Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - kommuner - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - kommuner - afvisning
J.nr. 25-45422
En mand (klager), der har færøsk ophav, klagede over en kommune (indklagede).
Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af etnisk oprindelse over en længere årrække.
Ligebehandlingsnævnet traf den 15. september 2022 afgørelse i en sag, hvor manden ligeledes klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med den samme kommunes behandling af manden.
I sagen vurderede nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.
Manden fik derfor ikke medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet vurderede i nærværende sag, at klagen vedrørte samme forhold, som den klage nævnet tog stilling til ved afgørelsen af 15. september 2022.
Nævnet havde således tidligere taget stilling til en klage af samme indhold fra manden.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med den indklagede kommunes behandling af klager.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
Den 23. marts 2021 indgav klager en klage til Ligebehandlingsnævnet, hvori han gjorde gældende, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes jobcenters behandling af ham i årene fra 2008 til 2019.
Den 14. februar 2022 traf et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab (dengang formandsskabet) afgørelse i klagers sag med journalnummer 21-13881.
Nævnet afviste at behandle sagen, da nævnet vurderede, at klager havde udvist retsfortabende passivitet, hvorfor et eventuelt krav på godtgørelse var bortfaldet.
Klager anmodede efterfølgende om, at sagen skulle genoptages.
Klager fremlagde flere e-mails til forskellige myndigheder dateret fra 2019 og frem.
E-mailsene indeholder klager over behandlingen af klager.
Den 15. september 2022 traf et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab på ny afgørelse i sagen under journalnummer 22-18971.
Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke i sagens materiale var oplysninger, der vedrørte klagers etniske oprindelse.
Der var heller ikke fremlagt andre oplysninger, der understøttede klagers oplevelse.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Klager har den 29. april 2025 klaget til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af sit færøske ophav i forbindelse med indklagedes behandling af klager.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 2.530 mio. kr.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med behandlingen af ham.
Klager blev på grund af sit færøske ophav frataget ikke opbrugt revalidering.
Dernæst blev klager mod sin egen vilje fastlåst i kontanthjælp i over et årti.
Indklagede modarbejdede bevidst klager i stedet for at sikre klager et værdigt eksistensgrundlag.
Klager vil have en undskyldning fra indklagede samt økonomisk erstatning for de 10 år, hvor klager var tvangsflyttet på kontanthjælp.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Af forarbejderne til lov om Ligebehandlingsnævnet fremgår bl.a., at Ligebehandlingsnævnet træffer administrativt endelige afgørelser i sager om forskelsbehandling.
Når Ligebehandlingsnævnet har afgjort en sag, kan den derfor ikke efterfølgende prøves ved andet administrativt organ.
Derimod vil sagen kunne prøves ved domstolene, hvorved der sker en ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og hvor der vil kunne fremlægges nye oplysninger.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes behandling af klager.
Ligebehandlingsnævnet traf den 15. september 2022 afgørelse i en sag, hvor klager ligeledes klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med indklagedes behandling af klager.
(journalnummer 22-18971).
Nævnet finder, at klagen vedrører samme forhold, som den klage Ligebehandlingsnævnet tog stilling til ved afgørelsen af 15. september 2022.
Ligebehandlingsnævnet vurderede ved afgørelsen, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.
Ligebehandlingsnævnet har således tidligere taget stilling til en klage af samme indhold fra klager.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a om delt bevisbyrde