Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-11270

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-11270

Jyllands-Posten får ikke kritik for omtale af erhvervsmand

I artikler bragt i august 2024 omtalte Jyllands-Posten en persons erhvervsaktiviteter og rolle i forbindelse med en række selskabers konkurser, herunder en tidligere straffedom mod personen for økonomisk kriminalitet.

Den omtalte person klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklerne indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, og at Jyllands-Posten havde omtalt den tidligere straffedom.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne havde dækning i de faktiske forhold, og at omtalen af den tidligere dom havde en sådan relevant sammenhæng med artiklernes omtale af personens aktuelle erhvervsaktiviteter.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen” og ”Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg” , som blev bragt af Jyllands-Posten henholdsvis den 29. august 2024 og den 30. august 2024 på jyllands-posten.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som ikke er efterprøvet tilstrækkeligt.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

Jyllands-Posten bragte den 29. august 2024 artiklen ”Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen” på jyllands-posten.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Erhvervsmanden [Klager] har genoptaget sine tvivlsomme forretningseventyr efter at være kommet ud af fængslet.

Nu risikerer han at ryge ind igen, vurderer ekspert i strafferet.

”

Af artiklen fremgår følgende

”En svindeldom er tilsyneladende ikke nok til at stoppe den fallerede ejendomsspekulant [Klager], der i 2010’erne var et berygtet navn i dansk erhvervsliv på grund af sine mange fejlslagne forretningseventyr og farverige forbindelser.

Det kan Jyllands-Posten i samarbejde med Finanswatch og Ejendomswatch nu afsløre på baggrund af aktindsigt i flere konkurssager, hvor [Klager] har spillet en fremtrædende rolle.

Retsdokumenter viser blandt andet, at forretningsmandens hustru, [Ægtefællen], er blevet idømt karantæne fra at drive virksomhed, efter at hun har været stråmandsdirektør på vegne af sin mand i et selskab, der i dag er konkurs.

»[Ægtefællen] har overladt den reelle ledelse af selskabet til sin ægtefælle, [Klager],« står der i en kendelse fra Retten i Helsingør fra d. 17. april 2024, hvor [Ægtefællen] bliver pålagt tre års konkurskarantæne som følge af »groft uforsvarlig forretningsførelse«.

[Klager] – der har mere end 50 krakkede selskaber bag sig – har tidligere selv fået frakendt retten til at drive selskaber som det, han ifølge Retten i Helsingør har kontrolleret i ly af sin hustru.

Det skyldes en fængselsdom for økonomisk kriminalitet, som han fik i 2017.

At [Klager] har fortsat sine tvivlsomme forretninger efter at have afsonet en fængselsstraf kan blive en dyr affære for den i dag 50-årige erhvervsmand, lyder det fra [Professoren], professor emeritus ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet med speciale i strafferet.

»Han har klart forbrudt sig mod den rettighedsfrakendelse, han er blevet idømt af domstolene.

Det er strafbart med bøde eller fængsel indtil seks måneder,« udtaler [Professoren], der også vurderer, at [Ægtefællen] kan have pådraget sig et strafansvar ved at agere stråmandsdirektør for sin mand.

»Hvis hun var klar over, at han var frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform, vil hun kunne straffes for medvirken,« udtaler strafferetseksperten til Jyllands-Posten.

Redaktionen har været i kontakt med [Klager] og [Ægtefællen], der i det hele erklærer sig uenige i fremstillingen af sagen, herunder at [Ægtefællen] har været stråmand for sin ægtefælle.

De afviser dog på nuværende tidspunkt at udtale sig til citat.

Fallent med fængselsdom

[Klager] startede sin erhvervskarriere i 1990’erne som sælger af udstyr til biler, og op gennem 00’erne drev han sin egen butik i [Bynavn].

Her fik han en kulørt omgangskreds.

Det fortæller det daværende Hells Angels-medlem [Person A] – i dagspressen også kendt som ”Gucci-rockeren” på grund af sin forkærlighed for mærketøj.

»Han ragede uklar med folk hele tiden.

Så det var vigtigt for ham, at han kendte nogle rockere, han kunne ringe til, når der var problemer,« siger [Person A] om sin relation til [Klager].

Det var dog [Klager]s senere aktiviteter på ejendomsmarkedet, der bragte ham i mediernes søgelys.

Det skete, da [Klager] i kølvandet på finanskrisen overtog en stribe aktiver fra den detroniserede nordsjællandske ejendomsmatador [Person B], der gik konkurs i 2009 med en gæld på flere hundrede millioner kroner.

Efterfølgende gik [Klager]s selskaber også konkurs, alt imens anklager om urent trav og manglende betalinger hobede sig op mod erhvervsmanden fra leverandører og samarbejdspartnere.

»Han betalte ikke sine leverandører.

Det var helt bevidst.

Vi var langtfra de eneste, som ikke fik vores penge,« siger [Person C], medejer og teknisk direktør i byggefirmaet [Byggefirmaet], der havde et millionbeløb til gode i [Klager]s ejendomskoncern, da den kollapsede i 2011.

[Klager] gik også personligt konkurs i 2011, og i dag – 13 år senere – er konkursboet stadig ikke lukket.

Derudover blev [Klager] i 2017 idømt tre og et halvt års ubetinget fængsel, da Østre Landsret kendte erhvervsmanden skyldig i underslæb, bedrageri og skyldnersvig for et tocifret millionbeløb i hans kollapsede koncern.

Gemte sig bag konen

I forbindelse med sin fængselsdom blev [Klager] også frakendt retten til at deltage i ledelsen af for eksempel aktie- og anpartsselskaber, hvor der er begrænset hæftelse for virksomhedens forpligtelser.

Alligevel har [Klager] gjort netop det, efter at han har afsonet sin straf.

Det er konklusionen fra [Kurator], partner i [Advokatfirmaet], også kendt som [Advokatfirmaet], der som kurator er blevet sat til at rydde op i en række selskaber, som er gået konkurs i de senere år, på baggrund af krav for et tocifret millionbeløb – herunder en betydelig gæld til det danske skattevæsen.

Blandt de krakkede selskaber er anpartsselskabet [Selskabet], der laver stråtækte tage, og som gik konkurs i 2022.

Her har [Klager]s kone, [Ægtefællen], været registreret som ejer og direktør, mens det i virkeligheden er erhvervsmanden, der står bag, lyder det fra kurator.

»Det er groft uforsvarligt, at [Ægtefællen] har ladet sig registrere som stråmandsdirektør med henblik på at sløre, at [Klager] udgjorde den reelle ledelse i selskabet,« skriver kurator [Kurator] i en skrivelse til skifteretten, hvor [Ægtefællen] indstilles til konkurskarantæne.

Samme konklusion når Retten i Helsingør frem til i en kendelse om konkurskarantæne fra d. 17. april 2024, hvor skifteretten pålægger [Ægtefællen] tre års karantæne fra at drive virksomhed, blandt andet fordi hun har overladt den reelle ledelse af selskabet til sin mand.

[Ægtefællen] har kæret afgørelsen til landsretten, der endnu ikke har truffet afgørelse i sagen.

Retten i Helsingør fremhæver i sin kendelse en lang andre række kritisable forhold ved ledelsen af [Selskabet], herunder at der ikke er sket korrekt indberetning af skatter og afgifter;

at konkursen har medført betydelige tab for selskabets kreditorer, og at det ikke har været muligt for kurator at få udleveret selskabets regnskabs- og bogføringsmateriale.

»Efter en samlet vurdering af hele [Ægtefællen]s ledelsesperiode, hendes handlemåde og omstændighederne i øvrigt finder retten, at [Ægtefællen] på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed,« står der i kendelsen om konkurskarantæne.

»Konfliktpræget adfærd«

Det fremgår af kuratellets redegørelser til kreditorerne i [Selskabet], at Cathrine og [Klager] har »modarbejdet kurator«, »nægtet kurator adgang til besigtigelse og sikring af boets aktiver« og »afgivet urigtige oplysninger« i forbindelse med bobehandlingen.

»Det kunne blandt andet konstateres, at [Klager] (…) den 4. august 2022 oplyste, at der skulle befinde sig virksomhedsrelateret materiale på den til selskabet tilhørende Apple-computer.

Kurators teknikere undersøgte efterfølgende computeren og kunne konstatere, at denne alene var blevet anvendt til computerspil,« skriver kurator [Kurator] i en kreditorinformation d. 16. december 2022.

Selskabsledelsens »konfliktprægede adfærd« – som kurator beskriver den – kommer også til udtryk i en mailkorrespondance, som redaktionen har fået aktindsigt i.

Her gør [Klager] det klart, at han ikke agter at fremlægge dokumentation for sine påstande vedrørende konkursboets aktiver.

»Dine antagelser om dit og dat kan du stikke langt op i xxxx på dig selv,« skriver [Klager] i en mail til [Advokatfirmaet] den 12. august 2022.

[Klager]s konfrontatoriske facon kommer ikke som en overraskelse for ”Gucci-rockeren” [Person A].

Hans forhold til [Klager] gik selv op i flammer som følge af en strid om penge, efter at erhvervsmanden havde brugt [Person A]s rocker-image som ”skræmmefidus” i inkassofirmaet [Inkassofirmaet], som Ekstra Bladet tidligere har afsløret.

»Jeg vil sige det sådan her: En gang platugle, altid platugle,« siger [Person A], der i dag har lagt sin kriminelle fortid bag sig og er blevet vært på Ekstra Bladets podcast [Podcastserien] om rockerbandemiljøet.

Redaktionen har forelagt kritikken for [Klager] og [Ægtefællen], der fastholder, at sagsfremstillingen er forkert, men afviser på nuværende tidspunkt at udtale sig til citat.

[Klager] giver desuden udtryk for, at hans rettighedsfrakendelse er ophævet, dog uden at oplyse hvornår dette skulle være sket.

Jyllands-Posten har ikke haft mulighed for at efterprøve dette nærmere, men retsdokumenter, som redaktionen har fået aktindsigt i, viser, at der i november 2023 blev hævet en sag om konkurskarantæne mod [Klager], da han havde fået afslag på generhvervelse af rettigheder.

”

Til artiklen er indsat en illustration af [Klager].

Illustrationen er ledsaget af følgende tekst

”[Klager] har ifølge Retten i Helsingør varetaget den reelle ledelse i et selskab, hvor erhvervsmandens kone har været registreret direktør.

Han er selv tidligere frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform.

Grafik: [Grafikeren]”

Jyllands-Posten bragte den 30. august 2024 artiklen ” Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg” på jyllands-posten.dk.

Artiklen har følgende underrubrik

”Et millionbeløb, som skulle være gået til at betale en sportskommentators kreditorer, gik i stedet til at finansiere erhvervsmanden [Klager]s forretninger, lyder det fra [Advokatfirmaet].

»Han har taget mine penge,« siger kommentatoren”

Af artiklen fremgår følgende

”En mangeårig sportskommentator på en landsdækkende tv-kanal endte med at gå fra hus og hjem, da han hyrede den svindeldømte erhvervsmand [Klager] til at yde rådgivning i forbindelse med afviklingen af en skattegæld.

Det kan Jyllands-Posten afsløre i samarbejde med Finanswatch og Ejendomswatch på baggrund af aktindsigt i retsdokumenter fra sagen.

Heraf fremgår det, at tv-kommentatoren på [Klager]s opfordring deponerede 1,2 mio. kr. hos et selskab, der ydede gældsrådgivning, i den tro at pengene ville blive sendt videre til Skat.

Men det skete aldrig, og i stedet gik sportskommentatoren personligt konkurs.

Jyllands-Posten har kontaktet sportskommentatoren, der ikke lægger skjul på, at han mener, at han er blevet snydt af [Klager], der havde titel af partner i rådgivningsselskabet.

»Han har taget mine penge,« siger sportskommentatoren, der ønsker at være anonym af hensyn til sin karriere.

[Klager] har mere end 50 krakkede selskaber bag sig og er tidligere blevet frakendt retten til at drive forretninger i form af eksempelvis aktie- og anpartsselskaber som følge af en dom for økonomisk kriminalitet fra 2017.

Han har desuden været personlig konkurs i 13 år.

Redaktionen har været i kontakt med erhvervsmanden, der erklærer sig i uenig i fremstillingen af sagen.

Han afviser dog på nuværende tidspunkt at udtale sig til citat.

Redaktionen har også været i kontakt med den person, der var registreret som direktør i rådgivningsselskabet, som efterfølgende er gået konkurs.

Den forhenværende direktør afviser at have unddraget de 1,2 mio. kr. fra sportskommentatoren og dennes kreditorer.

»(Sportskommentatoren, red.) har over en længere årrække fået lavet omfattende arbejde, som er betalt af beløbet,« skriver direktøren i en skriftlig udtalelse.

Navnet på rådgivningsselskabet og dets direktør er anonymiseret af hensyn til navneforbud i en verserende straffesag.

Solgte sit hus for at betale

Det fremgår af retsdokumenter fra tv-kommentatorens personlige konkursbo, at han forud for konkursen havde opbygget »en større restance til det offentlige«.

På den baggrund tog kommentatoren kontakt til rådgivningsselskabet, der på sin hjemmeside brystede sig af at have »hjulpet mange virksomheder og private med at finde en løsning med deres kreditorer«.

Tv-kommentatoren fik sat et møde op med direktøren i selskabet samt [Klager], der gav udtryk for at være partner i foretagendet, fortæller kommentatoren til Jyllands-Posten.

»Mit førstehåndsindtryk var, at ham [Klager] var en fed fyr.

Jeg tænkte: Han forstår mig, han taler mit sprog.

Det betryggede mig i, at det var den rigtige vej, jeg var gået,« siger sportskommentatoren, der hyrede selskabet til at hjælpe med at finde en løsning med skattevæsenet.

For at betale sin gæld solgte kommentatoren sit hus, hvilket gav en fortjeneste på 1,2 mio. kr. I den forbindelse bad [Klager] tv-kommentatoren om at indbetale pengene til rådgivningsselskabets »klientkonto«, hvor de ville stå »til sikkerhed for frivilligt forlig/rekonstruktion«.

»Så snart pengene står på vores konto, går vi i gang med at forsøge at indgå frivilligt forlig/akkord med dine kreditorer, såfremt dette ikke kan lykkes, kan vi arbejde videre med en rekonstruktion,« skrev [Klager] i februar 2020 til tv-kommentatoren i en mail, der er signeret »partner« i rådgivningsselskabet.

[Klager] gentog efterfølgende over for skattemyndighederne, at provenuet fra salget af sportskommentatorens hus var deponeret på en sikret konto med henblik på at nedbringe tv-kommentatorens gæld.

»Der blev ultimo februar indsat på en depotkonto, som er låst, 1.200.000 vedr.

salget af hans bolig.

Det forventes, at der kommer ca. 35.000 yderligere ind på denne konto fra refusionsopgørelsen.

Disse penge er øremærket til betaling af kreditorer,« skrev [Klager] i en mail til Gældsstyrelsen den 17. juli 2020.

De 1,2 mio. kr. fandt dog aldrig vej til Gældsstyrelsen, der i stedet endte med at begære kommentatoren personligt konkurs.

Penge gik til andet selskab

I januar 2022 blev der afsagt konkursdekret over sportskommentatoren, og det var statens faste advokatforbindelse – [Advokatfirmaet], også kendt som [Advokatfirmaet] – der blev sat til at rydde op i konkursboet som kurator.

Advokaterne gav sig til at forfølge de penge, som sportskommentatoren havde indbetalt til rådgivningsselskabet, og på den baggrund fik man taget selskabet under konkursbehandling.

»(Skifteretten lægger, red.) til grund, at fordringshaveren har et krav mod selskabet på 1,2 mio. kr.,« slog Sø- og Handelsretten fast, da retten afsagde konkursdekret over rådgivningsselskabet i maj 2022.

Kuratoren i konkursboet har efterfølgende konkluderet, at de 1,2 mio. kr. – som skulle have været »deponeret« på selskabets »klientkonto« – overvejende er brugt på at finansiere et helt andet selskab: Stråtækkervirksomheden [Selskabet], hvor [Klager] også har spillet en fremtrædende rolle.

»Ved gennemgang af selskabets forhold kan det (…) konstateres, at selskabet aldrig har haft klientkonto, at midlerne er indgået på selskabets driftskonto samt videreformidlet til, hvad der efter kurators opfattelse må anses for afholdelse af udgifter på vegne af [Selskabet],« skriver kurator [Kurator] fra [Advokatfirmaet] i en redegørelse til selskabets kreditorer.

Som Jyllands-Posten kunne fortælle torsdag, er [Selskabet] i dag også konkurs, og den registrerede direktør – der er hustru til [Klager] – er idømt tre års karantæne fra at drive virksomhed, blandt andet fordi hun ifølge retten har overladt den reelle ledelse af selskabet til sin mand.

Sagen er kæret til landsretten.

»Der har således været en betydelig sammenblanding af økonomien imellem de to selskaber, hvilket efter kurators opfattelse alene er sket som følge af [Klager]s deltagelse i den reelle ledelse af begge de pågældende virksomheder,« skriver kurator [Kurator] i en skrivelse til skifteretten, hvor direktøren i rådgivningsselskabet indstilles til konkurskarantæne.

[Advokatfirmaet] bemærker desuden, at rådgivningsselskabet aldrig har haft en klientkonto, som er en særlig bankkonto forbeholdt advokater, eftersom hverken direktøren i rådgivningsselskabet eller [Klager] er uddannede advokater.

»I den forbindelse har (direktøren, red.) og [Klager] misbrugt de betroede midler fra selskabets kunder til egen økonomisk vinding,« skriver kurator i sin skrivelse til retten i konkurskarantænesagen.

Må ikke drive virksomhed

Sø- og Handelsretten idømte i marts 2023 direktøren i rådgivningsfirmaet tre års konkurskarantæne, da retten erklærede direktøren »uegnet til fremover at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed« som følge af »groft uforsvarlig forretningsførelse«.

Det betyder, at direktøren ikke må drive virksomhed i selskabsform i karantæneperioden.

»Det kan lægges til grund, at [Klager] udgjorde den reelle ledelse i [Selskabet] (…), og at [Klager] tillige havde en rolle i (rådgivningsselskabet, red.).

Det kan desuden lægges til grund, at der har været en betydelig sammenblanding af økonomien i (rådgivningsselskabet, red.) og [Selskabet],« skriver retten blandt andet i sin kendelse.

Redaktionen har rettet henvendelse til direktøren i rådgivningsselskabet, der i det hele erklærer sig uenig i fremstillingen af sagen såvel som afgørelsen om konkurskarantæne.

Direktøren afviser i den forbindelse, at pengene, som sportskommentatoren indbetalte til rådgivningsselskabet, blev brugt på at finansiere driften af [Selskabet].

De er gået til at betale for det arbejde, som selskabet har leveret til kommentatoren, lyder forklaringen.

»Enhver udbetaling er sket efter aftale med (sportskommentatoren, red.),« skriver direktøren i en skriftlig udtalelse, hvor det også afvises, at [Klager] skulle have været en del af ledelsen af rådgivningsselskabet, og at han alene har været ansat »i en kort periode«, hvor man »drøftede mulighederne for indgåelse af partnerskab«.

Sportskommentatoren giver ikke meget for direktørens forklaringer, da Jyllands-Posten fremlægger dem for ham.

Han fortæller, at han skammer sig over sin involvering med rådgivningsselskabet og [Klager], som han fastholder, har ført ham bag lyset.

»Jeg har været enormt blåøjet.

Jeg burde selvfølgelig selv have overført pengene til Skat.

Men jeg havde jo hyret, hvad jeg opfattede som et juridisk team til at varetage mine interesser,« siger tv-kommentatoren til Jyllands-Posten.

Redaktionen har forelagt kritikken for [Klager], der anfægter sagsfremstillingen, herunder at han skulle have snydt sportskommentatoren, og at han skulle have deltaget i ledelsen af rådgivningsselskabet eller [Selskabet].

Han afviser dog på nuværende tidspunkt at blive citeret for noget.

”

Til artiklen er indsat en illustration af [Klager].

Illustrationen er ledsaget af følgende tekst

”[Klager] fik i 2017 en fængselsdom for svindel og blev samtidig frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform.

Nu beskyldes han for nye lovbrud”.

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 30. august 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet

”Indklagede har den 30. august 2024 klokken 09.20 i sit online-medie Jyllands-Posten.dk udgivet en artikel med følgende overskrift

” Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg

Et millionbeløb, som skulle være gået til at betale en sportskommentators kreditorer, gik i stedet til at finansiere erhvervsmanden [Klager]s forretninger, lyder det fra [Advokatfirmaet].

»Han har taget mine penge,« siger kommentatoren.

” (min indtegning).

Artiklen er vedlagt som bilag 1 og linkes tillige herunder: [Link A]

Indklagede anklager i overskriften klager for følgende forhold: ”Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg ” (min indtegning).

Klager er ikke anklaget i et forhold, som indklagede beskriver, og det er ikke på anden måde bevist, eller indikeret, at forholdet er korrekt.

Det gøres gældende, at klager aldrig er blevet dømt eller har været part i en verserende sag vedrørende forholdet, hvormed indklagedes påstand er forkert.

Indklagedes overskrift giver udtryk for en klar anklage, der er bevist, og det er ikke i tilstrækkelig grad gjort klart, at der ikke er tale om faktiske oplysninger, men alene vurderinger og udokumenterede påstande fra tredjemand.

Det gøres gældende at overskriften ”Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg ” er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om en kildes holdning.

Det gøres gældende, at overskriften er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende.

Det gøres gældende, at indklagede i forhold til overskriftens formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret.

Klager har aldrig modtaget de penge ydelser som indklagede påstår, og der er ikke ført bevis for at det modsatte skulle være tilfældet.

Indklagede beskriver i sin artikel, at en kilde/kommentator hyrede klager til at yde rådgivning i forbindelse med afviklingen af en skattegæld.

Klager nævnes ved navns nævnelse.

Af afsnittet fremgår følgende

”En mangeårig sportskommentator på en landsdækkende tv-kanal endte med at gå fra hus og hjem, da han hyrede den svindeldømte erhvervsmand [Klager] til at yde rådgivning i forbindelse med afviklingen af en skattegæld”.

(min indtegning)

Klager har ikke personligt indgået aftale med den omtalte kommentator, og det er således forkert at skrive, at kommentatoren hyrede klager personligt til at yde rådgivning.

Indklagede fremfører i øvrigt selv i brødteksten, at kommentatoren tog kontakt til et rådgivningsselskab og hyrede selskabet og således ikke klager personligt.

Indklagede skriver følgende

”På den baggrund tog kommentatoren kontakt til rådgivningsselskabet , der på sin hjemmeside brystede sig af at bestå af at have »hjulpet mange virksomheder og private med at finde en løsning med deres kreditorer.«” (min indtegning)

Og videre

”»Mit førstehåndsindtryk var, at ham [Klager] var en fed fyr.

Jeg tænkte: Han forstår mig, han taler mit sprog.

Det betryggede mig i, at det var den rigtige vej, jeg var gået,« siger sportskommentatoren, der hyrede selskabet til at hjælpe med at finde en løsning med skattevæsenet.

” (min indtegning)

Allerede af denne grund, da indklagede i sin egen artikel fremfører, at det var et rådgivningsselskab kommentatoren hyrede og således ikke klager personligt, lægges det til grund at det er faktuelt forkert at skrive, at klager ”Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg” og at kommentatoren “.

.

.

hyrede den svindeldømte erhvervsmand [Klager] til at yde rådgivning i forbindelse med afviklingen af en skattegæld.

”.

Indklagede beskriver videre, at have fået aktindsigt i sagen vedrørende indklagedes beskyldning.

Af artiklen fremgår følgende

”Det kan Jyllands-Posten afsløre i samarbejde med Finanswatch og Ejendomswatch på baggrund af aktindsigt i retsdokumenter fra sagen .

” (min indtegning)

Der har ikke verseret og verserer ingen sag herom med klager som sagsøgte, og det forekommer derfor meget usandsynligt, at indklagede skulle have fået aktindsigt i retsdokumenter i en sag med kommentatoren og klager som parter – da en sådan slet og ret ikke eksisterer.

Klagers påstand udgør således ikke faktiske omstændigheder og er ikke udtryk for korrekt information.

Med støtte i indklagedes eget anførte i brødteksten gøres det gældende, at indklagede har fremkommet med urigtige oplysninger mod sit bedre vidende, da indklagede var positivt vidende om, at der var tale om et selskab der indgik aftale med kommentatoren/kilden og ikke klager personligt.

Såfremt kommentatoren/kilden skulle være af en anden opfattelse i forbindelse med hvem denne har indgået aftaleforhold med, bør det beskrives tydeligt, at der er tale om tredjemands vurdering, hvilket ikke er sket i denne henseende, da indklagede fremfører forholdet som om, at anklagerne bringes på baggrund af en aktindsigt i retsdokumenter fra sagen.

Indklagede har således afgivet urigtige oplysninger i sin artikel ved at påstå at anklagerne er begrundet i retsdokumenter, der på nogen måde skulle indikere, at klager skulle have taget kommentatorens penge, som indklagede beskriver det.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes.

Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger.

Det gøres gældende, at indklagede ikke har overholdt retningslinjerne for god presseskik, idet indklagede ingen dokumentation har for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de anklager der beskrives.

Det gøres gældende at overskriften ”Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg ” er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om en kildes holdning.

Det gøres gældende, at overskriften er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende.

Det gøres gældende, at indklagede ikke har udvist tilstrækkelig kritik over for den nyhedskilde som har udtalt sig, da dennes udsagn ganske klart er farvet af personlig interesse.

I forbindelse hermed, har indklagede ikke sørget for at gøre tilstrækkeligt klart, at der er tale om tredjemands vurdering og udtalelser, da indklagede fremfører forholdet som om, at anklagerne bringes på baggrund af en aktindsigt i retsdokumenter fra sagen - en sag som aldrig har verseret.

Hertil kommer, at indklagede ikke har givet klager mulighed for at komme med genmæle i de af indklagede fremsatte anklager.

Klager har konsekvent og gennemgående ved hver henvendelse gjort gældende, at klager ønskede at udtale sig til citat, under den helt rimelige forudsætning, at der blev bragt en historie renset for faktuelle fejl.

Det er en umulighed for klager, at udtale sig om forhold som er faktuelt forkerte, og klager har derfor flere gange søgt at bringe indklagede ud af de vildfarelser som indklagede har befundet sig i, under forskellige stadier af forelæggelsen.

Klager har ved hver henvendelse anmodet om at blive sat i besiddelse af en tilrettet forelæggelse, for at kunne udtale sig til citat.

Indklagede har på trods heraf ikke fremsendt det tilrettede, færdige materiale, således at klager kunne fremkomme med citat.

”

[Klager] har supplerende anført blandt andet

”Indklagede har den 29. august 2024 klokken 11.30 i sit online-medie Jyllands-Posten.dk udgivet en artikel med følgende overskrift

“ Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen Erhvervsmanden [Klager] har genoptaget sine tvivlsomme forretningseventyr efter at være kommet ud af fængslet.

Nu risikerer han at ryge ind igen, vurderer ekspert i strafferet.

”

Artiklen er vedlagt som bilag 1 og linkes tillige herunder

[Link B]

Det gøres overordnet gældende, at indklagede har tilsidesat retningslinjerne for god presseskik, ved

1) At frembringe en misvisende overskrift

2) At omtale udokumenterede påstande og forhold som faktiske oplysninger, uden på tilstrækkelig vis at klargøre, at der er tale om egne holdninger og udtalelser fra tredjemand.

3) Uberettiget omtale af en tidligere straffedom,

4) At omtale påståede strafbare forhold, der er ukendt for klager og ikke har medført indgriben fra politiet eller anklagemyndigheden,

5) Ikke at give klager mulighed for genmæle.

I det følgende redegøres for hvert forhold særskilt.

1) Overskriften er misvisende

Af overskriften fremgår følgende

“ Afsløret i hustruens konkurs : Fallent med svindeldom huserer igen”

Det gøres gældende, at overskriften er misvisende.

Indklagedes historie omhandler et selskab og det er således misvisende at henvise til “konens konkurs” , da klagers ægtefælle ikke er et selskab/juridisk person, men en fysisk person.

2) Omtale af udokumenterede påstande og forhold som faktiske oplysninger, uden på tilstrækkelig vis at klargøre, at der er tale om egne holdninger og udtalelser fra tredjemand.

Artiklens overskrift“ .

.

.

Fallent med svindeldom huserer igen” udgør en udokumenteret påstand, som fremstår som en faktisk oplysning.

Det gøres gældende, at overskriften er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om indklagedes egen holdning, der på ingen måde er begrundet i faktiske oplysninger.

Af artiklen fremgår følgende

“ [Klager] har ifølge Retten i Helsingør varetaget den reelle ledelse i et selskab, hvor erhvervsmandens kone har været registreret direktør.

Han er selv tidligere frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform.

Det kan Jyllands-Posten i samarbejde med Finanswatch og Ejendomswatch nu afsløre på baggrund af aktindsigt i flere konkurssager, hvor [Klager] har spillet en fremtrædende rolle.

“[Klager] – der har mere end 50 krakkede selskaber bag sig– har tidligere selv fået frakendt retten til at drive selskaber som det, han ifølge Retten i Helsingør har kontrolleret i ly af sin hustru.

Det skyldes en fængselsdom for økonomisk kriminalitet, som han fik i 2017.

”

“I forbindelse med sin fængselsdom blev [Klager] også frakendt retten til at deltage i ledelsen af for eksempel aktie- og anpartsselskaber, hvor der er begrænset hæftelse for virksomhedens forpligtelser.

”

“ Alligevel har [Klager] gjort netop det , efter at han har afsonet sin straf.

”

Indklagedes afsnit leder læseren til at tro, at klager har været involveret i en sag ved Retten i Helsingør, hvor klager skulle være blevet dømt for at varetage den reelle ledelse i et selskab.

Dette er fejlagtigt fremført.

Det gøres gældende, at klager ikke har været involveret i en sag ved Retten i Helsingør vedrørende de omtalte forhold.

Indklagede har ikke fremlagt dokumentation for det modsatte.

Klager er hverken dømt, sigtet eller sagsøgt i et forhold som det omtalte, og der er ingen anden dokumentation for, at klager skulle have “varetaget den reelle ledelse” i det omhandlede selskab.

Indklagede støtter formodentlig sin påstand på det forhold, at tredjemand, der er direktøren i det konkursramte selskab, er blevet pålagt konkurskarantæne – en kendelse der er kæret til Østre Landsret og som derfor endnu ikke er endelig.

Det bemærkes, at kendelsen vedrørende direktøren, er uvedkommende for klager og dermed ikke kan gøres gældende over for klager.

Klager gør gældende, at en kendelse hvor tredjemand er blevet dømt for et forhold, ikke kan danne grundlag for en antagelse om, at hvad der fremgår af en retsbog for så vidt tredjemand, kan gøres gældende over for klager, der er tredjemand for så vidt den omhandlede sag, da klager ikke er part i sagen og således ikke har haft lejlighed til at føre proces eller komme til orde i sagen.

Klager kan af samme grund ikke dømmes i et forhold, som klager ikke er part i.

En påstand som klager gør gældende skal være begrundet i faktiske forhold, herunder at klager skulle være dømt i forholdet.

Klager er på intet tidspunkt blevet forelagt den retsbog, som indklagede mener at være i besiddelse af.

Klager er ikke og har ikke været part i en sag, hvor der skulle være afgivet en kendelse med indhold som fremført af indklagede.

Klager er således ikke dømt for at udgøre den reelle ledelse i selskabet eller at have overtrådt en rettighedsfrakendelse.

Det synes ganske mærkværdigt, at klager kan dømmes for et forhold, som klager end ikke er gjort bekendt med og aldrig har været part i.

Såfremt der skulle eksistere en kendelse som dømmer klager for de påståede forhold, som klager aldrig er blevet sat i besiddelse af, eller på noget tidspunkt har haft kendskab til, kan det uden videre lægges til grund, at kendelsen ikke omhandler klager ,da klager som ovenfor anført aldrig har været part i en sag, vedrørende de omtalte forhold, hvor en sådan kendelse er afgivet.

Indklagede har på intet tidspunkt fremsendt kendelsen eller dele heraf til klager, hvormed klager er afskåret fra at komme med bemærkninger hertil og påstandene dermed står upåtalt.

At indklagede på trods af opfordring ikke har fremlagt dokumentation for sine påstande, er gennemgående for samtlige henvendelser fra indklagede.

Klager gør ex tuto gældende, at såfremt der skulle være afgivet en kendelse om anført, at dette ikke kan lægges til grund for så vidt angår klager, da klager ikke er part i sagen og derfor selvsagt ikke kan dømmes som anført.

Det er et helt grundlæggende retsprincip, at tredjemand ikke kan dømmes i en sag hvor tredjemand ikke er part og end ikke har kendskab til sagen og da jeg ikke har været eller er part i en sag hvor der skulle være afsagt en sådan kendelse, kan det ikke hverken retligt eller i medierne lægges til grund, at klager skulle være dømt som anført.

Det gøres gældende, at indklagede ikke har overholdt retningslinjerne for god presseskik, idet indklagede ingen dokumentation har for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de påstande, der beskrives, herunder at klager skulle have “varetaget den reelle ledelse” i det omhandlede selskab.

Klager er ikke dømt i et forhold, som indklagede beskriver, og det er ikke på anden måde bevist, eller indikeret, at forholdet er korrekt.

Det gøres gældende, at klager aldrig er blevet dømt, endsige været part i en verserende sag vedrørende forholdet, hvormed indklagedes påstand er forkert og udtryk for en urigtig meddelelse.

Indklagedes brødtekst giver udtryk for at være en faktisk oplysning, der er bevist, og det er ikke i tilstrækkelig grad gjort klart, at der ikke er tale om påstande, begrundet i faktiske oplysninger.

Det gøres gældende, at overskriften og brødteksten er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende.

3) Uberettiget omtale af tidligere straffedom

Indklagede beskriver i sin artikel en tidligere straffedom.

Dette fremgår af såvel overskriften, hvor klager omtales som “Fallent med svindeldom” og af brødteksten, hvor følgende fremgår

“ En svindeldom er tilsyneladende ikke nok til at stoppe den fallerede ejendomsspekulant [Klager] , der i 2010’erne var et berygtet navn i den dansk erhvervsliv på grund af sine mange fejlslagne forretningseventyr og farverige forbindelser.

”

“[Klager] – der har mere end 50 krakkede selskaber bag sig– har tidligere selv fået frakendt retten til at drive selskaber som det, han ifølge Retten i Helsingør har kontrolleret i ly af sin hustru.

Det skyldes en fængselsdom for økonomisk kriminalitet, som han fik i 2017.

”

Af deloverskriften omtales klager som “Fallent med fængselsdom”

Og videre

Derudover blev [Klager] i 2017 idømt tre og et halvt års ubetinget fængsel, da Østre Landsret kendte erhvervsmanden skyldig i underslæb, bedrageri og skyldnersvig for et tocifret millionbeløb i hans kollapsede koncern.

”

Som ovenfor anført lægger indklagede udokumenteret til grund, at klager skulle have “varetaget den reelle ledelse” , i en stråmandskonstruktion.

Jeg henviser idet hele til det ovenfor anførte.

Indklagede benytter ganske tydeligt sin udokumenterede påstand til at kæde sagen sammen med en tidligere straffedom, vedrørende klager.

Omtalen af en tidligere straffedom som klager har været involveret i, findes at være i strid med retningslinjerne for god presseskik, da en mod en person tidligere rejst straffesag som regel ikke bør omtales medmindre berettigede hensyn varetages.

Indklagede har ingen dokumentation for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de forhold der beskrives og bør således ikke omtale en tidligere dom, der vedrører forhold tilbage fra 2009-2011 og pådømt i 2017 og som er uvedkommende for disse påståede udokumenterede forhold, der alene er udtryk for en kildes vurderinger og udtalelser og ikke begrundet i faktiske oplysninger.

Klager gør gældende, at klager ikke er dømt, tiltalt eller sagsøger i et forhold som indklagede beskriver og der er således er tale om rene antagelser fra indklagedes side i et forsøg på at kæde forholdene sammen, og opnå læsertal, hvilket er i strid med retningslinjerne for god presseskik.

Det gøres gældende, at det ingenlunde er bevist, at klager skulle have gjort sig skyldigide forhold som indklagede beskriver, og omtale af en tidligere straffedom bør således ikke søges at kædes sammen med den udokumenterede påstand.

4) omtale af påståede strafbare forhold, der ikke har medført indgriben fra politiet eller anklagemyndigheden

Indklagede beskylder i artiklen klager for at have begået strafbare forhold, herunder at klager skulle have forbrudt sig mod en rettighedsfrakendelse.

Af brødteksten der bringes i samme afsnit som overskriften, fremgår følgende

“…Nu risikerer han at ryge ind igen, vurderer ekspert i strafferet.

”

Af artiklen fremgår videre

“»Han har klart forbrudt sig mod den rettighedsfrakendelse, han er blevet idømt af domstolene.

Det er strafbart med bøde eller fængsel indtil seks måneder,« udtaler [Professoren]…”

Af udtalelsen fremstår det som om, at kilden med begrundet hu er i stand til at udtale, at klager skulle have forbrudt sig mod den rettighedsfrakendelse, som klager er blevet idømt af domstolene i 2017.

Det er en forudsætning for kildens påstand, at denne er positivt vidende om, at klager skulle have forbrudt sig mod rettighedsfrakendelsen, herunder, at kilden er i besiddelse af dokumentation for dennes påstand i form af eksempelvis en afsagt dom.

Klager er ikke blevet sat i besiddelse af den dokumentation, som kilden udtaler sig på baggrund af.

Når indklagede ikke fremlægger den dokumentation, som indklagede påstår at være i besiddelse af, fratages klager muligheden for at udtale sig, hvormed anklagerne mod klager står upåtalt.

Dette er en klar tilsidesættelse af retningslinjerne for god presseskik.

Klager bemærker, at klager ikke selv er i besiddelse af hverken en dom, en sigtelse, et anklageskrift eller andet der skulle indikere, at klager har forbrudt sig på en rettighedsfrakendelse og finder det derfor ganske usandsynligt at indklagede og kilden skulle være blevet sat i besiddelse af sådanne dokumenter, der kan danne grundlag for denne påstand.

Det er således klagers klare opfattelse, at kilden i sin udtalelse har beskyldt klager for noget, som ikke er bevist, og dermed har udtalt sig om forhold, der er direkte forkerte og som kilden ikke har forudsætning for at udtale sig om.

Kilden gør sig i den af indklagedes bragte udtalelse skyldig i injurier ved at have beskyldt en person for noget, som ikke er bevist.

Indklagede burde ikke have bragt en sådan udtalelse, hvor indklagedes egen kilde ved udtalelsen gør sig skyldig i et strafbart forhold.

Indklagede burde have set til, at forholdet blev efterprøvet, førend en sådan påstand bringes.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes.

Indklagede har bragt udtalelsen uden at efterprøve, om kilden udtaler sig på et faktisk grundlag, eller om der er tale om egne holdninger, der ikke er begrundet i faktiske oplysninger.

Hertil skal jeg henvise tilretningslinjerne for god presseskik, afsnit C, pkt. 7, hvorefter der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet moden navngiven person.

Meddelelser herom bør ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side.

Klager er ikke bekendt med, at der skulle være indgivet politianmeldelse, klager er ikke mistænkt, sigtet og heller ikke tiltalt i et strafbart forhold.

Indklagedes påståede har således selvsagt ikke medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side, og en historie herom bør derfor ikke bringes.

Det gøres gældende at indklagede var bekendt med den manglende dokumentation, og at det således var et bevidst valg, at indklagede både inden og efter artiklens offentliggørelse så bort fra den manglende dokumentation, hvilket må anses for en skærpende omstændighed.

5) Manglende mulighed for genmæle

Indklagede har ikke givet klager mulighed for at komme med genmæle til de af indklagede fremsatte anklager.

Klager har konsekvent og gennemgående ved hver henvendelse gjort gældende, at klager ønskede at udtale sig til citat, under den helt rimelige forudsætning, at der blev bragt en historie renset for faktuelle fejl og at der fremlagdes dokumentation for påstandene, så klager havde mulighed for at kommentere på oplyst grundlag.

Det er en umulighed for klager, at udtale sig om forhold som er faktuelt forkerte og som ikke er begrundet i faktiske oplysninger og klager har derfor flere gange søgt at bringe indklagede ud af de vildfarelser som indklagede har befundet sig i, under alle stadier af forelæggelsen.

Indklagede har ikke taget tiltag i forhold til artiklens ukorrekte og udokumenterede påstande, selv da indklagede blev gjort bekendt med fejlene og klager bliver således tvunget ud i en situation, hvor det ikke er muligt at udtale sig til citat, da man derved risikerer at acceptere de usandheder der bringes.

Klager har endvidere ved hver henvendelse anmodet om at blive sat i besiddelse af en tilrettet forelæggelse og den påståede bagvedliggende dokumentation herfor, for at kunne udtale sig til citat på et rimeligt og oplyst grundlag.

Indklagede har på trods heraf ikke fremsendt det tilrettede, færdige materiale, således at klager kunne fremkomme med citat og har på intet tidspunkt fremlagt dokumentation for sine påstande.

Klager har gentagne gange opfordret indklagede til at fremlægge den dokumentation, heraf den aktindsigt, og de retsdokumenter som indklagede har oplyst at være i besiddelse af.

Klager har som argument for ikke at fremlægge aktindsigten og dokumentationen fremført, at klager selv formodes at være i besiddelse af materialet.

Som det tidligere er gjort gældende, er klager ikke part i sagerne om de omtalte konkurskarantæne, og heller ikke i forhold til påstanden om at klager skulle være blevet dømt for overtrædelse af en rettighedsfrakendelse og er derfor selvsagt ikke i besiddelse af materialet.

Klager er endvidere ikke part i konkurskarantænesagen, som indklagede bygger din historie på, og derfor er klager selvsagt heller ikke i besiddelse af oplysninger desangående.

Klager har således ikke under forelæggelsen fået fremlagt et eneste dokument, som indklagede henviser til og citerer fra.

Indklagede opfordres til straks at berigtige disse fejl af egen vilje eller nedtage disse online artikler som indeholder fejlagtige oplysninger.

Såfremt indklagede ikke nedtager artiklen, opfordres indklagede til uden ophold at give klager mulighed for at få bragt sit genmæle, efter de er rettet for faktuelle fejl.

”

[Klager] har afslutningsvis anført blandt andet

”Medier indtager en særlig rolle i samfundet, hvilket indebærer en saglighedsforpligtelse.

Med den betydelige indflydelse medier har i så henseende, indebærer dette tillige, at et medie er underlagt en række ansvarsregler, når den vælger at fremsætte udsagn, som kan have skadevirkning for andre.

Mediers ytringsfrihed er ikke absolut.

Den er underlagt en række begrænsninger af hensyn til bl.a. privatlivets fred, forbud mod uberettigede ærekrænkelser og den enkeltes øvrige rettigheder.

I kerneområdet af disse begrænsninger ligger naturligvis, når et medie beskylder fysiske eller juridiske personer for at have udført strafbare eller i øvrigt stærkt bebrejdelsesværdige handlinger, uden at have den fornødne dækning herfor.

Det påhviler således medierne at have et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for beskyldninger, der måtte blive rejst imod navngivne personer (eller i øvrigt identificerbare individer), jf. f.eks. U 1999.560 H.

Medierne skal således tage udgangspunkt i uskyldsformodningen og udelukkende basere egne udsagn på pålidelige og præcise oplysninger og dokumentation for fremsatte beskyldninger, et medie vælger at fremkomme med.

Klager gør overordnet gældende, at indklagede ikke har haft det fornødne faktuelle grundlag for at præsentere sagerne som konkret er sket, herunder fordi sagens faktum er blevet præsenteret på en ufyldestgørende og usaglig måde, og at dette tidligere i løbet af den mange måneder lange proces, hvorunder parterne har kommunikeret, er blevet påpeget adskillige gange.

Når der i artiklerne anvendes udtryk som ”tilsyneladende” , ”afsløre” , o.lign., er dette ikke ansvarsfritagende for det publicerende medie.

Dette spørgsmål blev sat på spidsen i bl.a. sagen omkring TV-dokumentaren ”Politiets Blinde Øje”, der omhandlede to journalisters faktuelle beskyldninger rettet imod en politiinspektør.

Under sagen blev det bl.a. gjort gældende, at det at anvende en indirekte spørgsmålsform betød, at der ikke blev fremsat beskyldninger.

Dette underkendte imidlertid både domstolene i Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, herunder Storkammeret.

Det hedder således i Storkammerets præmis 74 (sagsnr.

49017/99, dom af 17. december 2004), at: ”74.

The Court agrees with the domestic courts that the applicants, by introducing their sequence of questions with the question “why did the vital part of the taxi driver’s explanation disappear and who, in the police or public prosecutor’s office, should bear the responsibility for this?

” (see paragraph 21 above), took a stand on the truth of the taxi driver’s statement and presented matters in such a way that viewers were given the impression that it was a fact that the taxi driver had given the explanation as she claimed to have done in 1981, that the police were therefore in possession of this explanation in 1981, and that this report had subsequently been suppressed.

The Court notes in particular that the applicants did not leave it open, or at least include an appropriate question, as to whether the taxi driver in 1981 had in fact given the explanation to the police that, nine years later, she claimed she had.

”

Dertil skal lægges, at det bl.a. følger af Højesterets dom i U 2016.151 H, at udsagn skal bedømmes ud fra ”den almindelige læsers opfattelse”.

Udsagnene i artiklerne må af den almindelige læser netop forstås som en faktuel beskyldning om de pågældende forhold, uanset formuleringer såsom ”tilsyneladende” og ”afsløring” , således som artiklerne i øvrigt er formuleret.

Disse indeholder hovedsageligt faktuelle beskyldninger om strafbare forhold, rettet imod klager, ved brug af udtryk som ”fallent med svindeldom” , “svindeldømt fallent under nye anklager” , “ o.lign.

Faktuelle beskyldninger kan gøres til genstand for egentlige krav om bevis, i modsætning til værdidomme som er udtryk for en begrundet holdning.

Dette har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået ganske tidligt, i dom af 8. juli 1986 i sagsnr.

9815/82, i sagen Lingens mod Østrig, som fortsat anses for den ledende dom på området

”.

.

.

In the Court’s view, a careful distinction needs to be made between facts and value- judgments.

The existence of facts can be demonstrated, whereas the truth of value-judgments is not susceptible of proof.

.

.

.

”

Samtlige de udsagn, nærværende klage omhandler, kan i princippet be- eller afkræftes, og udgør således faktuelle beskyldninger.

Det gør ikke nogen forskel herfor, at der i de pågældende beskyldninger indgår et mindstemål af afvejninger, jf. herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols admissibilitetskendelse af 16. oktober 2001 i sagsnr.

45710/99 (Aase og Verdens Gang mod Norge), hvor de af et norsk medie rejste beskyldninger gik på, at en læge skulle have forbrudt sig imod sit erhvervs etiske regler: ”The assertion that Dr Dillerud was prepared to carry out liposuction whilst being aware of Ms J.

’s health condition is a statement of fact.

Such conduct would, as was undisputed in the national proceedings, clearly be regarded as contrary to the ethics of the profession and the suggestion that Dr Dillerud was capable of this could seriously affect his professional and personal reputation.

”

Tilsvarende kan henvises til Østre Landsrets dom i U 2015.1813 Ø, hvori det bl.a. blev statueret, at udsagn såsom ”dyremishandling” og ”grov mishandling” udgjorde faktuelle beskyldninger (om strafbare forhold).

Det gøres gældende, at der er tale om faktuelle beskyldninger, som indklagede ikke har haft rimelig anledning til at fremkomme med.

Det gøres gældende, at indklagede ikke har haft det fornødne faktuelle grundlag for at præsentere sagerne som det konkret er sket og der dermed er tale om retsstridige udtalelser.

Ad beskyldningerne om, at klager skulle have været den reelle direktør for en virksomhed, hvori klagers hustru var direktør.

I artiklen udgivet den 29. august 2024 klokken 11.30 med følgende overskrift: “Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen ” bruges udtryk som ”stråmandsdirektør” om klagers hustru og “gemte sig bag konen” som udtryk for, at klager skulle have udgjort den reelle ledelse i et selskab, der nu er under konkursbehandling.

Der henvises som grundlag herfor til en kendelse om konkurskarantæne fra Retten i Helsingør, samt hvad der må forstås som kurators anbringender til støtte for, at retten burde nå dette resultat.

For så vidt angår kurators anbringender er dette ikke uden videre et tilstrækkeligt grundlag til at fremkomme med udsagn som de fremførte, der muligt ville kunne medføre straf og erstatningsansvar for klager, hvis udsagnene var sande.

I sådanne tilfælde gælder der en skærpet forpligtelse for pressen til at sikre sig, at de fremsatte beskyldninger er tilstrækkeligt underbyggede, ligesom det påhviler pressen at give den beskyldte effektiv, frem for selektiv, adgang til genmæle.

Hertil bemærkes, at indklagede ikke på noget tidspunkt har fremsendt klager kopi af den dokumentation der henvises til, med henblik på, at klager kan udtale sig på baggrund af det samme materiale, som indklagede har.

Indklagede henviser til “et omfattende sagsmateriale, som redaktionen er i besiddelse af, herunder af kurators redegørelser i forbindelse med et affilieret konkursramt rådgivningsselskab samt indstilling til konkurskarantæne til dette selskabs direktør, samt af Sø- og Handelsrettens afgørelse i en sag, hvor det også findes bevist, at klager har varetaget den reelle ledelse i [Selskabet].

” og videre, at “der er således fremført klar dokumentation for påstanden og med tydelig kildehenvisning i artiklen” .

Klager er på intet tidspunkt blevet sat i besiddelse af hverken hele eller dele af denne omfattende dokumentation der henvises til.

Dette i strid med pressens forpligtelser, ikke alene i henhold til presseetiske regler, men også i forhold til injurielovgivningen.

Det påhviler medierne selv at kunne dokumentere, at man har fremsendt den pågældende afgørelse i kopi til klager, hvilken hermed imødeses, inkl.

dokumentation for fremsendelses- og modtagelsestidspunktet.

Endvidere imødeses oplysning om samt dokumentation for, hvilket materiale indklagede i øvrigt har forelagt klager.

Tillige imødeses oplysning om samt dokumentation for, hvorledes det pågældende materiale er tilgået indklagede.

Det bestrides, at det ligger inden for mediets redigeringsret at omtale et anpartsselskab under konkursbehandling som “hustruens konkurs” i sin overskrift.

Indklagede synes at retfærdiggøre sit anførte ved at bemærke, at klagers hustru personligt senere er taget under konkursbehandling.

Hertil bemærkes, at der er tale om to separate juridiske personer;

et anpartsselskab, der er genstand for nærværende sag og en privat person, der ikke er genstand for nærværende sag.

Klagers hustrus personlige konkurs er uvedkommende for sagen, da indklagedes historie omhandler et anpartsselskab og ikke klagers hustrus personlige konkurs.

Det er således fejlagtigt at skrive “konens konkurs” .

Klager har gjort gældende, at overskriften er ukorrekt, da ”Fallent med svindeldom huserer igen” udgør en udokumenteret påstand, som fremstår som en faktisk oplysning, hvorunder klager gør gældende, at klager ikke har været involveret i en sag ved Retten i Helsingør, hvor det skulle være godtgjort, at klager “huserer igen” , som indklagede beskriver det.

Indklagede fremfører, at Retten i Helsingør har lagt til grund, at klagers hustru har overladt ledelsen til klager, og dermed gør indklagede gældende, at der er “hold i”, at klager “huserer igen” .

Klager fastholder sit tidligere anførte og bemærker, at hvad end Retten i Helsingør lægger til grund i en konkret sag, hvor klager aldrig har været part eller på nogen måde har haft lejlighed til at udøve partsbeføjelser, ikke kan udvises til at dømme tredjemand, som klager er i den omhandlende sag.

Klager har gentagne gange gjort gældende, at klager ikke har været part i sagen, og klager kan således ikke dømmes for et forhold, som det beskrevne, ved Retten i Helsingør.

Klager har gentagne gange over for indklagede gjort gældende, at der ikke foreligger nogen dokumentation for, at klager har deltaget i den reelle ledelse i det konkursramte selskab, og at der derfor er tale om en udokumenteret påstand, der fremføres som sandhed i artiklen.

Indklagede mener at have dokumenteret, at klager skulle have deltaget i den reelle ledelse af selskabet, med henvisning til kurators redegørelser til kreditorerne i konkursboet, kurators indstilling til direktørens konkurskarantæne, samt en anden konkurskarantænesag.

Indklagede anfører herefter, at to retsinstanser har taget stilling til, hvem der har udgjort den reelle ledelse i selskabet og på denne baggrund mener indklagede at have dokumentation for sine beskyldninger.

Synspunktet bestrides i sin helhed.

Indklagede har intet belæg for at lægge til grund, at to retsinstanser har taget stilling til, hvem der har udgjort den reelle ledelse, allerede af den grund, at klager aldrig har været part eller blevet dømt i et forhold herom.

Indklagede beskylder således klager for at have udgjort den reelle ledelse i et selskab, uden at der dog på noget tidspunkt har verseret en sag mod klager herom.

Hvad angår selve kendelserne er det intet steds oplyst i de trykte artikler, at det forholder sig således

Det gøres gældende, at disse forhold er af kendeligt væsentlig betydning for den almindelige læsers forståelse af sagens faktum, især i forhold til de af indklagedes rejste beskyldninger om ”stråmandsvirksomhed”.

Ved indklagedes udeladelse heraf er de påklagede udtalelser blevet i en sådan grad misvisende, at de er retsstridige.

Faktuelle beskyldninger af denne karakter kan gøres til genstand for egentlige krav om bevis og i sådanne tilfælde gælder der en skærpet forpligtelse for indklagede til at sikre sig, at de fremsatte beskyldninger er tilstrækkeligt underbyggede, ligesom det påhviler indklagede at give den beskyldte effektiv, frem for selektiv, adgang til genmæle.

Indklagede anfører, at klager er blevet foreholdt påstandene og har fået mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger.

I relation til klagers ret til genmæle gøres gældende, at klager konsekvent har meddelt, at klager har ønsket at udtale sig, hvis artiklerne var renset for faktuelle fejl.

Der henvises i øvrigt til ovenstående, at klager på intet tidspunkt er blevet sat i besiddelse af hverken hele eller dele af denne omfattende dokumentation, der henvises til.

Det bestrides således at klager har fået mulighed for at komme med bemærkninger på et oplyst grundlag.

Indklagede afviser, at klagers dom er irrelevant for nærværende sag, da der er tale om kriminalitet af lignende karakter, som det klager beskyldes for af indklagede.

Ydermere gør indklagede gældende, at den gamle straffesag har direkte betydning for de nye forhold, i og med at klager som følge af dommen var frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform i den periode, hvor klager ifølge kurator og to uafhængige retsinstanser har varetaget den reelle ledelse i et selskab, hvilket er strafbart med bøde og/eller fængsel.

Indklagede beskylder således klager for at have udført strafbare handlinger, uden at have den fornødne dækning herfor, hvilket er en overtrædelse af de begrænsningerne til ytringsfriheden, som indklagede er underlagt, herunder af hensyn til bl.a. privatlivets fred, forbud mod uberettigede ærekrænkelse og den enkeltes øvrige rettigheder.

Medierne skal tage udgangspunkt i uskyldsformodningen og udelukkende basere egne udsagn på pålidelige og præcise oplysninger og dokumentation for fremsatte beskyldninger, medierne vælger at fremkomme med.

Det fornødne dokumentationsmæssige grundlag er ikke til stede i nærværende sag, herunder fordi sagens faktum er blevet præsenteret på en ufyldestgørende og usaglig måde, og at dette tidligere i løbet af den flere måneder lange proces, hvor parterne har kommunikeret er blevet påpeget adskillige gange.

Det gøres hertil gældende, at den kendelse som indklagede henviser til, som sin dokumentation for et strafbart forhold, alene hviler på to argumenter fra kurators side

Klager er siden udgivelsen af artiklerne fra Retten i Helsingør kommet i besiddelse af den omhandlende kendelse.

Indklagede har på intet tidspunkt fremlagt kendelsen for klager.

Til første punkt bemærkes, at dette ikke er i overensstemmelse med det oplyste.

Klager har på retsmødet forklaret, at klager har stået for den daglige drift på byggepladser, m.v., og at selskabets ejer og direktør stod for bl.a. Bogføringen, hvilket fremgår direkte af retsbogen.

Dette er som bekendt ikke tilstrækkeligt til at konstatere, at klager skulle have ageret hverken ejer eller leder af virksomheden som sådan.

Indklagedes beskyldning må således komme direkte fra kurator, og ikke fra aktindsigt i retsdokumenter.

Det bemærkes, at kurator har en direkte økonomisk interesse i sagen, og bør dermed som kilde behandles sådan.

Til andet punkt bemærkes, at dette har sin baggrund i, at klagers hustru (ejer og leder af den konkursramte virksomhed) på tidspunktet for konkursens indtræden – og forståeligt nok: p.g.a.

konkursens indtræden og dertil relaterede omstændigheder – led af en alvorlig depression, og derfor bad sin ægtefælle (klager) om at hjælpe med at svare kurator.

Der er fremlagt flere lægeerklæringer under klagers hustrus konkurskarantænesag om netop dette.

Klager har således bistået sin hustru med at opfylde hendes forpligtelser til at fremsende oplysninger til kurator, jf. konkurslovens § 100, jf. § 105.

Dette bevirker ikke, at det med rette kan lægges til grund, at klager har været reel ejer eller ledelse i sin hustrus virksomhed, og kan således ikke bære indklagedes faktuelle beskyldninger om, at klager skulle have udøvet ”stråmandsvirksomhed”.

Uanset om baggrunden for denne kommunikation havde været en anden, ville den ikke i sig selv være sagligt tilstrækkelig til at antage, at det var klager, der udgjorde den reelle ledelse i hustruens virksomhed.

Det fremgår intetsteds af de omhandlede artikler, dels at dette var kurators (og dermed skifterettens) eneste grundlag for at lægge til grund, at den reelle ledelse havde været i hænderne på klager, dels at indklagede er blevet oplyst herom.

Det fremgår af reglerne om behandling af sager om konkurskarantæne, som er at finde i konkurslovens kap.

20, at der ikke er tilsigtet en fuldstændig prøvelse, men alene en mere summarisk behandling af de grunde, som kurator har rejst til støtte for begæringen om konkurskarantæne.

Hvis en sådan begæring f.eks. hviler på anbringender om, at en anden reelt har udgjort ledelsen i en virksomhed, tilsiger sammenhængen i reglerne, såvel som samspillet med reglerne i straffelovens § 79 om rettighedsfrakendelse i enten 1 til 5 år eller indtil videre, at der ikke derved sker foregribelse af en evt.

straffesag om et sådant spørgsmål.

Der er således ikke tilsigtet en fuld prøvelse under en konkurskarantænesag, som har til formål at kunne gennemføres hurtigt, som under f.eks. almindelige civile eller strafferetlige sager, som kan tage år at gennemføre, særligt hvis de skal versere for flere instanser.

Det fremgår heller ikke af artiklerne, herunder ikke af henvisningerne til skifterettens kendelse, i hvilken periode den postulerede ”stråmandsvirksomhed” skulle have fundet sted, eller i hvilket omfang.

En sådan henvisning foretages alene til kurators postulater.

Vedrørende udtalelsen fra juraprofessor emeritus [Professoren] anfører indklagede, at udtalelsen “baserer sig på, at kurator har konstateret, at [Klager] har varetaget den reelle ledelse i selskabet, og at to uafhængige retsinstanser – Sø- og Handelsretten samt Retten i Helsingør – har taget stilling til spørgsmålet og nået frem til samme konklusion i to konkurskarantænesager.

”

Indklagede dømmer således klager på baggrund af kurators udsagn og to kendelser hvor 1) klager ikke var ikke part i retssagerne, og afgørelserne derfor har ikke bindende virkning for klager, 2) klager ikke blev vidneafhørt under retssagernes hovedforhandling, 2) klager ikke i øvrigt er blevet bedt om at udtale sig til de pågældende konkurskarantænesager, 4) klager ikke har haft adgang til selv at udtale sig i de pågældende sager, og 5) klager ikke har udøvet partbeføjelser.

Det understreges, at en kurator ikke udgør en retsinstans, og at man ikke i Danmark kan dømme tredjemand under en retssag.

Det er en forudsætning for professorens udtalelse, at denne er positivt vidende om, at klager skulle have forbrudt mig mod rettighedsfrakendelsen, herunder, at denne er i besiddelse af dokumentation for sin påstand i form af eksempelvis en afsagt dom.

Klager bemærker, at klager ikke selv er i besiddelse af hverken en dom, en sigtelse, et anklageskrift eller andet der skulle indikere, at klager har forbrudt sig på rettighedsfrakendelsen og klager finder det ganske usandsynligt at professoren skulle være blevet sat i besiddelse af sådanne dokumenter, der kan danne grundlag for dennes påstand.

Det er således klagers klare opfattelse, at indklagede har ladet professoren udtale sig og offentligt beskyldt klager for noget, som ikke er bevist, og dermed har udtalt sig om forhold, der er direkte forkerte og som denne ikke har forudsætning for at udtale dig om, hvilket udgør injurierende udtalelser, ved at beskylde en person for noget, som ikke er bevist.

Indklagede anfører, at der i det konkrete tilfælde er iagttaget varsomhed, “da der netop ikke er tale om en løs påstand, men et veldokumenteret udsagn, som er underbygget af kurators redegørelser samt afgørelser fra to af hinanden uafhængige retsinstanser.

” Synspunktet bestrides i sin helhed.

Det gøres gældende, at indklagede ingen dokumentation har for, at klager har gjort sig skyldig i overtrædelse af den omtalte rettighedsfrakendelse.

Klager har endda fremsendt en ren straffeattest til indklagede forud for artiklernes publikation, hvortil som nævnt kommer, at der ikke er truffet nogen retligt bindende afgørelse overfor klager om denne beskyldning.

Det er bemærkelsesværdigt, at artiklerne først udkommer ultimo august 2024, altså flere måneder efter, at Retten i Helsingørs afgørelse er truffet d. 17. april 2024, men få uger inden en offentlig myndighed skal svare i retten i en sag anlagt imod den angående det konkursramte selskab.

Klager har oplyst over for indklagede, at klager forsøger at fremskaffe afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som underkender dele af Østre Landsrets afgørelse fra 2017, og at dette besværliggøres af, at de skal fremfindes fra arkivet efter den nyligt afdøde advokat [Person D].

Ikke desto mindre har indklagede med stress og jag valgt at trykke de påklagede artikler.

I den ovennævnte admissibilitetskendelse i sagen mod Norge blev det tillagt vægt for det nationale medies ansvar, at der ikke bestod nogen uopsættelighed i at afvente den beskyldtes bemærkninger til mediets materiale (hvilket tillige i sagens natur forudsætter, at materialet er fremsendt – det bestrides, at dette er sket i nærværende sag).

Dels er den bemærkelsesværdige timing egnet til at give det indtryk, at indklagede har et samarbejde med ikke-oplyste tredjeparter om sagskomplekset, dels indebærer den, at der ingen saglig grund har været til ikke at fremsende det fulde materiale eller blot dele heraf til klager, som man havde pligt til at forelægge klager.

Intet af ovennævnte fremgår af de omhandlede artikler, som uden nogen form for forbehold, uden saglig nuancering og uden inddragelse af forhold som taler klager til gode, indskrænker sig til at meddele, at klager skulle have udgjort den reelle ledelse i et selskab, selv om klager ikke har haft mulighed for at udtale sig i den pågældende sag, hverken som part eller vidne.

Det gøres gældende, at indklagedes udsagn er fremsat på en bevidst vildledende måde.

Det er på denne baggrund, udover at klager ikke har deltaget i ledelsen i sin hustrus anpartsselskab, at det gøres gældende, at indklagedes udsagn er retsstridige, idet de giver et i det helt væsentlige og essentielle vildledende billede for den gennemsnitlige læser af, hvad der er faktum og hvad der er postulater, ligesom de postulater indklagede fremkommer med ikke var rimelige at fremsætte som sket i sammenhængen.

Ad beskyldningerne om, at klager skulle have været reel leder af en virksomhed, hvori tredjeperson er direktør, og i den forbindelse i øvrigt have begået strafbare handlinger over for en anonym tv-kommentator.

Indklagedes artikel udgivet den 30. august 2024 klokken 09.20 med følgende overskrift: “Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg” indeholder beskyldninger imod klager om, at klager bl.a. skulle have

Klager har imidlertid ikke indgået nogen aftale med en tv-kommentator om at yde rådgivning, ligesom klager ikke i øvrigt har vildledt eller fremsat usande oplysninger overfor samme.

Klager har heller ikke begået bedrageri eller underslæb eller medvirket hertil overfor omtalte tredjemand.

Indklagede har følgelig ikke kunnet fremlægge nogen form for dokumentation for beskyldningerne til klager, og det gøres gældende, at beskyldningerne i den omtalte artikel om, at klager – via et selskab eller i øvrigt – skulle have gjort sig skyldig i bedrageri overfor den omtalte tredjemand, er i det hele udokumenterede og udokumenterbare.

I artiklen fremgår en række henvisninger til tredjepersoner som fremsætter lignende beskyldninger, men dette ændrer ikke på, at de indklagede også har gjort beskyldningerne til egne udsagn overfor klager.

Særligt om beskyldninger om bedrageri fremgår af Østre Landsrets dom i U 2006.2178 Ø, at dette er en alvorlig ærekrænkende sigtelse.

Heri ligger bl.a. at sådanne postulater udgør faktuelle beskyldninger og skal underlægges en skærpet bedømmelse i forhold til, om fremsætteren er fremkommet med et tilstrækkeligt bevis for sine udsagn.

Som gør sig gældende i ovenstående sag, har indklagede ikke på noget tidspunkt fremsendt klager kopi af den dokumentation der henvises til, med henblik på, at klager kan udtale sig på baggrund af det samme materiale, som indklagede har.

Indklagede henviser til, at der er tale om dokumentation i form af ”en beskyldning fra tv-kommentatoren, der understøttes af kurator fra [Advokatfirmaet], samt af den i øvrige foreliggende dokumentation” af, “dokumenter i konkurskarantænesagen mod selskabets direktør” , af “retsdokumenter” og at det er “fastslået af Retten i Helsingør, der i forbindelse med afsigelsen af konkurskarantænekendelse mod [Selskabet]s registrerede dirkektør - [Klager]s hustru - lægger til grund, at hun har ageret stråmand for sin ægtefælle, [Klager]”.

Klager er på intet tidspunkt blevet sat i besiddelse af hverken hele eller dele af denne omfattende dokumentation der henvises til, herunder retsdokumenter fra to konkurskarantænesager, kurators redegørelser til kreditorerne eller øvrige retsdokumenter der henvises til.

Dette i strid med indklagedes forpligtelser, ikke alene i henhold til presseetiske regler, men også i forhold til injurielovgivningen.

Det påhviler indklagede selv at kunne dokumentere, at man har fremsendt den pågældende afgørelse i kopi til klager, hvilken hermed imødeses, inkl.

dokumentation for fremsendelses- og modtagelsestidspunktet.

Endvidere imødeses oplysning om samt dokumentation for, hvilket materiale indklagede i øvrigt har forelagt klager.

Tillige imødeses oplysning om samt dokumentation for, hvorledes det pågældende materiale er tilgået indklagede.

Indklagede fremfører, at det tydeligt fremgår af artiklen, at retsdokumenterne “stammer fra tv-kommentatorens personlige konkurssag, rådgivningsselskabets konkurssag og konkurskarantænesagen mod selskabets direktør.

”

Klager er ikke og har ikke været part i nogen af de omtalte konkurs- og karantænesager.

Med henvisning til Den Danske Ordbog søger indklagede at undslå sig at have benyttet ordet “sagen” som beskrivelse for en bestemt retssag, eller antydningen af at klager skulle være involveret i en retssag, men i stedet at beskrivelsen omfatter “sagskomplekset” vedrørende den anonyme tredjemands gældssituation.

Da tv-kommentatoren netop holdes anonym i artiklen, kan det næppe siges at være denne og dennes gældssituation, der er omdrejningspunktet for artiklen.

Indklagede benytter i øvrigt ordet “sagen” hvor der klart omtales sager verserende ved retten

“Det kan Jyllands-Posten afsløre i samarbejde med Finanswatch og Ejendomswatch på baggrund af aktindsigt i retsdokumenter fra sagen.

”

og

“ Sagen er kæret til landsretten.

”

Indklagede anfører tillige, at det af artiklen fremgår “meget klart, at der på ingen måde er tale om en retssag, hvor [Klager] er direkte part.

”

Af artiklen fremgår imidlertid intet sted, at der på ingen måde er tale om en retssag, hvor klager er direkte part.

Artiklen er udgivet uden nogen form for forbehold, uden saglig nuancering og uden inddragelse af forhold som taler klager til gode.

Artiklen indskrænker sig til at meddele, på baggrund af aktindsigt i retsdokumenter fra sagen og kurators udtalelser, at klager skulle have udgjort den reelle ledelse i et selskab, selv om klager ikke har haft mulighed for at udtale sig i den pågældende sag, hverken som part eller vidne og at klager skulle have medvirket til underslæb ved at bede tv-kommentatoren om at indbetale et ejendomsprovenu til sikkerhed for betaling af kreditorer uden at have til hensigt at anvende beløbet retmæssigt.

Foruden de mange henvisninger til retsdokumenter fremgår beskrivelsen “svindeldømt fallent under nye anklager ” tillige af indklagedes overskrift, hvilket ganske let kan lede den almindelige læser til at tro at der er tale om anklager i forbindelse med en indledt retssag mod klager - der jo ganske klart er omdrejningspunktet for sagen.

Det gøres gældende, at indklagedes udsagn er fremsat på en bevidst vildledende måde.

Det er som ved ovennævnte sag bemærkelsesværdigt, at artiklerne først udkommer ultimo august 2024, altså flere år efter retssagen vedrørende TV-kommentatoren og det omhandlede selskab, fra 30. marts 2022 – altså over 2,5 år senere – men få uger inden en offentlig myndighed skal svare i retten i en sag anlagt imod den angående det ovenfor omtalte konkursramte selskab.

Klager har oplyst over for indklagede, at klager forsøger at fremskaffe afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som underkender dele af Østre Landsrets afgørelse fra 2017, og at dette besværliggøres af, at de skal fremfindes fra arkivet efter den nyligt afdøde advokat [Person D].

Ikke desto mindre har indklagede med stress og jag valgt at trykke de påklagede artikler.

I den ovennævnte admissibilitetskendelse i sagen mod Norge blev det tillagt vægt for det nationale medies ansvar, at der ikke bestod nogen uopsættelighed i at afvente den beskyldtes bemærkninger til mediets materiale (hvilket tillige i sagens natur forudsætter, at materialet er fremsendt – det bestrides, at dette er sket i nærværende sag).

Dels er den bemærkelsesværdige timing egnet til at give det indtryk, at indklagede har et samarbejde med ikke-oplyste tredjeparter om sagskomplekset, dels indebærer den, at der ingen saglig grund har været til ikke at fremsende det fulde materiale eller blot dele heraf til klager, som man havde pligt til at forelægge klager.

Det er på baggrund af ovenstående, at det gøres gældende, at indklagedes udsagn er retsstridige, idet de giver et i det helt væsentlige og essentielle vildledende billede for den gennemsnitlige læser af, hvad der er faktum og hvad der er postulater, ligesom de postulater indklagede fremkommer med ikke var rimelige at fremsætte som sket i sammenhængen.

Det er på denne baggrund, at det gøres gældende, at artiklerne udgivet af indklagede er retsstridige.

Klager påpeger heroverfor, at de fremsatte udsagn er uberettigede, dels p.g.a.

manglende inddragelse af fornødne oplysninger, som er væsentlige for den almindelige læsers forståelse af forholdendes rette sammenhæng, dels idet udsagnene er ukorrekte og dermed udokumenterbare.

Det bemærkes, at klager har anlagt retssag mod indklagede vedrørende de retsstridige udtalelser.

”

2.2 Jyllands-Postens synspunkter

Jyllands-Posten har i udtalelsen afgivet til Pressenævnet anført blandt andet

”[Klager] har klaget over to artikler, nemlig

A.

Artikel med overskriften ” Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen ”

B.

Artikel med overskriften ” Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg ”

Ad A - Artikel med overskriften ”Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen”

De enkelte klagepunkter er følgende

1.

Overskriften, hvori det beskrives, at [Klager] er blevet ”afsløret i hustruens konkurs,” er misvisende.

Klager gør gældende, at overskriften er misvisende, idet klagers ægtefælle ikke er et selskab, men en fysisk person, og at artiklen omhandler en konkurs i et selskab.

Klagepunktet afvises, da det tydeligt fremgår af artiklen, at sagen omhandler en konkurs i et selskab, hvori klagers hustru har været registreret som direktør og ejer, hvilket klager jfr.

nedenfor erkender.

I denne kontekst ligger det inden for Jyllands-Postens redigeringsret at opsummere det i overskriftsform som ”hustruens konkurs”.

I øvrigt bemærkes, at hustruen også er gået personligt konkurs som følge af sagen.

2.

Omtale af udokumenterede påstande og forhold som faktiske oplysninger, uden på tilstrækkelig vis at klargøre, at der er tale om egne holdninger og udtalelser fra tredjemand.

Klager gør gældende, at overskriften er ukorrekt, da ”Fallent med svindeldom huserer igen” udgør en udokumenteret påstand, som fremstår som en faktisk oplysning, hvorunder klager gør gældende, at han ikke har været involveret i en sag ved Retten i Helsingør.

Klagepunktet afvises, da det senere i artiklen klart fremgår, at sagen ved Retten i Helsingør vedrører klagers hustru, [Ægtefællen], og at Retten i Helsingør i denne sag lægger til grund, at [Ægtefællen] havde overladt den reelle ledelse af selskabet til sin mand, [Klager].

Deraf følgende er der hold i, at [Klager], som fallent ”huserer igen”

Klager gør gældende, at der ikke er nogen dokumentation for, at [Klager] har deltaget i den reelle ledelse i [Selskabet], og at der derfor er tale om en udokumenteret påstand, der fremføres som sandhed i artiklen.

Klagepunktet afvises, da det netop fremgår tydeligt af artiklen, hvori dokumentationen består – nemlig af kurators redegørelse til kreditorerne i konkursboet, kurators indstilling til konkurskarantæne for selskabets direktør samt af Retten i Helsingørs afgørelse i sidstnævnte sag.

Det er desuden også anført i artiklen, at sagen er anket til landsretten.

Der er således fremført klar dokumentation for påstanden og med tydelig kildehenvisning i artiklen.

Påstandene understøttes i øvrigt af det omfattende sagsmateriale, som redaktionen er i besiddelse af, herunder af kurators redegørelser i forbindelse med et affilieret konkursramt rådgivningsselskab samt indstilling til konkurskarantæne til dette selskabs direktør, samt af Sø- og Handelsrettens afgørelse i en sag, hvor det også findes bevist, at klager har varetaget den reelle ledelse i [Selskabet].

Der er således to uafhængige retsinstanser, der er kommet frem til samme konklusion som kurator i [Selskabet];

nemlig at selskabets direktør, [Ægtefællen], har overladt den reelle ledelse af selskabet til sin ægtefælle, [Klager].

Det fremgår ikke af artiklen, at klager skulle være dømt for noget forhold – hverken direkte eller indirekte.

Klagepunktet må således afvises, idet to retsinstanser netop har taget stilling til spørgsmålet om, hvem der har udgjort den reelle ledelse i selskabet, og det i artiklen klart er beskrevet, at sagerne ikke direkte vedrører klager.

Uddybende bemærkes, at klager i øvrigt er blevet foreholdt påstanden og har fået mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger.

3.

Det er sagen uvedkommende, at [Klager] er tidligere dømt for svindel.

Klager anfører, at det forhold, at han i 2017 er idømt fængselsstraf for bedrageri, underslæb og skyldnersvig, ikke er relevant for nærværende artikel, og derfor ikke må viderebringes.

Det afvises, at hans dom er irrelevant for indeværende sag, da der er tale om kriminalitet af lignende karakter, som det han beskyldes for i dag.

Ydermere gøres det gældende, at den gamle straffesag har direkte betydning for de nye forhold, i og med klager som følge dommen var frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform i den periode, hvor han ifølge kurator og to uafhængige retsinstanser har varetaget den reelle ledelse i et selskab, hvilket er strafbart med bøde og/eller fængsel.

I relation til påstanden om, at klager har udgjort den reelle ledelse, henvises til det ovenfor nævnte.

4.

Omtale af påståede strafbare forhold, der ikke har medført indgriben fra politiet eller anklagemyndigheden.

Klager anfører, at det er i strid med de presseetiske regler at lade strafferetsekspert [Professoren] sige, at klager risikerer fængselsstraf, når sagen endnu ikke har ført til konkret sigtelse, tiltale eller andet, der skulle indikere, at klager har forbrudt sig mod sin rettighedsfrakendelse.

Klagepunktet afvises, da det gøres klart i artiklen, at der er tale om en vurdering fra en ekspert på området, som baserer sig på, at kurator har konstateret, at [Klager] har varetaget den reelle ledelse i selskabet, og at to uafhængige retsinstanser – Sø- og Handelsretten samt Retten i Helsingør – har taget stilling til spørgsmålet og nået frem til samme konklusion i to konkurskarantænesager.

Konklusionerne i de to afgørelser er efter ekspertens vurdering en klar overtrædelse af [Klager]s rettighedsfrakendelse fra 2017, der betyder, at han hverken må deltage i den registrerede eller reelle ledelse af et anpartsselskab som [Selskabet], hvor man ikke hæfter ubegrænset for selskabets gæld.

Ekspertens udtalelser er dermed baseret på konkret, skriftlig dokumentation og ikke en udokumenteret påstand, som klager anfører.

Det kan ikke føre til anden konklusion, at den ene konkurskarantænesag er indbragt for landsretten, idet det fremgår af artiklen, at sagen er indbragt for landsretten, og at eksperten er bekendt med dette forhold.

Det kan heller ikke føre til nogen anden konklusion, at [Klager] ikke på nuværende tidspunkt er sigtet eller tiltalt i en straffesag om forholdet, idet reglerne for god presseskik ikke indeholder et forbud mod omtale af strafbare forhold, hvis ikke det har ført til sigtelser, anholdelser eller dom.

Der skal dog her, som klager også selv anfører, iagttages varsomhed.

Dette er sket i det konkrete tilfælde, da der netop ikke er tale om en løs påstand, men et veldokumenteret udsagn, som er underbygget af kurators redegørelser samt afgørelser fra to af hinanden uafhængige retsinstanser.

Klager anfører, at han ikke er i besiddelse af den retsbog, som refereres i artiklen, hvori det konkluderes, at [Klager] har varetaget den reelle ledelse af [Selskabet], og at det er i strid med god presseskik, at redaktionen ikke har fremlagt den i forbindelse med forelæggelsen af kritikken.

Klagepunktet afvises, idet journalisterne netop har forelagt klager det forhold, at Retten i Helsingør har konkluderet, at han har varetaget den reelle ledelse i [Selskabet].

Journalisterne har endog sendt ham det konkrete citat fra retsbogen, hvoraf dette fremgår.

Klager har ikke krav på at se al dokumentation og i sin helhed, som redaktionen er i besiddelse af, men udelukkende at få mulighed for at svare på den kritik, der bliver fremført – i dette tilfælde at Retten i Helsingør har konkluderet, at han har varetaget den reelle ledelse af [Selskabet].

5.

Manglende mulighed for genmæle.

Klager gør gældende, at han ikke har fået mulighed for at kommentere de fremsatte kritikpunkter i artiklen.

Klager gør i den forbindelse gældende, at han konsekvent har oplyst, at han gerne vil udtale sig til citat, men kun hvis han får tilsendt al den dokumentation, der ligger til grund for artiklerne, samt at forelæggelsen bliver fremsat, så det stemmer overens med hans egen opfattelse af, hvad der er faktuelt korrekt.

Det skal klart afvises, at klager ikke har haft mulighed for genmæle.

Tværtimod fremgår det tydeligt af den omfattende korrespondance mellem journalisterne og klager, at han i månedsvis har haft mulighed for at komme til orde, men konsekvent har meddelt, at han ikke ønskede at blive citeret.

Der henvises til oversigten over sagsgangen nederst.

Han har undervejs fået adskillige udsættelser for at svare, og de i artiklen beskrevne forhold er blevet genforelagt ham flere gange undervejs i processen.

Det afvises også her, at klager har krav på at få forelagt den omfattende dokumentation i sin helhed, der ligger til grund for artiklerne.

Klager har gentagne gange fået forelagt de kritikpunkter, der fremføres i artiklerne.

Det afvises endvidere, at klager kan kræve, at sagen fremstilles på en bestemt måde, som er i overensstemmelse med klagers virkelighedsopfattelse, førend han vil udtale sig til citat.

Det bemærkes i den forbindelse, at de forhold, som klager opfatter som faktuelle fejl, altovervejende er veldokumenterede faktuelle omstændigheder, som, klager endog selv er bevidst om, er korrekte, selvom han forsøger at fremstille virkeligheden anderledes.

Klager kan selvsagt helt generelt afvise at udtale sig til citat, hvilket Jyllands-Posten da også har respekteret.

Det er Jyllands-Postens opfattelse, at klager med sine omfattende skriftlige besvarelser, som alene er afgivet til baggrund, forsøger at forhale udgivelsesprocessen af artiklerne ved at så mistillid om de fremførte påstande uden at fremkomme med nogen form for dokumentation for, at oplysningerne skulle være fejlbehæftede.

Dette understøttes af, at klager i forbindelse med journalisternes indledningsvise kontakt til klager i maj 2024 oplyste, at han havde i sinde at fastholde, at han ønskede at udtale sig til citat, og at medierne ikke ville være i stand til bringe noget, så lange han fastholdt dette.

I den forbindelse henviste han til Pressenævnets regler for forelæggelse.

Han gjorde samtidig opmærksom på, at han havde trukket andre medier i Pressenævnet før, og insinuerede, at han havde i sinde at gøre det samme i indeværende sag, endda før han var blevet forelagt den konkrete kritik.

Ad B - Artikel med overskriften ”Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg”

De enkelte klagepunkter er følgende

1.

Overskriften giver et forkert indtryk af, at [Klager] er anklaget eller dømt i en straffesag.

Klager anfører, at overskriften ikke er dækkende, da han ikke i en straffesag er anklaget for at have taget tv-kommentatorens penge.

Klagepunktet afvises, da den primære betydning af ordet ”anklage” ifølge Den Danske Ordbog er en ”påstand om at nogen har gjort noget forkert,” hvilket er præcis det, der er tilfældet her.

Det fremgår i øvrigt intet sted i artiklen, at han i en straffesag skulle være dømt, tiltalt eller sigtet for det beskrevne forhold.

Overskriften henviser til de anklager, der kommer fra tv-kommentatoren, og som er underbygget af [Advokatfirmaet], der er indsat som kurator i de involverede konkursboer, om at pengene er gået til [Klager] og/eller selskaber, der relaterer sig til ham som person.

De pågældende ”anklager” fremgår tydeligt af underrubrik samt af brødteksten i artiklen og med klare kildehenvisninger.

2.

Anklagen om, at han [Klager] har taget kommentatorens penge, er ukorrekt og viderebragt mod bedrevidende.

Klager påpeger, at han ikke har modtaget de penge, som sagen omhandler, og at der ikke er ført bevis for det modsatte.

Klagepunktet afvises, da det som nævnt fremgår tydeligt, at der er tale om en beskyldning fra tv-kommentatoren, der understøttes af kurator fra [Advokatfirmaet], samt af den i øvrigt foreliggende dokumentation.

Det fremgår bl.a. af skriftlig korrespondance, at det er [Klager], der beder kommentatoren om at indbetale pengene til selskabets konto, hvor de ifølge [Klager] selv vil være øremærket til betaling af tv-kommentatorens kreditorer.

Det fremgår desuden af dokumenter i konkurskarantænesagen mod selskabets direktør, at kurator her vurderer, at [Klager] og direktøren i selskabet har misbrugt betroede midler til egen personlig vinding.

Det fremgår endvidere af retsdokumenter, som der er henvist til i artiklen, at [Klager] selv har været indstillet til konkurskarantæne, da kurator vurderer, at han har varetaget den reelle ledelse i rådgivningsselskabet.

Konkurskarantænesagen blev dog hævet i november 2023, grundet det forhold at [Klager] havde fået afslag på generhvervelse af rettigheder, og dermed allerede var frakendt retten til at drive virksomhed.

”Anklagerne” underbygges endvidere af, at Sø- og Handelsretten i forbindelse med afsigelsen af konkursdekret over rådgivningsselskabet netop har taget stilling til spørgsmålet om de 1,2 mio. kr., som tv-kommentatoren på [Klager]s foranledning havde indbetalt til rådgivningsselskabet.

Sø- og Handelsretten slog i den forbindelse fast, at tv-kommentatoren har et krav mod rådgivningsselskabet på 1,2 mio. kr., og at selskabet ikke har et tilsvarende modkrav, sådan som selskabets ledelse ellers havde forsøgt at gøre gældende, både i konkurssagen og senere over for journalisterne.

Her gjorde både selskabets direktør og [Klager] gældende, at der skulle være tale om betaling for udført arbejde.

Dette afviser Sø- og Handelsretten i kendelsen.

Ved gennemgang af selskabets forhold har kurator i rådgivningsselskabet efterfølgende konstateret, at pengene er videreformidlet til selskabet [Selskabet], hvor [Klager] ifølge kurator har udgjort selskabets reelle ledelse.

Dette er fastslået af Retten i Helsingør, der i forbindelse med afsigelsen af konkurskarantænekendelse mod [Selskabet]s registrerede direktør – [Klager]s hustru – lægger til grund, at hun har ageret som stråmand for sin ægtefælle, [Klager].

Det samme har Sø- og Handelsretten taget stilling til, da retten i forbindelse med konkurskarantænekendelsen mod direktøren i rådgivningsselskabet lægger til grund, at der ”har været en betydelig sammenblanding af økonomien” i de to selskaber, og at [Klager] både ”havde en rolle” i rådgivningsselskabet og ”udgjorde den reelle ledelse i [Selskabet],” hvor pengene altså ifølge kurator er endt.

Der er således omfangsrig dokumentation, der understøtter den del af tv-kommentatorens forklaring om, at [Klager] har taget hans penge.

Dermed er påstanden om, at Jyllands-Posten har viderebragt beskyldningerne mod bedrevidende, grundløs.

3.

Det er faktuelt forkert, at kommentatoren hyrede [Klager] til at yde gældsrådgivning.

Klager anfører, at Jyllands-Posten skriver mod bedre vidende, når det fremgår af artiklens indledning, at tv-kommentatoren hyrede [Klager] til at yde gældsrådgivning ifm.

afviklingen af en skattegæld, eftersom det fremgår af artiklen, at tv-kommentatoren hyrede et selskab, som [Klager] repræsenterede, og ikke [Klager] personligt.

Klagepunktet afvises, da det – som klager selv anfører – fremgår tydeligt af artiklen, at [Klager] overfor tv-kommentatoren har repræsenteret selskabet som ”partner”, og at [Klager] også har repræsenteret tv-kommentatoren over for Gældsstyrelsen.

Dette understøttes af skriftlig korrespondance, hvoraf delelementer gengives i artiklen.

Det fremgår endvidere, at [Klager] har repræsenteret selskabet over for tv-kommentatoren, og at det var på foranledning af [Klager], at tv-kommentatoren indbetalte de 1,2 mio. kr. til selskabets konto.

Dette understøttes ligeledes af skriftlig korrespondance, hvoraf delelementer gengives i artiklen.

Som klager selv anfører, fremgår det desuden tydeligt af artiklen, hvori aftaleforholdet præcist bestod – nemlig at tv-kommentatoren indgik aftale med selskabet omkring juridisk rådgivning.

Det ændrer ikke ved, som det fremgår af artiklen, at det er [Klager], der har repræsenteret selskabet i den forbindelse, og at det er ham, der har udført den konkrete opgave.

Endelig vurderer kurator i konkursboet efter selskabet også, at [Klager] har deltaget i selskabets reelle ledelse, hvilket understøtter, at han er den der reelt har ydet rådgivningen.

Jyllands-Posten bestrider således, at overskriften er misvisende, og at Jyllands-Posten har overskredet rammerne for sin redigeringsret.

4.

Det er misvisende, når Jyllands-Posten skriver, at artiklen bringes ”på baggrund af aktindsigt i retsdokumenter fra sagen”.

Klager anfører, at der ikke verserer en sag mod klager, og dermed er det faktuelt forkert, at Jyllands-Posten har fået aktindsigt i retsdokumenter fra sagen.

Klagepunktet afvises, da det fremgår tydeligt af artiklen, at retsdokumenterne stammer fra tv-kommentatorens personlige konkurssag, rådgivningsselskabets konkurssag og konkurskarantænesagen mod selskabets direktør.

Det fremgår intet sted, at der skulle være tale om en retssag mod [Klager] personligt.

Ifølge Den Danske Ordbog er den primære betydning af ordet ”sag” en ”helhed af faktorer og omstændigheder der knytter sig til en hændelse, en situation eller et forløb, og som nogen forholder sig til og tænker over, typisk for at nå frem til et bestemt resultat eller løsningen på et problem.

”

I det konkrete tilfælde henviser ”sagen” ikke til en bestemt retssag, men på sagskomplekset, der relaterer sig til tv-kommentatorens gældsituation, som helhed.

Som anført, fremgår det samtidig meget klart, at der på ingen måde er tale en retssag, hvor [Klager] er direkte part.

Det bestrides således, at Jyllands-Posten ikke har overholdt retningslinjerne for god presseskik, som følge af at Jyllands-Posten ikke har dokumentation for de ”anklager”, som fremføres i artiklen.

Som det fremgår af det ovenfor nævnte, er der fuldstændig dækning for, hvad der er anført i artiklen, herunder udtalelserne fra tv-kommentatoren.

5.

[Klager] har ikke haft mulighed for at tage til genmæle overfor de i artiklen fremførte kritikpunkter.

Klager gør gældende, at han ikke har fået mulighed for at kommentere de fremsatte kritikpunkter i artiklen.

Klager gør i den forbindelse gældende, at han konsekvent har oplyst, at han gerne vil udtale sig til citat, men kun hvis han får tilsendt al den dokumentation, der ligger til grund for artiklerne, samt at forelæggelsen sker på grundlag af en artikel, der stemmer overens med hans egen opfattelse af, hvad der er faktuelt korrekt.

Det afvises, at klager ikke har haft mulighed for at tage til genmæle.

Tværtimod fremgår det tydeligt af den omfattende korrespondance mellem journalisterne og klager, at han i månedsvis har haft mulighed for at komme til orde, men konsekvent har afslået.

Han har undervejs fået adskillige udsættelser for at svare, og de i artiklen beskrevne forhold er blevet genforelagt ham flere gange undervejs i processen.

Det afvises, at klager har krav på til at se den omfattende dokumentation, der ligger til grund for i artiklerne i sin helhed.

Klager har alene krav på at få forelagt de kritikpunkter, der fremføres i artiklerne, hvilket han gentagende gange har fået.

Det afvises endvidere, at klager kan kræve sagen fremstillet på en bestemt måde, og som er i overensstemmelse med hans virkelighedsopfattelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at de forhold, som klager opfatter som faktuelle fejl, fremstår som faktuelt veldokumenterede.

Ydermere bemærkes, at klager ved eller burde vide, at forholdene er beskrevet korrekt, og altså uanset at han forsøger at fremstille virkeligheden anderledes.

Det er Jyllands-Postens opfattelse, at klager med sine omfattende skriftlige besvarelser, som alene er afgivet til baggrund, forsøger at forhale udgivelsesprocessen af artiklerne ved at så mistillid om de fremførte påstande uden at fremlægge nogen form for dokumentation for, at de skulle være fejlbehæftede.

Dette understøttes af, at klager i forbindelse med journalisternes indledningsvise kontakt i maj 2024 oplyste, at han havde i sinde at fastholde, at han ønskede at udtale sig til citat, og at medierne ikke ville være i stand til gøre noget, så lange han fastholdt dette.

Han henviste her til Pressenævnets regler for forelæggelse.

Han gjorde i den forbindelse også opmærksom på, at han før havde trukket andre medier i Pressenævnet, og han insinuerede, at han havde i sinde at gøre det samme i indeværende sag, endda før han var blevet forelagt den konkrete kritik.

Til Pressenævnets orientering har der mellem journalisterne og klager mfl.

været følgende kontakter.

Jyllands-Posten har supplerende anført følgende

”[Klager]s to indlæg fremtræder på flere måder ustruktureret og unødigt omfattende med mange gentagelser, hvilket umiddelbart gør det vanskeligt at sikre en fyldestgørende imødegåelse af [Klager]s klage.

Endvidere ses [Klager]s andet indlæg af 19. september 2024 i al væsentlighed ikke at tilføre sagen noget nyt.

Udover en fortsat henvisning til Jyllands-Postens første indlæg kan Jyllands-Postens opfattelse opsummeres således

[Klager] har ikke påvist faktuelle fejl i artiklerne, der baserer sig på henvisninger til domme, retsbogsudskrifter og redegørelser fra [Advokatfirmaet].

Endvidere er der i artiklerne henvist til udtalelser fra parter i sagskomplekset og sagkyndige udtalelser.

Det fremgår klart og tydeligt hvad og hvortil, der i hvert enkelt tilfælde henvises.

Der henvises ikke til nogen form for rygter eller løse beskyldninger.

Det bestrides, at udsagnene og oplysningerne i artiklerne ikke har dækning i faktum, ligesom det bestrides, at sagens fakta er præsenteret på en ufyldestgørende og usaglig måde.

Pressenævnets praksis og domstolspraksis i relation til straffelovens § 267 viser, at anvendelsen af sproglige stramninger og forenklinger, der bl.a. indgår i overskrifter og i begyndelsen af en artikel er indenfor reglerne for god presseskik og straffrie i henhold til straffelovens § 267.

I relation til vurderingen af, om der er sket en overtrædelse af straffelovens § 267 henhører en sådan vurdering under domstolene, og Jyllands-Posten kan bekræfte, af [Klager] har anlagt en retssag mod Jyllands-Posten.

Det bestrides, at Jyllands-Posten i artiklerne har anvendt formuleringer eller udtryk, der ikke er indenfor reglerne for god presseskik.

Det bestrides tillige, at Jyllands-Posten har overskredet rammerne for sin redigeringsret.

I relation til forelæggelse og genmæle bemærkes, at [Klager] utallige gange er blevet forelagt de forskellige oplysninger og udsagn i artiklerne.

Der henvises bl.a. til oversigten sidst i Jyllands-Postens første svar til Pressenævnet.

Klageren bestrider da ej heller, at der er sket forelæggelse.

Der henvises her også til, at klageren i sin mail af 19. september 2024 selv anfører ” at klager konsekvent har meddelt, at klager har ønsket at udtale sig, hvis artiklerne var renset for faktuelle fejl ”.

Klageren har selvsagt ikke nogen form for krav på redigeringsret.

Klageren anfører, at klageren ikke er blevet sat i besiddelse af den dokumentation, som der henvises til i artiklerne.

Jyllands-Posten er ikke forpligtet til at sende klageren materialet, der i øvrigt i det væsentlige udgøres af materiale, som klageren selv må anses for at være i besiddelse af, eller i det omfang klageren har fundet dette nødvendigt selv kunne have skaffet sig adgang til.

Dokumenterne/sagerne vedrører jo i væsentligt omfang klagerens hustru.

Klageren har ikke krav på at få tilsendt kopi af Jyllands-Postens dokumentationsmateriale, hverken helt eller delvist.

Klageren skal naturligvis forelægges oplysningerne og udsagnene – hvilket ubestridt er sket.

Som det reelt også fremgår af klagerens mail af 24. september 2024, har klageren haft mulighed for genmæle.

Klagerne har dog ikke ønsket dette før, ” artiklerne var renset for faktuelle fejl ” (underforstået efter klagerens opfattelse).

Det bestrides, at Jyllands-Posten ikke har opfyldt sine forpligtelser til at forelægge og give klageren mulighed for genmæle.

Klageren anfører, at ” klager har oplyst overfor indklagede, at klager forsøger at fremskaffe afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som underkender dele af Østre Landsrets afgørelse fra 2017 ”.

I forlængelse heraf anfører klageren, at Jyllands-Posten skulle have afventet, at klageren kunne fremsende den påståede afgørelse.

Klageren har – trods gentagende opfordringer – således ikke fremlagt dokumentation for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har underkendt dele af Østre Landsrets dom fra 2017.

Klageren har heller ikke konkretiseret, hvad der mere specifikt skulle være underkendt.

Det forekommer i øvrigt usandsynligt, at der skulle foreligge en sådan afgørelse, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke har kompetence til at underkende eller omgøre en dom fra en dansk domstol.

Klageren burde derudover have haft mere end tilstrækkelig tid til at fremskaffe den påståede afgørelse, som Jyllands-Posten naturligvis hellere end gerne ville have omtalt.

Jyllands-Posten har herefter ikke yderligere bemærkninger og afventer Pressenævnets afgørelse.

”

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke er Pressenævnets opgave at foretage en bevisvurdering af de oplysninger og den dokumentation, der præsenteres i artiklerne.

Pressenævnets opgave er at vurdere, om artiklernes indhold og mediets handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 1, og retningslinjer for god presseskik.

God presseskik

Artiklen ”Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen”

Korrekt information

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en række ukorrekte oplysninger.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Pressenævnet finder, at omtale af virksomheders konkurs og forløbet forud for konkursen er i offentlighedens interesse.

Det samme gør sig gældende i forhold til personer, der har en ledende rolle i en sådan virksomhed, særligt hvis personens tidligere økonomiske dispositioner kan være relevant i forhold til den omtalte konkurs.

Nævnet finder således, at omtalen af [Klager]s erhvervsmæssige aktiviteter i forløbet op til konkurser af en række selskaber er i offentlighedens interesse.

- Involvering, den reelle ledelse og rettighedsfrakendelse

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han har været involveret i en sag ved Retten i Helsingør vedrørende de omtalte forhold, og at det er ukorrekt, at han skulle have varetaget den reelle ledelse i [Selskabet].

[Klager] har endvidere klaget over, at det er ukorrekt, at han skulle have begået strafbare forhold, herunder at han skulle have forbrudt sig mod en rettighedsfrakendelse.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han ikke er dømt i et forhold, som Jyllands-Posten beskriver, og det er ikke på anden måde bevist, eller indikeret, at forholdet er korrekt.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”En svindeldom er tilsyneladende ikke nok til at stoppe den fallerede ejendomsspekulant [Klager], der i 2010’erne var et berygtet navn i dansk erhvervsliv på grund af sine mange fejlslagne forretningseventyr og farverige forbindelser.

Det kan Jyllands-Posten i samarbejde med Finanswatch og Ejendomswatch nu afsløre på baggrund af aktindsigt i flere konkurssager, hvor [Klager] har spillet en fremtrædende rolle.

Retsdokumenter viser blandt andet, at forretningsmandens hustru, [Ægtefællen], er blevet idømt karantæne fra at drive virksomhed, efter at hun har været stråmandsdirektør på vegne af sin mand i et selskab, der i dag er konkurs.

»[Ægtefællen] har overladt den reelle ledelse af selskabet til sin ægtefælle, [Klager],« står der i en kendelse fra Retten i Helsingør fra d. 17. april 2024, hvor [Ægtefællen] bliver pålagt tre års konkurskarantæne som følge af »groft uforsvarlig forretningsførelse«.

[Klager] – der har mere end 50 krakkede selskaber bag sig – har tidligere selv fået frakendt retten til at drive selskaber som det, han ifølge Retten i Helsingør har kontrolleret i ly af sin hustru.

Det skyldes en fængselsdom for økonomisk kriminalitet, som han fik i 2017.

At [Klager] har fortsat sine tvivlsomme forretninger efter at have afsonet en fængselsstraf kan blive en dyr affære for den i dag 50-årige erhvervsmand, lyder det fra [Professoren], professor emeritus ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet med speciale i strafferet.

»Han har klart forbrudt sig mod den rettighedsfrakendelse, han er blevet idømt af domstolene.

Det er strafbart med bøde eller fængsel indtil seks måneder,« udtaler [Professoren], der også vurderer, at [Ægtefællen] kan have pådraget sig et strafansvar ved at agere stråmandsdirektør for sin mand.

»Hvis hun var klar over, at han var frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform, vil hun kunne straffes for medvirken,« udtaler strafferetseksperten til Jyllands-Posten.

Redaktionen har været i kontakt med [Klager] og [Ægtefællen], der i det hele erklærer sig uenige i fremstillingen af sagen, herunder at [Ægtefællen] har været stråmand for sin ægtefælle.

De afviser dog på nuværende tidspunkt at udtale sig til citat.

[…]

I forbindelse med sin fængselsdom blev [Klager] også frakendt retten til at deltage i ledelsen af for eksempel aktie- og anpartsselskaber, hvor der er begrænset hæftelse for virksomhedens forpligtelser.

Alligevel har [Klager] gjort netop det, efter at han har afsonet sin straf.

Det er konklusionen fra [Kurator], partner i [Advokatfirmaet], også kendt som [Advokatfirmaet], der som kurator er blevet sat til at rydde op i en række selskaber, som er gået konkurs i de senere år, på baggrund af krav for et tocifret millionbeløb – herunder en betydelig gæld til det danske skattevæsen.

Blandt de krakkede selskaber er anpartsselskabet [Selskabet], der laver stråtækte tage, og som gik konkurs i 2022.

Her har [Klager]s kone, [Ægtefællen], været registreret som ejer og direktør, mens det i virkeligheden er erhvervsmanden, der står bag, lyder det fra kurator.

»Det er groft uforsvarligt, at [Ægtefællen] har ladet sig registrere som stråmandsdirektør med henblik på at sløre, at [Klager] udgjorde den reelle ledelse i selskabet,« skriver kurator [Kurator] i en skrivelse til skifteretten, hvor [Ægtefællen] indstilles til konkurskarantæne.

Samme konklusion når Retten i Helsingør frem til i en kendelse om konkurskarantæne fra d. 17. april 2024, hvor skifteretten pålægger [Ægtefællen] tre års karantæne fra at drive virksomhed, blandt andet fordi hun har overladt den reelle ledelse af selskabet til sin mand.

[Ægtefællen] har kæret afgørelsen til landsretten, der endnu ikke har truffet afgørelse i sagen.

Retten i Helsingør fremhæver i sin kendelse en lang andre række kritisable forhold ved ledelsen af [Selskabet], herunder at der ikke er sket korrekt indberetning af skatter og afgifter;

at konkursen har medført betydelige tab for selskabets kreditorer, og at det ikke har været muligt for kurator at få udleveret selskabets regnskabs- og bogføringsmateriale.

»Efter en samlet vurdering af hele [Ægtefællen]s ledelsesperiode, hendes handlemåde og omstændighederne i øvrigt finder retten, at [Ægtefællen] på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed,« står der i kendelsen om konkurskarantæne.

[…]”

Pressenævnet finder, at oplysningerne om [Klager]s rolle i den omtalte konkurssag, herunder at han skulle have varetaget den reelle ledelse i selskabet og forbrudt sig mod en rettighedsfrakendelse, har dækning i de faktiske forhold og fagkilders vurderinger, som der redegøres for i artiklen.

Nævnet har lagt vægt på, at det korrekt er gengivet i artiklen, at det fremgår af en kendelse fra Retten i Helsingør afsagt i april 2024, at [Klager]s ægtefælle havde overladt den reelle ledelse af selskabet til [Klager], ligesom det fremgår af artiklen, at [Klager] ved ankedom afsagt af Østre Landsret i 2017 blandt andet blev frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform i en periode.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af artiklen, at det er fagkilden [Professoren]s vurdering, at [Klager] har forbrudt sig mod rettighedsfrakendelsen, at Jyllands-Posten har gengivet, at [Klager] giver udtryk for, at hans rettighedsfrakendelse er ophævet, og at [Klager] og hans ægtefælle i det hele erklærer sig uenige i fremstillingen af sagen, herunder at ægtefællen har været stråmand for [Klager], samt at de afviser at udtale sig til citat.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Overskriftens dækning

[Klager] har klaget over, at artiklens overskrift er ukorrekt og misvisende.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at artiklen omhandler et selskab, og det er således misvisende at henvise til ”hustruens konkurs”, da hans ægtefælle ikke er et selskab/juridisk person, men en fysisk person.

[Klager] har endvidere henvist til, at formuleringen ”fallent med svindeldom huserer igen” udgør en udokumenteret påstand, som fremstår som en faktisk oplysning.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

6.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Pressenævnet finder, at formuleringerne ”afsløret i hustruens konkurs” og ”fallent med svindeldom huserer igen” fremstår som Jyllands-Postens sammenfattende vurderinger på baggrund af [Klager]s erhvervsaktiviteter, herunder i forbindelse med konkursen af selskabet [Selskabet], som [Klager]s ægtefælle var registreret som ejer af og direktør for, og at [Klager] ifølge kurator i konkursboet udgjorde den reelle ledelse i selskabet.

Nævnet finder endvidere, at formuleringerne i de konkrete tilfælde ikke overskrider rammerne for redigering, og at formuleringerne ikke kan anses for at efterlade læserne med et ukorrekt indtryk af sagen, der i artiklens brødtekst er redegjort nærmere for.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Forelæggelse

[Klager] har klaget over, at han ikke har haft mulighed for at udtale sig om anklagerne i artiklen.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han konsekvent og gennemgående ved hver henvendelse har gjort gældende, at han ønskede at udtale sig til citat under den helt rimelige forudsætning, at der blev bragt en historie renset for faktuelle fejl, og at der fremlagdes dokumentation for påstandene, så han havde mulighed for at kommentere på oplyst grundlag.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.

3.

Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager]s rolle i forbindelse med en række selskabers konkurser og hans tidligere straffedom for økonomisk kriminalitet kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager].

Oplysningerne skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Jyllands-Posten den 2. maj 2024 første gang rettede telefonisk henvendelse til [Klager].

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] herefter indtil den 28. august 2024 var i kontakt med Jyllands-Posten via mail, hvor han blev præsenteret for artiklens emne og den overordnede kritik mod ham.

Nævnet lægger herudover til grund, at [Klager] svarede delvist eller afviste at svare på Jyllands-Postens henvendelser med henvisning til, at han ikke havde fået tilsendt Jyllands-Postens dokumentation og dermed afviste at udtale sig til citat.

Jyllands-Posten bragte herefter den 29. august 2024 artiklen ”Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen” på jyllands-posten.dk.

Pressenævnet finder, at Jyllands-Posten i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid gjorde [Klager] bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at [Klager] fik fornøden mulighed for at kommentere artiklens indhold.

Nævnet har også lagt vægt på, at [Klager]s synspunkter er gengivet i artiklen, herunder at han i det hele erklærer sig uenig i fremstillingen af sagen, hvorefter hans ægtefælle har været stråmand for ham, og at hans rettighedsfrakendelse er ophævet, ligesom Jyllands-Posten korrekt har gengivet, at [Klager] har afvist at udtale sig til citat.

Nævnet bemærker i den forbindelse generelt, at det som udgangspunkt ikke er i strid med god presseskik, at en journalist forud for et interview undlader at fremsende sin dokumentation til den person, der skal interviewes, så længe interviewpersonen har mulighed for at få et overblik over, hvad spørgsmålene angår, og i hvilken sammenhæng udtalelserne skal anvendes.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Postens forelæggelse.

Omtale af tidligere straffedom

[Klager] har klaget over, at Jyllands-Posten har omtalt en tidligere straffedom, der vedrører forhold tilbage i 2009-2011 og er pådømt i 2017, og som er uvedkommende for de påståede udokumenterede forhold i artiklen.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at en sigtet, tiltalt eller domfældt person skal forskånes for at få fremdraget pågældendes tidligere straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, vedkommende nu er sigtet, tiltalt eller dømt for.

I anden sammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales, jf. punkt C.

8.

Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse.

For så vidt angår mediernes omtale af ældre straffedomme finder Pressenævnet det afgørende for bedømmelsen af omtalen, om den tidligere straffedom har en tilstrækkelig relevant sammenhæng med det emne eller den sag, som omtalen i mediet angår, ligesom blandt andet kriminalitetens alvor og karakter bør indgå.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i 2017 ved ankedom afsagt af Østre Landsret blev idømt en ubetinget fængselsstraf på tre og et halvt år for underslæb, bedrageri og skyldnersvig samt frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform i en periode.

Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager]s tidligere dom for økonomisk kriminalitet har en sådan relevant sammenhæng med artiklens omtale af [Klager]s aktuelle erhvervsaktiviteter, herunder at hans ægtefælle ifølge en kendelse fra Retten i Helsingør afsagt i april 2024 skulle have overladt den reelle ledelse af et selskab til [Klager], selv om han var frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform.

På denne baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere Jyllands-Posten for at omtale [Klager]s tidligere dom i artiklen.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Artiklen ”Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg”

Korrekt information

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en række ukorrekte oplysninger.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Pressenævnet finder, at omtale af virksomheders konkurs og forløbet forud for konkursen er i offentlighedens interesse.

Det samme gør sig gældende i forhold til personer, der har en ledende rolle i en sådan virksomhed, særligt hvis personens tidligere økonomiske dispositioner kan være relevant i forhold til den omtalte konkurs.

Nævnet finder således, at omtalen af [Klager]s erhvervsmæssige aktiviteter i forløbet op til konkurser af en række selskaber er i offentlighedens interesse.

- Rådgivning

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han blev hyret personligt af den omtalte sportskommentator til at yde rådgivning, idet han ikke personligt havde indgået en aftale med ham.

[Klager] har endvidere klaget over, at det er ukorrekt, at Jyllands-Posten skulle have fået aktindsigt i retsdokumenter i en sag med sportskommentatoren og [Klager] som parter, idet der ikke har verseret eller verserer en sag herom med dem som parter.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”En mangeårig sportskommentator på en landsdækkende tv-kanal endte med at gå fra hus og hjem, da han hyrede den svindeldømte erhvervsmand [Klager] til at yde rådgivning i forbindelse med afviklingen af en skattegæld.

Det kan Jyllands-Posten afsløre i samarbejde med Finanswatch og Ejendomswatch på baggrund af aktindsigt i retsdokumenter fra sagen.

Heraf fremgår det, at tv-kommentatoren på [Klager]s opfordring deponerede 1,2 mio. kr. hos et selskab, der ydede gældsrådgivning, i den tro at pengene ville blive sendt videre til Skat.

Men det skete aldrig, og i stedet gik sportskommentatoren personligt konkurs.

[…]

Redaktionen har været i kontakt med erhvervsmanden, der erklærer sig i uenig i fremstillingen af sagen.

Han afviser dog på nuværende tidspunkt at udtale sig til citat.

Redaktionen har også været i kontakt med den person, der var registreret som direktør i rådgivningsselskabet, som efterfølgende er gået konkurs.

Den forhenværende direktør afviser at have unddraget de 1,2 mio. kr. fra sportskommentatoren og dennes kreditorer.

»(Sportskommentatoren, red.) har over en længere årrække fået lavet omfattende arbejde, som er betalt af beløbet,« skriver direktøren i en skriftlig udtalelse.

Navnet på rådgivningsselskabet og dets direktør er anonymiseret af hensyn til navneforbud i en verserende straffesag.

[…]

Det fremgår af retsdokumenter fra tv-kommentatorens personlige konkursbo, at han forud for konkursen havde opbygget »en større restance til det offentlige«.

På den baggrund tog kommentatoren kontakt til rådgivningsselskabet, der på sin hjemmeside brystede sig af at have »hjulpet mange virksomheder og private med at finde en løsning med deres kreditorer«.

[…]

I januar 2022 blev der afsagt konkursdekret over sportskommentatoren, og det var statens faste advokatforbindelse – [Advokatfirmaet], også kendt som [Advokatfirmaet] – der blev sat til at rydde op i konkursboet som kurator.

Advokaterne gav sig til at forfølge de penge, som sportskommentatoren havde indbetalt til rådgivningsselskabet, og på den baggrund fik man taget selskabet under konkursbehandling.

»(Skifteretten lægger, red.) til grund, at fordringshaveren har et krav mod selskabet på 1,2 mio. kr.,« slog Sø- og Handelsretten fast, da retten afsagde konkursdekret over rådgivningsselskabet i maj 2022.

Kuratoren i konkursboet har efterfølgende konkluderet, at de 1,2 mio. kr. – som skulle have været »deponeret« på selskabets »klientkonto« – overvejende er brugt på at finansiere et helt andet selskab: Stråtækkervirksomheden [Selskabet], hvor [Klager] også har spillet en fremtrædende rolle.

»Ved gennemgang af selskabets forhold kan det (…) konstateres, at selskabet aldrig har haft klientkonto, at midlerne er indgået på selskabets driftskonto samt videreformidlet til, hvad der efter kurators opfattelse må anses for afholdelse af udgifter på vegne af [Selskabet],« skriver kurator [Kurator] fra [Advokatfirmaet] i en redegørelse til selskabets kreditorer.

Som Jyllands-Posten kunne fortælle torsdag, er [Selskabet] i dag også konkurs, og den registrerede direktør – der er hustru til [Klager] – er idømt tre års karantæne fra at drive virksomhed, blandt andet fordi hun ifølge retten har overladt den reelle ledelse af selskabet til sin mand.

Sagen er kæret til landsretten.

»Der har således været en betydelig sammenblanding af økonomien imellem de to selskaber, hvilket efter kurators opfattelse alene er sket som følge af [Klager]s deltagelse i den reelle ledelse af begge de pågældende virksomheder,« skriver kurator [Kurator] i en skrivelse til skifteretten, hvor direktøren i rådgivningsselskabet indstilles til konkurskarantæne.

[…]

»Enhver udbetaling er sket efter aftale med (sportskommentatoren, red.),« skriver direktøren i en skriftlig udtalelse, hvor det også afvises, at [Klager] skulle have været en del af ledelsen af rådgivningsselskabet, og at han alene har været ansat »i en kort periode«, hvor man »drøftede mulighederne for indgåelse af partnerskab«.

[…]

Redaktionen har forelagt kritikken for [Klager], der anfægter sagsfremstillingen, herunder at han skulle have snydt sportskommentatoren, og at han skulle have deltaget i ledelsen af rådgivningsselskabet eller [Selskabet].

Han afviser dog på nuværende tidspunkt at blive citeret for noget.

”

Pressenævnet finder, at oplysningerne om [Klager]s rolle i den omtalte konkurssag, herunder at han skulle have ydet rådgivning til sportskommentatoren, har dækning i de faktiske forhold, som der redegøres for i artiklen.

Nævnet har lagt vægt på, at det korrekt er gengivet i artiklen, at det fremgår af en kendelse fra Sø- og Handelsretten afsagt i marts 2023, at [Klager] udgjorde den reelle ledelse i [Selskabet], at [Klager] tillige havde en rolle i det omtalte rådgivningsselskab, og at der har været en betydelig sammenblanding af økonomien i rådgivningsselskabet og [Selskabet].

Nævnet bemærker, at det ikke fremgår af artiklen, at oplysningerne stammer fra retsdokumenter i en sag med sportskommentatoren og [Klager] som parter.

Nævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af artiklen, at [Klager] i februar 2020 i en mail til sportskommentatoren underskrev sig som partner i det omtalte rådgivningsselskab, og at det fremgår af artiklen, at direktøren i rådgivningsselskabet afviser, at pengene, som sportskommentatoren indbetalte til rådgivningsselskabet, blev brugt på at finansiere driften af [Selskabet], ligesom direktøren afviser, at [Klager] skulle have været en del af ledelsen af rådgivningsselskabet, idet han alene har været ansat i en kort periode, hvor mulighederne for indgåelse af partnerskab blev drøftet.

Nævnet har herudover lagt vægt på, at Jyllands-Posten i artiklen har gengivet, at [Klager] anfægter sagsfremstillingen, herunder at han skulle have snydt sportskommentatoren, og at han skulle have deltaget i ledelsen af rådgivningsselskabet eller [Selskabet].

Nævnet udtaler ikke kritik.

Overskriftens dækning

[Klager] har klaget over, at artiklens overskrift er ukorrekt og misvisende.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han ikke er ”under nye anklager” og ”tog milliongevinst”, idet han ikke er anklaget i det beskrevne forhold og aldrig har modtaget pengeydelser, som der påstås.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.

6.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Pressenævnet finder, at formuleringerne ”svindeldømt fallent under nye anklager” og ”tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg” fremstår som Jyllands-Postens sammenfattende vurderinger på baggrund af oplysninger fra retsdokumenter, hvoraf det fremgår, at den omtalte sportskommentator på [Klager]s opfordring deponerede 1,2 mio. kr. hos et selskab, der ydede gældsrådgivning, i den tro at pengene ville blive sendt videre til SKAT, hvilket ikke skete.

Nævnet finder endvidere, at formuleringerne i de konkrete tilfælde ikke overskrider rammerne for redigering, og at formuleringerne ikke kan anses for at efterlade læserne med et ukorrekt indtryk af sagen, der i artiklens brødtekst er redegjort nærmere for.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Kildekritik

[Klager] har klaget over, at Jyllands-Posten ikke har udvist tilstrækkelig kritik over for den nyhedskilde, som har udtalt sig, da dennes udsagn ganske klart er farvet af personlig interesse.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at der skal udvises kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.

2.

Pressenævnet finder som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt.

Kilders ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelser eller udleveret materiale bør imidlertid give et medie anledning til at være særlig opmærksom på at kontrollere rigtigheden af udtalelser eller materiale fra den anonyme kilde.

I artiklen medvirker en tidligere sportskommentator, der som kilde udtaler sig om sin individuelle oplevelse af at føle sig snydt af [Klager] i forbindelse med rådgivning om afvikling af skattegæld.

Det forhold, at Jyllands-Posten har taget udgangspunkt i oplysninger fra en anonym kilde, der tidligere har modtaget rådgivning fra [Klager], gav Jyllands-Posten anledning til at udvise skærpet agtpågivenhed over for kildens udtalelser, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat.

Det fremgår imidlertid klart af artiklen, hvilken relation kilden har haft til [Klager], at han er kritisk over for [Klager], og at kildens udtalelser derved kan være farvet af personlig interesse, således at læserne har mulighed for at vurdere troværdigheden af kildens udtalelser.

Jyllands-Posten har i artiklen også anført baggrunden for kildens anonymitet, og den af kilden fremsatte kritik er desuden efterprøvet ved forelæggelse for [Klager], og hans afvisning af beskyldningen er gengivet i artiklen.

På denne baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at fastslå, at Jyllands-Posten ikke har udvist den fornødne kildekritik og kritiserer derfor ikke Jyllands-Postens kildevalg.

Forelæggelse

[Klager] har klaget over, at han ikke har haft mulighed for at udtale sig om anklagerne i artiklen.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at han konsekvent og gennemgående ved hver henvendelse har gjort gældende, at han ønskede at udtale sig til citat, under den helt rimelige forudsætning, at der blev bragt en historie renset for faktuelle fejl, og at han modtog en tilrettet forelæggelse.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.

3.

Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager]s rådgivning i forbindelse med afviklingen af en persons skattegæld og personens efterfølgende konkurs samt [Klager]s rolle i forbindelse med en række selskabers konkurser kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager].

Oplysningerne skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Jyllands-Posten den 2. maj 2024 første gang rettede telefonisk henvendelse til [Klager].

Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] herefter indtil den 28. august 2024 var i kontakt med Jyllands-Posten via mail, hvor han blev præsenteret for artiklens emne og den overordnede kritik mod ham.

Nævnet lægger herudover til grund, at [Klager] svarede delvist eller afviste at svare på Jyllands-Postens henvendelser med henvisning til, at han ikke havde fået tilsendt Jyllands-Postens dokumentation og dermed afviste at udtale sig til citat.

Jyllands-Posten bragte herefter den 30. august 2024 artiklen ” Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg” på jyllands-posten.dk.

Pressenævnet finder, at Jyllands-Posten i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid gjorde [Klager] bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at [Klager] fik fornøden mulighed for at kommentere artiklens indhold.

Nævnet har også lagt vægt på, at [Klager]s synspunkter er gengivet i artiklen, herunder at han anfægter sagsfremstillingen, hvorefter han skulle have snydt sportskommentatoren, og at han skulle have deltaget i ledelsen af det omtalte rådgivningsselskab eller [Selskabet], ligesom Jyllands-Posten korrekt har gengivet, at [Klager] har afvist at udtale sig til citat.

Nævnet bemærker i den forbindelse generelt, at det som udgangspunkt ikke er i strid med god presseskik, at en journalist forud for et interview undlader at fremsende sin dokumentation til den person, der skal interviewes, så længe interviewpersonen har mulighed for at få et overblik over, hvad spørgsmålene vedrører, og i hvilken sammenhæng udtalelserne skal anvendes.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Postens forelæggelse.

Sletning – punkt D.

1.

[Klager] har klaget over, at Jyllands-Posten har afvist hans anmodning om at slette artiklerne ”Afsløret i hustruens konkurs: Fallent med svindeldom huserer igen” og ”Svindeldømt fallent under nye anklager: Tog milliongevinst fra tv-kommentators hussalg” .

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklerne indeholder kritisk omtale af [Klager]s erhvervsaktiviteter, herunder hans rolle i forbindelse med en række selskabers konkurser og hans økonomiske dispositioner i den forbindelse samt en straffedom mod ham for økonomisk kriminalitet.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i 2017 ved ankedom afsagt af Østre Landsret blev idømt en ubetinget fængselsstraf på tre og et halvt år for underslæb, bedrageri og skyldnersvig samt frakendt retten til at drive virksomhed i selskabsform i en periode.

Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne fra 2024 på jyllands-posten.dk med omtale af [Klager]s straffedom i sammenhæng med hans erhvervsaktiviteter indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for [Klager].

Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at Jyllands-Posten har afvist anmodningen om at hindre tilgængeligheden af artiklerne.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter og alvor sammenholdt med den tid, der er gået.

Nævnet har også lagt vægt på, at den samlede omtale, herunder omtalen af [Klager]s tidligere straffedom for økonomisk kriminalitet, angår forhold i relation til [Klager]s erhvervsmæssige virke, at han har indtaget en fremtrædende rolle som direktør for en række selskaber, og at omtalen i artiklerne fortsat kan anses at have offentlig interesse.

Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Jyllands-Posten for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning af artiklerne.

Afgjort den 20. maj 2025

-

Klager var ikke part i retssagerne, og afgørelserne har derfor ikke bindende virkning for klager,

-

klager blev ikke vidneafhørt under retssagernes hovedforhandling,

-

klager er ikke i øvrigt blevet bedt om at udtale sig til de pågældende konkurskarantænesager,

-

klager har ikke haft adgang til selv at udtale sig i de pågældende sager, og

-

klager har ikke udøvet partbeføjelser i sagerne.

-

at der til et skifteretsmøde d. 4. august 2022 (om rekonstruktion) blev sagt, at klager varetog den daglige ledelse og stod for den daglige drift.

-

at det under konkursbehandlingen hovedsageligt skulle være klager, kurator har kommunikeret med om selskabets forhold.

-

været reel leder og medejer i en yderligere virksomhed, hvor klager ikke er anført som direktør, medejer, eller lignende,

-

urigtigt have foregivet at levere tjenesteydelser til tredjemand (en TV-kommentator),

-

have begået eller have medvirket til underslæb ved at bede kommentatoren om at indbetale et ejendomsprovenu til sikkerhed for betaling af kreditorer uden at have til hensigt at anvende beløbet retmæssigt.

-

2. maj 2024: Vi taler i telefon med [Klager].

-

3. maj 2024: Forelæggelse til [Klager] og [Ægtefællen] med frist 6. maj.

-

3. maj 2024: Forelæggelse til direktøren i rådgivningsselskabet med frist 6. maj

-

5. maj 2024: Svar fra [Klager]

-

6. maj 2024: Svar fra direktøren i rådgivningsselskabet

-

7. maj 2024: Vi giver [Klager] og [Ægtefællen] yderligere 24 timer til at svare på vores spørgsmål.

-

8. maj 2024: Svar fra [Ægtefællen], hvor hun siger, hun ikke kan svare inden for fristen, men i stedet mandagen efter, altså 13. maj 2024

-

10. maj 2024: Vi giver – endnu engang – en fristforlængelse og imødekommer ønsket.

[Ægtefællen] får til 13. maj 2024 til at svare.

-

13. maj 2024: Svar fra [Ægtefællen] og [Klager]

-

19. juni 2024: Ny forelæggelse for [Klager] og [Ægtefællen] og direktøren i rådgivningsselskabet med frist 20. juni 2024.

-

19. juni 2024: [Klager] svare, at han vil besvare spørgsmål i løbet af den 21. juni (altså dagen efter vores opstillede frist på mere end 24 timer).

-

19. juni 2024: Vi svarer [Klager], at han kan vælge at svare eller lade være, men at vores frist gælder.

-

20. juni 2024: [Ægtefællen] svarer, at hun vil få sin advokat til at svare os.

Det sker aldrig.

-

20. juni 2024: [Klager] svarer på mail.

-

20. juni 2024: Direktøren i rådgivningsselskabet svarer på mail.

-

22. august 2024: Vi forelægger endnu engang til [Klager] og [Ægtefællen] samt direktøren i rådgivningsselskabet.

De får deadline 26. august.

-

26. august 2024: [Klager] og [Ægtefællen] samt direktøren i rådgivningsselskabet svarer på mail, hvor de fortsat afviser at lade sig citere.

-

27. august 2024: Vi forelægger ved mail udtalelser fra [Professoren] for [Klager] og [Ægtefællen] samt beder dem endnu engang om at fremlægge dokumentation for deres fremførte påstande senest d. 28. august 2024.

-

28. august 2024: [Klager] og [Ægtefællen] svarer på mail, hvor de fortsat afviser at lade sig citere.

”