Legislator Case Law & Legislation
W20250951025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9510 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

KEN#LOKDOK23 2025 9510 Valid

J.nr. 23-46235

En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at hun var blevet afskediget under sin graviditet.

Arbejdsgiveren havde oplyst, at afskedigelsen af kvinden skete på baggrund af en individuel og konkret vurdering, hvor den daglige leder vurderede kvaliteten, fleksibiliteten og hastigheden i opgaveløsningen.

I den forbindelse vurderede arbejdsgiveren, at de andre ansatte var bedre kvalificerede end kvinden.

Det var nævnets vurdering, at det af arbejdsgiveren oplyste om den relativt overordnede vurdering foretaget af den daglige leder ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere, at de øvrige medarbejdere var bedre kvalificerede end kvinden.

Nævnet vurdererede herefter, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at kvindens graviditet ikke indgik helt eller delvist ved beslutningen om at afskedige hende.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 195.000 kr. svarende til ni måneders løn.

KEN#LOKDOK23 2025 9510 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget under sin graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som rengøringsassistent.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 195.000 kr. med procesrente af den nedlagte påstand på 100.000 kr. fra den 30. maj 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Den 29. oktober 2020 blev klager ansat som rengøringsassistent hos indklagede.

Klager har oplyst, at hun i starten af juni 2022 oplyste sin leder om, at hun var gravid.

Den 21. juni 2022 var klager sygemeldt.

Det fremgår af indklagedes system, at der var tale om en almindelig sygemelding.

Den 24. juni 2022 var klager sygemeldt indtil den 1. juli 2022.

Den 8. august 2022 blev klager graviditetsbetinget sygemeldt.

Den 10. august 2022 skrev indklagede følgende mail til klager

”…

Tillykke med din kommende baby [smiley]

Jeg har ændret i din sygemeldings-blanket, da den ikke var helt rigtigt udfyldt.

Se i dine blanketter.

Se nedenstående link vedr.

regler for anmeldelse mv.

[link til borger.dk]

Endnu engang tillykke [smiley]

…”

Den 11. august 2022 skrev klager en mail til indklagede, hvoraf fremgår følgende

”…

Tak for dine ændringer og link til vejledning i forhold til graviditet.

Den er meget hjælpsom.

…”

Den 19. september 2022 skrev klager følgende i en mail til indklagede

”…

Jeg vil gerne informere dig, at skal jeg forsætte sygemelding.

På grund af bækken smerter under graviditet fik jeg videregående sygemelding.

Jeg kommer ikke på arbejde indtil fødsel.

Fødslen er planlagt til den 21. december 2022.

Så vil jeg gerne få 4 ugers graviditetsorlov før fødsel.

Dvs. fra 21. november 2022.

Hvad skal jeg gøre mere i forhold til sygemelding og graviditet?

…”

Den 20. september 2022 skrev indklagede en mail til klager, hvoraf følgende fremgår

”…

Man skal informere arbejdsgiver senest 3 mdr.

før fødsel.

Se reglerne i vedhæftede link.

[link]

Det har du jo gjort ved din sygemelding.

MEN du skal udfylde en blanket i blanketflowet.

Du kan bruge dette link

[link]

Beklager det sene svar, men vi er ret tidspressede.

.

.

Held og lykke med din kommende baby.

.

.

…”

Den 6. oktober 2022 blev klager afskediget fra sin stilling.

Følgende fremgår af afskedigelsesbrevet

”…

Skolens økonomiske situation stiller krav om effektiviseringer i rengørings personalet svarende til tre stillinger.

Ændringerne vil endvidere medføre en omorganisering af arbejdsområderne og arbejdsopgaver i rengøringen.

På baggrund heraf beklager vi at skulle meddele dig, at du opsiges til fratræden den 31. januar 2023.

Som anført beror afskedigelsen på skolens økonomiske situation og aktivitetsnedgang i flere af skolens øvrige afdelinger.

Forud for denne opsigelse har skolen vurderet på det fremtidige beskæftigelsesgrundlag og kompetencebehov jfr.

Personalepolitikken.

Situationen har ligeledes været drøftet på chefniveau, og det har ikke været muligt at pege på andre beskæftigelsesmuligheder på skolen med de kompetencer, som du besidder.

…”

Indklagede har fremlagt tre påtænkte afskedigelser af 6. oktober 2022 af to medarbejdere i afdelingen for Teknologi, byggeri og transport og én medarbejder i afdelingen for Kontor, handel og forretningsservice.

Indklagede har også fremlagt tre afskedigelser af medarbejdere fra rengøringsafdelingen dateret henholdsvis den 6. oktober 2022 og den 7. oktober 2022.

Indklagede har desuden fremlagt oversigt over antal medarbejdere i indklagedes afdelinger før afskedigelserne.

Det fremgår heraf, at der i indklagedes rengøringsafdeling i by 1, hvor klager arbejdede, var tre medarbejdere, og at der i indklagedes rengøringsafdeling i by 2 var 13 medarbejdere.

Den 24. oktober 2022 udfyldte klager blanketten til anmeldelse af graviditetsorlov.

Det fremgår heraf, at første dag for graviditetsorloven var den 10. november 2022, og at klagers terminsdato var den 21. december 2022.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. maj 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 100.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget under sin graviditet.

Omkring den 10. juni 2022 informerede klager sin leder om klagers graviditet og generne forbundet hermed.

Indklagede var klar over, at klager var gravid, og at klagers graviditet var usikker.

På grund af bækkensmerter og blødning under graviditet sygemeldte klager sig fra den 24. juni 2022.

Den 8. oktober 2022 blev klager ringet op af sin chef, som meddelte, at klager var afskediget.

Klager blev således afskediget, mens hun var gravid.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Da klager sygemeldte sig i første omgang den 21. juni 2022, var det ikke på grund af graviditetsbetinget sygdom.

Klager foretog alene en almindelig sygemelding.

Klager foretog ligeledes en almindelig sygemelding fra den 24. juni 2022 til 1. juli 2022.

Klager afviklede sin sommerferie efter planen.

I perioden op til sommerferien informerede klager sin leder om, at hun var gravid, og at hendes sygdom skyldtes graviditetsgener.

Klagers leder informerede i den forbindelse klager om ikke at anvende rengøringsmidler eller foretage tunge løft i form af kasser med toiletruller samt håndpapir.

Den 8. august 2022 sygemeldte klager sig igen, og efter orientering fra hendes daglige leder blev hendes sygemelding rettet til graviditetsbetinget sygdom.

Klager blev ved mail af 10. august 2022 guidet til links, hvor hun kunne læse mere om varsling af graviditet.

Herefter skete der ikke mere i forhold til barsel/graviditet før den 24. oktober 2022, hvor klager officielt varslede sin graviditet.

I efteråret 2022 blev indklagede ramt af faldende elevtal og øgede omkostninger i forbindelse med øgede energi- og varmeudgifter.

I den forbindelse blev klager – ligesom øvrige erhvervsskoler i Danmark – tvunget til en besparelse for at kunne opretholde en fornuftig økonomi.

Fra ledelsens side valgte man primært at lægge vægt på at spare på de teknisk-administrative områder, således at fokus fortsat kunne holdes på kerneområdet for skolen – undervisningen.

Derfor blev der indledningsvist afskediget to undervisere – en i afdelingen Kontor, handel og forretningsservice samt en underviser i afdelingen Teknologi, byggeri og transport.

Sidstnævnte afdeling foretog yderligere en afskedigelse af en underviser i december 2022 for at få økonomien til at balancere.

Den øvrige besparelse på personaleområdet blev hentet ved at omlægge arbejdsopgaverne i rengøringsafdelingen med en dertilhørende omstrukturering, således at skolehjemseleverne selv skulle gøre rent på værelserne, og de tekniske/administrative medarbejdere selv skulle tømme affaldsspande mv. Målet var at spare tre fuldtidsstillinger inden for rengøringen på skolens lokationer i by 1 og by 2.

Heraf skulle minimum én medarbejder afskediges i by 1, hvor klager arbejdede.

Primo oktober 2022 blev fire ansatte i rengøringsafdelingen varslet deres afsked.

Det drejede sig om klager i by 1 samt yderligere tre medarbejdere på lokationen i by 2.

De var alle ansat på et timeantal mellem 32 og 37 timer ugentligt.

I alt drejede det sig om, at der blev nedlagt 3,72 fuldtidsstilling ud af 14,78.

Afskedigelsen af medarbejderne – herunder afskedigelsen af klager – skete på baggrund af en individuel og konkret vurdering, hvor den daglige leder vurderede kvaliteten, fleksibiliteten og hastigheden i opgaveløsningen.

Det bemærkes, at afskedigelsen af klager således på ingen måde var begrundet i utilfredshed med hendes opgaveløsning, og hun blev ikke tidligere meddelt påtaler, advarsler eller lignende.

De andre ansatte blev dog vurderet til at være bedre kvalificerede.

Den eneste grund til, at klager blev afskediget, var aktivitetsnedgang og deraf nødvendig nedskæring.

Havde indklagede ikke skulle spare personaleressourcer, var klager ikke blevet afskediget.

Det bemærkes ligeledes, at indklagede i situationen for alle opsagte rengøringsmedarbejdere forsøgte at undersøge muligheden for en omplacering, dels inden for rengøringsafdelingen og sekundært i andre afdelinger.

På chefniveau blev det undersøgt, om det var muligt at omplacere klager og de andre opsagte medarbejdere, hvilket også blev meddelt i opsigelsen, hvilket desværre ikke var muligt.

Der har ikke sidenhen været mulighed for at genansætte klager, da personalebehovet har været uændret.

Det bør nævnes, at indklagede gennem tiden har haft en række medarbejdere på graviditets-, barsels- og fædreorlov.

I perioden 1. januar 2018 til 31. december 2022 har indklagede udover klager haft 20 andre medarbejdere, der har varslet graviditet og fædreorlov, og 25 medarbejdere har varslet afholdelse af forældreorlov.

Ikke en af disse er blevet afskediget.

Det bør ligeledes fremhæves, at havde indklagede ønsket at afskedige klager som følge af graviditet, så harmoniserer dette ikke med, at indklagede ikke gjorde det tidligere i forløbet, og at indklagede rettede klagers sygemelding til graviditetsbetinget sygdom og gav hende råd om, hvor hun skulle finde information om rettigheder og aftaler i forbindelse med barsel og orlov.

Indklagede finder sammenfattende, at der er ført bevis for, at klagers graviditet, barsel og dertilhørende orlov ikke på nogen måde har spillet ind i vurderingen af udvælgelsen af hende til afskedigelse.

Indklagede lagde sin afskedigelsespolitik til grund for vurderingen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Klager blev afskediget den 6. oktober 2022.

Det er ubestridt, at klager var gravid på afskedigelsestidspunktet.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at afskedigelsen ikke var begrundet i klagers graviditet.

Klager var ansat som rengøringsassistent hos indklagede og arbejdede i indklagedes rengøringsafdeling i by 1.

Det fremgår af afskedigelsesbrevet af 6. oktober 2022, at afskedigelsen var begrundet i indklagedes økonomiske situation og aktivitetsnedgang, og at den økonomiske situation stillede krav om effektivisering i rengøringspersonalet svarende til tre stillinger.

Indklagede afskedigede i alt fire medarbejdere i sine to rengøringsafdelinger.

Indklagede afskedigede en medarbejder ud af tre medarbejdere, der arbejdede i indklagedes rengøringsafdeling i by 1, hvilket var klager, og tre medarbejdere ud af 13 medarbejdere, der arbejdede i indklagedes rengøringsafdeling i by 2.

Indklagede har oplyst, at afskedigelsen af klager skete på baggrund af en individuel og konkret vurdering, hvor den daglige leder vurderede kvaliteten, fleksibiliteten og hastigheden i opgaveløsningen.

I den forbindelse vurderede indklagede, at de andre ansatte var bedre kvalificerede end klager.

Det er nævnets vurdering, at det af indklagede oplyste om den relativt overordnede vurdering foretaget af den daglige leder ikke er tilstrækkeligt til at dokumentere, at de to øvrige medarbejdere i by 1 var bedre kvalificerede end klager.

Nævnet vurderer herefter, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke indgik helt eller delvist ved beslutningen om at afskedige klager.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 195.000 kr., svarende til omkring ni måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 195.000 kr. til klager med procesrente af den nedlagte påstand på 100.000 kr. fra den 30. maj 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2025 9510 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2025 9510 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

•

§ 16, stk. 2 og 3, om godtgørelse

•

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →