Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - ej medhold
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - ej medhold
J.nr. 23-25045
En mand (klager), der blev født i 1978, klagede over en virksomhed (indklagede).
Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at virksomheden i et stillingsopslag søgte en medarbejder, der ”kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring”.
Det fremgår af virksomhedens stillingsannonce, at virksomheden søgte en medarbejder, der ”kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring fx fra en kommune eller en styrelse.
”
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der under disse omstændigheder ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at virksomheden handlede i strid med forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud.
Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Den 22. februar 2023 modtog manden afslag på sin ansøgning med begrundelse om, at der ved udvælgelsen var lagt vægt på en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv, samt erfaring med sekretariatsbetjening og indsigt i kommunale eller regionale sammenhænge.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslaget.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at indklagede virksomhed i et stillingsopslag søgte en medarbejder, der ”kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring”.
Derudover angår klagen påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager fik afslag på sin ansøgning til en stilling som konsulent hos indklagede virksomhed.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud, at indklagede søgte en medarbejder, der ”kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring”.
Det var heller ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sin ansøgning til en stilling som konsulent hos indklagede.
Sagsfremstilling
Klager, som er født i 1978, søgte en stilling hos indklagede.
Af stillingsopslaget fremgår bl.a.
” Alsidig konsulent til politik og projektarbejde
…
[Indklagede] er en organisation, der kommunikerer direkte med folketingsmedlemmer, ministre, embedsmænd, kommuner og regioner.
Vi starter debatter, arrangerer høringer, konferencer og sætter dagordenen i medierne på [arbejdsområde].
Tilmed er vi national sparringspartner for centraladministrationen og Folketinget.
Du vil indgå i et mindre sekretariat med stor agilitet og højt til loftet, og du vil derfor have god mulighed for at sætte dit eget præg på dine arbejdsopgaver.
Vi prioriterer samarbejde og faglig sparring højt og værdsætter en uformel, humoristisk tone i det daglige.
En del af dine opgaver vil handle om sekretariatets samarbejde med forskellige myndigheder, (…).
Desuden vil du komme til at varetage og bistå sekretariatets opgaver indenfor politikudvikling og interessevaretagelse bredt set, samt kommunikationsopgaver og projekthåndtering.
Dine kvalifikationer
Du skal trives godt i en afvekslende hverdag, hvor tingene ofte kan gå stærkt.
Foruden at være struktureret, ansvarsbevidst og en humørspreder, lægger vi vægt på, at du er en stærk skriftlig kommunikator, der selvstændigt kan drive organisationens projekter fremad.
Vi ser derudover gerne, at du
…
[Indklagede] opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen ”
Den 22. februar 2023 modtog klager et afslag på sin ansøgning via mail, hvoraf fremgår bl.a.
”Vi har modtaget ca. 80 kvalificerede ansøgninger og må desværre meddele dig, at vi har valgt at gå videre med andre kandidater.
Vi har i udvælgelsen lagt vægt på en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv samt erfaring med sekretariatsbetjening og indsigt i kommunale eller regionale sammenhænge.
”
Den 9. marts 2023 sendte klagers faglige organisation et brev til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”Der er i afslaget en henvisning til [klagers] alder, ligesom det også fremgår af jeres stillingsopslag, at I gerne ser yngre nyuddannede kandidater søge jobbet.
Afslaget er i strid med Lov om Forskelsbehandling, alder, er vores vurdering.
Jeg skal derfor rejse krav om betaling af en godtgørelse på 25.000 til [klager].
Betalingen skal ske inden 14 dage til hans Nem-konto.
Måtte i være uenige i det anførte, er i naturligvis velkomne til at sende jeres redegørelse og/ eller den fornødne dokumentation til mig inden fristens udløb.
”
Den 10. marts 2023 svarede indklagede på brevet fra klagers faglige organisation via mail.
Af indklagedes mail fremgår bl.a.
”Jeg kan afvise, at alder har spillet en rolle i forbindelse med rekrutteringen, hvor jeres medlem, [klager], var ansøger.
Det står for det første beskrevet i opslaget, at ansøger ”kan være nyuddannet” ligesom vi afslutningsvis opfordrer alle ”uanset alder” til at søge.
Hertil kommer, at vi i opslaget ligeledes har lagt vægt på, at ansøgerne har kompetencer, der understreger, at også erfarne ansøgere kunne komme i betragtning til stillingen.
I øvrigt kan jeg oplyse, at flere af de ansøgere, som var til samtale til stillingen, har en del års erfaring og således ikke var nyuddannet.
…
På den baggrund må jeg afvise jeres krav om godtgørelse.
”
Samme dag sendte klagers faglige organisation et svar til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”Tak for din redegørelse.
Den 13. marts 2023 svarede indklagede på klagers faglige organisations mail af 10. marts 2023.
Af indklagedes mail fremgår bl.a.
”Vi endte med at ansætte en nyuddannet, som havde en – for os – højst relevant erhvervserfaring…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. marts 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende navnlig, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Den almindelige sproglige forståelse af ”en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv” henviser til den yngre befolkningsgruppe.
Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet udgjorde studerende over 30 år på videregående uddannelser 7,76 % i 2021.
Andelen var i 2022 på 7,43 % og i 2023 på 7,36 %.
På den baggrund må det lægges til grund, at den almindelige sproglige forståelse af en ”en nyuddannet” henviser til den yngre befolkningsgruppe.
Indklagede har ikke oplyst alderen på de fem kandidater, som blev udvalgt til at deltage i en ansættelsessamtale.
Klagers uddannelse og erhvervserfaring er ikke relevant for sagen, da sagen alene drejer sig om indklagedes formulering i jobopslaget og afslaget.
En generel opfordring for alle til at søge uanset køn, alder, handicap, etnicitet mv. kan ikke bringe en ulovlig formulering i et jobopslag i overensstemmelse med forskelsbehandlingsloven.
Klager bemærker, at den aldersmæssige fordeling hos indklagede fremstår skævt fordelt på baggrund af billeder af de ansatte på indklagedes hjemmeside.
Dette kunne skabe en formodning for, at indklagede vælger yngre kandidater til afdelingen.
Indklagede gør gældende navnlig, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Indklagede opslog en stillingsannonce med ansøgningsfrist den 15. februar 2023.
Indklagede søgte en alsidig konsulent til politik og projektarbejde.
Af stillingsopslaget fremgik, at ansøgeren kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring fx fra en kommune eller en styrelse – det væsentlige er, at ansøgeren kan se sig selv i en mindre organisation, hvor de færreste dage ligner hinanden.
Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr.
19-53591, hvor det blev slået fast, at der ikke er tale om forskelsbehandling, fordi der annonceres efter en medarbejder, som er nyuddannet eller med få års erfaring.
Ligebehandlingsnævnet har i samme sag lagt til grund, at en nyuddannet kan have forskellige aldre.
Stillingsannoncen er dermed ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.
Formuleringen ”en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv” siger ikke noget om alder.
Indklagede mente alene ”starten af sit arbejdsliv” i forhold til politisk sekretariatsarbejde, hvorefter de starter et nyt ”arbejdsliv”.
Ligesom ”nyuddannede” kan have forskellige aldre – kan personer i starten af deres arbejdsliv også have forskellige aldre.
Indklagede har ved udvælgelsen af kandidater, som blev inviteret til samtale, lagt vægt på ”erfaring med sekretariatsbetjening og indsigt i kommunale eller regionale sammenhænge”.
Dette indikerer tydeligt, at mere erfarne ansøgere kunne komme i betragtning til stillingen.
Indklagede inviterede fem ansøgere videre til samtale.
Fire af de fem ansøgere, som blev inviteret til samtale, havde en kandidatgrad i statskundskab, og den sidste ansøger, som blev inviteret, havde en kandidatgrad i antropologi.
Efter det oplyste havde klager en læreruddannelse, hvilket virksomheden ikke vurderede, var en relevant uddannelse i forhold til stillingens indhold.
Alle kandidater, som blev inviteret videre til samtale, havde relevant erfaring og indsigt i kommunale eller regionale sammenhænge.
Klager havde erhvervserfaring som lærer i den danske folkeskole og været jobkonsulent forskellige steder.
Klager fik afslag på sin ansøgning, da han hverken havde en relevant uddannelsesmæssig baggrund, relevant erhvervserfaring eller de relevante kompetencer for at varetage stillingen.
Indklagede har ikke oplyst alderen på de fem kandidater, da deres alder ikke spillede en rolle i forbindelse med udvælgelsen.
Indklagede kender ikke alderen på de fire kandidater, som blev indkaldt til samtale, men ikke blev tilbudt ansættelse.
Indklagede noterer ikke oplysninger om alder i forbindelse med vurderingen af ansøgere, da det ikke har relevans for behandling af ansøgningen.
Det er heller ikke noget, som indklagede har spurgt ind til under ansættelsessamtalen.
Indklagede kan oplyse, at kandidaten, som blev ansat, var 27 år på ansættelsestidspunktet.
Indklagede har ansatte i forskellige aldersgrupper, og indklagedes seneste rekruttering var en person på 58 år.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Om annoncering
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer med en bestemt alder.
Det fremgår af indklagedes stillingsannonce, at indklagede søgte en medarbejder, der ”kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring fx fra en kommune eller en styrelse.
”
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at der under disse omstændigheder ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede handlede i strid med forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud.
Det er indgået i nævnets vurdering, at krav til erhvervsrelevant erfaring generelt kan stille yngre ansøgere dårligere end ældre, mens krav om lav anciennitet på grund af anciennitetsbestemt løn generelt vil kunne stille ældre ansøgere dårligere end yngre.
Nævnet har lagt vægt på, at indklagede, foruden at lade det fremgå af annoncen, at ansøgeren ”kan være nyuddannet”, derudover opstillede krav til ansøgerens kompetencer, som indikerede, at også erfarne ansøgere ville kunne komme i betragtning til stillingen.
Derudover kan nyuddannede have forskellige aldre.
Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Om afslag på ansættelse
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Den 22. februar 2023 modtog klager afslag på sin ansøgning med begrundelse om, at der ved udvælgelsen var lagt vægt på en alsidig profil i starten af sit arbejdsliv, samt erfaring med sekretariatsbetjening og indsigt i kommunale eller regionale sammenhænge.
Klager har ikke fremlagt sin ansøgning og CV eller på anden måde oplyst, hvordan indklagede havde viden om klagers alder.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslaget.
Nævnet har herved lagt vægt på, at klager ikke har godtgjort, at indklagede i forbindelse med ansøgningsprocessen havde viden om klagers alder.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
Har relevant videregående uddannelse indenfor fx samfundsvidenskab, antropologi, sociologi eller kommunikation
•
Har forståelse for samfundstendenser og processer i forbindelse med politikudvikling
•
Kan omsætte meninger eller analyser til handling og produkter, der taler ind i en politisk kontekst
•
Kan procesfacilitere og drive samarbejdsprojekter
•
Du kan være nyuddannet med interesse for området eller have et par års erfaring fx fra en kommune eller en styrelse – det væsentlige er, at du kan se dig selv i en mindre organisation, hvor de færreste dag ligner hinanden
•
Kan du loyalt oplyse antallet af års erhvervserfaring for den ansatte kandidat”
•
§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 5, stk. 1, om annoncering
•
§ 7 a om delt bevisbyrde