Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - sagsbehandling - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - sagsbehandling - afvisning

J.nr. 25-7124

En mand (klager) klagede over Familieretshuset (indklagede).

Manden mente, at Familieretshuset havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med Familieretshusets sagsbehandling af mandens sag om forældremyndighed.

Manden gjorde gældende, at det var forskelsbehandling, at mødre automatisk får forældremyndighed over barnet, og at Familieretshuset i overvejende grad traf afgørelser til fordel for barnets mor.

Ligebehandlingsnævnet kan alene tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af andre regler.

Nævnet vurderede, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af anden lovgivning.

Klagen faldt derfor uden for nævnets kompetenceområde.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagede myndigheds sagsbehandling af klagers sag om forældremyndighed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager, som er en mand, har oplyst, at han er far til et barn.

Klager har desuden oplyst, at han ikke er gift med moren til barnet, og at moren har den fulde forældremyndighed over barnet.

Klager har endvidere oplyst, at han har forsøgt at få anerkendt sine rettigheder som far hos Familieretshuset, men at han blev mødt med afvisninger og en uigennemskuelig proces.

Klager er blevet pålagt bidragspligt uden nogen form for forældreindflydelse, uden klagers faderskab er dokumenteret ved f.eks. en DNA-test.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. januar 2025.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at moren fik den fulde forældremyndighed over sit barn.

Da klager ikke er gift med moren til barnet, fik moren den fulde forældremyndighed.

Klager skal derfor, som far, igennem en langvarig og ofte omkostningstung proces for blot at dele forældremyndigheden.

Moren har magten til at bestemme, hvorvidt klager kan dele forældremyndigheden eller ej.

Systemet favoriserer kvinder og mødre, mens det stiller fædre i en sekundær position, hvilket er urimeligt.

Klager forsøgte at påklage sagen til Familieretshuset, men erfaring og tidligere praksis viste, at chancerne for at få medhold var minimale.

Familieretshuset synes at favorisere mødre i disse situationer uden at foretage en reel vurdering af, hvad der var bedst for barnet.

Klagers forsøg på at få anerkendt sine rettigheder som far blev mødt med afvisninger og en uigennemskuelig proces, hvor morens rettigheder anerkendes uden videre.

Klager gør gældende, at Familieretshuset har handlet i strid med Grundlovens § 70, Børnekonventionens artikel 9, EMRK artikel 8 og EUC artikel 21.

Klager har under hele sagsforløbet oplevet at blive udelukket fra beslutninger vedrørende klagers barn og får konsekvent afslag på anmodninger om samvær.

Der er en overrepræsentation af kvindelige medarbejdere og beslutningstagere hos Familieretshuset.

Da klager anmodede om at få en mandlig sagsbehandler, fik klager at vide, at der ikke var nogle mandlige sagsbehandlere tilgængelige.

Klager er blevet pålagt en bidragspligt og fratages enhver form for forældreindflydelse, uden klagers faderskab er dokumenteret gennem f.eks. en DNA-test.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af forarbejderne til lov om Ligebehandlingsnævnet, at afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af andre regler i lovgivningen må afvises.

Ligebehandlingsnævnet kan alene tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.

Det vil i almindelighed indebære, at klager af den nævnte karakter normalt kun kan behandles af Ligebehandlingsnævnet i det omfang, de (også) kan forstås som klager over myndighedsudøvelsen i forhold til klageren.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af andre regler.

Klager gør gældende, at det er forskelsbehandling, at mødre automatisk får forældremyndighed over barnet, og at klager som far blev mødt af Familieretshuset med afvisninger og en uigennemskuelig proces.

Klager har endvidere gjort gældende, at Familieretshusets afgørelser om blandt andet samvær med barnet i overvejende grad er truffet til fordel for barnets mor, og at klager er blevet pålagt en bidragspligt, selvom hans faderskab ikke er dokumenteret ved f.eks. en DNA-test.

Efter det, der er anført af klager, vedrører klagen Familieretshusets anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen falder derfor uden for nævnets kompetenceområde.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Det bemærkes, at klager i øvrigt ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med Familieretshusets sagsbehandling.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde