Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - ej medhold
J.nr. 23-32689
En mand (klager), der var diagnosticeret med piskesmæld, klagede over en virksomhed (indklagede).
Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at virksomhed ikke indkaldte klager til en ny ansættelsessamtale.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at manden havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet havde herved lagt vægt på, at virksomhedens manglende svar på mandens ønske om et nyt samtaletidspunkt ikke skabte en formodning for, at virksomheden havde lagt vægt på mandens oplysning om, at han søgte et fleksjob.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede virksomhed ikke indkaldte klager til en ny ansættelsessamtale.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede virksomhed ikke indkaldte klager til en ny ansættelsessamtale.
Sagsfremstilling
Klager har fremlagt en lægejournal af 3. august 2022, hvoraf fremgår bl.a. følgende
”henvises af egen læge mhp.
vurdering af syringomyeli, som pt.
har fået konstateret for 1 års tid siden, i forbindelse med udredning for at whiplash traume.
…
RESUMÉ OG PLAN
…
Kommer ud for et trafikuheld i 2020 og efter dette begynder han at få voldsomme smerter, dels thorakalt, dels føleforstyrrelser ned i benene, prikkende fornemmelser mest i hø.
ben, smerter i nakken, træthed og udtrætning med nedsat udholdenhed i både hænder og fødder, (…).
…
Hans tilstand er kronisk og kan ikke blive bedre men kan forværres hvis skånehensynene ikke overholdes.
”
Den 14. februar 2023 blev klager visiteret til fleksjob af sin bopælskommune.
Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende
”Begrundelsen for visitationen til fleksjob fremgår af rehabiliteringsplanens forberedende del samt rehabiliteringsplanens indstilling, hvor det vurderes, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat.
Der er lagt vægt på din helbredsmæssige tilstand, hvor der er tale om, at du lider af kroniske rygsmerter, som medfører smerter i nakke, hovedpine samt hukommelses- og søvnproblemer.
”
Den 13. februar 2023 slog indklagede en stillingsannonce op, hvoraf fremgår bl.a. følgende
”Pakkere, primært til weekendarbejde
…
Vi søger pakkere til vores lager, arbejdstiden kan vi tale om, men den vil primært ligge lørdag og søndag i tidsrummet 09.00 – 21.00, vi forventer at vi i fællesskab kan finde noget der passer både dig og os.
”
Den 14. marts 2023 sendte klager en sms til indklagede, hvoraf fremgår bl.a. følgende
”Jeg har set at I søger deltidsansatte til pakkeri hos [indklagede].
Er det eventuelt muligt at fx arbejde 12 timer hos jer fordelt på fx, 4 torsdag, 4 timer lørdag og 4 timer søndag?
”
Den 17. marts 2023 havde klager og indklagede en telefonisk samtale, hvor klager blev inviteret til en ansættelsessamtale mandag den 20. marts 2023.
Samme dag klokken 14:05 sendte klager en sms til indklagede, hvoraf fremgår bl.a. følgende
”Tak for indkaldelsen til samtale mandag kl.
10, ved [indklagede] – ved nærmere eftertanke kan jeg dog først være til samtale onsdag ml.
09-15?
Alternativt fredag i samme tidsrum.
I øvrigt vil jeg lige gøre opmærksom på at der er et fleksjob til jeres deltidsstilling, efter et trafikuheld, men at jeg kan sagtens tage ved, bare på nedsat tid og mit nuværende job altså så vil blive opsagt, da I vil være primære arbejdsgiver og det var derfor jeg spurgte om de 12 timer fordelt ud på 3 dage.
I må meget gerne bekræfte at I har modtaget sms’en.
”
Den 20. marts 2023 sendte klager en sms til indklagede, hvoraf fremgår bl.a. følgende
”Jeg undrer mig lidt over at I ikke har svaret mig, eftersom i inviterede til samtale?
”
Den 23. marts 2023 havde klager og indklagede en korrespondance via sms, hvoraf fremgår bl.a. følgende
Klager
”Jeg håber at I ved det er ulovligt at afvise folk på baggrund af et fleksjob, hvilket det må formodes at være baggrunden for at I ikke svarer, efter I har indkaldt mig til samtale.
”
Indklagede
”Vi har forsøgt at kontakte i dag pr telefon.
Vi holdte samtaler i mandags og har desværre ikke mulighed for at holde samtaler andre dage.
Det var ærgerligt du ikke kunne deltage.
Du er velkommen til at søge en anden gang.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. marts 2023.
Den 24. marts 2023 sendte klager en sms til indklagede, hvoraf fremgår bl.a. følgende
”Jeg må sige at det mindste man kan forvente er at få besked.
Jeg har skrevet 6 beskeder samlet til dig og din kollega.
Alligevel får jeg først nu besked, da jeg gør opmærksom på at det er ulovligt og at jeg er bekendt med dette.
I kunne som det allermindste have ringet til mig i fredags, da jeg trods alt skriver kun 10 min.
efter den planlagte aftale blev lavet.
”
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager har fremsat påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.
Klager gør navnlig gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke kom til ansættelsessamtale hos indklagede.
Efter klager gjorde indklagede opmærksom på, at han var interesseret i et fleksjob, hørte han ikke yderligere fra indklagede.
Indklagedes adfærd tyder på, at klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap.
Indklagede svarede først, da klager orienterede om, at det var ulovligt at afvise en ansøger på grund af fleksjob.
Klager er kompetent, egnet og disponibel til at bestride stillingen som pakker hos indklagede.
Indklagede har fremsat principal påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, og mere subsidiært betaling af et, efter nævnets skøn, mindre beløb end påstået af klager.
Til støtte for den principale påstand gøres navnlig gældende, at bevisførelsen kræver parts- og vidneforklaringer, som kan belyse sagens faktiske omstændigheder om forløbet vedrørende indkaldelse til og afholdelse af ansættelsessamtaler.
Det bestrides, at indklagede lagde vægt på, at klager havde en fleksjobbevilling i forbindelse med indkaldelsen til ansættelsessamtaler, hvilet alene kan afklares ved parts- og vidneforklaringer.
Sagen kan ikke belyses tilstrækkeligt alene på baggrund af en skriftlig forberedelse af sagen.
Sagen er derfor ikke egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet.
Indklagede har i den forbindelse henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 18. februar 2025 i sagsnr.
21-35461.
Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gøres navnlig gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kom til at ansættelsessamtale hos indklagede.
Den omstændighed, at klager er visiteret til et fleksjob, medfører ikke i sig selv, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder på baggrund af sin sms af 17. marts 2023, kl.
14:05, hvor klager oplyse, at klager søgte et fleksjob på nedsat tid.
Stillingen, som klager søgte, var en deltidsstilling.
Indklagede nåede ikke at svare på klagers sms før den 23. marts 2023 grundet travlhed i driften.
Indklagede lagde ikke vægt på klagers oplysning om, at klager søgte stillingen som et fleksjob, og dette var ikke årsagen til, at klager ikke kom til ansættelsessamtale.
Indklagede havde kun mulighed for at afholde ansættelsessamtaler den 20. marts 2023 grundet travlhed i driften, hvilket var årsagen til, at klager ikke kom til samtale.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Handicap
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.
2018.830H og U.
2018.853H.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Klager har fremlagt en lægejournal af 3. august 2022, hvoraf fremgår bl.a., at han har whiplash, som har medført voldsomme smerter, føleforstyrrelser i ben, smerter i nakken og nedsat udholdenhed i hænder og fødder.
Klagers tilstand er kronisk og kan ikke blive bedres, men forværres, hvis skånehensyn ikke overholdes.
Derudover har klager fremlagt dokumentation, hvoraf fremgår, at han den 14. februar 2023 blev visiteret til fleksjob.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Faktiske omstændigheder
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Den 17. marts 2023 oplyste klager i en sms-besked, at han ikke kunne deltage i den aftalte ansættelsessamtale hos indklagede den 20. marts 2023, ligesom klager foreslog andre tidspunkter for en samtale.
Klager oplyste derudover, at det var et fleksjob, han søgte.
Klager rykkede indklagede for svar på sin sms-besked henholdsvis den 20. marts 2023 og den 23. marts 2023.
Den 23. marts 2023 svarede indklagede, at der var afholdt samtaler den 20. marts 2020, og at der var ikke mulighed for at holde samtaler andre dage.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagedes manglende svar på klagers ønske om et nyt samtaletidspunkt ikke skaber en formodning for, at indklagede har lagt vægt på klagers oplysning om, at han søgte et fleksjob.
Klager får herefter ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a om delt bevisbyrde