Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12205
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12205
Ikke kritik af POV International for at bringe et debatindlæg
POV International bragte i september 2024 et debatindlæg, der kritiserede en række kronikker, som var bragt af forskellige medier.
Tre forfattere bag en af de omtalte kronikker klagede til Pressenævnet over, at debatindlægget indeholdt ukorrekt information, som de ikke var blevet forelagt.
Pressenævnet fandt, at det påklagede debatindlæg fremstod som forfatterens subjektive analyse og fandt ikke, at de beskyldninger, debatindlægget rettede mod skribenterne af den omtalte kronik, havde en sådan faktisk karakter, at der var tale om beskyldninger, der skulle forelægges.
Nævnet fandt således, at indlægget ikke overskred de vide rammer for frisprog i debatindlæg, og udtalte ikke kritik.
[Klager 1], [Klager 2] og [Klager 3] har klaget til Pressenævnet over debatindlægget ” [Person 1]: 5 bizarre kronikker – hvad tænder debatredaktører på?
” , bragt den 12. september 2024 på pov.international, idet [Klager 1], [Klager 2] og [Klager 3] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager 1], [Klager 2] og [Klager 3] har klaget over navnlig, at debatindlægget indeholder ukorrekt information, som ikke er blevet forelagt for dem.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
POV International bragte den 12. september 2024 debatindlægget ” [Person 1]: 5 bizarre kronikker – hvad tænder debatredaktører på?
” af skribenten [Person 1] på pov.international.
Der er i debatindlægget indsat et billede af en stak aviser.
Af debatindlæggets underrubrik fremgår
”MEDIEKRITIK // DEBAT – Skæverter på debatsiderne koster på troværdigheden – også chefredaktørernes – skriver journalist [Person 1].
Opinionsstoffet har bredt sig som gøgeunger i medierne, der scorer masser af klik på prioriteringen samt besparelser.
Er nåleøjet blevet større, eller er der færre vise mennesker, der orker at tage den tørn, spørger hun.
”
Følgende tekst er herefter fremhævet mellem to røde linjer
”Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”
Følgende tekst er fremhævet med kursiv over brødteksten
”Efter offentliggørelsen er der tilføjet et link samt rettet tre ord grundet en læserhenvendelse (red.).
”
Af debatindlægget fremgår blandt andet
Mediefolk har fået betegnelsen skallesmækkende mimoser, fordi fortjent kritik uddeles med en lige højre, mens fortjent kritik i modsat retning forsøges afværget med bortforklaringer og benægtelse.
En del kritikere vover dog ikke at stå frem, så jeg tager en for holdet og letter ben i egen rede.
Der er masser af velskrevet, vigtigt redaktionelt stof i aviserne, men i prioriteringen af debatstoffet tabes sutten til tider.
Mens chefredaktioner kræver den presseetiske fane holdt højt for det redaktionelle stof, synes de mere overbærende, når der slås presseetiske skæverter på debatsiderne.
Og det sker.
”
Der er i debatindlægget indsat et citat, hvoraf fremgår: ”Den algoritme, som visse kronikredaktører indimellem forfalder til at bruge, er den samme, som russerne bruger i deres disinformation”
Af debatindlægget fremgår videre
”Kronikker er juvelen i opinionskronen og derfor værd at tage et ekstra kig på.
Heldigvis ses nogle helt formidable kronikker, men nogle burde aldrig være sluppet gennem debatredaktørens nåleøje.
Hvor det alligevel er sket, kan man fundere over, om redaktøren valgte ud fra egne eller mediets fordomme og/eller trangen til at smide benzin på et ulmende bål?
Som russisk disinformation
En god ven har sagt følgende: Den algoritme, som visse kronikredaktører indimellem forfalder til at bruge, er den samme, som russerne bruger i deres disinformation.
Har noget potentiale til at gøre folk helt hysteriske og få dem til at skændes indbyrdes i et væk, er det succes.
Læsertallet tager på himmelflugt, modindlæg fra forstandige bliver en ny, dog mindre sjat benzin på bålet.
Og når det bliver agurketid, får kliksuccesen en tur mere i møllen via mediets sponsorerede appetizere på sociale medier.
Forleden spurgte jeg i vennekredsen og via et lille opslag på Facebook om, hvad man erindrede af ”kronikker fra helvede” – den slags, man ikke glemmer.
Flest kvinder svarede, og mange pegede på nogle af dem, jeg selv har på min Top 5-liste.
Flere af disse kronikker giver slemme knubs til kvinder, og jeg er ikke alene om at spekulere over, hvorfor de blev bragt.
Der er dog også nogle udenrigspolitiske kronikker, der ikke burde være bragt, men dem tager jeg måske fat i en anden gang.
I den mere muntre ende af de bizarre kronikker er en gammel kronik i Berlingske – en avis, der gennem nogle år blev kendt for en del særprægede indlæg, men som heldigvis fik sadlet gevaldigt om for en fem-seks år siden.
Kronik om hemmelig, farlig mødrebande
Kronikken, der var fra 2018, havde overskriften ”Der findes en hemmelig og farlig bande i Danmark: Mødrebanden.
Og den er langt farligere end de kriminelle”.
Uha.
Ifølge afsender, præsenteret som ”medlem af Venstre, tidl.
folketingskandidat”, er det ”en bande bestående af forsmåede mødre, hardcore venstrefløjsfeminister og mandehadende voldsofreforkæmpere”, og banden er så velorganiseret, ”at selv Bandidos ville blive misundelig”.
Kronikøren vidste sikkert noget om Bandidos, for hun havde andre steder fortalt om at være på mission for Bandidos’ voldsdømte eks-præsident og for andre bitre fædre.
Problemet var, at de ikke kunne skaffe hende beviser for den syrede påstand, der er dyrket i årevis.
Ingen har kunnet føre bare skyggen af et bevis for en farlig mødrebande.
”
Der er i debatindlægget indsat et citat, hvoraf fremgår: ”Selv afsløringen af en lodret løgn [ordet løgn er efter publiceringen rettet til usandhed] af karakterskadende art om en kvinde i den indsendte kronik fik ikke Informations debatredaktør til at droppe den”
Af debatindlægget fremgår videre
”Hvorfor gav kronikredaktøren grønt lys for mødrebande-påstanden fra en politiker med en mission?
I juni i år var det Dagbladet Information, der lagde spalter til en mission – til skribenter, der er ude i en selverklæret mission som medierevser.
Kronikken havde overskriften ”Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed”.
Den rummede ingen beviser, kun insinuationen, at flere danske journalister var i Israels sold.
Tumultarisk redaktionsproces
Via sociale medier og TV2’s Presselogen fik man et indblik i en tumultarisk redaktionel proces.
Selv afsløringen af en lodret løgn [ordet løgn er efter publiceringen rettet til usandhed] af karakterskadende art om en kvinde i den indsendte kronik [ordet kronik er efter publiceringen ændret til kronikmanuskript] [Der er i debatindlægget indsat et link til et Facebook-opslag fra den omtalte kvinde, Pressenævnet ] fik ikke Informations debatredaktør til at droppe kronikken.
Navnene på de journalister, der var hængt ud, blev dog fjernet inden offentliggørelse af antagelser gjort af halmstrå.
Men folk på mission giver aldrig op, og Informations kronik endte alligevel som skadevoldende for en person.
Kronikørerne scorede en ny budbringer, hvor barren sættes lavere.
Under foregivelse af afsløring af ”censur” fra Informations side offentliggjorde det medie et af de navne, der var blevet slettet – et navn på en kvinde, mistænkt af kronikskribenterne for at være købt af Israel, betalt med en studierejse.
Stadig baseret på insinuationer.
Glorien blev pudset
I Presselogen, rammen for indbyrdes mediekritik, pudsede Information dog glorien.
Debatredaktøren prydede sig med at have rejst debat om betalte rejser, men debatten har velfortjent kørt i årevis, og danske medier er blevet bedre til at deklarere betalte studierejser (bedst ville selvfølgelig være, hvis relativt små danske medier, ligesom de store internationale, betalte selv, men økonomi kan udgøre en hindring for at få viden på første hånd i hus).
I Presselogen var det dog allervigtigst for Informations debatredaktør at fremhæve, at Information giver stemmer til dem, der ellers ikke får ordet.
Den begrundelse blev også brugt af avisen i 2019, da den forsvarede at have bragt en kronik fra helvede for de efterlevende.
Kronikken var skrevet af en far, der – da hustruen ville skilles – myrdede sin 5-årige datter.
”
[…]
”I kronikken offergjorde morderen sig selv og begrundede ugerningen med en så kvalmevækkende følelsesporno, at en redaktør med et velkalibreret journalistisk kompas havde arkiveret den lodret.
Af hensyn til avisens omdømme, men først og fremmest til pigens mor og den øvrige familie.
[…]
Og så til landets største avis, Politiken, der gennem mange år har gjort sig bemærket med fornemme dagsordenssættende kronikker, men også med flere gange at kolportere bizarre holdninger til og om kvinder.
Her blot snapshots fra et par kronikker, som kvinder nok har sværere ved at glemme end mænd.
I en kronik fik voldtægtsofre, der stivnede – frøs – i stedet for at gøre modstand, beskeden, ”så tag dog mere tøj på”, dog fulgt af kronikørens råd til at forhindre at blive voldtaget: ”Et lille beskedent: Tak, men nej tak, ville være nok.
”
Kronikken handlede om et lovforslag, hvor det er et ja, der er behov for.
Samtykkeloven.
[…]
Dråben, der udløser abonnementsopsigelsen
Har disse debatredaktører ladet sig friste af at kunne levere forargelsesgysets klikfest?
Eller nød redaktøren at få luftet egne fordomme via andres stemme?
Eller var det måske fraværet af en presseetisk bevidsthed i rygmarven hos debatredaktører, der jo ofte kommer til fra andre miljøer end det journalistiske.
Uanset svaret, så lever chefredaktioner tilsyneladende med de skår i avisens omdømme, som skæverterne på opinionssiderne giver.
Men nok er avisens hjerte det redaktionelt producerede – problemet er, at de fleste læsere ikke adskiller.
Alt ses som samme surdej.
Jeg vil tro, at næstefter presset privatøkonomi som størst årsag til opsigelse af avisabonnementet, så sker en del opsigelser direkte i kølvandet på et debatindlæg, der blev ”dråben” – grænsen for, hvad man vil være med til at finansiere.
Men mon aviser fører statistik på den årsag?
[…]
Jeg ville selvfølgelig ikke være foruden alle de gode kronikker, der bidrager med udsyn og indsyn, men træls er en anden gruppe af kronikker, som jeg dog ikke skriver om her.
Det er de forudsigelige kronikker, der skønmaler et problem eller bare skal lokke flere kunder ind i ”butikken”.
Allermest træls er dog faktasvage bizarre kronikker, som jeg har givet enkelte eksempler på.
Tænk, hvis debatredaktørerne havde nøjedes med at nyde forargelsens rislen helt for sig selv bag skærmen.
Jeg, gamle menneske, forfalder til at tro, at det generelle niveau på kroniksiderne var højere i ”gamle dage”.
Hvis min antagelse skulle stemme, kan man spekulere over, om det højere niveau dengang skyldtes, at nåleøjet var mindre, eller om flere vise mennesker da fandt det interessant nok at tage den hårde tørn med at skrive en velkommunikerende kronik.
Konkurrencen fra sociale medier
Holder flere sig i dag tilbage fra den støjende markedsplads?
Pladsen, hvor unge, der har ondt af sig selv, flokkes med politiske wannabes, følelseseksperter, kendte med meninger om ting – lysår fra deres ekspertise – og skribenter, der excellerer i evighedskunsten find-fem-fejl-ved-feminister.
Medierne dyrker holdninger – på print, net, i radio og tv – som ønsker de at konkurrere med de gratis sociale medier, og jeg gad vide, om ”gammelmedierne” er nok OBS på, at der på de sociale medier også er en del gode folk, der rejser seriøse debatter, hvor medierne har blinde vinkler.
Men apropos gratis medier, så endnu en ting vedrørende de traditionelle mediers kronikker
”Man får, hvad man betaler for,” hedder det og ikke uden grund.
Hvilket budskab giver det kronikører in spe, når avisen ikke gider betale en krone, eller kun et så beskedent honorar, at det omregnet i timepris svarer til en Snickers?
Og som derefter – som flere aviser gør – lægger kronikørens gratis arbejde bag betalingsmur?
Tag lidt af mediestøtten
Nok er det redaktionelle arbejde med kronikken ikke gratis for avisen, men måske kunne de velbetalte ledelser for de aviser, der lægger kronikker bag betalingsmur, dedikere en lille del af den skattebetalte mediestøtte til at yde borgerne og kronikøren den service at lade kronikken være frit tilgængelig.
Formålet med mediestøtten er jo ”at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat i Danmark”.
Godt nok står der ”nyheder”, men nyhedsværdi burde vel, foruden væsentlighed, være ret afgørende for, hvilke kronikker aviserne bringer.
”
Efter offentliggørelsen
Klagerne har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, de havde med mediet efter offentliggørelsen.
Den 12. september 2024 sendte klagerne følgende mail til POV International
”Kære [Chefredaktøren] og [Person 3]
Jeg har netop læst debatindlægget "5 bizarre kronikker – hvad tænder debatredaktører på?
" af [Person 1], netop udgivet af POV.
På den baggrund føler jeg mig tvunget til at reagere på forfatterens udokumenterede og æreskrænkende påstande om vores kronik ”Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed”.
Forfatteren bringer således ingen dokumentation for den påståede "afsløring" af "en lodret løgn af karakterskadende art om en kvinde i den indsendte kronik".
Det er i sagens natur svært at vide hvilken såkaldt "afsløring", [Person 1] her refererer til, men efter at have fulgt både den pågældende kvindes – og hendes allieredes – skriverier og udtalelser tæt er jeg endnu ikke stødt på nogen "afsløring" af nogen "løgn" – af den simple årsag, at der ikke er nogen løgne eller usandheder hverken i den endelige eller den indsendte kronik.
Det er dybt problematisk, at et ellers velanset medie som pov lader sådanne insinuerende påstande passere uhindret og udokumenteret gennem den redaktionelle proces.
Jeg må derfor bede pov om at afkræve, at [Person 1] leverer dokumentation for sine påstande.
Debatindlægget bør straks tages ned og først lægges online igen, når dette er på plads.
Sker det ikke inden for en rimelig frist på tre døgn fra nu af, ser jeg mig nødsaget til at gå videre til Pressenævnet.
Hilsen [Klager 1]”
Den 13. december 2024 besvarede POV International mailen
”Kære [Klager 1], Tak for din email.
Vi er altid interesserede i at høre fra læserne, og din henvendelse gjorde os opmærksom på, at artiklen ville stå stærkere med dokumentation for, at den pågældende kvinde ikke havde været på en betalt rejse til Israel.
Vi har derfor tilføjet et link herom i artiklen, og rettet to ord så den relevante sætning nu lyder: "Selv afsløringen af en lodret løgn af karakterskadende art om en kvinde i det indsendte kronikmanuskript fik ikke Informations debatredaktør til at droppe kronikken".
Med linket dokumenteres påstanden om en "løgn" og med rettelsen af ordet "kronik" i den oprindelige artikel til "kronikmanuskript" gøres det tydeligere for læserne, at den offentliggjorte kronik ikke indeholdt navne på de anklagede i teksten.
Så du skal have tak for at have forbedret kvaliteten af artiklen.
[Person 1] havde allerede i sin artikel gjort opmærksom på, at navnene på de journalister, der var hængt ud, blev fjernet "inden offentliggørelse af antagelser gjort af halmstrå".
Uheldigvis endte en af de omtalte (i den trykte kronik navnløse) kvinder alligevel med at få sit navn omtalt, som det fremgår af teksten.
Vi står bag artiklen som medie og har ikke yderligere at tilføje om indholdet, men hvis du ikke er tilfreds med ændringen, har du, naturligvis altid ret til at klage til Pressenævnet, der historisk har en meget høj barre for kritik, når det drejer sig om kommentarer eller debatindlæg.
Det skal selvsagt ikke afholde dig fra at rette henvendelse til dem, og vi er i POV altid indforstået med, at vores redaktionelle prioriteringer kan blive set efter i sømmene af nævnet.
God weekend!
[Chefredaktøren]”
Den 16. september 2024 besvarede klagerne mailen
”Kære [Chefredaktøren] Tak for svaret.
Problemet er dog ikke blevet løst, hvilket kan indikere, at I ikke har taget problemet alvorligt.
Først og fremmest er den usande og æreskrænkende påstand om os, kronikkens forfattere, stadig ikke dokumenteret.
[Person 2]s facebook opslag dokumenterer intet, eftersom hverken kronikken eller kronikudkastet rummer usandheder.
Det er en grov påstand, som der med andre ord ikke er dækning for.
Der er derfor ikke tale om hverken 'lodret løgn' eller 'afsløring', og [Person 1]s anklage rummer dermed den eneste usandhed i dette spørgsmål.
Jeg finder det ikke hverken rimeligt eller presseetisk forsvarligt, at jeg som medforfatter til en grundigt researchet kronik skal kaldes for løgner eller afsender af 'personskadende' materiale.
Endelig ønsker jeg at bemærke, at I ender med at modsige selve grundtemaet, der slås fast allerede i debatindlæggets overskrift, nemlig avisernes udgivne kronikker - 'på debatsiderne', som det skrives i underrubrikken.
Det i mine øjne halvhjertede forsøg på at redde [Person 1]s debatindlæg nødvendiggør således inddragelsen af et fortroligt og i sagens natur ikke publiceret udkast, det såkaldte 'kronikmanuskript'.
Med andre ord er jeres ændring ude af stand til at løse det egentlige problem ved [Person 1]s debatindlæg, der stadig viderebringer de samme æreskrænkende usandheder.
Jeg er derfor nødt til at gentage mit krav om, at I korrigerer indlægget ved enten at rette teksten, så den ikke anklager mig og mine medforfattere for at lyve og være personskadende.
Eller ved at tage indlægget ned.
Det er op til jer.
Sker det ikke inden for 48 timer, sender jeg klagen afsted til Pressenævnet.
Hilsen [Klager 1]”
Den 17. september 2024 besvarede POV International mailen
”Kære [Klager 1], Tak for din mail.
Vi har ikke yderligere kommentarer, og du er, som allerede nævnt, selvsagt altid i din gode ret til at henvende dig til nævnet.
Alt godt [Chefredaktøren]”
Den 20. september 2024 sendte POV International endnu en mail til klagerne
”PS: [Person 1] har bedt mig om at ændre ordet "løgn" til "usandhed", hvilket jeg har gjort som en venlighed overfor dig/jer.
Opdateringen vil fremgå i artiklen øverst (ligesom de andre ændringer, som jeg allerede har skrevet til dig om).
”
[Klager 1], [Klager 2] og [Klager 3]s klage er modtaget i Pressenævnet den 23. september 2024.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager 1], [Klager 2] og [Klager 3]s synspunkter
Klagerne har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet
”[…] I debatindlægget fremsætter [Person 1] både urigtige og udokumenterede påstande om os, forfattere til kronikken ”Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed”, udgivet af dagbladet Information d. 16. juni 2024.
[Person 1] påstod i den oprindelige version af debatindlægget, at vi i kronikken fremsætter en ”lodret løgn af karakterskadende art om en kvinde”.
Dette fremstilles desuden som fakta, ikke som vurderinger eller meningstilkendegivelser.
Vi var som anklaget part ikke blevet forelagt debatindlægget inden dets offentliggørelse og havde ikke fået mulighed for at kommentere eller på anden vis imødegå anklagen.
Forsøg på genmæle
Straks på udgivelsesdagen sendte vi en email til chefredaktør [Chefredaktøren], chefredaktør på POV, for at kræve, at [Person 1] skulle levere dokumentation for sine påstande og artiklen tages ned indtil dette var sket.
For som vi formulerede det: ”Det er i sagens natur svært at vide hvilken såkaldt ’afsløring’, [Person 1] her refererer til” og at vi er “endnu ikke stødt på nogen ’afsløring’ af nogen ’løgn’ - af den simple årsag, at der ikke er nogen løgne eller usandheder hverken i den endelige eller den indsendte kronik.
” Som respons valgte chefredaktøren dagen efter at implementere det, vi opfatter som et halvhjertet forsøg på en nødløsning, der på ingen måde løser problemet - hverken objektivt eller logisk i relation til [Person 1]s debatindlæg.
[Chefredaktøren] svarer således, at “de” har tilføjet et link og rettet to ord.
POV har ændret indlægget, så det i stedet for at omhandle vores kronik, refererer til en ikke-offentliggjort arbejdsversion - et “kronikmanuskript”, som de formulerer det.
Hverken svaret eller den opdaterede tekst specificerer hvilket dokument, der er tale om.
Det indsatte link til et facebook-opslag giver dog indblik i, at der må være tale om en af de mange arbejdsversioner, som kronikredaktøren på Information valgte at sende til de omtalte personer i fuld længde.
Det linkede facebook-opslag synes således indirekte at afklare den påståede løgn, nemlig at vi i denne arbejdsversion skulle have hævdet, at [Person 2] har været på en betalt rejse til Israel.
Dette udsagn står dog udelukkende for [Person 2]s egen regning, dokumenterer intet, og refererer til en for debatindlægget irrelevant tekst.
På intet tidspunkt i processen har vi hævdet eller påstået at kunne dokumentere, at [Person 2] har været i Israel på en betalt rejse.
Den nye version af debatindlægget løfter således ikke bevisbyrden for den grove anklage mod os, og indlægget fremstår derfor stadig lige skadeligt og krænkende.
Dette svarede vi [Chefredaktøren] mandag d. 16. september 2024, hvor vi fremhævede, at der er tale om en grov påstand, som der stadig ikke er dækning for, og at ændringen ikke løser det egentlige problem ved [Person 1]s debatindlæg.
Slutteligt gentog vi kravet om, at POV korrigerer eller fjerner indlægget.
[Chefredaktøren] svarede dagen efter, at POV ikke havde tænkt sig at gøre yderligere i sagen.
Tre dage senere, fredag d. 20. september 2024, skriver [Chefredaktøren] alligevel: “PS: [Person 1] har bedt mig om at ændre ordet ‘løgn’ til ‘usandhed’, hvilket jeg har gjort som en venlighed overfor dig/jer.
”
Det er dog uklart, hvordan udskiftningen skal opfattes som en venlighed, endsige en løsning, da vi som nævnt ikke har hævdet det påståede, hverken med eller uden intention.
Krav om ændringer
POVs rettelser er med andre ord ufyldestgørende, og debatindlægget ligger stadig frit tilgængeligt med sine ærekrænkende, udokumenterede og urigtige oplysninger.
Den nuværende version af indlægget anklager os stadig for at være ‘karakterskadende’ løgnere, nu blot på baggrund af en ukendt tekst, som hverken vi eller læserne af POV har mulighed for at læse og dermed danne deres egen mening om sagen.
Forløbet indikerer, at POV har spillet en aktiv rolle i udformningen af den nuværende tekst og dermed bærer et medansvar for ikke blot at lægge platform til anklagerne, men også selve udformningen af anklagerne.
Vi finder det ikke hverken moralsk eller presseetisk forsvarligt, at vi som forfattere til en grundigt researchet kronik udsættes for denne form for udokumenterede personangreb.
Vi finder det desuden kritisabelt, at vi som anklaget part ikke - som led i den redaktionelle proces - har fået forelagt teksten inden dens offentliggørelse, endsige er blevet tilbudt genmæle.
Hvis de benævnte påstande får lov at stå udokumenterede og uimodsagte, kan det direkte og uretmæssigt skade vores offentlige agtelse og troværdighed, true vores fremtidige indtjeningsmuligheder og undergrave vores mulighed for at deltage i den offentlige debat.
Vi kræver derfor, at mediet straks fjerner den udokumenterede anklage eller skaffer egentlig dokumentation for denne (hvilket vi ikke mener er muligt).
Kan dette ikke imødekommes, bør vores kronik straks fjernes fra debatindlægget.
”
2.2 POV Internationals synspunkter
POV International har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet
”Artiklen, "5 bizarre kronikker – hvad tænder debatredaktører på?
" af [Person 1] er et debatindlæg, hvis formål er, at godtgøre skribentens påstand om, at kronikker af og til i dagspressen strammes og bringes i et sensationssøgende øjemed men på urigtigt grundlag.
Efter klagers henvendelse til os, fandt vi, at påstanden stod stærkere med dokumentation for, at den pågældende kvinde, som er omtalt i artiklen, rent faktisk ikke havde været på en betalt rejse til Israel men havde været afsted som turist og selv betalt alle udgifter.
[Person 1] har talt med kvinden, og hun har bevisligt ikke været på nogen betalt rejse.
Det fandt Informations kronikredakti0n også ud af før offentliggørelsen, og de fjernede derfor navnet på den pågældende kvinde, der ellers var i manuskriptet, som klagerne står som forfattere til.
Vi tilføjede derfor et link til artiklen, og rettede tre ord så den relevante sætning nu lyder: "Selv afsløringen af en lodret usandhed af karakterskadende art om en kvinde i det indsendte kronikmanuskript fik ikke Informations debatredaktør til at droppe kronikken".
Med linket dokumenteres påstanden om en usandhed (der før blev benævnt "løgn") og med rettelsen af ordet "kronik" i den oprindelige artikel til "kronikmanuskript" gøres det tydeligere for læserne, at den offentliggjorte kronik ikke indeholdt navne på de anklagede i teksten.
Det var det fremsendte manuskript, som journalisten har set, der indeholdt navne.
[Person 1] havde allerede i sin artikel gjort opmærksom på, at navnene på de journalister, der var hængt ud, blev fjernet "inden offentliggørelse af antagelser gjort af halmstrå".
Uheldigvis endte en af de omtalte (i den trykte kronik navnløse) kvinder alligevel med at få sit navn omtalt, som det fremgår af teksten.
Vi står bag debatindlægget og mener, at sandhedsværdien i den grad er løftet og at [Person 1]s budskab med debatindlægget derfor holder sig indenfor reglerne om god presseskik og har ikke yderligere at tilføje om indholdet.
POV International har i forhold til senere opdateringer af debatindlægget anført følgende
”Vi opbevarer ikke manuskripter digitalt.
Det ville være en kæmpe opgave, som vi ikke har kapacitet til.
Det beklager jeg, men der er kun rettet 3 ord, som omtales i svaret, i én sætning.
¬Det vigtigste må være ordet "løgn" som er erstattet med "usandhed" for at imødekomme klagers utilfredshed.
Det hjalp så ikke, men det var skribentens forslag for at være venlig overfor klageren.
Ændringen af ordet "kronik" til "kronikmanuskript" var blot for at gøre sætningen lettere at læse, og så det fremgik klarere, at [Person 1] henviste til manuskriptet (udkastet) til kronik og ikke den offentliggjorte kronik.
¬Efter underrubrikken og før brødteksten er der endvidere tilføjet en læseroplysning i¬kursiv: Efter offentliggørelsen er der tilføjet et link samt rettet tre ord grundet en¬læserhenvendelse (red.).
Ellers er artiklens ordlyd uændret, og der er linket til den i klagen.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Det bemærkes videre, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om sletning efter punkt D.
1, da klager ikke har fremsendt en anmodning til mediet, som mediet har afvist at imødekomme.
God presseskik
[Klager 1], [Klager 2] og [Klager 3] har klaget over, at debatindlægget indeholder ukorrekt information, som ikke er blevet forelagt for dem, og at mediet ikke har berigtiget dette.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Forelæggelse skal ske således, at der gives en rimelig frist til at svare.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.
Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.
Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.
1, A.
3, A.
4, A.
5 og A.
7.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så¬længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det er Pressenævnets opfattelse, at et debatindlæg i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler.
Det er endvidere nævnets opfattelse, at det bør være klart, også for andre end mediets faste læsere, hvilken type artikel, der er tale om.
Af underrubrikken til den påklagede artikel fremgår
”MEDIEKRITIK // DEBAT – Skæverter på debatsiderne koster på troværdigheden – også chefredaktørernes – skriver journalist [Person 1].
Opinionsstoffet har bredt sig som gøgeunger i medierne, der scorer masser af klik på prioriteringen samt besparelser.
Er nåleøjet blevet større, eller er der færre vise mennesker, der orker at tage den tørn, spørger hun.
”
Følgende tekst er herefter fremhævet mellem to røde linjer
”Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”
Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om et debatindlæg.
Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog.
Af debatindlægget fremgår blandt andet
”[…] I juni i år var det Dagbladet Information, der lagde spalter til en mission – til skribenter, der er ude i en selverklæret mission som medierevser.
Kronikken havde overskriften ”Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed”.
Den rummede ingen beviser, kun insinuationen, at flere danske journalister var i Israels sold.
Tumultarisk redaktionsproces
Via sociale medier og TV2’s Presselogen fik man et indblik i en tumultarisk redaktionel proces.
Selv afsløringen af en lodret løgn [ordet løgn er efter publiceringen rettet til usandhed] af karakterskadende art om en kvinde i det indsendte kronik [ordet kronik er efter publiceringen ændret til kronikmanuskript] [Der er i debatindlægget indsat et link til et Facebook-opslag fra den omtalte kvinde, Pressenævnet ] fik ikke Informations debatredaktør til at droppe kronikken.
Navnene på de journalister, der var hængt ud, blev dog fjernet inden offentliggørelse af antagelser gjort af halmstrå.
Men folk på mission giver aldrig op, og Informations kronik endte alligevel som skadevoldende for en person.
Kronikørerne scorede en ny budbringer, hvor barren sættes lavere.
Under foregivelse af afsløring af ”censur” fra Informations side offentliggjorde det medie et af de navne, der var blevet slettet – et navn på en kvinde, mistænkt af kronikskribenterne for at være købt af Israel, betalt med en studierejse.
Stadig baseret på insinuationer.
Glorien blev pudset
I Presselogen, rammen for indbyrdes mediekritik, pudsede Information dog glorien.
Debatredaktøren prydede sig med at have rejst debat om betalte rejser, men debatten har velfortjent kørt i årevis, og danske medier er blevet bedre til at deklarere betalte studierejser (bedst ville selvfølgelig være, hvis relativt små danske medier, ligesom de store internationale, betalte selv, men økonomi kan udgøre en hindring for at få viden på første hånd i hus).
I Presselogen var det dog allervigtigst for Informations debatredaktør at fremhæve, at Information giver stemmer til dem, der ellers ikke får ordet.
[…]”
Det er Pressenævnets vurdering, at det påklagede debatindlæg fremstår som forfatterens subjektive analyse af en række kronikker, bragt af forskellige danske medier, herunder Information, som bragte den kronik, klagerne stod bag.
Pressenævnet skal i den forbindelse bemærke, at nævnet ikke kan tage stilling til rigtigheden af indholdet af de kronikker, som debatindlægget kritiserer, herunder indholdet i den kronik, klagerne stod bag.
Uanset, at sprogbrugen i debatindlægget om navnlig ”afsløringen af en lodret løgn af karakterskadende art om en kvinde” retter en beskyldning mod skribenterne bag den omtalte kronik, finder nævnet, at det i den konkrete sammenhæng ikke fremstår som en oplysning af en sådan faktisk karakter, at der er tale om en beskyldning, der skal forelægges.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerne selv har rejst en debat ved at skrive den i debatindlægget omtalte kronik, og at det påklagede debatindlæg således fremstår som en subjektiv kommentar til denne kronik og til den debat, der har været rejst om den omtalte kronik i andre medier.
Pressenævnet finder således, på trods af den relativt grove sprogbrug, efter en samlet vurdering ikke grundlag for at anse de vide rammer for frisprog i debatindlægget for at være overskredet, og nævnet finder ikke grundlag for at kritisere POV International for at bringe det påklagede debatindlæg uden forinden at forelægge skribentens subjektive vurdering af klagernes kronik for dem eller for ikke at bringe et svar fra skribenterne bag den omtalte kronik i sammenhængen.
Nævnet finder med samme begrundelse ikke anledning til at kritisere mediet for manglende berigtigelse.
Nævnet bemærker, at POV International efter publiceringen ændrede ordet ”løgn” til ”usandhed” samt præciserede, at der var tale om et kronikmanuskript.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 20. maj 2025