Erstatningsansvarslovens § 1

Erstatningsansvarslovens § 1 – Personskadeerstatning, nævnets j.nr. 23-520-17577

Nævnet traf endelig afgørelse i 2017 og gav tilsagn om at dække ansøgers udgifter til tandbehandling i overensstemmelse med et fremsendt overslag fra 2015.

Ansøger blev i forbindelse hermed vejledt om fristen i OEL § 13, stk. 3 og med sætningen ”[t]andbehandlingen bør derfor udføres snarest muligt og regningen indsendes til nævnet, således at krav ikke ”forældes” efter § 13”.

Sagen blev herefter lukket.

I 2023 modtog nævnet tre regninger fra ansøgers tandlæge, en dateret i 2015 og to dateret i 2018.

Ansøger oplyste derefter nævnet om, at tandlægen først for nylig havde oplyst ham om, at regningerne ikke var betalt.

Nævnet vurderede, at der var tale om et ”nyt krav”, hvad angik regningen fra 2015, men ikke de to regninger fra 2018.

Afgørende var dog, om kravene var forældede efter de almindelige regler i forældelsesloven.

Nævnet indhentede derfor korrespondance mellem ansøger og tandlægen vedrørende betaling af regningerne og eventuelle inddrivelsesforsøg fra tandlægen.

Det modtagne materiale viste, at tandlægen først i 2023 havde rykket for betaling af regningerne.

Nævnet vurderede på baggrund heraf, at kravene var forældede efter forældelseslovens § 3, stk. 1, og idet ansøger derfor ikke havde lidt et tab, gav nævnet afslag på kravene.