Ligebehandlingsnævnets afgørelse om seksuel orientering - kompetence - afvisning
Statutory Text (4 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om seksuel orientering - kompetence - afvisning
J.nr. 25-45169
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over sekretariatet for Ligebehandlingsnævnets afgørelse om afvisning af mandens klage.
Sekretariatet havde afvist mandens klage over et ministerie (indklagede), fordi manden havde klaget over forskelsbehandling på grund af social status, hvilket ikke er en af de diskriminationsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet.
Manden gjorde i klagen over sekretariatets afgørelse gældende, at ministeriet havde forskelsbehandlet ham på grund af seksuel orientering i forbindelse med, at elvarmeafgiften for forbrug over 4000 kWh årligt er lavere end afgiften for forbrug under 4000 kWh årligt.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen reelt omhandlede reglerne om elvarmeafgift.
Klagen omhandlede derfor ikke forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller andre af de diskriminationsgrunde, som nævnet kan behandle uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen.
Nævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse om at afvise behandlingen af klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Klagen angår Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 30. april 2025.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets forpersonskab.
Sagsfremstilling
I 2011 købte klager et hus med oliefyr.
Huset ligger på landet, hvor der ikke kommer fjernvarme.
Huset er et helårshus, og klager bor i huset hele året.
Klager bruger ca. 1200 kWh årligt.
Den 3. marts 2025 rettede klager henvendelse til det indklagede ministerie angående elafgiften.
Af indklagedes svar af 23. april 2025 fremgår bl.a.
”Den almindelige elafgift udgør 72,0 øre pr. kWh i 2025.
Elvarmede helårsboliger såvel som sommerhuse kan opnå en nedsat elvarmeafgift for alt elforbrug, der overstiger 4.000 kWh, hvis boligenheden er registreret i BBR.
Elvarmesatsen udgør 0,8 øre pr. kWh for husholdninger.
Grænsen på 4.000 kWh er fastsat ud fra, hvad en gennemsnitlig husstand forbruger af el til andet end opvarmning om året.
Af det forbrug, der ligger over grænsen, betales således den lavere elvarmeafgift, og der betales den almindelige elafgift af forbrug op til denne grænse.
Grænsen på 4.000 kWh er en administrativ simpel måde at beregne afgiftslempelsen på.
Det er nødvendigt at beregne afgiftslempelsen ud fra en sådan skematisk regel, da det faktiske forbrug af elvarme ikke kan udsondres fra andet elforbrug.
Det er således alene det samlede elforbrug pr. husholdning, der kan måles, og ikke fordelingen mellem forbrugt elvarme og andet elforbrug.
Hensynet til en enkel og administrerbar ordning indebærer også, at der ikke indgår andre individuelle faktorer, såsom husstandens størrelse, i beregningen.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. april 2025.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Den 30. april 2025 traf Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afgørelse om at afvise sagen.
Af afgørelsens begrundelse fremgår bl.a.
”Nævnet behandler også klager over forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet på grund af handicap, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, race og etnisk oprindelse.
Du har den 3. april 2025 klaget over, at der kun gives rabat på elafgiften for forbrug over 4000 kWh årligt.
Du har oplyst, at du bruger ca. 1200 kWh årligt, hvorfor du kommer til at betale afgift af stort set alt den el, du bruger til opvarmning.
Du har gjort gældende, at der er tale om forskelsbehandling på grund af social status, da du bliver pålagt en større afgift, fordi du bor i en lille husstand, end hvis du boede i en større husstand med flere beboere og indtægter.
…
Det er sekretariatets vurdering, at klagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Det fremgår af din klage, at du mener, at du er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af social status.
Vi har lagt vægt på, at din klage ikke vedrører forskelsbehandling på grund af en af de diskriminationsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet
Sekretariatet afviser derfor klagen.
”
Den 4. maj 2025 klagede klager over sekretariatets afvisning.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.
Klager bor alene, hvorfor klager ikke kan nå op over den forbrugsgrænse, som indklagede har fastsat til 4000 kWh årligt.
Klager kan dermed ikke opnå nedsættelse af elafgiften for opvarmning af sin bolig, hvis klager varmer op med el- eller varmepumpe.
Klager vil derfor komme til at betale elafgift af stort set al den strøm, som klager skal bruge til at opvarme sin bolig.
Det at bo alene skal ses som en seksuel orientering på linje med at bo sammen to personer af samme køn eller en familie med far, mor og børn.
Dette bør ikke have indflydelse på, hvad man skal betale i afgift.
Det offentlige bør behandle alle ens uanset seksuelt tilhørsforhold, medmindre der er en god begrundelse for forskelsbehandling.
Klager savner den gode begrundelse i denne sag.
Indklagedes forklaring er, at det er en administrativ simpel måde at beregne elafgiften.
Det er efter klagers opfattelse ikke godt nok.
En lige så simpel måde at beregne afgiften kunne være at reducere afgiften fra første kWh, men dog stadig betale en afgift, så den samlede afgift til staten ville forblive den samme.
Dette ville tilgodese små husholdninger og opretholde incitamentet til at spare på elektriciteten.
Det er forskelsbehandling, at staten pålægger klager en større afgift, fordi klager bor i en lille husstand.
Staten gør det således dyrere for klager at skifte til en varmepumpe, end hvis husstanden havde været på flere personer.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager over forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet på grund af handicap, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika, race og etnisk oprindelse.
Klager har gjort gældende, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i forbindelse med, at elvarmeafgiften for forbrug over 4000 kWh årligt er lavere end afgiften for forbrug under 4000 kWh årligt.
Nævnet vurderer, at klagen reelt omhandler reglerne om elvarmeafgift.
Klagen omhandler derfor ikke forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller andre af de diskriminationsgrunde, som nævnet kan behandle uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet har derfor ikke kompetence til at behandle sagen.
Nævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om at afvise behandlingen af klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
•
§ 1, stk. 1, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling