Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - ej medhold

J.nr. 23-69458

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med Aspergers syndrom, ADHD, angst og OCD, klagede over et hospital (indklagede).

Kvinden mente, at hospitalet havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at hospitalet den 12. marts 2023 afviste hende adgang til skadestuen.

Kvinden bevilliget en psykiatrisk servicehund som hjælpemiddel efter servicelovens § 112 af sin bopælskommune.

På den baggrund vurderede nævnet, at kvinden havde godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

På baggrund af sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at kvinden blev afvist adgang til skadestuen, idet hun ikke havde været i kontakt med en vagtlæge forud for sin ankomst til skadestuen.

Kvinden blev herefter oplyst, at det ikke var muligt at medbringe kvindens servicehund uden forudgående aftale og alene i særlige tilfælde.

På det foreliggende grundlag fandt nævnet, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet havde herved lagt vægt på, at kvinden efter det oplyste den 12. marts 2023 blev afvist adgang til den pågældende skadestue, idet hun ikke havde været i kontakt med en vagtlæge forud for sin ankomst til skadestuen.

Kvinden blev således i den konkrete situation ikke behandlet ringere end andre på grund af sit handicap.

Det forhold, at kvinden efterfølgende blev oplyst om, at kvindens servicehund alene kunne medbringes på skadestuen efter forudgående aftale og i særlige tilfælde, kan ikke føre til et andet resultat.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede hospital den 12. marts 2023 afviste klager adgang til skadestuen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede den 12. marts 2023 afviste klager adgang til skadestuen.

Sagsfremstilling

Af en lægeerklæring af 26. november 2012 fremgår bl.a.

”Efter anmodning skal det hermed oplyses, at undertegnede har kendt [klager] siden juni 1999, og på baggrund af dette har hun fået følgende diagnoser

Aspergers syndrom, med udtalte savante symptomer specielt m.h.p.

psykologiske udviklingsteorier.

Derudover har hun forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed, normalt kaldet ADHD, samt depresssive tendenser, hvor der samtidig er en del angst, både af den generaliserede type og så kan angsten have panisk karakter.

Sideløbende har hun tvangshandlinger og tvangstanker, kaldet OCD.

Det drejer sig således om en kronisk tilstand.

”

Den 31. oktober 2022 modtog klager en afgørelse fra sin bopælskommune.

Af afgørelsen fremgår bl.a., at klager blev bevilget en psykiatrisk servicehund som hjælpemiddel efter servicelovens § 112.

Den 12. marts 2023 ankom klager sammen med sin datter og servicehund til indklagede skadestue.

Ved indgangen til skadestuen blev klager og klagers datter afvist af personalet, idet de ikke havde været i kontakt med en vagtlæge forud for ankomsten.

Personalet hos indklagede oplyste efterfølgende klager om, at en servicehund alene kunne medbringes hos indklagede efter forudgående aftale samt i særlige tilfælde.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. juli 2023.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun den 12. marts 2023 blev afvist adgang til skadestuen hos indklagede.

Klager har en servicehund, som udgør et hjælpemiddel i forbindelse med klagers funktionsnedsættelse.

Klager blev afvist ved indgangen til skadestuen hos indklagede.

Personalet hos indklagede oplyste, at klager skulle kontakte vagtlægen først.

Derudover oplyste personalet, at såfremt klager kom igen, måtte hun ikke komme ind med sin servicehund, da det i særlige tilfælde skal aftales forud.

Oplevelsen har haft vidtgående konsekvenser for klager.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er korrekt, at personalet i skadestuen var usikre på, om servicehunden kunne medbringes på skadestuen den 12. marts 2023 og i den forbindelse gav udtryk for, at det en anden gang skulle aftales forud.

Indklagede har besluttet af revidere sine retningslinjer for fører- og servicehunde i forhold til det akutte område.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Handicapbegrebet

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager er diagnosticeret med Aspergers syndrom, ADHD, angst og OCD.

Derudover er klager bevilliget en psykiatrisk servicehund som hjælpemiddel efter servicelovens § 112 af sin bopælskommune.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Om afvisningen på skadestuen

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

På baggrund af sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at klager blev afvist adgang til skadestuen, idet hun ikke havde været i kontakt med en vagtlæge forud for sin ankomst til skadestuen.

Klager blev herefter oplyst, at det ikke var muligt at medbringe klagers servicehund uden forudgående aftale og alene i særlige tilfælde.

På det foreliggende grundlag finder nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager efter det oplyste den 12. marts 2023 blev afvist adgang til den pågældende skadestue, idet hun ikke havde været i kontakt med en vagtlæge forud for sin ankomst til skadestuen.

Klager blev således i den konkrete situation ikke behandlet ringere end andre på grund af sit handicap.

Det forhold, at klager efterfølgende blev oplyst om, at klagers servicehund alene kunne medbringes på skadestuen efter forudgående aftale og i særlige tilfælde, kan ikke føre til et andet resultat.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde