Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-03154
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-03154
DR får ikke kritik for at afvise sletning af artikel og video
En tidligere advokat klagede til Pressenævnet over, at DR ikke ville slette en artikel og en video bragt i 2016, som omhandlede en krimifestival i København, hvor han som en af talerne under festivalen fortalte om sit virke som forsvarsadvokat.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne i artiklen og videoen stammede fra den tidligere advokat selv, at omtalen angik forhold i relation til advokatens daværende erhvervsmæssige virke, og at omtalen fortsat kunne anses at have almen interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at DR har afvist hans anmodning om at slette artiklen ”VIDEO Forsvarsadvokat: Mine venner elsker at høre om sager” , som blev bragt den 11. juni 2016 på dr.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
DR bragte den 11. juni 2016 artiklen ”VIDEO Forsvarsadvokat: Mine venner elsker at høre om sager” på dr.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”Krimi-historier fra både fantasien og virkelighedens verden fascinerer os.
”
Af artiklen fremgår følgende
”En ny krimi-festival har i dag slået dørene op på Østerbro i København.
Det handler ikke kun om mordgåder og spænding - publikum får også et blik bag kulisserne hos retsmedicinere og forsvarsadvokater.
- Mange elsker at læse gode krimi-romaner, og vi er alle sammen fascinerede af virkelighedens kriminelle dramaer, fortæller [Direktøren], direktør for Copenhagen Crime-arrangementet.
Blandt talerne er forsvarsadvokat [Klager], der ikke har et moralsk problem med at forsvare folk, der er mistænkt for at have begået noget kriminelt.
- For mig at se er de ikke skyldige, men anklagede.
Jeg finder faktisk aldrig ud af, om de er skyldige eller ej, forklarer han.
Han elsker at fortælle om sine sager - inden for reglerne om tavshedspligt.
Få et indblik i forsvarsadvokatens verden i videoen foroven.
”
Til artiklen er indsat en video fra krimifestivalen ”Copenhagen Crime”, som blev afholdt på Østerbro i 2016.
Videoen, som har en varighed på et minut og 45 sekunder, indeholder blandt andet et interview med [Klager] om sit virke som forsvarsadvokat.
Den 18. januar 2025 rettede [Klager] henvendelse til DR med anmodning om sletning af artiklen.
DR afviste den 17. februar 2025 [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage over DRs afvisning er modtaget i Pressenævnet den 7. marts 2025.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Sletning – punkt D.
1
[Klager] har anført, at DR har afvist hans anmodning om at slette artiklen.
I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han ophører med at arbejde som advokat for at arbejde inden for et helt andet område, og at han derfor gerne vil have så meget som muligt fra sin tid som advokat fjernet.
Artiklen med tilhørende video er ydermere af ældre dato, 11. juni 2016, dermed må det samfundsmæssige hensyn til artiklens tilgængelighed anses som betydelig begrænset.
2.2 DRs synspunkter
Sletning – punkt D.
1
DR har indledningsvis oplyst, at artiklen omhandler en – på daværende tidspunkt – ny krimifestival ”Copenhagen Crime”, som blev afholdt i København i 2016.
Artiklens hovedfokus er offentlighedens interesse for kriminalstof, som netop også var festivalens centrale emne.
I artiklen medvirker [Klager], der i sin rolle som forsvarsadvokat var taler på et af festivalens oplæg.
I oplægget blev han interviewet om sit arbejde som forsvarsadvokat og fortalte herom.
Med afsæt heri medvirkede [Klager] i artiklen og fortalte nærmere om sit arbejde som forsvarsadvokat og sin generelle holdning hertil.
I artiklen udtaler [Klager] sig således blandt andet om de moralske overvejelser, som er knyttet til jobbet.
Han udtaler blandt andet: ”[.
.
.
] for mig at se er de jo ikke skyldige.
For mig at se er de blevet anklaget for noget.
[.
.
.
] Jeg finder faktisk aldrig ud af, om de er skyldige eller ej”.
I artiklen indgår også en video fra festivalen, hvor [Klager] bliver interviewet af DR om emnet og uddyber sine holdninger.
Det er DRs opfattelse, at betingelserne efter punkt D.
1 ikke er opfyldt i det konkrete tilfælde.
Det følger af Pressenævnets praksis, at anvendelse af punkt D.
1 og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger af følsom eller privat karakter, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Dertil kommer, at det skal være både muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden.
Det er DRs opfattelse, at hverken artiklen eller videoen indeholder følsomme eller private oplysninger om [Klager], som kan medføre, at der skal ske afindeksering, anonymisering eller sletning.
De oplysninger om [Klager], som fremgår af artiklen og videoen, angår alene [Klager]s erhvervsmæssige virke og hans generelle holdninger til dette.
Det forhold, at [Klager] efter artiklens udgivelse har skiftet erhverv og dermed ikke længere er forsvarsadvokat, indebærer ikke, at oplysningerne ændrer karakter og kan anses for private eller følsomme eller på anden måde som særligt belastende for [Klager].
Der foreligger desuden ikke andre konkrete forhold eller særlige hensyn, som indebærer, at artiklens tilgængelighed undtagelsesvis skal hindres i det konkrete tilfælde.
DR lægger i den forbindelse vægt på, at [Klager] har deltaget i et offentligt oplæg og frivilligt udtalt sig om emnet og sit arbejde, ligesom [Klager] frivilligt har udtalt sig herom i artiklen og videoen.
Artiklens formål er at belyse den øgede interesse for kriminalstof generelt og i den forbindelse at oplyse om arbejdet som forsvarsadvokat gennem interviewet, hvor [Klager] sætter ord på sine erfaringer og holdninger til arbejdet.
Det er DRs opfattelse, at det er et emne, som fortsat har væsentlig offentlig interesse.
Det faktum, at artiklen er fra 2016, ændrer ikke herpå, da den bidrager med vigtige og relevante inputs til den aktuelle samfundsdebat om emnet.
Samlet set er det derfor DRs opfattelse, at DRs afvisning af sletning er i overensstemmelse med god presseskik.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.
God presseskik
Sletning – punkt D.
1
[Klager] har klaget over, at DR har afvist hans anmodning om at slette artiklen.
Generelt om punkt D.
1
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.
Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.
1.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.
1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen og videoen indeholder omtale af krimifestivalen ”Copenhagen Crime”, som blev afholdt på Østerbro i 2016, hvor [Klager] var en af talerne under festivalen.
Videoen indeholder blandt andet et interview med [Klager], der fortæller om sit virke som forsvarsadvokat.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen og videoen fra 2016 på dr.dk ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager].
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningerne i artiklen og videoen stammer fra [Klager] selv, der var taler under krimifestivalen ”Copenhagen Crime” og frivilligt medvirkede i et interview, hvor han udtalte sig om sager fra sit virke som forsvarsadvokat, at omtalen dermed angår forhold i relation til [Klager]s daværende erhvervsmæssige virke, og at omtalen i artiklen og videoen fortsat kan anses at have almen interesse.
Det forhold, at [Klager] efter det oplyste ikke længere driver advokatvirksomhed, kan ikke føre til et andet resultat.
Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere DR for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning.
Afgjort den 17. juni 2025