Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - etnisk oprindelse, hudfarve og race - stillingsopslag - ej medhold
Statutory Text (4 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - etnisk oprindelse, hudfarve og race - stillingsopslag - ej medhold
J.nr. 24-55326
En mand (klager), der blev født i 1989, klagede over en frivillig forening (indklagede).
Manden mente, at foreningen havde forskelsbehandlet ham på grund af alder, race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at foreningen i et opslag på LinkedIn søgte bestyrelsesmedlemmer, der ikke var mellem 40 og 45 år, blonde og havde blå øjne.
Ligebehandlingsnævnet forstod foreningens opslag på LinkedIn på den måde, at foreningen med en ironisk formulering forsøgte at tiltrække nye bestyrelsesmedlemmer med forskellige diversitet.
Der var ikke noget, der tydede på foreningen forsøgte at udelukke bestemte ansøgere.
Der var derfor ikke tale om diskrimination, hvorfor manden ikke fik medhold.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder, race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at den indklagede frivillige forening søgte bestyrelsesmedlemmer, der ikke var mellem 40 og 45 år, blonde og havde blå øjne.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Klager har ikke været udsat for diskrimination.
Sagsfremstilling
Klager, som blev født i 1989, anmeldte den 29. april 2024 indklagede til politiet for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven i forbindelse med indklagedes opslag på LinkedIn.
Af opslaget fremgår
”SØGER NY BESTYRELSESKOLLEGA Tiden er inde til at tage vores egen medicin: Kuren er en mere mangfoldig bestyrelsessammensætning
Hos [indklagede] erkender vi behovet for større diversitet i vores bestyrelse.
Derfor søger vi bestyrelsesmedlemmer, der IKKE er mellem 40 og 45 år, blonde og med blå øjne (som os selv) Alle køn er velkomne!
Vores mål er fortsat at skabe en fremtid med Rollemodeller for Alle, hvor vores børn kan drømme lige stort uanset køn, etnicitet og social baggrund.
Det gør vi bl.a. via [indklagedes] egne aktiviteter, der både omfatter podcast- og medieinitiativer, analyser, politiske oplæg, videndeling samt undervisning og uddannelse.
Derudover er [indklagede] også medstifter og medejer af Danmarks største rollemodelsportal over kvindelige og nonbinære eksperter, nemlig [hjemmeside], hvorfor vi i vores strategi og arbejde skal tage højde for dette.
Både i forhold til at skabe synergier, men også i forhold til at operere på armslængde principper.
Da [indklagede] og [hjemmeside] begge har gennemgået betydelige forandringer, søger vi nu nye medlemmer til bestyrelsen, der er klar til at bidrage med arbejdskraft og passion.
Og lad jer ikke narre af navnet – mænd er lige så velkomne som kvinder.
Det afgørende er, at du både har de rette kompetencer, brænder for diversitetsagendaen og har den fornødne tid til at tage del i det lange seje træk.
Arbejdet er i udgangspunktet frivilligt, men én af de opgaver, som vi står overfor, er bl.a. at udvikle en ny #strategi og igangsætte nye økonomisk bæredygtige initiativer.
Kort sagt: Med tre år på bagen, står [indklagede] klar til at træde ind i en ny og mere moden æra, som du kan tage del i.
Derfor anbefaler vi også vores nye bestyrelsesmedlemmer, at de skal kunne afsætte 5-10 timer om måneden, hvilker er hvad, der skal til, hvis vi skal skabe en reel diversitetsforandring for alle i Danmark.
Til gengæld er energien super høj og resultaterne til at forstå.
”
Den 14. maj 2024 oversendte politiet anmeldelsen til Ligebehandlingsnævnet.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede forskelsbehandlede personer på grund af alder, race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at indklagede søgte bestyrelsesmedlemmer, der ikke var mellem 40 og 45 år, blonde og havde blå øjne.
Indklagede ekskluderede ansøgere i aldersgruppen 40 til 45 år.
Blonde personer med blå øjne er af skandinavisk race og etnisk oprindelse.
Indklagede forskelsbehandlede dermed personer af skandinavisk race eller oprindelse.
Klager ville gerne søge bestyrelsesposten, men på grund af sin øjenfarve kunne han ikke søge.
Klager søgte derfor ikke bestyrelsesposten.
Indklagede har på trods af nævnets opfordringer ikke indsendt bemærkninger til sagen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet forstår indklagedes opslag på LinkedIn på den måde, at man med en ironisk formulering forsøgte at tiltrække nye bestyrelsesmedlemmer med forskellig diversitet.
Der er ikke noget, der tyder på, at indklagede forsøgte at udelukke bestemte ansøgere.
Der er derfor ikke tale om diskrimination, hvorfor klager ikke får medhold.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
•
§ 1, stk. 1, 3 og 5, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling