Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - parts- og vidneforklaringer
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 24-50288
En mand (klager) klagede over en virksomhed (indklagede).
Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med, at manden fik afslag på ansættelse hos virksomheden.
Manden havde på Messenger skrevet til en medarbejder, der var ansat hos virksomheden, at han var interesseret i et job som aftenvagt hos virksomheden.
Medarbejderen svarede manden, at medarbejderen ville ønske, at medarbejderen kunne tilbyde manden et job, men at manden boede for langt væk, og at ”vi [har] rigtig mange borger der ikke ønsker mænd”.
Manden havde oplyst, at manden skrev til medarbejderen på baggrund af et stillingsopslag, som medarbejderen havde slået op på Facebook.
Virksomheden havde oplyst, at den pågældende medarbejder ikke havde ledelses- eller ansættelsesansvar, og at Messenger-korrespondancen mellem medarbejderen og manden var af privat karakter.
Virksomheden havde også oplyst, at virksomheden ikke modtog en ansøgning fra manden.
Der var således for nævnet tvivl om, hvorvidt manden indså eller burde have indset, om den pågældende medarbejder hos virksomheden havde den fornødne fuldmagt og bemyndigelse til at give manden afslag på ansættelse på virksomhedens vegne.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse hos indklagede.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Klager, som er mand, har oplyst, at han søgte en stilling som SOSU-hjælper hos indklagede.
Klager har fremlagt et skærmbillede af en udateret korrespondance med en ansat hos indklagede på Messenger, hvoraf følgende fremgår
Klager
”søger du stadig ssh til aftensvagt, er interesste
”interesseret hvis det er”
”og kan evt.
starte med det samme [emoji]”
Ansat hos indklagede
”Jeg ville ønske jeg kunne tilbyde dig et job men du bor for langt væk til jeg tør satse på det og ligeledes har vi rigtig mange borger der ikke ønsker mænd [emoji]”
Klager
”det er kønsdistremetion”
”og ulovligt”
Ansat hos indklagede
”Muligvis men her tænker vi først og fremmest på vores borger.
.
”
Klager
”så jeres borger er overhævede over loven som jeg anmelde jer for”
Ansat hos indklagede
”Det skal du være så velkommen til [emoji]”
Indklagede har oplyst, at indklagede ikke modtog en ansøgning fra klager, og at den pågældende medarbejder hos indklagede, som klager korresponderede med, ikke havde ledelses- eller ansættelsesansvar.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. april 2024.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 35.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afslaget på ansættelse.
Da klager søgte et job hos indklagede som SOSU-hjælper, fik klager den tilbagemelding, at han ikke kunne få jobbet på grund af sit køn.
Dette er i strid med loven.
Den pågældende medarbejder var ansat hos indklagede og søgte på daværende tidspunkt medarbejdere på indklagedes vegne.
Derfor er indklagedes medarbejder repræsentant for indklagede og har ikke ageret som en privat person, som indklagede angiver.
Den medarbejder, som arbejder for indklagede, lavede et opslag på indklagedes vegne om, at indklagede søgte medarbejdere.
Da klager forsøgte at spørge ind til jobbet og ansøge om det, skrev indklagedes medarbejder, at klager ikke kunne komme i betragtning til stillingen, da indklagede som arbejdsplads kun søgte kvinder til den pågældende stilling.
Klager kunne dermed ikke komme i betragtning til stillingen på grund af sit køn.
Da personen arbejder for indklagede og laver stillingsopslag på indklagede vegne, så har personen ikke ageret egenhændigt, men på vegne af den virksomhed, som personen arbejder for, hvilket i dette tilfælde er indklagede.
Indklagede har efterfølgende skyndt sig at slette jobopslaget, så det ikke kan findes igen.
Endvidere har den pågældende medarbejder blokeret klager på Messenger.
Indklagede har dermed slettet alle sine spor.
Klager føler sig krænket over, at klager kan blive afvist fra en stilling fra indklagede udelukkende på grund af klagers køn.
Klager har mange års erfaring inden for plejefaget, og klager fortjener en bedre behandling end at blive diskrimineret på grund af sit køn.
Klager har desuden gemt alle Messenger-beskeder med den pågældende person, som skrev på indklagede svegne og repræsenterede indklagede i ansættelsesforløbet.
Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.
Indklagede bestrider at have medvirket til diskrimination vedrørende køn.
Indklagede har haft mænd ansat både før og efter 27. april 2024.
Indklagede har ikke modtaget en ansøgning fra klager.
Klager har fremsendt en korrespondance fra en privat Facebook-konto med en medarbejder hos indklagede.
Dette er ikke udtryk for indklagedes personalepolitik eller ledelsens holdninger og virke i ansættelser.
Indklagede er blevet forelagt hele korrespondancen fra medarbejderen.
Her fremgår det tydeligt, at korrespondancen er privat.
Den pågældende medarbejder har ingen ledelses- eller ansættelsesansvar.
Indklagede har ikke mulighed for at sende hele korrespondancen, da den er privat.
Indklagede vil sikre, at alle ansøgere til stillinger hos indklagede behandles ens.
Indklagede ansætter udelukkende på baggrund af kvalifikationer, og indklagede vil ikke medvirke til Facebook-korrespondance af privat karakter.
Indklagede har irettesat den pågældende medarbejder om brug af Facebook og anvendelse af indklagedes navn.
Indklagede mener, at klager er ude på at udstille indklagede på en måde, som overhovedet ikke står mål med virkeligheden.
Hvis man læser Facebook-tråden i sin helhed, vil man tydeligt kunne se, hvad der er virkelighed.
Klager bør sende Facebook-korrespondancen i sin helhed og ikke kun brudstykker, der passer til hans formål.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.
Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager skrev på Messenger til en medarbejder, der var ansat hos indklagede, at han var interesseret i et job som aftenvagt hos indklagede.
Medarbejderen svarede klager, at medarbejderen ville ønske, at medarbejderen kunne tilbyde klager et job, men at klager boede for langt væk, og at ”vi [har] rigtig mange borger der ikke ønsker mænd”.
Klager har oplyst, at klager skrev til medarbejderen på baggrund af et stillingsopslag, som medarbejderen havde slået op på Facebook.
Indklagede har oplyst, at den pågældende medarbejder ikke har ledelses- eller ansættelsesansvar, og at Messenger-korrespondancen mellem medarbejderen og klager er af privat karakter.
Indklagede har også oplyst, at indklagede ikke modtog en ansøgning fra klager.
Der er således for nævnet tvivl om, hvorvidt klager indså eller burde have indset, om den pågældende medarbejder hos indklagede havde den fornødne fuldmagt og bemyndigelse til at give klager afslag på ansættelse på indklagedes vegne.
Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og 2, om nævnets kompetence
•
§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2 om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 16 a om delt bevisbyrde