Legislator Case Law & Legislation
W20250970425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - uddannelse - afvisning

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9704 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - uddannelse - afvisning

KEN#LOKDOK23 2025 9704 Valid

J.nr. 22-43727

En mand (klager) klagede over sin uddannelsesinstitution (indklagede).

Manden mente, at uddannelsesinstitutionen havde forskelsbehandlet ham på grund af etnisk oprindelse, hudfarve og race i forbindelse med mandens skoleforløb hos indklagede, herunder at indklagede den 31. oktober 2022 havde bortvist manden fra sin uddannelse.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, som tydede på, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af race eller etnisk

oprindelse i forbindelse med de påklagede forhold.

Nævnet vurderede herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som tydede på, at han var blevet udsat for

forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2025 9704 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med klagers skoleforløb hos indklagede.

Klagen angår derudover påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at indklagede uddannelsesinstitution den 31. oktober 2022 bortviste klager fra sin uddannelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.

Sagsfremstilling

Den 8. august 2022 havde klager studiestart hos indklagede.

Den 29. september 2022 sendte klager en mail til uddannelsesleder A, hvoraf fremgår bl.a.

”Jeg har været udsat for chikane fra læreren [B] og eleven [C].

[C] har truet mig, skolen har gjort nok for at stoppe ham.

[C] har taget billeder af mig.

måden skolen har håndteret chikanen mod mig på.

[B] mener, at jeg ikke har kompetencerne til at gennemføre min uddannelse.

”

Samme dag sendte klager en klage til den nationale klageinstans mod mobning, hvoraf fremgår bl.a.

” Hvad vil du klage over og hvorfor?

I dag blev jeg bortvist fra [indklagede].

En klassekammerat d gør grin med mig, han har truet mig og har behandlet mig meget dårligt og skolen har ikke gjort noget, skolelederne smed mig ud af skolen og nu vil jeg være det og jeg vil klage over skolen og ham der har gjort grin med mig, han hedder [C] og fortsætter med mobningen og drillerierne der griner og gør grin af mig.

Ledelse har ikke gjort nok at have straffet mig med bortvisningen.

Har du snakket med skolen, og hvordan har de reageret?

Skolen har ikke løst problemet mellem den elev, som mobber mig og en lærer som også har krænket mig, fordi han vil dumpe mig for at jeg ikke vil klare uddannelsen.

Lærer hedder [B], han vil gøre sit bedre for at dumpe mig i fag.

”

Senere samme dag sendte koordinator D en mail til uddannelsesleder E, hvoraf fremgår bl.a.

” Onsdag d.28.9

[F] ville have at jeg var med til at tale med [klager] fordi han havde et problem med [C].

Under samtalen nævnte [klager] at der også var et problem med [B].

[Klager] fortalt at [B] vil gøre alt han kan for at dumpe ham.

Han fortalte også at han tror at [B] er racist.

…

Jeg spurgte ind til hvad det var at [B] og [C] hade sagt til ham.

Jeg prøvede at forklare at det kunne være at [klager] har den forkerte opfattelse af situationen.

[Klager] fortalt at [B] havde sagt at [klagers] dansk ikke var god nok.

Jeg spurgte om [B] kunne have fortalt [klager] det for at hjælpe ham.

Så fortalt [klager] at [C] havde taget billeder af [klager] og grinede af ham.

…

Torsdag d.29.9

…

Jeg tænkt at det var bedst at holde [klager] under opsyn i dag så jeg bedt [G] om at tage en snakke med [klager] i klassen, mens jeg lavede en plan.

[G] er [klagers] SPS støtte person… Så tog jeg en snakke med [H] som var [klagers] underviser i dag for at orientere ham om situationen og mine bekymringer.

Senere hørte jeg at [klager] havde råbt i klassen fordi han igen havde følt sig chikaneret af klassekammeraten [C].

Så valgte jeg at fjerne [klager] fra klassen og tale med ham om sine oplevelser.

…

[Klager fik besked på at tage hjemme resten af dagen og vente på en opringning eller SMS som ville fortælle hvad der skulle ske.

Jeg fulgte [klager] til klassen og ventede til han pakkede sin ting og gik.

[A] og jeg talte med [C] når [klager] var gået.

Her fik [C] også besked om at læse skolens krænkelsespolitik.

”

Den 3. oktober 2022 sendte klager en ny klage til den nationale klageinstans mod mobning, hvoraf fremgår bl.a.

” Hvad vil du klage over og hvorfor?

Forskelsbehandling, mobning, chikane, krænkelser mod mig på [indklagede].

Har du snakket med skolen, og hvordan har de reageret?

Skolen har ikke håndteret situationen på den rigtige måde og med retfærdighed og.

retfærdighed.

Jeg har været offeret.

og den elev, der mobbede mig, han er ikke blevet straffet.

”

Den 5. oktober 2022 blev klagers klage til den nationale klageinstans mod mobning sendt til indklagede.

Samme dag blev klager flyttet til en ny klasse på grund af situationen i den tidligere klasse.

Den 31. oktober 2022 oprettede B et notat om klagers studieaktivitet, hvoraf fremgår bl.a.

”[Klager] deltager sjældent i undervisningen.

Han går tit ud af undervisningen for at tale i telefon.

Han forlader skolen før skoledagen er afsluttet og har haft flere dage, hvor fraværsårsagen er ”Samtale”.

Han er ligeledes blevet passiv i undervisningen og deltager ikke som før.

Det er svært at vide om [klager] lærer det han skal, og der bør tages en samtale hurtigst muligt.

”

Den 13. december 2022 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Det skal hermed skriftligt meddeles dig, at du er blevet bortvist fra [uddannelse] på [indklagede] pr. 31. oktober 2022.

Begrundelsen for bortvisningen er, at vi desværre har konstateret, at du har overtrådt skolens voldspolitik, der er beskrevet i skolens studie og ordensregler.

…

Overtrædelsen er sket idet du har udvist truende adfærd, såvel overfor elever i din klasse, lærere samt ledere på skolen.

Du har yderligere udvist en truende adfærd overfor en af skolens eksterne samarbejdspartnere.

Bortvisningen fra [uddannelse] vil være gældende til den 1. januar 2024.

”

Den 15. december 2022 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”[Indklagede] modtog den 29. september 2022 din klage over mobning, chikane og krænkelser i forbindelse med din uddannelse på [uddannelse] på [indklagede].

Efter endt undersøgelse finder undertegnede ikke tegn på, at der skulle være sket hverken mobning, chikane eller krænkelser af dig, eller at du i øvrigt skulle være blevet behandlet dårligt.

Gennem ovenstående undersøgelse, tegner der sig derimod et billede af, at der er opstået en konflikt, mellem dig og en medstuderende, og dig og en lærer, som undertegnede har forsøgt at mægle i.

I forhold til eleven indgik du i en mægling, hvor der kom en løsning.

I forhold til læreren ville du ikke samarbejde om en løsning.

Det skal derfor meddeles, at [indklagede] ikke giver dig medhold i din klage over mobning, chikane og krænkelser.

”

Indklagede har fremlagt et udateret notat, som er udarbejdet af uddannelsesleder E.

Af notatet fremgår bl.a.

”Vi havde en lang snak om at han ikke var blevet bortvist, men sendt hjem om fredagen og at ville have møde med Coachen og mig mandag morgen.

Jeg forklarede at der ikke var nogen der havde taget parti for en af dem, men at målet var at have dem begge som elever.

…

Jeg fik talt ro på og fremførte at hvis vi skal være der sammen var vi nødt til at kunne tale om tingene alle sammen.

Derfor tilbød jeg at en løsning kunne være en (mæglings) samtale mellem [klager] og [C] og at [D] og jeg var til stede og at vi på den måde fandt løsning alle kunne acceptere.

Det var [klager] ikke meget for han mente løsningen var at straffe [C].

Jeg sagde at det var tilbuddet, der i første omgang kunne gives.

Efter lidt yderligere snak accepterede [klager] en mæglingssamtale.

…

Undervejs vender [klager] tilbage til Konflikten med Læreren [B] og sin påstand om at [B] er racist.

…

Jeg har overfor [klager] udtrykt ønsket om et mæglingsmøde med [B] på samme vis som med [C] så vi kan få det talt igennem.

…

Uge 44 mandag 31/10 2022 lykkes det at afholde mæglingsmøde mellem [B] og [klager].

…

[Klager] fik lov at forklare sin opfattelse af konflikten med [B]… [Klager] mener [B] er racist, han mener [B] vil gøre alt for at skubbe [klager] ud fra uddannelsen, og at han kun vil ham noget dårligt.

At [B] ikke vil hjælpe ham, men sikre at han bliver smidt ud af uddannelsen.

[B] forklarede, at han et par gange har henvendt sig til [klager] med sin bekymring for, om [klager] lærte nok til at kunne bestå grundforløbet.

[B] har givet udtryk for bekymring i forhold til om [klagers] dansk var godt nok til at ’fru Jensen’ kan forstå hvad han siger og mener, når han skal vejlede hende i telefonen.

Han gav også udtryk for bekymring om, selvom [klager] taler dansk, at [klager] ikke selvstændigt forstår nok at fagudtrykkene til at forstå tingene.

…

[Klager] mener ikke at sagen er løst tilfredsstillende og vil klage videre og søge erstatning.

[Klager] mener at jeg skal fyre [B] og smide [C] ud af skolen, først der er der retfærdighed.

Efterspil

Jeg har i dag meldt [klager] ud af uddannelsen.

[Klager] har ikke deltaget i undervisningen andet end sporadisk, stort set siden konflikten landede på mit bord.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 29. september 2022.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.

Parternes bemærkninger

Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.

Klager har fremsat påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.

Klager gør navnlig gældende at være blevet udsat for forskelsbehandling og chikane på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med sit skoleforløb og senere bortvisning fra sit uddannelsesforløb hos indklagede.

En af klagers undervisere ved indklagede har meddelt klager, at han ikke er i stand til at gennemføre sin uddannelse, da han ikke taler godt dansk, hvilket ikke passer.

Klager er blevet udsat for latterliggørelse og konstant chikane fra nogle af uddannelsesstedets andre elever.

Indklagede har fremsat principal påstand om afvisning af sagen, subsidiært frifindelse.

Til støtte for den principale påstand har indklagede navnlig gjort gældende, at sagen bør afvises, da sagen ikke er egnet til behandling ved nævnet.

Dette er begrundet i, at indklagedes bevisførelse i form af vidneforklaringer kan understøtte håndteringen af undervisningsmiljøet hos indklagede i forbindelse med klagers skoleforløb, og i særdeleshed behovet for at bortvise klager på baggrund af truende adfærd.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det navnlig gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af race og etnisk oprindelse.

Det gøres gældende, at indklagede har håndteret konflikten mellem klager og eleven C i overensstemmelse med indklagedes mobbestrategi, og at klager i forbindelse med skolens håndtering af konflikten ikke er blevet forskelsbehandlet på baggrund af race og/eller etnisk

oprindelse, hverken direkte eller i form af chikane.

Det gøres gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet under sit skoleforløb på baggrund af sprogkundskaber.

Det gøres yderligere gældende, at klager ikke er blevet udsat for chikane i forbindelse med tidligere underviser B’s udtalelse om klagers sproglige danskkundskaber.

B har henvendt sig til klager og givet udtryk for en bekymring om, at klager ikke lærte tilstrækkeligt til at kunne bestå grundforløbet, da klager ikke selvstændigt forstod fagudtrykkene, selvom klager talte dansk.

Formålet med B’s bemærkning om klagers sprogvanskeligheder har været begrundet i læringsmæssige hensyn, herunder et ønske om at hjælpe klager i forbindelse med sin skolegang.

B’s udtalelse kan derfor alene anses for at være berettiget, og udtalelsen har hverken haft til formål eller virkning at krænke klagers værdighed, eller skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for klager.

Det gøres gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet i forbindelse med indklagedes bortvisning af klager fra sit skoleforløb.

Bortvisningen er ikke sket på baggrund af klagers etnicitet og/eller race.

Bortvisningen var ikke begrundet i klagers etnicitet, men med at klager ved sin adfærd havde overtrådt indklagedes voldspolitik, hvilket berettiger indklagede til med øjeblikkelig virkning at bortvise klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse eller omskoling.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen.

Klager har klaget over, at han er blevet udsat for forskelsbehandling og chikane på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med sit skoleforløb hos indklagede.

Klager har derudover klaget over, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager den 31. oktober 2022 blev bortvist fra sit uddannelsesforløb hos indklagede.

Der er ikke oplysninger i sagen, som tyder på, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med de påklagede forhold.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som tyder på, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

Der vedlægges kopi af bestemmelserne.

KEN#LOKDOK23 2025 9704 Valid

•

§ 1, stk. 1, og 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2025 9704 Valid

•

§ 1, stk. 1-4 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →