Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16309
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16309
Ikke kritik for omtale af en person som ”støtte” til politiker
Ekstra Bladet omtalte i en artikel i december 2024, at en person, der var sigtet for terror, havde støttet en politiker.
Den omtalte politiker og partiet klagede til Pressenævnet over, at dette ikke var korrekt.
Idet det var ubestridt, at den omtalte person var dukket op to gange i forbindelse med, at politikeren havde delt valgpjecer ud, fandt nævnet, at der var tilstrækkelig dækning for formuleringen.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af sammenhængen, at politikeren havde afvist, at der skulle være en forbindelse mellem dem.
[Klager] og [Parti 1] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Terrorsigtet [Klager]-støtte: 'Kill them all' ”, bragt den 10. december 2024, idet [Klager] og [Parti 1] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] og [Parti 1] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Ekstra Bladet har til Pressenævnet indsendt en transskriberet version af en samtale, mediet havde med [Klager] forud for offentliggørelsen den 10. december 2024.
Af samtalen fremgår følgende
”Ekstra Bladets journalist : ”Du taler med [journalistens navn] fra Ekstra Bladet.
”
Klager : ”Ja, hej.
Jeg hader Ekstra Bladet, det er en lorteavis udover alle grænser.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Ja, ja.
Det er der jo mange, der har det på den måde.
”
Klager : ”Ja.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Jeg ville lige spørge dig – vi har skrevet en artikel om den mand, der i dag er sigtet for at fremme terror – tidligere har haft nogle forbindelser til dig og til [Klagers parti], han har været med til noget valgkamp.
Det var bare om du har en kommentar til det eller vil bekræfte det.
”
Klager : ”Det har han ikke.
Han har dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget ’17.
Så har han dukket op to gange, hvor jeg har været og uddelt pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Fordi hvis det var en demonstration, så kunne jeg i princippet bede politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, men bare hvor jeg stod og uddelte valgpjecer, så er jeg jo ikke bemægtiget til at gøre noget som helst.
Så det er hans.
Han er dukket op to gange.
Og så kender jeg ham bedre, fordi jeg var hans forsvarsadvokat for mange år siden.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Ja, det var det næste jeg skulle høre.
Okay, men der er ikke nogen, der er ikke noget venskab, noget andet der?
”
Klager : ”Nej.
Jeg vil ikke sidde og devaluere ham, jeg synes, at han var offeret i den sag, jeg var hans forsvarer i, men altså nej, der er ikke noget venskab, men det er da ikke sådan, at jeg ikke vil hilse på ham, hvis jeg så ham på gaden.
Men nu har jeg jo ikke set ham i over fire år.
Så spørgsmålet er, om jeg kan genkende ham, men altså normalt er det jo det modsatte, at folk kommer hen til mig.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Okay klart.
Okay [Klager].
Det var egentlig bare det, jeg skulle høre.
”
Klager : ”Det er i orden.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Tak for din tid og god dag.
”
Klager : ”Ja, det er i orden.
Hej.
”
Påklaget artikel
Ekstra Bladet bragte den 10. december 2024 artiklen ” Terrorsigtet [Klager]-støtte: 'Kill them all' ” på ekstrabladet.dk.
Af artiklens underrubrik fremgår
”En højreorienteret aktivist, der tidligere har støttet [Klager]s valgkampagne, blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Glostrup.
Sigtet for at fremme den højreekstremistisk terrororganisation Terrorgram”
Der er i artiklen indsat et billede af en mand med et sløret ansigt.
Af billedteksten fremgår: ”Den 29-årige mand, der tirsdag er sigtet for at fremme en international terrorsammenslutning, har bånd til [Parti 1]-stifteren, [Klager].
Manden blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør.
”
Af artiklen fremgår
”Iført en stor vinterjakke, joggingbukser og håndjern blev en 29-årig mand tirsdag eftermiddag ført ind i Retten i Glostrup flankeret af fire betjente.
Ved grundlovsforhøret kom det frem, at PET har efterforsket manden gennem længere tid.
Politiet mener, at han har delt og muliggjort deling af højreekstremistisk propagandamateriale mere end 1000 gange.
Han er desuden sigtet for at dele lydfiler, linksamlinger og manifester via mindst 13 forskellige profiler, grupper og kanaler, med navne hvor der indgår ord som 'holocaust' og 'kill them all'.
Han nægter sig skyldig i alle ni forhold.
Hjulpet [Klager]
Manden har ifølge Ekstra Bladets oplysninger tidligere været blandt støtterne til [Klager]s valgkampagne ved kommunalvalget i 2017, ligesom manden også på anden vis har bånd til [Klager].
[Parti 1]-stifteren var ikke til stede under grundlovsforhøret, hvor den 29-årige blev sigtet for at fremme terrororganisationen Terrorgram, som er en højreekstremistisk terrororganisation.
Det skulle være sket på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
På nettet beskrives Terrorgram som en "transnational terrorgruppe".
Det betyder, at de arbejder for et hvidt overherredømme.
De står ikke opført på Danmarks terrorliste, men en dommer kan i en eventuel retssag beslutte, at de skal være det.
Manifester og gode råd
En lydfil lyder
'Don't get fucking killed, be the one that looks like a person who can kill, fuck these fucking anti-whites'.
I en anden lydfil har han, ifølge sigtelsen, opfordret medlemmer af gruppen til at udvise stor sikkerhedsbevidsthed, på baggrund af nogle anholdelser i USA.
Derudover har han delt manifester og et brev fra den kendte terrorist og ny-nazist [Person 1], med opfordringer til medlemmerne om bestemte levevis og bosættelser.
Har ikke set ham i fire år
[Klager] afviser over for Ekstra Bladet, at den sigtede, som [Klager] ikke har set i fire år, skulle have haft en egentlig forbindelse til [Klager] og [Parti 1].
- Han er dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor jeg har været ude for at uddele pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Hvis det var en demonstration, kunne jeg have bedt politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, var jeg ikke bemægtiget til at gøre noget som helst, siger [Klager] til Ekstra Bladet.
[Klager] har også stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng, bekræfter han selv over for Ekstra Bladet.
”
[Klager] og [Parti 1]s klage er modtaget i Pressenævnet den 11. december 2024.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager] og [Parti 1]s synspunkter
[Klager] og [Parti 1] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Overskriften lyder: "Terrorsigtet [Klager]-støtte: 'Kill them all'"
Tekst under overskriften lyder: "En højreorienteret aktivist, der tidligere har været knyttet til [Klager]s parti [Parti 1], blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Glostrup.
Sigtet for at fremme den højreekstremistisk terrororganisation Terrorgram"
Det er usandt, at personen er "[Klager]-støtte", Det er usandt, at han har været knyttet til [Parti 1].
Det er agtelsesforringende for mig og [Parti 1] i ekstrem grad.
”
2.2 Ekstrabladets synspunkter
Ekstra Bladet har i udtalelsen til Pressenævnet anført blandt andet følgende
”Ekstra Bladet har modtaget klager af 11. december 2024 fra [Klager] (herefter ”Klager”) over artiklerne Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] og Mand fængslet for at fremme terror på Telegram […] samt Terrorsigtet [Klager]-støtte: ’Kill them all’ .
Alle artikler er publiceret på ekstrabladet.dk den 10. december 2024.
[Klagen over de to første artikler er behandlet under sagnr.
2024-16312, Pressenævnet ]
Artiklerne omhandler samme straffesag mod en mand, som er blevet sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning på platformen Telegram.
Ekstra Bladet har derfor valgt at behandle begge klager i denne udtalelse.
Artiklerne kan tilgås via de indsatte links og benævnes i udtalelsen henholdsvis Bilag A, B og C.
[…]
Klagen angår Ekstra Bladets rubrikker og en række oplysninger og udsagn i artiklerne, som ifølge Klager er ukorrekte og krænkende.
Omtale af sigtedes forbindelse til Klager og deltagelse i Klagers valgkampagne
Klager anfører, at omtalen af, at den sigtede har ”forbindelse” og ”tilknytning”/”er knyttet” til Klager og Klagers parti, samt at den sigtede er ”[Klager]-støtter”, ”har støttet”, ”har været blandt støtterne til” og ”var en del af” Klagers valgkampagne er ukorrekte.
Klager anfører også, at det er ukorrekt, at Klager har ”bånd til” og ”stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng”.
Udsagnene fremgår af artiklen Sigtet for at fremme terror: Har forbindelser til [Klager] (Bilag A).
Udsagnene om, at sigtede er ”[Klager]-støtter” og er ”knyttet til” Klager fremgår af rubrikkerne i artiklen Terror-sigtet [Klager]-støtte: ’Kill them all’ (Bilag C).
Klager anfører desuden, at oplysningen om, at den sigtede tidligere har ”deltaget til arrangementer med” Klager er ukorrekt.
Oplysningerne fremgår af artiklen Mand fængslet for at fremme terror på Telegram (Bilag B).
Klager henviser til, at den pågældende dukkede uanmeldt op, da Klager uddelte valgpjecer på Christianshavns Torv i 2017, og at det ikke kan karakteriseres sådan, at han har deltaget i arrangementer med Klager.
Ekstra Bladet bemærker, at ovennævnte udsagn og oplysninger er baseret på bl.a. udtalelser fra [Person 2], der er redaktør på mediet [Medie X], og som har undersøgt den sigtedes aktiviteter igennem flere år.
Omtalen er også baseret på Ekstra Bladets øvrige dokumentation og efterprøvelse, herunder forelæggelse for Klager.
Som det fremgår af Bilag A, udtaler [Person 2], at den sigtede ”var en del af [Klagers] valgkamp ved kommunalvalget i 2017.
” Bilag B og Bilag C indeholder desuden links til Bilag A, hvori udtalelsen indgår.
[Person 2]s udtalelse er veldokumenteret, herunder via fotos, der viser den sigtede sammen med Klager under et valgfremstød på Christianshavns Torv i oktober 2017.
Et af de pågældende fotos er offentliggjort i artiklen [Klager]-aktivist dømt for trusler , bragt på [Medie X].
dk den 16. januar 2020.
Udover sigtedes deltagelse i valgkampagnen i 2017 har Klager i en straffesag i 2018 og 2020 været beskikket forsvarer for sigtede, hvilket Klager har bekræftet overfor Ekstra Bladet.
Ifølge klagen til Pressenævnet ophørte beskikkelsen ved Østre Landsrets dom den 20. august 2020.
Klagers beskikkelse i straffesagen har også været genstand for omtale i medierne, herunder i Ekstra Bladets artikler.
Ekstra Bladet har derudover i et opkald den 10. december 2024 forud for offentliggørelsen forelagt kritikken, der fremgår af artiklerne, for Klager.
En transskriberet version af opkaldet fremgår i det følgende: [Gengivet oven for under punkt 1, Sagsfremstilling i afsnittet ” Forud for offentliggørelsen ”, Pressenævnet ]
Klagers svar på den forelagte kritik fremgår loyalt af artiklerne.
Af Bilag A og Bilag C fremgår følgende
”Har ikke set ham i fire år
[Klager] afviser over for Ekstra Bladet, at den sigtede, som [Klager] ikke har set i fire år, skulle have haft en egentlig forbindelse til [Klager] og [partiet].
’Han er dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor jeg har været ude for at uddele pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Hvis det var en demonstration, kunne jeg have bedt politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, var jeg ikke bemægtiget til at gøre noget som helst’.
[Klager] har også stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng, bekræfter han selv over for Ekstra Bladet.
”
[…]
På baggrund af ovenstående har Ekstra Bladets omtale af, at sigtede ”har støttet”, er ”[Klager]-støtter”, ”har været blandt støtterne til” og ”var en del af” Klagers valgkampagne samt ”har deltaget i arrangementer” med Klager utvivlsomt dækning i de faktuelle omstændigheder, der angår sigtedes tilstedeværelse og deltagelse i Klagers og Klagers partis valgkampagne ved kommunalvalget i 2017.
Ekstra Bladets anvendelse af udsagnene ”forbindelse”, ”tilknytning”/”knyttet til” og ”bånd” til at beskrive den sigtedes og Klagers relation er derudover udtryk for Ekstra Bladets vurderinger, og udgør værdidomme, som har dækning i de faktuelle omstændigheder og oplysninger.
Det gælder også i relation til rubrikkerne i Bilag C, hvor udsagnene ”[Klager]-støtter” og ”knyttet til” Klager samt rubrikken i Bilag A, hvor udsagnet ”forbindelse til” Klager har dækning i brødteksten og efter Ekstra Bladets opfattelse ligger indenfor Ekstra Bladets redigeringsret.
For så vidt angår omtalen af den sigtedes ”bekendtskab” med Klager i anden sammenhæng, bemærker Ekstra Bladet, at oplysningen angår sigtedes tidligere straffesag fra 2018 og 2020, hvor Klager har været beskikket forsvarer.
Af hensyn til et nedlagt navneforbud i den sigtedes aktuelle straffesag omtalt i Bilag A-C, har Ekstra Bladet været forhindret i at omtale, hvordan sigtede og Klager i øvrigt kender hinanden.
Ekstra Bladet har i stedet på en neutral måde omtalt, at Klager og den sigtede har stiftet bekendtskab med Klager i en anden sammenhæng (Bilag A og C), der efter Ekstra Bladets opfattelse udgør værdidomme, som har dækning i de faktuelle omstændigheder og oplysninger.
Det er således Ekstra Bladets opfattelse, at ovennævnte oplysninger og udsagn i artiklernes rubrikker og brødtekst er korrekte og retvisende.
Hertil kommer, at Klager som politiker og dermed offentlig person må tåle en mere nærgående og kritisk omtale end andre.
[…]
Samlet er det således Ekstra Bladets opfattelse, at artiklerne er i overensstemmelse med god presseskik.
”
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
God presseskik
Korrekt information og overskriftens dækning
[Klager] og [Parti 1] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information, og at overskriften og underrubrikken er ukorrekt, idet den omtalte person ikke er ”[Klager]-støtte” og aldrig har været knyttet til partiet [Parti 1].
Ekstra Bladet har heroverfor anført, at udsagnene har dækning i de faktuelle omstændigheder, der angår sigtedes tilstedeværelse og deltagelse i [Klager]s og hans partis valgkampagne ved kommunalvalget i 2017.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Præsentation af redaktionelt indhold i tekst, lyd eller billede skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A.
1, A.
3, og A.
6.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Artiklen ” Terrorsigtet [Klager]-støtte: 'Kill them all' ” har følgende underrubrik
”En højreorienteret aktivist, der tidligere har støttet [Klager]s valgkampagne, blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Glostrup.
Sigtet for at fremme den højreekstremistisk terrororganisation Terrorgram”
Af artiklen fremgår blandt andet
”[…]
Hjulpet [Klager]
Manden har ifølge Ekstra Bladets oplysninger tidligere været blandt støtterne til [Klager]s valgkampagne ved kommunalvalget i 2017, ligesom manden også på anden vis har bånd til [Klager].
[Parti 1]-stifteren var ikke til stede under grundlovsforhøret, hvor den 29-årige blev sigtet for at fremme terrororganisationen Terrorgram, som er en højreekstremistisk terrororganisation.
Det skulle være sket på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
[…]
Har ikke set ham i fire år
[Klager] afviser over for Ekstra Bladet, at den sigtede, som [Klager] ikke har set i fire år, skulle have haft en egentlig forbindelse til [Klager] og [Parti 1].
- Han er dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor jeg har været ude for at uddele pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Hvis det var en demonstration, kunne jeg have bedt politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, var jeg ikke bemægtiget til at gøre noget som helst, siger [Klager] til Ekstra Bladet.
[Klager] har også stiftet bekendtskab med manden i en anden sammenhæng, bekræfter han selv over for Ekstra Bladet.
”
Pressenævnet bemærker, at der er tale om beskyldninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], og at der derfor er tale om oplysninger, der skal forelægges.
Det fremgår af sagens oplysninger, at parterne forud for offentliggørelsen havde en telefonsamtale.
Af denne fremgår blandt andet
”[…]
Ekstra Bladets journalist : ”Jeg ville lige spørge dig – vi har skrevet en artikel om den mand, der i dag er sigtet for at fremme terror – tidligere har haft nogle forbindelser til dig og til [Klagers parti], han har været med til noget valgkamp.
Det var bare om du har en kommentar til det eller vil bekræfte det.
”
Klager : ”Det har han ikke.
Han har dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget ’17.
Så har han dukket op to gange, hvor jeg har været og uddelt pjecer.
Og det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Fordi hvis det var en demonstration, så kunne jeg i princippet bede politiet om at udelukke ham.
Men da det ikke var en demonstration, men bare hvor jeg stod og uddelte valgpjecer, så er jeg jo ikke bemægtiget til at gøre noget som helst.
Så det er hans.
Han er dukket op to gange.
Og så kender jeg ham bedre, fordi jeg var hans forsvarsadvokat for mange år siden.
”
Ekstra Bladets journalist : ”Ja, det var det næste jeg skulle høre.
Okay, men der er ikke nogen, der er ikke noget venskab, noget andet der?
”
Klager : ”Nej.
Jeg vil ikke sidde og devaluere ham, jeg synes, at han var offeret i den sag, jeg var hans forsvarer i, men altså nej, der er ikke noget venskab, men det er da ikke sådan, at jeg ikke vil hilse på ham, hvis jeg så ham på gaden.
Men nu har jeg jo ikke set ham i over fire år.
Så spørgsmålet er, om jeg kan genkende ham, men altså normalt er det jo det modsatte, at folk kommer hen til mig.
[…]”
Det er mellem parterne ubestridt, at den omtalte person var dukket op to gange i forbindelse med kommunalvalget i 2017, hvor [Klager] uddelte valgpjecer.
Nævnet finder på den baggrund, at der er tilstrækkelig dækning for formuleringerne i artiklens overskrift og brødtekst.
Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [Klager]s afvisning af, at der skulle være en forbindelse, fremgår af sammenhængen, ligesom det er anført, at [Klager] ikke har set vedkommende i fire år.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 20. maj 2025