Legislator Case Law & Legislation
W20250953525 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-13128

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9535 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-13128

KEN#LOKDOK23 2025 9535 Valid

Randers Amtsavis får ikke kritik for omtale af fotografs forretningsmetoder

Randers Amtsavis bragte i oktober 2024 to artikler, hvori en lokal fotografs forretningsmetoder blev omtalt.

Af artiklerne fremgik blandt andet, at fotografen tidligere var gået konkurs med flere virksomheder, og at et af hans selskaber var blevet tvangsopløst.

Fotografen klagede til Pressenævnet over, at artiklerne indeholdt urigtige oplysninger.

Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne havde dækning i de faktiske forhold.

KEN#LOKDOK23 2025 9535 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ” Fotograf udsender advarsel om [Geografisk tilhørsforhold 1] med blakket fortid: - Han sletter nok alt fra hjemmesiden ” og ” Store armbevægelser og en sheik fra Dubai: [Klager] vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på ”, bragt henholdsvis den 3. oktober 2024 og den 5. oktober 2024 af Randers Amtsavis på amtsavisen.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder urigtige oplysninger.

1 Sagsfremstilling

Påklagede artikler

Randers Amtsavis bragte den 3. oktober 2024 kl.

05.37 artiklen ” Fotograf udsender advarsel om [Geografisk tilhørsforhold 1] med blakket fortid: - Han sletter nok alt fra hjemmesiden ” på amtsavisen.dk.

Af artiklens underrubrik fremgår

”Han gik konkurs med et hjertestarterfirma, som ikke leverede hjertestartere, og selskabet bag en legetøjsbutik i Slotscentret, [Butiksnavn], blev tvangsopløst.

Nu vil en lokal fotograf have fuld betaling for det, han kalder tyveri af billeder.

Men det er [Klager] ikke indstillet på og vil have sagen afgjort i retten, hvor han netop har tabt en lignende sag om uretmæssig brug.

”

Der er i artiklen indsat 2 portrætfotos af henholdsvis [Person 6] og [Klager].

Af billedteksten fremgår

”[Person 6] (t.v.) har ikke meget til overs for [Klager]s moral og arbejdsmetoder.

Tidligere er [Geografisk tilhørsforhold 1] gået konkurs med flere virksomheder under navnet [Klagers tidligere navn].

Blandt de mest prominente konkurser er et hjertestarterfirma.

Derudover blev selskabet bag legetøjsforretningen [Butiksnavn] i Slotscentret tvangsopløst.

”

Af artiklen fremgår endvidere

”[Bynavn 1]: ”Hold øje med [Klager], som gerne vil lege fotograf og medie.

Hans [Navn på firma 1] lever af at stjæle andres billeder uden kreditering.

Mit har han brugt med en politimand og fyrværkeri og mange flere fra udenlandske medier.

Så hold øje med, om jeres billeder bliver udnyttet.

” Sådan lyder advarslen fra den på [Områdebetegnelse]-bosiddende fotograf [Person 6] i Facebookgruppen [Navn på Facebook-gruppe].

Hvis navnet [Klager] ikke lyder bekendt for læseren af denne avis, hjælper det måske på hukommelsen at nævne mellemnavnet [Klager].

Og at han tidligere hed [Klagers tidligere navn].

Under det navn er han gået konkurs med en række virksomheder.

En af de mest omtalte konkurser stammer fra 2017, hvor han drev hjertestarterfirmaet [Navn på firma 2], som solgte hjertestartere og tilhørende serviceaftaler i blandt andet [Bynavn 1] og [Bynavn 2].

Men kunderne fik ikke noget for de penge, de sendte i [Klager]s retning, for hjertestarterne dukkede aldrig op, og selv var han umulig at få fat på for de frustrerede firmaer, der hver især havde flere tusinde kroner ude at svømme.

Og som fortsat ikke var sikret, hvis der skulle blive brug for en hjertestarter i lokalområdet.

Kigget efter i sømmene

Amtsavisen har talt med fotograf [Person 6] om den advarsel, han har sendt ud, efter en af hans tidligere fotografer for nylig kontaktede ham for at høre til, om han havde givet [Klager] lov at bruge det billede, han havde taget.

- Og så måtte jeg jo svare, at nej, det havde han sgu ikke fået lov til.

Det er også derfor, jeg har kigget ham lidt efter i sømmene, siger [Person 6], som for nogle år siden solgte virksomheden [Navn på firma 3] fra på grund af alvorlig sygdom, som han imidlertid nu er på den anden side af.

Et billede, som skal illustrere kontoret i [Bynavn 1], er taget fra Fagbevægelsens Hovedorganisations hjemmeside, og viser to kvinder i et typisk kontorlandskab.

Et billede, [Klager] har valgt til hjemmesiden [Navn på firma 1] til at illustrere arbejdsforholdene på [Vejnavn].

Billedet er blevet udskiftet med et andet efter [Person 6]s opslag, men Randers Amtsavis har ved en søgning på hjemmesiden archive.org fundet dokumentation for, at billedet har været brugt på [Klager]s kontaktside.

En underside på [Navn på firma 1], hvor [Klager] søger nye fotografer, er ledsaget af et billede af en herre med fuldskæg, der er midt i at knipse et billede.

Dette billede er taget fra en tysk hjemmeside, hvor en fotograf ved navn [Person 1] har brugt billedet til at reklamere for sine tjenester i [Udenlandsk bynavn].

Kræver fuld betaling

Og der er flere eksempler på billeder, der er taget andre steder fra.

Både af danske og udenlandske fotografer, og [Person 6] har sørget for at tage screenshots af det hele som dokumentation.

- Det, han har brugt fra en af mine tidligere fotografer, viser en politimand, der står på en bakketop, og hvor der er noget fyrværkeri, siger han.

Han har været i skriftlig korrespondance med [Klager], og efter indledende modstand tilbyder [Klager] at betale 600 kroner for billedet mod, at det så var hans efter betaling.

Men det vil [Person 6] ikke være med til.

Han vil have 6000 kroner for den uretmæssige brug.

Som han forklarer

- Man skal ikke bare gå og stjæle andre folks billeder.

Mener du, at han snylter på din og andres forretning?

- Jamen, det gør han jo.

Han har slet ikke lagt nogen rigtige billeder på hjemmesiden selv.

Han er da en dårlig fotograf, hvis han bliver nødt til at stjæle andres billeder.

Når jeg kan se, at han vil leve af at bruge andres billeder, så synes jeg, det er for meget.

Han må sgu selv kæmpe kampen fra bunden, ligesom vi andre har gjort.

Han vil åbenbart starte på toppen, men det dør han af.

Jeg har også sendt en masse kopier til [Nyhedsbureau], for det er også [Nyhedsbureau]s billeder, han bruger.

[Person 6] fortæller, at han efter sit opslag har hørt fra [Billedbureau 2], der ligeledes har stiftet bekendtskab med [Klager].

- I den sag havde han kopieret en masse af deres tekster og sådan lidt forskelligt.

Der tabte han en sag og fik en bøde, siger han.

"Ja, det er da dejligt, hva'?

"

Amtsavisen har set dokumentation på, at [Klager] for ganske nylig har betalt [Billedbureau 2] for uretmæssig brug af deres materiale efter at have tabt en sag i retten.

Og indehaver [Person 2] bekræfter, at [Klager] indgik forlig i retten og har betalt 3.250 kroner for uretmæssig kopiering af tekster på [Billedbureau 2].

Randers Amtsavis har onsdag været i telefonisk kontakt med [Klager].

Hele samtalen følger herunder.

- Det er [Klager].

Hej, jeg ringer til dig, fordi jeg har talt med [Person 6].

- Ja, det er da dejligt, hva’?

Jeg kan forstå, at I har en fejde kørende?

- Det har vi bestemt ikke.

Er det noget, du mener, I har fået løst i mindelighed?

- Øh, nej?

.

.

Men den skal jo først for retten og alt sådan noget, så det er jo dét.

Jamen hvorfor?

Kan du ikke bare betale manden og slippe for retsvæsenet?

- Nej fandeme nej, det er jo ikke hans billede.

Det er en, der har været ansat hos ham, der har taget det billede.

Beklikker du den påstand?

- Det går jo lidt videre end det, men det kan jeg simpelthen ikke komme ind på, før sagen har været i retten.

Så rent principielt vælger du at lade det gå rettens vej?

- Ja, for han taber.

Han taber sagen?

- Det gør han.

Jamen, hvorf.

.

- Prøv at høre her.

Jeg vil ikke diskutere det.

Overhovedet.

Men det var bare én ting.

Det andet handler om de billeder fra [Billedbureau 1], du bruger på din hjemmeside.

- Det har jeg så heller ikke.

Hvad med billedet, der skal ligne, at det er taget fra dit kontor?

- Jeg har slet ingen kommentar til det overhovedet.

Men det har du jo fjernet igen.

- Der er ingen billeder på min hjemmeside, du kan finde, der er stjålet nogen steder fra eller taget nogen steder fra.

Jo, for du har fjernet det det ene sted, men det ligger stadigvæk på en underside.

- Det ved jeg ikke.

Nej.

Så du har været inde for nylig og fjerne noget.

- Men det er jo også min hjemmeside, så det må jeg jo selv om, hvad jeg gør der.

Det er jeg ikke enig med dig i.

Du er jo tilmeldt Pressenævnet.

- Så må de jo tage den den vej, hvis de synes, det er dét, der er nødvendigt.

Men hvorfor vil du udsætte dig selv på den måde?

Vil du slet ikke indrømme, at du har gjort noget forkert i den her sag?

- Ved du hvad, nu skal du høre.

Nu lægger jeg røret på, og du behøver ikke ringe igen.

Men det her er noget, jeg skriver.

- Det bestemmer du jo selv.

Klar til dans

[Person 6] har ikke meget til overs for den skråsikre attitude fra [Klager] om udfaldet af en eventuel retssag

- Så må han jo bevise, at det ikke er mit billede.

Men jeg har jo originalbilledet.

Han siger, at du kommer til at tabe den sag.

- Så er det bare mærkeligt, at han godt vil betale mig 600 kroner for billedet.

Det syntes han, at jeg skulle tage imod, og at det så var hans billede, hvis han betalte det.

Så der har han jo erkendt, at han har snuppet det.

Han er tilmeldt Pressenævnet.

Er det noget, du kommer til at gå videre med til dem?

- Det kommer an på, hvordan han opfører sig.

Hvis han ikke betaler sin regning, så kører min advokat en sag, og så kommer Pressenævnet selvfølgelig indover bagefter.

Hvis han vil spille moderne, så kan vi godt det.

I er klar til dans?

- Fuldstændig.

Vi har ikke noget at tabe.

[Person 6] har i øvrigt fået et stående tilbud fra [Billedbureau 2] om vederlagsfri juridisk assistance fra dem, hvis han og de øvrige fotografer beslutter sig for at køre en sag mod [Klager].

På [Navn på firma 1] er i øvrigt angivet to samarbejdspartnere.

Det ene er et telefirma, og det andet er et [Geografisk tilhørsforhold 2] advokatbureau, [Advokatfirmaet].

Som det fremgår på [Klager]s hjemmeside for sin fotografvirksomhed

”Vi har indgået et samarbejde med [Advokatfirmaet], som står bag os, hvis vi skulle få brug for det, med både juridisk og advokatbistand.

”

Det undrer [Person 6]

- Ja, det er som om, han ved, at der kommer et eller andet, som han skal bruge en advokat til.

Han er forberedt på, at vi er efter ham.

Han sletter nok også snart alt det, han har liggende på hjemmesiden.

”

Der er i artiklen indsat et billede af [Klager], som står med en hjertestarter.

Af billedteksten fremgår følgende

”[Klager] tilbage i 2016, hvor han hed [Klagers tidligere navn].

Og fik en del medieomtale for sine aktiviteter med sit hjertestarterfirma, der året efter gik konkurs”.

Randers Amtsavis bragte den 5. oktober 2024 kl.

11.08 artiklen ” Store armbevægelser og en sheik fra Dubai: [Klager] vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på ” på amtsavisen.dk.

Af artiklens underrubrik fremgår

”To lokale erhvervsdrivende fortæller om deres møde med en karismatisk mand, der med talegaverne i orden fik dem overbevist om, at han havde skabt et enestående produkt med sit hjertestarterfirma.

Men snart efter var der ugler i mosen.

”

Der er i artiklen indsat to billeder af henholdsvis [Person 3] og [Person 4].

Af billedteksten fremgår

”[Person 3] (t.v.) og [Person 4] har begge stiftet bekendtskab med [Klager].

”

Af artiklen fremgår endvidere

”[Bynavn 1]: - Han har jo nogle fantastiske talegaver og var meget entusiastisk.

Det fortæller selvstændig fotograf [Person 3] om [Klager] (tidligere med fornavnet [Klagers tidligere navn], red,), som kontaktede hende, da han ønskede at komme ud over rampen med sit dengang nyoprettede hjertestarterfirma.

Firmaet [Navn på firma 2], som gik konkurs i 2017, solgte hjertestartere og serviceaftaler til kunder, som imidlertid aldrig modtog det, de havde betalt for.

- Den form for entusiasme er jo sådan noget, man bliver grebet af.

Han ved lige præcis, hvilke knapper han skal trykke på, fortæller [Person 3] til Randers Amtsavis.

Dengang var det meningen, at hun, og en reklametegner, hun sad sammen med i et kontorfællesskab, skulle hjælpe [Klager] med opgaver indenfor marketing og presseomtale, men da tiden nærmede sig for, at det hele skulle løbe af stablen, hørte de to kvinder pludselig ikke mere fra ham.

- Han var som sunket i jorden, fortæller [Person 3].

'Sådan en spade'

Den reklametegner, hun refererer til, hedder [Person 4].

Hun har i omkring 20 år været selvstændig og nåede at udføre noget arbejde for [Klager] uden at modtage betaling for sine ydelser.

- Det var heldigvis ikke nået at løbe op i en formue, men det var træls alligevel, siger [Person 4] til Randers Amtsavis.

Hun havde været så forudseende at sende en delfaktura af sted på det indledende arbejde, som hun havde udført.

- Det, der ærgrede mig allermest, var, at jeg havde fået lavet noget, der var megafedt, og at jeg ikke kunne få lov at bruge det.

Jeg kunne ikke få lov at gøre det færdigt, fordi han var sådan en spade, siger [Person 4].

For reklametegneren har pengene, hun har haft i klemme, derfor ikke været det vigtigste.

- Det, der var mest irriterende, er, at man selvfølgelig har brugt tid, men også energi og kreativitet på at lave noget, som viser sig at være omsonst, siger hun.

Fotograf [Person 3] kan huske, at hun og [Person 4] dengang talte sammen om, at det næsten var for godt til at være sandt med hjertestarterfirmaet.

- Og det var det jo så også, kan man sige, pointerer hun.

Sheik fra Dubai

Også [Person 4] medgiver, at hun lod sig dupere af hjertestarter-manden med de store armbevægelser og snakketøjet, der aldrig stod stille.

- Jeg kan huske, at hverken [Person 3] eller jeg havde en lampe, der lyste med, at han var utroværdig.

Vi kom jo ind i hans firma, hvor der sad personale, og der var et fint mødelokale.

Alt var troværdigt at se på og ægte.

Han havde en prototype, han kunne vise os, og aftaler liggende med, hvor hjertestarterne skulle hænge henne, siger hun.

Reklametegneren erindrer også, at der var tale om, at en sheik fra Dubai skulle se på det produkt, [Klager] havde udviklet med sin virksomhed.

- Jamen, der var jo ikke det, som det ikke kunne, det her.

Vi tænkte begge to: "Det er fandeme godt det her.

Det giver så god mening," siger [Person 4].

[Person 3] supplerer: - Der var nogle vældig rørende historier, og da vi fik præsenteret hjertestarterne, fortalte han om, hvor enestående de var.

Det lød jo bare rigtig, rigtig godt.

Arrogance der siger alt

Når fotografen ser tilbage på sagen i dag, kan hun af gode grunde ikke vide med sikkerhed, om [Klager] allerede dengang, hun stiftede bekendtskab med ham, havde til hensigt at svindle.

- Dengang vi begyndte at fornemme, at der var ugler i mosen, gik jeg ind og googlede ham, og der kunne jeg se, at han altså havde en historik med konkurser og sådan.

Så jeg tænker måske, det hele tiden har været hensigten at snyde, for han har jo også gjort det efterfølgende.

Jeg tror, det er sådan, han er, siger [Person 3].

Han kan jo også bare have været meget uheldig?

- Ja, men den arrogance, han udviser over for dem, han skylder penge, synes jeg taler for sig selv.

Hvis man havde været et ordentligt menneske, ville man jo have taget fat i sine leverandører og forklaret dem tingene og måske få en eller anden betalingsaftale.

Det ville have været god etik og moral at gøre det på den måde.

[Person 3] understreger, at hun på ingen måde ønsker at engagere sig med [Klager] i fremtidige projekter.

- Nej, absolut ikke.

Ikke hvis jeg på nogen som helst måde kan undgå det.

Min erfaring er også, at hvis tingene lyder alt for rosenrøde, så bliver jeg mistænkelig, hvis det ikke er nogen, jeg kender i forvejen.

Er det ham?

Her er [Person 4] på bølgelængde: - Der er jo en risiko ved alt.

Jeg bruger min sunde fornuft, men man kan altid blive snydt.

Og der er nogen, der er rigtigt dygtige til det.

Selvfølgelig ligger det altid i baghovedet, men jeg vælger at stole på de kunder, jeg har.

Også fordi jeg har en personlig relation til dem alle sammen, siger hun.

Reklametegneren oplevede at få den ene søforklaring efter den anden i bestræbelserne på at få betaling for de udførte opgaver for [Klager], som hun konsekvent nævner ved mandens tidligere fornavn, [Klagers tidligere navn].

- Tiden blev hele tiden bare trukket ud.

Så var den røget i den forkerte mail, og det skulle nok blive ordnet.

Så til sidst ville han bare ikke, og så kunne jeg slet ikke få fat i ham.

Det endte ud på en måde, hvor der ikke var nogen kommunikation tilbage, siger [Person 4] og tilføjer: - Uanset hvad kom der ikke nogen respons.

Når man ringede, kunne man ikke komme til at tale med ham.

Så var han aldrig på kontoret, eller også var han lige gået, siger [Person 4], der blev overrasket, da hun så et billede af [Klager] i avisen i ugens løb.

- Jeg kunne ikke engang huske, at han så sådan ud, griner hun.

- Så jeg ville faktisk have kunnet gå forbi ham uden at genkende ham.

Måske har jeg fortrængt ham.

”

Nederst i artiklen fremgår følgende i kursiv

”[Klager] har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.

”

Efter offentliggørelsen

Artiklen ” Fotograf udsender advarsel om [Geografisk tilhørsforhold 1] med blakket fortid: - Han sletter nok alt fra hjemmesiden ” blev opdateret den 17. februar 2025 kl.

15.55.

Af opdateringen, der er indsat øverst i artiklen, fremgår følgende

”RETTET 17. februar 2025, 15:55: Vi skrev oprindeligt, at [Klager] tabte sagen om uretmæssig brug af billeder.

Dette er imidlertid ikke korrekt, idet der i stedet blev indgået forlig mellem parterne.

Amtsavisen beklager fejlen.

Fejlen er desuden udbedret i underrubrikken.

”

Øvrige oplysninger

[Klager] har indsendt et billede af et referat fra en retsbog fra Retten i [Bynavn 1], der er dateret til 23. august 2024.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 7. oktober 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Indledende bemærkninger

[Klager] har i klagen anført, at begge artikler rummer en række urigtige oplysninger.

[Klager] har indledningsvis anført, at hans klage angår, at Randers Amtsavis den 5. oktober 2024 har bragt en artikel vedrørende et gammelt firma, han har haft.

Den pågældende artikel omhandlede to kvinder, der påstod, at de har samarbejdet med [Klager], hvilket ifølge ham ikke er korrekt.

[Klager] har oplyst, at de urigtige oplysninger har skadet hans virksomhed.

Randers Amtsavis og journalisten har ifølge [Klager] ikke sat sig ind i forholdene, inden artiklen blev bragt.

[Klager] har endvidere anført, at en række af artiklens udsagn ikke kan understøttes med beviser, idet der ikke findes bevis herfor.

Hensigten har alene været at skade hans nuværende virksomhed.

[Klager] har anført, at det var den samme journalist, der omtalte det firma, han gik konkurs med for syv år siden.

På daværende tidspunkt havde [Klager] ikke kræfter til at kæmpe mod dem.

[Klager] har endvidere anført, at det ikke er korrekt, når han i artiklen kaldes ”svindler”, idet han aldrig er blevet dømt for noget.

[Klager] har henvist til, at han har vedlagt et skærmbillede af et retsbogsreferat, hvoraf det fremgår, at der blev indgået et forlig, hvilket står i modsætning til, at selskabet [Navn på firma 1] skulle have tabt sagen, som det fremgår af de påklagede artikler.

[Klager] har understreget vigtigheden af, at der fremlægges dokumentation for bragte påstande.

Det fremgår endvidere, at Randers Amtsavis har tilbudt [Klager] at medvirke, som han imidlertid har afvist.

[Klager] har herefter anført følgende klagepunkter om fire udsagn fra artiklen ” Fotograf udsender advarsel om [Geografisk tilhørsforhold 1] med blakket fortid: - Han sletter nok alt fra hjemmesiden ”

Korrekt information

- Legetøjsforretning

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at selskabet bag legetøjsforretningen ”[Butiksnavn]” i Slotscentret er blevet tvangsopløst, idet han aldrig har haft eller har drevet en legetøjsforretning.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende del af billedteksten i artiklen

”Derudover blev selskabet bag legetøjsforretningen [Butiksnavn] i Slotscentret tvangsopløst.

”

[Klager] har endvidere henvist til følgende afsnit fra artiklen

”Han gik konkurs med et hjertestarterfirma, som ikke leverede hjertestartere, og selskabet bag en legetøjsbutik i Slotscentret, [Butiksnavn], blev tvangsopløst.

”

- Rettens afgørelse

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han har tabt den omtalte sag, idet han aldrig har tabt en sag, da der blev indgået forlig.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende afsnit fra artiklen

”Nu vil en lokal fotograf have fuld betaling for det, han kalder tyveri af billeder.

Men det er [Klager] ikke indstillet på og vil have sagen afgjort i retten, hvor han netop har tabt en lignende sag om uretmæssig brug.

”

[…]

[Person 6] fortæller, at han efter sit opslag har hørt fra [Billedbureau 2], der ligeledes har stiftet bekendtskab med [Klager].

- I den sag havde han kopieret en masse af deres tekster og sådan lidt forskelligt.

Der tabte han en sag og fik en bøde, siger han.

[…]

Amtsavisen har set dokumentation på, at [Klager] for ganske nylig har betalt [Billedbureau 2] for uretmæssig brug af deres materiale efter at have tabt en sag i retten.

”

- Hjertestartere

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at hans kunder ikke modtog hjertestartere trods betaling, idet der er mange [steder, Pressenævnet ], hvor de stadig hænger.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende afsnit fra artiklen

”En af de mest omtalte konkurser stammer fra 2017, hvor han drev hjertestarterfirmaet [Navn på firma 2], som solgte hjertestartere og tilhørende serviceaftaler i blandt andet [Bynavn 1] og [Bynavn 2].

Men kunderne fik ikke noget for de penge, de sendte i [Klager]s retning, for hjertestarterne dukkede aldrig op, og selv var han umulig at få fat på for de frustrerede firmaer, der hver især havde flere tusinde kroner ude at svømme.

Og som fortsat ikke var sikret, hvis der skulle blive brug for en hjertestarter i lokalområdet.

”

- Uretmæssig brug af billeder

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han uretmæssigt har gjort brug af andre virksomheders billeder, idet alle billederne på hjemmesiden hører til hans firma.

I den forbindelse har [Klager] henvist til dele af følgende afsnit fra artiklen

”Og der er flere eksempler på billeder, der er taget andre steder fra.

Både af danske og udenlandske fotografer, og [Person 6] har sørget for at tage screenshots af det hele som dokumentation.

- Det, han har brugt fra en af mine tidligere fotografer, viser en politimand, der står på en bakketop, og hvor der er noget fyrværkeri, siger han.

Han har været i skriftlig korrespondance med [Klager], og efter indledende modstand tilbyder [Klager] at betale 600 kroner for billedet mod, at det så var hans efter betaling.

Men det vil [Person 6] ikke være med til.

Han vil have 6000 kroner for den uretmæssige brug.

Som han forklarer

- Man skal ikke bare gå og stjæle andre folks billeder.

Mener du, at han snylter på din og andres forretning?

- Jamen, det gør han jo.

Han har slet ikke lagt nogen rigtige billeder på hjemmesiden selv.

Han er da en dårlig fotograf, hvis han bliver nødt til at stjæle andres billeder.

Når jeg kan se, at han vil leve af at bruge andres billeder, så synes jeg, det er for meget.

Han må sgu selv kæmpe kampen fra bunden, ligesom vi andre har gjort.

Han vil åbenbart starte på toppen, men det dør han af.

Jeg har også sendt en masse kopier til [Nyhedsbureau], for det er også [Nyhedsbureau]s billeder, han bruger.

”

[Klager] har herefter anført følgende klagepunkter om tre udsagn fra artiklen ” Store armbevægelser og en sheik fra Dubai: [Klager] vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på ”

Korrekt information

- Samarbejde med [Person 3] og [Person 4]

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han har haft et samarbejde med [Person 3] og [Person 4], idet han kun har forhørt sig om priser.

I den forbindelse har [Klager] henvist til dele af følgende afsnit fra artiklen

”[Bynavn 1]: - Han har jo nogle fantastiske talegaver og var meget entusiastisk.

Det fortæller selvstændig fotograf [Person 3] om [Klager] (tidligere med fornavnet [Klagers tidligere navn], red,), som kontaktede hende, da han ønskede at komme ud over rampen med sit dengang nyoprettede hjertestarterfirma.

Firmaet [Navn på firma 2], som gik konkurs i 2017, solgte hjertestartere og serviceaftaler til kunder, som imidlertid aldrig modtog det, de havde betalt for.

- Den form for entusiasme er jo sådan noget, man bliver grebet af.

Han ved lige præcis, hvilke knapper han skal trykke på, fortæller [Person 3] til Randers Amtsavis.

Dengang var det meningen, at hun, og en reklametegner, hun sad sammen med i et kontorfællesskab, skulle hjælpe [Klager] med opgaver indenfor marketing og presseomtale, men da tiden nærmede sig for, at det hele skulle løbe af stablen, hørte de to kvinder pludselig ikke mere fra ham.

- Han var som sunket i jorden, fortæller [Person 3].

”

[…]

”Den reklametegner, hun refererer til, hedder [Person 4].

Hun har i omkring 20 år været selvstændig og nåede at udføre noget arbejde for [Klager] uden at modtage betaling for sine ydelser.

- Det var heldigvis ikke nået at løbe op i en formue, men det var træls alligevel, siger [Person 4] til Randers Amtsavis.

Hun havde været så forudseende at sende en delfaktura af sted på det indledende arbejde, som hun havde udført.

- Det, der ærgrede mig allermest, var, at jeg havde fået lavet noget, der var megafedt, og at jeg ikke kunne få lov at bruge det.

Jeg kunne ikke få lov at gøre det færdigt, fordi han var sådan en spade, siger [Person 4].

For reklametegneren har pengene, hun har haft i klemme, derfor ikke været det vigtigste.

- Det, der var mest irriterende, er, at man selvfølgelig har brugt tid, men også energi og kreativitet på at lave noget, som viser sig at være omsonst, siger hun.

”

[…]

Også [Person 4] medgiver, at hun lod sig dupere af hjertestarter-manden med de store armbevægelser og snakketøjet, der aldrig stod stille.

- Jeg kan huske, at hverken [Person 3] eller jeg havde en lampe, der lyste med, at han var utroværdig.

Vi kom jo ind i hans firma, hvor der sad personale, og der var et fint mødelokale.

Alt var troværdigt at se på og ægte.

Han havde en prototype, han kunne vise os, og aftaler liggende med, hvor hjertestarterne skulle hænge henne, siger hun.

Reklametegneren erindrer også, at der var tale om, at en sheik fra Dubai skulle se på det produkt, [Klager] havde udviklet med sin virksomhed.

- Jamen, der var jo ikke det, som det ikke kunne, det her.

Vi tænkte begge to: "Det er fandeme godt det her.

Det giver så god mening," siger [Person 4].

[Person 3] supplerer

- Der var nogle vældig rørende historier, og da vi fik præsenteret hjertestarterne, fortalte han om, hvor enestående de var.

Det lød jo bare rigtig, rigtig godt.

”

- Hensigt om at svindle

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han havde til hensigt at svindle.

I den forbindelse har [Klager] henvist til dele af følgende afsnit fra artiklen

”Når fotografen ser tilbage på sagen i dag, kan hun af gode grunde ikke vide med sikkerhed, om [Klager] allerede dengang, hun stiftede bekendtskab med ham, havde til hensigt at svindle.

- Dengang vi begyndte at fornemme, at der var ugler i mosen, gik jeg ind og googlede ham, og der kunne jeg se, at han altså havde en historik med konkurser og sådan.

Så jeg tænker måske, det hele tiden har været hensigten at snyde, for han har jo også gjort det efterfølgende.

Jeg tror, det er sådan, han er, siger [Person 3].

Han kan jo også bare have været meget uheldig?

- Ja, men den arrogance, han udviser over for dem, han skylder penge, synes jeg taler for sig selv.

Hvis man havde været et ordentligt menneske, ville man jo have taget fat i sine leverandører og forklaret dem tingene og måske få en eller anden betalingsaftale.

Det ville have været god etik og moral at gøre det på den måde.

[Person 3] understreger, at hun på ingen måde ønsker at engagere sig med [Klager] i fremtidige projekter.

- Nej, absolut ikke.

Ikke hvis jeg på nogen som helst måde kan undgå det.

Min erfaring er også, at hvis tingene lyder alt for rosenrøde, så bliver jeg mistænkelig, hvis det ikke er nogen, jeg kender i forvejen.

”

- Mangelfuld kommunikation

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han ikke reagerede på [Person 4]s henvendelser til ham.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende afsnit fra artiklen

”- Tiden blev hele tiden bare trukket ud.

Så var den røget i den forkerte mail, og det skulle nok blive ordnet.

Så til sidst ville han bare ikke, og så kunne jeg slet ikke få fat i ham.

Det endte ud på en måde, hvor der ikke var nogen kommunikation tilbage, siger [Person 4] og tilføjer

- Uanset hvad kom der ikke nogen respons.

Når man ringede, kunne man ikke komme til at tale med ham.

Så var han aldrig på kontoret, eller også var han lige gået, siger [Person 4], der blev overrasket, da hun så et billede af [Klager] i avisen i ugens løb.

”

2.2 Randers Amtsavis’ synspunkter

Indledende bemærkninger

Randers Amtsavis har indledningsvis til [Klager]s påstand om, at Randers Amtsavis har bragt flere urigtige oplysninger, og at avisen ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i forholdene, før artiklerne blev bragt, anført, at [Klager] flere gange har fået forelagt oplysningerne, ligesom han har fået mulighed for at kommentere på oplysningerne.

[Klager] har imidlertid afslået at kommentere oplysningerne, efter at han blev præsenteret for præmissen om, at flere personer, efter den indledende artikel om tvisten mellem ham og fotograf [Person 6], har luftet deres utilfredshed med hans måde at drive forretning på, hvilket også knytter sig til hans tid i firmaet, der solgte hjertestartere.

Artiklen ” Fotograf udsender advarsel om [Geografisk tilhørsforhold 1] med blakket fortid: - Han sletter nok alt fra hjemmesiden ”

Korrekt information

- Legetøjsforretning

Randers Amtsavis har anført, at [Klager] stiftede selskabet [ApS-selskabet] i 2025 via hans holdingselskab [Holding-selskabet].

Selskabet har [CVR nr. XXXXXXXX] og har tre branchekoder, der angår rejsebureau, turistkørsel og detailhandel med spil og legetøj, hvilket fremgår af bilag 1.

På den baggrund har Randers Amtsavis anført, at der er fuld dækning for at skrive følgende i artiklen

”Derudover blev selskabet bag legetøjsforretningen [Butiksnavn] i Slotscentret tvangsopløst (…) Han gik konkurs med et hjertestarterfirma, som ikke leverede hjertestartere, og selskabet bag en legetøjsbutik i Slotscentret, [Butiksnavn], blev tvangsopløst.

”

Randers Amtsavis har supplerende henvist til, at det har været som medindehaver af denne kombinerede legetøjsbutik/rejsebureau, at [Klager] ved flere tidligere lejligheder har udtalt sig til Randers Amtsavis.

I den forbindelse har Randers Amtsavis henvist til artiklen ” Kan ikke få penge tilbage for squishies: Kører gerne en omvej for at handle legetøj næste gang” af 28. juni 2018.

- Rettens afgørelse

Randers Amtsavis har anført, at journalisten bag artiklen, inden artiklens offentliggørelse, har set dokumentation på, at [Klager] har indbetalt 3.250 kr. til [Billedbureau 2] ApS for uretmæssig kopiering af tekster fra mediets hjemmeside, hvilket skete i forbindelse med indgåelse af et forlig.

Forliget blev indgået efter en indledende behandling i Retten i [Bynavn 1], og på den baggrund har Randers Amtsavis anført, at der således kan argumenteres for, at retten fandt, at [Klager] var pligtig til at kompensere [Billedbureau 2] Aps for begåede uretmæssigheder, hvorefter parterne fandt en indbyrdes løsning.

På den baggrund har Randers Amtsavis anført, at der dermed er tale om en strid om ord, når [Klager] påpeger, at han aldrig har tabt en sag, idet rettens vurdering var, at det var ham, der havde begået en fejl, der gjorde ham egnet til økonomisk straf.

Randers Amtsavis har supplerende anført, at [Klager] kunne have bidraget med sin opfattelse i forhold til spørgsmålet, hvis han havde kommenteret oplysningerne, da han fik dem forelagt.

Randers Amtsavis har endvidere henvist til følgende afsnit i artiklen

”Jamen hvorfor?

Kan du ikke bare betale manden og slippe for retsvæsenet?

- Nej fandeme nej, det er jo ikke hans billede.

Det er en, der har været ansat hos ham, der har taget det billede.

Beklikker du den påstand?

- Det går jo lidt videre end det, men det kan jeg simpelthen ikke komme ind på, før sagen har været i retten.

Så rent principielt vælger du at lade det gå rettens vej?

- Ja, for han taber.

”

Randers Amtsavis har i forhold til ovenstående afsnit anført, at dialogen med [Klager] antyder, at han anskuer sagerne i retten i et sort/hvidt perspektiv, idet man enten kan vinde eller tabe en sag.

Det fremgår endvidere, at [Klager] forud for artiklens offentliggørelse havde tilbudt fotograf [Person 6] 600 kr. for uretmæssig brug, hvilket [Person 6] imidlertid ikke ønskede at acceptere.

Randers Amtsavis har på den baggrund anført, at når [Klager], trods sin påstand om ikke at have gjort noget forkert, tilbyder sin modpart penge for at undgå en retssag, så må det anses som en klar erkendelse af, at han har begået fejl.

På den baggrund har Randers Amtsavis fastholdt, at artiklens formulering herom er korrekt.

- Hjertestartere

Randers Amtsavis har anført, at journalist [Journalisten] skrev om hjertestarterfirmaet, der gik konkurs i 2017, men at han aldrig har skrevet om den pågældende sag.

Med beskrivelsen af, at [Klager] dengang ikke havde kræfter til at kæmpe mod avisen, bliver det ifølge Randers Amtsavis antydet, at han har været udsat for en uretfærdig behandling, samtidig med at han ikke angiver, hvori det uretfærdige består, og heller ikke har dokumenteret det nærmere.

Randers Amtsavis har anført, at [Klager] hverken har angivet eller dokumenteret, hvor hjertestarterne skulle befinde sig.

Randers Amtsavis har endvidere anført, at en del af sagen hos det pågældende hjertestarterfirma har handlet om, at leverandørerne ikke har modtaget betaling for de hjertestartere, der blev leveret til [Klager]s firma, hvilket DR Kontant har dokumenteret er sket 15 gange i 2016.

I den forbindelse har Randers Amtsavis henvist til artiklen ”Firma sjusker med salg af livsvigtige hjertestartere” og til følgende artikel ”Træt af svindelrygter: Ja, jeg har begået fejl”, hvor [Klager] kommer ind på konkursen med hjertestarterfirmaet, at han har medvirket i Kontant på DR.

- Uretmæssig brug af billeder

Randers Amtsavis har anført, at der er blevet slettet flere billeder fra hjemmesiden siden artiklens offentliggørelse.

Blandt disse billeder er der blevet slettet billeder, der er blevet nævnt i artiklen fra den tyske fotografs hjemmeside og et billede fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, der blev benyttet flere steder på hjemmesiden [Navn på firma 1].

Randers Amtsavis har endvidere anført, at [Klager] også slettede det billede, der stammer fra [Person 6]s firma, som [Klager] ifølge [Person 6] brugte uretmæssigt.

Randers Amtsavis har henvist til, at der er dokumentation for, at billedet blev bragt på [Navn på firma 1].

Randers Amtsavis har henvist til, at der foreligger langt flere eksempler, som blandt andet grundet et hackerangreb på archive.org ikke pt.

kan fremlægges.

På baggrund af disse oplysninger har Randers Amtsavis anført, at eksemplerne tegner et billede af en fotografvirksomhed, der snylter på andre branchefolks arbejde, hvilket både gælder i ind- og udland, og det er det billede, der har været baggrunden for at bringe artiklen.

Ifølge Randers Amtsavis er det relevant både at informere og advare offentligheden, når indehaveren af virksomheden er en mand, der er forbundet med et antal sager om konkurser og svindel.

Artiklen ” Store armbevægelser og en sheik fra Dubai: [Klager] vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på ”

Korrekt information

- Samarbejde med [Person 3] og [Person 4]

Randers Amtsavis har anført, at det var meningen, at fotograf [Person 3] skulle hjælpe [Klager] med markedsføringsopgaver i forbindelse med hjertestarterprojektet, men samarbejdet kom aldrig i stand, hvilket heller ikke fremgår af artiklen.

[Person 3] har derfor ikke tabt penge, men hun har spildt sin tid med møder, der ikke blev til noget, hvilket også drejede sig om et møde på [Klager]s kontor i 2016.

Da mails af ældre dato er blevet slettet, er det ikke muligt at dokumentere korrespondancen, idet der alene eksisterer en mødeindkaldelse i kalenderen fra maj 2016.

Både [Person 3] og [Person 4] har til Randers Amtsavis oplyst, at de har været på [Klager]s kontor, og Randers Amtsavis har lagt til grund, at idet der er tale om to succesrige erhvervsdrivende med etablerede virksomheder og et stort netværk, så er de blevet vurderet til at være troværdige kilder.

Det fremgår, at det er journalisten, der har kontaktet [Person 3] og [Person 4], og at de har indvilliget i at stå frem med deres udlægning af sagen, da de ønsker at advare andre, efter at de har tagget hinanden i et kommentarspor under artiklen med [Person 6].

[Person 3] og [Person 4] har ifølge Randers Amtsavis ønsket at medvirke, selv om det havde været lettere for dem at lade være, idet de er bekendt med, at de kan komme til at fremstå som naive.

Randers Amtsavis har anført, at [Person 4] efter eget udsagn ikke har tabt et stort beløb, idet hun fortæller, at hun har brugt en del tid på det indledende arbejde for [Klager].

Det fremgår, at [Klager] heller ikke har ønsket at kommentere udtalelserne fra [Person 3] og [Person 4].

Randers Amtsavis har sammenfattende anført, at mediets journalist ikke har haft anledning til at betvivle [Person 3] og [Person 4]s udsagn, og at [Klager] har haft alle muligheder for at medvirke i artiklen.

Det fremgår endvidere, at den arabiske forbindelse tidligere har været beskrevet i Randers Amtsavis, da avisen torsdag 23. juni 2016, på baggrund af en indsendt pressemeddelelse, skrev, at [Klager]s firma havde leveret en hjertestarter til [Bynavn 3] Brugs efter en lokal indsamling.

Randers Amtsavis har henvist til, at hjertestarteren endnu hænger der, men at brugsuddeler [Person 5], der medvirker i en notits af 24. oktober 2024, har oplyst, at han blev ringet op af en leverandør, som advarede ham mod [Klager], hvorfor han således ikke endte med at betale ham, og service og hjertestarter blev herefter håndteret af en anden udbyder.

- Hensigt om at svindle

Randers Amtsavis har anført, at definitionen af ”svindel” ifølge Ordnet.dk lyder på følgende måde: ”Handlemåde hvis formål er at snyde eller narre nogen.

” På den baggrund fastholder Randers Amtsavis, at mediets fremstilling er i overensstemmelse med definitionen på, hvad det vil sige at ”svindle".

- Mangelfuld kommunikation

Randers Amtsavis ses ikke at have kommenteret dette klagepunkt.

Afsluttende bemærkninger

Randers Amtsavis har anført, at idet [Klager] ikke selv har ønsket at medvirke i artiklerne, er der en skævhed i balanceforholdet i forhold til de kilder, der kritiserer ham.

[Klager] er imidlertid blevet forelagt kritikken adskillige gange, og det er Randers Amtsavis’ entydige vurdering, at historien er af så åbenlys offentlig interesse i lokalsamfundet, at den er vigtig at fortælle.

Randers Amtsavis har supplerende anført, at artiklerne er publiceret i overensstemmelse med retningslinjer for god presseskik, hvilket i særlig grad drejer sig om punkt A.

1 og A.

3, som ifølge mediet begge er overholdt.

Den åbenlyse offentlige interesse bestyrkes af, at [Klager] har skiftet fornavn fra [Klagers tidligere navn] til [Klager], hvilket ifølge Randers Amtsavis kan være sket med henblik på at fjerne fokus fra de mange konkurser, han tidligere har været involveret i.

Idet [Klager] fortsat driver virksomhed, er det relevant for mange mennesker i lokalsamfundet at være bekendt med hans metoder.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.

God presseskik

Artiklen ” Fotograf udsender advarsel om [Geografisk tilhørsforhold 1] med blakket fortid: - Han sletter nok alt fra hjemmesiden ”

Korrekt information

- Legetøjsforretning

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at selskabet bag legetøjsforretningen ”[Butiksnavn]” i Slotscentret er blevet tvangsopløst, idet han aldrig har haft eller har drevet en legetøjsforretning.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende del af billedteksten i artiklen

”Derudover blev selskabet bag legetøjsforretningen [Butiksnavn] i Slotscentret tvangsopløst.

”

[Klager] har endvidere henvist til følgende afsnit fra artiklen

”Han gik konkurs med et hjertestarterfirma, som ikke leverede hjertestartere, og selskabet bag en legetøjsbutik i Slotscentret, [Butiksnavn], blev tvangsopløst.

”

På baggrund af oplysninger fra CVR-registret lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 2. november 2015 stiftede selskabet [ApS-selskabet] via sit holdingselskab [Holding-selskabet], hvis nuværende status står anført som ”tvangsopløst”.

Nævnet lægger endvidere til grund, at selskabet blandt andet havde branchekoden ”detailhandel med spil og legetøj”, og at [Klager] desuden offentligt til blandt andet Randers Amtsavis har udtalt sig som indehaver af [Butiksnavn].

På denne baggrund finder nævnet, at oplysningen om, at selskabet bag legetøjsforretningen ”[Butiksnavn]” i Slotscentret er blevet tvangsopløst, og oplysningen om, at [Klager] har drevet en legetøjsforretning, har dækning i de faktiske forhold.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- Rettens afgørelse

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han har tabt den omtalte sag, idet han aldrig har tabt en sag, da der blev indgået forlig.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende afsnit fra artiklen

”Nu vil en lokal fotograf have fuld betaling for det, han kalder tyveri af billeder.

Men det er [Klager] ikke indstillet på og vil have sagen afgjort i retten, hvor han netop har tabt en lignende sag om uretmæssig brug.

”

[…]

[Person 6] fortæller, at han efter sit opslag har hørt fra [Billedbureau 2], der ligeledes har stiftet bekendtskab med [Klager].

- I den sag havde han kopieret en masse af deres tekster og sådan lidt forskelligt.

Der tabte han en sag og fik en bøde, siger han.

[…]

Amtsavisen har set dokumentation på, at [Klager] for ganske nylig har betalt [Billedbureau 2] for uretmæssig brug af deres materiale efter at have tabt en sag i retten.

”

På baggrund af oplysninger fra retsbogen fra Retten i [Bynavn 1] af 23. august 2024 lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] og [Billedbureau 2] ApS den pågældende dato indgik et forlig, hvor [Klager] indvilligede i at betale 2.500 kr. samt sagens omkostninger på 750 kr. På den baggrund finder nævnet, at Randers Amtsavis’ udlægning af sagens udfald ved anvendelsen af formuleringen ”tabt” om den omtalte sag har dækning i de faktiske forhold.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- Hjertestartere

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at hans kunder ikke modtog hjertestartere trods betaling, idet der er mange [steder, Pressenævnet ], hvor de stadig hænger.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende afsnit fra artiklen

”En af de mest omtalte konkurser stammer fra 2017, hvor han drev hjertestarterfirmaet [Navn på firma 2], som solgte hjertestartere og tilhørende serviceaftaler i blandt andet [Bynavn 1] og [Bynavn 2].

Men kunderne fik ikke noget for de penge, de sendte i [Klager]s retning, for hjertestarterne dukkede aldrig op, og selv var han umulig at få fat på for de frustrerede firmaer, der hver især havde flere tusinde kroner ude at svømme.

Og som fortsat ikke var sikret, hvis der skulle blive brug for en hjertestarter i lokalområdet.

”

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager]s kunder ikke modtog hjertestartere trods betaling, har dækning i tidligere kunders erfaringer med [Klager]s hjertestarterfirma, hvilket blandt andet er blevet afdækket i en Kontant-udsendelse fra DR, herunder i artiklen ”Firma sjusker med salg af livsvigtige hjertestartere.

På den baggrund finder nævnet, at Randers Amtsavis’ fremstilling har dækning i de faktiske forhold.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- Uretmæssig brug af billeder

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han uretmæssigt har gjort brug af andre virksomheders billeder, idet alle billederne på hjemmesiden hører til hans firma.

I den forbindelse har [Klager] henvist til dele af følgende afsnit fra artiklen

”Og der er flere eksempler på billeder, der er taget andre steder fra.

Både af danske og udenlandske fotografer, og [Person 6] har sørget for at tage screenshots af det hele som dokumentation.

- Det, han har brugt fra en af mine tidligere fotografer, viser en politimand, der står på en bakketop, og hvor der er noget fyrværkeri, siger han.

Han har været i skriftlig korrespondance med [Klager], og efter indledende modstand tilbyder [Klager] at betale 600 kroner for billedet mod, at det så var hans efter betaling.

Men det vil [Person 6] ikke være med til.

Han vil have 6000 kroner for den uretmæssige brug.

Som han forklarer

- Man skal ikke bare gå og stjæle andre folks billeder.

Mener du, at han snylter på din og andres forretning?

- Jamen, det gør han jo.

Han har slet ikke lagt nogen rigtige billeder på hjemmesiden selv.

Han er da en dårlig fotograf, hvis han bliver nødt til at stjæle andres billeder.

Når jeg kan se, at han vil leve af at bruge andres billeder, så synes jeg, det er for meget.

Han må sgu selv kæmpe kampen fra bunden, ligesom vi andre har gjort.

Han vil åbenbart starte på toppen, men det dør han af.

Jeg har også sendt en masse kopier til [Nyhedsbureau], for det er også [Nyhedsbureau]s billeder, han bruger.

”

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] uretmæssigt har gjort brug af andre virksomheders billeder, har dækning i de faktiske forhold, som der redegøres nærmere for i artiklens brødtekst.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [Klager] den 23. august 2024 indgik et forlig med [Billedbureau 2] ApS, hvor [Klager] indvilligede i at betale 2.500 kr. samt sagens omkostninger på 750 kr. for uretmæssig brug af [Billedbureau 2] ApS’ billeder.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Artiklen ” Store armbevægelser og en sheik fra Dubai: [Klager] vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på ”

Korrekt information

- Samarbejde med [Person 3] og [Person 4]

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han har haft et samarbejde med [Person 3] og [Person 4], idet han kun har forhørt sig om priser.

I den forbindelse har [Klager] henvist til dele af følgende afsnit fra artiklen

”[Bynavn 1]: - Han har jo nogle fantastiske talegaver og var meget entusiastisk.

Det fortæller selvstændig fotograf [Person 3] om [Klager] (tidligere med fornavnet [Klagers tidligere navn], red,), som kontaktede hende, da han ønskede at komme ud over rampen med sit dengang nyoprettede hjertestarterfirma.

Firmaet [Navn på firma 2], som gik konkurs i 2017, solgte hjertestartere og serviceaftaler til kunder, som imidlertid aldrig modtog det, de havde betalt for.

- Den form for entusiasme er jo sådan noget, man bliver grebet af.

Han ved lige præcis, hvilke knapper han skal trykke på, fortæller [Person 3] til Randers Amtsavis.

Dengang var det meningen, at hun, og en reklametegner, hun sad sammen med i et kontorfællesskab, skulle hjælpe [Klager] med opgaver indenfor marketing og presseomtale, men da tiden nærmede sig for, at det hele skulle løbe af stablen, hørte de to kvinder pludselig ikke mere fra ham.

- Han var som sunket i jorden, fortæller [Person 3].

”

[…]

”Den reklametegner, hun refererer til, hedder [Person 4].

Hun har i omkring 20 år været selvstændig og nåede at udføre noget arbejde for [Klager] uden at modtage betaling for sine ydelser.

- Det var heldigvis ikke nået at løbe op i en formue, men det var træls alligevel, siger [Person 4] til Randers Amtsavis.

Hun havde været så forudseende at sende en delfaktura af sted på det indledende arbejde, som hun havde udført.

- Det, der ærgrede mig allermest, var, at jeg havde fået lavet noget, der var megafedt, og at jeg ikke kunne få lov at bruge det.

Jeg kunne ikke få lov at gøre det færdigt, fordi han var sådan en spade, siger [Person 4].

For reklametegneren har pengene, hun har haft i klemme, derfor ikke været det vigtigste.

- Det, der var mest irriterende, er, at man selvfølgelig har brugt tid, men også energi og kreativitet på at lave noget, som viser sig at være omsonst, siger hun.

”

[…]

Også [Person 4] medgiver, at hun lod sig dupere af hjertestarter-manden med de store armbevægelser og snakketøjet, der aldrig stod stille.

- Jeg kan huske, at hverken [Person 3] eller jeg havde en lampe, der lyste med, at han var utroværdig.

Vi kom jo ind i hans firma, hvor der sad personale, og der var et fint mødelokale.

Alt var troværdigt at se på og ægte.

Han havde en prototype, han kunne vise os, og aftaler liggende med, hvor hjertestarterne skulle hænge henne, siger hun.

Reklametegneren erindrer også, at der var tale om, at en sheik fra Dubai skulle se på det produkt, [Klager] havde udviklet med sin virksomhed.

- Jamen, der var jo ikke det, som det ikke kunne, det her.

Vi tænkte begge to: "Det er fandeme godt det her.

Det giver så god mening," siger [Person 4].

[Person 3] supplerer

- Der var nogle vældig rørende historier, og da vi fik præsenteret hjertestarterne, fortalte han om, hvor enestående de var.

Det lød jo bare rigtig, rigtig godt.

”

Pressenævnet finder, at omtalen af kontakten med [Klager] fremstår som [Person 3]s og [Person 4]s individuelle oplevelser af mødet med [Klager] i forbindelse med markedsføringsopgaver.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- Hensigt om at svindle

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han havde til hensigt at svindle.

I den forbindelse har [Klager] henvist til dele af følgende afsnit fra artiklen

”Når fotografen ser tilbage på sagen i dag, kan hun af gode grunde ikke vide med sikkerhed, om [Klager] allerede dengang, hun stiftede bekendtskab med ham, havde til hensigt at svindle.

- Dengang vi begyndte at fornemme, at der var ugler i mosen, gik jeg ind og googlede ham, og der kunne jeg se, at han altså havde en historik med konkurser og sådan.

Så jeg tænker måske, det hele tiden har været hensigten at snyde, for han har jo også gjort det efterfølgende.

Jeg tror, det er sådan, han er, siger [Person 3].

Han kan jo også bare have været meget uheldig?

- Ja, men den arrogance, han udviser over for dem, han skylder penge, synes jeg taler for sig selv.

Hvis man havde været et ordentligt menneske, ville man jo have taget fat i sine leverandører og forklaret dem tingene og måske få en eller anden betalingsaftale.

Det ville have været god etik og moral at gøre det på den måde.

[Person 3] understreger, at hun på ingen måde ønsker at engagere sig med [Klager] i fremtidige projekter.

- Nej, absolut ikke.

Ikke hvis jeg på nogen som helst måde kan undgå det.

Min erfaring er også, at hvis tingene lyder alt for rosenrøde, så bliver jeg mistænkelig, hvis det ikke er nogen, jeg kender i forvejen.

”

Pressenævnet finder, at formuleringen ”havde til hensigt at svindle” fremstår som [Bynavn 1] Amtsavis’ sammenfatning på baggrund af [Person 3]s udsagn om sit møde med [Klager] og hendes vurdering af hans troværdighed i forbindelse med et muligt samarbejde, som er gengivet i artiklen.

Nævnet finder, at formuleringen ikke overskrider rammerne for redigering.

Nævnet bemærker, at [Klager] blev forelagt udsagnet og i den forbindelse fik mulighed for at kommentere udsagnet, hvilket han imidlertid afslog.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- Mangelfuld kommunikation

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han ikke reagerede på [Person 4]s henvendelser til ham.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende afsnit fra artiklen

”- Tiden blev hele tiden bare trukket ud.

Så var den røget i den forkerte mail, og det skulle nok blive ordnet.

Så til sidst ville han bare ikke, og så kunne jeg slet ikke få fat i ham.

Det endte ud på en måde, hvor der ikke var nogen kommunikation tilbage, siger [Person 4] og tilføjer

- Uanset hvad kom der ikke nogen respons.

Når man ringede, kunne man ikke komme til at tale med ham.

Så var han aldrig på kontoret, eller også var han lige gået, siger [Person 4], der blev overrasket, da hun så et billede af [Klager] i avisen i ugens løb.

”

Pressenævnet finder, at omtalen af kommunikationen mellem [Klager] og [Person 4] fremstår som [Person 4]s individuelle oplevelse af mødet med [Klager].

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 17. juni 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →