Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - tilgængelighed - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - tilgængelighed - afvisning

J.nr. 23-85657

En mand (klager), der var ordblind og autist, klagede over en virksomhed (indklagede).

Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at manden ikke kunne gøre mundtlig indsigelse over en parkeringsafgift.

Nævnet vurderede, at klagen reelt angik et spørgsmål om tilgængelighed

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kunne gøre mundtlig indsigelse mod en parkeringsafgift.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.

Sagsfremstilling

Klager, der er ordblind, modtog en parkeringsafgift fra indklagede.

Klager har oplyst, at klager efterfølgende ringede til indklagede og gjorde mundtlig indsigelse mod parkeringsafgiften.

Indklagede oplyste i den forbindelse, at indklagede ikke kunne tage imod mundtlige indsigelser, og at indsigelser skulle indsendes skriftligt.

Klager har fremlagt en lydoptagelse af telefonsamtalen mellem klager og indklagede.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. september 2023.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse svarende til størrelsen på parkeringsafgiften.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke kunne gøre mundtlig indsigelse mod indklagedes parkeringsafgift.

Klager er ordblind og autist, hvilket gør det næsten umuligt for klager at udfylde en onlineformular uden hjælp.

Indklagedes telefoniske support insisterede på, at klager skulle udfylde indklagedes onlineformular for at kunne få lov til at gøre indsigelse mod kontrolafgiften.

Indklagede forskelsbehandler klager indirekte ved at tage en tilsyneladende neutral bestemmelse om ikke at tage imod indsigelser ved andre metoder end indklagedes onlineformular.

Dette udelukker klager og andre med samme handicap fra at lave en indsigelse.

Klager har forsøgt telefonisk at gøre indklagede opmærksom på loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, men indklagede nægtede stadig at tage imod indsigelsen ved andre metoder end online.

Ved telefonsamtalen understregede indklagede, at ingen andre havde nogle problemer med enten at betale bøden eller udfylde onlineformularen.

Klager bemærker, at størstedelen af de personer med samme handicap som klager generelt vil undgå formularen ved at betale afgiften eller ikke gøre nogen handling imod afgiften, da de ikke er i stand til at handle på anden vis.

Indklagedes grundlag for at ville have en skriftlig indsigelse er, at det skal være klagerens ord og ikke en gengivelse, og indklagede bemærker, at det skal være korrekt dokumentation til en eventuel sag i civilretten.

Klager mener, at hvis klager optog en video eller lydklip af klager med sin indsigelse, så ville dette tydeligt være bedre bevis og dokumentation på, at det er klagers ord og ikke andres eller en gengivelse.

Men indklagede vil ikke acceptere en video eller lydklip som korrekt indsigelse.

Det er heller ikke et spørgsmål om, at civilretten ikke vil godtage video eller lydklip som korrekt dokumentation til en indsigelse.

Dermed er det ikke et spørgsmål om tilgængelighed, som indklagede påstår, at det er, og som er deres grundlag for, at det ikke er forskelsbehandling, Det er tydeligt normal praksis i dag at tage imod vedhæftede filer i klager, som kunne være video eller lydklip.

Indklagede har gjort gældende, at udarbejdelse af en skriftlig klage ikke er indgribende for en ordblind klager, idet der findes elektroniske hjælpemidler.

Klager vil gerne gøre opmærksom på handicapdiskriminationslovens § 2, hvoraf det fremgår, at loven gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Dette inkluderer indklagede.

Der er ikke i loven indskrevet en undtagelse for virksomheder, hvis personen med handicap har adgang til eksterne værktøjer, som kan hjælpe dem.

Det vil sige, at der er intet grundlag i indklagedes bemærkning om, at en ordblind i dag sagtens kan få hjælp ved brug af værktøjer.

Klagers kommune vurderede, at det ikke var kommunens ansvar at hjælpe klager med at gøre indsigelse mod indklagede, og at det er indklagede, der har ansvaret for at hjælpe deres kunder med at indgive en indsigelse.

Indklagede gør gældende, at sagen skal afvises, da Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle klagen.

Klager har anført, at indklagedes regel om, at en klage over en parkeringsafgift kun modtages skriftligt, er indirekte diskrimination, jf. handicapdiskriminationsloven § 5, stk. 3.

Imidlertid fremgår det af handicapdiskriminationsloven § 3, at loven ikke indebærer en pligt til tilgængelighed.

Det gøres gældende, klagen reelt angår et spørgsmål om tilgængelighed, og at Ligebehandlingsnævnet derfor ikke kan behandle klagen.

Der henvises til Ligebehandlingsnævnets afgørelser i sagsnr.

20-28238, 21-34918 og 22-20600.

Handicapdiskriminationsloven indeholder ikke en pligt til rimelig tilgængelighed, jf. § 3, og det fremgår af forarbejderne, at der ikke i loven stilles yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det fremgår desuden af forarbejderne, at en klage over, at en virksomhed ikke lever til op til reglerne om tilgængelighed, skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.

Som følge heraf er Ligebehandlingsnævnet ikke rette myndighed i relation til klagers klage over tilgængelighed.

Hertil kommer, at det følger af lovens § 7, at indirekte forskelsbehandling i en række tilfælde er tilladt.

I dette tilfælde er forskelsbehandlingen saglig, idet indklagede alene har det nødvendige grundlag for at kunne tage stilling til en klage over en kontrolafgift, hvis klagen er modtaget skriftligt.

Herved sikres det, at klagen behandles på baggrund af klagers ord og ikke en gengivelse heraf.

Dette er vigtigt både af hensyn til korrekt sagsbehandling af klagen, og det sikres, at såfremt det bliver nødvendigt at få sagen bedømt ved civilretten, sker dette på korrekt grundlag og med dokumentation for indsigelsen.

Udarbejdelse af en skriftlig klage er ikke indgribende for en ordblind klager, idet der i dag findes adskillige elektroniske hjælpemidler, fx diktafonfunktion, som kan anvendes til at diktere klagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven stilles yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.

En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Klagen angår, hvorvidt indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede stiller krav om, at indsigelser over udstedte parkeringsafgifter skal indgives skriftligt.

Nævnet vurderer, at klagen dermed reelt angår et spørgsmål om tilgængelighed

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Der henvises herved til nævnets faste praksis som blandt andet udtrykt i sagsnr.

20-41555, sagsnr.

20-28238, sagsnr.

21-34918, sagsnr.

23-25009 og sagsnr.

24-104874

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde