Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - medhold
J.nr. 23-10088
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med paranoid skizofreni klagede over et hospital (indklagede).
Kvinden mente, at hospitalet havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede hospital den 24. december 2022 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Efter sagens oplysninger blev det lagt til grund, at klager den 24. december 2022 fik afslag på at medbringe sin servicehund hos indklagede.
På den baggrund vurderede nævnet, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Det påhvilede herefter indklagede at bevise, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling.
Det var nævnets vurdering, at indklagede ikke var fremkommet med oplysninger, som kunne løfte bevisbyrden for, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Kvinden får derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede hospital den 24. december 2022 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede den 24. december 2022 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr.
Sagsfremstilling
Klager har fremlagt en lægejournal af 28. november 2019, hvoraf fremgår bl.a., at klager er diagnosticeret med paranoid skizofreni.
Klager har fremlagt dokumentation for, at klagers hund den 6. oktober 2021 blev certificeret som psykiatrisk servicehund af en udbyder af servicehundetræning.
Klager har oplyst, at hun den 24. december 2022 blev afvist fra at medbringe sin servicehund på indklagede hospital.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. februar 2023.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager har gjort gældende navnlig, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager skulle ind på hospitalet den 24. december 2022, da hun havde en aftale med vagtlægen.
Klager havde sin servicehund med, da den ledsager hende grundet sin funktion og på grund af klagers psykiatriske diagnoser.
Klager fik straks at vide, at det ikke var muligt at medbringe servicehunden på skadestuen grundet hygiejne.
Klager forklarede, at det var lægevagten, som hun skulle tilses af.
Det kunne dog heller ikke lade sig gøre at medbringe servicehunden til lægevagten.
Klager gennemførte besøget hos vagtlægen uden nedsmeltninger, men var utryg og ked af situationen.
Klagers hund er certificeret, og uddannet til at ledsage hende.
Klagers hund er en allergivenlig bomuldshund.
Klager føler sig forskelsbehandlet, da hun ikke kunne have sit hjælpemiddel med ind på hospitalet.
Det kan sidestilles med, at en kørestolsbruger ikke kunne medbringe sin kørestol.
Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse med sagsnr.
21-34.
Indklagede har anført, at de ikke har bemærkninger til sagen.
Indklagede har igangsat, at retningslinjerne for fører- og servicehunde revideres og forbedres i forhold til det akutte område.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Handicapbegrebet
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.
2018.830H og U.
2018.853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klager er diagnosticeret med paranoid skizofreni.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Om afslaget på at medbringe sin servicehund
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Efter sagens oplysninger lægges det til grund, at klager den 24. december 2022 fik afslag på at medbringe sin servicehund hos indklagede.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet har herved lagt vægt på, at klager har et behov for sin servicehund begrundet i hendes handicap.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har oplyst, at de ikke har bemærkninger til sagen.
Det er herefter nævnets vurdering, at indklagede ikke er fremkommet med oplysninger, som kan løfte bevisbyrden for, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde
•
§ 11 om godtgørelse