Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-01602
Statutory Text (4 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-01602
JydskeVestkysten får kritik for manglende forelæggelse
JydskeVestkysten bragte i januar 2025 to artikler med omtale af en redningsaktion af en række katte, der var blevet efterladt af deres tidligere ejer, efter vedkommende var fraflyttet sin bolig, som i omtalen var gengivet med adresseoplysning.
Den tidligere ejer klagede til Pressenævnet over blandt andet, at omtalen i den første artikel indeholdte krænkende oplysninger, som ikke var forelagt hende.
Pressenævnet kritiserede JydskeVestkysten for den manglende forelæggelse, da JydskeVestkysten ikke havde dokumenteret, at mediet foretog sig tilstrækkeligt for at opnå kontakt til den tidligere ejer inden offentliggørelsen af artiklerne.
En forgæves søgning på Krak kunne således ikke anses for tilstrækkeligt.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ” 23 katte efterladt i tomt hus i flere uger: - Føj, stakkels dyr, siger rystet nabo ” og ” [Person 1] er ufrivillig blevet del i sag om dyremishandling: Jeg ville bare hjælpe ”, bragt af JydskeVestkysten henholdsvis den 21. og 22. januar 2025 på jv.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekt og skadende information, der ikke er efterprøvet tilstrækkeligt.
1 Sagsfremstilling
Påklagede artikler
JydskeVestkysten bragte den 21. januar 2025 artiklen ” 23 katte efterladt i tomt hus i flere uger: - Føj, stakkels dyr, siger rystet nabo ” på jv.dk under bjælken ”[Bynavn 1]”.
Artiklen havde følgende underrubrik
”23 katte blev efterladt, da den tidligere ejer af et hus i [Bynavn 2] flyttede i begyndelsen af januar.
Flere naboer kritiserer nu, at myndighederne ikke handlede hurtigt nok.
”
Der var i artiklen indsat et billede af en kat bag tremmer.
Af billedteksten fremgik: ”Over 20 katte var overladt til sig selv i et hus i [Bynavn 2], efter at den tidligere ejer af huset var fraflyttet i begyndelsen af januar.
Flere bekymrede naboer meldte efterfølgende sagen til politiet.
”
Af artiklen fremgik
”[Bynavn 2]: Bag lukkede vinduer på [Vejnavn 1] i [Bynavn 2] har på det seneste gemt sig hjerteskærende scener.
Det forladte hus har nemlig i flere uger været det eneste tilflugtssted for 23 katte, efterladt til en skæbne uden mad, omsorg eller opsyn.
Og bag låste døre.
”
Der var i artiklen indsat et billede af tre politifolk, der ses iføre sig hvide dragter, foran huset.
Af billedteksten fremgik: ”Flere myndigheder rykkede ud til adressen i [Bynavn 2] mandag, for at tømme huset for katte.
Ifølge politiet er de nu i varetægten på [Bynavn 1] Kattehjem.
”
Af artiklen fremgik videre
”- Det er forkasteligt.
Vi er flere borgere her i [Bynavn 2], der har kontaktet politiet, fortæller en frustreret borger, som ønsker at være anonym.
Uskyldige dyr
En anden nabo, [Person 2], kunne ikke længere bære synet af de forladte katte og tog i weekenden sagen i egen hånd ved at kontakte JydskeVestkysten.
- Kattene blev efterladt i huset af den tidligere ejer, som flyttede i starten af året, efter at ejendommen blev solgt på tvangsauktion sidste år, fortæller hun.
- Det er ikke for at hænge personer ud, men uanset hvad, så skal det ikke gå ud over uskyldige dyr.
Og så håber jeg, at der kan komme mere fokus på dyremishandling, ved at jeg står frem i offentligheden, forklarer hun og påpeger, at flere borgere fra [Bynavn 2] har doneret alt fra kattemad til kattebakker og -grus til de efterladte dyr på [Vejnavn 1].
- Jeg er en af flere her fra [Bynavn 2], som har kontaktet politiet.
Jeg fik bare at vide, at husets beboer måske var ude at rejse.
Vagthavende virkede ligeglad, og det gør mig så rasende, når det drejer sig om harmløse dyr.
Og det gælder sådan set både husets tidligere indehaver, der bare har efterladt dyrene, men også myndighederne.
Hvorfor skal det tage så lang tid, inden de reagerer?
siger hun oprørt.
Hvor er hjælpen?
- Kattene har jo smadret huset indefra i fortvivlelse.
Men det værste er, synes jeg, at myndighederne ikke har været på adressen før nu, for at tilse dyrene, uddyber [Person 2].
”
Der var i artiklen indsat et billede af en person, der ses bære et kattebur med et tæppe henover.
Af billedteksten fremgik: ”Tre af de 23 katte, som har været overladt til sig selv i huset siden starten af januar, måtte mandag tilses af en dyrlæge.
”
Af artiklen fremgik videre
”Flere naboer, som også ønsker anonymitet, fortæller desuden til JydskeVestkysten, at de har kunnet lugte ammoniakken inde fra huset, selv når de stod udenfor.
- Det er helt rigtigt.
Føj, siger jeg bare, og stakkels dyr, tilføjer [Person 2].
Mangler tid
Mandag rykkede Syd- og Sønderjyllands Politi ud til adressen sammen med Fødevarestyrelsen, der er myndighed i sager som disse.
- Jeg kan fortælle, at vi har folk på adressen nu, sagde politikommissær og leder af sagscentret ved politiet i Sønderborg, [Person 3], mandag.
Han bekræfter, at sagen blev anmeldt af en borger fredag den 10. januar og af Dyrenes Beskyttelse den 16. januar.
At der skulle gå over en uge, inden Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede ud til kattehuset i [Bynavn 2], forklarer han uden omsvøb
- For at være helt ærlig, så er det et spørgsmål om prioriteringer mellem de sager, vi får.
Vi vil helst nå det hele på den halve tid, for vi har rigtig travlt.
Men vi får meget hurtigt lavet en aftale om, at der stilles vand og mad til kattene, forklarer [Person 3].
Tre katte blev mandag tilset af en dyrlæge og kunne efterfølgende sammen med de resterende katte sendes videre til [Bynavn 1] Kattehjem.
Avisen har forgæves forsøgt at finde frem til den tidligere beboer af huset på [Adresse] i [Bynavn 2].
”
JydskeVestkysten bragte den 22. januar 2025 artiklen ” [Person 1] er ufrivillig blevet del i sag om dyremishandling: - Jeg ville bare hjælpe ” på jv.dk under bjælken ”[Bynavn 1]”.
Artiklen har følgende underrubrik
”Et hus i [Bynavn 2], solgt på tvangsauktion i juni sidste år og efterladt med 23 katte af den tidligere ejer i januar i år, har skabt røre.
Nu fortæller husets nye ejer sin side af sagen.
”
Der er i artiklen indsat et billede af tre politifolk, der ses iføre sig hvidedragter, foran huset.
Af billedteksten fremgår: ”Mandag rykkede myndighederne ud til huset på [Vejnavn 1] i [Bynavn 2], for at tilse og afhente de 23 katte, der var blevet efterladt.
De er nu installeret på et dyreinternat.
”
Af artiklen fremgår
”[Bynavn 2]: En ejendom i [Bynavn 2] har længe været genstand for debat blandt de lokale.
Huset, der blev solgt på tvangsauktion i juni sidste år, har indtil for nylig været beboet af dets tidligere ejer, der ifølge nuværende ejer [Person 1] i starten af januar måtte flytte efter en fogedudsættelse og efterlod 23 katte i huset.
Hel kattekoloni
Den efterladte kattekoloni fik flere [Bynavn 2]-borgere til at reagere på et Facebook-opslag om at samle mad og andre fornødenheder ind til de efterladte dyr.
En anden borger, [Person 2], henvendte sig desuden direkte til JydskeVestkysten for at rette opmærksomhed på sagen
- Sådan behandler man ikke dyr, uanset hvad, udtalte hun sig til avisen.
Husets nuværende ejer, der bor i [Bynavn 3], købte ejendommen i juni 2024.
Syv måneder senere er han blevet del af en shitstorm i en sag, som han ikke synes, at han bør være del af.
- Jeg købte huset for at sætte det i stand og videresælge det.
Den tidligere ejer forklarede, at hun havde udfordringer med at finde et nyt sted at bo.
For at hjælpe hende aftalte vi, at hun kunne blive boende gratis i tre måneder, fortæller han.
Tre måneder blev til syv, og da hun endelig forlod huset omkring den 10. januar 2025, var det i en langt dårligere stand end forventet, forklarer [Person 1].
- Huset trænger indvendigt til en kærlig hånd og en større opdatering, hvilket ikke lige var meningen.
Det bliver væsentligt dyrere end forventet, men skal nok blive godt, når det står klar til en ny ejer, siger [Person 1].
Dyre lærepenge
[Person 1] begyndte at opkøbe ejendomme under corona, da han mistede sit job.
- Jeg tog springet for at prøve noget nyt og er stadig forholdsvis ny i branchen.
Men jeg kommer aldrig til at hjælpe nogen på den måde igen.
Det har været for dyrt og for utaknemmeligt, slår han fast.
JydskeVestkysten har talt med husets tidligere ejer, der indtil mandag også ejede husets 23 katte, og fremlagt [Person 1]s version af sagen.
- Jeg udtaler mig ikke til avisen, før jeg har talt med min advokat, lød det her.
”
Efter offentliggørelsen
[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, hun havde med JydskeVestkysten via mail efter offentliggørelsen den 24. januar 2025.
[Klager] sendte følgende mails til JydskeVestkysten
”Til [Chefredaktør 1]
Hermed sendes klage over journalist [Journalisten].
Sagen drejer sig om 2 artikler udgivet hhv.
tirsdag den 21/1-25 og onsdag den 22/1-25.
Da den første artikel blev udgivet forsøgte jeg gentagne gange forgæves at få kontakt til [Journalisten] [[Journalisten], Pressenævnet ] da jeg hverken var adviseret om artiklen eller blevet partshørt.
[Journalisten] ringede tilbage tirsdag eftermiddag hvortil at hun sagde at hun ikke kunne finde kontaktoplysninger på mig og derfor bare havde udgivet artiklen.
[Journalisten] var meget ubehagelig med en yderst dømmende tilgang hvor hun ikke stillede spørgsmål men fremkom med dømmende påstande.
[Journalisten] kontaktede mig igen onsdag og fortalte at der ville blive udgivet en artikel mere.
Jeg spurgte hvad formålet var med artiklen anden end at chikanere mig?
Da hun ikke kunne svare på spørgsmålet, oplyste jeg, at jeg ville tale med min advokat inden.
”[Journalisten]: Jeg har talt med ejeren af huset da han har behov for at komme med hans historie.
Mig: Har du beviser?
[Journalisten]: Nej men han virker troværdig
Mig: Har du beviser i form af sms?
[Journalisten]: Nej
[Journalisten]: Du har jo anmeldt hele [Bynavn 2]
Mig: Har jeg det?
[Journalisten]: Ja, det er jo det jeg hører
[Journalisten]: De er jo bange for dig – du truer jo alle
[Journalisten]: Ligesom du truer mig med din advokat
Mig: Jeg optager hele samtalen så vil du lige en gang bekræfte at jeg har truet dig med advokat?
[Journalisten]: Nej det vil jeg ikke
Mig: Jeg har sagt at jeg taler med min advokat i eftermiddag som må vejlede mig til hvad jeg skal gøre
Særligt taget i betragtning at du kører hetz på mig og fremsætter injuriere og kun er ude på at skade mig.
”
Igen var [Journalisten] yderst ubehagelig med en meget dømmende tilgang.
Jeg oplyste hende om, hun ikke stillede objektive spørgsmål men fremkom med påstande som ikke kan besvares.
Jeg kan oplyse, at begge telefonsamtaler er optaget og derfor vil indgå som dokumentation både i forhold til anmeldelse til politi og til Pressenævnet, såfremt chefredaktøren ikke ønsker at reagere på denne klage.
Med venlig hilsen
[Klager]”.
og
”Supplerende kan jeg oplyse, at udover den manglende partshøring har [Journalisten] skrevet den konkrete adresse på ejendommen og et billede.
Dette er lovstridig ligesom det er lovstridig at [Journalisten] i anden artikel skriver med stor overskrift at sagen drejer sig om dyremishandling.
Jeg forventer en tilbagemelding på min klage senest i eftermiddag da den ellers sendes videre.
Med venlig hilsen
[Klager]”.
[Chefredaktør 1] svarede følgende
”Kære [Klager]
Tak for din henvendelse.
Jeg har drøftet sagen med redaktionen i [Bynavn 1].
Det er en fejl, at vi har skrevet adressen – og det er rettet nu.
Det beklager jeg.
Vi har på intet tidspunkt skrevet dit navn, da vi ikke har fået din version – og derfor holder sig anonym.
Men vi vil naturligvis gerne høre din side af sagen og interviewe dig.
Det er naturligvis op til dig, om du har lyst.
Men det var årsagen til, at [Journalisten] kontaktede dig.
Dbh [Chefredaktør 1]
[…]”.
Herefter svarede [Klager] følgende
”Nu er skaden jo sket og det undres årsagen til at adressen ikke blev slettet da jeg påtalte dette overfor [Journalisten] i tirsdags, som i øvrigt mente at det var fuldt lovligt at skrive adressen.
Skal dit svar på min klage forstås således at du ikke ønsker at tage stilling til følgende
[Journalisten] har gjort det meget tydeligt ikke at være interesseret i at høre historien fra min side jf. at hun ikke stiller objektive spørgsmål men fremkommer med dømmende påstande som hun forventer svar på.
Så nej, det kommer i ikke til at tjene penge på!
Sandheden kommer frem på andre måder
Med venlig hilsen
[Klager]”.
[Chefredaktør 1] svarede følgende
”Kære [Klager]
Vi har ikke skrevet dit navn – og derfor er der intet ulovligt.
Jeg synes ærligt talt, at du virker en kende aggressiv.
Vi vil meget gerne bringe din version af sagen.
Du siger bare til.
Hav en dejlig weekend.
De bedste hilsner
[Chefredaktør 1]”.
[Klager] svarede herefter følgende
”Tak for dit svar som opfattes som om du ikke vil forhold dig til klagepunkterne vedr.
din medarbejder.
Vil du redegøre hvorfor du mener jeg virker aggressiv?
Blot så vi kan få den sidste beskyldning med i sagen.
Med venlig hilsen
[Klager]”.
Herefter svarede [Chefredaktør 1] følgende
”Kære [Klager]
Tilbuddet om et interview står ved magt.
Og det samme gør min forsikring om, at vi ikke nævner dit navn, med mindre du står frem.
Jeg kommer ikke til at svare yderligere.
Hav en dejlig weekend.
De bedste hilsner
[Chefredaktør 1]”.
[Klager] svarede følgende
”Tak for din tid.
Nu kan sagen sendes videre.
God weekend.
Med venlig hilsen
[Klager]”.
Efter offentliggørelsen opdaterede JydskeVestkysten den 24. og 26. januar 2025 artiklen ” 23 katte efterladt i tomt hus i flere uger: - Føj, stakkels dyr, siger rystet nabo ”, således at vejnavnet [Vejnavn 1] og adressen [Adresse] blev fjernet fra artiklen.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 3. februar 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information, forelæggelse, svar i sammenhæng, overskrifters dækning og privatlivets fred
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”1. artikel
- blev udgivet uden at høre mig og give mig mulighed for at fremkomme med kommentarer
- jeg forsøgte dagen igennem at få kontakt til journalist [Journalisten] [[Journalisten], Pressenævnet ] hvor hun ringede tilbage sent tirsdag den 21/1-23.
[Journalisten] var fra første sekund meget ubehagelig med en meget dømmende tilgang.
Jeg oplyste, at jeg havde talt med politiet som informerede om, at hun ikke måtte skrive adressen.
Det mente hun dog godt at hun måtte.
Adressen blev først slettet da jeg klagede til chefredaktøren.
- overskrift: 23 katte efterladt i tomt hus i flere uger…
Denne overskrift er bevidst vildledende fra [Journalisten], da hun udmærket vidste at dette er var tilfældet.
- journalist [Journalisten] skriver i artiklen den fulde adresse.
[Journalisten] nægtede at slette dette i artiklen og blev først slettet jf. min klage til chefredaktøren.
2. artikel
- jeg modtog en besked fra journalist [Journalisten] onsdag den 22/1-23 hvor jeg ringede til hende.
Igen mødte jeg en direkte uforskammet [Journalisten] som fortalte, at hun ville skrive en artikel mere.
På baggrund af hendes meget ubehagelig og dømmende tilgang ønskede jeg ikke at udtale mig jf. klage sendt til chefredaktøren.
- overskrift: [Person 1] er ufrivilligt blevet en del i sag om dyremishandling….
Denne overskrift er igen direkte vildledende da [Journalisten] udmærket vidste at sagen ikke drejede sig om dyremishandling.
Overskriften er således direkte usand og igen er falske beskyldninger rettet mod mig.
Disse 2 artikler er opbygget og udgivet på løgne og injurier og har kun til formål at skade mig som person.
Jeg vil anmode Pressenævnet om, at tage stilling til min klage om hvorvidt JV har overholdt god presseskik.
- artiklernes overskrift og indhold
- journalistens handlemåde ved ikke
- at have partshørt mig inden udgivelse af 1. artikel
- fremkomme med dømmende påstande og beskyldninger i stedet for objektive spørgsmål
- fremskaffet og udgivet usande oplysninger
- skrevet den konkrete adresse i 1. artikel
- beskyldninger om at jeg er truende jf. telefonsamtale
Derudover mener jeg at kunne dokumentere at JV ukritisk har udgivet disse 2 artikler mhp retlig interesse.
- [Bynavn 2] er en lille by hvor lokalsamfundet hvor alle ved hvem jeg er.
Jeg er blevet både direkte og indirekte nævnt i kommentarsporene på JV FB side.
- hele det sønderjyske område er blevet påvirket og [Journalisten] ukritiske udgivelser af disse 2 artikler.
Jeg kan oplyse, at disse 2 artikler har været låste hvilket betyder at folk skulle betale for at læse de 2 artikler.
Taget overskrifterne i betragtning har JV bevidst valgt dette med henblik på økonomisk gevinst.
Slutteligt vil jeg skrive, at disse 2 artikler har ødelagt mit liv.
Jeg er offer for falske beskyldninger og justitsmord.
Hvordan i alverden kan et medie i den grad får lov til at ødelægge menneskers liv?
Jeg ved at andre er udsat for det samme i [Bynavn 1] afd.
hvor der fra JV køres direkte personlig hetz på mennesker.
[…]”
[Klager] har som svar på JydskeVestkystens udtalelse om mediets overholdelse af punkt A.
1 i retningslinjer for god presseskik anført blandt andet, at
”- JV har alene overholdt ”hurtig information” vel at mærke uden høring.
- JV har ikke overholdt bestemmelserne om at de skal sikre sig at informationer er korrekte.
JV’s begrundelse er baseret ud fra 2 naboer – hvilket ikke er korrekt.
Jf. artiklen er det [Person 2] som har kontaktede JV.
[Person 2] bor ikke på [Vejnavn 1] men [Vejnavn 2] som er i den anden ende af byen.
Den anden er en nabo som lige nøjagtig ved at kattene ikke er blevet efterladt og mishandlet.
[Klager] har som svar på JydskeVestkystens udtalelse om mediets overholdelse af punkt A.
3 i retningslinjer for god presseskik anført blandt andet
”- Under telefonsamtalen den 21/1-25 tilkendegav [Journalisten] at hun det eneste havde søgt på Krak.
- Jeg havde ikke flyttet adresse på det tidspunkt så jeg havde været registreret med kontaktoplysninger.
Derudover kunne hun have søgt i deres register over betalende abonnenter, kontaktet politi, sociale medier og ikke mindst naboer for kontaktoplysninger.
- Dermed mener jeg ikke, at journalist [Journalisten] har været ihærdig med at finde kontaktoplysninger på mig for dermed at give mig mulighed for at kommentere sagen.
- [Chefredaktør 2] tilkendegiver, at sagen er af sådan en karakter at denne skulle have været forelagt mig med mulighed for at komme med min version af sagen.
Netop dette giver anledning til, at JV skulle have ventet et par dage med udgivelsen og i virkeligheden havde forsøgt at komme i kontakt med mig.
”Det lykkedes først dagen efter, da journalisten fik klagerens telefonnummer da klageren kontaktede journalisten.
Her ringede journalisten tilbage til klageren, og sendte en sms i forbindelse med den opfølgende artikel ”[Person 1] er ufrivillig blevet del i sag om dyremishandling: - Jeg ville bare hjælpe”.
JydskeVestkysten har tilbudt klageren mulighed for at udtale sig alle de gange, vi har talt eller skrevet med hende […]”
- dette er ikke korrekt.
Ved udgivelsen af 1. artikel tirsdag den 21/1-25 forsøgt jeg forgæves hele dagen at få kontakt til journalist [Journalisten].
Hun ringede tilbage sent på eftermiddagen samme dag jf. klagen hvor hun smækkede røret på.
- dagen efter onsdag den 22/1-23 modtog jeg en sms fra [Journalisten] hvor jeg ringede til hende jf. klagen da jeg ikke vidste hvad det drejede sig om.
På baggrund af [Journalisten]s dømmende tilgange ønskede jeg ikke at udtale mig.
[Chefredaktør 1] har tilbudt at skrive en artikel med min version.
Dette ønsker jeg ikke med begrundelsen jf. klagen.
Sandheden kommer ud på andre måder end igennem JV.
Jeg har altså talt med journalisten 2 gange og skrevet 1 klage til chefredaktøren [Chefredaktør 1] jf. klagen.
”
[Klager] har afsluttende anført blandt andet, at
”Endvidere de to overskrifter og indholdet som er meget grove injurierende beskyldninger som også for Pressen er direkte ulovligt at fremsætte og udbrede injurierende eller ærekrænkende udsagn om andre.
Pressen har dog en skærpet pligt idet de skal fremstå som værende troværdige.
”
2.2 JydskeVestkystens synspunkter
Korrekt information, forelæggelse, svar i sammenhæng, overskrifters dækning og privatlivets fred
JydskeVestkysten har i udtalelsen til Pressenævnet anført følgende
”Overskriften og indholdet i den første af de påklagede artikler, ”23 katte efterladt i tomt hus i flere uger: - Føj, stakkels dyr, siger rystet nabo”, er baseret på to naboers udtalelser, som henvendte sig til redaktionen efter at have kontaktet politiet og andre myndigheder, uden at de havde reageret.
Politiet bekræfter i artiklen, at de har modtaget en anmeldelse og er på adressen sammen med Fødevarestyrelsen, da journalisten taler med en politikommissær.
Hermed mener vi, at vi fuldt ud lever op til bestemmelsen i A1 i Retningslinjer for God Presseskik om at bringe ”korrekt og hurtig information”.
Oplysningerne i artiklen og naboens udtalelser er af en sådan karakter, at de kræver forelæggelse for klager.
Klageren var flyttet fra adressen, da vi skrev artiklen, og vi havde ikke oplysninger om hendes nye adresse.
Journalisten prøvede ihærdigt at finde frem til klageren, blandt andet vis søgninger på Krak.
Det lykkedes ikke, og grundet artiklens aktuelle karakter med politi til stede på adressen valgte vi at publicere med oplysninger om, at vi havde forsøgt at finde frem til klager.
Det lykkedes først dagen efter, at journalisten fik klagerens telefonnummer, da klageren kontaktede journalisten.
Her ringede journalisten tilbage til klageren og sendte en sms i forbindelse med den opfølgende artikel, ”[Person 1] er ufrivillig blevet del i sag om dyremishandling: - Jeg ville bare hjælpe”.
JydskeVestkysten har tilbudt klageren muligheden for at udtale sig alle de gange, vi har talt eller skrevet med hende, og vi mener derfor ikke, at vi har handlet i strid med bestemmelsen i A.
3 om forelæggelse.
Vi kan forstå, at klageren i kommunikationen med journalisten har haft en oplevelse af at være udsat for overfusning og beskyldninger, når journalisten har stillet spørgsmål til klageren.
Vi skal derfor understrege, at intentionen alene har været at give klageren mulighed for at give sin version af forløbet.
Når politi og anklagemyndighed iklædt hvide dragter har været på en adresse og båret katte ud til bilerne, er det som udgangspunkt en offentlig begivenhed, fordi naboer og andre har registreret begivenheden.
Så vi mener, der er offentlig interesse i at fortælle, hvad der er foregået også på en konkret adresse.
Alligevel valgte vi efter henvendelse fra klager at vise hende det hensyn at fjerne hendes adresse fra den første artikel.
Beklageligvis blev oplysningen ikke fjernet i en billedtekst.
Det skete først to dage senere, da vi blev bekendt med det.
Det beklager vi, men betragter det som sagt ikke som brud på god presseskik at have bragt oplysningen.
[…]”
JydskeVestkysten har til klagers bemærkninger om mediets overholdelse af punkt A.
1 i retningslinjer for god presseskik anført blandt andet, at
”[…] politiet i artiklen bekræfter, at sagen er anmeldt af en borger samt Dyrenes Beskyttelse.
Det er sket den 10. januar, og politikommissær og leder af sagscentret ved politiet i Sønderborg, [Person 3] siger i artiklen, at de har lavet en aftale om at stille vand og mad til kattene, indtil politiet og Fødevarestyrelsen får tid til at tage ud til huset og få kattene ud.
Det sker den 20. januar.
Dermed bekræfter politiet, at kattene har været efterladt i huset i mindst 10 dage.
Der medvirker to personer i artiklen, som er vidner til det, der er foregået.
De bliver i artiklen kaldt naboer.
Det er imidlertid ikke dem, vi begrunder korrektheden af vores informationer på.
Det er politiet, der bekræfter korrektheden.
”
JydskeVestkysten har til klagers bemærkninger om mediets overholdelse af punkt A.
3 i retningslinjer for god presseskik anført blandt andet, at
”Vi er uenige i, at journalisten ikke har været ihærdig nok i forsøget på at finde kontaktoplysninger på [Klager].
Journalisten har ad flere kanaler prøvet at finde [Klager], men vi kan ikke søge i JV’s register over betalende abonnenter, da vi som journalister ikke har adgang til den database, som er omfanget af GDPR-lovgivningen.
Vi kan heller ikke få oplysningerne ved politiet, som [Klager] skriver, da de ikke må udlevere sådanne personoplysninger.
Vi beklager, at det tirsdag den 21. januar var svært at få fat på journalisten, men noterer os, at det trods alt lykkedes.
[…]
Det er korrekt, at vi i første svar tilkendegiver, at sagen er af sådan en karakter, at denne som udgangspunkt skulle have været forelagt [Klager].
Vi understreger imidlertid, at sagen var af aktuel karakter, når der er politi og fødevaremyndigheder synlige på adressen, og at det som udgangspunkt derfor er en offentlig begivenhed og i offentlighedens interesse at fortælle, hvad der er foregået.
[…]”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Korrekt information og overskrifters dækning
- Artiklen ”23 katte efterladt i tomt hus i flere uger: - Føj, stakkels dyr, siger rystet nabo”
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, og at overskriftens formulering ”23 katte efterladt i tomt hus i flere uger” er vildledende og krænkende.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
1, A.
3, A.
4 og A.
6.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Artiklen havde følgende underrubrik
”23 katte blev efterladt, da den tidligere ejer af et hus i [Bynavn 2] flyttede i begyndelsen af januar.
Flere naboer kritiserer nu, at myndighederne ikke handlede hurtigt nok.
”
Der var i artiklen indsat et billede af en kat bag tremmer.
Af billedteksten fremgik: ”Over 20 katte var overladt til sig selv i et hus i [Bynavn 2], efter at den tidligere ejer af huset var fraflyttet i begyndelsen af januar.
Flere bekymrede naboer meldte efterfølgende sagen til politiet.
”
Af artiklen fremgik
”[Bynavn 2]: Bag lukkede vinduer på [Vejnavn 1] i [Bynavn 2] har på det seneste gemt sig hjerteskærende scener.
Det forladte hus har nemlig i flere uger været det eneste tilflugtssted for 23 katte, efterladt til en skæbne uden mad, omsorg eller opsyn.
Og bag låste døre.
”
Der var i artiklen indsat et billede af tre politifolk, der ses iføre sig hvide dragter, foran huset.
Af billedteksten fremgik: ”Flere myndigheder rykkede ud til adressen i [Bynavn 2] mandag, for at tømme huset for katte.
Ifølge politiet er de nu i varetægten på [Bynavn 1] Kattehjem.
”
Af artiklen fremgik videre
”- Det er forkasteligt.
Vi er flere borgere her i [Bynavn 2], der har kontaktet politiet, fortæller en frustreret borger, som ønsker at være anonym.
Uskyldige dyr
En anden nabo, [Person 2], kunne ikke længere bære synet af de forladte katte og tog i weekenden sagen i egen hånd ved at kontakte JydskeVestkysten.
- Kattene blev efterladt i huset af den tidligere ejer, som flyttede i starten af året, efter at ejendommen blev solgt på tvangsauktion sidste år, fortæller hun.
- Det er ikke for at hænge personer ud, men uanset hvad, så skal det ikke gå ud over uskyldige dyr.
Og så håber jeg, at der kan komme mere fokus på dyremishandling, ved at jeg står frem i offentligheden, forklarer hun og påpeger, at flere borgere fra [Bynavn 2] har doneret alt fra kattemad til kattebakker og -grus til de efterladte dyr på [Vejnavn 1].
- Jeg er en af flere her fra [Bynavn 2], som har kontaktet politiet.
Jeg fik bare at vide, at husets beboer måske var ude at rejse.
Vagthavende virkede ligeglad, og det gør mig så rasende, når det drejer sig om harmløse dyr.
Og det gælder sådan set både husets tidligere indehaver, der bare har efterladt dyrene, men også myndighederne.
Hvorfor skal det tage så lang tid, inden de reagerer?
siger hun oprørt.
Hvor er hjælpen?
- Kattene har jo smadret huset indefra i fortvivlelse.
Men det værste er, synes jeg, at myndighederne ikke har været på adressen før nu, for at tilse dyrene, uddyber [Person 2].
”
Der var i artiklen indsat et billede af en person, der ses bære et kattebur med et tæppe henover.
Af billedteksten fremgik: ”Tre af de 23 katte, som har været overladt til sig selv i huset siden starten af januar, måtte mandag tilses af en dyrlæge.
”
Af artiklen fremgik videre
”Flere naboer, som også ønsker anonymitet, fortæller desuden til JydskeVestkysten, at de har kunnet lugte ammoniakken inde fra huset, selv når de stod udenfor.
- Det er helt rigtigt.
Føj, siger jeg bare, og stakkels dyr, tilføjer [Person 2].
Mangler tid
Mandag rykkede Syd- og Sønderjyllands Politi ud til adressen sammen med Fødevarestyrelsen, der er myndighed i sager som disse.
- Jeg kan fortælle, at vi har folk på adressen nu, sagde politikommissær og leder af sagscentret ved politiet i Sønderborg, [Person 3], mandag.
Han bekræfter, at sagen blev anmeldt af en borger fredag den 10. januar og af Dyrenes Beskyttelse den 16. januar.
At der skulle gå over en uge, inden Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede ud til kattehuset i [Bynavn 2], forklarer han uden omsvøb
- For at være helt ærlig, så er det et spørgsmål om prioriteringer mellem de sager, vi får.
Vi vil helst nå det hele på den halve tid, for vi har rigtig travlt.
Men vi får meget hurtigt lavet en aftale om, at der stilles vand og mad til kattene, forklarer [Person 3].
Tre katte blev mandag tilset af en dyrlæge og kunne efterfølgende sammen med de resterende katte sendes videre til [Bynavn 1] Kattehjem.
Avisen har forgæves forsøgt at finde frem til den tidligere beboer af huset på [Adresse] i [Bynavn 2].
”
Som sagen er oplyst for Pressenævnet, lægger nævnet til grund, at [Klager] fraflyttede det omtalte hus i starten af januar 2025, og at Syd- og Sønderjyllands Politi og Fødevarestyrelsen tog ud til huset efter anmeldelser fra en borger og Dyrenes Beskyttelse henholdsvis den 10. og 16. januar 2025.
Det er Pressenævnets vurdering, at omtalen af de efterladte katte fremstår som lokale borgeres subjektive oplevelser og vurderinger af kattenes forhold og myndighedernes håndtering af disse, som har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.
Nævnet finder endvidere, at overskriftens formulering ”23 katte efterladt i tomt hus i flere uger” er JydskeVestkystens sammenfatning af de faktiske forhold og kildernes udtalelser herom.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det er ubestridt, at der er indgivet anmeldelse om kattene, og at Syd- og Sønderjyllands Politi har beklaget den sene sagsbehandlingstid.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- Artiklen ”[Person 1] er ufrivillig blevet del i sag om dyremishandling: - Jeg ville bare hjælpe”
[Klager] har klaget over, at artiklens overskrift og indhold er ukorrekt og krænkende.
Artiklen har følgende underrubrik
”Et hus i [Bynavn 2], solgt på tvangsauktion i juni sidste år og efterladt med 23 katte af den tidligere ejer i januar i år, har skabt røre.
Nu fortæller husets nye ejer sin side af sagen.
”
Der er i artiklen indsat et billede af tre politifolk, der ses iføre sig hvidedragter, foran huset.
Af billedteksten fremgår: ”Mandag rykkede myndighederne ud til huset på [Vejnavn 1] i [Bynavn 2], for at tilse og afhente de 23 katte, der var blevet efterladt.
De er nu installeret på et dyreinternat.
”
Af artiklen fremgår
”[Bynavn 2]: En ejendom i [Bynavn 2] har længe været genstand for debat blandt de lokale.
Huset, der blev solgt på tvangsauktion i juni sidste år, har indtil for nylig været beboet af dets tidligere ejer, der ifølge nuværende ejer [Person 1] i starten af januar måtte flytte efter en fogedudsættelse og efterlod 23 katte i huset.
Hel kattekoloni
Den efterladte kattekoloni fik flere [Bynavn 2]-borgere til at reagere på et Facebook-opslag om at samle mad og andre fornødenheder ind til de efterladte dyr.
En anden borger, [Person 2], henvendte sig desuden direkte til JydskeVestkysten for at rette opmærksomhed på sagen
- Sådan behandler man ikke dyr, uanset hvad, udtalte hun sig til avisen.
Husets nuværende ejer, der bor i [Bynavn 3], købte ejendommen i juni 2024.
Syv måneder senere er han blevet del af en shitstorm i en sag, som han ikke synes, at han bør være del af.
- Jeg købte huset for at sætte det i stand og videresælge det.
Den tidligere ejer forklarede, at hun havde udfordringer med at finde et nyt sted at bo.
For at hjælpe hende aftalte vi, at hun kunne blive boende gratis i tre måneder, fortæller han.
Tre måneder blev til syv, og da hun endelig forlod huset omkring den 10. januar 2025, var det i en langt dårligere stand end forventet, forklarer [Person 1].
- Huset trænger indvendigt til en kærlig hånd og en større opdatering, hvilket ikke lige var meningen.
Det bliver væsentligt dyrere end forventet, men skal nok blive godt, når det står klar til en ny ejer, siger [Person 1].
Dyre lærepenge
[Person 1] begyndte at opkøbe ejendomme under corona, da han mistede sit job.
- Jeg tog springet for at prøve noget nyt og er stadig forholdsvis ny i branchen.
Men jeg kommer aldrig til at hjælpe nogen på den måde igen.
Det har været for dyrt og for utaknemmeligt, slår han fast.
JydskeVestkysten har talt med husets tidligere ejer, der indtil mandag også ejede husets 23 katte, og fremlagt [Person 1]s version af sagen.
- Jeg udtaler mig ikke til avisen, før jeg har talt med min advokat, lød det her.
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Person 1] i juni 2024 købte det omtalte hus på tvangsauktion, og at [Klager] fraflyttede huset i starten af januar 2025 efter udsættelse ved fogedforretning.
Nævnet lægger endvidere til grund, at Syd- og Sønderjyllands Politi og Fødevarestyrelsen fandt 23 katte i huset efter [Klager]s fraflytning.
Pressenævnet finder herefter, at omtalen af [Klager] og beskrivelserne af huset og de efterladte katte fremstår som [Person 1]s og [Person 2]s subjektive oplevelser og vurderinger heraf, som har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.
Nævnet finder videre, at overskriftens formulering ”[Person 1] blev ufrivilligt del i sag om dyremishandling” fremstår som JydskeVestkysten sammenfatning af [Person 1]s og [Person 2]s udtalelser samt de faktiske forhold, som er nærmere beskrevet i artiklens brødtekst.
Nævnet har lagt vægt på, at det er ubestridt, at der er indgivet anmeldelse om kattene.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Forelæggelse
[Klager] har klaget over, at artiklen ” 23 katte efterladt i tomt hus i flere uger: - Føj, stakkels dyr, siger rystet nabo ” indeholder krænkende oplysninger, der ikke er forelagt hende, således at hun havde mulighed for at komme med en kommentar.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A.
3 og A.
5.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] er omtalt som ”den tidligere ejer” i artiklen.
Nævnet lægger endvidere til grund, at det omtalte hus er beliggende på adressen [Adresse] i [Bynavn 2] i [Stationsby],og at der er indsat et billede af huset i artiklen.
Pressenævnet finder i den forbindelse, at artiklens oplysninger og naboernes udtalelser kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager].
Oplysningen burde derfor have været forelagt [Klager] forud for offentliggørelsen, således at hun havde haft mulighed for at kommentere oplysningerne i sammenhæng med, at de blev fremsat.
JydskeVestkysten har over for Pressenævnet oplyst, at mediet har gjort, hvad de kunne for at kontakte [Klager] forud for artiklens offentliggørelse, men at dette ikke har været muligt, da [Klager]s kontaktoplysninger blandt andet ikke fremgår af Krak.
Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører.
Det er endvidere nævnets opfattelse, at et tilbud om interview ikke kan sidestilles med en forelæggelse af skadelige, krænkende eller agtelsesforringende oplysninger.
Det er ubestridt, at JydskeVestkysten ikke forud for artiklens offentliggørelse den 21. januar 2025 rettede henvendelse til [Klager] med henblik på at forelægge dem oplysningerne, og at [Klager] selv rettede henvendelse til JydskeVestkysten telefonisk og via mail i perioden fra den 21.til den 24. januar 2025 med hendes indsigelser om omtalen, hvorefter JydskeVestkysten den 24. og 16. januar 2025 fjernede adresseoplysningerne fra artiklen.
Pressenævnet finder, at JydskeVestkysten var forpligtet til at foretage betydelige bestræbelser på at forelægge de krænkende og skadelige beskyldninger for [Klager], ikke mindst da mediet har offentliggjort hendes tidligere adresse.
Nævnet finder, at JydskeVestkysten ikke har dokumenteret, at mediet foretog sig tilstrækkeligt for at opnå kontakt til [Klager] inden offentliggørelsen af artiklen.
JydskeVestkystens søgning på Krak kan således ikke anses for et tilstrækkeligt forsøg på at indhente [Klager]s kommentar til beskyldningerne.
Nævnet finder, at JydskeVestkysten i en sådan situation på anden vis burde have forelagt oplysningerne for [Klager], for eksempel ved at rette henvendelse til husets nye ejer eller de omkringboende naboer.
Beskyldningerne kom derfor til at fremstå uimodsagt, og [Klager] fik ikke mulighed for at forsvare sig mod angrebet.
De forhold, at det fremgår af artiklen, at JydskeVestkysten forgæves har forsøgt at finde frem til den tidligere beboer af huset, og at JydskeVestkysten efter offentliggørelsen har fjernet adresseoplysningerne fra artiklen, kan ikke føre til en anden vurdering.
Nævnet udtaler kritik for manglende forelæggelse.
Privatlivets fred
[Klager] har klaget over, at hendes tidligere adresse, [Adresse], fremgik af artiklen ” 23 katte efterladt i tomt hus i flere uger: - Føj, stakkels dyr, siger rystet nabo ”.
Artiklen indeholder kritisk omtale af [Klager], herunder at hun har efterladt en række katte på hendes tidligere adresse i flere uger.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
Privatlivets fred må ikke krænkes, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet finder, at omtale af politiets redningsaktioner af dyr er i offentlighedens interesse, og at det derfor var berettiget at omtale redningsaktionen af de pågældende katte.
Nævnet bemærker, at [Klager] ikke er nævnt ved navn og dermed ikke fremstår identificerbar for en bredere kreds, medmindre man på forhånd har kendskab til, at hun er den tidligere ejer af det omtalte hus.
Nævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere [JydskeVestkysten]for at gengive [Klager]s tidligere adresse.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Nævnet bemærker, at JydskeVestkysten efter henvendelse fra [Klager] fjernede adressen fra artiklen.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af JydskeVestkysten at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer JydskeVestkysten
[underrubrik]
JydskeVestkysten får kritik for manglende forelæggelse
[tekst]
”JydskeVestkysten bragte i januar 2025 to artikler med omtale af en redningsaktion af en række katte, der var blevet efterladt af deres tidligere ejer, efter vedkommende var fraflyttet sin bolig.
Den tidligere ejer klagede til Pressenævnet over blandt andet, at omtalen i den første artikel indeholdt krænkende oplysninger, som ikke var forelagt hende, således at hun havde mulighed for at komme med en kommentar.
Pressenævnet udtalte kritik af JydskeVestkysten for manglende forelæggelse.
Offentliggørelse i den digitale udgave
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i den øverste kategori i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Afgjort den 19. august 2025
-
[Journalisten]s aggressive måde at føre journalistik på ved at fremkomme med dømmende påstande?
-
Ved at udgive en artikel uden partshøring?
-
Beskyldninger om trusler