Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16312
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16312
Ikke kritik for omtale af en persons forbindelser til politiker
Ekstra Bladet omtalte i en artikel i december 2024, at en person, der var sigtet for terror, havde forbindelser til en politiker.
Den omtalte politiker klagede til Pressenævnet over blandt andet, at dette ikke var korrekt, at der skulle være en forbindelse mellem dem.
Idet det var ubestridt, at den omtalte person var dukket op to gange i forbindelse med, at politikeren havde delt valgpjecer ud, fandt nævnet, at der var tilstrækkelig dækning for formuleringen.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af sammenhængen, at politikeren havde afvist, at der skulle være en forbindelse mellem dem.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ” Mand fængslet for at fremme terror på Telegram ” og ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ”, bragt den 10. december 2024, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekt information.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Ekstra Bladet har til Pressenævnet indsendt en transskriberet version af en samtale, mediet havde med [Klager] forud for offentliggørelsen den 10. december 2024.
Af samtalen fremgår følgende
”Ekstra Bladets journalist : ”Du taler med [journalistens navn] fra Ekstra Bladet.
”
Klager : ”Ja, hej.
Jeg hader Ekstra Bladet, det er en lorteavis udover alle grænser.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Ja, ja.
Det er der jo mange, der har det på den måde.
”
Klager : ”Ja.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Jeg ville lige spørge dig – vi har skrevet en artikel om den mand, der i dag er sigtet for at fremme terror – tidligere har haft nogle forbindelser til dig og til [Klagers parti], han har været med til noget valgkamp.
Det var bare om du har en kommentar til det eller vil bekræfte det.
”
Klager : ”Det har han ikke.
Han har dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget ’17.
Så har han dukket op to gange, hvor jeg har været og uddelt pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Fordi hvis det var en demonstration, så kunne jeg i princippet bede politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, men bare hvor jeg stod og uddelte valgpjecer, så er jeg jo ikke bemægtiget til at gøre noget som helst.
Så det er hans.
Han er dukket op to gange.
Og så kender jeg ham bedre, fordi jeg var hans forsvarsadvokat for mange år siden.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Ja, det var det næste jeg skulle høre.
Okay, men der er ikke nogen, der er ikke noget venskab, noget andet der?
”
Klager : ”Nej.
Jeg vil ikke sidde og devaluere ham, jeg synes, at han var offeret i den sag, jeg var hans forsvarer i, men altså nej, der er ikke noget venskab, men det er da ikke sådan, at jeg ikke vil hilse på ham, hvis jeg så ham på gaden.
Men nu har jeg jo ikke set ham i over fire år.
Så spørgsmålet er, om jeg kan genkende ham, men altså normalt er det jo det modsatte, at folk kommer hen til mig.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Okay klart.
Okay [Klager].
Det var egentlig bare det, jeg skulle høre.
”
Klager : ”Det er i orden.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Tak for din tid og god dag.
”
Klager : ”Ja, det er i orden.
Hej.
”
Påklagede artikler
- artikel 1
Ekstra Bladet bragte den 10. december 2024 artiklen ” Mand fængslet for at fremme terror på Telegram ” på ekstrabladet.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår
”En 29-årig mand er sigtet for at dele og muliggøre deling af højreekstremistisk propaganda”
Der er i artiklen indsat et billede af et skilt af Retten i Glostrup.
Af billedteksten fremgår: ”Retten i Glostrup har besluttet at fængsle en 29-årig mand frem til 6. januar i en sag om fremme af terrorvirksomhed.
”
Af artiklen fremgår
En 29-årig mand fra Ishøj er blevet fængslet indtil 6. januar i en sag om fremme af en terrorsammenslutning på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Det har Retten i Glostrup besluttet tirsdag eftermiddag efter et grundlovsforhør.
Fængslingen er blandt andet sket af hensyn til sagens videre efterforskning.
Manden har modtaget kendelsen.
Han er sigtet for fra i alt 13 profiler, grupper og kanaler på Telegram at dele og muliggøre deling af højreekstremistisk propaganda.
Det drejer sig om mere end 1000 tilfælde, fremgår det af sigtelsen.
Det er terrorsammenslutningen Terrorgram, som den 29-årige er sigtet for at have fremmet.
Terrorgram er en sammenslutning af kanaler på Telegram og fungerer som en kommunikationsplatform for højreekstremistiske organisationer som Atomwaffen Division og The Base.
Den 29-årige er sigtet efter straffelovens paragraf 114 e.
Paragraffen drejer sig om fremme af virksomheden for personer eller grupper, der har til hensigt at begå terror.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, kan offentligheden ikke få indsigt i sagens beviser eller den sigtedes eventuelle forklaring.
Det var anklager [Person 1], der begærede lukkede døre.
Han henviste blandt andet til, at det er vigtigt for den videre efterforskning af sagen, at andre medlemmer af netværket Terrorgram ikke får adgang til sagens beviser.
Manden er sigtet for ni forhold.
Han nægter sig skyldig i dem alle.
Et af forholdene handler om en lydfil, som manden skal have delt på sin kanal på Telegram.
Her skal den 29-årige ifølge sigtelsen have opfordret modtagerne af budskabet til ikke at blive slået ihjel, men i stedet se ud som en person, der kan dræbe.
- De her mennesker skal fucking frygte dig, lyder det ifølge sigtelsen i lydfilen.
Manden blev anholdt 9. december klokken 22.21 efter en længere efterforskning gennemført af Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Ifølge sigtelsen har han administreret og muliggjort deling af ekstremistisk propaganda fra 14. juli sidste år og indtil sin anholdelse.
Den sigtede er også mistænkt for at have videredelt højreekstremistiske personers budskaber.
På Telegram skal han blandt andet have delt et brev af [Person 2], der er leder af den nynazistiske gruppe Atomwaffen Division.
Den 29-årige skal også have delt og indtalt et manifest med navnet '[Person 3] Manifesto Audiobook'.
Her skal han også have indtalt egne kommentarer til manifestet.
[Person 3] er en ung tyrkisk mand, der i august stak fem personer ved en moské.
Han har angiveligt sagt, at han er tilhænger af nynazisme og sympatiserer med Ku Klux Klanen.
Den 29-årige har tidligere deltaget til arrangementer med [Klager].
Læs mere om det her.
[Sætningen udgør et link til artiklen ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ” (artikel 2), Pressenævnet ]”
- artikel 2
Ekstra Bladet bragte 10. december 2024 artiklen ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ” på ekstrabladet.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår
”Den mand, der tirsdag blev anholdt og sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning, har forbindelser til [Parti 1]-stifteren, [Klager]”
Der er i artiklen indsat et billede af en mand med et sløret ansigt.
Af billedteksten fremgår
”Den 29-årige mand, der tirsdag er sigtet for at fremme en international terrorsammenslutning, har bånd til [Parti 1]-stifteren, [Klager].
Manden fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.
”
Af artiklen fremgår
”Tirsdag blev en dansk mand anholdt og sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning efter en længere efterforskning i Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 13.
Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at manden har tilknytning til [Parti 1]-stifteren, [Klager].
Den sigtede har således ifølge Ekstra Bladets oplysninger tidligere været blandt støtterne til [Klager]s valgkampagne ved kommunalvalget i 2017, ligesom manden også på anden vis har bånd til [Klager].
Der er netop vedtaget navneforbud i sagen, hvorfor Ekstra Bladet her beskriver manden i anonymiseret form.
”
Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har den sigtede mand tidligere støttet [Parti 1]-stifteren [Klager]s valgkamp.
”
Af artiklen fremgår videre
” Aktiv i højrefløjsmiljøer
Foruden tilknytningen til [Klager] og [Parti 1] er den sigtede også en velkendt stemme i debatten på den yderste højrefløj.
Det fortæller [Person 4], der er redaktør på det venstreorienterede og undersøgende medie [Medie X], som har fulgt den yderste højrefløj i mange år, og som også har undersøgt den sigtedes aktivitet på diverse internetfora.
- Vi stødte på ham første gang på den yderste højrefløj, fordi han var en del af [Klager]s valgkamp ved kommunalvalget i 2017.
- Og han har været aktiv i forskellige alt-right-bevægelser.
Han er gået fra tilsyneladende at være en aktiv del af anti-jihad-bevægelsen og til at deltage i erklærede nazistiske organisationers aktiviteter, og han har også delt nazistisk indhold, blandt andet en fiktiv dagbog om Jonni Hansen, der var leder af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), samt den såkaldte Turner Diaries, der er et racistisk manifest, siger [Person 4] til Ekstra Bladet.
Han tilføjer, at den sigtede mand også har været meget aktiv på det sociale medie Telegram, hvor han også har beskrevet sine aktiviteter internationalt.
- Han har også skrevet på Telegram, at han har været en del af et internationalt netværk, og at han har taget rundt for at besøge kammerater fra højrefløjen i Europa.
- Han fremstår generelt som en kuglestøber i miljøet på grund af de ting, han deler og skriver på nettet.
Han plejer dog at skrive en disclaimer, der handler om, at de ting, han skriver, kun skal bruges i en historisk kontekst.
Har ikke set ham i fire år
Ramus [Klager] afviser over for Ekstra Bladet, at den sigtede, som [Klager] ikke har set i fire år, skulle have haft en egentlig forbindelse til [Klager] og [Parti 1].
- Han er dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor jeg har været ude for at uddele pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Hvis det var en demonstration, kunne jeg have bedt politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, var jeg ikke bemægtiget til at gøre noget som helst, siger [Klager] til Ekstra Bladet.
[Klager] har også stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng, bekræfter han selv over for Ekstra Bladet.
PET har tidligere i et sjældent interview med Ekstra Bladet fortalt om truslen fra højreekstremister og nynazister.
Læs hele interviewet her.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 11. december 2024.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har i klagen til Pressenævnet anført følgende
Jeg klager over denne artikel: [Der er i klagen indsat et link til artiklen ” Mand fængslet for at fremme terror på Telegram ” (artikel 1), Pressenævnet ]
Nederst i artiklen står denne brødtekst: "Den 29-årige har tidligere deltaget til arrangementer med [Klager].
Læs mere om det her." Det er usandt.
Det forhold, at han dukkede uanmeldt op, da jeg uddelte valgpjecer på Christianshavns Torv i 2017, kan ikke faktuelt karakteriseres sådan, at han har deltaget i arrangementer med mig.
[Klager] udvidede herefter klagen til også at omfatte artiklen ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ”, og har i den forbindelse anført følgende
”Jeg klager over denne artikel: [Der er i klagen indsat et link til artiklen ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ” (artikel 2), Pressenævnet ]
Følgende ytring er usande: Underrubrik: "Den mand, der tirsdag blev anholdt og sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning, har forbindelser til [Parti 1]-stifteren, [Klager]"
Personen har ikke forbindelser til mig.
Jeg er partileder for [Parti 1].
Jeg er ikke stifter af [Parti 1], da partiet blev stiftet på et stiftelsesmøde og således er stiftet af et møde, ikke af mig.
0.
"Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at manden har tilknytning til [Parti 1]-stifteren, [Klager]." Personen har ikke tilknytning til mig.
Jeg er partileder for [Parti 1].
Jeg er ikke stifter af [Parti 1], da partiet blev stiftet på et stiftelsesmøde og således er stiftet af et møde, ikke af mig.
0a.
"Den sigtede har således ifølge Ekstra Bladets oplysninger tidligere været blandt støtterne til [Klager]s valgkampagne ved kommunalvalget i 2017, ligesom manden også på anden vis har bånd til [Klager]." Han har ikke været blandt støtterne til min valgkampagne.
Han har ikke "på anden vis" bånd til mig.
0b.
Billedtekst: "Den 29-årige mand, der tirsdag er sigtet for at fremme en international terrorsammenslutning, har bånd til [Parti 1]-stifteren, [Klager].
Manden fremstilles tirsdag i grundlovsforhør." Personen har ikke bånd til mig.
Jeg er partileder for [Parti 1].
Jeg er ikke stifter af [Parti 1], da partiet blev stiftet på et stiftelsesmøde og således er stiftet af et møde, ikke af mig.
1.
"Foruden tilknytningen til [Klager] og [Parti 1] er den sigtede også en velkendt stemme i debatten på den yderste højrefløj." Personen har ingen tilknytning til mig.
2.
"- Vi stødte på ham første gang på den yderste højrefløj, fordi han var en del af [Klager]s valgkamp ved kommunalvalget i 2017.
" Personen var ikke en del af min valgkamp.
3.
Billedtekst: "Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har den sigtede mand tidligere støttet [Parti 1]-stifteren [Klager]s valgkamp" Personen har ikke støttet min valgkamp.
Både urigtig oplysning og usandt citat
4.
"[Klager] har også stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng, bekræfter han selv over for Ekstra Bladet." Jeg har ALDRIG bekræftet over for Ekstra Bladet, at jeg også har "stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng".
Jeg har derimod bekræftet, at jeg var mandens beskikkede forsvarer i en straffesag.
Den beskikkelse ophørte ved Østre Landsrets ankedom den 28. august 2020.
Det var også sidste gang jeg talte med ham eller mødte ham.
2.2 Ekstra Bladets synspunkter
Ekstra Bladet har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Ekstra Bladet har modtaget klager af 11. december 2024 fra [Klager] (herefter ”Klager”) over artiklerne Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] og Mand fængslet for at fremme terror på Telegram […] samt Terrorsigtet [Klager]-støtte: ’Kill them all’ .
Alle artikler er publiceret på ekstrabladet.dk den 10. december 2024.
[Klagen over de to første artikler er behandlet under sag nr. 2024-16309, Pressenævnet ]
Artiklerne omhandler samme straffesag mod en mand, som er blevet sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning på platformen Telegram.
Ekstra Bladet har derfor valgt at behandle begge klager i denne udtalelse.
Artiklerne kan tilgås via de indsatte links og benævnes i udtalelsen henholdsvis Bilag A, B og C.
[…]
Klagen angår Ekstra Bladets rubrikker og en række oplysninger og udsagn i artiklerne, som ifølge Klager er ukorrekte og krænkende.
Omtale af sigtedes forbindelse til Klager og deltagelse i Klagers valgkampagne
Klager anfører, at omtalen af, at den sigtede har ”forbindelse” og ”tilknytning”/”er knyttet” til Klager og Klagers parti, samt at den sigtede er ”[Klager]-støtter”, ”har støttet”, ”har været blandt støtterne til” og ”var en del af” Klagers valgkampagne er ukorrekte.
Klager anfører også, at det er ukorrekt, at Klager har ”bånd til” og ”stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng”.
Udsagnene fremgår af artiklen Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] (Bilag A).
Udsagnene om, at sigtede er ”[Klager]-støtter” og er ”knyttet til” Klager fremgår af rubrikkerne i artiklen Terror-sigtet [Klager]-støtte: ’Kill them all’ (Bilag C).
Klager anfører desuden, at oplysningen om, at den sigtede tidligere har ”deltaget til arrangementer med” Klager er ukorrekt.
Oplysningerne fremgår af artiklen Mand fængslet for at fremme terror på Telegram (Bilag B).
Klager henviser til, at den pågældende dukkede uanmeldt op, da Klager uddelte valgpjecer på Christianshavns Torv i 2017, og at det ikke kan karakteriseres sådan, at han har deltaget i arrangementer med Klager.
Ekstra Bladet bemærker, at ovennævnte udsagn og oplysninger er baseret på bl.a. udtalelser fra [Person 4], der er redaktør på mediet [Medie X], og som har undersøgt den sigtedes aktiviteter igennem flere år.
Omtalen er også baseret på Ekstra Bladets øvrige dokumentation og efterprøvelse, herunder forelæggelse for Klager.
Som det fremgår af Bilag A, udtaler [Person 4], at den sigtede ”var en del af [Klagers] valgkamp ved kommunalvalget i 2017.
” Bilag B og Bilag C indeholder desuden links til Bilag A, hvori udtalelsen indgår.
[Person 4]s udtalelse er veldokumenteret, herunder via fotos, der viser den sigtede sammen med Klager under et valgfremstød på Christianshavns Torv i oktober 2017.
Et af de pågældende fotos er offentliggjort i artiklen [Klager]-aktivist dømt for trusler , bragt på [Medie X].
dk den 16. januar 2020.
Udover sigtedes deltagelse i valgkampagnen i 2017 har Klager i en straffesag i 2018 og 2020 været beskikket forsvarer for sigtede, hvilket Klager har bekræftet overfor Ekstra Bladet.
Ifølge klagen til Pressenævnet ophørte beskikkelsen ved Østre Landsrets dom den 20. august 2020.
Klagers beskikkelse i straffesagen har også været genstand for omtale i medierne, herunder i Ekstra Bladets artikler.
Ekstra Bladet har derudover i et opkald den 10. december 2024 forud for offentliggørelsen forelagt kritikken, der fremgår af artiklerne, for Klager.
En transskriberet version af opkaldet fremgår i det følgende: [Gengivet oven for under punkt 1, Sagsfremstilling i afsnittet ” Forud for offentliggørelsen ”, Pressenævnet ]
Klagers svar på den forelagte kritik fremgår loyalt af artiklerne.
Af Bilag A og Bilag C fremgår følgende
”Har ikke set ham i fire år
[Klager] afviser over for Ekstra Bladet, at den sigtede, som [Klager] ikke har set i fire år, skulle have haft en egentlig forbindelse til [Klager] og [partiet].
’Han er dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor jeg har været ude for at uddele pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Hvis det var en demonstration, kunne jeg have bedt politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, var jeg ikke bemægtiget til at gøre noget som helst’.
[Klager] har også stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng, bekræfter han selv over for Ekstra Bladet.
”
Bilag B, der alene indeholder oplysningen om, at den sigtede har deltaget i arrangementer med Klager, indeholder et link til Bilag A, hvori de faktuelle omstændigheder beskrives, og hvori Klagers svar på den forelagte kritik fremgår.
På baggrund af ovenstående har Ekstra Bladets omtale af, at sigtede ”har støttet”, er ”[Klager]-støtter”, ”har været blandt støtterne til” og ”var en del af” Klagers valgkampagne samt ”har deltaget i arrangementer” med Klager utvivlsomt dækning i de faktuelle omstændigheder, der angår sigtedes tilstedeværelse og deltagelse i Klagers og Klagers partis valgkampagne ved kommunalvalget i 2017.
Ekstra Bladets anvendelse af udsagnene ”forbindelse”, ”tilknytning”/”knyttet til” og ”bånd” til at beskrive den sigtedes og Klagers relation er derudover udtryk for Ekstra Bladets vurderinger, og udgør værdidomme, som har dækning i de faktuelle omstændigheder og oplysninger.
Det gælder også i relation til rubrikkerne i Bilag C, hvor udsagnene ”[Klager]-støtter” og ”knyttet til” Klager samt rubrikken i Bilag A, hvor udsagnet ”forbindelse til” Klager har dækning i brødteksten og efter Ekstra Bladets opfattelse ligger indenfor Ekstra Bladets redigeringsret.
For så vidt angår omtalen af den sigtedes ”bekendtskab” med Klager i anden sammenhæng, bemærker Ekstra Bladet, at oplysningen angår sigtedes tidligere straffesag fra 2018 og 2020, hvor Klager har været beskikket forsvarer.
Af hensyn til et nedlagt navneforbud i den sigtedes aktuelle straffesag omtalt i Bilag A-C, har Ekstra Bladet været forhindret i at omtale, hvordan sigtede og Klager i øvrigt kender hinanden.
Ekstra Bladet har i stedet på en neutral måde omtalt, at Klager og den sigtede har stiftet bekendtskab med Klager i en anden sammenhæng (Bilag A og C), der efter Ekstra Bladets opfattelse udgør værdidomme, som har dækning i de faktuelle omstændigheder og oplysninger.
Det er således Ekstra Bladets opfattelse, at ovennævnte oplysninger og udsagn i artiklernes rubrikker og brødtekst er korrekte og retvisende.
Hertil kommer, at Klager som politiker og dermed offentlig person må tåle en mere nærgående og kritisk omtale end andre.
Omtale af Klager som stifter af partiet
Klager anfører, at Klager ikke er stifter af Klagers parti, men partileder.
Ekstra Bladet bemærker, at den almindelige betydning af begrebet ”partistifter” ifølge Den Danske Ordbog er en ”person der har taget initiativ til at oprette et politisk parti” .
Klager er gennem årene bredt i de danske medier beskrevet som stifter af partiet, siden partiet blev stiftet i juli 2017.
Klagers rolle i forbindelse med stiftelsen af partiet svarer til den almindelige forståelse af begrebet ”partistifter” og er utvivlsomt korrekt.
Samlet er det således Ekstra Bladets opfattelse, at artiklerne er i overensstemmelse med god presseskik.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder en række ukorrekte oplysninger om navnlig, at den omtalte person har ”deltaget i arrangementer”, haft ”forbindelser”, ”bånd”, ”tilknytning” og skulle være ”blandt støtterne” til ham, at det ikke er korrekt, at han er stifter af partiet [Parti 1], og at han ikke har udtalt sig, som gengivet i artiklen ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ”.
Ekstra Bladet har heroverfor anført, at udsagnene har dækning i de faktuelle omstændigheder, der angår sigtedes tilstedeværelse og deltagelse i [Klager]s og hans partis valgkampagne ved kommunalvalget i 2017.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
1, A.
3 og A.
6.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Af artiklen ” Mand fængslet for at fremme terror på Telegram ” fremgår blandt andet
”En 29-årig mand fra Ishøj er blevet fængslet indtil 6. januar i en sag om fremme af en terrorsammenslutning på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
[…]
Manden blev anholdt 9. december klokken 22.21 efter en længere efterforskning gennemført af Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Ifølge sigtelsen har han administreret og muliggjort deling af ekstremistisk propaganda fra 14. juli sidste år og indtil sin anholdelse.
Den sigtede er også mistænkt for at have videredelt højreekstremistiske personers budskaber.
På Telegram skal han blandt andet have delt et brev af [Person 2], der er leder af den nynazistiske gruppe Atomwaffen Division.
Den 29-årige skal også have delt og indtalt et manifest med navnet '[Person 3] Manifesto Audiobook'.
Her skal han også have indtalt egne kommentarer til manifestet.
[Person 3] er en ung tyrkisk mand, der i august stak fem personer ved en moské.
Han har angiveligt sagt, at han er tilhænger af nynazisme og sympatiserer med Ku Klux Klanen.
Den 29-årige har tidligere deltaget til arrangementer med [Klager].
Læs mere om det her.
[Sætningen udgør et link til artiklen ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ”, Pressenævnet ]
Artiklen ”Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager]” har følgende underrubrik
”Den mand, der tirsdag blev anholdt og sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning, har forbindelser til [Parti 1]-stifteren, [Klager]”
Der er i artiklen indsat et billede af en mand med et sløret ansigt.
Af billedteksten fremgår
”Den 29-årige mand, der tirsdag er sigtet for at fremme en international terrorsammenslutning, har bånd til [Parti 1]-stifteren, [Klager].
Manden fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”Tirsdag blev en dansk mand anholdt og sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning efter en længere efterforskning i Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 13.
Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at manden har tilknytning til [Parti 1]-stifteren, [Klager].
Den sigtede har således ifølge Ekstra Bladets oplysninger tidligere været blandt støtterne til [Klager]s valgkampagne ved kommunalvalget i 2017, ligesom manden også på anden vis har bånd til [Klager].
[…]
Der er i artiklen indsat et billede af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har den sigtede mand tidligere støttet [Parti 1]-stifteren [Klager]s valgkamp.
”
Af artiklen fremgår videre
” Aktiv i højrefløjsmiljøer
Foruden tilknytningen til [Klager] og [Parti 1] er den sigtede også en velkendt stemme i debatten på den yderste højrefløj.
Det fortæller [Person 4], der er redaktør på det venstreorienterede og undersøgende medie [Medie X], som har fulgt den yderste højrefløj i mange år, og som også har undersøgt den sigtedes aktivitet på diverse internetfora.
- Vi stødte på ham første gang på den yderste højrefløj, fordi han var en del af [Klager]s valgkamp ved kommunalvalget i 2017.
[…]
Har ikke set ham i fire år
[Klager] afviser over for Ekstra Bladet, at den sigtede, som [Klager] ikke har set i fire år, skulle have haft en egentlig forbindelse til [Klager] og [Parti 1].
- Han er dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor jeg har været ude for at uddele pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Hvis det var en demonstration, kunne jeg have bedt politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, var jeg ikke bemægtiget til at gøre noget som helst, siger [Klager] til Ekstra Bladet.
[Klager] har også stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng, bekræfter han selv over for Ekstra Bladet.
[…]
Pressenævnet bemærker, at der er tale om beskyldninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], og at der derfor er tale om oplysninger, der skal forelægges for ham.
Det fremgår af sagens oplysninger, at parterne forud for offentliggørelsen havde en telefonsamtale.
Af denne fremgår blandt andet
”[…]
Ekstra Bladets journalist : ”Jeg ville lige spørge dig – vi har skrevet en artikel om den mand, der i dag er sigtet for at fremme terror – tidligere har haft nogle forbindelser til dig og til [Klagers parti], han har været med til noget valgkamp.
Det var bare om du har en kommentar til det eller vil bekræfte det.
”
Klager : ”Det har han ikke.
Han har dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget ’17.
Så har han dukket op to gange, hvor jeg har været og uddelt pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Fordi hvis det var en demonstration, så kunne jeg i princippet bede politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, men bare hvor jeg stod og uddelte valgpjecer, så er jeg jo ikke bemægtiget til at gøre noget som helst.
Så det er hans.
Han er dukket op to gange.
Og så kender jeg ham bedre, fordi jeg var hans forsvarsadvokat for mange år siden.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Ja, det var det næste jeg skulle høre.
Okay, men der er ikke nogen, der er ikke noget venskab, noget andet der?
”
Klager : ”Nej.
Jeg vil ikke sidde og devaluere ham, jeg synes, at han var offeret i den sag, jeg var hans forsvarer i, men altså nej, der er ikke noget venskab, men det er da ikke sådan, at jeg ikke vil hilse på ham, hvis jeg så ham på gaden.
Men nu har jeg jo ikke set ham i over fire år.
Så spørgsmålet er, om jeg kan genkende ham, men altså normalt er det jo det modsatte, at folk kommer hen til mig.
”
[…]
- udsagnene om den omtaltes forbindelser til [Klager] og [Parti 1]
[Klager] har klaget over, at det ikke er korrekt, at den omtalte person tidligere har deltaget til arrangementer med [Klager], at han har ”deltaget til arrangementer med [Klager]”, eller at han har haft ”forbindelser”, ”bånd”, ”tilknytning” og skulle være ”blandt støtterne” til ham.
Det er mellem parterne ubestridt, at den omtalte person var dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor [Klager] uddelte valgpjecer.
Nævnet finder på den baggrund, at der er tilstrækkelig dækning for formuleringerne i artiklerne.
Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [Klager]s afvisning af, at der skulle være en forbindelse, fremgår af sammenhængen, ligesom det er anført, at [Klager] ikke har set vedkommende i fire år, hvilket fremgår direkte i artiklen ” Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] ” (artikel 2) og som et link til denne artikel i artiklen ” Mand fængslet for at fremme terror på Telegram ” (artikel 1).
Nævnet udtaler ikke kritik.
- udsagnet ”[Parti 1]-stifter”
[Klager] har klaget over, at det ikke er korrekt, at han er stifter af [Parti 1], da partiet ikke er stiftet af ham, men blev stiftet på et stiftelsesmøde og således er stiftet af et møde, og ikke af ham.
Uanset, at partiet ikke måtte være stiftet af [Klager] alene eller at partiet er stiftet under et møde, finder Pressenævnet, at der er tilstrækkelig dækning for omtalen af [Klager] som stifter og finder ikke anledning til at kritisere Ekstra Bladet for denne formulering.
- omtale af "stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng”
[Klager] har klaget over, at det ikke er korrekt, at han over for Ekstra Bladet skulle have bekræftet, at han har stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng.
Det fremgår af sagens oplysninger, at [Klager] ved den telefonsamtale, han havde med Ekstra Bladet forud for offentliggørelsen, oplyste, at han for mange år siden havde været forsvarsadvokat for den omtalte person.
Pressenævnet finder herefter, at der er tilstrækkelig dækning for omtalen af, at [Klager] også i en anden sammenhæng skulle have stiftet bekendtskab med den omtalte mand, og finder på den baggrund, at valget og fravalget af information om herom, herunder oplysningerne om, at [Klager] havde været forsvarsadvokat for vedkommende i en anden sag, ligger inden for mediets redigeringsret.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 20. maj 2025