Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane - kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika - sundhed - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane - kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika - sundhed - ej medhold

J.nr. 24-103485

En transkønnet mand (klager) klagede over en læge (indklagede).

Manden mente, at lægen havde forskelsbehandlet ham og udsat ham for chikane på grund af kønsidentitet i forbindelse med lægens behandling af manden under en konsultation.

Manden havde til støtte herfor anført, at manden ikke blev henvist til Center for Kønsidentitet, da manden var i privat hormonbehandling i udlandet.

Lægen havde oplyst, at lægen oplyste manden om, at det ikke var en god idé at være i hormonbehandling i udlandet, da lægen ikke kunne stå inde herfor og tage ansvar for behandlingen.

Lægen havde også oplyst, at manden tidligere var blevet afvist fra Center for Kønsidentitet grundet manglende stabilitet, og at lægen vurderede, at situationen ikke havde ændret sig ved konsultationen.

Det var nævnets vurdering, at manden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af kønsidentitet.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling og chikane på grund af kønsidentitet i forbindelse med læges sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling

Klager, der er transkønnet, var patient hos indklagede.

Klager har oplyst, at han havde en konsultation hos læge 1 den 6. oktober 2022 i forbindelse med sit ønske om at blive henvist til Center for Kønsidentitet.

Klager har oplyst, at klager til konsultationen den 6. oktober 2022 oplyste læge 1 om, at han allerede var i hormonbehandling gennem en privat klinik i udlandet, og at læge 1 reagerede negativt på denne oplysning.

Indklagede har oplyst, at læge 1 oplyste klager, at læge 1 ikke mente, at det var en god idé at få hormonbehandling fra et andet land af lægelige grunde.

Klager har desuden oplyst, at læge 1 i en telefonsamtale med en ansat hos klagers bosted sagde, at klager ”bare var en forvirret pige”, og at læge 1 opfordrede bostedet til at forhindre klagers transition.

Indklagede har bestridt, at læge 1 skulle have udtalt sig som oplyst af klager.

Indklagede har fremlagt flere af klagers lægejournaler fra 2022, herunder en henvisning af 6. oktober 2022 udfyldt af læge 1 til Sexologisk Ambulatorium.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. oktober 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling og chikane på grund af kønsidentitet i forbindelse med behandlingen hos indklagede.

I sin periode som patient hos indklagede oplevede klager flere ubehagelige hændelser på grund af, at klager er transkønnet.

Den første hændelse skete den 6. oktober 2022, da klager havde en tid hos læge 1 for at blive henvist til Center for Kønsidentitet.

Til samtalen fortalte klager læge 1, at klager allerede var i hormonbehandling gennem en privat klinik i udlandet.

Det virkede læge 1 irriteret over og kom med en negativ holdning om det.

Klager kan ikke huske alt, hvad læge 1 ordret sagde, men det var næsten som om, at klager blev skældt ud over det.

Derefter truede læge 1 med at placere klager bagerst i køen til Center for Kønsidentitet på grund af hormonbehandlingen.

Klager følte, at læge 1 forsøgte at presse klager til at stoppe sin behandling for overhovedet at blive henvist til Center for Kønsidentitet.

Læge 1 sagde, at klager havde ”trådt systemet over tæerne” ved at gå uden om det danske system for at få hormonbehandling.

Dette var virkelig uprofessionelt og diskriminerende.

Det gjorde klager ekstremt utryg og bekymret for, om læge 1 faktisk var i stand til at straffe klager for at have fået behandling privat.

Klager syntes, at det var ekstremt uproduktivt.

Hvis læge 1 oprigtigt ønskede, at klager overgik til et bedre behandlingsforløb i det danske system, gav det ingen mening at få klager til at vente endnu længere tid på et forløb med Center for Kønsidentitet.

Klager forklarede læge 1, at en af grundene til, at klager begyndte hormonbehandling privat, var, at ventetiderne hos Center for Kønsidentitet var meget lange.

Da klager havde samtalen med læge 1 vedrørende en mulig henvisning, var det over et år siden, at klager blev afvist af Sexologisk Klinik på baggrund af ustabilitet.

Siden klager startede behandlingen privat, havde klagers liv stabiliseret sig markant netop på grund heraf, hvilket også blev drøftet under samtalen med læge 1.

Klinikken i udlandet levede op til EU-standarder og var lige så sikker som Center for Kønsidentitet, hvilket klager også forklarede læge 1.

Klager mener ikke, at patienter i andre behandlingssituationer, der er startet med privat behandling, ville blive mødt med samme holdning, hvilket også er derfor, at klager har indgivet en klage om diskrimination.

Klager oplevede følelsen af manglende respekt og forståelse for sin situation.

Den anden hændelse skete noget tid efter første hændelse.

Det var mindre end to måneder efter.

En ansat på klagers bosted ringede til indklagede på klagers vegne og forsøgte at få en tid til blodprøver for at tjekke klagers hormonniveau.

Under telefonsamtalen havde læge 1 grinet af den ansatte og derefter udtalt sig negativt om klagers transition.

For eksempel sagde læge 1, at klager ”bare var en forvirret pige” og andre nedladende ting.

Læge 1 kritiserede bostedet for at støtte klager i sin transition og opfordrede dem til at stoppe eller forhindre klager i det.

Forstanderen på klagers bosted sendte herefter et brev til indklagede omkring læge 1’s opførsel i håb om en dialog om det, der var sket.

Der kom dog aldrig svar på brevet.

Klager skiftede herefter lægehus med hjælp fra bostedet.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet.

Klager havde et kort forløb hos indklagede.

Læge 1 så kun klager to gange og talte i telefon med ham, hans mor og personale få gange.

Indklagede kan på ingen måde genkende den beskrivelse, der er lavet af læge 1, og de notater og lægejournaler, som indklagede har medsendt, viser tydeligt dette.

Klager blev taget seriøst, undersøgt i forhold til blodprøver og betaling, og han blev også oplyst om det, der stod i afvisningen fra hospitalet omkring hans manglende stabilitet, som blandt andet var grunden til, at de ikke kunne hjælpe.

Klager og læge 1 talte om, at hospitalet havde skrevet dette, og at det var vigtigt, at der var mere ro på/stabilitet, før man kunne hjælpe ham.

Det er korrekt, at læge 1 ikke mente, at det var en god idé med hormoner fra et andet land.

Dette er ud fra en lægelig begrundelse, da hverken klager eller læge 1 havde nogen sikkerhed for, hvilken styrke klager tog, og hvad der reelt var i.

Det fortalte læge 1 klager.

Læge 1 fortalte også, at hun ikke kunne tage ansvar for behandlingen eller monitorering.

Dette støttes også af den korrespondance, der er fra klinisk biokemisk afdeling, som indklagede har sendt.

Her har læge 1 skrevet til klinisk biokemisk afdeling i forhold til hjælp og i forhold til, hvordan det skulle håndteres med blodprøver, både praktisk og økonomisk.

Behandlingen i udlandet havde intet med en henvisning til Center for Kønsidentitet at gøre.

Grunden til, at læge 1 havde forbehold mod at henvise til Center for Kønsidentitet og informerede klager om dette og samtidig anbefalede stabilitet og ro på psykisk, var, fordi det stod meget tydeligt i afvisningen/afslutningen fra den seneste vurdering, at det var dette, der var årsagen til, at man ikke tilbød behandling.

Der havde også kort tid før samtalen med klager været psykiske udfordringer hos klager.

Læge 1 vurderede derfor ikke, at der var en ny situation, som gjorde det realistisk, at man ville se anderledes på situationen.

Det er dog ikke det samme som, at læge 1 ikke ville henvise klager.

Det var derimod efter læge 1’s bedste mening information og vejledning med henblik på at kunne nå frem til en situation, hvor det var realistisk, at der faktisk kom en ny vurdering.

Det kan bekræftes, at indklagede havde mange snakke omkring det pågældende bosted, som klager boede hos.

Indklagede var bekymret for ledelsen og personalets håndtering af de sårbare unge.

Det orienterede indklagede bostedet om, og de valgte at bruge andre lægehuse fremadrettet.

At læge 1 skulle have diskrimineret, grinet af, udtalt sig negativt og ”straffet” klager, tager indklagede og læge 1 på det kraftigste afstand fra.

At læge 1 orienterede klager om, at hun ikke kunne stå inde for eller fagligt bakke op om en behandling, han selv havde sat gang i, er ikke det samme som at straffe ham.

Det er at være faglig og at følge de rammer, som indklagede arbejder under.

Læge 1 har tidligere henvist flere patienter til vurdering i forhold til ønske om kønsskifte.

Læge 1 er personligt indigneret over denne klage.

Klagen har intet på sig.

Læge 1 kan 100 % stå inde for sin faglighed og sin personlige tilgang og respekt både over for klager og alle læge 1’s andre patienter.

Den følelse af oplevelsen og forløbet, som klager har haft, kan indklagede ikke betvivle eller ændre.

Læge 1 har dog en anden oplevelse og kan kun beklage, hvis hun kunne have sagt eller formuleret sig anderledes i situationen.

Læge 1 bestrider i øvrigt at skulle have sagt, at klager havde ”trådt systemet over tæerne”.

Dette er ikke en formulering, som læge 1 ville have brugt, og læge 1 ser ikke sig selv som en del af et system, hvor patienter er i opposition.

Indklagede har et ønske om og føler stor forpligtelse til at hjælpe patienter gennem sundhedsvæsenet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af kønsidentitet uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af kønsidentitet.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af kønsidentitet behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer særlig ufordelagtigt på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika i forhold til andre personer medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons kønsidentitet med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har gjort gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling og chikane på grund af kønsidentitet i forbindelse med læge 1’s behandling af klager under konsultationen den 6. oktober 2022.

Klager har til støtte herfor anført, at klager ikke blev henvist til Center for Kønsidentitet, da klager var i privat hormonbehandling i udlandet.

Indklagede har oplyst, at indklagede oplyste klager om, at det ikke var en god idé at være i hormonbehandling i udlandet, da indklagede ikke kunne stå inde herfor og tage ansvar for behandlingen.

Indklagede har også oplyst, at klager tidligere var blevet afvist fra Center for Kønsidentitet grundet manglende stabilitet, og at indklagede vurderede, at situationen ikke havde ændret sig ved klagers besøg den 6. oktober 2022.

Klager har desuden oplyst, at læge 1 til personalet hos klagers bosted blandt skulle have sagt, at klager ”var en forvirret pige”.

Dette har indklagede bestridt.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke med det oplyste har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af kønsidentitet.

Nævnet har lagt vægt på indholdet af de fremlagte journaloplysninger, som understøtter indklagedes oplysninger.

Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med behandlingen hos indklagede har været udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af kønsidentitet.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

•

§ 2 a, stk. 1 og 2, om chikane