Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-14050
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-14050
TV2 Østjylland får kritik for ikke retvisende omtale
TV 2 Østjylland bragte i oktober 2024 en artikel, som omhandlede lukningen af et botilbud.
Af artiklen fremgik det blandt andet, at det var Socialstyrelsens opfattelse, at botilbuddets direktør havde forsøgt at ”nedtysse” en mulig sag om seksuel krænkelse.
Af tilsynsrapporten, som mediet henviste til som grundlag for omtalen, fremgik det imidlertid, at dette var en beboers opfattelse.
Direktøren klagede til Pressenævnet over, at artiklens fremstilling af sagen var ukorrekt.
Pressenævnet kritiserede TV 2 Østjylland for at have bragt ikke retvisende information om Socialtilsynets opfattelse af direktørens adfærd, idet artiklens omtale ikke havde tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” 'Ingen kommentar' - men sag om kritiseret botilbud er ikke slut ”, bragt den 4. oktober 2024 på tv2ostjylland.dk, og ”Ung ville anmelde overgreb – Er du sikker på, at du vil bruge kræfter på det?
”, bragt den 6. november 2024 på tv2ostjylland.dk , idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har blandt andet klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekt og skadelig information om hende, og at TV 2 Østjylland har afvist hendes anmodning om at slette artiklerne eller anonymisere hendes navn.
1 Sagsfremstilling
Påklagede artikler
TV 2 Østjylland bragte den 4. oktober 2024 artiklen ” 'Ingen kommentar' - men sag om kritiseret botilbud er ikke slut ” i sektionen ”Din kommune” klokken 12.36.
Af artiklens underrubrik fremgår
”Selvom [Botilbuddet] lukker, er sagen ikke afsluttet, oplyser Socialtilsyn [Områdebetegnelse], der dog ikke vil kommentere sagen.
”
Der er i artiklen indsat et foto taget fra vejen af en større rød murstensvilla.
Af artiklen fremgår
”Nyheden om, at det kritiserede botilbud [Botilbuddet] lukker og slukker, er også nået Socialtilsyn [Områdebetegnelse], der er tilsynsmyndighed for botilbud i [Landsdelen].
Men tilsynschef [Tilsynschefen] ønsker ikke at kommentere udmeldingen.
- Det har jeg ingen kommentarer til.
Vi forholder os til, at vi har fået en mail om, at de lukker, siger hun til TV2 Østjylland.
Lukker pludselig
Siden juni har [Botilbuddet], der ligger i [Bynavn 1], været under skærpet tilsyn hos Socialtilsyn [Områdebetegnelse].
Tidligere fredag meddelte botilbuddets direktør skriftligt til TV2 Østjylland, at stedet lukker, efter at man gennem længere tid har forsøgt at rette op på en række udfordringer.
- På baggrund af de seneste to år, hvor det, trods intensive forsøg herpå og i tæt samarbejde med Socialtilsynet, desværre ikke er lykkedes os at stabilisere personalegennemstrømningen eller forbedre kvaliteten af ledelsen, har bestyrelsen derfor truffet en beslutning om at lukke [Botilbuddet], skriver botilbuddets direktør, [Klager].
TV2 Østjylland modtog oplysningen efter at have rettet henvendelse til [Klager] tidligere på ugen med ønsket om at lave et interview.
Et interview i forbindelse med, at TV2 Østjylland den seneste tid har undersøgt forholdene i netop [Botilbuddet].
Voldsomme beskyldninger
Dokumenter og rapporterne fra tilsynet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i, beskriver blandt andet, hvordan direktøren, efter Socialtilsynets opfattelse, har forsøgt at nedtysse en mulig sag om seksuel krænkelse.
At medarbejdere, ifølge tilsynet, anvender trusler som metoder.
Det skulle blandt andet være sket ved, at medarbejdere råber ad omsorgssvigtede børn og unge.
”
Der er i artiklen indsat en faktaboks, hvoraf fremgår
” Børn og unge fra etniske minoritetsfamilier
[Botilbuddet]s målgruppe er, ifølge dem selv, børn og unge mellem 7 og 18 år.
Stedet oplyser på dets hjemmeside, at det har særlig viden om unge og familier med etnisk minoritetsbaggrund.
Og at målgruppen er børn og unge, som har været udsat for en form for omsorgssvigt og eventuelle kulturelle udfordringer som f.eks. æresrelaterede konflikter, herunder negativ social kontrol.
'Når unge modsætter sig familiens traditioner, forventninger og normer, kan det skabe udfordringer og konflikter.
Ære og skam kan spille en stor rolle i etniske minoritetsfamilier.
Typisk tales der om ære og skam, når barnets eller den unges handlinger, ses som skadende for hele familiens omdømme', skriver [Botilbuddet] på dets hjemmeside.
”
Af artiklen fremgår videre
”Derudover har stedet kæmpet med massiv ind - og udskiftning af pædagoger og omsorgspersoner.
Hos Socialtilsyn [Områdebetegnelse], der har ansvaret for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med botilbud, beskrives [Botilbuddet]s mangler som alvorlige.
- Socialtilsyn [Områdebetegnelse] vurderer, at tilbuddet ikke i tilstrækkelig grad understøtter børnene/de unges fysiske og mentale sundhed og trivsel, skriver tilsynet i dets rapport.
Kritik af ledelsen
Udover bekymringen om [Botilbuddet]s manglende evne til at tage vare på de omsorgssvigtede børn, rejser tilsynet også en kritik af ledelsen.
- Socialtilsyn [Områdebetegnelse] vurderer, at der er alvorlige kvalitetsmangler i ledelsen, og at ledelsen ikke driver tilbuddet forsvarligt, skriver tilsynet om det skærpede tilsyn med [Botilbuddet].
Tilsynschef [Tilsynschefen] oplyser fredag, at Socialtilsyn [Områdebetegnelse] vil drøfte sagen i den kommende uge.
[Botilbuddet] er formelt fortalt under skærpet tilsyn, og tilsynet er i gang med en afrapportering, hvortil der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvordan man forholder sig til den videre sag.
TV2 Østjylland forsøger at få en uddybende kommentar fra [Botilbuddet]s direktør, [Klager].
”
TV2 Østjylland bragte endvidere den 6. november 2024 artiklen ” Ung ville anmelde overgreb: - Er du sikker på, du vil bruge kræfter på det ?
” på tv2ostjylland.dk, som indeholder omtale af en sag, der er beskrevet i Socialtilsynets tilsynsrapport om [Botilbuddet], og som også kort er nævnt i artiklen gengivet ovenfor.
[Klager] var efter offentliggørelsen af artiklen i korrespondance med TV 2 Østjylland via mail om sine indsigelser mod omtalen.
[Klager] klagede den 4. oktober 2024 til TV2 Østjylland over artiklen ”’ Ingen kommentar' - men sag om kritiseret botilbud er ikke slut ”, bragt den 4. oktober 2024, ligesom [Klager] anmodede om sletning af artiklen eller anonymisering af hendes navn.
TV2 Østjylland afviste 5. oktober 2024 denne klage samt anmodningen om sletning og anonymisering.
[Klager]s klage over TV2 Østjyllands afvisning er modtaget i Pressenævnet den 25. oktober 2024.
[Klager] udvidede ved mail af 11. april 2025 til Pressenævnet klagen til også at omfatte artiklen ” Ung ville anmelde overgreb: - Er du sikker på, du vil bruge kræfter på det ?
”, bragt den 6. november 2024.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i sin klage til Pressenævnet anført blandt andet
” Klage på grund af uretfærdig behandling af TV2 Østjylland
Jeg vil gerne klage over TV2 Østjylland for ikke at overholde presseskik, og for at offentliggøre nedlukningen af vores tilbud, på trods af at vi bad om at de skulle vente og oplyse os tidspunktet for publicering af artikler, podcast og dokumentar.
Jeg vil derudover klage over at TV2 Østjylland skriver at jeg har ned tysset en alvorlig sag ned, dette er ikke korrekt og jeg har dokumenterende mails og korrespondancer herpå.
Jeg har i alle sager fulgt vores personaleregler, loven og de nødvendige procedurer.
TV2 Østjylland skriver derfor om mig på en skadende måde både i forhold til min person, integritet og sikkerhed.
Jeg ser dette som en meget alvorlige injuriesag.
Jeg har klaget til TV2 Østjylland, og anmodet dem om at fjerne mit navn i artiklen og slette de trykte skriv om [Botilbuddet] så vi kunne få ro til at lukke tilbuddet og værne om personalet og de sårbare unge.
TV2 Østjylland afviser min klage og ønsker.
Journalisten [Journalisten] dækker historien omkring [Botilbuddet] og i den forbindelse skriver jeg til ham og spørger pænt hvornår han påtænker at offentliggøre at vi lukker da jeg selv gerne vil orientere både personale og vores udsatte børn, som på ingen måde er forberedt.
Journalisten vælger ikke at skrive tidspunktet til mig (som er 1 time efter at jeg har skrevet og bedt ham om at vente).
[Journalisten] offentliggør lukningen og medarbejder og de unge får det så at vide derigennem.
Jeg oplyser også [Journalisten] at jeg er i dialog med LOS (landsorganisationen for sociale tilbud) som udarbejder en handleplan for ift.
hvordan man fortæller medarbejder og børnene dette og hvordan lukningen skal foregå.
Det er utroligt sårbart og det er virkelig ikke i orden at [Journalisten] trodser god journalistik og publicere dette før LOS og jeg får lov til at gøre handleplanen klar.
Personale og de unge er meget sårbare og nu er det værre pga.
offentliggørelsen.
[Journalisten] skriver historien og kritiserer at børnene ikke har det godt, men nu var det ham som gjorde de unge ondt ved at udsætte dem for sådan en forskrækkelse.
Jeg tænker at man som journalist har et etisk og moralsk ansvar i deres arbejde.
TV2 Østjylland bør lytte når jeg skriver og anmoder om at de venter med at offentliggøre, af hensyn til de unge, fordi de har et ansvar her.
Ligeledes burde de vide at de skader de unge og medarbejderne med deres skriv.
Derudover vil jeg gerne påpege at [Journalisten] har en utrolig aggressiv kommunikationsform og han beskyldte mig flere gange i at lyve og kaldte mig løgner i telefonen.
Jeg oplyser TV2 Østjylland at alle de kritikpunkter [Journalisten] kommer med har jeg dokumentation på, at vi har udbedret eller på at vi ikke har gjort eller sagt.
Jeg anmoder TV2 Østjylland på mail, to gange om at de skal fjerne deres skriv, så vi får ro til at afvikle stedet i samarbejde med LOS og tilsynet, hvor vi har vores børns trivsel og tarv som første prioritet.
Dette imødekommer de ikke.
[Botilbuddet] modtog et ikke offentligt tilgængeligt brev d. 17. oktober.
Det undrer mig, hvordan tv2 bliver bekendt om brevet om ”påtænkt afgørelse om inddragelse af godkendelse” som vi modtager d. 17. oktober 2024, som de søger aktindsigt dagen før, [Botilbuddet] modtager det.
Jeg er opmærksom på at en tidligere medarbejder i [Botilbuddet], som har valgt at stå frem overfor tv2 Østjylland, har et nært familiemedlem som er ansat som tilsynskonsulent hos social tilsyn [Områdebetegnelse].
Kort om [Botilbuddet]: Jeg stiftede [Botilbuddet] i 2019 som et børne og ungehjem, for børn og unge som bliver udsat for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.
Jeg har dokumentation på ovennævnte, hvis I ønsker det fremsendt er i velkommen til at rette henvendelse.
”
[Klager] har den 11. april 2025 til Pressenævnet blandt andet fremsendt en mailkorrespondance, som indeholder en korrespondance fra den 27.-29.-februar 2024 mellem [Botilbuddet]s daglige leder, [Daglig leder], og ungekoordinator i [Bynavn 2], [Ungekoordinator], som efter det oplyste omhandler den overgrebssag, som kort er omtalt i den påklagede artikel af 4. oktober 2024.
Af mailkorrespondancen fremgår det blandt andet, at [Botilbuddet] retter henvendelse til kommunen med henblik på at drøfte, hvordan situationen og den meget alvorlige anklage skal håndteres, herunder om der skal ske politianmeldelse, og at det haster med en afklaring.
Af den indsendte dokumentation fremgår endvidere [Botilbuddet]s procedure ved konkret viden eller mistanke om vold blandt andet, hvoraf det følger, at politianmeldelse foretages enten af ledelsen eller pågældende sagsbehandler/kommune.
Efter det af TV2 Østjylland oplyste, er den mulige sag om seksuel krænkelse blevet anmeldt til politiet af kommunen.
2.2 TV 2 Østjyllands synspunkter
TV2 Østjylland har i sin udtalelse til Pressenævnet anført blandt andet
”1.
Klage vedr.
offentliggørelse
Der har ikke været nogen aftale om, hvad TV2 Østjylland vil publicere om [Botilbuddet]s lukning eller hvornår.
TV2 Østjylland har været transparente både i forelæggelse af kritik og i det opfølgende svar på forelæggelsen, hvor vi informerer om, at vi om kort tid publicerer nyheden om bestyrelsens beslutning om at lukke [Botilbuddet] ned.
Forløb
- TV2 Østjylland forelægger kritik af [Botilbuddet] tirsdag 1. oktober 2024 kl.
15.21 med en række spørgsmål til direktør [Klager] [TV2 Østjylland har i forbindelse med udtalelsen til Pressenævnet fremsendt en kopi af denne mail – denne er i mediets udtalelse benævnt ”Bilag A”, Pressenævnet ].
Spørgsmålene er sendt efter forudgående telefonsamtale.
- Redaktionen giver, som det fremgår af bilag A, [Klager] frem til fredag 4. oktober 2024 kl.
11 til at vende tilbage.
- Fredag 4. oktober 2024 kl.
09.06 skriver direktør [Klager] [TV2 Østjylland har fremsendt en kopi af denne mail – denne er i mediets udtalelse benævnt ”Bilag B”, Pressenævnet ]
”Vi tager de problemstillinger, der er rejst i tilsynsrapporter meget alvorligt.
På baggrund af de seneste to år, hvor det, trods intensive forsøg herpå og i tæt samarbejde med Socialtilsynet, desværre ikke er lykkedes os at stabilisere personalegennemstrømningen eller forbedre kvaliteten af ledelsen, har bestyrelsen derfor truffet en beslutning om at lukke [Botilbuddet].
Hvis I stadig påtænker at bringe noget om [Botilbuddet], har vi brug for at vide hvad og hvornår I påtænker at bringe noget, vi har behov for at kunne orientere både medarbejdere og de unge om det, i en i forvejen sårbar periode.
”
- TV2 Østjylland svarer [Klager] fredag 4. oktober kl.
10.43 med tydelig besked om, at vi om kort tid publicerer nyheden om, at [Botilbuddet] lukker [TV2 Østjylland har en kopi af denne mail – denne er i mediets udtalelse benævnt ”Bilag C”, Pressenævnet ]
”Hej [Klager]
Mange tak for besked.
Ud fra din besvarelse laver vi en nyhed om, at [Botilbuddet] lukker, og at det sker efter, at I har været under skærpet tilsyn, og at det sker efter, at TV2 Østjylland har spurgt ind til en lang række kritisable forhold.
Denne nyhed vil blive publiceret inden længe.
Vi påtænker stadig at bringe indhold som beskrevet i den interviewforespørgsel/
forelæggelse, du har modtaget og besvaret her.
Vi vil stadig meget gerne foretage et
interview med dig om alle de ting, som vi har beskrevet for dig, og som du har haft mulighed for at besvare.
Derudover rejser din besked her en række nye spørgsmål
- Hvornår vil I lukke [Botilbuddet] ned helt præcist?
- Hvad kommer der til at ske med de anbragte børn og unge, der bor på [Botilbuddet] i dag?
- Hvad har I sagt til de anbragte børn og unge, der bor på [Botilbuddet] i dag?
- Hvad har I fortalt om lukningen til medarbejderne?
- Hvad har oplyst Socialtilsynet om lukningen af [Botilbuddet]?
- Hvilken betydning for det her for resten af jeres koncern?
Er det ”kun” [Botilbuddet], der lukkes ned?
”
Vi mener, det er vores ansvar som medie at bringe kritisable forhold frem i offentlighedens lys.
Ansvaret for den interne kommunikation til medarbejdere, de anbragte børn, forældre og kommuner er ikke vores ansvar.
2.
Klage over udtrykket ”nedtysse”
Der står i påklagede artikel: ”Dokumenter og rapporterne fra tilsynet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i, beskriver blandt andet, hvordan direktøren, efter Socialtilsynets opfattelse, har forsøgt at nedtysse en mulig sag om seksuel krænkelse.
”
Det er, som det også fremgår i artiklen med henvisning til ”Socialtilsynets opfattelse”, baseret på disse afsnit i tilsynsrapporten, som også fremgår af forelæggelsen – bilag A)
“Ung oplyser til socialtilsynet, at den unge har været udsat for seksuel overgreb af en medarbejder.
Den unge oplyser, at kontaktpædagog og pædagogisk leder lyttede til den unge.
Efterfølgende talte den unge med direktøren i tilbuddet vedr.
eventuel anmeldelse, den unge oplyser, at direktøren udtalte: ”Er du sikker på at du vil bruge så mange kræfter på det.
Vi skal jo stå neutrale og du skal snart flytte”.
”Rådgiver til denne unge oplyser i telefonsamtale med socialtilsynet d. 12.04.2024, at den unge har oplyst rådgiver om, at en kvindelig medarbejder (direktøren) har italesat, at det ikke kunne betale sig at anmelde, når hun snart skulle flytte.
Socialtilsynet har ved uanmeldt tilsyn d. 2.04.2024 talt med direktøren om den unges udtalelse, og bemærker, at direktøren italesætter, at det er den unge der har udtalt, at det ikke kunne betale sig, og at den unge har trukket anklagen tilbage overfor direktøren.
”
Den mulige sag om seksuel krænkelse er efterfølgende af den anbringende kommune blevet meldt til politiet.
3.
Klage over afvisning af afpublicering
Som vi har skrevet i et klagesvar til [Klager] 4. oktober 2024 kl.
16.00 [TV2 Østjylland har i forbindelse med udtalelsen indsendt den mailkorrespondance, som mediet havde med [Klager] forud for klagen til Pressenævnet – korrespondancen er i mediets udtalelse omtalt som bilag D og E, Pressenævnet ] og igen bekræfter i en opfølgende mail lørdag 5. oktober 2024 kl.
12.04, så afpublicerer vi som udgangspunkt ikke vores journalistik.
Hvis vi har begået fejl eller skrevet noget forkert, retter vi dem hurtigst muligt.
¬[Botilbuddet] og [Klager] har ikke på gentagne opfordringer svaret på spørgsmål eller fremlagt dokumentation, der tilbageviser kritik eller på anden måde bidrager til at kaste nyt lys over sagen.
4.
Klage over afvisning af fjernelse af navn
Som stifter, indehaver og direktør i [Botilbuddet] er der ingen argumentation for, at [Klager]s navn ikke skal nævnes i artiklen.
TV2 Østjylland har til [Klager]s bemærkninger af den 11. april 2024 supplerende bemærket blandt andet
”[Klager] har ikke før, under eller efter vores dækning ønsket at svare på spørgsmål eller forholde sig til de konkrete kritikpunkter, har ikke sendt dokumentation, ikke ønsket at deltage i interviews.
I sin oprindelige kritik til undertegnede har [Klager] omtalt og henvist til dokumentation, som jeg i et direkte svar har efterspurgt, men aldrig modtaget.
Det pr. 11. april 2025 via Pressenævnet fremsendte materiale har vi følgende kommentarer til: Materialet dokumenterer dels, at der har været kommunikation internt i [Botilbuddet] og til [Bynavn 2] Kommune mellem fra 27-29. februar 2024 om et påstået seksuelt overgreb, dels at der har været kontakt mellem [Botilbuddet] og Tilsynet 24. april 2024.
Dette er ikke ny viden eller ny dokumentation.
Det ændrer derfor ikke forudsætningerne for de vinkler og historier om [Botilbuddet], vi har publiceret.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Karl Erik Stougaard, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Det er en forudsætning for at klage til Pressenævnet over artikler eller udsendelser på DR/TV 2, at klagen først er realitetsbehandlet af DR/TV 2, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3, 1. pkt.
En klage over TV 2 Østjyllands tilsidesættelse af god presseskik skal senest 12 uger efter offentliggørelsen indgives til mediet.
Fristen for at klage til Pressenævnet over mediets afgørelse er 12 uger efter modtagelsen af afgørelsen, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 3.
Der er efter medieansvarsloven ikke hjemmel til at dispensere fra klagefristen.
Da [Klager] på baggrund af sagens oplysninger ikke ses at have klaget over artiklen ” Ung ville anmelde overgreb: - Er du sikker på, du vil bruge kræfter på det ?
”, som er bragt den 6. november 2024 til TV2 Østjylland forud for sin klage til Pressenævnet, afviser nævnet derfor klagen for så vidt angår denne artikel.
Klagen realitetsbehandles herefter alene for så vidt angår artiklen ”’ Ingen kommentar' - men sag om kritiseret botilbud er ikke slut ”, bragt den 4. oktober 2024.
God presseskik
Offentliggørelsestidspunkt
[Klager] har klaget over, at TV2 Østjylland ikke har efterkommet hendes anmodning om at oplyse, hvornår TV2 Østjylland agtede at offentliggøre nyheden om, at [Botilbuddet] ville lukke.
[Klager] har navnlig henvist til, at TV2 Østjylland burde have taget hensyn til de unge beboere samt personalet, som på tidspunktet for offentliggørelsen ikke var orienteret om, at ¬[Botilbuddet] skulle lukke.
Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Af sagens oplysninger fremgår det, at [Klager] i mail af 4. oktober 2024 kl.
09.06, hvor hun besvarede TV2 Østjyllands forelæggelsesmail af 1. oktober 2024, blandt andet bemærkede: ”Hvis I stadig påtænker at bringe noget om [Botilbuddet], har vi brug for at vide hvad og hvornår I påtænker at bringe noget, vi har behov for at kunne orientere både medarbejdere og de unge om det, i en i forvejen sårbar periode.
”
TV2 Østjylland besvarede den samme dag kl.
10.43 [Klager].
Af dette svar fremgik blandt andet: ”Mange tak for besked.
Ud fra din besvarelse laver vi en nyhed om, at [Botilbuddet] lukker, og at det sker efter, at I har været under skærpet tilsyn, og at det sker efter, at TV2 Østjylland har spurgt ind til en lang række kritisable forhold.
Denne nyhed vil blive publiceret inden længe.
Vi påtænker stadig at bringe indhold som beskrevet i den interviewforespørgsel/
forelæggelse, du har modtaget og besvaret her.
”
Pressenævnet lægger til grund, at den påklagede artikel er bragt den 4. oktober 2024 kl.
12.36.
Pressenævnet finder, at TV 2 Østjylland på baggrund af sagens oplysninger ikke har forpligtet sig til at meddele [Klager] et nøjagtigt tidspunkt for offentliggørelsen, eller at [Klager] kunne have en berettiget forventning om at få oplyst et præcist tidspunkt for offentliggørelsen af artiklen.
Nævnet har desuden lagt vægt på, at artiklen blev udgivet ca. 2 timer efter, at [Klager] fik oplyst, at den ville blive bragt ”inden længe”.
[Klager] har oplyst, at TV2 Østjylland telefonisk var orienteret om, at [Botilbuddet] i samarbejde med Landsorganisationen for sociale tilbud var i færd med at udarbejde en handleplan for, hvordan lukningen skulle foregå, herunder hvordan man skulle meddele beboerne og personalet om lukningen.
På denne baggrund finder nævnet, at det henset til den konkrete situation og det forhold, at der er tale om sårbare børn og unge, havde været hensigtsmæssigt at orientere [Klager]/[Botilbuddet] mere konkret om tidspunktet for offentliggørelsen, navnlig, da udsagnet ”inden længe” er relativt.
Pressenævnet finder herefter, at TV 2 Østjylland ikke i den konkrete situation har tilsidesat god presseskik ved at offentliggøre artiklen uden, at [Klager] fik oplyst det nøjagtige tidspunkt for offentliggørelsen af nyheden om, at [Botilbuddet] skulle lukke.
Nævnet udtaler efter en samlet vurdering ikke kritik.
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at det af artiklen fremgår, at hun har ”nedtysset” en mulig sag om en seksuel krænkelse og anført, at dette ikke er korrekt.
[Klager] har henvist til, at hun i alle sager har fulgt [Botilbuddet]s personaleregler, loven og de nødvendige procedurer, hvilket mails og korrespondancer dokumenterer.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Af artiklen fremgår
” Voldsomme beskyldninger
Dokumenter og rapporterne fra tilsynet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i, beskriver blandt andet, hvordan direktøren, efter Socialtilsynets opfattelse, har forsøgt at nedtysse en mulig sag om seksuel krænkelse.
At medarbejdere, ifølge tilsynet, anvender trusler som metoder.
Det skulle blandt andet være sket ved, at medarbejdere råber ad omsorgssvigtede børn og unge.
”
TV2 Østjylland har henvist til, at disse oplysninger er baseret på følgende passage i Socialtilsynets rapport om [Botilbuddet]
“Ung oplyser til socialtilsynet, at den unge har været udsat for seksuelt overgreb af en medarbejder.
Den unge oplyser, at kontaktpædagog og pædagogisk leder lyttede til den unge,
Efterfølgende talte den unge med direktøren i tilbuddet vedr.
eventuel anmeldelse, den unge oplyser, at direktøren udtalte: ”Er du sikker på at du vil bruge så mange kræfter på det.
Vi skal jo stå neutrale og du skal snart flytte”.
”Rådgiver til denne ung oplyser i telefonsamtale med socialtilsynet d. 12.04.2024, at den unge har oplyst rådgiver om, at en kvindelig medarbejder (direktøren) har italesat, at det ikke kunne betale sig at anmelde, når hun snart skulle flytte.
Socialtilsynet har ved uanmeldt tilsyn d. 2.04.2024 talt med direktøren om den unges udtalelse, og bemærker, at direktøren italesætter, at det er den unge der har udtalt, at det ikke kunne betale sig, og at den unge har trukket anklagen tilbage overfor direktøren.
”
Det fremgår af sagens oplysninger, at det omtalte mulige overgreb skulle være sket den 17. februar 2024, og at ledelsen på [Botilbuddet] mellem den 27.-29. februar 2024 var i kontakt med [Bynavn 2] Kommune om håndteringen af denne sag, og at kommunen efter det oplyste efterfølgende politianmeldte det mulige overgreb.
Pressenævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, at artiklens omtale af, at [Klager] – som direktør for [Botilbuddet] – efter Socialtilsynets opfattelse har ”nedtysset” en mulig sag om seksuel krænkelse, ikke fremstår retvisende for det samlede billede.
Nævnet har lagt vægt på, at den del af tilsynsrapporten, som TV2 Østjylland i sagen har henvist til som grundlag for artiklens omtale, ikke fremstår som Socialtilsynets opfattelse, men som en gengivelse af oplysninger og forklaringer fra blandt andet en beboer, som Socialtilsynet har fået i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten.
Nævnet har desuden lagt vægt på, at henvisningen til, at det er Socialtilsynets opfattelse, kan efterlade læseren med et indtryk af, at dette er Socialstyrelsens konklusion.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke fremgår, hvordan direktøren forholder sig til denne anklage, selv om det fremgår af tilsynsrapporten, som mediet har baseret omtalen på.
Som sagen er oplyst for nævnet, finder Pressenævnet, at artiklens omtale ikke har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold, således at det ikke fremstår retvisende, at [Klager] efter Socialtilsynets opfattelse har ”nedtysset” en mulig sag om seksuel krænkelse.
Nævnet udtaler derfor kritik.
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt D.
1
[Klager] har klaget over, at TV2 Østjylland har afvist at slette artiklen ” 'Ingen kommentar' - men sag om kritiseret botilbud er ikke slut ” eller anonymisere hendes navn i artiklen.
Generelt om punkt D.
1
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.
Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.
1.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.
1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
-Sletning og anonymisering
Artiklen omhandler lukningen af botilbuddet [Botilbuddet], og artiklen indeholder kritisk omtale af direktør i [Botilbuddet], [Klager].
Artiklen omtaler, at det er Socialtilsynets opfattelse, at [Klager] har forsøgt at ”nedtysse” en mulig sag om en seksuel krænkelse.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen med omtale af Socialtilsynets tilsynsrapport og beskyldningerne mod [Klager] indeholder oplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for klager.
Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at TV 2 Østjylland har afvist at slette artiklen eller anonymisere [Klager]s navn.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [Klager] har indtaget en fremtrædende rolle som direktør for en virksomhed, der har udført opgaver på vegne af offentlige myndigheder, herunder behandlingstilbud henvendt til udsatte unge borgere.
Nævnet har også lagt vægt på sagens karakter og aktualitet, herunder at det er ubestridt, at Socialtilsyn [Områdebetegnelse] har rejst kritik af ledelsen, og at omtalen angår [Klager]s erhvervsmæssige aktiviteter.
Det er nævnets opfattelse, at oplysningerne er af væsentlig interesse for offentligheden.
Nævnet har samtidig lagt til grund, at TV 2 Østjylland snarest opretter et link til denne kendelse med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” ved starten af brødteksten i den påklagede online-artikel, hvis omtalen fortsat er tilgængelig på tv2ostjylland.dk og ikke ændret på det punkt, hvor nævnet har udtalt kritik .
Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere TV 2 Østjylland for ikke at hindre tilgængeligheden af artiklen.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af TV 2 Østjylland at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer TV 2 Østjylland
[underrubrik]
TV 2 Østjylland får kritik for ikke retvisende omtale
[tekst]
TV 2 Østjylland bragte i oktober 2024 en artikel, som omhandlede lukningen af et botilbud.
Af artiklen fremgik det blandt andet, at det var Socialstyrelsens opfattelse, at botilbuddets direktør havde forsøgt at ”nedtysse” en mulig sag om seksuel krænkelse.
Af tilsynsrapporten, som mediet henviste til som grundlag for omtalen, fremgik det imidlertid, at dette var en beboers opfattelse.
Direktøren klagede til Pressenævnet over, at dette var ukorrekt.
Pressenævnet kritiserer TV 2 Østjylland for at have bragt ikke retvisende information om Socialtilsynets opfattelse af direktørens adfærd.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse i den digitale udgave
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Afgjort den 17. juni 2025