Offererstatningslovens § 1
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 1 – Lovens område, nævnets j.nr. 23-520-18828
Skadevolder blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, jf. § 247, § 232, § 215 a og § 243 ved bl.a. at have sendt ansøger (skadevolders datter) og hendes søskende til Marokko, hvor hun flere gange om ugen blev udsat for både psykisk og fysisk vold, herunder slag med metalspraydåse, og hvor skadevolder i to tilfælde tog ansøgers hånd ned til hans penis uden på tøjet.
Ansøger blev født i Marokko i 2007, og hun var i Danmark i 3 uger i 2009, omkring 6 måneder i 2010 og fra november 2016 til april 2018, indtil hun i februar/marts 2022 kom til Danmark med sine søskende og tog ophold hos deres farmor.
Både ansøger og skadevolder havde dansk og marokkansk statsborgerskab, og ansøger havde, trods sit begrænsede ophold i Danmark, aldrig opgivet sin tilknytning til Danmark.
Tilknytningen til Danmark var understøttet af, at ansøgers søster forsøgte at række ud til den danske ambassade i Marokko, at ansøger sammen med sine søskende rejste tilbage til deres farmor i Danmark for at opsøge hjælp, ligesom ansøger efterfølgende i april 2022 blev anbragt på et opholdssted i Danmark.
Endelig blev der lagt afgørende vægt på, at skadevolder blev dømt i Danmark.
På den baggrund fandt nævnet, at der var tale om et ”lukket dansk miljø” efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, og at hændelserne derfor var omfattet af offererstatningsloven.