den ene eller den anden part, men af respekt for begge parters tab af civile liv skal man holde sig for god til at udtale sig om konflikten.

Medmindre man forstår omfanget af dens kompleksitet, er i nærheden af den, og i øvrigt er berørt af den på en anden måde end en SoMe-tilkendegivelse.

Jeg skrev også i mit indlæg, at der ikke er noget, der i denne verden foræres væk, så jeg ville ikke tage imod en tur med alt betalt af den israelske ambassade.

Ligesom jeg heller ikke kan tage imod andre lignende tur, medens andre godt kunne gøre det, hvilket de så selv måtte forsvare og forklare.

Flere år senere bliver mit budskab i indlægget nu (mis-) brugt af [Netværket] i deres agenda.

Med [Klager] i spidsen er der i en kronik i Information [ordet kronik linker til en kronik med overskriften ” Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed ” skrevet af blandt andre [Klager] og bragt af Information den 16. juni 2024, Pressenævnet ] blevet spekuleret i, hvorvidt den israelske ambassade har kunnet påvirke personligheder i den danske medie- og kulturbranche til at have proisraelske holdninger i den offentlige debat, efter de har takket ja til en kulturrejse til Israel.

Det var først, efter at jeg ringede til debatredaktionen på Information og bad dem om at rette i kronikken, at jeg ikke havde udtalt mig til [Netværket], men var blevet citeret efter forgodtbefindende, at det fremstod tydeligt, at [Klager] & Co.

vinklede mine ord, så det understøttede deres budskab om, at der er israelske meningsagenter i den danske presse.

Nu har [Netværket] oprettet en whistleblowerordning, hvor anonyme kan videregive oplysninger om individer, der angiveligt skulle agere som meningsagenter.

Som B.

T.

-korrespondent [Person 1] skrev på Facebook, kunne initiativet med andre ord hedde »stik en jøde«.

”

Der er i kommentaren indsat et udklip fra Facebook med [Person 1]s navn og billede i hjørnet.

I opslaget har han gengivet et opslag fra [Netværket].

Af teksten fremgår: ”Whistleblower-ordning – Tak for jeres oplysninger om meningsagenter.

Efter flere har foreslået det, stiller vi nu en whistleblower-”dropbox” til rådighed, hvor man med garanteret anonymitet kan videregive oplysninger om meningsagenter til [Netværket]”.

Af kommentaren fremgår videre

”Det er usmageligt overhovedet at udtænke sådan et tiltag, men det er desværre også et udtryk for den gode gamle myte om, at jøder verden over sidder lunt på magten og har kontrol over blandt andet pressen.

Udover at det også giver dårlige associationer til Holocaust, hvor jøder netop blev angivet af fremmede.

Spørgsmålet er, hvem sådanne konspirationsteorier egentlig gavner.

De gavner i hvert fald ikke den palæstinensiske sag.

Fortællingen om, at de er ofre for en sammensværgelse, er ikke kun umyndiggørende, men fraskriver også befolkningen i Gaza det ansvar, som de trods alt må kræve fra Hamas, der holder civilbefolkningen i et jerngreb af elendighed.

Det er konspiratoriske teorier, som [Netværket] også understøtter med spekulationer og en whistleblowerordning, der fodrer fortællingen om, at palæstinenserne på forhånd har tabt og ikke har nogen røst.

Det, der provokerer mig allermest, er, at interessen for den palæstinensiske sag og dens tragedie ofte er styret af et behov for at markere sin position, selv når det ellers er irrelevant.

Gad vide, om civile i Gaza går op i, hvad [Klager] mener om den danske presses framing af nyheder fra Mellemøsten?

Eller om deres fokus handler om at overleve?

Svaret blæser i vinden.

¬Jeg skrev dengang i Ekstra Bladet, og med fare for at gentage mig selv, at det ville klæde folk herhjemme, der mangler en sag at positionere sig på, at finde noget andet at engagere sig i, fordi det kan føles rigtigt at pudse glorien på sociale medier.

Det sidste, palæstinenserne har brug for, er yderligere unødvendig indblanding – specielt ikke den slags, der fremstiller dem i et værre lys, end Hamas allerede formår at gøre.

[Netværket]s forsøg på at tale palæstinensernes sag er netop udtryk for dette, fordi de agerer infantile og irrationelle.

[Skribenten] er underviser og forfatter.

”

Efter offentliggørelsen

[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, hun havde med Berlingske efter offentliggørelsen.

Den 13. august 2024 sendte hun følgende mail

“Kære Berlingske,

Jeg skriver for at kræve, at I omgående fjerner det debatindlæg skrevet af [Skribenten], hvor hun uden dokumentation anklager mig og [Netværket] for at føre såkaldte "jødelister".

Disse alvorlige anklager fremføres både i overskriften og i selve indlægget og er både rystende og dybt uacceptable.

Indlægget indeholder grove og grundløse beskyldninger mod mig personligt.

Jeg bliver nævnt som den eneste person i [Netværket] af debattøren [Skribenten].

At I har valgt at offentliggøre en sådan tekst uden at forelægge anklagerne for mig eller netværket, er under al kritik og strider mod basale journalistiske principper.

På baggrund af dette har jeg konsulteret jurister og en advokat, der enstemmigt vurderer, at der er tale om den alvorligste kategori af injurier – nemlig bagvaskelse.

Denne form for journalistik, som tillader uunderbyggede og skadelige påstande at blive offentliggjort, er intet mindre end skandaløs.

Berlingske besvarede mailen den 14. august 2024.

Af svaret fremgår

“Kære [Klager]

Vi har modtaget din klage over [Skribenten]s debatindlæg.

Jeg vil i første omgang bede dig præcisere, hvilke konkrete formuleringer i [Skribenten]s tekst, I klager over.

Hun bruger ikke selv ordet "jødelister", men har et citat fra et offentligt opslag på Facebook fra [Person 1].

Er det hans ord I vil klage over?

Vi anerkender at [Netværket] ønsker at rejse en debat om mediernes rolle i Israel- Palæstina-konflikten og vil derfor gerne tilbyde jer et genmæle/svar på [Skribenten]s kommentar, som vi kan bringe i avisen.

Indlægget kan være på 3.000 eller 4.500 tegn (inkl mellemrum).

Send til denne mail.

I håb om at vi kan fortsætte debatten her i spalterne.

De bedste hilsener Jacob Rosenkrands, debatredaktør”

Øvrige oplysninger

[Klager] har til Pressenævnet indsendt et link til en episode af Presselogen samt en artikel med overskriften ” En skamplet på menneskeheden ”, skrevet af [Skribenten] og bragt af Ekstra Bladet 17. maj 2021.

[Klager] har endvidere indsendt en udateret korrespondance mellem hende og [Skribenten].

Af denne fremgår blandt andet

”Besked fra [Klager] : ”Hej [Skribenten], Mit navn er [Klager], jeg vil høre, om jeg må kontakte dig, da jeg er i gang med at undersøge, hvordan den israelske ambassade har inviteret danske mediepersoner til skræddersyede programmer og betalte rejser til Israel.

Derudover har jeg fundet en artikel, som beskriver, at i 2010 ønskede Israel at hyre 1000 danske meningsagenter for at forbedre Israels anseelse i Danmark og Europa.

[…] Jeg har læst, at du takkede nej til en af disse betalte rejser.

Vil du have lyst til at tale med mig om din viden?

Jeg er en del af et [Netværket].

De bedste hilsner [Klager].

Svar fra [Skribenten] : Kære [Klager].

Tak for din besked.

Det er rigtigt nok, at jeg takkede nej, hvilket jeg også har skrevet om.

Og det handler om noget meget enkelt for mig.

Nemlig retten til at være fri og uafhængig af nogen interesser eller politiske dagsordener […] Mvh.

[Skribenten]”

[Klager] har herudover indsendt yderligere en besked fra [Skribenten].

Af denne fremgår

”Hej [Klager].

Nu vælger jeg at reagere på dine anklager, fordi der må være en grænse for, hvor langt du vil gå i dit forsøg på at sprede løgne og misinformation.

Jeg er IKKE din datters samfundsfagslærer!

Du bør være klar over, hvem der er din datters samfundsfagslærer, når du prøver at vælger at ramme mig på mit arbejde, hvilket er så lavt, at du må være virkelig desperat efter at finde skyts mod mig, når du selv har valgt at indblande dig i noget, jeg ellers skrev til dig jeg ikke havde nogen kommentarer til.

Seriøst, hold dine børn uden for det her.

Det gør jeg nemlig, så hvis jeg var din datters samfundsfagslærer, havde jeg aldrig ytret et ord om dig, fordi jeg værner om min integritet som lærer.

”

[Klager] har videre indsendt en besked dateret den 8. november 2024.

Af beskeden fremgår

”Kære [Klager].

[Skribenten] har undervist begge klasser / hold på daværende 8. årgang i engelsk og samfundsfag i perioden fra skoleårets start august 2023 til juleferie 2023.

[Person 8] startede på [Navn] Skole på 8. årgang 9. oktober 2023”.

[Klager] har endvidere indsendt et skærmbillede af en Aula-besked, dateret den 14. december 2023, hvor det blandt andet fremgår, at forældrene på 8. årgang er blevet oplyst om, at [Skribenten] [[Skribenten]] er blevet flyttet til timerne på 9. årgang, og at 8. årgang derfor får ny lærer i engelsk, samfundsfag og idræt.

Herudover har [Klager] indsendt skærmbilleder af Facebook-opslag skrevet af [Person 2], [Person 3] og [Person 1], samt en lang række beskeder og kommentarer og reaktioner fra sociale medieplatforme, der omtaler blandt andre [Klager] i negative vendinger.

Berlingske har til Pressenævnet indsendt en skrivelse, hvor [Skribenten] redegør for, at hun ikke har været lærer for [Klager]s datter.

Af skrivelsen fremgår blandt andet

”I april 2024 blev jeg kontaktet af [Klager], som præsenterede sig som en del af [Netværket].

Hun ville spørge mig ind til min viden om, hvorfor jeg havde takket nej til en tur til Israel, betalt af den israelske ambassade.

Jeg svarede [Klager], at jeg havde uddybet min beslutning i en klumme, skrevet for Ekstra Bladet i 2021, og derfor ikke havde yderligere kommentarer.

[…]

Hvorfor er det nødvendigt at nævne min funktion som lærer, i sagen om [Klager]s klage over mit indlæg, bragt i Berlingske d. 12/8-2024?

Fordi jeg af [Klager] anklages for at have tilsidesat mit ansvar som lærer for hendes datter.

Ved at skrive et indlæg om [Netværket]s aktivistiske ageren i form af en whistleblower-ordning, hvor anonyme kan indberette såkaldte meningsagenter, der fremmer Israel venlige holdninger i dagspressen.

Det mærkværdige ved [Klager]s anklage er, at hun i april 2024 ikke nævner én eneste gang i sin skriftlige henvendelse til mig, at hendes datter går på [Navn] Skole, hvor jeg er ansat.

Mit ansættelsesforhold fremgår af min LinkedIn-profil, som er offentlig.

[…]

Fem hverdage efter indlæg i Berlingske var blevet trykt, skrev [Klager] så på sine sociale medier, at jeg tilsidesat mit ansvar som lærer for hendes datter.

Og her bliver det yderligere uforståeligt at forstå [Klager]s motivation er for at inddrage mit virke som lærer.

Hendes datter startede på [Navn] Skole d. 9/10-2023 på daværende 8. årgang.

Det er rigtigt nok, at mit ansættelsesforhold på førnævnte skole startede med at være dansk-, engelsk- og samfundsfagslærer på 8. årgang sidste skoleår, men som følge af lærermangel på daværende 9. årgang og udfordringer med at knytte relationer til elever på 8. årgang, fordi de oplevede min private person støje for deres syn på mig som professionel, blev alle mine lektioner rykket til daværende 9. og 7. årgang fra midten af september 2023 til december 2023.

Fra januar 2024 til d. 30/5-2024, hvor jeg gik på barsel, havde jeg ingen relation til den årgang, hvor [Klager]s datter gik i 8. klasse.

Ej heller får jeg nogen relation til 9. årgang i april 2025, når jeg vender tilbage fra barsel.

Jeg skal sågar være lærer i indskolingen, så der er ingen mulighed for, at [Klager]s datter vil få mig som lærer.

Som lærer har jeg udstrakt ytringsfrihed, men det afstår jeg fra, hvis det sker på bekostning af mine elevers trivsel.

Men faktum er, at [Klager]s datter aldrig har været min elev.

Det kan man spørge lærere på daværende 8. og nuværende 9. årgang om.

Det kan man spørge mit tidligere team, specifikt min tidligere makker, [Person 4] om.

I øvrigt er Danmarks Lærerforening orienteret om sagen, og konsulent [Person 5] kan kontaktes for yderligere afklaring om mit ansættelsesforhold på [Navn] Skole.

”

[Klager] rettede den 13. august 2024 henvendelse til Berlingske, som den 14. august 2024 afviste at hindre tilgængeligheden af kommentaren.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 31. oktober 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende

”Jeg skriver for at indgive en klage over et debatindlæg bragt i Berlingske, hvori mit navn nævnes gentagne gange i forbindelse med ubegrundede og falske anklager om, at jeg skulle have udarbejdet 'jødelister'.

[…]

Dette indlæg har betydelige konsekvenser for mit omdømme og min datters privatliv.

[Skribenten] er også lærer for min datter, og da min datter læste indlægget, skrev hun en sms til mig med beskeden: ‘Det er jo min lærer.

’ Min datter er teenager, og folk er kommet hen til hende og spurgt, om hendes mor laver ‘jødelister.

’ Jeg har med dette indlæg og andre delinger med samme anklager oplevet en systematisk hetz, hvor folk har tagget min chef, min arbejdsplads, og hvor jeg er blevet sammenlignet med Blekingegadebanden og anklaget for at køre Stasi-operationer.

Berlingske har aldrig henvendt sig til mig med [Skribenten]s indlæg, men undskylder sig med at [Skribenten] har ideen fra journalist [Person 1], der også har anklaget mig på sociale medier.

Det er under al kritik for [Skribenten] konstaterer det som en sandhed, når det er de facto løgn og en så alvorlig anklage at det falder under straffeloven, hvis jeg skulle have foretaget mig den handling.

Jeg eller andre fra [Netværket] har på intet tidspunkt ført jødelister, vi har endda været ekstra påpasselige og taget hensyn til det forhold, fordi vi ikke ønsker at bidrage til polariseringen eller antisemitismen.

Vi har været optaget af kritik af medierne og mediedækningen, samt kritik af statsbetalte rejser, hvis formål klart og tydeligt fra invitationerne strider imod pressens pligt til uafhængighed, og alternativt til deklaration.

[…]

Presselogen

Berlingskes chefredaktør deltog i TV2s Presselogen d. 25. august 2024 sammen med [Person 6], debatredaktør ved Dagbladet Information.

Her valgte [Person 6] at konfrontere ham med indlægget og spørge om Berlingske forelagde anklagerne for mig, før de printede artiklen.

Han vælger i studiet at bortforklare med at det ikke har været nødvendigt, da mit navn ikke engang nævnes.

Her får han fortalt af [Person 6], altså en debatredaktør på et andet medie, hvad hans egen avis har bragt - at de har bragt mit navn flere gange i det indlæg.

Indlæggets grove anklager

Jeg betragter det som underordnet, hvorvidt [Skribenten] har fået inspiration fra [Person 1] og at det skal forstås som et citat fra [Person 1], og jeg finder det i øvrigt tankevækkende at man netop smører den af på en journalist, der om nogen har oplevet at være udsat grundet sin jødiske baggrund.

At Berlingske ikke kan tage ansvar for at deres skribent konstaterer at [Person 1]s anklage er sand og videre-spekulere i anklagen, er en kreativ bortforklaring.

Læser man indlægget, bemærker man at [Skribenten] selv anvender ord som “angiveligt”, mens hun i indlægget skriver at initiativet med andre ord kunne hedde “stik en jøde”.

Dernæst begiver hun sig ud i grove fortolkninger og sammenligninger, hvor hun omtaler antisemitiske myter om jøder og at det giver hende dårlige associationer til Holocaust, hvor jøder blev angivet af fremmede.

Hermed citat fra indlægget

“Nu har [Netværket] oprettet en Whistleblowerordning, hvor anonyme kan viderebringe oplysninger om individer, der angiveligt skulle agerer som meningsagenter.

Som B.

T.

- Korrespondent [Person 1] skrev på Facebook, kunne initiativet med andre ord hedde >>stik en jøde<<.

Det er usmageligt overhovedet at udtænke sådan et tiltag, men det er desværre også et udtryk for den gode gamle myte om, at jøder verden over sidder lunt på magten og har kontrol over blandt andet pressen.

Udover at det også giver dårlig associationer til Holocaust, hvor jøder netop blev angivet af Fremmede.

”

Det er for det første en ulovlig og alvorlig anklage at jeg sammen med [Netværket] laver "jødelister".

Det er sandt at vi i [Netværket] lavede en "Whistleblowerordning", som var inspireret af the Intercept og mange andre danske medier [Der er i klagen indsat et link til hjemmesiden theintercept.com, Pressenævnet ] der giver læseren mulighed for at dele information anonymt, om et kontroversielt emne, - desuden har jeg som Journalist gennem 20 år, været vant til at få henvendelser om historier og kilder, der indeholder personlige og følsomme oplysninger.

Det får jeg ofte og jeg er derfor i mit fag som journalist, hvor jeg håndterer kilder og historier af personfølsom karakter, gennem mine mange år i branchen, både med brevkasser og Facebook grupper og de forskellige stillinger jeg har haft som journalist, eksempelvis som dokumentarist på DR, vært på programmet [Program B] – hvor unge fortalte om personfølsomme historier og nu som vært på podcasten "[Program A]", hvor jeg håndtere følsomme oplysninger om “utroskab”.

[Der er i klagen indsat endnu et link til hjemmesiden theintercept.com, Pressenævnet ]

I vores netværk har medlemmerne vidt forskellige baggrunde og hverken [Skribenten] eller andre ved om vi også har medlemmer med jødisk/israelsk baggrund eller hvilke fagligheder vi har.

Vores whistleblower-ordning har været i kontakt med Datatilsynet og rådført sig, og mens jeg ikke har haft adgang til ordningen, har den været varetaget af en IT-ekspert.

Ordningen har intet at gøre med danske jøder, men kun noget at gøre med danske journalisters statsbetalte rejser til Israel, som vi har ønsket at blive klogere på og grave yderligere i.

Der er ikke tale om at [Skribenten] “blot citerer [Person 1]s online løgne om at jeg i følge ham står i spidsen for [Netværket], hvilket jeg i øvrigt ikke gør eller har gjort - tværtimod så er jeg nærmere på sidelinjen og har kun deltaget i artikler om statsbetalte rejser.

Jeg kender ingen af gruppens medlemmer privat, udover [Person 7].

[Skribenten] vælger uden belæg at bruge ordet “stik-en jøde ordning” i indlæggets overskrift og bringe associationer til Holocaust i forbindelse med mit navn og til netværket.

Mit navn bliver nævnt i alt fire gange.

Dette er uden at jeg er blevet forelagt anklagerne af Berlingske og yderligere efterfølgende, nægter Berlingske at fjerne indholdet, til trods for de alvorlige anklager fremføres både i overskriften og i selve indlægget, der både er rystende og dybt uacceptable.

Indlægget indeholder grove og grundløse beskyldninger mod mig personligt.

Konsekvenser

Siden d. 12. august, 2024 hvor indlægget blev bragt, har konsekvenserne været mærkbare og ærligt talt uoverskuelige for mig, professionelt og privat og samt for min familie.

For det første har [Skribenten] været med til at “blåstemple”/ "verificere" og videre sprede en løgn gennem Danmarks mest læste avis.

Ergo er den udokumenterede løgn blevet til en sandhed, der har skadet mit omdømme.

Jeg er journalist og at blive anklaget for at føre jødelister er lig med karaktermord på mine journalistiske pligter, integritet og ansvar, ligesom at det er en strafferetlig anklage.

Mange kollegaer og den brede offentlighed har fået den opfattelse, at jeg laver “jødelister”, eftersom at Berlingske skriver dette som en kendsgerning, både i sit indhold og i sin overskrift.

Og mit navn bliver i indlægget knyttet til “had mod jøder og Holocaust”.

Dermed vil de to ord altid være knyttet til mit navn.

De ord vil for altid skade mit navn, omdømme og have konsekvenser for min karriere.

Det kan føre til en udelukkelse af mediebranchen og kritik af kollegaer og tab af indkomst og mulige ansættelser i min fremtid.

Det har allerede haft store konsekvenser for mig professionelt og privat.

Berlingskes indlæg kan have fatale konsekvenser for mig, i forhold til den nye lov om antisemitisme i EU, som har tilskærpet regler og love om “antisemitisme”.

Jeg kan få indrejseforbud og afvisninger på visum, hvis der er mistanke om antisemitisme.

Når mit navn bliver googlet, kan alle læse anklagen om at jeg fører jødelister, bragt i Danmarks største avis.

Altså vil de fleste få associationer til at “jødehad og Holocaust”.

Det kan også betyde, at hvis jeg rejser, så må EU-lande overvåge mig, det kan føre til juridiske komplikationer for mig i fremtiden og have fatale sociale og professionelle konsekvenser.

Dermed har Berlingske for altid tilsværtet mit navn.

[Person 1]s kommentar om at jeg laver “jødelister” på SoMe, har spredt sig som en steppebrand, efter at [Skribenten] har valgt at skrive om den udokumenterede løgn i sit indlæg.

[Person 1] viser et screenshot online af min Wikipedia, hvortil han peger på min tidligere arbejdspladser.

Hvortil folk i kommentarsporet tagger min nuværende arbejdsplads.

[Person 1] skriver i sit online opslag

Fun Facts: EN af dem der står bag [Netværket] er tidligere DR vært, direkte fra DR til Blekingegadebande/ stasi- operationer for at afsløre (Zinositiske/jødiske) “meningsagenter” sammen med et billede af “Whistleblowerordningen”, som [Netværket] står bag, med teksten: Oversættelse: Stik en jøde”

Hans post bliver liket af 547 personer, delt 33 gange og kommenteret ualmindeligt meget.

Eksempelvis skriver en person i kommentarsporet

Er det den samme [Klager] der er vært på “[Program A]” på Podimo - (tag) [Værten] - ved du det?

.

.

.

jeg er i Chock…

Hvordan kan hun få lov til at være hos (tag) Podimo og så være så jødehadende

Jeg er blevet chikaneret offentligt, og det er ydermere en psykisk belastning at forfatteren til indlægget [Skribenten] også er lærer til min 15-årige datter, som går i 9. klasse i København.

Efter indlægget blev bragt skrev min datter til mig “Mor, for helvede det er min lærer” og at hun den dag og siden indlægget er blevet konfronteret mange gange af sine klassekammerater, som har spurgt om “det er sandt at din mor laver jødelister”.

[Skribenten] er på orlov, men kommer tilbage efter barslen, og skal muligvis have min datter i samfundsfag, det ved vi ikke med sikkerhed, men det har store konsekvenser for min datters trivsel, som står og skal tage 9. klasses eksamen og skal konfronteres både af [Skribenten], [Skribenten]s kollegaer, andre forældre og elever dagligt, fordi hendes lærer har valgt at skrive alvorlige anklager i et indlæg om hendes mor.

I kan læse en del af mail-korrespondancen med skolen i vedhæftet bilag, der viser at [Skribenten] er min datters lærer.

[…]

Forventninger

Jeg ønsker at Berlingske fjerner indlægget helt.

Jeg kan ikke se andre alternativer, i og med at det har og får alvorlige konsekvenser for mig og min familie, mit arbejde og min bevægelsesfrihed.

Jeg ønsker ikke at indlægget rettes med en kommentar, da indholdet er så alvorligt, så groft injurierende og meget skadende for min karriere og mit omdømme.

Jeg håber dog at Berlingske kommer med en undskyldning til mig og [Netværket], hvis navne også kan googles.

De har også oplevet konsekvenser for deres arbejdsliv.

[…]”

[Klager] har som svar på Berlingskes udtalelse anført blandt andet, at

”1.

Faktuelt ukorrekt påstand fra ansvarshavende chefredaktør

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, har anført, at [Skribenten] ikke har undervist min datter.

Dette er faktuelt ukorrekt og kan verificeres som usandt.

Jeg har vedhæftet dokumentation fra min datters skole, som klart viser, at [Skribenten] har været min datters lærer og har undervist hende i både samfundsfag og engelsk.

At Berlingske offentliggør og forsvarer en fejlagtig beskrivelse af lærer-elev-relationen uden at faktatjekke denne oplysning er en klar overtrædelse af de presseetiske krav til præcision og nøjagtighed.

Når en offentlig beskyldning rettes mod mig i forbindelse med en person, der er i en professionel relation til min datter, må det presseetisk forventes, at Berlingske sikrer, at informationen er korrekt, inden den bringes i offentligheden.

2.

Udokumenteret og skadelig anklage om “jødelister”

Berlingske fremfører, at jeg, sammen med [Netværket], skulle føre såkaldte “jødelister”.

Denne anklage er meget alvorlig, men ikke dokumenteret.

Avisen har alene baseret denne påstand på en debat på sociale medier.

Presseetikken foreskriver, at alvorlige og potentielt skadelige beskyldninger mod enkeltpersoner eller organisationer skal baseres på troværdige og verificerbare kilder – ikke på udokumenterede rygter fra sociale medier.

At Berlingske videreformidler en sådan anklage uden dokumentation er uetisk og en overtrædelse af de presseetiske krav til en grundig og retfærdig fremstilling af fakta.

3.

Ugrundet påstand om misbrug af [Skribenten]

Det er ikke korrekt, som [Skribenten] har påstået, at jeg har misbrugt hende.

Vi har citeret hendes debatindlæg “En skamplet på menneskeheden” fra 17. maj 2021, hvilket er fuldt legitimt og almindelig praksis i debat- og journalistisk sammenhæng.

Hun nævner i kronikken, at jeg skulle have kontaktet hende på Facebook.

Dette er korrekt, men det er vigtigt at understrege, at jeg ikke har brugt noget fra denne dialog i [Netværket]s arbejde eller anden offentlig sammenhæng.

Påstanden om misbrug er derfor helt ubegrundet og unødvendigt skadelig for mit omdømme.

[…]

4.

Personlige angreb fra kronikredaktør og Berlingske-skribenter

Berlingskes kronikredaktør, [Person 2], har gentagne gange skrevet opslag og kommentarer […] på sin Facebook-profil, hvor hun beskriver mig som værende “psykologisk behandlingskrævende”.

Hun har tidligere offentliggjort, at jeg “har brændt mine broer”, og at “hele branchen taler om mig”.

Disse personlige angreb fra Berlingskes egen kronikredaktør viser et mønster af ærekrænkelser og chikane, der går langt ud over, hvad der kan forsvares som journalistik.

Endvidere skrev både [Person 2] og [Person 1] den 8. august 2024 inden for en time, at jeg og [Netværket] førte “jødelister”, og at vi udførte “Stasi- operationer”.

De sammenlignede desuden vores netværk med Blekingegadebanden.

[Person 1] skrev blandt andet følgende i et Facebook-opslag: “Fun fact;

en af dem der står bag ‘[Netværket]’ er tidligere DR-vært.

Direkte fra DR til Blekingegadebande/Stasi-operationer for at afsløre (zionistiske/jødiske) ‘meningsagenter’.

” Dette opslag blev efterfølgende hentet ind som inspiration til [Skribenten]s kommentar i Berlingske med overskriften: “Stik en jøde«-ordning bliver kritiseret af [Skribenten]: Det skader palæstinensernes sag.

”

Denne kæde af begivenheder viser, hvordan både Berlingske-skribenter og kronikredaktøren aktivt bidrager til at eskalere en sag med udokumenterede og skadelige beskyldninger.

I Berlingskes kommentar med overskriften “Stik en jøde”-ordning bliver kritiseret af [Skribenten]: Det skader palæstinensernes sag” anvendes udtrykket “Stik en jøde” i overskriften.

Denne formulering er stærkt ladet og kan opfattes som en anklage om antisemitisme.

Brugen af en sådan overskrift uden tilstrækkelig dokumentation og uden at forelægge påstanden for de berørte parter før offentliggørelse er i strid med god presseskik.

Det er afgørende, at medierne udviser ansvarlighed i deres sprogbrug, især når det drejer sig om så alvorlige beskyldninger, for at undgå unødig skade på enkeltpersoners omdømme.

[…]

Denne sag bør vurderes med den højeste grad af alvor.

Når samfundet netop har styrket sin indsats mod antisemitisme, må medierne være særligt varsomme med at bringe sådanne påstande uden solid dokumentation.

Jeg har både offentligt på Facebook og direkte til Berlingske afvist denne påstand, men den vedvarende tilstedeværelse af en så grov anklage kan ikke imødekommes gennem et genmæle alene.

At tilbyde mig et genmæle i stedet for at tage ansvar for at have bragt en grundløs og stigmatiserende udokumenteret påstand viser en påfaldende mangel på presseetisk ansvar fra Berlingskes side.

5.

Mangel på reelt genmæle

Berlingske har hævdet, at jeg har fået tilbudt genmæle.

Dette kan dog ikke afhjælpe den skade, der allerede er sket ved at offentliggøre udokumenterede og faktuelt ukorrekte anklager.

Genmæle kan aldrig erstatte mediets eget ansvar for at sikre, at anklager, der kan skade en persons omdømme, er veldokumenterede, før de offentliggøres.

Her skal der ses 2 klip fra PRESSELOGEN: Hver film fylder ca. 40mb og varer ca. 1 minut.

6.

Presseetisk ansvar i brugen af sociale medier som kilde

Berlingskes valg om at bruge sociale medier som kilde til en anklage om “jødelister” uden grundigt faktatjek er en alvorlig overtrædelse af presseetiske krav til kildekritik og troværdighed.

Sociale medier indeholder ofte uverificerede og subjektive udsagn, og det presseetiske ansvar kræver, at sådanne udsagn verificeres, inden de bringes.

Berlingske burde have udvist større omtanke og forsigtighed ved at afstå fra at offentliggøre sådanne påstande, indtil de kunne verificeres.

Samlet set mener jeg, at Berlingske ved at offentliggøre udokumenterede og faktuelt forkerte oplysninger har tilsidesat sit presseetiske ansvar.

Avisen har ikke kun undladt at faktatjekke alvorlige anklager, men har også gennem egne medarbejdere bidraget til en offentlig smædekampagne mod mig.

Disse handlinger har påført mig og [Netværket] betydelig omdømmeskade på et grundlag, som hverken er sandfærdigt eller tilstrækkeligt dokumenteret.

Berlingske bør fjerne de pågældende artikler og opslag der indeholder de fejlagtige påstande fra deres platforme.

Desuden bør avisen offentliggøre en undskyldning, der erkender fejlene og de skader de har forårsaget.

Berlingske bør ligeledes udgive en artikel der præcisere de faktuelle forhold og tilbageviser de tidligere fremsatte urigtige anklager.

Jeg beder derfor Pressenævnet tage disse kritikpunkter i betragtning og vurdere, om Berlingskes håndtering af sagen lever op til de presseetiske regler.

Pressenævnet har endelig modtaget supplerende bemærkninger fra [Klager] af 10. januar 2025, vedlagt bilag som dokumentation for, hvilke undervisere, hendes datter har haft.

2.2 Berlingskes synspunkter

Berlingske har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende

”Berlingske mener ikke i denne sag på nogen måde at være i konflikt med de presseetiske regler.

Indledningsvis skal det understreges, at Berlingske umiddelbart efter [Klager]s henvendelse til redaktionen, den 14. august 2024, har forsøgt at få [Klager] til at specificere, hvilke konkrete formuleringer i [Skribenten]s tekst, der klages over.

[Klager] er ikke i den anledning vendt tilbage.

Hun er samtidig blevet tilbudt genmæle i form af et indlæg i Berlingske.

Heller ikke dette er hun vendt tilbage på.

Korrespondencen efter Berlingskes publicering af [Skribenten]s tekst er korrekt og fyldestgørende angivet i klagen til Pressenævnet.

Den grundlæggende del af klagen fra [Klager] går på, at Berlingske ved at bringe [Skribenten]s debatindlæg skulle fremkomme med en “ulovlig og alvorlig anklage” om, at [Klager] sammen med [Netværket] laver såkaldte “jødelister”.

Dette er ikke sandt.

[Skribenten] citerer et konkret og offentligt tilgængeligt udsagn fra journalisten [Person 1], som er sat i citationstegn.

Der er desuden linket til dette opslag, så læseren selv kan blive klogere på afsenderen og konteksten.

På det tidspunkt, hvor [Skribenten]s indlæg bringes, er der allerede en offentlig debat om den whistleblowerordning, som [Netværket] har oprettet, hvor man inviteres til at angive såkaldte ‘meningsagenter’ for Israel.

Se f.eks. denne artikel fra Filmmagasinet Ekko [Der er i udtalelsen indsat et link til artiklen ”Whistleblower-ordning vækker forargelse”, bragt af Filmmagasinet Ekko den 8. august 2024, Pressenævnet ]

[Skribenten]s indlæg gengiver i høj grad pointer og synspunkter, der allerede er genstand for offentlig debat.

Den del af indlægget, hvor [Person 1] citeres, er ikke vinklet på [Klager]s person, men på [Netværket] og dets whistleblower-dropbox.

Det formuleres således i indlægget: “Nu har [Netværket] oprettet en whistleblowerordning, hvor anonyme kan videregive oplysninger om individer, der angiveligt skulle agere som meningsagenter.

Som B.

T.

-korrespondent [Person 1] skrev på Facebook, kunne initiativet med andre ord hedde »stik en jøde«”

Hvis nogen sættes i et kritisk lys er det [Netværket], som på sin hjemmeside beskriver sig selv som “en stærk og uafhængig medievagthund,” der “overvåger medierne for at skabe opmærksomhed omkring forudindtagethed og partiskhed.

” På sin Facebookside holder [Netværket] sig ikke tilbage med hensyn til at udpege medier, som de mener, er partiske til fordel for Israel.

Vores synspunkt er, at et offentligt netværk, der er sat i verden for at skabe kritik og debat, må tåle selv at blive genstand for samme.

Den whistleblower-dropbox, som [Skribenten] kommenterer, er fra netværkets side oprettet med direkte henvisning til den debat, netværket selv har igangsat om israelske meningsagenter og journalister, der har været på rejser, betalt af Israel: “Tak for jeres oplysninger om meningsagenter.

Efter flere har foreslået det, stiller vi nu en whistleblower-”dropbox” til rådighed,” står der i et facebookopslag dateret 7. august.

Opslaget må i den sammenhæng forstås som en opfordring til at sende navne på personer, der har tilknytning til Israel.

Dette er i dansk sammenhæng et sjældent set skridt, som må forventes at afføde debat.

[Skribenten]s kritik af [Klager] handler om, hvordan hun med egne ord føler sig “(mis-) brugt af [Netværket] i deres agenda,” som hun skriver i indlægget i Berlingske.

I Ekstra Bladet havde [Skribenten] skrevet om, hvordan hun i 2019 personligt havde takket nej til en invitation fra Israels ambassade om en betalt tur til landet.

Det udsagn blev af [Netværket] brugt til at rette kritik mod andre, som accepterede invitationen, i forbindelse med en kronik bragt i Information.

[Netværket] kontaktede ikke [Skribenten] for at sikre sig, at de udlagde hendes holdninger korrekt.

Det gjorde de ikke, mener [Skribenten], som føler sig “citeret efter forgodtbefindende” og at ”det fremstod tydeligt, at [Klager] & Co.

vinklede mine ord, så det understøttede deres budskab om, at der er israelske meningsagenter i den danske presse.

”

[Klager] må derfor tåle, at der i et debatindlæg rettes kritik tilbage.

Helt grundlæggende må og skal det være inden for rammerne i de vejledende presseetiske regler, at man må tåle modkritik fra andre i debatten, man selv har sat det kritiske søgelys på.

Da indlægget altså skal ses som en kommentar til en allerede igangværende debat, hvor den faktuelle kerne, [Netværket]s whistleblowerordning, allerede er bragt til offentlighedens kendskab, og hvor klager selv har kastet et kritisk lys på forfatteren til indlægget i Berlingske, mener vi klart det er presseetisk forsvarligt at publicere indlægget uden på forhånd at forelægge for [Klager].

Eftersom vi samtidig forgæves har bedt om specifikation af, hvilke konkrete punkter i [Skribenten]s indlæg, [Klager] ønskede at klage over, og derudover tilbød hende genmæle i Berlingske uden at få svar herpå, mener Berlingske i denne sag at have ageret i fuld overensstemmelse med de presseetiske regler.

I klagen til Pressenævnet lægger [Klager] derudover vægt på, at [Skribenten] er hendes datters lærer.

[Skribenten] er ganske rigtigt lærer på skolen, hvor datteren går, men understreger at hun ikke har undervist pigen eller været lærer i hendes klasse.

[Skribenten] har ifølge eget udsagn ikke været vidende om, at [Klager]s datter gik på skolen, før [Klager] selv skrev det offentligt på Facebook, efter at [Skribenten]s indlæg var bragt i Berlingske.

I foråret 2024 har [Klager] i øvrigt selv opsøgt [Skribenten] med henblik på at få hende til at medvirke i den offentlige debat om betalte ture til Israel.

[Klager] har ikke ved den lejlighed nævnt noget om datterens tilknytning til skolen.

Vi vurderer på baggrund af dette, at det ikke har relevans for sagen at inddrage [Skribenten]s ansættelsesforhold i denne klage.

Og da slet ikke i offentligheden eller overfor skolens ledelse.

Vi mener, at hensynet til [Skribenten]s ytringsfrihed bør veje tungt i vurderingen af klagen”

Berlingske har som svar på [Klager]s supplerende bemærkninger anført følgende

”Vi har tidligere gjort gældende, at [Skribenten]s ytringsfrihed bør veje tungt, desuagtet hendes profession som lærer.

Men eftersom [Klager] i klagen lægger stor vægt på [Skribenten]s ansættelsesforhold skal vi hermed understrege og fastholde, at [Skribenten] ikke har været [Klager]s datters lærer.

Den besked fra skolen, som [Klager] påstår er dokumentation for det modsatte, udelader en helt central detalje, nemlig at [Skribenten] før [Klager]s datter begyndte i 8. klasse 9. oktober 2023 var ophørt med at undervise 8. klasse og flyttet til 7. og 9. årgang.

Dette skete i september 2023.

Der er heller ikke udsigt til, at [Skribenten] i fremtiden skal undervise [Klager]s datter.

Vi vedhæfter vidnesbyrd fra [Skribenten] med disse fakta, som kategorisk modsiger denne for [Klager] så afgørende præmis om, at [Skribenten] har været hendes datters lærer.

[Skribenten] har været i kontakt med både tillidsrepræsentanten på skolen og Danmarks Lærerforening, som bekræfter hendes udlægning.

Såfremt Pressenævnet ønsker dokumentation for dette, skal vi gerne forsøge at fremskaffe det.

Af det vedhæftede vidnesbyrd fremgår det, hvordan [Skribenten] har oplevet kontakten til [Klager] forud for sidstnævntes klage til Pressenævnet.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jørgen Steen Sørensen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Pressenævnet bemærker herudover, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

God presseskik

Korrekt information, forelæggelse og kildekritik

[Klager] har klaget over navnlig, at kommentaren indeholder en række ukorrekte oplysninger og beskyldninger mod hende, herunder at hun skulle have misbrugt [Skribenten]s navn, at hun skulle have været med til at oprette ”jødelister”, at hun ikke er blevet forelagt disse beskyldninger, at mediet ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik, og at omtalen har haft store personlige konsekvenser for hende.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger.

Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

1, A.

2, A.

3, A.

4, A.

5 og A.

6.

Det følger videre af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. B.

1.

Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Det er Pressenævnets opfattelse, at et debatindlæg i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at det bør være klart, også for andre end mediets faste læsere, hvilken type artikel der er tale om.

Kommentaren er bragt under bjælken Opinion, og over overskriften af den påklagede kommentar fremgår følgende: ”Dette er en kommentar.

Den udtrykker skribentens holdning.

Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

” Det fremgår herudover over brødteksten, at der er tale om en kommentar.

Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om et debatindlæg.

Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog.

Af kommentaren ” »Stik en jøde«-ordning bliver kritiseret af [Skribenten]: Det skader palæstinensernes sag” fremgår blandt andet

”Jeg har med vilje undladt at forholde mig til tragedien i Mellemøsten, der udspiller sig i kølvandet på Hamas’ angreb på Israel i oktober 2023.

Jeg har sågar undgået at udtale mig om konflikten i private sammenhænge, fordi jeg ikke er i stand til at begribe sorgen, der har ramt ofrene på begge sider.

[…]

Når jeg nu vælger at tilkendegive en holdning, handler det ikke kun om, at den palæstinensiske sag misbruges i et ærinde, der på ingen måde tjener den almene befolkning i Gaza.

Jeg føler også, at mit navn misbruges i en sag, jeg ellers besluttede at tie om.

[…]

”For nogle måneder siden skrev journalisten [Klager] til mig om en invitation, jeg havde modtaget af den israelske ambassade i 2019, hvilket jeg selv havde omtalt i en kommentar i Ekstra Bladet, da jeg dengang skrev for dem.

Mit budskab i mit indlæg [ordet indlæg linker til artiklen ” En skamplet på menneskeheden ”, skrevet af [Skribenten] og af Ekstra Bladet 17. maj 2021, Pressenævnet ] var, såvel som nu, at det er nemt at sidde på tryg og behørig afstand af en intifada og have skarpe holdninger til den ene eller den anden part, men af respekt for begge parters tab af civile liv skal man holde sig for god til at udtale sig om konflikten.

Medmindre man forstår omfanget af dens kompleksitet, er i nærheden af den, og i øvrigt er berørt af den på en anden måde end en SoMe-tilkendegivelse.

Jeg skrev også i mit indlæg, at der ikke er noget, der i denne verden foræres væk, så jeg ville ikke tage imod en tur med alt betalt af den israelske ambassade.

Ligesom jeg heller ikke kan tage imod andre lignende tur, medens andre godt kunne gøre det, hvilket de så selv måtte forsvare og forklare.

Flere år senere bliver mit budskab i indlægget nu (mis-) brugt af [Netværket] i deres agenda.

Med [Klager] i spidsen er der i en kronik [ordet kronik linker til en kronik med overskriften ” Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed ” skrevet af blandt andre [Klager] og bragt af Information den 16. juni 2024, Pressenævnet ] i Information blevet spekuleret i, hvorvidt den israelske ambassade har kunnet påvirke personligheder i den danske medie- og kulturbranche til at have proisraelske holdninger i den offentlige debat, efter de har takket ja til en kulturrejse til Israel.

Det var først, efter at jeg ringede til debatredaktionen på Information og bad dem om at rette i kronikken, at jeg ikke havde udtalt mig til [Netværket], men var blevet citeret efter forgodtbefindende, at det fremstod tydeligt, at [Klager] & Co.

vinklede mine ord, så det understøttede deres budskab om, at der er israelske meningsagenter i den danske presse.

Nu har [Netværket] oprettet en whistleblowerordning, hvor anonyme kan videregive oplysninger om individer, der angiveligt skulle agere som meningsagenter.

Som B.

T.

-korrespondent [Person 1] skrev på Facebook, kunne initiativet med andre ord hedde »stik en jøde«.

”

Der er i kommentaren indsat et udklip fra et opslag på Facebook med [Person 1]s navn og billede i hjørnet.

Af opslaget fremgår: ”Whistleblower-ordning – Tak for jeres oplysninger om meningsagenter.

Efter flere har foreslået det, stiller vi nu en whistleblower-”dropbox” til rådighed hvor man med garanteret anonymitet kan videregive oplysninger om meningsagenter til [Netværket]”

Af kommentaren fremgår videre

”Det er usmageligt overhovedet at udtænke sådan et tiltag, men det er desværre også et udtryk for den gode gamle myte om, at jøder verden over sidder lunt på magten og har kontrol over blandt andet pressen.

Udover at det også giver dårlige associationer til Holocaust, hvor jøder netop blev angivet af fremmede.

Spørgsmålet er, hvem sådanne konspirationsteorier egentlig gavner.

De gavner i hvert fald ikke den palæstinensiske sag.

Fortællingen om, at de er ofre for en sammensværgelse, er ikke kun umyndiggørende, men fraskriver også befolkningen i Gaza det ansvar, som de trods alt må kræve fra Hamas, der holder civilbefolkningen i et jerngreb af elendighed.

Det er konspiratoriske teorier, som [Netværket] også understøtter med spekulationer og en whistleblowerordning, der fodrer fortællingen om, at palæstinenserne på forhånd har tabt og ikke har nogen røst.

Det, der provokerer mig allermest, er, at interessen for den palæstinensiske sag og dens tragedie ofte er styret af et behov for at markere sin position, selv når det ellers er irrelevant.

Gad vide, om civile i Gaza går op i, hvad [Klager] mener om den danske presses framing af nyheder fra Mellemøsten?

Eller om deres fokus handler om at overleve?

Svaret blæser i vinden.

Jeg skrev dengang i Ekstra Bladet, og med fare for at gentage mig selv, at det ville klæde folk herhjemme, der mangler en sag at positionere sig på, at finde noget andet at engagere sig i, fordi det kan føles rigtigt at pudse glorien på sociale medier.

Det sidste, palæstinenserne har brug for, er yderligere unødvendig indblanding – specielt ikke den slags, der fremstiller dem i et værre lys, end Hamas allerede formår at gøre.

[Netværket]s forsøg på at tale palæstinensernes sag er netop udtryk for dette, fordi de agerer infantile og irrationelle.

[…]”

Det er Pressenævnets opfattelse, at [Klager], i kraft af sit virke som blandt andet journalist og deltager i den offentlige debat, er en person, der er kendt i offentligheden.

Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad end privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet.

- beskyldninger om misbrug af [Skribenten]s navn

[Klager] har klaget over, at indlægget indeholder en ugrundet påstand om, at hun og [Netværket] skulle have misbrugt [Skribenten]s navn, og at det ikke er korrekt, at hun står i spidsen for [Netværket].

Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] er medforfatter til kronikken ” Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed ”, bragt i Information den 16. juni 2024, at [Klager], forud for offentliggørelsen af kronikken havde en korrespondance med [Skribenten] om, hvorvidt [Skribenten] havde takket nej til de i kronikken omtalte betalte rejser til Israel, og at [Skribenten] er omtalt i kronikken i Information.

Det er Pressenævnets opfattelse, at oplysningen om, at [Skribenten]s navn er blevet ”misbrugt”, klart fremstår som [Skribenten]s subjektive vurdering og reaktion på den omtalte kronik og på den korrespondance, hun har haft med [Klager] og [Netværket] forud for offentliggørelsen kronikken.

I forhold til klagepunktet om omtalen af, at [Klager] skulle ”stå i spidsen”, finder Pressenævnet, at formuleringen om, at ”Med [Klager] i spidsen er der i en kronik i Information blevet spekuleret i […]”, mest nærliggende kan forstås som en henvisning til, at [Klager] stod i spidsen for den omtalte offentliggjorte kronik, hvilket har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.

Nævnet finder herefter, at Berlingske ikke har tilsidesat god presseskik ved ikke at forelægge kritikken for [Klager] forud for offentliggørelsen.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- omtalen af “Stik en jøde”- ordning

[Klager] har klaget over, at formuleringen i overskriften og i brødteksten er stærkt ladet og kan opfattes som en anklage om antisemitisme, og at hendes navn således kædes sammen med dette uden tilstrækkelig dokumentation, at Berlingske ikke har udvist kildekritik over for kilden til beskyldningerne, og at Berlingske ikke har forelagt beskyldningerne for hende.

Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] er en del af [Netværket], og at [Netværket] blandt andet i et Facebook-opslag, dateret den 7. august 2024, har oplyst følgende: “Tak for jeres oplysninger om meningsagenter.

Efter flere har foreslået det, stiller vi nu en whistleblower-”dropbox” til rådighed, hvor man med garanteret anonymitet kan videregive oplysninger om meningsagenter til [Netværket].

”

Nævnet lægger endvidere til grund, at omtalen af whistleblower-ordningen som ”Stik en jøde-ordning” i overskriften og i brødteksten henviser til et citat fra journalisten [Person 1], hvor han på Facebook har delt opslaget om whistleblower-ordningen med kommentaren: ”Oversættelse: Stik en jøde”, hvor omtalen er ledsaget af et billede af det pågældende opslag.

Det er Pressenævnets opfattelse, at omtalen af whistleblower-ordningen samt omtalen af, hvilke reaktioner den har medført, herunder på de sociale medier med gengivelse af en kommentar fra journalisten [Person 1], ligger inden for mediets redigeringsret.

Nævnet finder endvidere, at Berlingske ved i kommentaren at oplyse læserne om, at der er tale om gengivelser af [Person 1]s kommentar på Facebook, samt i kommentaren at linke til opslaget har gjort det tilstrækkeligt tydeligt for læserne, at der er tale subjektive reaktioner på den omtalte whistleblower-ordning, hvor skribenten – med henvisning til [Person 1]s udtalelser – herefter fremkommer med sin subjektive reaktion og vurdering.

Uanset om udlægningen af whistleblower-ordningen ikke måtte være korrekt, finder nævnet, at vurderingerne i sammenhængen ikke fremstår som beskyldninger af en sådan faktisk karakter rettet mod [Klager]s person, at der i den konkrete situation er tale om udsagn, der burde være forelagt.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at [Klager] har deltaget i debatten om det omtalte emne, og at det påklagede debatindlæg således er en reaktion på dette.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- vedrørende de personlige konsekvenser for [Klager] og hendes datter

[Klager] har klaget over, at indlægget har haft store personlige konsekvenser for hende og hendes datter, herunder også fordi [Skribenten] underviser hendes datter.

Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt [Skribenten] har undervist [Klager]s datter.

Pressenævnet skal i den forbindelse bemærke, at nævnet i forhold til vurderingen af, om god presseskik er tilsidesat, ikke finder anledning til at tage stilling til dette spørgsmål.

Nævnet finder ikke i øvrigt anledning til at kritisere omtalen.

Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Berlingske har afvist at slette den påklagede kommentar, da indholdet har store personlige konsekvenser for hende.

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Kommentaren indeholder kritisk omtale af [Klager] i forhold til hendes deltagelse som journalist i den offentlige debat om Israel og Palæstina-konflikten.

Det er Pressenævnets opfattelse, at kommentaren og den kritiske omtale af [Klager] ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager].

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om oplysninger vedrørende [Klager]s virke som journalist og medlem af [Netværket] og om forhold, som kan anses for at have almen interesse.

Nævnet har også lagt vægt på, at der ikke er udtalt kritik efter reglerne om god presseskik ovenfor.

Nævnet finder således, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for at hindre kommentarens tilgængelighed.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 16. september 2025