Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 23-40505
En mand (klager), der var diagnosticeret med PTSD klagede over sin boligorganisation (indklagede).
Manden mente, at boligorganisationen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at han blev udsat for chikane af medlemmer af afdelingsbestyrelsen hos boligorganisation.
Der var for nævnet tvivl om, hvem der ifølge manden konkret havde udsat manden for den påståede chikane, herunder om det var medlemmer af boligafdelingens bestyrelse.
Nævnet var desuden i tvivl om det nærmere indhold af den uønskede optræden, som manden har oplevet.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev udsat for chikane af medlemmer af afdelingsbestyrelsen hos indklagede boligorganisation.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Nævnet afviser at behandle klagen.
Sagsfremstilling
Klager har fremlagt en udateret lægejournal, hvoraf fremgår bl.a., at han er diagnosticeret med postbelastningsreaktion i svær grad.
Klager er indehaver af et kort udstedt af en udbyder af servicehundetræning.
Det fremgår af kortet, at han er ejer af en certificeret psykiatrisk servicehund.
Klager har oplyst, at han bliver udsat for chikane af afdelingsbestyrelsen og øvrige beboere, når han medbringer sin servicehund på arealer omkring boligafdelingen, hvor det ikke er tilladt at medbringe husdyr.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. april 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende navnlig, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane.
Klager bliver overfuset og chikaneret af beboerne i sin boligafdeling, når han går med sin servicehund omkring boligafdelingen.
Nogle af beboerne, som udsætter klager for chikane, er medlemmer af boligafdelingens bestyrelse.
Indklagede har ikke ændret vedtægterne, således det tydeligt fremgår, at det er tilladt at medbringe en servicehund omkring boligafdelingen.
Indklagede gør gældende navnlig, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Boligafdelingens øvrige beboere eller bestyrelsen kan ikke påtale eller sanktionere de forhold, som klager har beskrevet.
Overtrædelser af husordenen kan alene påtales af udlejeren, jf. almenlovens § 80, stk. 1.
Der er ikke foretaget foranstaltninger, som forhindrer klager i at færdes med sin servicehund på boligafdelingens områder.
Indklagede har dermed ikke forhindret klager i at gøre brug af boligafdelingens fællesarealer.
Klager kan indbringe en klage over øvrige beboers chikanerende opførsel til indklagedes administration.
Imidlertid har indklagede ikke modtaget en sådan klage fra klager.
Forholdet med servicehundens færden på afdelingens grønne arealer er ikke påtalt af indklagede.
Indklagede har ikke ansvaret for de øvrige beboers gøren og laden i deres privatliv.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Klager har klaget over, at han er blevet udsat for chikane på grund af handicap i forbindelse med, at han medbringer sin servicehund i området omkring sin boligafdeling.
Der er for nævnet tvivl om, hvem der ifølge klager konkret har udsat klager for den påståede chikane, herunder om det er medlemmer af den pågældende boligafdelings bestyrelse.
Nævnet er desuden i tvivl om det nærmere indhold af den uønskede optræden, som klager har oplevet.
Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
2
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og 6, om nævnets kompetence
•
§ 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde